Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra SKRIBENTEN NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIGS LITERAIRE TESTAMENTE

Velan! jeg kan nedlægge Vaaben i Danmark, naar saa skal være, kan nedlægge min Pen, som mit sidste Offer paa det kun lidt for fredelige Danmarks elskelige Høi-Alter, jeg kan det, efter at have vundet den Klarhed jeg savnede, og efter have aabnet Kampen forsvarlig, og, forandre Omstændighederne sig ikke mærkelig, da er min danske Skribent-Pen egenlig hermed saaledes nedlagt; men jeg faaer enten mig selv eller en Anden til Efter-Mand ensteds i Norden, det maa jeg forudsige, ei som Skjald, mindre som Prophet, men som en tør historisk Bog-Orm, der, uden at gaae ud af sit gode Skind, her, uden synderlig at strække sig, kan naae fra Aarsag til Virkning. Fredelighed er vel mig kun halv naturlig, nemlig som Bog-Orm, men baade som Christen og som Skjald har jeg saaledes opelsket den mageløse danske Fredelighed i mig, at den er blevet min anden Natur, saa hvor jeg nu drager Sværdet, veed jeg, det ledsages af alle danske Christnes forenede Bønner, og maa, hvis det stikkes i Balgen før Slaget er vundet, afløses af et Andet, der gjør Pinen kort. Jeg vilde ønske, det maatte skee i Danmark, hvor selv de haardeste Hænder dog i Grunden heller vil klappe end slaae, og hvor man altid, saavidt jeg kan skjønne, har tabt mere ved Naboernes Krige, end ved sine egne, men min Skæbne kan jeg ikke ønske nogen ærlig Strids-Mand, og derfor, er Hoved-Slaget ikke vundet før vi veed det, saa reis dit Banner, Kæmpe-Aand! i Kæmpers Fødeland1! der vil det anderledes bløde, men det faaer dog Ende, og *

180 da var Aand uddød i Norden, naar der var ingen Kæmpe meer, som vilde bløde for en Drot og for et Rige, hvoraf Nordens Historie kun lærde os at kjende de dunkle Grund-Træk, men lærde os dog at gløde ved Mindet om den store Helte-Skare, som, i Liv og Død, med kjærlig Selv-Opoflrelse og straalende Bedrifter gav Dunkelheden saa levende en Glands, at Sydens bedste Malere umuelig kan maale sig med Nordens!