Grundtvig, N. F. S.

2

        

3

NIK. FRED. SEV
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

TREDJE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1905

4

NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

HELLIGTREKONGERLYSET.

DET skæbnesvangre Spørgsmaal om Danmark-Norges Fremtid, der var rejst i 1813, fandt sin Afgørelse i Begyndelsen af Aaret 1814. Den 10. Juli 1813 havde Frederik den Sjette i Harme over Sveriges Fordring paa det nordlige Norge, der understøttedes af England og Rusland, sluttet Forbund med Napoleon, og han holdt halsstarrig fast ved dette Forbund selv efter Kejserens Nederlag ved Leipzig den 18. Oktober s. A. Følgen var, at den svenske Tronfølger Karl Johan med en Fløj af de allieredes Hær trængte ind i Holsten. Den danske Konge havde en Hær samlet paa Fyn, og der gik Rygter om, at han agtede at opbyde Landestormen i Jylland. Et stort Øjeblik syntes forhaanden ved Nytaaret 1814. Men Frederik den Sjette vovede ikke den afgørende Kamp. Den 14. Januar sluttedes Freden i Kiel, hvorved han afstod Norges Rige til Kongen af Sverige.

Grundtvig, der i August 1813 var rejst fra Udby og nu levede i København som tjenstledig Kapellan, fulgte Tidens alvorlige Begivenheder med spændt Opmærksomhed. Han troede, som alle, at der vilde komme til at staa en stor Kamp om Nordens Skæbne, og han viste sin Villighed til at ofre Liv og Blod for Fædrelandet ved at tilbyde Kongen sin Tjeneste i Krigen.

I Begyndelsen af 1814, da Spændingen var paa sit højeste, kom han til at gribe ind i det Røre, som opstod blandt Studenterne, og blev en Slags Fører for en Flok, der med samme Sindelag som han ønskede at gaa med i Kampen. De nærmere Omstændigheder ved de Forhandlinger, som fandt Sted den 4.-7. Januar 1814, har han samvittighedsfuldt optegnet i det foreliggende Skrift, som paa en enestaaende Maade fører Dagbog over nogle af de stærkest bevægede Dage i hans og Folkets Liv.

Skønt Tilbudet om at gaa frivillig med i Krigen ikke blev modtaget, da Freden kort efter kom i Stand, var disse Dages Hændelser dog ikke uden Betydning for Grundtvig, thi de opflammede, midt under Fædrelandets Livsfare, det mærkelige Haab om Danmarks Genfødelse, der siden aldrig forlod ham. Hertil bidrog det væsentlig, at han hos en Flok alvorlige Ungersvende fandt Øren for sin Tale om Danmarks Frelse ved Troen paa Gud. For første Gang saa' 6 han sig for en kort Stund omgiven af en Flok ligesindede, der syntes at forstaa ham. Men han varede sig omhyggelig for at danne noget »Parti« af dem, der sluttede sig til ham i Begejstringens Øjeblik. Han skriver herom i Flyveskriftet: Hvem er den falske Prophet? Side 60-61: »Den eneste Gang, da jeg kunde faaet Skin af Partistifter, var, da jeg talde til Studenterne om Fædrelandets Sag; jeg saae Faren og skjalv; men jeg holdt mig til Gud, og Han styrede Alt saa, at just denne Forhandling staar for Folkets Øine, som det klareste, umistænkeligste Vidnesbyrd om, at jeg langt fra at ønske mig et Partie, skyder det fra mig, og vil ikke have Samfund med Andre, end dem, der, ved at komme til Gud og Sandhed, føle, at de ere i Samfund med mig, fordi jeg er i Sandheden«.

Indledningsdigtet Til Fædrenelandet er optrykt, med nogle Ændringer, i Kvædlinger. Det deri indflettede Kvad: »I Verden mon være de Sygdomme to«, som, i noget ændret Skikkelse, er optaget i Sangværket I. Nr. 281, er et ældre selvstændigt Digt fra 18121. Se herom: Poet. Skr. III. Nr. 30.

*
7

Helligtrekongerlyset
eller
Tre Dages Hændelser
paa
Dannemarks Høiskole.

En Beretning
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst. Vi have seet Hans Stjerne.

Matth. 2.

Kjøbenhavn, 1814.
Trykt hos og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestrædet No. 46.

8

Gud! vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gierning Du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage, deres Arm frelste dem ikke, men Din høire Haand og Din Arm og Dit Ansigtes Lys, fordi Du havde Behagelighed til dem. Gud! Du er den Samme, min Konge! befal Jacobs store Frelse! ved Dig vil vi giennembore vore Fjender, ved Dig vil vi nedtræde dem, som opstaae imod os; thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig; men Du haver frelst os fra vore Fjender, og Du haver beskiæmmet dem, som os hadede, vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke Dit Navn evindeligen, Sela.

Psalm. 44.

Til Fædrenelandet.

Fædreneland!
Paa Gravens Rand,
Saa bleg og blaa,
Du ligge maa,
Nu spender Hel
Sin Buestræng,
Og reder vel
Din Ormeseng;
Saa falsk og fiin,
Den gamle Træl
Og tvætter vel
Dit Jordelin,
I røde Flod
Af Mandeblod;
Han venter vist,
I Galgefrist,
Din Ædelsteen
Med Sølv og Mos,
Din Agerreen,
Til Arvegods.
9 O! hør den Skjald,
Hvis tunge Kald
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Dit Knald og Fald;
Hvis første Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Ungdoms Aar,
Var dig paa Baar,
Hans Moder død
I Kjortel rød!
O! hør den Skjald,
Hvis gode Kald
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Fra dybe Fald
Dig reist af Gud
Saa høi og prud;
Hvis sidste Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Manddoms Aar,
Var Dig paa Fjeld.
Forløst fra Hel,
Og klædt i Maar,
Ja pyntet ud
Som Herrens Brud!
O hør den Skjald!
Og følg hans Sang!
Til høien Hald
Er Veien trang,
Men lyse Fjeld
Dog naaes vel
Ved Herrens Stav.
Den Vei er bred,
Som løber ned
I dybe Grav,
Men mørkt er der,
O Moder kiær!
O vogt Dig vel!
Der reder Hel
Din Ormeseng!
O følg din Skjald
10 Til høien Hald!
O lyst er der
I Morgenskiær,
Og Blomstereng
For Ormeseng.
O hør min Bøn!
Lad ei Din Søn
Med Hjertevee
Dig jordet see!
Saa paa Din Grav
Sin Sagastav
Han bryde maa,
Som Vidne staa
Paa Dommedag
Med disse Ord:
Gud sagde: lev!
Men fræk Dit Mord
Du selv bedrev.
O, hør mit Ord,
Og mærk det vel!
For Døden groer
En Urt paa Fjeld!
Er Talen sær,
O Moder kiær!
Da kom ihu,
Hvad Verden seer:
Ei frelses Du,
Hvis ei der skeer
Et Underværk!
O hør engang
Min Paaskesang!
O hør og mærk!
Og følg Din Skjald
Til høien Hald!

I Verden mon være de Sygdomme to,
Som Verden kan aldrig helbrede,
Og den, som de pine, ei Rist eller Ro
Dog har, mens han færdes hernede;
Ja mindre forsand
I Dødningeland,
Thi Synden og Døden de hede.

11

Den første er Moder, den anden er Søn,
De ere saa gamle af Alder,
Dog synes den Kvinde saa ung og saa skiøn,
Hun kurrer og lokker og kalder,
Hun reder saa blødt,
Og smiler saa sødt,
Hver Kjæmpe maa fly eller falde.

Heel listig den Kvinde forvender sit Navn,
Hun kalder sig Gammen og Glæde,
Sin Slave hun kryster saa kiærlig i Favn,
Paa Roser hun lader ham træde;
Men Kys er, som Smiil,
Saa giftig en Piil,
Det er paa Guds Roser, han træder.

Da blegne de Kinder, da rynkes de Bryn,
Den Synder han giøres saa bange,
Thi for ham sig løfter et grueligt Syn,
En Beenrad han seer at fremgange;
See, det er min Søn!
Saa hvisker i Løn
Den Kvinde, og hans skal du vorde.

Han haver ei Bue, han haver ei Sværd,
Han haver kun Fingrene kolde,
Men komme de Fingre til Hjerterne nær,
Da synke de Kiæmper saa bolde;
De isne saa brat,
Og sorteste Nat
Indhyller det bristede Øie.

Den Synder han byder det rødeste Guld
For Lægedom i sin Elende,
Han gruer, han stirrer saa angest paa Muld
Thi Muldet sig kalder hans Frænde;
For Døden dog groer
Ei Urter paa Jord,
Det monne de Læger bekiende.

O Synder! Du maa da for Beenraden fly,
Men ikkun omsonst er Din Møie,
Han følger Dig fast, naar Du reiser af By,
Du seer ham med lukkede Øie;
12 Dog hør, om Du vil,
Hvad underligt Spil
Du kan med den Helkonge drive!

Jeg siger forsand, at dog Urter mon groe,
Med synderlig Størke og Evne,
De mægte at læge de Sygdomme to,
Om til deres Hjem Du vil stævne,
Thi de voxe ei
Paa alfare Vei
Og ei i de blommede Enge.

Paa skaldede Hede, der stander et Træ,
Der falder en Dug fra dets Grene,
Da spirer og voxer en Urt i dets Læ,
Blandt Golgathas Dødningebene,
Den er ikke sød,
Thi Duggen var rød,
Den bider, den brænder paa Tunge.

Dog, lad den kun brænde og bide heel hvast!
Den haver dog Saft, som mon due;
Den Beenrad han stirrer da paa Dig saa fast,
Og vist maa Du gyse og grue
For Moder og Søn,
I Kvinden saa skiøn
Hin ledeste Hex Du mon skue.

Vist er det ei Urten, som knuger Dig saa,
Men Giften fra forrige Dage.
Med Synd er den kommet, med Sorg maa den gaae,
O, lad Dig kun ikke bedrage!
Det hvisker saa tit:
Den Urt, Du har bidt,
O kast den, saa stilles Din Pine.

Vær døv, om Du ellers Dig selv haver kiær,
De Stemmer fra Afgrunden komme,
Ved Golgatha ligger en Urtegaard nær,
Der voxer saa faver en Blomme,
O følg mig derind
Med haabefuldt Sind!
Den Urt kan for Døden helbrede.

13

See vist paa den Grav! den er hugget i Steen,
Mon Urter kan voxe derinde?
Det klinger heel sært hos de Døde paa Steen
En Urt imod Døden at finde;
Dog, tvivl ei, men tro!
I Grav den maa gro,
Om Grav skal en Blomsterseng vorde.

I Graven sig hviled en Herre saa bold,
Han døde paa Golgathas Hede,
Af Ham haver Døden annammet sin Told,
Han plantede Urten dernede,
Thi der Han opstod,
Den under Hans Fod
Opsprang som den favreste Blomme.

Den dufter som Rose og Lilje sød,
Dens Blade de skinne og prange,
De lyse, og husvild den dagskye Død
Er vorden i Fædrenevange;
O løft den i Haand
Med troende Aand!
Da er den en Evigheds Palme.

O, knæl da i Støvet for Helten saa prud,
Hvis Urter kan rense og kvæge;
Han døde som Mand og opstod som en Gud,
Og Han er de Fattiges Læge;
Hvad heder vel Han,
Den Herre og Mand?
O! Jesus Han heder med Ære.

Fædreneland !
Paa Gravens Rand
Saa bleg og blaa
Du ligge maa;
O tænk kun ei,
At Du kan flye,
Ad nogen Vei,
Til noget Ly,
Fra visse Død,
Fra Gravens Vold;
Thi viid, at Død
14 Er Syndens Sold!
Men døe Du kan
Som Verdens Ven,
Og døe Du kan
Med Frelseren.
O! est Du klog,
Du kaarer dog
Trods Korsets Skam
At døe med Ham;
Thi da forvist
Du og med Christ
Opstaaer af Død
Fra Klippeskiød,
Og farer op
Fra Bjergets Top,
Saa lystelig,
Alt i Hans Navn,
Alt i Hans Favn
Til Himmerig.
Men randt Dit Blod
Paa Verdens Viis,
Du fikst ei Bod
For Dit Forliis.

Fædreneland!
Paa Gravens Rand
Jeg bleg og blaa
Min Fader saa;
Og Urten fra
Guds Golgatha
Han brød og beed,
Med Christ han leed,
Og slumred hen
Med Frelseren,
Og lever vist
Evindelig
Med Jesu Christ
I Himmerig.
I Guds Forstand
Det være maa
Et Billed paa
Mit Fædreland!

