Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra SKRIBENTEN NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIGS LITERAIRE TESTAMENTE

↩ I Øvrigt maa Efter-Slægten afgjøre, om jeg naaede mit Maal: Udødelighedens Tempel, ei det heroventil, thi did gaaer Veien i det Skjulte, men det herneden, som er nødvendig vort jordiske Maal, naar vi føle Mod og Kraft til et Optrin af Kæmpe-Livet for Verdens Øine, hvor saa end Kredsen er skrevet, og hvad saa end Vaabenet kaldes, som var os bekvemt. Kun det veed jeg: mit Liv var aaben, ærlig, aandelig Kamp, min Kreds var Norden, og Pennen var mit Vaaben, min Pen, og ei min Tunge; thi af Natur var Tungen bly og Pennen fri, var Tungen blød og Pennen haard, saa, naar det syndes anderledes, var del kun, fordi de lærde eller laande af hinanden, eller og fordi de øiebliklig rørdes af Lynet, som farer fra Østen til Vesten med skjulte Kræfter og uberegnelige Spor! Sin Skjalde-Pen kan Ingen skjære selv, men kun fordærve, men selv min Skriver-Pen har jeg kun havt paa anden Haand, og naar jeg selv vilde spidse den, saa fik den Tænder og spruttede, saa jeg blev ærgerlig, og smeed den!