Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Saaledes, vil man sige, er Menneskene, især de der leve mest i den ideelle Verden, har ingen Taalmodighed, og har enten ingen Verdens-Klogskab til at gribe virksom ind i det practiske Liv, eller er for aandelig storagtige til at bruge den, og jeg svarer, velan! der er nogen Sandhed, men dog endnu mere Skjævhed i den Tale, naar det anvendes ikke paa de reen-borgerlige Forhold, hvor den hører hjemme, men paa de Kirkelige, hvis reen-aandelige Natur sandelig ei heller i Stats-Kirken maa oversees, dersom den skal være meer end de Christnes aabne Begravelse. Desuden har min Skæbne saaledes med Magt udrevet mig selv af de personlige Forbindelser der laae mig nærmest, at i det Mindste hidtil alle mine Indgreb i det Nærværende maatte skee paa den offenlige Vei, hvad der altid er forbundet med store Vanskeligheder, og i det nittende Aarhundrede med *

* 123 en Fare, man ei kan beregne, mindre oversee. Paa en Tid altsaa, da Trykke-Forordningen saa at sige havde vundet Hævd paa, med al sin Haardhed og Tvetydighed, at være baade mild og klar nok, og paa en Tid, da en Trold, Et jeg veed ikke hvad, syndes at havel i Bund og Grund ødelagt den Danske Læse-Verden, saa, naar man undtager Døgn-Blade, have kun Prædikener og Andagts-Bøger, hvorpaa vi vel mindst lede Trang, et Publikum, deels i de flittigste og deels i de dovneste Kirke-Gjængere; da maatte dog sagtens Skribenten af Natur, og af aandelig Nødvendighed, være nær ved at fortvivle om nogen Virkning paa det Nærværende, og prøve, om han endnu var poetisk nok til at trøste sig over den herskende Død med Livet i det Forbigangne. Dog, dertil var jeg nok blevet for gammel, eller dog for studeret, jeg stod da paa Nippet strængt videnskabelig at begrave mig i mit Fag, som Nordens Historie er, og Geheimeraad Malling veed, det var ikke min Skyld, at jeg ei kom saa dybt ind i Udførelsen af en stor videnskabelig Plan, som Majestæten yndede, at jeg formodenlig havde tabt baade Syn og Hørelse for noget saa Smaat og Tomt og Hverdags, som Professor Clausens Bog virkelig er i mine Øine, der ei kan see rettere, end at den ingenlunde er lærd og indholdsrig, end sige philosophisk, men kun tyk, overlæsset, og pralende med de tommeste af alle Citater og Sophismer!