Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra TRØSTEBREV I SORGEN OVER KONG VALDEMAR OG HANS MÆND

Vel tør jeg ei, som du, saa kiæk
Slaae tvende Fluer med eet Smæk:
Vandalens Epos og, trods Volden,
Historien saa heel og holden,
Thi i dens virkelige Gang
Er lidt Poetisk dog oprundet,
Hvis en Poet er i den fundet,
Og, udenfor den, selv med Briller,
Man neppe Konst fra Dunst adskiller;
Men, det er ægte Tegn paa Heden,
At glemme Tingen over Vreden,
Og jeg, skiøndt mere tør og kold,
Og bangere for Sagas Vold,
Ei laster, at i Ild man render
Af Varme for den rene Smag,
Skiøndt man naturligviis sig brænder,
Og falder for den gode Sag!
Vandalen det undskylder ikke,
Thi det er sandt til Punkt og Prikke,
At naar Historien faaer Lov at male
Saa ganske paa sin egen Haand,
Da brister alle Konstens Baand
For slige Helte splittergale,
Der frækt sig fra Fru Hel løsrive,
Og komme anden Gang til Live!
Saalænge her man, for en Tid,
Er, saa at sige, Individ,
Naturligviis endog en Nar
Beholder man den Form, han har;
Men om man siden fik den Nykke,
At ville være meer end Skygge,
Og giennembryde Helhjems Mur,
Det var en rædsom Unatur!
Og naar da en historisk Digter
Saa reent forsømmer sine Pligter,
At ei til Morskab han fra Hel
Ved Næsen trækker hid tilbage
En Skygge af de gamle Dage,
Men slaaer for Alvor os ihjel,
I det han aandelig besætter
Vor Tid med hedenfarne Jetter;
Lad være det, er Poesie,
356 Det er dog Lands-Forræderie!
Thi os paa Halsen grove Helte
Lyslevende med Flid at vælte,
Er det ei virkelig dog paa en Maade
Vort Land til Fienden at forraade,
Alt under Skin af, som hos Ingemann,
At det er vores Fædres Land,
Skiøndt selv en Tosse kan forstaae,
At kun for Spøg det kaldes saa!