Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Her staae vi da ved Kirkens Gjenmæle, og det er sandt, kunde jeg forudsee, ikke hvad det skulde koste mig, thi tænkde 127 jeg end ikke paa den ærgerlige Form, kjendte jeg dog mine Folk godt nok, til at være beredt paa meget, men den unaturlige Forbindelse imod mig, da burde jeg maaskee alligevel skrevet baade Bogen, og hvad der var Hoved-Sagen, som jeg nær havde glemt, Fortalen, men jeg havde formodenlig ikke kunnet; saa hvis nogen jordisk Klarhed, som jeg dog tvivler om, kunde givet mig det Syn, da var det godt, jeg ikke havde den. Saavidt jeg nemlig kjender mig selv, behøvede Dr. Mynster kun lidt før at have givet mig det offenlige Vink om, at han vilde behandle Professor Clausen som en vildfarende Broder, og mig som en af Christi Korses Fiender, blot et saadant offenligt Vink derom, som det, alle de Læsere, jeg kjender, altsaa jeg selv med, har fundet i hans Prædiken om den christelige Viisdom, da vilde jeg strax skjønnet, at en Fristad i Israel tjende baade mig og.mine1 bedst, saalænge den Ypperste-Præst levede, og den Danske Stats-Kirke kunde da neppe været mig saa dyrebar, at jeg for Dens Skyld vilde opoffret, hvad jeg dog vel ikke opoffrede for min egen Skyld: min borgerlig Rolighed, der vist ikke er nogen Mand i Danmark kjærere, end den er mig.