Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Dog, Planen gik, Gud veed hvorledes, overstyr; den virkelig theologisk lærde, systematisk grundmurede Dr. Rudelbach, og Orientalisten Adjunkt Lindberg, som virkelig er blevet, hvad man forgjæves lovede sig, fordum af Horneman, siden af Rasmussen, og sidst af Lemming: en Dansk Ebræer, som kan og vil gjøre baade Høiskolen og Danmark Ære, disse to unge Lærde, sammenførde af Ham, der ligesaavel sammenføier hvad Mennesker adskille, som Han tit adskiller hvad de sarnmenføie, havde kirkelig knyttet sig nærmest til mig, og ønskede min Deeltagelse i et Theologisk Maanedsskrift. Kan det ikke gjøre Andet, tænkde jeg, saa kan det dog, blot ved at udkomme, vise Verden, baade at mine Kirke-Gjængere har Sind til at befordre Andet end Prædikener til Trykken, og at den gammeldags Christendom, i det Mindste hos os, ingenlunde er forladt af de lærde Sprog-Studier og den systematiske Erudition, som jeg ikke sjelden har savnet hos dem, der kun, som jeg selv, savnede dem hos mig. Vel ønskede jeg, efter nogen *

124 Betænkning, at man kunde formaae Dr. Mynster til virksom Deeltagelse i et Forehavende, hans Navn vilde være langt mere til Anbefaling end mit, i hvilket Tilfælde jeg, om min Deeltagelse i mindste Maade generede, gjerne trak mig tilbage, og lovede mig mere Glæde, og den gode Sag mere Fremgang af min Taushed, end af min ivrigste Tale. Saa klog var jeg dog nu blevet, men det hjalp mig ikke; var det Mistvivl om at Foretagendet kunde vinde Mynsters Bifald, eller Partiskhed for mig, eller et Sammenstød af Tanker og Omstændigheder, som saa tit uvilkaarlig gjør Udslaget, Nok, jeg blev Med-Udgiver, skjøndt ei i mindste Maade Bestyrer af Maanedsskriftet; dets Gang mishagede Mynster, og det blev ikke1, hvad det efter min Mening skulde været, en literair Forenings-Punkt for alt decideret Christeligt af alle theologiske Skoler, men2 fik snarere Udseende af et revolutionært Organ for Ultraismen, som man var vant til at søge hos mig, skiøndt mine Bidrag til Maanedsskriftet dog vel maatte bevise, den var der ikke. Dog, det saae ogsaa virkelig de fleste videnskabelige Læsere, da de fik Tid at besinde sig, og da Maanedsskriftet tillige dog paa een Punkt har aabnet den afbrudte aandelige Communication med Norge, maa jeg inderlig glæde mig over det, som Vuggen for en uafhængig nordisk Theologi, naar det kun ikke, som det har truet med, skal skille Rudelbach og Lindberg ved de dem tiltænkte Professorater, og altsaa, hvis jeg maa raade, Danmark ved dem; thi da var Maanedsskriftet vist nok kjøbt meget for dyrt, og jeg vilde da ønske, heller at have underskrevet dets Døds-Dom end dets Bebudelse. Thi sandelig, kan og vil Dr. Mynster, Biskop Münter, eller hvem det end er, berede disse to unge Lærde samme tornede Bane, som den, der fordum beredtes den unge Digter, da, Gud skee Lov! de ei er stævnede endnu som Injurianter, og mit Raad til dem skal være, jo før jo heller, at slutte Maanedsskriftet, nedlægge Pennen, og vandre ud med deres Lærdom, medens de endnu have Mod og Kræfter, vandre hen, hvor man dog i det Mindste ustraffet kan skrive ligesaa frit for Statens Religion, som imod den, og det kan man, saavidt jeg veed, allevegne, undtagen i Danmark. Sandelig, det er Nok3, at jeg, hvem man dog aldrig har nægtet Skribent-Kald, at jeg, som det synes, dog i Grunden har spildt mine bedste Aar, og fortæret min Manddoms- som min Ungdoms-Kraft i en forgjæves Kamp mod den hemmelige Magt, der, * * * 125 ved Hjælp af en ligesaa illiberal som vilkaarlig Lov-Fortolkning, kan mortificere enhver levende Skribent, som mishager den1, det er dyrt nok2, jeg har kjøbt den derved vundne Klarhed, og det var alt for dyrt, om jeg ei ved den kunde frelse de yngre kirkelige Skribenter, som have knyttet sig til mig, fra at styrte i den Grav, jeg nu seer, har aabnet sig for dem som for mig. Nys skjalv jeg for den gjæve Lindberg, hvem Biskop Münter dog sandelig kjender fra en i alle Henseender saa fordeelagtig Side, at jeg vil haabe, det glæder Ham som mig, at et saadant Menneskes borgerlige Lykke dog kun blev halv tilintetgjort ved et Skridt, der dog ikke alene lod sig juridisk forsvare, men røbede hos den slet ikke uforsigtige Skribent en Selv-Fornægtelse af Venskab, som i det Mindste jeg respecterer ogsaa hos Uvenner!