15

Fædreland! ja hvor Du monne Dig brede
Langs i den brusende Sø,
Der, o ja der er Din Golgathas Hede,
Der skal Du døe.
Men lad det reise i Herren Dit Mod,
At mellem Sønner Du haver endnu
Dem, som i Herren med sønlige Hu
Vil Dig til Frelse udgyde sit Blod!
Sjelden en Tone jeg hørte saa gjerne,
Thi jeg fik Syn paa den venlige Stjerne,
Som ledte Helligtrekongerne frem,
Frem over Ørken fra Hedningehjem,
Did hvor Maria med nyfødte Søn
Sad udi Løn.
Ja, jeg har seet Dig, Du venlige Stjerne,
Dig som jeg stirrede efter saa gjerne,
Som for min Fader gik straalende frem,
Der han opreiste fra Hedningehjem,
Der han opreiste for glad at tilbede
Kongen, hvis Komme han vented hernede.
Stjerne! ja Dig har jeg skuet forsand
Blinkende over mit Fædreneland.

Fædreland! hist, hvor sig Fjeldene løfte
Hit over Hav,
Der i de brede, nyhuggede Kløfte
Der er Din Grav.
Der, naar Du dødes paa Golgathas Hede,
Gud Dig med Christo skal Hvile berede;
Der til vor Fryd og til Vogternes Skam
Levende Du skal opstande med Ham,
Og i Hans Glands for Disciplenes Skare
Dig aabenbare.
Nytaarsnat og Nytaarsdag
efter gammel Stiil 1.

*
16

Fortale.

Hvad der har rørt sig i mit Inderste under de Farer, som nu enstund have truet Fædrenelandet, og under de bange Forventninger, som nedtrykte dets Venner, det har jeg kundgiort i den liden Bog til Fædrenelandet om dets Tarv og Fare. Jeg sagde, hvad jeg vidste, at dets egentlige Nød var ikke den udvortes Trængsel, men den indvortes Sløvhed og Ugudelighed, at dets egentlige Fare ei var at opsluges af en ublu Nabo, men at nedkalde Herrens strænge Domme over sig. Jeg sagde det frit, at kun en sand, uskrømtet Omvendelse til Gud og hans Christus kunde frelse Folket timelig og evig, jeg forkyndte, at dersom den ei skedte, da skulde hverken Fjeld eller Flod, Belt eller Sund værge mod Guds Vredes Riis og Morderenglens Sværd, men jeg forkyndte og aabenbart mit visse Haab, at hvor stor en Tugtelse der end maatte behøves, hvormange Trængselsdage der end maatte henskride, saa skulde dog Nordens Tvilling gienfødes til et helligt Liv i Gud, saa skulde hans Kirke igien blomstre i vore Landemærker, saa skulde med Fædrenes Tro dog Fædrenes Kraft og Dyder vende tilbage, saa skulde dog Norden skinne som et Nordlys i Verdens Vinternat, i den sidste lange Vinter, som endog Hedenolds Skjalde i Nord saae gange forud for den store Smeltning og den evige Vaar. Os er det ikke givet at vide Tiden eller Stunden, hvilke Faderen haver sat i sin egen Magt, rolig skal vi bie efter Herren, trøstige giøre vor beskikkede Gierning, men stadelig agte paa Tidernes Tegn, altid rede til at opstaae og møde Herren, naar Han kommer. Det har jeg gjort, som et skrøbeligt Menneske det formaaer ved Guds Kraft og Fred i Christo Jesu, og det var altid min Mening, at naar udvortes Fjender fremstormede, naar Dannemark vaandede sig i en Dødskamp, da og først da var den beleilige Tid og Frelsens Dag, først da vilde hvert alvorligt Sind oplades for Guds Ord, for dets Tugt og Trøst. Da jeg nu og er en Guds Ords Tiener, og ei i det sidste Aar bundet til noget vist Sted i 17 Landet, bad jeg alt for længe siden Dannerkongen at lade mig følge Hæren som Præst, naar Fædrenelandet blev antastet. Stor var min Bedrøvelse, der man i de sidste Dage talede om, at Riget skulde sønderlemmes uden Strid, at det Trøndelagen, som i Tredie Frederiks Dage ved Guds Bistand udvristede sig selv af Sverrigs Jernhaand for at fæste sig som en skinnende Perle i Dannerkongens Krone, at dette Trøndelagen skulde uden Sværdslag overgives i den samme Fiendehaand. Jeg vilde, jeg kunde hardtad ikke tro det, men jeg indflyede til Herren og fandt Hvile hos Ham, jeg følte det med inderlig Vished, at skulde det og skee, skulde og Tvillingriget et Øieblik opløses, saa var den Sygdom dog ikke til Døden, men at Guds Søn skulde æres ved den, saa skulde dog Lazarus ved hans Almagtsord opkaldes levende af Klippehulen, løses og holde Nadveren med Herren. Det Syn udbredte jeg for Fædrenelandet i Tilegnelsen af Roeskilde-Riim til Kong Frederik den Sjette. Rolig vendte jeg min Stav mod Klippelandet, gierne vilde jeg sige Dannemark min Moder et hjerteligt Farvel, gierne vilde jeg prøve, om hun ei kunde opvækkes til at vogte Rosenkilden i sit Skiød og selv ved Guds Bistand øse Livets Vand af det klare, uudtømmelige Væld; men sukkende opgav jeg hardtad dette Haab, og trøstedes kun ved, at Klippevældet skulde engang nedstrømme over Marken. Jeg har talt og jeg har sjunget i Herrens Navn for mine Brødres Øren, af Spot og Vrede og Fortalelse har jeg faaet Nok, men det mistrøstede mig ikke, thi jeg vidste, at det saa maatte være, men det Bifald, jeg vandt, det mistrøstede mig, det tomme Ja, det kraftløse Bifald, der ei kunde opvække en Eneste til at opløfte sin Stemme med mig, til at forkynde aabenbarlig sit Syn af Tidens Elendighed, sin Tro paa det foragtede Guds Ord, sit Forsæt i Jesu Navn at kiæmpe og lide for Brødrene; det mistrøstede mig. Den verdslige Bekymring, den Fladhed, der syntes at have hjemme selv hos de Fleste af de Bedre, forfærdede mig, ja nødte mig hardtad til at ansee min Gierning som endt, min Tale som sluttet hernede. Det er vitterligt, at faa Bøger have i den sidste Tid vakt den Opsigt og det Skrig som det korte Begreb af Verdens Krønike, jeg ifjor lod udgaae. Det er her ikke Spørgsmaalet, hvorved Bogen blev navnkundig, eller hvordan den i sig selv var, men det er uimodsigelige Vidnesbyrd om Fladhed og Sløvhed, at ihvormange Fiender den end havde, fristede den kun to offenlige Angreb, og det de overfladeligste, man vel kunde see, at uagtet den bifaldtes af en Deel, forsvaredes den kun af Een, som vel ei engang 18 havde den Tro, Bogen vidner om; at endelig mit Gienmæle1 ligger usolgt, at mit større Forsvar ei har kunnet trykkes; jeg kalder disse Vidnesbyrd uimodsigelige, fordi det umulig kunde gaaet saa, hvis man havde taget levende Deel i den Sag, hvori man dog tog saa almindelig Deel. Lægger jeg hertil, at ei engang en Nytaarsgave fra mig har kunnet finde Forlægger, og jeg skammer mig slet ikke ved at sige, det var saa, at jeg med endeel Smaadigte vilde leveret den deilige Fortælling efter Knytlingesaga om Dannemarks gamle Skytshelgens Kong Knuds Levnet og ynkelige Afgang i Odense, da var jeg vel undskyldt, om jeg hardtad troede min Tale endt hernede, om jeg vaklede i den Beslutning mundtlig og offentlig at tale om Menneskets Vilkaar udenfor Kirken, hvor Guds Ord skal tales, saalænge den ei lukkes for dets Tienere. At tie og nedlægge Pennen kunde derimod aldrig falde mig ind, Tunge og Pen skal jeg røre i Guds Navn, saalænge Han vil, uden at bryde mig om, at det kan synes unyttigt; jeg begyndte paa den Oversættelse af Snorros Krønike, jeg havde lovet Selskabet for Norges Vel, jeg fuldførte den liden Bibelkrønike, som er under Pressen, og beredte mig til en Omarbeidelse af min lille Verdenskrønike, og under disse Sysler vækkedes jeg af den uformodentlige Gienlyd, Jyllands Raab og Vaabengnyet gav i Høiskolen. Saa meget troede jeg at burde sige til en Forklaring af det Indtryk, hin Gienlyd gjorde paa mig, og den Tone, jeg blandede deri, og har jeg nogensinde været rolig ved, hvad Mængden vilde dømme om mig og min Adfærd, da er og maa det være nu, da jeg har taget en Beslutning, som maaske giør disse Blade til de sidste, jeg udsender her, denne Tale til den sidste, jeg udsiger for Danmarks Øren.

Ja Dannemark! Du staaer paa Gravens Bred, jeg staaer der maaskee ogsaa, ja vi jordes maaskee paa een Dag; det pleier ei at være Døendes Viis at skiemte eller prale, og er det end desværre Din i mange Maader, min er det ikke. Det maa blive Din Sag, om Du, dog nei, om Dine Sønner nu og herefter vil regne mig til din ægte Æt, eller ikke, om de vil ihukomme eller glemme mit Navn som en Daares og Sværmers; men det veed jeg, at Du, at Dine gamle Sønner skal kiendes ved mig som en trofast Frænde, ja jeg veed det, som mere er, at Gud kiendes ved mig i Christo Jesu vor Frelser, som sit Barn og sit Ords, Sandhedens Tjener. I denne høitidelige Time, da jeg staaer rede til *

19 ogsaa legemlig at vove Liv og Blod for Fædrenelandet, for det heroven til og for det gamle Danmark, i denne Time vidner jeg det for Dine Øren rolig og betænksom: jeg veed, at jeg har sagt Dig Sandhed i Guds Navn, jeg veed, at i de tre sidste Aar har jeg ikke talt til Dig for at vinde Navn og Roes og Bifald, men ene for at kundgiøre hans Navn, som lever evindelig, og drive Dig til Ham at søge den samme Barmhjertighed, som er mig Synder vederfaret, at søge den Tro, som tænder Lys i Graven, overvinder Verden og giver Liv i Død. Med denne Bevidsthed tør jeg nedlægge mine Stave i Kors paa din Grav, om det er Guds Villie, med denne Bevidsthed tør jeg sige Dig Farvel! og jeg siger det med rolig Glæde, thi i de sidste Dage, mellem Dine boglærde Sønner, er mit Haab om Din Gienfødelse blevet til Vished. Vil Herren tage mig bort, vil Han tidlig kalde mig andensteds hen eller hjem til Sig, jeg veed det dog vist, Han, den Høstens Herre, vil uddrive Arbeidere i sin Høst paa Daners Mark, og maa end Hvedekornet døe, førend det opvoxer, det skal dog bære Frugt, hellig Hvede til at samles i hans Lade, naar Avnerne opbrændes med uslukkelig Ild.

Nu følger en tro, og, saavidt det er gjørligt, fuldstændig Beretning om min Deelagtighed i de sidste Dages Hændelser, hvilken jeg troer at burde give, for at dog Ingen, forledt af Rygter, skal mod sin Villie troe ilde om mig, og vor Handel.

Kbhavn d. 10de Jan. 1814.
20

DET var den fjerde Januar ved Aftenstid, at en af mine Venner, Jyden Christen Olsen, Candidat i Theologien, kom til mig, og sagde, at der var udkommet en Opkaldelse til Menigmand i Jylland om at værge Landet mod Fjendevold, og at to Studentere, Hoviz og Ingerslev, havde talt til ham om at følge med, da de med flere Studenter agtede at fare derover. Han var heel tvivlraadig om den Sag, og jeg sagde oprigtig, hvad jeg meente, at Timen var vel endnu ikke kommen, at der udentvivl maatte meer Trængsel til, inden der saavel ved Høiskolen som i Landet blev den Stemning, der gjordes behov, for at Noget kunde udrettes ved Guds Hjelp, men ellers vidste han min Mening, at, troede jeg, det var paa Tiden, vilde jeg og være paafærde. Den Tale var ude, da et Bud kom til ham med det Rygte, at der var en stor Rørelse imellem Studenterne, og at de havde isinde at fare uden videre Forlov. Det tyktes mig et Øieblik ei ilde, men flux kom jeg ihu, at det dog ei var godt, om aldrig for andet, saa fordi et saadant Forlov var den eneste Omstændighed, hvori man herved kunde erkiende Guds Kald, og det er min faste Tro, at med Alt, hvad som ei hører til vort egentlige Embede, skal vi bie paa en saadan Omstændighed, Intet giøre fremfusende, ei trænge os ind i fremmed Bestilling, og ei have noget besynderligt Maal, uden at gjøre Guds Villie. Enddog jeg vel vidste, at dette er ei vor Tids Tænkemaade, og kunde ei vente den hos Mange, saa gik jeg dog ud med Vennen, fordi det altid er mig kiært i den sovende Tid dog at see nogen Rørelse, som ei kommer ene af Egennytte og onde Lyster, ogsaa for at see, hvad den Rørelse egenlig førte i sit Skjold, og endelig for at give et godt Raad, om Nogen vilde høre mig. Vi gik da, uden at vide nogen ret Kaas, men det skulde falde saa til, at vi mødte de to Studenter, som før ere nævnte, og som vare de første, eller dog mellem de Første i det Raad. Det mærkedes da snart, eftersom det var oprigtige Svende, at, som venteligt kunde være, det gode Raad, at vove Liv og Blod for det gamle Dannemark, var et

        

21 Slag af det døende Hjerte, og saalidt i Pagt med roligt Overlæg, at det meget mere for et saadant syntes en Daarlighed. Det følte jeg flux, at saa burde det ingenlunde være, og at det kun nyttede gamle Dannemark lidt, om Krampeslaget blev stærkere, naar Hjertet dog skulde briste, og jeg stod hardt derpaa, at enten skulde Intet giøres, eller og det maatte giøres med saa roligt Overlæg, som den stakkede Tidsfrist tillod, men at man ved det Overlæg ei skulde spørge, hvad man kunde udrette, thi det kan og skal Ingen vide, men kun prøve, om vi have Sind til at udrette i Guds Navn, hvad han vil, uden at tragte efter Roes eller anden Forfængelighed. Det syntes ei at falde i god Jord, og alt tog jeg til Hatten, som om her ei var meer for mig at giøre, men det blev mig i mange Maader et godt Forvarsel, at man bad mig blive og tale den Sag tilrette, og lod Sandhed giælde. End ventede jeg ei, at Noget skulde komme ud af den Handel, som jeg vilde kalde Noget, men kunde dog ei undslaae mig for det Løfte at mødes med dem og Flere den næste Morgen; jeg sagde det reent ud, at hvad jeg ventede, var kun lidt mere Kiendskab til Studenternes Stemning, men dog kunde jeg ei nægte dem, at det var muligt, andre kunde give min Tale nogen Indgang saavel som de.

