Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Der var (tænker jeg man vil sige 1880 1) der var, i Begyndelsen af dette Aarhundrede en egen Mode saavel hos Juristerne som hos Theologerne, og det var i Grunden een og den samme; thi ligesom man ei vilde historisk undersøge men philosophisk udgrunde, hvad der skulde troes i den christelige Kirke, og hvad der stod i Bibelen, saaledes vilde man ei heller historisk undersøge, men philosophisk udgrunde hvad der stod i Loven, og hvad der skulde være Ret i Landet. Saamange Hoveder, saamange Sind, og naar alle et Lands Jurister ansee sig som Med-Lemmer af en stor Lov-Commission, der har Ret til at udgive deres Stemmer om hvad der efter sunde Rets-Principer bør være Lov, under Form af Domme mellem Mand og Mand, om hvem der, efter Lovene, har Ret, (at) da maa denne praktiske Votering i Lov-Commissionen snart bringe det saavidt, at ingen Mand i hele Landet veed, hvad der er Lands Lov og Ret, men at kun Advocaterne veed, de kan paastaae omtrent2 hvad de vil, og kun den Mand, der har en inappellabel Dom for sig, veed, han fik Ret i Gaar, uden at det deraf paa nogen Maade følger, han i lignende3 Tilfælde fik Ret i Morgen, da det aabenbar kommer an paa Omstændighederne. I criminelle Sager mærkes Uleiligheden ikke synderlig, undtagen paa Acternes Tykkelse, thi Tyve og Skjelmer kan ikke fare værre end Loven vil, og har intet imod en Casuistik, hvorved de, som har Intet at tabe, muelig kan vinde. Saasnart Spørgsmaalet derimod bliver om Gods og Penge, eller om Forpligtelser og Rettigheder, som grunde sig enten paa den almindelige aabenbare Lands-Lov, eller paa særegne Contracter, Fundationer og Privilegier, da føler Enhver, og især den boglig dannede Mand, der altid stræber at handle lovmæssig og aldrig gaaer til Things uden høieste Nødvendighed, baade at det er tungt, han maaskee efter et nyt Rets-Princip hos en fornem4 Jurist skal kunne drages for Retten, hvor det aldrig kunde ahne ham, og endnu tungere, at Sagens Udfald skal beroe paa de ham ubekjendte, maaskee endog af en eller anden Grund ugunstige Dommeres Rets-Principer, og Anvendelsen deraf paa det særdeles Tilfælde, som er al muelig Tilfældighed *

* * * 132 underkastet, og, efter den menneskelige Skrøbelighed, som al Anvendelse af egne Principer paa forekommende Tilfælde, ei blot afhængig af Dommerens Retsindighed, Klarhed og Conseqvents, men selv af hans legemlige Befindende, Stemning, Lune, og tusinde uberegnelige Omstændigheder. I samme Forhold nu, som Tviste-Punkten bliver af mere aandelig Natur, i samme Forhold bliver naturligviis Dommen afhængigere af Dommerens Individualitet; allerede hvor det egenlig gjælder om et mundtlig eller skrevet Ords juridiske Betydning og Lovmæssighed, er al Sikkerhed forsvundet; og er Sagen af religiøs Natur, bliver selv Upartiskhed næsten utænkelig, da rimeligviis dog enhver Dommer har en eller anden Mening om Religionen, og det følger af sig selv, at, binder ikke Loven her paa det Strængeste hans Tanke-Gang, da vil den læmpe sig efter hans Grund-Mening, enten han saa er sig det bevidst eller ikke. Befinder Tiden sig nu ovenikjøbet i en religiøs Gjæring, forudsætte Stats-Lovene, at alle Indbyggerne, eller en vis Deel af dem, har eens Tro, skjøndt de aabenbar ikke har den, at alle de beskikkede Religions-Lærere i Grunden fører eens Lærdom, skjøndt de aabenbar ikke gjør det, og bliver det nu et Rets-Spørgsmaal, om en vis Lærer virkelig lærer, som han efter Loven bør, da kan man vædde Tusind imod Een paa, at den Dom, der skal fældes efter Dommerens egne Rets-Principer, vil stemme overeens med han religiøse Tro, Hang eller Grund-Sætning; thi det følger af psychologiske Love, som intet Rets-Princip, undtagen maaskee det, der udspringer af Troen paa Domme-Dag, kan forandre!