Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra SKRIBENTEN NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIGS LITERAIRE TESTAMENTE

Det hørde ogsaa jeg, hvor jeg sad i en Vraa, hælvten Skjald, og hælvten Bog-Orm, fra Barns-Been fortroelig med Bibel og Historie, og tidlig bekjendt med Nordens Oldskrifter, hvis Kraft og Dristighed, tilligemed den dunkle Dybde i Kvadene og den hjemlige Farve, havde vundet min Tilbøielighed, langt mere end den romerske Kløgt og den græske Klarhed, skjøndt begge Dele, især hos Cicero og Herodot, havde ei lidet behaget mig. Blandt de Tydske Skribenter var Schiller og Fichte mine Heroer, Goethe og Schelling mine Gaader, og nu tør jeg mene, at var der nogen Kraft i mit Ord, og tydede det stadig hen paa Bibelens, Historiens, og Nordens Aand, da maatte min Skrift være det formløseste og uordenligste Chaos, der findes kan, hvor Aander svæve, saa kunde det dog trøstig møde hvert modsat Ord for Historiens Dom-Stol, og sige rolig: jeg kæmpede ærlig i den reformatoriske Retning, som var den bedste i min Tid, og aabenbar den Eneste, der muelig kunde frelse Nordens Folke-Stammer fra den sorte Død, der truede alle Europas ny-dannede Folk, og en dunkel Redning var dog vel ogsaa i det nittende Aarhundrede bedre end en klar Undergang! Dog, ikke blot theoretisk, men især practisk maa mit Ord, saavidt det var levende, kunne forsvare sig selv, indtil der maatte kundgjøre sig en Aand, som tiltalde Nordens Indbyggere stærkere end Bibelens og Nordens Aander; thi det er nu engang for Alle den uforanderlige Grund-Lov i Aandens Rige, at der gjælder den Stærkeres Ret, som der staaer i Bibelen, at naar den Stærke vogter sit Palads, da boer han med Fred, til der kommer en Stærkere, og afvæbner ham; og som det var Skik i Kong Rolvs Borge-Stue, at hvem der ikke vilde sidde nederst, maatte prøve, hvormange af Høibords-Kæmperne han kunde lette i Sædet! Selv vi smaabitte Læsere fra forrige Aarhundrede behøve ikke meer historisk Kundskab end den, vi fik af Døgn-Bladene, for at vide, hvorlidt man enten med borgerlige Vaaben, latinske Disputatser, eller sprænglærde Volumina, kan udrette det Mindste selv imod Gaard-Nisserne i Aandens Verden, som 163 føre det levende Ord; og, har derfor en Skjalde-Pen først banet sig Vei i en Læse-Verden, da behøvede den ikke engang at have to saadanne Aander, som Bibelens og Nordens, til sine Formyndere, for at være sikker paa, den stikkes ikke ud af hundrede Professor-Penne, undtagen i de Auditorier, den aldrig gjæster! Var det end derfor gaaet baade Ingemann og mig, som det, desværre, gik Mærkes-Manden i vor Fylking, at vi i Manddoms-Aarene havde angret vor Ungdoms Bedrifter, saa maatte vore Skjalde-Penne, der i Grunden gjøre Eet, dog finde deres Over-Mænd i Nordens Læse-Verden, før det kunde seire, som de bøde Spidsen! Havde derfor end Skolemester og hans Else havt Ret til at lade os høre, vi havde Dannelse, da vi gik fra dem: intellectuel og moralsk Dannelse, og klar Oplysning, som vi selv, med barbarisk Grusomhed, hjalp de forbistrede gamle Land-Vætter, Bjerg-Mænd og Skov-Trolde, som var uforskammede nok til at leve op igjen, hjalp dem, at forstyrre og fordunkle; da vilde det vist nok være sørgeligt; men havde Man ikke Andet at sætte derimod end Fornuft-Grunde fra Schnopfenthall og Riim fra Ravne-Krog, saa maatte dog alle Historiens Mærker slaae feil, om ikke Barbariet ligefuldt tog Overhaand i Norden.