Det var da om Morgenen den femte Januar; det var mig en mærkværdig Dag, thi paa den døde min gamle Fader ifjor; dog døde han ei heel, Støvet faldt, og Aanden begyndte sit rette Liv; det havde været mig et godt Varsel for Fædrenelandet, hvis det var dengang faldet mig ind, men det skulde ei saa være. Det faldt mig derimod ind, at Frederiks Hospital maatte synes et underligt Stæd at tales ved om Dannemarks Frelse, og kunde det end i flere Maader kaldes et rimeligt Stæd, syntes det derfor ei desbedre, men da faldt det mig ind, hvad jeg og sagde til Olsen, som fulgte med, at de døe ei alle, som komme derind, og at Reconvalescenter vel maatte være det bedste Navn paa de bedste af Dannemarks Sønner nuomtide.

Paa Frederiks Hospital var da en liden Flok forsamlet; jeg talte, hvad jeg meente, men det syntes ei at finde Indgang; de Livligste tyktes, det var Daarlighed at bie efter Kongens Svar i en saa ligefrem Sag, medens Fjenderne hærgede Landet. Jeg udviklede min Grund om Guds Villie og det rolige Overlæg, erklærede, at naar man ei herom kunde enes med mig, havde jeg ei et Ord mere at tale, og trak mig tilbage, ventende paa en god Leilighed til at afsondre mig. Efter en Samtale, som jeg ikke hørte, anmodede man mig om at tale videre herom i en større 22 Forsamling, man enedes med mig om, at Kongens Tilladelse skulde oppebies, og Jyden Jansen yttrede, hvad jeg strax bifaldt, at de, som endelig enedes, skulde høitidelig love hinanden Troskab. Det besluttedes da til om Aftenen at indbyde voreBrødre ved Høiskolen, og jeg skrev følgende Seddel:
Brødre!
Studentere ved Kiøbenhavns Høiskole!

Dannemarks nærværende Forfatning er sørgelig, dybt maa hver Dannemand bedrøves, men daadløs Sorg er Kvindemærke. Komme hver, som føler gamle Dannemarks Nød! lader os raadslaae om, hvad vi formaae, om ei at giøre, saa at prøve til Fædrenelandets Frelse! Samlingen holdes denne Dags Aften Kl. 6, paa Elertsens Collegium.

Denne Seddel var underskrevet af tolv foruden mig, men jeg har kun Lov til at nævne saamange, som nu af disse høre til vort Samfund: Olsen, Spandet, Jansen, Ingerslev, Blicher, Ring, Lund, Kjerulf, Steenberg, og det var vor Agt, at den Seddel skulde opslaaes ved Studigaarden og Regentsen, men det blev forbudt, og Hr. Professor Thorlacius tegnede som Rector Magnificus saaledes paa den:
»Da hans Kongelige Majestæt, der forhen, 1801 og 1807, selv har foranlediget slig Opfordring, dennegang ikke har anseet saadant Skridt som nødvendigt, saa kan jeg ikke, uden høiere Authoritet, tillade denne Opfordrings Bekiendtgiørelse paa Studigaarden, eller noget andet af Universitetets offentlige Localer.«

Det var da Helligtrekonger Aften, at jeg gik til Elertsens Collegium i Guds Navn, kun med den Tanke, ogsaa her at giøre mit Præsteembed, see til, om nu, da Hjerterne vare i Bevægelse, nogle gode Alvorstanker kunde vækkes og fæste sig i dem. Der var en stor Forsamling, og for den læste jeg, hvad jeg i den Hast havde kunnet skrive, og det var Ord for Ord dette:
Boglærde unge Mænd, Brødre! Gamle Danmarks Sønner! For Eder, som ei vare i vort Raad, der vi besluttede, om det er Guds og Kongens Villie, at vove og opoffre Liv og Blod for det gamle Land, for Fædreneland, for Dannemarks Folk! kaaredes jeg til at sige, hvad vi see, og hvad vi føle, til aabenbar at ihukomme, hvad Nøden, hvad Frygten og hvad Haabet monne 23 være. Visselig sømmer det sig for Mænd med nordisk Sind og rolig Alvor, at eftertænke disse Ting, ei som Galninge at styrte frem og kaste sig i det ildsprudende Bierg for at vinde et Navn, en Lov, en Lyd paa Daarers Tunge, vist vilde Saadant vorde forgiæves, og for silde, omringede af Skiændsel eller Dødens Angest, maatte de Arme høiligen angre deres Færd, og forbande den Time, i hvilken de lode sig henrive af det brusende Blod og de malede Blade, hvormed Verden lønner, naar Verden er bortfaren fra Øie og Øre, naar Hjertet er lukket for deres Begiæring. Ingen kan heller vente det af mig, at jeg skulde love og prise Ungdoms forfængelige Tanker og forvovne Idrætter; det er sandt, jeg er ung, ogsaa i mine Aarer vælter Blodet sig med glødende Ungdommelighed, ogsaa mit Hjerte banker heftigt for det gamle Dannemark, det bankede saa, saalænge jeg mindes fra Barndoms tidlige Alder, og dets Slag har tonet i min Sang over Danmarks Skove; men hvad da? jeg er Guds Ords viede Tiener, og vee mig, om jeg, uden at stirre stadelig paa det Ord, som bliver evindelig, vilde følge Hjertets Opbrusning, om jeg, ogsaa for det, som er mit inderlige, lovlige Ønske, vilde stræbe med lokkende Ord at friste en Eneste til at love eller giøre, hvad han maatte fortryde, dersom jeg misbrugte Ordet til at skjule Faren, som jeg kiender, til at male Forhaabninger, som ei bo i min Barm, der ei ere mig saa visse, som det, at jeg staaer levende for Eders Aasyn som for hans, der boer over alle Himle!

Nei, nei, Herren være lovet, den Tid er omme. Sandhed svor jeg en hellig Eed, og med hans Bistand, af hvis Skiød Sandhed udsprang i de evige Tider, og hvis Sandheds Aand hvilede over alle hans Børn fra Verdens Begyndelse, ved hans Bistand vil jeg holde den Eed, saalænge jeg aander. Sandfærdig vil jeg sige Eder, som jeg seer det, og som jeg veed, det er i al Sandhed, hvad Nød der trykker vort Fædreneland, hvad vi bør ville, og hvad vi kan tænke at giøre. Gud hjelpe mig i den hellige Time at sige Sandhed og Eder at forstaae den i Hjertet!

Dybt i den graa Oldtid taber sig Danmarks Navn og Ihukommelse, men det kan vi stave os til paa Sagas Skjold, at Mod og Vælde havde fra Arilds Tid hjemme i Dannemarks Skove som mellem Norges Fjelde, og paa hin Side Alperne mellem Gother og Langobarder gienlød dets Navn med Tilnavnet: Heltenes Hjem og Folkenes Borg. Det er vitterligt, hvorledes Danmarks Snekker giæstede Norge og England, ja Frankriges og Italiens Kyster, hvorledes Knud den Stormægtige strakte sit Spir fra 24 Roeskilde By ud over Anglernes Øe og over Nordmænds Fjelde, ja endnu i Absalons og Valdemars Dage see vi danske Stavne løfte sig seierrige ved Rygen og Estland. Vi see Vælden forgaae, Snækkerne raadne og Folket bæve, men dog see vi Dannemarks Kongedatter Margrete smykke sit Hoved med Nordens tredobbelte Krone; ja, der Tiderne vendtes, der Herrens Ord gienfødte i Troen Modet og Kraften i Tredie Christians Dage, da see vi ikke længere det vilde Mod og de grumme Bærsærker, men hvo kan nævne Tallet paa de Dannemarks Sønner, som ginge vældelig frem, naar Trompeten goel, hvem kan glemme, at det var i Frederik den Andens Dage, at Dannemark reiste sig et Minde paa Falkenberg Hede, som skal vare, medens Verden staaer, thi det er usynligt for det udvortes Øie, uforkrænkeligt af Menneskers Haand, det reistes af Adelsmod og Fædrelandskiærlighed paa Troens Klippegrund. Fem og tyve tusinde Svenske maatte vidne det lydelig i Norden, at Seier kommer ei af Hærens Mangfoldighed, de maatte falde eller flye for fire tusinde Danske. Af mørke Dage var der mange i den løbende Tid, Fjender trængte, og Landet hærgedes, ja i Fjerde Christians, og end mere i Tredie Frederiks Dage, tyktes det ret for menneskeligt Øje, som det gamle Land skulde udskiftes, de kastede Lod om dets Klædebon. Men, de staae jo endnu, de omringe jo os, de Axelstads Volde, som vidne sandfærdig, at Mod var ei svundet, at Sværd kunne hvæsses paa Bogen til at skiære Pandserringe, og Dannemark stod endda, ja trods de Marke og Klipper, som reves fra det gamle Stade, dog stod hun saa paa Mark og de skummende Bølger, at Sverrig, med Rovet i Favn, maatte skiælve og fly fra Julernes Stavn, ja bæve bag Stralsunds Volde, og høilig forfærdes, da Hvidtfeld opfløi med Dannebrogs Fane og Stavn, grue, selv naar det lynede under Tordenskjold fra den lave Snekke. Hvad skal jeg sige om de sidste hundrede Aar? Dannemark laae trygt, ugjæstet, uhærget af Fjenden, men at hun laae, at hun stod ei længer, det have de sidste Tider aabenbaret. Skal jeg minde Eder om det, som alle hørte eller saae, om de Sorgens og Ulykkens og Skiændselens Dage, da Fjender førstegang nedtraadte Axelstads Volde, da Dannemarks Orlogger første Gang stævnede i Flaade over Havet under Fjendeflag, der Dannebrog førstegang i trehundrede Aar blev fredløs paa Nordhavs og Østersøes Bølger, da danske Flokke førstegang vendte Ryg i skammelig Flugt for talringe, leiede Skarer, og sank ei i Jord under Skiændselens Byrde, og vovede at opløfte deres Øine for Dannemarks Aasyn. Nu flokkes Fjender

        

25 igjen, med ublu Tale og Vaabengny; saa dybt foragte de os, at de deelte vort Land som et Bytte, længe før de kom til dets Grændse, de føre Lænker paa Vogne til at binde hver Dansk, ja til at binde det gamle Norge til Sverrigs Triumphvogn. Nu vel, de staae fast, de Klipper, Lænker mere lange og stærke, end de kunne smeddes af alle Sverrigs Brud, skulde giøres behov til at favne og holde de Stærke; ja, prøv det, Svenske Drot! at udstrække dit møre Spir over Christiansfjeld, og see, om det ei sønderspringer paa Frederikssteen. Men hvad da? er det ikke netop den Frygt, som piner de Usle, som driver dem hid, hid, hvor de mene, at Klippen er let at udvris te af Dannerkongens Haand, hid, hvor de mene at møde kun Fule og Feige, hid, hvor de mene at kunne i Mag see vore hungrige Brødre vansmægte paa Klippen, og graanende, vaklende under dens Mos, bøie Knæ for Brødet i Ugudeliges Haand. Og, see, der staae de Stolte, de Ublu, de Guds og Menneskers Fjender paa Jyllands Grændse, ja maaskee i denne Nat paa Jyllands Grund, i Jylland, i det gamle herlige Land, paa hvis Heder opvoxde Ege trods dem i Sølunds Skove, levende Ege, hvis Bul endnu stod som en Steen mod Kugler og Staal paa Jyllands Hav i de sidste Dage. Ja, i Longobardernes Hjem, i det herlige Land, hvor Niels Ebbesen fødtes, som lagde Bro igien mellem Dannemarks Landskab[er] med Grevens Liig, fra hvis Grav Kong Valdemar atter udstrakte et Danespir over den samlede Mark, hvorfra Ivar Lykke udgik i den lunkne, den daadløse Tid, og fangede Sverrigs udlændiske Drot, og satte Sverriges Krone paa Margrete, paa Dannemarks Kongedatter. Dette Land vil Fjenderne nedtræde, der vil de erobre Norges Klipper, eller trøste sig paa Heden over Bjergenes Høide.

