Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra NORDENS MYTOLOGI

Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa Holbergs Kirke-Historie var den første Bog, der gav mig Lyst til at læse, Suhms Bog om Odin den der, med Sandvigs Edda, lærde mig at kiende Nordens Mythologi, og det første Bind af hans Danmarks Historie min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog først fandt, ved at falde over Vedels Saxo, og dens Følge-Svend fra det Syttende Aarhundrede: Peder Clausens Snorro, hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nødvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hørt Steffens, og læst Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hørde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min første Penne-Prøve om Nordens Guder falder mellem Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske Digte*), overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenstrøede, men dog ogsaa, efter min Følelse, hverken kiedsdommelige eller betydningsløse Bane, der kun alt for øiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.