Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra TRØSTEBREV I SORGEN OVER KONG VALDEMAR OG HANS MÆND

Den Apostat! han trodser Paven,
Som raade bør for Kronen og for Staven:
Den hellige, den rene Konst-Critik,
Som Løse- og som Binde-Nøglen fik,
Som kan tillukke, og som kan oplade,
I Maaneds-Tidender og Uge-Blade,
Det Ærens Tempel udi Konstens Himmel,
Som har saa høi en Tind,
At paa det første Trappe-Trin
Man alt maa blive hovedsvimmel!
Den Nekromant1 staaer op af Graven,
Med en Kong Volmær og hans Mænd,
Som han har hentet op fra Hel igjen,
Blot for at føre Krig med Paven!
Ja, han er rent forhærdet,
Har i det Danske sig forgabet saa,
At, ak! jeg siger det forfærdet,
En Krands af Klokker og Kiærminder blaa,
Som Børn og Kvinder, uden Smag,
Selv Bønder-Piger uden Hatte,
Kan binde frisk hver Sommerdag
For Sangeren, de Tosser fatte,
At slig en Krands, som dog i Grunden
Er ikke fire Skilling værd,
Trods Kronerne fra Laurbær-Lunden,
Den Giæk er kostelig og kiær!
O, heller, tigang heller død,
Med Æren død i Aften-Bladet,
End levende, end hvid og rød,
Med Skam som han i Volmærs-Kvadet!
At være død, det er en ærlig Sag,
Naar kun man er i classisk Jord begravet;
Men leve, baade uden Konst og Smag,
Til Døde dømt af dem, der mest har stavet,
Det er en Skam,
Ved alle Heglere, som classisk bleve,
Det er en Skam,
Som det er dobbelt Skam at overleve!