O vee den Danske, som ei vorder heed
Ved saadan en Tale at høre!

Ja, hvo er iblandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han turde løfte sit Hoved og løfte sin Røst og sige: jeg er Dansk, her er jeg baaren, og mine Fædre byggede her, det var mine Fædre, de herlige Mænd, hvis Navne saa hæderlig klinge fra forbigangne Tider, som stod eller faldt for Dannemarks Land, hvo tør sige det, og end tilføie, jeg vil ikke staa og falde som de, det rager mig ei, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet maa lide, hvad Herrerne hede, naar jeg kun i Ro kan opæde mine Dage? Hvo er den Ungersvend med Levning af Aand og Hjerte, 26 som ikke med blussende Kind og rullende Øie vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det gamle, det herlige Land eller falde derover. Ingen, Ingen, og det er glædeligt, det at kunne sige med Sandhed, det er disse blussende Kinder og rullende Øine og mandige Løfter, som have samlet os her.

Derom behøves da ei længere Tale, hvad Landets øiensynlige Nød monne være, og hvad vi skal ville som Danske; men hvad skal, hvad kan vi tænke at giøre? det er det store alvorlige Spørgsmaal, vi alle maa gjore, hver for sig, som vi ville opfordres til i denne Forsamling. Vi vil gaae, vi vil opreise Folket, løfte dets Mod og dele dets Farer; visseligen, de Ord ere faa og snart udsagde, og udsige Alt, hvad vi kan tænke at giøre, og er Nogen kaldet til at opreise Folket, da er det visselig os, som fødtes uden at saae eller pløie eller sanke i Lade, os, der ere som Himlens Fugle, og kunne ubundne flyve rundt over Land, hvor vi lyste at synge. Men lad os betænke, om disse Ord og ere saa lette at giøre, om Landet var frelst, hvis de skedte.

Vi vil opreise Folket, men hvorfra og hvormed? Er det kun fra Bænk og Stol og Seng, de Legemer skulle opreises? vi veed, saalænge det kan reises, maa det skee paa Sjælens Bud, vi veed, det hjalp kun lidt, om Folket kunde drives flokkeviis til Skodborg eller Eider, som det dreves hist til Kiøge, af de Kroppe blev vist ei et Dannevirke saalidt som hist en Kiøgebugt. Vi veed det, vi har seet og hørt og fornummet, at det er Aanden, som sover, og Hjertet, som er faldet, det er dem, som skal vaagnes, dem, som skal opreises. Ja, vi kan jo ikke dølge det for os selv, de rave, de sove iblandt os i Tusindetal, de Skabninger i Menneskelignelse, som Intet elske uden deres syndige Lyster og de Ting, som forlyste disse, i hvis Øren de Ord: Opoffrelse, Fædreneland, klinge som tomme Gienlyd fra Daarers Tider, belees og bespottes i Hjertet, selv naar de bæres paa Tunge. Ja, hvor ere de dog ikke mange iblandt os, som jublede nys over den søde livsalige Fred, vi skulde kiøbe for Norges Land og stor Skiændsel, bruge til Vellyst og Overdaad? hvormed vil vi opreise Saadanne? hvorledes vil vi indgyde dem den Kraft og den Kiærlighed, uden hvilken det er umueligt at forsage de timelige Ting, aldeles umueligt frivillig at vove Liv og Blod, hvor der er Lidet at vinde og for dem Alt at tabe, thi Alt, hvad et Menneske haver, giver han jo for sit Liv? Visselig, vare alle saa døve for Aandens Røst, vare alle saa dybt nedsjunkne i Verdens og Kiødets Ureenhed, da var det aldrig at vente, de kunde vaagnes eller opreises; men det er uimodsigelig vist, at skal Nogen 27 opreises til, mandig og rolig og betænksom at gaae Pine imøde og Død under Øine, da maa han skue og tro paa en Urt, som kan lindre den Pine, skue og tro paa et Liv, der er mere end det, han vover, det han forsager. Det er da klart, at kun ved Tro paa det evige Liv kan Folket opreises, ved Tro, siger jeg, ikke ved Tanke og Drøm, nei kun ved urokkelig, levende Tro, saa de holde hardt ved det Usynlige, som om de saae det med Legemets Øie. Det kan vi forstaae, det kan vi selv erfare, det vidnes for os fra de forledne Tider, af de hensovne Slægter; ja er det ikke vist, at Dannemarks Minde ved Svarteraa blev reist paa Troens Klippegrund,

At det Træ paa Hede gold,
Groende i Adelsblod,
Randt af Troens Rosenrod,
At det var dens Rosenkrandse,
Der sig vandt om Danmarks Landse?

veed vi ikke, at der Sverriges Johan dengang bød sine Svenske fare frem og nedtræde de Faa under Hestehov, see! da laae de knælende i Støvet og tyktes lave at overfare, men see! de opreistes i Troen, og de stode, faste som deres Bønners Røg for den Eviges Trone.

Lad os da vel betænke, om vi selv have den Tro, om vi selv ere opreiste ved den faste Stav, og tør vende vor Tale til Himlen og sige af Hjertet til Herren: naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi Du er med mig, Din Kiep og Din Stav de skal trøste mig. Er det ikke saa med os, hvorledes vil da vi bestaae, hvad hielpe da de store Ord og de dyre Løfter, medens Faren er langt borte? vil de ikke spredes i Farens Stund, som Avner for Vinden? vil det ikke gaae os som de modige Helte, der spotte med Gienfærd og Nattens Forfærdeiser, men grue og bæve, saasnart de skal eensomme vandre i de brede Skygger? Jeg veed det, netop i Landet, som Fjenderne true, netop der er den mægtige Tro ei aldeles forsvundet, netop der er den kun sjunket og kan opreises, men ved hvem? ved dem, der ei have den selv? ved de Bespottelser, der have faaet Hjem paa deres Tunge, eller ved hykkelske Ord, der overfare den som fremmede, ilende Vandringsmænd?

Dog, jeg veed, hvad Mange sige til disse Ting; jeg vil sætte, at I med Folket og de med Eder kunde komme og staae og falde paa Grændsen, at Ærgierrighed og verdslig Bekymring og Vrede og Had og brusende Blod kunde virke det Samme til 28 mandelig Idræt, som Troen kan virke allene; da maa jeg spørge Eder først: har Galenskab betaget Eder? Veed I da ikke, at Graven er mørk, kiende I dens Vilkaar, veed I det vist, at der er intet Liv, naar dette forgaaer, eller at I skal lystes ved det, som der er, med hvordanne Hjerter I komme? veed I det vist? tør I døe derpaa? Nei, I vide det ikke, kun Troens Lys kan klare Gravens Mørke, kun Herrens Stav kan holde i Dødens Skyggedale, og hvo som uden disse gaaer i Døden, han er en Daare, han gjør den forvovne Gierning, over hvilken han vist maa hyle (over) i de sidste Timer, som han maa fortryde i Graad og Tænders Gnidsel.

Jeg vil end spørge om dette: vare end I saa galne, vare end mange Tusinde det med Eder, hvorpaa stole I da? hvorpaa bygge I den Forventning om et lykkeligt Udfald, om Gavn og Frelse for Fædrenelandet, som ene kan frelse Eder fra Verdens Spot, som dog vel maa boe i Eder, om I skulde beholde Modet? Stole I paa Eders egen Størke eller Eders egen Kløgt eller paa et Underværk af den blinde Hændelse? Jeg vil spørge: tro I, der er en levende Gud til, som styrer Alt, eller tro I, der er Ingen? Er der Ingen, veed I da ikke, hvor eventyrligt, ja hvor latterligt det er at vente, med Bønderflokke og slette Vaaben og Ubevanthed i Krig at seire over en ordnet Hær med en gammel krigserfaren Høvding? Har I da ikke hørt og bifaldet det saa mange Gange, at det personlige Mod ei nytter i vore Dage, at Høvdingers Kløgt og Kanoners Torden raade for Seier i Strid. Eller er der en Gud til, tænker I da, at Han, paa Hvem I ei tro eller stole, skal giøre et Underværk for Eders Skyld, for at I kunne pralende sig: det gjorde vor Arm, det udrettede vi med vor Forstand.

Saa prøve da Enhver sig selv alvorlig, som for den alvidende Guds Aasyn, om han ogsaa har den faste Tro og Tillid til den levende, almægtige Gud, om det er i Hans Navn, han vil udgaa, og tale og virke og staae og falde, om Herren det vil, om han har den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, som allene kan styrke ham i Angest og trøste ham, hvordan saa Tingene og Seieren vendes. Hvo som ei har denne Tro og Fred, han røre sig ikke, før de ere vundne, thi foragter han dem, da gaaer han til Fordærvelse, og har han dem ikke, da duer ikke han til at opreise Folket, eller staae paa Farens Dag som en luende, lysende Støtte til Fjendernes Skræk og til Venners Opmuntring; men kan boglærde Mænd ei saaledes staae, da have de Intet at gjøre i Vaabengny. 29 Boglærde Ungersvende, Brødre! gamle Danmarks Sønner! jeg haver jo slet Intet over Eder at raade, men jeg raader Eder som Broder, som Ven, som Guds Ords Tjener, jeg beder og besværger Eder: styrter dog ikke vilde frem til at forøge vor gamle Moders store Skiændsel end mere, til at jorde hende med Eder under Fjendernes Jubel, til at jorde hendes Haab, som var knyttet til Eder! Jeg veed det, at Mange af Eder have ei den Tro og den Fred, om hvilken jeg talte; trodser ikke forvovne! bier og strider med Eder selv, til I vinde de herlige Klenodier! ogsaa da vil der være Nød paa Færde, Fare at bestaae, Seier at vinde.

Vil I ikke høre, vil I fare frem i Eders Hjerters Forvildelse med Pral og Trods, nu, jeg kan ei forhindre det; men vider dette: ikke jeg og ikke nogen Guds Ords Tjener kan lyse Herrens Velsignelse over Eder paa de trange Veie; nei fra denne Stund, da I have hørt Advarselen i Herrens Navn, fra denne Stund maa alle Guds Børn bede, at Herren Zebaoth vil aabenbare sin Kraft paa alle dem, der foragtede ham, stolede paa deres egen Størke.

Dernæst føiede jeg end et Par Ord til, hvilke jeg ei kan optegne, men det var derom, at dersom Nogen var enig med mig om det Sindelag, som skulde besjæle Fædrenelandets Hjelpere, og fandt sig besjælet af det, da vilde jeg samles med dem den næste Aften ved samme Tid. Jeg sagde og, hvor godt Haab jeg havde om Udfaldet, som Dannemarks Trængsel vilde faae paa det Sidste, og fremsagde mit Tilegnelsesvers til Kong Frederik den Siette1.

Siden optraadte to Studenter efter hinanden, den ene heed Thomsen, og den anden Dichman, for at tale imod. Thomsen meente, at der vel kunde udrettes en Deel uden den rene Tro paa Gud, som jeg fordrede, og som han, desværre, med Ret, kaldte sjelden, han vilde, at Studenterne skulde gaae og staae som et Chor, og især nytte ved physisk Kraft. Dichman var enig med ham deri, at Studenterne skulde gaae i Chor, og med mig deri, at de skulde have Tro paa Gud, men deri tog han meget Feil, at han talte, som om jeg meente, Alle de, som gik derover, skulde være veltalende Mænd.

Jeg meente, det var min Skyldighed at rette den Misforstand, og med nogle Alvorsord fraraade den Daarlighed, at fare over med et Tal Mennesker, tagne iflæng, det Galenskab, at ansee *

30 Troen paa Gud som overflødig, og at stole paa physisk Kraft, som da vel er det, man ved at opkalde Studenterne mindst fristes til. Det gjorde jeg, sagtens med skarpe Ord, men disse kommer jeg ei ihu, jeg veed kun det, at jeg sagde, hvis det var den almindelige Stemning, da var det ude med Dannemark, saavidt man vilde vente det gienfødt i sig selv, og at jeg sagde: vil I fare saaledes daarligen frem, da kan jeg ikke forhindre det, men det maa jeg da vidne: min Sjæl er ei i Eders Raad og mit Hjerte ei i Eders Forsamling.

