Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF SØNDAGS-BOGEN

Og see, Christne Venner! den store Morgen-Røde, hvilken dette Lys skaber, Guddoms-Lyset, som ogsaa skinnede i Hedenskabets Mørke, skiøndt Mørket ei fattede det, men som blev vores Livs-Lys, da Ordet blev Kiød, og aabenbarede i Støvet den Eenbaarnes Herlighed, denne Morgen-Røde, i hvis Glands de Christne see det grandt, og i hvis Straaler de føle det gladelig, at hvo som er i Christo, er en ny Skabning, gienfødt i Daaben ved den Hellig-Aand til et Guds, og derfor til et Dagens og et Lysets Barn, som vandrer for Herrens Ansigt i de Levendes Lys, og voxer i Ham til et fuldkomment Menneske, i det vi forvandles af Aanden fra Klarhed til Klarhed, see, dette er den christelige Morgen-Røde, hvorom Apostelen taler i Dagens Epistel, og forkynder sine Romere til Trøst og Formaning, dog ikke dem alene, men og alle Christne, hvem den Lykke timedes, at høre Apostlerne tale Guds store og underlige Ting med deres Tunger! I denne det evige Livs Morgen-Røde er det først, Hjertet oplives af den tilkommende Verdens Kræfter, giennemglødes af Guddoms-Flammen, og sjunger som Paradis-Fuglen sin Skabers Priis, og derfor siger Apostelen: nu er vi Saligheden nærmere, end da vi toge ved Troen, det er: da vi christnedes; 199 thi ligesom det var ved Midnats-Tide, vor Frelser han blev født, saaledes komme i aandelig Forstand Alle, saavelsom Nikodemus, til Jesum om Natten, og det af den indlysende Grund, at havde vi aandelig Dag uden ham, da kom vi ikke til ham, hvorfor vi jo og see det, at de vige alle fra ham, som indbilde sig, de have Livet og Lyset i dem selv, og maae følgelig finde, de trænge ei til Herren, ja, maae nødvendig tænke i deres Hjerte, han er en Løgner og Bedrager, efterdi han vidner, at de maae alle komme til ham, som vil have Livet, alle troe paa ham, som vil blive Lysets Børn! Uvitterlig komme de vel alle saaledes til Herren om Natten, Saamange som i Svøbet bæres til ham, at annamme hans Velsignelse, men om dette Komme kan ei Talen være her; thi det gaaer nødvendig med Daaben, som, efter Apostelens Vidnesbyrd, med Omskiærelsen, at naar vi ikke med hjertelig Tro tilegne os dens Velsignelse, da ere vi ligefuldt Hedninger for Hjerte-Kienderen, og denne vitterlige Tilegnelse begynder først da, naar vi see, det er Nat, see, at Mørke skjuler Jorderige og Dumhed Folkene, hvor Synden hersker, og Døden truer, see, at det er Nat, men at der staaer en Stjerne over Huset i Bethlehem, som vinker Menneskens Børn, og, naar vi da, i Tillid til dens mageløse Glands, og Hjertets dunkle Mindelser, gaae med de Vise fra Østen ind at tilbede for Barnet i Krybben, da komme vi til Jesum om Natten, og høre Gienlyd af Englenes Lov-Sang for Hyrderne, og føle godt, at hvem der følger den Eenbaarne, han vandrer i Lyset, og kommer til dets Kilde; men det er mørkt for vore Øine, hvorledes vi skal bryde Lænkerne, som binde os til Verden, afkaste Synde-Aaget, som bebyrder os, og vandre modig, kraftig, uafladelig, frem i Hans Fodspor, som gjorde ikke Synd, men blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger, blev lydig til Døden, ja, Døden paa Korset; og da er det, vi trænge til Apostelens Trøst og Formaning i Dagens Epistel, da er det ogsaa først, vi begynde at forstaae ham, naar han siger, det er paa Tiden at vaagne og staae op, thi Dagen nærmer sig med Salighedens Lys, ved hvilket vi skal aflægge hele vor gamle indvortes Skikkelse, og paatage Herrens, saa vi kan staae i Hans Kraft, vandre i Hans jordiske Fjed, og vinde den himmelske Krone!