Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra TRØSTEBREV I SORGEN OVER KONG VALDEMAR OG HANS MÆND

Det er vor Trøst, skiøndt sært det lyder,
Fordi vi veed det Dødes Dyder,
Og veed, at Ingen har det Held
»Tilgavns at slaae en Død ihjel,
»Selv naar han maa i Græsset bide,
»Al Fordeel er paa Dødens Side!«
Det er vor Trøst, naar alting glipper,
Som Lokes paa de flade Klipper;
Men først vi for den gode Sag
Dog vove maae et Hoved-Slag,
Og see, om vi kan redde Sven
Fra Volmær og hans Mænd;
Thi Sven vi hylde maae med Pris,
Figurligvis,
Da han, om end ei uden Brøde,
Dog elsked Konsten i det Døde,
Og stod, som vi, i Venne-Pagt
Med hele Slaven-Landets Magt,
Saa der er alt for megen Eenhedi
Det vederstyggelige Rimerie!
Men ak, naar til Kong Sven at slaae
Kun bruges liden Bonde graa,
Hvem Jydens plumpe Ironi
Saa øiensynlig stikker i,
Da med vor Kamp, som Svens omtrent,
Det synes ikkun slet bevendt;
Thi hvem vil troe, at Vetheman
Kan druknes i den Skeefuld Vand,
Som er det Eneste, vi har
Til baade ham og Valdemar!
358 Og Kvinderne, især den Ene,
Den Ingefrid, der springer lukt
Fra Slave-Snekken ud i Kiøge-Bugt
Og tager, med sit Dronning-Væsen,
Ulf Svartskiæg selv ved Næsen,
Ja, raaber til hver Fiende: skiælv!
Som om hun var Fru Saga selv;
Ak, hvo kan Marken dem formene!
Og faae de Lov at løbe Landet om,
Da har Critiken selv afsagt sin Dom,
Thi hvad den heel umuelig fandt,
Er kun, desværre, alt for sandt.
Ei fattes end, paa Mark og Skude,
Der Beilere til slige Brude,
Saa jeg tør næsten vædde paa,
At, hvis saa fort de kunde gaae,
De vilde, inden fjorten Dage,
Det hele Dannemark indtage!
Men tænk ei, jeg berømmer Sligt l
Nei, tvertimod, jeg giør min Pligt,
Benytter, hvad jeg har opdaget,
At om vi end maae tabe Slaget,
Vi vinde dog vor Sag,
Saa at, naar Ret skal have Giænge,
Da maa, til Skiændsel for sin grove Smag.
Vandalen selv sig hænge!
Det er vel haardt, men det er Pligt,
At trække Masken eller Bælgen
Af den forroste Kloster-Helgen:
Hans Volmær er et Tyve-Digt!
Jeg vælger dette Ord med Flid,
Skiøndt neppe meer end Lidt af Maalet
Fra Kæmpe-Viserne er stjaalet,
Og fra Historien lidt Rum og Tid,
Saa alt det Værste, som er Meget,
Er, for saa vidt, Vandalens Eget!
Desuden, hvad til vores Gavn
Han stjal, det er ham skiænket,
Thi havde han hvert Helte-Navn
Kun halv saa godt som Saxos bænket,
Da var der ingen Skade skedt,
Da kunde Alt vi overseet;
359 Men nu er det tilbunds et Tyve-Digt,
Naar Ordet bliver ret fortolket,
Thi Skjalden stjal, jeg gjør min Pligt,
Stjal som en Ravn fra hele Folket,
Og ihvor kiøiit man end i Poesie
Besmykke kan det Tyverie,
»Man sætte Hjerte for, man sætte Hjerte bag,
»En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag!«
Den Tyve-Rænke er vel let udgrundet,
At, hvad man stjal, det har man fundet,
Men lad ham der kun smutte ind,
Veed han et Hul, veed jeg en Pind:
Den Ting vel fandtes, hvor den var,
Og Danmarks Hjerte dog alt længe
I Krøniken holdt op at hænge
Ved Axel og Kong Valdemar,
Det hængde knap endnu ved Landet,
End sige da, ved noget Andet,
Og naar vi desuagtet finder
Vort Hjerte hos de Mænd og Kvinder,
Som, over Sorøes Kloster-Grus,
Nu løber om, fra Hus til Hus,
Da har Vandalen dem kun givet,
Hvad først han stjal os ud af Livet;
Og hvor vor tabte Skat er inde,
Unægtelig vor Tyv vi finde!
Det er forskrækkeligt, men det er sandt,
I Lector Ingemann vor Tyv vi fandt,
Saa han, i sine bedste Klæder,
Er en forhærdet, grov Misdæder,
Som ei paa Stand og Vilkaar saae,
Ja, spared ei engang de Smaa,
Men rev dem Hjertet udaf Livet,
Og har Barbarerne det givet,
Har raadt paa deres Helsot Bod
Med hele Danmarks Hjerte-Blod!
O, fy ham an, den Lands-Forræder!
Den grumme Ulv i Faare-Klæder!
Hvad siger jeg, den Grif saa gram
I en uskyldig Fugle-Ham!
Thi slog han ei, som Nattergalen,
Saa liflig, sødt i Bøge-Salen,
360 Inddyssed os med Sang i Skov,
Og stjal saa Hjertet, mens vi sov!
Ja, det var grovt, det maa man sige,
Og sande maa hver falstersk Pige,
Hver jydsk og fynsk og sællandsk med,
Skiøndt selv for det Slags Tyverie
Smaapigerne er sjelden frie,
Saa grovt det bør ei finde Sted!
Og dog, det Stød blir seent forvundet,
Dog har, desværre, Sted det fundet;
Thi hvilken Dansk, som eied Sligt,
Fandt ei sit Hjerte i det Tyve-Digt!
Spørg kun hver Søemand brav,
Som elsked det sortladne Hav!
Spørg kun hver ædel Kriger,
Som drog for Danmark Sværd!
Spørg alle danske Piger,
Og hvem de have kiær!
Spørg dem! paa Slave-Snekken,
Spørg dem! paa Møens Klint,
Spørg dem! i Kæmpe-Rækken,
Mod Svante vi t og Flint!
Spørg dem! ved Konge-Kilde,
Spørg dem! ved Bryllups-Gilde,
Ja, spørg dem, hardtad hvor du vil!
Og hør, om de ei svare:
Vi kiende vore Vahre,
Det Hjerte hør os til!