Derved blev det da; jeg gik, og ventede, det tilstaaer jeg, Ingen at møde den næste Aften, uden et Par Venner, med hvem ingen Aftale behøvedes; men endnu før jeg kom ned, mindede Ingerslev mig om at komme paa den berammede Tid, og det forstaaer sig, at jeg lovede det.

De, som havde Mod paa den Færd, men ei Behag i min Tale, satte hinanden Stævne til næste Morgen, og da jeg ej var tilstæde, vil jeg Intet melde om den Forhandling, undtagen at om Formiddagen kom to, som jeg ikke kiendte, op til mig, og vilde, at vi alle, som havde Lyst til at tiene Fædrenelandet, skulde see til at enes. Jeg sagde dem da reent ud, at jeg ikke ansaae det for muligt, at Mange kunde enes med mig i dette Stykke, fordi jeg ikke saae ene paa den udvortes Gierning, men Sindelaget var mig det egenlige; ja jeg vil slet ikke dølge, hvad jeg kommer ihu, jeg sagde de skarpe men sande Ord: stod det ogsaa i min Magt, med min Haand eller et Ord af min Mund at drive Fienden fra Grændsen, og jeg vidste, at Folket da vilde vende tilbage til Ugudeligheds og Ureenligheds Bedrift, ja haabede jeg ikke, at Guds Rige skulde komme ved denne Leilighed, da vilde jeg ikke røre mig. De viste mig da ogsaa et Brev til Hans Kongelige Majestæt, som Nogle havde undertegnet, hvori der stod iblandt Andet det smukke Sprog, som Tidens Kløgt har udklækket, at naar et Folk kun havde den bestemte Villie ei at undertvinges, da kunde heller Ingen undertvinge det. Dette Brev skulde være en Formula concordiæ1, men vel maatte jeg flux erklære, at Intet kunde formaae mig til at underskrive slig daarlig, bespottelig Tale; de bad mig da giøre Udkast til et andet Brev, det lovede og holdt jeg. End beklagede de sig over, at jeg haardelig havde sagt, der kun vare faa, som troede paa et Forsyn, da der dog vare saamange theologiske Studentere. Dertil kunde jeg kun svare, at det skulde oprigtig glæde mig, hvis jeg havde Uret deri, men jeg troede mig vis paa det Modsatte.

* 31

Det var da Helligtrekongerdag ad Aften, at jeg andengang gik til Samlingsstædet, aldeles uvis om, hvad Udfaldet maatte vorde, kun med den Tanke at sige sande Alvorsord i Guds Navn, og lade dem udrette, hvad Han vilde. Det gjorde jeg, men de vare ei skrevne, og jeg kommer dem ei ihu, jeg mindes kun det, at jeg kortelig udviklede, hvad det er at tro paa Gud, som Han er, almægtig, hellig og retfærdig, og den Umulighed, at han kan have skabt Verden til en Tumleplads for hans Navns og Ords Fiender og Foragtere, samt den Vished, at hans Straffedomme maa aabenbares over hvert Folk, som vandrer ugudelig, ja fortære Verden, naar Syndernes Maal er fuldt. Langt fra at tage de Ord tilbage, at der vare Faa, som ret af Hjertet troede paa den levende Gud og havde hans Fred, bemærkede jeg, at disse altid vare faa i Forhold og nuomtide saare faa, ja at der nu endog vare faa, som skattede disse Klenodier og bekymredes for at eie dem. Jeg viiste og kortelig, hvad det var for et Galenskab at sige, et Folk kunde ei undertvinges, naar det havde den bestemte Villie, at det ei skulde skee, thi deels maatte der da ingen Gud være til, og deels var det netop det samme som at sige, at det Menneske kunde ikke døe, som havde den bestemte Villie at trodse Døden; jeg kunde gierne lagt til, var det sandt, da maatte Djævelen været blevet Gud for længe siden.

Der denne Tale var ude, og den varede ei længe, thi der var som et Pandser om mit Hjerte og en Knebel i min Mund for den store Forsamlings Skyld, for de Manges Skyld, som jeg kunde vide, stundede kun efter at høre Nyt og sanke sig Forraad til letsindig Tale. Dermed sluttede jeg da, at jeg oplæste det Brev til Dannerkongen, som jeg havde skrevet i mit Navn og i deres, som vilde enes med mig. Det syntes vist Mange en hovmodig Tale, at jeg sagde derom: saa skal det være, og ei et Ord skal forandres; men jeg kunde ei tale anderledes, thi jeg havde veiet mine Ord, jeg vidste, at Enhver, som troede og stolede paa den levende Gud, kunde gjøre de Ord til sine, men at heller ingen Anden kunde ærlig udsige dem, og med Andre vilde jeg ei enes; ja jeg sagde det frit ud: hellere vilde jeg tale saa, kun med tre Mænds Samtykke, end ved anden Tale vinde Hundredes Ja.

Derpaa udgik jeg af Forsamlingen, og bad dem, der vare af min Mening, at følge med. I disses Kreds opstod jeg siden, der Mængden var adskildt, og dette er den eneste Forsamling uden fremmede Vidner; jeg kunde ønske ogsaa denne eneste uholdt, 32 fordi Saadant giver Skumlere Anledning til Løgn, saameget meere som min Tale ei var skreven og derfor ei kan meddeles; men det glæder mig, at der dog vare Adskillige tilstæde, som ei høre til vort Samfund, og som maatte være høist ublu, dersom de ei sande, at jeg talte netop i samme Mening til de Faa som til de Mange, at Forskiellen kun var, at jeg torde lade mit Hjerte tale friere og høiere til Mænd, som sagde, at de vilde enes med mig i Tro paa Gud og kiærlig Hengivelse for Fædrenelandet. Det kommer jeg ogsaa ihu, at min Tale gik ud paa den inderlige Bøn, at de vilde betænke sig ret alvorlig, før de sagde det fast, at de vilde enes med mig i den Tale og det Forsæt, jeg havde kundgjort. Jeg bad dem betænke, at man ei i eet Tilfælde kunde tro og stole paa Gud, og iøvrigt glemme ham og foragte hans Viilie, at vi derfor maatte alvorlig prøve os selv, om det ogsaa var vort faste Forsæt, ved Guds Bistand at lade den Tro og Tillid tilsyne i al vor Omgængelse, thi hvis ikke, da kunde vi vist vide, at vi bedroge os selv i den Mening, at vi nu med hjertelig Tro og Tillid til Gud vilde vove Liv og Blod for Fædrenelandet. Jeg mindede dem vel ogsaa om, hvad jeg mindes, den første Aften udtrykkelig at have sagt: veed I, at der er mørkt i Graven, og at kun Tro kan tænde Lys dernede? kommer dog ihu, at den Tro og Tillid gjøres behov for alle, som vil bøie Hovedet i Fred, enten det saa er paa Valen eller paa Sottesengen! Jeg gav dem endelig at betænke, at det Samme, for hvilket vi altid skylde Gud og os selv Regnskab, for det skulde vi dømmes af hinanden, naar vi ginge i Pagt som Brødre, og formanede dem endelig til at afsondre sig, naar det ei var deres faste Forsæt at arbeide giennem deres ganske Liv paa Udbredelsen af Guds og Sandhedens Rige. Jeg lagde dem paa Hjerte, at egenlig dette vaklede i Fædrenelandet, og at denne Vaklen voldte dets egenlige Nød; jeg sluttede med den trøstende Udsigt til, at naar vi saaledes arbeidede i Herrens Navn, da skulde vi, om Livet undtes os saalænge, under de graanende Haar see gladere Tider frembryde, og med den Vished, at vi da i Liv og Død skulde have den Guds Fred, som overgaaer al Forstand og forvarer Hjerter og Tanker i Christo Jesu.

Derpaa adskiltes vi med den Aftale at samles næste Aften Kl. 7, for at de, som efter rolig Betænkning vare saa sindede, kunde give hverandre deres Ja og underskrive Brevet til Tvillingrigets Konge, ogsaa tildeels med den Aftale, at vi ei ville nævne vor Samlingstid for Nogen, paa det ei en nysgierrig Flok igien skulde sammenstimle, og forstyrre os.

33

Det var da den syvende Januar, at vi tredie og sidste Gang forsamledes; jeg kom med en blandet Følelse af Vemod og Glæde, Haab og Frygt, men jeg bøjedes og var nærved at mistrøstes, da jeg saae, istedet for de nogle og fyrgetyve, vel hundrede Mænd forsamlede; thi saavist som jeg ønskede at have seet det ganske Folk samlet, naar det var deres Hjertes Mening at begynde et nyt Liv for Gud og Fædrenelandet, saa utrolig forekom det mig, at der, i vor Tid, skulde ved Høiskolen findes saamange Studenter, som ei følte sig bundne til et vist Stæd, og besjæledes af dette Sindelag. Dog der var ikke andet for, end at tale sande Alvorsord og overlade det Øvrige til den Gud, paa Hvem alene jeg i den ganske Handel havde stolet; med Bøn til ham begyndte jeg, og talede da trøstig omtrent saaledes, som følger:
Mænd! Brødre! vi ere i denne Aftenstund forsamlede i Guds Navn, for høitidelig et udsige et Ja, der ei forbinder os til Noget, som vi jo vare forbundne til fra den Time, vi kom til Skiels Aar og Alder, et Ja, der ei forbinder os til Andet, end hvad som er hvert Menneskes Skyldighed, hvor han saa boer eller vandrer paa Jordens Kreds, men et Ja, med hvilket vi frivillig og høitidelig bekiende, at vi vide vor Skyldighed og have det faste Forsæt at lade det tilsyne i vor Omgængelse. Vi udsige dette Ja for Brødres Øren, som for Billeder af den usynlige Gud, for at vi, som kun stole paa Gud, kan regne paa hverandre, og for at vi i Farens og Fristelsens Time kan have vor Skyldighed og Dom mere levende for os, som de der staae malede i Brødrenes Aasyn, i de Brødres, der hørte vort frivillige Ja, som engang maa vidne imod os, dersom vi bryde vort Løfte.

Visselig, det er tungt, at Saadant skal giøres behov, thi vi veed jo, at Gud er sandelig ei langt fra Nogen af os, at Han, som plantede Øret, vel maa kunne høre, at Han hørte det Ja eller Nei, som er det rette, som sagdes i vort Hjerte; ja, har vi ikke alle engang staaet i høitidelig Forsamling, i Guds Ords og Navns det hellige Huus, staaet der og udsagt et helligt ubrydeligt Ja for Menighedens Øren. Jo visselig, disse Ting ere uimodsigelige, men først er det saa med os Alle, saalænge vi vandre i dette Paulun, at ihvor hardt vi end holde ved den Usynlige, som om vi saae Ham, o saa ere der dog mange Øieblikke, og netop af de trangeste, meest farefulde, i hvilke Herrens Ansigt er skjult for os, i hvilke vi til Størkelse og Opmuntring behøve at see Ham som i et grovere Speil, i Brødres Aasyn, og kan kun derved opløftes til at stille Ham selv for vore Øine. Det er desværre vel ogsaa Tilfældet med de fleste iblandt os, at udsagde vi end i 34 Kirken det hellige Ja med troende Hjerter og bævende Læber, lovede vi end da oprigtig at frygte Herren, og blive stadelig i Hans Tro til Livets Ende; ak, i de Ungdoms Aar, vi siden have giennemvandret, i den ugudelige Vrimmel, der omringer alle i vor gruelige Alder, ak i disse glemte vi sikkerlig mangengang det hellige Ja; vel os, om vi ei foragtede og bespottede det med saamange! Ja Brødre! vi ere Faa, men vist er det dog igien de Færreste af os, som ærlig kan sige, at de bevarede Barndommens Tro og Barndommens Kiærlighed. Have vi da, som vi sige, atter kommet dem ihu, lært at skatte dem og at stræbe efter de hellige, uforkrænkelige Klenodier, o da staae de ikke for os som et helligt Arvegods, men som en forloren Skat, vi i stadig Kamp maa stræbe at vinde tilbage, og visselig, i den tunge Strid, paa den haarde Vei giøres det haardt behov, at binde deres Ihukommelse til os med Baand, saa mange og stærke, som vi formaae, at giøre os Tilbagegangen saa vanskelig som mulig. Ja, visselig, vi behøve det høilig at søge Størkelse, Opmuntring og Trøst, og saavist som det er, at disse Ting ene kan gives af den Lysenes Fader, fra Hvem al god og fuldkommen Gave kommer, sasvist som de ene maa søges hos Ham i ydmygelig, brændende Bøn, saavist er det ogsaa, at Intet i Verden saaledes driver og løfter os til ham, som et Samfund med dem, der føle samme Trang og have samme Maal, af hvilke Nogle ere videre frem[me], Andre længere tilbage, Nogle stærkere, Andre svagere end vi; vi forsage da ei, naar Bjerge løfte sig for os, som det synes umuligt at overstige, thi vi see Brødre, for hvem den Vei, vi alt lagde tilbage, synes ligesaa umuelig at ende; vi see og Brødre, der alt ere komne over de Bjerge, for hvilke vi grue; da vorder det klart og aabenbart for vore Øjne, at Troen fløtter Bjerge, det vorder da vor eneste Bekymring, at stadfæstes og grundfæstes alt mere i den, visse paa, at kan vi end ei holde lige Skridt med hverandre, til det ene og samme Maal komme vi dog Alle, som tro, ved Guds naadige Styrelse og Bistand.

