Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF KRØNIKE-RIIM

Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er del ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det, (til Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem Alle, Venedig. Dette varede til 240 Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i Amerika, bar dog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal, (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, fortrængde Portugiserne i Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var Holland Dronning paa Havel Endelig kom Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev Engeland enevældig saavel i Ost-Indien som paa Havet.*)