Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra NORDENS MYTOLOGI

Det var da i Rolv Krages unge Dage, da hans Foster-Fader og Frænde, Roe Halvdansøn, sad gammel paa Thronen i Leire, og havde bygt sig et i Norden mageløst Slot, som vore egne Sagn lægge ved Roeskilde, men den Angel-Sachsiske Skjald kalder Hjortholm (Heort burg), da timedes Danmark stor Vaande og Kvide, ved Trolden Grændel, som naturligviis var Fader til den Issefjords-Trold, der spøgde i Middel-Alderen, og som ikke for sin Død kunde lide og døie al den Sang og Klang og Gammens-Lyd, der daglig hørdes fra Borgen. En *

* 738 Nat, da Kæmperne, efterat have drukket saalænge omtrent, som de kunde sidde overende, havde lagt dem til Hvile paa Bænkene, listede Trolden sig ind i Steen-Stuen, og dyssede dem let i Søvn, der alt sov som Stene, ja, slugde Femten af dem saagodt som i een Mundfuld, og slæbde af med andre Femten til sin Kule paa Havsens Bund. Det var Begyndelsen, men blev ikke Enden, thi naar Trolde først har faaet Smag paa Menneske-Kiød, gider de ingen anden Mad havt, og hvor tit end de efterlevende Kæmper, naar de havde en Taar paa Skallen, lovede Grændel baade Last og Skam, naar han kom igien, saa gik det dog immer ud over dem selv, og tilsidst maatte Kongen lade Borgen staae øde og tom i tolv samfulde Aar. Dette rygtedes, som Man nok kan vide, over hele Norden, og Bjovulf, Søn af Gothe-Kæmpen Egthjov, som Roe havde reddet fra Ylfingernes Kløer, drog nu, kun selv femtende, men selv saa stærk som tredive Andre, over til Danmark, for at giengiælde Giæste-Venskabet og prøve Styrke med Grændel. Hvordan han nu kom til Rette med Strand-Rideren, og slap ind til Kong Roe, samt hvad Ord han skiftede med Kongen og Dronningen, eller vexlede med Hunferd, den avindsyge Drost, det er sat paa Rim, for at løbe desbedre, og her er det Nok sagt, at Bjovulf fik Lov til at ligge paa Borgen om Natten, hvor han da satte Grændel til Vægs, saa det dundrede efter, og holdt saa godt paa hvad han havde, da Trolden vendte Rygg, at han beholdt Utyskets ene Arm med samt Skulder-Bladet, skiøndt Resten løb sin Vei*). Det er ikke her at beskrive, hvor sjæleglad Man i Danmark blev over Kæmpens Held og Troldens Bræk, eller al den Høitid og den Stads der blev gjort paa Borgen, med Sang og Klang og Skjalde-Kvad om Hermod og Sigmund Volsung, om Hnef og Hengst og den falske Kong Fin, skiøndt det er godt værdt at høre; men vel maa jeg melde, at næste Nat da Grændels Moder kom at hevne Skade, fandt hun ikke Gothe-Helten, men kun Danskere i Søvne, og blandt dem Æsger Mund-Skiænk, der vist ikke ved Gildet men vel derefter havde glemt sig selv, og ham tog hun med sig, skiøndt Resten, letsøvnet, kom snart paa Benene og bødede med Kiøller, saa Hexen vendte Rygg. Dette gav nemlig Anledning til Bjovulfs anden Dyst i Danmark, som ikke er saa lidt æventyrlig, thi han dykkede tilbunds i Søen, hvor Trold-Pakket boede, og kom i Kløerne paa Grændels Moder, som, ihvormeget * 739 han end strittede imod, dog bar ham sprættende til sit vandtætte Luk-Af, formodenlig en Glar-Hald, for der at give ham hans Livs-Brød. Hun slap ham vel desaarsag, saa han fik Tid til at trække fra Læret, og Hrunting, som Hunferd Drost havde laant ham, var saa skarpt som en Rage-Kniv og hærdet i Edder og Forgift, men her var det tilovers, og da Bjovulf mærkede, det beed ei paa Hexen, smak han det til Gulvs og brugde Næverne, til han gik selv bagefter, og maatte ladt sit Liv for Hexens Dolk, saafremt hans gode Brynie, et af Vølunds Mester-Stykker, ei havde været uigiennemtrængelig. Det var den imidlertid, og midt i sin Vaande fik Bjovulf ikke blot Øie paa et gammelt Jette-Sværd, der hængde paa Væggen, men fik det endogsaa, Man veed ei hvordan, listet ned, og svunget over Hexen, saa hun fik sit Bane-Saar.