Visselig, en saadan Tale vilde synes Mange, ja i vor Tid de Fleste aldeles fremmed for vort Samfund, og for den Gierning, vi love Haand i Haand at prøve, men den kan ikke synes saaledes for Nogen af os, saafremt der er Ingen iblandt os, som ubetænksom eller ublu rækker os Haand og giver sit Minde til de Ord, i hvilke vor Beslutning udsiges. Tit har jeg mindet Eder om den soleklare Sandhed, at Ingen kan stole paa Gud, uden hvo som troer i sit Hjerte, at der er en levende, almægtig Gud, og at denne Gud er ham naadig og vil staae ham bi; jeg

        

35 har mindet Eder om, at den hellige, retfærdige Gud ei kan være dem naadig, som stride imod Ham, at Han ei kan staae Nogen bi, som vil giøre Noget, der ei er Hans hellige Villie. Disse Ting ere uimodsigelige, og det er da aabenbart, at hvad vi saa end ville giøre i Herrens Navn, da maa vi tro stadelig paa ham og have ham for Øie, blive i hans Kiærlighed, og hvert alvorligt Menneske veed, at det ei erholdes ved Læbers Ord, ei er et Øiebliks Værk, men at Hjertet maa renses fra ugudeligt Væsen og verdslige Lyster, før Troen kan fæste sin Bolig derinde, at der maa kiæmpes alle Livets Dage, om denne Tro skal vindes og beholdes, skal kunne tee sig kraftelig til at størke vor Fod og overvinde Verden. Tit har jeg mindet ogsaa om det, at er der en levende Gud, og et evigt Liv, da maa det jo være vort høieste, vort sidste Øiemeed, at forsamles til Ham, naar vort Dagværk her er endt; naar Verdens Lys slukkes for vort Øie, at komme til det forborgne, evige Lys, i hvilket Herren boer, og var da vel nogen Daarskab, nogen Galenskab at ligne ved det, om vi over hvilkensomhelst Følelse, Begiæring eller Gierning forglemte vor høieste Trang og vor dybeste Længsel, vor rette Gierning herneden, om vi over vort jordiske Fædreneland vilde glemme, at vort sande Fædreneland er foroven, at vort Borgerskab er i Himlen, glemme, at Gud kun med naadefuldt Øie kan skue paa vort jordiske Fædreneland, kan staae os bi til dets Frelse, dersom Han seer, at det kan og vil vorde igien, hvad det fordum har været, en Bolig for Hans Kirke, som er Billed af den Bygning foroven, giort uden Hænder, evig i Himlen; dersom Han seer, at der vil blomstre igien, som fordum, en Planteskole for Hans Paradiis, og at vi ere rede og villige til at plante og vande med Haab om Vext til ham i det Høie.

Det kunde da synes overflødigt, at tale mere herom, men jeg agter det dog for min Skyldighed at paaminde Eder om, [at] ikke engang den Gierning, vi navnligen love, den at vove og, er det Guds Villie, opoffre Liv og Blod for Fædrenelandet, ikke engang den, ja allermindst den, er det muligt at udøve, uden en ret fast og inderlig Tro paa Gud og barnlig Hengivenhed til Ham. Jeg veed det jo vel, at Verden siger imod, at den praler af, uden Gudsfrygt og Guds Bistand at kunne øve den reneste Dyd, giøre den Guds Villie, paa hvem de ei tro, forsage den Verden, de allene elske, høimodig opoffre det Liv, med hvilket deres Haab uddøer, jeg veed det jo vel, og vi have i de sidste Dage med inderlig Harme og Sorg kunnet høre Saadant vel fra hundrede Tunger; men er det derfor en Sandhed? kan vi ikke

        

36 forstaae, at det er just en af de allergroveste, haandgribeligste Løgne, hvormed Verden paa sin gamle Viis bespotter Gud, vil giøre Ham til Løgner, og ophøie sig selv i Hans Sted, i Hans, som ene er af sig Selv og ved sig Selv, al Magts og al Kiærligheds evige Kilde.

Der staaer skrevet: Ingen haver større Kiærlighed end denne, at Nogen sætter sit Liv til for sine Venner; det er Hans Ord, som gik i Døden for os alle og vidnede: Jeg er Sandheden. Visselig, vi kan ogsaa lettelig forstaae, at det er Sandheds Tale. Mange have vovet og mistet deres Liv for at vinde Roes eller Bytte, for at undgaae Verdens Skam eller Straf, eller i Dorskhed eller Vildskab, naar de ei tænkte paa Faren, eller smigrede sig til det Sidste med Haabet at undgaae [den]; men visselig, de have ei sat deres Liv til, opoffret, hengivet det for deres Venner. Nei, visselig, kunde de ventet paa anden Maade at vinde eller undgaae, hvad de for sig selv tragtede efter, ei havde de da sat Livet i Vove; kunde vi staaet hos dem i den sidste Time, og vilde de ærlig have sagt, hvad de meente i Hjertet, da skulde vi hørt dem forbande den Time, da de frivillig ginge i Døden. Sætte Livet til for sine Venner, det kan Ingen, uden den, som besjæles og opfyldes af den høieste, uegennyttigste Kiærlighed, og det er aldeles umuligt, uden Selvfornægtelse, uden barnlig Kiærlighed til den Gud, som er alles Fader, uden den Vished, at det Liv, vi opoffre, er Intet mod det, vi vinde i Guds evige Kiærlighed. Men prøve vi os nu selv alvorligen, ak! maa vi da ikke alle tilstaae, at vi endnu ere langt fra den fulde Selvfornægtelse og uegennyttige Kiærlighed, der ene kan giøre os dygtige til i Sandhed at sætte Livet til for vore Venner, at opoffre os for Fædrenelandet. Havde vi da ogsaa kun den eneste Ting for Øie, at giøre det i Sandhed, som vi navnlig og frivillig tilbyde, o da maatte vi dog føle, at vi høiligen trænge til at størkes og voxe i den Tro og den Tillid til Gud, som ene kan virke Kiærlighed i os.

O, er der da Nogen herinde, som ikker føler denne Trang hos sig, som ei har det faste Forsæt, med Guds Hielp at tilkæmpe sig Seieren indvortes over Selvkiærlighed, Kiærlighed til Verden og de Ting, som ere af Verden, o han skiælve dog for at love, hvad han aldrig kan, hvad han ikke ærlig agter at holde, han give os dog ikke Haand, for at beskiæmme Fædrenelandet og os, han grue dog for at opkalde os til Vidner imod sig her og hisset, han gange dog bort, før vi slutte det hellige Forbund! ingen Foragt skal følge ham fra os; bekymres maa vi, 37 men vi dømme Ingen, ei skal han nævnes af os som Niding eller Frafalden, aldrig skal vi nævne, hvad der forfærdede ham, naar han selv vil tie. Den, som nævner en Saadan som Frafalden, erklæres herved for en Løgner. Ja, mine Brødre! jeg vidner det for Eder, som for Guds Aasyn, at jeg langt hellere vil høre mit Navn baaret som Fabel omkring paa Verdens Tunge, fordi alle forlade mig i den høitidelige Time, end at I skulle giøre Løftet ubetænksom eller i anden Mening, end det forelægges, end at I skulde fortryde og beskiæmme det! O, lader dog dette gaae Eder til Hjerte, som det kommer fra mit! betænker derhos, at om I blive her, da vil I faae Eders Navne at høre føiede til mit med Latter og Spot, thi det kan og skal ikke skiules, hvo som giør Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gierninger maa blive aabenbarede, thi de ere gjorte i Gud.

Nu da i Herrens Navn, hører de Spørgsmaal, jeg forelagde mig selv, og som jeg maa forelægge hver den, der vil føie sit Navn til mit!

Kalder du det Ret, at du nu udelukkes af Samfundet, dersom to Brødre vidne imod dig, at du er et Menneske, vant til at lyve, og at du siden udstødes, dersom to saadanne vidne, at du aabenbarlig har sveget din Troskab imod Gud og Brødrene?

Vil du, af Kiærlighed til Brødrene, vove Liv og Blod for Fædrenelandet?

Veed du, at det er umuligt uden fast og levende Tro paa den levende Gud og Tillid til ham?

Vil du, af al den Formue, Gud giver, tragte efter at oplyses, stadfæstes og bevares i denne Tro og Tillid?

Med en høitidelig Alvor og tildeels med den inderligste Rørelse, som Ingen af os er istand til at glemme, bleve disse Løfter gjorte, og det saaledes, at jeg efter det første Spørgsmaal vendte mig til Forsamlingen og spurgte om mig selv og enhver navnlig: er der Nogen iblandt Eder, der kiender ham som et Menneske, vant til at lyve, og naar dette Spørgsmaal var besvaret med nei, og de andre med et lydeligt Ja, da tog jeg ham i Haand, som gjorde Løftet, og sagde: saa modtager jeg da herpaa paa alle Brødrenes Vegne din Haand og giver dig paa alle deres Vegne Samfunds høire Haand. Naar dette var skeet med hver især, da skrev han sit Navn under Brevet til Dannemarks Konge, men Brevet lyder Ord for Ord saaledes:

38

Til Kongen!

Som tro Undersaatter stædes vi frem for Deres Majestæts Aasyn med inderlig Bedrøvelse over Fædrenelandets, det gamle Dannemarks sørgelige Tilstand og store Fare; men ogsaa med den faste Beslutning, i Guds Navn, at giøre og taale Alt, hvad vi formaae, paa det at Fædrenelandet maatte frelses, saa det hverken vorder et Vaabenbytte for de ublu Fjender, eller sønderlemmes ved en haanlig Fred; thi det er vor Overbeviisning, at Alle, som bruge det danske Tungemaal, fra Vardøhuus til Dannevirke, og som Gud har forenet under Deres Majestæts og Deres høilovlige Forfædres Scepter, skal betragte hinanden som Brødre, ja som eet Legeme, der ei kan sønderrives uden at døe, og paa hvilket ingen Lem, for at frelse sig, maa tillade, at en anden fordærves.

Høibaarne Konge!

Det maa vel synes ei dristigt allene, men daarligt, at faa Mænd, uden Guld og Krigskyndighed, tilbyde Fædrenelandet deres Tieneste, som om det var synderlig tjent med dem; visselig, det var ogsaa stor Daarlighed, dersom vi trøstede og stolede paa vor egen Forstand, Størke og Manddom; men det giøre vi ingenlunde; vi bekiende lydelig og ærlig, at vi Intet formaae af os selv, men stole kun paa Herren i Himlen; naar vi see ud over Fiendernes Hære, da sige vi frimodelig med David: i vor Guds Navn oprette vi Bannere; Hine forlade sig paa Heste og Disse paa Vogne; men vi, vi vil komme Herrens vor Guds Navn ihu.

Høibaarne Konge!

Er der nogen Kongeslægt i Europa, som stadelig haver forladt sig paa Herren og erfaret hans Frelsning paa underlige Maader, da er det den, af hvilken Deres Majestæt er udsprungen, da er det Diderik den Lyksaliges Æt; er der noget Land i Europa, der i de sidste trehundrede Aar, medens Deres Majestæts høilovlige Fædre sadde paa Thronen, har mangengang været stædt i saadan Fare, at Frelse syntes umulig, og som dog frelstes, ei ved dets Hærs Mangfoldighed, men ved Guds naadige Styrelse, ved den Kraft og det Mod, han forlenede Enkelte, da er det Nordens Tvillingrige. Vi vil mellem de mange Vidnesbyrd, Historien om de længst henfarne Dage frembyder, kun nævne det om Frelsen i den Tredie Frederiks Dage, fordi 39 det minder os trøstelig om, og ogsaa Mænd, der ellers kun fulgte Bogen, vare mellem de frelsende Redskaber, der de med Bogen fulgte Basunen.

Høibaarne Konge!

Det er os Ikke givet, at vide Tiden eller Stunden, naar Herren vil bruge os, vi vide kun det, at vi skal være rede, naar han kalder. Det agte vi da for Hans Kald giennem sin Tjeners Mund, naar Deres Majestæt opkalder Jyllands Mænd til at værge om Landet og fordrive Fjendernes Hær.

Hvorledes vi da skulle bruges, det overlade vi trygt til Deres Majestæt; vi vide kun dette, at ligesom vi love Troskab og Standhaftighed med Haand og Mund, saa skal vi og virke med begge disse i Herrens Navn efter hvers Formue, og vi vove at fremstille det underdanig for Deres Majestæt, hvorledes vi tro, at Meest kan udrettes ved os.

