Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Denne Indsigt hos mig, som ei alene havde sværmet for den Danske Stats-Kirke, men ogsaa historisk overbeviist mig baade om Dens nøie Sammenhæng med Danmarks borgerlige Vel, og om den store aandelige Fare ved en chrislelig Separation, denne Indsigt, Synet af det nittende Aarhundredes stærke1 Hang ei til at løsne men til at stramme de udvortes Baand i Borger-Samfundet og miskjende Vigtigheden af de Indvortes, og endelig den Vished, at det med Christendommen uforenelige Element havde aldrig havt mindre Lyst end nu til frivillig at skille sig fra Stats-Kirken, alt Dette nedsænkede mig i en dyb Mismod, som vist nok maatte synes dem, der fandt Revolutionens Saar næsten aldeles lægte, urimelig, men som, desuagtet, neppe var ugrundet. Daglig overbevistes jeg mere derom, at *

122 den unge Clausens Virkning paa de Studerende var langt fra at være saa ubetydelig, som jeg havde tænkt, den maatte være, fordi han ikke sluttede sig til den opblomstrende men til den henvisnende philosophiske Skole i Theologien, men at den tvertimod langt overgik den Virkning, nogen theologisk Professor hos os i Mands Minde havde havt, saa mange Studenter virkelig sværmede for ham, og herved forsvandt mit Haab om den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse uden Skilsmisse, medens det pegede paa, at det, hvor unaturligt, urimeligt, og borgerlig ufornuftig det end i Grunden var, skulde blive de gammeldags1 Christne, der maatte fraskille sig2.