Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra TRØSTEBREV I SORGEN OVER KONG VALDEMAR OG HANS MÆND

Veed han da el, at om Kong Valdemar
Saa godt som Ilias et Epos var,
Da var det dog saa godt som ingen Ting,
Naar ei det svarer til Ideen,
Vi, ved uhyre Tankespring,
Nu fattet har for Epopeen,
Ei fundet ud af noget Digt,
Der skreed og gik og gjaldt for Sligt,
Nei, grebet i, hvad Tosser kalde Luften,
I den grundrene Form i Konst-Fornuften!
Er han saa blind, at han ei seer:
»Bormesters Giertrud ei bær Flaske-Trøie meer«1
Vil han ei stikke Fingeren i Tiden
Og lugte, det er længe siden,
Da kun til Galskab man det kan udtyde;
Naar han er hængt, han saadant vil fortryde!
Den Sildefødning af en Dansk Homer,
Han troer nok, man kan gaae iblinde,
Nu, da hver Knøs paa Konsten seer,
Og dog en Laurbær-Krone vinde!
En Laurbær-Krone, siger jeg,
Som kun Critiken kan tildele,
Der Liv og Fylde ændser ei,
Men seer paa Konsten i det Hele,
Og lyser, fra sit Capitol,
Hvor den har reist sin Pave-Stol,
Hver Kiætter flux i Konstens Band,
Som kimser ad dens Vie-Vand,
Som beiled ei, paa lovlig Maade,
Med Haandkys og med Fodefald,
Til Kronen udaf Pavens Naade,
Men vil sig digte selv til Skjald!
Dog nei, saa blind er Ingen meei
I vore konstoplyste Dage,
End ikke han, som ikke seer
Det store Svælg imellem Sang og Sage!
Han seer det godt: den Laurbær-Krands,
Den bliver aldrig hans;
Men han er dybt nedsjunket i
Et rædsomt protestantisk Kiætterie,