Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF SØNDAGS-BOGEN

Aarsagen til Stats-Kirkernes sørgelige Forfatning ligger da, efter min Overbeviisning, i det Mindste hos os, ingenlunde i For-Skrifterne, men ene og alene i Udførelsen, og, skiøndt Grund-Feilen herved aabenbar stikker i de mange Læreres vitterlige Afvigelse fra Forskrifterne, vilde det dog see langt 187 bedre ud hos os, naar kun alle de, der dog have i Sinde at forkynde den christelige Tro og Lærdom, til hvis Herrer de ingenlunde ere kaarede, men til hvis Tienere de ere kaldede, naar kun disse, med Liv og Klarhed, bevægede sig paa den tornefulde, men dog blomstrende, Bane, hvis Maal er der, hvor de som levede for at lede Folket til at see Lys i Herrens Lys, og til at finde Livet i hans Samfund, skal tindre som Stierner paa Evighedens udstrakte Befæstning! Men jeg har fundet, baade hos mig selv, og hos Andre, at ogsaa her er Stien smal, og Afveiene brede, da man, skiøndt meer og mindre, snart fristes til ængstelig at indspærre sig i en gammel theologisk Lære-Bygning, og binde sig til et forældet, hardtad forstenet, Præste-Sprog, snart igien, hvad nu er sædvanligst, at rive sig løs, ei blot fra det Forældede, men ogsaa fra den Troes-Regel der følger Naade-Midlerne, og fra det Kirke-Sprog, som Bibel-Sproget kræver, tvende Ting, der aldrig maae tænkes forældede i Christi Kirke, og kan heller aldrig være det, saasandt som han lever, i Himlen og paa Jorden, paa hvem vi, Alle som Een, skal troe og haabe, og hvis Ord, i Aandens Mund, som i hans egen, er Faderens, et Ord, der ei ældes med Himlene, og forandres ikke, men forklares kun, naar Elementerne opløses! Selv har jeg, i en Række af Aar, ærlig stræbt at undgaae begge disse Afveie, som jeg idelig havde for Øie, men Erfaring lærde mig ogsaa, at det kun paa en meget dunkel og ufuldkommen Maade er mueligt, naar man ei kan skielne klart, mellem det Uforanderlige, og det Fremskridende i Kirken; thi, vil man ellers vise, at man holder urokkelig fast ved den gammeldags Christendom, som naturligviis er den eneste ægte, da maa man støtte sig til hele den ældre Lære-Bygning og Tanke-Gang, og naar man nu dog ingenlunde vil indmure sig deri, men giøre levende Frem-Skridt, da har man selv ondt ved at rime de Ting med hinanden, og Menigheden kan det endnu langt mindre. Derfor maa jeg nødvendig ønske alle mine christelige Med-Tjenere, i Ordet og Lærdommen, den Sikkerhed, jeg vandt, da det slog mig, at den Forening af Lys og Liv, af Fasthed og Fremgang, jeg fuskede paa, var, fra Kirkens Begyndelse, mesterlig iværksat, af Herren og Aanden, saa Herren er vor faste Hjemmel for Alt hvad Kirken, levende, og aabenlydt for hele Menigheden, overantvorder os i Herrens Navn, og at, i Øvrigt, vil Aanden ledsage os til al Sandhed, med viselig beregnede Fremskridt; thi Troens Væsen er Fasthed, saa vi 188 urokkelig holde fast ved Herren, til han kommer, og Udviklingens Betingelse er Frihed, som aldrig fattes, hvor man finder Herren Saand! Med denne Indsigt kan vi skride rolig frem paa Banen, og tale til de Christne, som til Forstandige, der, efter Troens usvigelige Regel, kan bedømme vor Prædiken og Skrift-Fortolkning, om de ere christelige; og Børnene i Christo staae da ei meer eller falde med vort enkelte, forbifarende, men med hele den udødelige Menigheds eenstemmige Vidnesbyrd, saavel om vor christelige Troes Ægthed, som om Livet, der skiænkes i Hans Navn, som døde for os, paa det vi kunde leve med ham!