Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM GUDELIGE FORSAMLINGER

Saaledes i Almindelighed, men nu under nærværende Omstændigheder! At hvad der i det Hele er umueligt eller uklogt, ogsaa er det i det Enkelte, følger af sig selv; men Omstændighederne kan bidrage saare meget til at hindre eller lette Indsigten i Stats-Sagers Behandling, og jeg troer, de nærværendeOmstændigheder ret ere skikkede til at gjøre hine Paastande idenne Sag indlysende. Naar skulde det vel være mindre mueligt med Magt at undertrykke en religjøs Bevægelse, end paa enTid, da man, fra Øverst til Nederst, langt klarere end nogensinde før, indseer, at Troen og alle dens Yttringer, inden for deellers i Staten lovlige Grændser, er Noget, intet Menneske engang maa ville beherske hos Andre, er i Grunden ingenStats- men en Sam vittigheds-Sag, paa en Tid, da det er almindelig indseet, og, vi maa jo lægge til, paa en Tid, da man kunaltfor gjerne, selv til Trods for overveiende Grunde, holderhaardnakket fast ved sin Mening? Naar skulde det nu heller, allerede derfor, være mindre klogt at bruge Magt mod de gudelige Forsamlinger, og naar, maa jeg lægge til, havde Staten demøiensynligere behov! Om Staten nemlig behøver Religionen, derom er den vel mangensteds endnu ikke ret, efter den overilede Benægtelse, blevet enig med sig selv; men at den behøveren Rolighed, Nøisomhed, Lydighed, Tarvelighed, Ærbarhed ogi det Hele, hvad man kalder Sædelighed og Skikkelighed, somden ei selv kan frembringe, men kun eftertragte ved Kirken, og *

371 understøtte ved Love, det vil man udentvivl indrømme. Ognaar da nu, paa en Tid, da alle statskloge Folk maa grue forden Svækkelse og indvortes Opløsning, den Mangel paa Ærlighed og Ærbarhed, den Jagt efter Vinding og Nydelse, de koste, hvad de vil, den Misfornøielse med det Nærværende og fortvivlede Betragtning af det Tilkommende, som kun er alt for øiensynlige, naar paa en saadan Tid det vaagnende religjøse Element, som, efter alle Tiders Erfaring, ene kan bringe Menneske-Livet i en taalelig Lige-Vægt, naar det, siger jeg, ei findersig tilfredsstillet, maaskee end ikke tiltalt i Kirken, hvadskulde da vel Staten ønske, naar det ogsaa blot kom derpaaan: enten at dette kraftige, for Staten saa velgjørende Elementskulde hendøe igjen, eller søge sin Næring, hvor det kan findeden! Var den Danske Regjering for 100 Aar siden saa erfaringsklog, at den ei vilde bekæmpe de gudelige Forsamlinger, uagtetde dengang let kunde synes unødvendige, ja, vel endog skadelige, sikkert vil den da, besjælet af samme landsfaderlige Mildhed, nu betragte dem i et end gunstigere Lys, da levende Religjøsitet er vort aabenbare Savn, og da det umuelig kan væreandet, end at det religjøse Element, som oplivede vore Fædre, naar det vaagner, maa mangensteds finde sig fremmed i Kirken.Det være nemlig godt eller ondt, glædeligt eller sørgeligt, saa erdet vist, at Theologien, og den deraf udgaaende Kirke-Tjeneste, har i det sidste Aarhundrede lidt en Forandring, saa stor, at hvem der har gammeldags Christendom, vanskeligkan finde sig opbygget men lettelig forarget deraf. Under denneForandring tabde Kirken aabenbar næsten sin hele Indflydelsepaa Folket, og det saa meget nødvendigere, som det kolde ogtvungne Bog-Sprog, der nu i Kirken blev det herskende, var forAlmuen hardtad saa godt som Latin, og hvor kan det nu andetvære, naar gammeldags luthersk Christendom vaagner hosFolket, end at de smertelig maae opdage, hvilken himmelhøiForskjel der, baade i Materie og Form, er mellem Luthers ogde nu almindelige Prædikener! Herved opstaaer, med denstrængeste Nødvendighed, Trang til gudelige Forsamlingerudenfor Kirken, og saadanne Surrogater, for en gammeldagsluthersk Kirke, ere, efter Alt, hvad jeg veed, de fyenske gudelige Forsamlinger, hvor Luthers Postil for det Meste førerOrdet. At der nu, paa denne Maade, saare let kan opkommeen ubehagelig Spænding mellem en Præst og en Deel af hansSogne-Folk, er begribeligt nok; men aldrig kan den vist nokhave værre, for Staten skadeligere Følger, end naar Præsten, 372 blot ved at erklære sine Sogne-Folk for Kjættere ogFanatiker[e], kan faae dem tiltalte og afstraffede som saadanne; thi hvad maatte dog ikke Almuen tænke, naar den var sigbevidst kun at have øst sin Christendom og Opbyggelse af denDanske Bibel, af Luthers og andre berømte Læreres Skrifter, og hørde sig derfor kaldt en fanatisk Sect! Sandelig, er deti Almindelighed klogt at skaane de gudelige Forsamlinger, daskjønner jeg ikke rettere, end at her, hvor Talen synes at væreom de religjøse Grund-Sætninger, Statens Love selv hellige, og om Forsamlinger, man efter Lovene umuelig kan paatale, uden at kløve Formaliteter, her kan intet Spørgsmaal væreom, hvilket Partie den verdslige Øvrighed vil tage, saasnartSagen bliver upartisk fremstilt og behørig oplyst. Dette harimidlertid sin store Vanskelighed paa en Tid, da de lærde Theologer saa ganske have slaaet Haanden af den gammeldags lutherske Christendom og Andagt, at neppe de, end sige da Mængden af deres Discipler, kjende den igjen, og kalde derfor letteligdet en for Staten farlig Fanatisme, som dog kun er et Glimtaf, hvad vore Fædre, med Luther, kaldte christelig Tro og retForstand, og hvis velgjørende Virkninger den danske Stat har, igjennem Aarhundreder, for godt erfaret til at finde det farligt.At nu Amtmænd og Herreds-Fogeder skulde, bedre end Præsterne, forstaae at skille gammeldansk Christendom fra Fanatisme, kan man hverken vente, eller med Billighed forlange, ogsaaledes kan det lettelig skee, at Regjeringen bestandig hørerkun den ene Part, som, deels ved sin egen Indvikling i Sagen, deels af Mangel paa ret kirkehistorisk Kundskab og Indsigt, nødvendig maa betragte de gudelige Forsamlinger i et urigtigtLys. Denne Betragtning er det, som har bevæget mig til atgribe Pennen i denne Sag, og med al muelig Upartiskhed fremstille den i sin sande Sammenhæng, og jeg vil gjøre det offenlig, for at Andre kan sætte til, hvad de synes, her fattes, og modsige, hvad de troe, er urigtigt; thi er det mig i nogen Ting blotom det Rette, det Klogeste og det Bedste at gjøre, da maadet nødvendig være her, hvor jeg taler til Forsvar for Noget, jeg selv i Grunden slet ikke ynder, men maa, som Menneske,ønske mildt behandlet, og, som Historiker, anbefale til Statensgunstige Opmærksomhed.