Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM GUDELIGE FORSAMLINGER

Derimod blev det, under og efter den pietistiske Gjæring, iforrige Aarhundrede, mere og mere almindeligt, at kalde enhverUdsvævelse af det religjøse Element, som yttrede sig med nogenmærkelig Kraft, Fanatisme, saa Betydningen heraf blev: vildt, haardnakket Sværmerie, hvad enten saa Retningen var politisk eller ikke, ja, uden mindste Spørgsmaal om, enten denborgerlige Orden derved truedes eller befæstedes. I en Tid, dervar nogenlunde enig med sig selv om religjøs Ædruelighed, vilde det vel ikke gjort synderlig Forskjel, skjøndt det altid eren farlig Sag at udvide juridiske Udtryk i det Ubestemte; meni en saadan Tid, som den vi oplevede, maatte det have de sørgeligste Følger, naar Lov-Fortolkerne vilde under Fanatisme forstaae Alt, hvad det herskende Parti i Literaturen faldt paa atkalde saa, eller stemple med Navn af vildt, haardnakket, farligtSværmerie; thi derved stod Staten Fare for, at laane sin Arm 375 til, hvad der slet ikke var bedre end Fortidens Kj ætter-Forfølgelser, ja, kunde omsider komme til at straffe, som saakaldtefanatiske, de, i politisk Forstand, aller roligste og ædruesteYttringer af den Troe og den Gudelighed, dens egne Love pristeog paa det Stærkeste anbefalede. Det ligger nemlig i SagensNatur, at saasnart man ikke længer anseer den politiske Retning for det Caracteristiske ved Fanatisme, men vil dervedforstaae alt vildt og haardnakket religjøst Sværmerie, da harOrdet ikke længer nogen vis Bemærkelse, betegner ikke længerNoget, der kan være Gjenstand for juridisk Undersøgelse, menNoget, der kun har theologisk og philosophisk Virkelighed, ogkan derfor ligesaalidt juridisk defineres, erkjendes og skjelnes, som hvad man ellers har kaldt Kjætterie og Sværmerie,Ord, der bestandig forandrer Gjenstand, efter deresTanke-Gang, Tro eller Vantro, Klogskab eller Dumhed, der bruger dem, daEnhver naturligviis kalder det Kjætterie, der aabenbar stridermod hans Tro, og Sværmerie, hvad der vil overflyve hansTanke-Gang, uden paa nogen Maade at rime sig dermed.Kom der nu en Tid, og den kom, da det blev Moden i Literaturen at kalde omtrent Alt, hvad der ikke var haandgribeligt, Sværmerie, al gammeldags Christendom Overtro, al Nidkjærhed i dens Forkyndelse, som et usvigeligt Guds Ord, alkraftig Yttring af den Tro, at Christus aandelig er med sin Menighed alle Dage indtil Verdens Ende, og af den Overbeviisning, at det ei nytter et Menneske, om han vandt al Verden, naar han skulde lide Skade paa sin Sjæl, kom der en Tid, daalt Saadant sædvanlig kaldtes Fanatisme, og det ikke aleneer kaldt, men kaldes endnu daglig saa af Mange, hvad maatteda Følgen blive, naar man anvendte Lovstederne om Fanatisme meer eller mindre paa, hvad der for Øieblikket kaldtessaa, hvad andet end, at Staten kom i Modsigelse med sig selv, forbød og straffede Yttringen af, hvad dens egne Love indskjærpede og anbefalede.