Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Dog, Almuens Klagemaal fandt udentvivl Ørenlyd hos Fyens høitelskede Gouverneur, det trykkende Forhold blev taaleligt, og Alt syntes nu at forkynde, at Revolutionen i Kirken var saa godt som endt, saa Stats-Religionen, der i mig sin forfulgde Tjener var blevet fri, var i det Hele paa Ny blevet herskende. Dr. Mynster, som var Den af os Yngre, der, ældst og tidlig klar, brød Isen til Fæderne-Troens og Stats-Religionens Værn, Dr. Mynster var ikke alene (1811) blevet Capelian ved Frue Kirke, og(1817) Medlem af Universitets-Directionen, men han havde practisk beviist, man tog meget feil, hvis man troede, at Kjøbenhavnerne sværmede for Stiftsprovst Clausen, hvad de saa end maatte have gjort for Capellanen i sin Tid, og Mynster *

120 havde tillige, ved sin Moderation, sin Klarhed, og sine sikkre Bevægelser, opsvunget sig til en Høiagtelse hos hele Rigets Geistlighed, som under Revolutioner sjelden falder paa de beskikkede Ypperste-Præster. Professor J. Møller, efter Alderen, og vel i flere Henseender, midt imellem Mynster og mig, var vel senere kommet tilbage til Fædrenes Tro, som Mynster rimeligviis aldrig ret1 forlod, men var dog kommet tilbage, og var den frugtbareste theologiske Skribent; alt længe havde jeg med Glæde bemærket, at Religions-Underviisningen i de fleste lærde Skoler tog en bedre Vending, og jeg saae hvert Aar flere og flere theologiske Candidater indtræde i Lære-Standen, som, hvad enten de saa nærmest knyttede sig til Mynster, til Møller, eller til mig, dog var Fæderne-Troen og Stats-Religionen alvorlig hengivne, og derhos sædvanlig de forstandigste og boglærdeste.