Vi mene, at naar Opbudet skeer, da var det bedst, at de, som følte Kald til at tale til Folket i Guds Navn, skulde, helst som Præster, drage omkring, tale Guds og Kongens Ord, og siden følge Hæren. De Øvrige derimod tro vi duelige til at fordeles i Bondehæren som Underbefalingsmænd, der ved Lydighed, Mod og Standhaftighed kunde lyse i den snevrere Kreds, og saa at sige bære Hæren til Seier. Af vor Konges Haand vente vi da krigskyndige Mænd, som skulle styre og raade.

Saaledes have vi da i Guds Navn underdanig og frimodig udsagt for Deres Majestæt, hvad der boer i os, og hvad vi mene med Guds Hielp at kunne bidrage til Fædrenelandets Vel og Frelse i de haarde Dage. Den samme Gud forlene Deres Majestæt Viisdom til at dømme i denne Handel, som i Alt, saaledes, at Hans Navn helliges, Hans Rige kommer, og Hans Villie skeer, som i Himmelen, saa og paa Jorden. Da veed vi, at Dannemark og Norge skal endnu blomstre under Deres Majestæts Scepter, og Nordens Krone blomstre omkring Deres Tinding.

Saa bede
allerunderdanigst

  • N. F. S. Grundtvig, Capellan.
  • A. P. Thrige, Studiosus Theologiæ.
  • Chr. R. P. Kierulff, Stud. Theol.
  • Poul Martin Møller, Stud. Theol.
  • Holger Wilhelm Nyholm, Stud. Theol.
  • 40
  • Peder Lauritz Ingerslew, Stud. Theol.
  • Jens Blicher, Stud. Theol.
  • Fredrik Friis, Stud. Philologiæ.
  • Hans Daniel Uldall, Stud. Theol.
  • Thomas Møller, Stud. Theol.
  • Frederik Carl Rosen, Stud. Theol.
  • Hans Henrik Nikolai Møller, Cand. Theol.
  • Niels Bay Lund, Stud. Theol.
  • L. J. Dahl, Stud. Theol.
  • N. Bierfreund Søtoft, Stud. Theol.
  • K. Peter Hagenstrøm, Stud. Theol.
  • Halvor Aschehoug, Cand. Theol.
  • Niels Fritz, Stud. Theol.
  • Hans Billeschou Jansen, Cand. Juris.
  • Friderik Christian Ring, Stud. Chirurgiæ,
    Candidat paa Frederiks Hospital.
  • Jørgen Fog Steenberg, Stud. Medicinæ,
    Candidat paa Frederiks Hospital.
  • Poul Gottfred Wanning, Stud. Philologiæ.
  • Johan Ludvig Christian Obel, Stud. Philol.
  • Peder Berendt Christian Suhr, Stud. Philol.
  • Peder Kragh, Stud. Philologiæ.
  • P. Galthen, Stud. Theol.
  • P. H. Bendixsen, Stud. Philologiæ.
  • Wilh. Rud. Dichman, Cand. Theol.
  • Gustav Adolph Dichman, Stud. Theol.
  • Chr. F. C. Wormskiold, Cand. Juris.
  • J. Georg Dibbelt, Stud. Juris.
  • Jørgen Bierregaard, Cand. Theol.
  • Henrik Anker Bierregaard, Stud. Juris.
  • Hans Brøchner, Stud. Philologiæ.
  • Albert Leth, Stud. Philologiæ.
  • Palæmon Laurberg, Stud. Philologiæ.
  • Georg Albrecht Koefod, Cand. Juris.
  • Christian Peter Christensen, Stud. Philologiæ.
  • Kristen Olsen, Cand. Theol.
  • Nicolai Fogtmann, Cand. Theol.
  • P. D. Bruun, Stud. Philologiæ.
  • Niels Møller Spandet, Cand. Juris.
  • Christfried Ehrgott Jantzen, Stud. Theol.
41

I en kort Bøn bad jeg Gud størke os til at holde det hellige Løfte, og talede omtrent disse Ord:

Brødre! Det kunde maaskee forundre Eder, at jeg i alt Dette haver talt hardtad, som en gudfrygtig Hedning kunde, at jeg hardtad ikke har nævnet det velsignede Navn, efter hvilket vi kaldes, og paa hvilket vi alle ere døbte; det Navn, som jeg ellers frilig bekiender, som den eneste Troes og Saligheds Grundvold: vor Herres Jesu Christi hellige Navn. Jeg har troet at turde tie dermed, fordi min Tro maa være Eder alle vitterlig; jeg har troet at burde, fordi jeg veed, hvor mægtig Tidens Strøm har bruset og henrevet i de sidste Dage, hvilken Taage der fremkogledes for vore Øine, saa de seent faae Syn paa Guds Herlighed i den Herres Jesu Christi Aasyn; fordi jeg ei vilde friste Nogen af Eder til eet Ord, han ei kunde ærlig udsige; endelig fordi jeg veed, at hvo som frygter Gud og holder sig til Ham, skal og i sin Time komme til al Sandheds Erkiendelse; ja, at alle Guds Børn engang skal mødes til Troens og Guds Søns Erkiendelses Enighed. Men, ligesom den Klædning, jeg bærer, skal minde Eder om, Hvis Tjener jeg er, saaledes er det og min Skyldighed at vidne lydelig for Eder, hvad jeg veed, er Sandhed: der er intet andet Navn under Himmelen givet Menneskene at vorde salige udi, og den Guds Fred, som overgaaer al Forstand, forvarer Hierter og Tanker i Christo Jesu, ja uden Ham kan vi slet intet giøre, og dersom Nogen ikke bliver i Ham, han er som en visnet Green, hvilken de sanke til at brænde.

Nu Brødre! endt er den Forretning, til hvilken vi sankedes og samledes i disse Dage, ingen Forsamling ville vi nu have for os selv, uden der maatte komme noget Øvrigheds Budskab, som angik os allene; thi vi have Intet at holde hemmeligt, Verden skal ei med mindste Skin kunne beskylde os for nogen Mørkheds Gjerning; dens Nysgierrighed vil vi ikke friste.

Hører nu mit sidste, alvorlige Ord; lader os dog nu for Guds Skyld aldrig ophøie os over Nogen, ingenlunde tænke, at vi ere beskikkede til at udrette noget Stort og Glimrende i Verdens Øine, thi visselig, det er den brede banede Vei til Intet at udrette for Gud. Hovmod og Ærgierrighed ere de Djævle, som have ødelagt mange hundrede Samfund, som gjordes i Guds Navn, de ere ogsaa tilstæde hos os, hver vogte sig vel og bede af Hjertet: Gud leed os ikke i Fristelse. Nei, al vor Tanke skal være, at vi vil med Guds Bistand være Hans Redskaber, rede til at udføre, hvad Ham behager. Da kan vi være rolige, om det 42 og maatte synes, som al Leilighed betoges os til at vise vor Villie og Beslutning; thi visselig, det synes da kun saa, fordi Guds Tanker ere saa høit over Menneskens Tanker, som Himlen er over Jorden; om saa Verden aldrig nævner vore Navne, uden nu for at krandse dem med Haan og Spot, om man ogsaa, naar vi ere hensovne, skulde forgiæves lede efter vort Samfunds Spor, inderlig forvissede kan vi dog da være om, at Guds Gjerning udrettedes ved os, som I os, og at den ei var forgiæves. Derfor mine kiære Brødre! bliver faste, ubevægelige, overflødige altid i Herrens Gierning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren! Lad det ikke forundre Eder, om Verden hader Eder, den haver hadet mig førend Eder.

Der al denne Tale og Gierning tyktes fuldkommet, der Nogle vare udgangne, og jeg just vilde nedgaae, see da kom en ung Mand, som havde været tilstæde, men var udgaaet en liden Stund og kom seent tilbage, han bad alvorlig om at optages i Samfundet, og jeg havde Intet derimod, kun tyktes det mig underligt, og jeg adspurgte de Nærværende om deres Tykke. De vidnede da eendrægtelig, at han var en trofast Mand, ikke vant til at lyve; jeg modtog da hans Ja, og gav ham Samfunds høire Haand, og han skrev sit Navn, men det var Christfried Ehrgott Jantzen, og alt som jeg stirrede paa det, tykdes det mig et godt Varsel. Dog, dermed være det, som være maa, saa veed jeg dette, at godt var det for Fædrenelandet, om det snart oplod sit Øre for Engelens Helsen: Eder er en Frelser født, den Herre Christus, i Davids Stad, og istemte Hærskarens Lovsang: Ære være Gud i det Høie, Fred paa Jorden! Det veed jeg ogsaa, haabede jeg ikke, og var jeg ikke under Bøn til den Himmelske Fader blevet vis derpaa, at denne Handel er af Herren, og at den i Hans Time skal hjelpe til Hans Navns Helliggiørelse og Hans Riges Komme, da vilde jeg ei opladt min Mund, eller havde jeg talet ubetænksom, da vilde det angret mig inderlig; thi Verdens Herlighed er som Græssets Blomst, der maa visne og affalde, kun Herrens Ord bliver evindelig. Han størke os Alle til sin Gierning, og bevare os i Sit hellige Samfund! Ham være Ære evindelig i Jesu Navn, Amen.

43

Tillæg.

Medens de foregaaende Blade vare under Pressen, skedte det, at jeg den femtende Januar modtog fra Hs. Exellence Oberhofmarskalk v. Hauch, som havde besørget Brevet til Hans Kongelige Majestæt, et Brev fra Allerhøistsamme, til Hans Exellence, hvori der var Beskeed til os. Herom underrettede jeg da flux Vedkommende, og bad, at de vilde samles med mig den sextende om Aftenen Kl. 5, for at høre Brevet oplæse, og om dem saa syntes, tillige min Betænkning om det Nærværende, dog lagde jeg til, at det ingenlunde giordes behov at være alene ved slig Leilighed, ja at jeg, for min Deel, gierne saae, om flere Alvorsmænd vilde være tilstæde.

Det skedte da saa, og anden Søndag efter Helligtrekonger talde jeg i Guds Navn blandt en talrig, og som det lod, heel alvorlig Forsamling, saa, som nu følger, enddog det ei Alt taldes saa Ord for Ord.

Først er det min Skyldighed, at kundgiøre Eder, som enedes med mig om det, vi toge os den underdanige Frihed at tilskrive Hans Kongelige Majestæt, hvad Udfaldet paa denne Sag hidindtil haver været.

Det var Eders Begiæring, at Olsen og jeg skulde forespørge hos Hs. Exellence, Statsministeren Grev J. G. Moltke, om Brevet maatte giennem hans Haand gaae til Majestæten; vi gjorde det, men henvistes med stor Artighed til vore Foresatte, og endskiøndt endeel af os ei hørte til Livkorpset, vovede vi dog at bede Hs. Exellence Oberhofmarskalk v. Hauch at fremsende Brevet, hvilket han med særdeles Høflighed strax tilmeldte os at være skeet, og hvorfor vi paa Selskabets Vegne have aflagt skyldigst Taksigelse. Saaledes er det skeet, at Hans Kongelige Majestæt, der fra samme Haand modtog en anden allerunderdanigst Ansøgning fra endeel af Livkorpsets Medlemmer, har igjennem Hs. Exellence tilkiendegivet os sin allerhøieste Villie 44 i Fælledskab med dem, der dog i denne Sag ei vilde giøre fælleds Sag med os, og hvis allerunderdanigste Tilbud ei heller var af samme Art. Saameget troer jeg forud at burde sige til Forklaring af det i Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Skrivelse, som synes almindelig talt, uden dog at være anvendeligt paa os og vort allerunderdanigste Tilbud. Den allernaadigste Skrivelse lyder Ord for Ord saaledes:

Vi have med sand Tilfredshed modtaget Din allerunderdanigste Skrivelse af 8de d. M., hvorved Du, som Chef for Vort Livkorps, har forelagt Os tvende fra en Deel af Korpsets Medlemmer indgivne allerunderdanigste Ansøgninger, hvori de tilbyde sig at medvirke til Landets Forsvar, hvor og hvorledes deres Kræfter bedst kunne benyttes, og at behandles samt underholdes som simple Soldater, for ved deres Exempel at bidrage til at vække de Følelser hos Nationen, som kunne fremvirke Statens Redning.

Vi erkiende med Landsfaderlig Velbehag dette Tilbud, der vidner om den sandeste Hengivenhed for Os og Fædrenelandet, og Vi ville, at du bevidner Korpsets Medlemmer, der have indgivet forommeldte Ansøgninger, Vor allernaadigste Tilfredshed, med Tilføiende: at Vi med Glæde ville benytte Os af disse brave Studerendes gode Villie, naar Omstændighederne skulde udfordre det, men aldrig glemme de Føleiser, de ved denne Leilighed have lagt for Dagen.

Hovedqvarteret Hindsgaul d. 11te Januar 1814.

