Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Det var i hine bange Dage, da hver en ægte Dannemand skjalv, ei for sin egen, men for Danmarks Døds-Fare, og da vi alle maatte føle, at der i Danmark dog var meget Gammelt, hvis Skæbne, Tab og Savn vi maatte begræde, ja, da det syndes, som 150 Fædrenes Aand, medens vi konstlede paa deres Tro, deres Sang, deres Skrift, deres Lov, var til ubodelig Skade forsvundet af vort Borger-Liv, og svævede end kun i Begeistringens Øieblik over Skjaldene; da vaagnede der et patriotisk Ord paa mine Læber, som havde slumret der fra mine Barne-Dage, da Patriotismen vel, desværre, ei kraftig glødede i mange Hjerter, men funklede dog af mangt et Øie, som i Konge-Sønnen saae Danmarks Stolthed, og var veltalende paa mange Læber, som forkyndte Hans Daad, og priisde Danmarks Lykke! Det vaagnede, det Ord paa mine Læber, og Aanden var over mig, Fædrenes Aand, jeg saae Syner, og havde Drømme, hvori det, vi alle saae og hørde, forvandlede sig for mine Øine til Billeder af det Usynlige, som hardtad Ingen vilde troe! Fæstede jeg Øie paa Dagene bag mig, da Sælland var taget, Hoved-Staden faldet, Hoved-Kirken lagt i Aske, Flaaden ranet, Rigets Sønderrivelse kun alt for rimelig, da saae jeg deri et frygtelig varslende Billede paa vor aandeligeFolke-Tilstand, paa den aandelige Livs-Fare, hvori vi længe havde svævet, uden at vi vidste det, fordi den aandelige Fiende, som vilde rane os vor Fred, vor Kraft, vort Liv, havde, ligesom den Legemlige, inddysset os i søde Drømme, indsneget sig under Venskabs, ja, under Fredens og Kjærlighedens paatagne Skikkelse! Da glødede jeg af Harme, da stødte jeg i Hornet, at vække Valhals Kæmper til at værge Marken mod onde Jetter, og naar jeg da betragtede Konge-Sønnen, mine Barne-Dages Helt, saae ham reise sig ved Fader-Graven, saae ham stævne til det deilige Land, hvor en usynlig Kæmpe-Skare havde uddrevet Fienden og banet ham Veien, og saae ham, under Folkets Jubel, holde sit Indtog i den hærgede, men dog ei ødelagte Hoved-Stad, og bestige den rokkede, men dog hverken omstyrtede eller vanærede Fæderne-Throne; see, da fik jeg Mod til at kæmpe, thi da sluttede jeg fornuftelig, er det dybe udvortes Fald saa sanddru et Billede af det Indvortes, hvi skulde da ikke ogsaa Opreisningen være det! I dette den aandelige Opreisnings levende Haab sammensmeltede min Fædernelands-Kjærlighed med min Fæderne-Tro; i det Haab har jeg kæmpet og lidt1, med det Haab nedlægger jeg den Pen, der stræbde at afbilde, stræbde at udbrede, nære og forstærke det, hvor Dansk var Moders-Maalet, nedlægge den Pen ved Thronens Fod, hvor Kongen sidder, som vakde Haabet i min Barm, som nærede det, som var dets Liv og Sjæl!