Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

At nu et System, der er bygget paa Selv-Modsigelsens Grund-Sætning, som den rette kirkelige Tanke-Lov, og som ovenikjøbet, ved at lade haant om Natur-Philosophien, og Dens bølgende Klædebon, blotter sin Nøgenhed, og røber sin Mesters Overfladelighed, at et saadant System ei i vort Aarhundrede fortjener mindste videnskabelig Opmærksomhed, det har jeg sagt, og derved bliver det, hvad saa end Hr. Etatsraad Ørsted, dog ventelig kun ironisk, synes at indvende derimod; men betragte vi Bogen, som Juristerne nu synes at betragte Alt, casuistisk, efter Omstændighederne, da fortjener den baade borgerlig og literair vor høieste Opmærksomhed. Literair nemlig, fordi vi her finde aabenbaret hvad vi nok vidste spøgede1 i mange Kirker og Skoler hos os, men som Andre dog troede var nedmanet, og som derfor ei godt kunde2 bestrides, før det kom frem; men denne Benyttelse af Bogen tænkde jeg nok, kunde umuelig udeblive, og vidste desuden, havde sin Mand i Dr. Rudelbach. Borgerlig derimod var den vigtig, deels fordi den viiste, at Professor Clausen kunde umuelig være Præste-Lærer i Danmark, naar ikke Præsterne methodisk skulde oplæres til at forvirre Kirken og løsrive den fra Staten, og deels fordi den gav dem hos os et synligt Hoved, som ei vil have med den historiske Christendom at gjøre, men have Lov til at modsige Bibelen og sig selv, saa meget de lyste, Noget der bør være deres egen Sag, men derfor netop ikke den historiskchristelige Kirkes, hvortil vi høre, og hvortil de umuelig kan høre, der protestere imod den, om de saa end paastaae, at protestere og ikke protestere er i Grunden Eet og det Samme, da det er en Viisdomj hvorpaa den Kirke, som har en vis bestemt Tro, der vil bekjendes og ikke nægtes, ingenlunde kan indlade sig.