↩ At et saa opvakt Hoved, som Steffens unægtelig er, en Skribent, der ei blot har deelt Tidens høieste philosophiske Anskuelser, men, som En af Hoved-Mændene, kraftig virket til deresUddannelse og Udbredelse, at han, i Manddoms-Alderen, opgiver dem, som Noget, der ei kan tilfredsstille den sandhedskiærlige Gransker, og bekiender, at han i den gamle, paa dehøie Skoler som forældet hardtad bortkastede Bog: i Bibelen, har fundet, hvad han i Tidens Selv-Klogskab forgiæves søgde, fundet Sandhed til Salighed der, ikke ved spidsfindig Fortolkning, 219 men ved at tage Alt eenfoldelig, som Luther og de Gamle:det er unægtelig et Vidnesbyrd om Evangeliets Kraft, som detvist nok ikke behøver, men som dog alle Christne maa glædesved, og som burde vække Mange til alvorlig Eftertanke. At vorTid er mageløs ligegyldig ved det største af alle Spørgsmaal, vedSpørgsmaalet om Sandhed til Salighed, det er øiensynligt; menskulde selv saadanne Exempler ei vække andet end kaad Spot oglatterlig fornemme Skulder-Træk, da maatte man for Alvor troe, at den nærværende Slægt i det Hele slet ingen Følelse havde afaandelig Natur; thi hvem der blot halvveis troer, at det i ham, der veed af sig selv at sige, ei kan opløses, men maa i Evigheden høste, som det i Tiden saaede, hvem der ogsaa kun halvveis troer det, og har beroliget sig over sin øvrige Vantro med denTanke, at i saa oplyste Tider kan kun Tosser og Børn haveFædrenes Tro, han maa dog nødvendig føle sig rystet, ved atsee, han tænkde feil, ved at see en af Tidsalderens høiest Begavede vende tilbage til Fædrenes Tro, og bekiende det høit, udenat ændse Alt, hvad han derved taber i Verdens Øine, et Tab, som dog vist Intet uden Sjæle-Fred og et levende SalighedsHaab kan for ham erstatte. Rystet i sit Inderste, maa en Saadan drives til alvorlig at undersøge, paa hvilke Grunde hansSaligheds Haab og hans Ringeagt for gammeldags Christendomhviler, og naar Mennesket først kommer dertil, at han alvorligspørger om Sandhed til Salighed, da viser Kirkens Historie os, at Erfaring stadfæster Stifterens Ord: hvo som er af Sandhed, hører min Røst. Hvo som derimod, naar han seer en stor Aandbøie sig for Christi Aand i Bibel-Ordet, beroliger sig med denTanke: dersom jeg har Ret i min Vantro, maa han være forrykt eller gaae i Barndom, altsaa er han forrykt eller gaaer iBarndom, han maa i det Mindste ikke snakke med om, hvadder fornuftigt, hvad der er Lys eller Mørke i aandelig Forstand, thi enten veed han det slet ikke, eller han skyer Lyset, som jomaatte vise ham, det skulde først afgjøres, om han har Ret isin Vantro, før han, uden Daarskab, kan slutte, at den modsatteTro er uforsvarlig. Overalt synes det dog virkelig at grændsenær til Galskab, naar man paastaaer, det er Aands-Svaghed ellerForrykthed at antage en Tro, der ei blot til alle Tider har taltstore Hoveder og høist besindige Mænd blandt sine Bekiendere, men som øiensynlig har bragt Videnskabelighed og Forstands-Udvikling til den Høide, de i Christenheden have naaet. Vilman giælde for oplyst og fornuftig, skulde man dog i detMindste vogte sig for at tale saa forvirret, og slutte saa 220 halsbrækkende, at man beskiæmmes af, hvad man selv kalderLys og Fornuft.