Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF KRØNIKE-RIIM

Dog, da den Russiske Keiser Alexander den Første ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne 239 Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe Elba, (vestenfor Italien) og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig, men næste Aar (1815) kom Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under Wellington) kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.