Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF SØNDAGS-BOGEN

Og nu Paasken! Hvem har vel helligholdt den mere værdelig, end Marie Magdalene, som stod eenlig i Urtegaarden, og græd over Graven, til hun hørde sit Navn fra Frelserens Læber, stammede: Mester! og løb at forkynde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hørt af hans Mund, at han opfoer til sin Fader og vores! Og har dette maaskee Intet at betyde, helligholdes maaskee ikke Paasken endnu med den dybeste Følelse i Hjertets Eenlighed, med Herren, mellem Gravene! Stod vi nogensinde en Paaske-Morgen, naar Soel gik op, hvor Kirke-Gaarden høiner sig over Vangen, stod vi der, omringede af Mindes-Mærkerne fra Vinter-Tiden, og nærmest af Gravene: de dybe Furer, som Døden pløier, til Sæd med Graad men Høst med Lovsang, stod vi der, mens det kimede til Høitid, mens Solen steeg, og Lærken slog, og Øiet faldt paa Urtegaarden, hvor Vinteren kiendelig gav Vaaren Plads, da var det visselig ei Selskab, og ei noget Udvortes, vi fattedes, for dybt bevægede at efternynne det gamle Paaske-Vers: