Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Naar jeg derfor i Cancelliet bestandig maatte høre, deels at jeg var en Sværmer, og deels at jeg ei maatte gjøre mig mindste Haab om et geistligt Embede inden Voldene, selv om det kun var ved Kirken i Citadellet, til hvilket umisundelige Stade jeg tre Gange concurrerede; ja naar Præsidenten, som han selv aabenhjertig sagde mig, endnu 1818, spurgde Geheimeraad Moltke, om Stifts-Øvrigheden i Aalborg havde Noget imod, at jeg indstilledes til et der ledigt Capellani; naar jeg derhos veed, at Cancelli-Præsidenten(1817) lod mig, ved min Velynder Abr. Kall, bede til sig, for, som han selv sagde, at forlige mig med Cancelliet, naar jeg, af flere lange Samtaler med denne nysafdøde Minister, veed, hvorlidet han gjorde nogen Hemmelighed af, at min Uenighed med Kjøbenhavns Geistlighed var i hans Øine ingenlunde en politisk Brøde, men kun en uovervindelig Hindring for den Befordring jeg attraaede; naar jeg veed alt dette, og endnu meget Lignende; mon det da være en forvoven Slutning, at den samme Haand, som 1810 lagde hele den Kjøbenhavnske Geistligheds borgerlige Agtelse i Vægt-Skaalen mod min borgerlige Ringhed, at den samme Haand vedligeholdt denne Stilling, indtil syv magre Aar havde frembragt en Hungers-Nød, Personel-Capellanen ei kunde tage sig nær saa let, som Stifts-Provsten, og indtil Majestæten *

117 overhuggede den Knude, Cancelliet ei kunde løse, ved, mod mit Ønske, men til mit Bedste, at kalde mig til Kjøbstæd-Præst i Sælland, og ved, Aaret efter, paa min indstændige Bøn, men, som det synes, til min borgerlige Undergang, at tilbagekalde mig, som Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Frue Provsti.