Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Dette skedie, og nu sluttede Præsten, at den juridiske Vei til *

138 Majestæten i Høieste-Ret, ligesom den kirkelige til Majestæten over Cancelli og Biskop, var ham om end ikke theoretisk spærret, saa dog practisk afskaaret; thi at appellere en Dom, som Cancelliet, med Danmarks berømteste Theoretiker til Consulent, og, for Øjeblikket, som til Hoved, havde erklæret saa fuldgyldig, at den gjorde al videre Retter-Gang om Præste-Lærerens deri oversprungne Lærdom, selv i et ganske nyt Tilfælde, overflødig, ja, at indanke en Dom til aldeles Underkjendelse, og paastaae dens Ophavs-Mænd anseete med Lovgiverens allerhøieste Mishag, hvorimod Protesten af en, som det lød, ellers retskaffen Dommer, var allerede indstillet til Majestætens Mishag, og ramt deraf, det, fandt Præsten, maatte være forvovent1, især paa en Tid, da Høieste-Ret, uden at have tabt den store Høiagtelse i Europa, som Skumleren Molesworths aftvungne Vidnesbyrd avlede, og Retfærdighedens upartiske Haandhævelse gjennem halvandet Aarhundrede holdt herlig ved Lige, da selv Den stod Fare for at henrives af den frygtelige Praxis, der følger et andet Rets-Princip end Lovene: den aabenbare Lands-Lov, paa en saadan Tid, og i en Sag, hvori Neutralitet var umuelig, og hvorom det offenlige Ørstedske Præjudicat, at Præsten uden Grund havde forkjettret Præste-Læreren, syndes nu at have vundet en mageløs Kongelig Stadfæstelse!