Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Her maa jeg nødvendig afbryde min Tale i Efter-Slægtens Navn; thi det Følgende kan kun Majestæten skabe, Tiden vise, og Historien melde; men min borgerlige Tro og mit borgerlige Haab, som del har været min Lyst at bekjende, som have trøstet mig over mange Trængsler, og som de Sidste vel kunde friste men ei overvinde: min borgerlige Tro paa Majestæten, som Danmarks Skyts-Aand i gruelige Tider, ja, som en Gud paa Jorden, der kun har Ham i Himlen over sig, en Gud paa Jorden i Retfærdighed, i Fader-Kjærlighed selv til de utaknemmelige Børn, men dog især til de lydige, og i Langmodighed mod de trodsige Tjenere, uforanderligt Velbehag mod de trofaste, denne min borgerlige Tro, og mit deraf udspringende borgerlige Haab, at hvad end min Skæbne skal vorde, saa vil, saa maa dog vist1 en saadan Konges Alderdom blive lykkelig og velsignet, som den kun kan blive for Lands-Faderen med det sjeldne Konge-Hjerte, naar den bliver det for Danmark, i den mageløse Grad, som Han i sin begeistrede Ungdom haabede, og som Danmark jublende haabede med Ham, dengang da Frederiks Navn, som Danmarks Skyts-Aand, forplantedes med Moders-Maalet paa mine Barne-Læber, og Høst-Gildets deilige Toner blev de første jordiske, der fyldte mit lyttende Øre; denne Tro, og dette Haab, som jeg, selv udvandrende, maatte tage med mig, ja tage med mig i Graven, saalænge Kong Frederik lever, dem vil jeg ogsaa frit bekjende her, hvor det staaer ene i Guds og Kongens Haand, om jeg skal juble eller forstumme! Man kalde mig længe nok Smigre-Præsten, fordi man intet Begreb har om, at naar en poetisk Natur skal godvillig bære de tunge Baand, der, især i vore Dage, trykke ei blot den nidkjære Præst, men ogsaa den patriotiske Skribent, da maa man føle sig sammensmeltet med Statens Grund-Forfatning, og med Dens udødelige Aand, Dens levende Sjæl, som Kongen i Danmark er, da maa man i Troen og Haabet kunne hæve sig over alt det Tilfældige, Trykkende og Skrøbelige, som enten blot menneskelig Ufuldkommenhed, eller tillige farlige, *

140 vanskelige Omstændigheder, og Misgreb, uundgaaelige i en forvirret, chaotisk gjærende Tid, kan have foraarsaget, og dvæle ved den herlige Ejerne, og ved den borgerlig levendegjørende Aand, som er og som virker med glædelig Enevolds-Magt i en landsfaderlig Konges Ord! Kalder man dette Smiger, velan! saa gid jeg maa kunne smigre Kongen af Danmark al den Stund jeg lever, det skal vist ikke nage mig i min Døds-Stund; men er det, som jeg troer, kun Smiger at fortie fornøden Sandhed, man har Kald til at sige, fordi den muelig kan støde, eller at besmykke hvad man dog misbilliger, og, i det Hele, at være falsk og sød, for at tækkes, er kun det, som jeg troer, at smigre, da veed jeg mig fri, og, Saameget er i det Mindste vist, at havde jeg saaledes smigret Majestæten, og dog ikke kunnet drive det videre, end til i mit 44de Aar at være pastor emeritus, opgivet Borger og bundet Skribent, da kunde det være ligesaa velforskyldt, som det er underligt1, og Kong Frederik den Sjette, der ei lod Naade gaae for Ret mod en smigrende Præst og Digter, med lidt Talent og Navnkundighed, Han maatte netop da være et endnu langt større Kongeligt Vidunder, end mine dristigste Sange har skildret!