Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

↩ Var nu en Dom, man ellers ikke skulde fristes til at acqviescere ved, var den, som det syndes, efter Omstændighederne, kun appellabel til Skjærpelse eller dog kun til Stadfæstelse, hvor Præmisserne ere usynlige, og lade sig da paa ingen Maade enten oversee eller bedømme, saa maatte Præsten unægtelig enten nedsynke i stum borgerlig Fortvivlelse, eller tye til Majestæten paa Publicitetens Vei, der vel, ved Politi-Censuren, syndes ham theoretisk spærret, men, som han troede, vilde dog staae ham practisk aaben, om ikke ved Andet, saa ved Kong Frederik den Sjettes personlige Sandheds-Kjærlighed, og mageløse personlige Tilgjængelighed, der vel, efter Sagens vidtløftige og indviklede Natur, ei her kunde gjøre Publiciteten overflødig, men vilde sikkert, troede Præsten, gjøre den baade muelig og frugtbar!