Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra TRØSTEBREV I SORGEN OVER KONG VALDEMAR OG HANS MÆND

See, nu er Tyven hængt,
Og vi har Spillet vundet,
Thi naar man dømmer strængt,
Paa Hjertet nær, er Alting fundet
(Skiøndt der det lagdes ei)
Paa Sagas Konge-Vei!
Ja, nu er Tyven hængt,
Og vi har Spillet vundet;
Men har vi og betænkt,
Hvortil den Tyv er bundet!
Jeg siger det med Smerte:
Til hele Danmarks Hjerte!
Saa Galgens Navn
361 Er alle Daners Favn!
Om vi nu end, med ærlig Smerte,
Vil sige: Digter kiær!
Det skiær os i vort Hjerte,
At du skal hænge der,
Saa venlig og saa vakker,
Som en poetisk Frakker,
Til Spot for Aftenbakker,
Ja, for hver Konstens Ven,
Som, hvis han kunde sjunge,
Tog Tonen fra din Tunge
Med Spidsen af sin Pen!
Du kunde, vel opdraget,
Om ei i Helte-Faget,
Saa dog paa Faare-Stien,
Benyttet Poesien,
Gjort, med et Mesterstykke,
Langt anderledes Lykke!
Band paa, du ei vil stjæle Hjerter meer,
Saa skiær vi glat dig neer,
Og raaber ud med Glæde:
Det er en afgjort Sag,
Han prøved kun at kvæde
For Spøg, i Folkets Smag,
Han skrev, for Løier kun,
Den syvmilslange Kæmpe-Vise,
For at dog aldrig meer i Lund
Det gamle Tøi man skulde prise,
For ret at gjøre klart,
Det Stykke Arbeid er slet ikke svart,
Ei over, men langt under
Vor Digten nuomstunder l
Om vi end kiærlig tale saa,
Jeg dog tør vædde paa,
Han lunt i Skiæget smidsker,
Om Munden tørt sig visker,
Og svarer: mange Tak l
Der er vist meget mere under,
End jeg i Hast udgrunder,
Som linder, det er Snak;
Men jeg er vel fornøiet,
I være ligesaa!
362 Som Lykken os har føiet,
Vor Lodd vi nyde maae!
En holder mest ad Livet,
En Anden helst vil døe,
Hver seile, kan han driv'et,
I Fred sin egen Søe!
Saa har nu min jeg seilet,
Og priser Lykkens Spil,
Da ei jeg har forfeilet
Den Havn, jeg styred til;
Gid eders høie Stavne
Maae gaae for fulde Seil,
Og snart i Bugten havne,
Hvor ei man synger feil,
Hvor Stoffet, rigtig bundet,
Sig barer for at lee?
Hvor Alting er afrundet
Til Speilfor een Idee!
Ja, noget Sligt han sikkert har paa Munden,
Thi han er huul i Grunden,
Alt som den falske Sølver-Klang
I hans Sirene-Sang!
Vi kan jo sagtens med det Onde
Betale ham for Sligt,
Og klart bevise, ingen Bonde
Forstaaer et episk Digt,
Saa naar hans Epos huger Bønder,
Er han en episk Flynder;
Men sikkert svarer han: slet ud!
Sluk1 kun den hele Titel ud,
Saa der ei bliver meer igien
End blot: Kong Volmær og hans Mænd!
Indtil, gid silde, selv blandt Daner,
Man giftes godt kun i Romaner,
Man taaler vel, for Tingens Skyld,
Et Navn som Krønike-Idyl;
Men kald mit Rim kun, hvad I vil:
En Lange-Leg, et Lire-Spil,
Ja, vil saa grumt I Konsten hævne:
Et Noget, ingen Lærd kan nævne!