Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Altsaa, jeg troer endnu borgerlig paa Majestæten, og haaber langt mere af Ham, end jeg behøver for at naae mine personlige Ønskers Maal; thi det er virkelig kun at have udtjent som Stats-Præst, hvortil jeg kun med megen Møie har stræbt at gjøre mig nogenlunde skikket, at have tarveligt Udkomme, og Frihed til med Mund og Pen at tjene mine Troes-Forvandte, den aandelige Deel af Menneske-Slægten paa Veien til Forklaring, og den Stat der vil skjænke mig Dette. Mit Hjertes Attraa er det vist nok, at have disse Livets Nødvendigheder til min Døds-Dag i Danmark, hvor jeg i saa lang Tid enten fandt dem, eller fik dem, ved en Tro og et Haab paa Majestæten, som ei beskjæmmedes, og derom tvivler selv neppe han, der, jeg vil dog haabe, ei spottende, men kun i Spøg, ubetimelig nok, i mine haardeste Dage, nænde at sige, det var jo min Lyst at vandre videre, med Saxo under den ene Arm, og Snorro under den Anden!2 Men skulde saadanne Taler af anseelige Mænd, der maae forudsættes at kjende baade mig og mit Forhold til Danmark, skulde de, eller hvad Andet der dog kun Alt er Redskab i Forsynets Haand, berøve mig det, uden hvilket jeg hverken kan eller tør blive godvillig her, da er jeg personlig *

* 141 slet ikke fortvivlet, skjøndt kun den Alvidende kjender denVei, jeg da skulde betræde, den Plet, hvor det midtes mig at finde Virke-Kreds og Hvile! Sandelig, jeg har et høiere Begreb om Arm i aandelig Forstand, og om Hvad der kan gribe Støv-Mennesket under Armene, saa han ei synker sammen i sit eget forfængelige Intet, et høiere Begreb derom, og en baade mørkere og lysere Erfaring deraf, end at jeg noget Øieblik skulde tænke, at Skrifter, trods hvilke jeg i Danmark, som de var næsten udelukkende beregnede paa, sank saa dybt som den ringeste Borger, naar han kun er en ærlig, retskaffen Mand, vel kan synke, at disse Skrifter skulde nogensteds bedre tale min Sag, end de talde den her; men ligesom jeg frit bekjender, at gamle Krøniker er i mine Øine mere værd end gamle Postiller, saaledes troer jeg ogsaa virkelig, at det Hoved, jeg brød, og den Pen jeg sleed op, for at fordanske Nordens Old-Krøniker og Bjovulfs Drape, mest, som det synes, til Muus og Møl, at de, udenfor Danmark, vel kunde givet mig meer end det tørre Brød, og Skam til Takke af sprænglærde Folk, hvis stolte1 Latin dog Flere har lært end min platte2 Dansk. Jeg troer fremdeles, at dette Hoved, som Gud har lægt, og den ny Pen, Han gav mig for den gamle, at de, med Hans Hjelp og Velsignelse, endnu, hvor jeg kommer, og kan bruge dem med Lyst, er istand til at tjene mig Føden og Klæden, og et Navn, hvorved mine Børn ei skal rødme, saalænge de færdes aabent og ærligt, som deres Fader!