Frederik R.

Til
Chefen for Vort Livkorps
Vor Overhofmarskal v. Hauch,
Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand etc.

Mænd! Brødre! Det kunde vel synes, at hermed var min Forretning endt, at ligesom Tegnet er givet os til atter i Stilhed at røgte hver sin beskikkede Gierning, saaledes gjordes ei meer Tale behov om Noget, vi agtede at giøre i Samfund, men om hvilket vi have fornummet, at Timen var ikke kommen. Alligevel haver jeg isinde at tale nogle Ord, og kunne I fortænke mig deri? skulde det virkelig være aldeles overflødigt? Jeg mener nei, thi efter den Agtelse og Tillid, hvorpaa I have givet mig et 45 saa stort Beviis, kunde jeg vel da udgaae af Eders Kreds, uden at lade Tungen sige, hvad Hjertet mener, at dette Beviis er mig Inderligt kiært, at det med Guds Hielp skal være mig uforglemmeligt under alle Omskiftelser, hvor jeg saa vendes og stædes i Verden. Og visselig, det er ikke liden Tak, jeg skylder Eder, thi jeg sagde Eder forud, at I, ved at enes med mig i en saadan Handel, udsatte Eder for at dele den Spot og Haan, hvormed Verden krandser mit Navn og min Gierning, jeg sagde Eder det, og dog bleve I hos mig, bleve, endskiøndt endeel af Eder neppe have den Tro, som er det hos mig, der egenlig forarger Verden, men og det, som størker mig til at foragte dens Roes og bære dens Forhaanelse. Visselig, jeg skatter denne Eders Gierning høit, just fordi jeg har Intet af alt det, der frister Verdens Børn til Samfund, fordi Saameget maatte advare Eder for at række mig Haand, fordi jeg maa tro, at det ene var Sandhedens Kraft og Eders Ærbødighed for den, som forenede os.

Men, fandt jeg det sømmeligt for min Skyld at forlænge Talen noget Lidet, da fandt jeg det ligesaa for Eders. Jeg veed, hvor underlig man kan vorde tilmode, naar Noget af det Bedste, man i sit Liv har foresat sig, synes unyttigt, jeg veed, i hvilken Fare vi netop da svæve for at nedsynke i en Tomhed og Ligegyldighed, som er Sjælens Pestilense, jeg veed, hvor haanlig Verden betragter enhver ædel Beslutning, der ei ender med et udvortes glimrende Værk, jeg veed, hvor ivrig den ønsker, at vi selv skulde fortryde vor gode Villie, og hvor saare vi i os selv fristes dertil. Men naar jeg nu veed alt dette, naar jeg ogsaa veed, med hvilket Sindelag vi skal væbne os mod disse Fiender, naar jeg selv kiæmper i den Rustning, naar jeg ikke veed, om det er saa med Eder alle, men veed, at vi alle behøve Paamindelse og Opmuntring, kunde jeg da forlade Eders Kreds uden at tale derom. Endelig, vi leve i aabenbare Trængsels Dage; til Intet er Mennesket mere tilbøieligt, end at vælte Skylden fra sig selv paa Andre, at laste og knurre og bespotte, og dog er det vor ueftergivelige Skyldighed, altid at mærke paa Bjelken i vort eget Øie, at bære hverandres Byrde og i inderlig Kiærlighed dømme Brødrene mildt, medens vi strængelig revse os selv, dog er dette Sindelag det eneste, som kan giøre os tækkelige for den Gud, hvis Tilgivelse og Naade vi saa haardt behøve, det eneste, som kan læge Fædrenelandets dybe Saar, og hvorledes turde jeg lade nogen Leilighed ubenyttet til at minde Eder og alle, som vil høre mig, om disse uomstødelige men saa almindelig glemte og ringeagtede Sandheder?

46

Lad mig da først, o Brødre! minde Eder om, at da vi rakte hverandre Haanden i broderligt Samfund, da lovede vi ikke at holde Vedtægter og Skikke, som ere Forfængelighed, da lovede vi ikke at staae hinanden bi til en Gierning, der var vor Egennyttes eller Ærgierrigheds Ønske, da lovede vi ikke Noget, som en Konge, ja som Gud selv kunde løse os fra; nei vi lovede i Forening at udvise den inderligste Kiærlighed til Fædrenelandet, som er umulig uden levende Tro paa Gud og Kiærlighed til Ham, uden Hjertets daglige Renselse og Opløftelse til Herren, uden daglig Fremgang til Sandheds Erkiendelse i Gudsfrygt. Anledningen hertil var Fædrenelandets udvortes Fare og det Haab, med Guds Hielp, at kunne bidrage Noget til dets Redning, det var Anledningen, men Skyldigheden den er jo dog ligegammel med os, den staaer jo dog uforanderlig som Guds uudslettelige Skrift i vort Hjerte, om saa Fædrenelandet i blomstrende Tilstand syntes at kunne undvære os, eller i overvættes Trængsel og Opløsning at være uopreiselig nedtrykt. Ja Venner! det er jo dog en uimodsigelig Sandhed, at det bør os alle, under alle Omskiftelser at frygte og elske Gud over Alt, og os paa Hannem alene forlade; det var jo dog Galenskab, om vi betragtede Fædrenelandets Nød som et Tilfælde, i hvilket vi maatte beflitte os paa en Gudsfrygt og Kiærlighed, vi ellers kunde undvære, istedetfor at see i den en af de mange synlige Ting, hvorved Gud driver os til at beskue os selv, at føle vor Trang og vor Skyldighed, at begynde eller fuldende den Kamp, i hvilken Verden og dens Begiæring skal overvindes, og Livets Krone i Guds hellige Samfund tilkiæmpes. Var da end vort Tilbud forkastet, var det vist, at vi aldrig skulde komme til at vove Livet mellem Kugler og Sværd, var det end ikke saa, at mange af os tragte efter det Kald at vorde Guds Ords og Sandhedens viede Tienere, o, det blev dog vor uforanderlige Skyldighed stedse at bevare vort høitidelige Løfte i hellig og kiærlig Erindring, og er det sandt, at Samfund driver og størker, da og, som Leilighed undes, at holde os til dem, om hvilke vi veed, eller dog maa formode, at de føle samme Trang, have samme Maal for Øie som vi, ja at lære af hverandre at foragte Verdens Roes, men tragte efter Guds og alle Godes Bifald. Men er det nu saa, som det er, at vor Konge i Naade har hørt vort Tilbud, er det vist, som vi veed, at Fædrenelandets Nød hverken endes i Dag eller i Morgen, og at vi ikke veed, hvilken Dag det vil vinke os, er det vist, at mange af os have kaaret det store Kald at oplyse vore Brødre om Sandhed, at størke dem i Tro, Haab og Kiærlighed,

        

47 ret egenlig at opoffre vort Liv til Fædrenelandets Frelse, o hvor maa vi da ikke takke Gud, som ved en, som det syntes, saa sørgelig Anledning vakte os til at eftertænke alvorlig vor indvortes Tilstand og mere ivrig at tragte efter de Ting, der ere os alle uundværlige til vor egen Fred og Salighed og til vort Embeds Gierning, vakte os dertil og samlede os uformodentlig med Mænd, mellem hvilke vi kan haabe at finde og beholde trofaste Venner, Raadgivere, Trøstere paa Livets Vei, Medarbeidere til Guds Gierning. Ja, have de Fleste af os, som de vel have, ved denne Leilighed bemærket, at de hængte ved Verden med flere og stærkere Baand, end de vidste, at deres Tro, Haab og Kiærlighed vare svagere, end de før troede, svagere, end det sig burde, til at giøre den Gierning i Sandhed, hvilken de udlovede og maatte erkiende for en usvigelig Prøvesteen, hvor maa vi ikke da takke Gud, fordi Han under os Tid til at renses og voxe, fordi Han mindede os itide, saa at vi, naar Hans Time kommer, kan findes beredte til Hans Gierning! med hvilken Inderlighed maa vi ikke knytte os til dem, vi agte for trofaste, og saaledes væve det Kiærligheds Baand, med hvilket vi agte, om det stod til os, at omvinde Fædrenelandet, og sammenføre de adskilte Lemmer, ja med hvilket vi haabe at knyttes uadskillelig til Ham, som lever evindelig! Saaledes, Brødre og Venner, sømmer det sig for os at beskue det Samfund, hvori vi frivillig traadte, som et saadant, hvori Ingen kan holdes et Øieblik længere, end det er hans Hjertes inderlige Begiæring, og hvoraf Ingen kan udgaae, denstund han lever, dersom det er hans alvorlige Attraae at frygte Gud, blive i Sandheden og forsamles til de Fromme, som et Samfund, der ei er bundet til vilkaarlige Love, til Tid eller Sted, men skulde bestaae af alle dem, som boe paa Jordens Kreds, bestaae af Alle, som have Gud og Sandhed Mær, men kan kun synlig yttre sig blandt dem, som Herren førte sammen til at arbeide sammen. Ja, mine Brødre, der vi gave hverandre Haand, da gave vi Sandheden Haand, og det kan ikke andet være, end at vi alle, som meene det ærlig, maa, hvor snart og hvor vidt vi saa spredes, stedse ihukomme den høitidelige Time, og give Agt paa hverandre særdeles, at vi inderligere frydes ved det, Gud lader opvoxe under hvers Haand, som om vi vare deelagtige derudi, at vi føle dybere Sorg, om vi see Nogen af disse svige den Sandhed og Kiærlighed, han tilstod at kjende og frivillig hyldede. Ja, o mine Brødre, lader os dog aldrig glemme, at blev dette og den sidste Gang, vi sees herneden, tabte vi end paa vor hele Vandring i Støvet hinanden

        

48 af Syne, o, engang skal vi dog forsamles for den Eviges Domstol, og vi kan ikke nægte, at vi have hørt hinandens utvungne Bekiendelse om det Høieste i Livet; om det og giælder os selv, maa vi dobbelt kalde det Ret, naar Herren siger: efter dine Ord skal du dømmes. O! give det Gud, at vi der maatte glade forsamles, og have det Vidnesbyrd i vort Inderste, at gik vi end paa vilde Veie i de forrige Dage, maatte vi end altid sukke over Skrøbeligheden, saa bevarede vi dog fra den Time det ærlige Forsæt at omgaaes i Sandhed, saa vendte vi dog stedse kiæmpende vor Stav mod det Høie, hvor vort sande Fædreneland er, saa voxte vi dog ved Guds Naade i Sandheds ydmyge uindskrænkede Kiærlighed, saa var det dog vor synlige Stræben at vandre tugtig, retfærdig og gudelig i denne Verden. O, da skal Fredens rolige Bolig oplade sig for os, da skal vi af Herrens Mund høre det Vidnesbyrd, at vi ere Brødre i Sandheden og den evige Konges elskelige Sønner.

Eet Ord haver jeg endnu at sige; hvor det forrige fæstede Rod, avles dette af sig selv, men det kan ikke siges for tydelig og tit.

Ingen af os veed, hvad Gud i det Enkelte har besluttet over Fædrenelandet, vi veed kun i det Hele, at vil det være Hans Mark og Have, da frelses og æres det vist paa det Sidste, og hvis ikke, da maa det forgaae; men Hans Raad ere urandsagelige, og Hans Veie usporlige, giennem Trængsel gaaer altid Veien til Ham og Hans Rige, maaskee gaaer vort Fædrenelands giennem stor Trængsel og Skam; o lader os da for Alting ikke forsage eller knurre, men stole paa Herren og i Hans Navn arbeide trøstig hver efter Kald og Formue, visse paa, at Haabet skal aldrig beskiæmme. Der er en Slægt, siger Skriften, som ikke bæver, naar den bespotter Majestæter, og langt behøve vi ikke i vor Tid at vandre for at møde Folk af den Stamme; o at dog hver vilde vogte sig vel for at blandes med dem, vogte sit Hjerte og vogte sin Tunge! Ja, jeg vil tale frit og aabenbart, som det sømmer sig for Præsten især; det er Hedningers Viis at skiælde deres Afguder eller deres Konger, naar Uheld times dem; ogsaa i dette, som i saa Meget, ja i Alt, ere Mange nuomtide Hedningers Staldbrødre, og jeg er vis derpaa, at kommer den Trængsel og Skam over Landet, som vi kan vente, som er den Tugt, vi saa længe fortiente, som skulde virke Bedrøvelse efter Gud til Omvendelse og Frelse, o da vil Mange knurre mod Ham, som Herren satte over os, og de meest, hvis Brøde er størst, som have gjort Alt for at nedkalde Herrens Straffedomme.

49

Det er sandt, en Konge er ingen Gud, ogsaa han er Støv og Aske, et skrøbeligt Menneske, som kan forraskes, forledes og feile, men hvem er da den fuldkomne Mand, som har Ret til at dømme? var han her, han vilde taus nedbøie sit Hoved og skrive paa Jorden. Ja, stirrer dog engang ret vist paa Mændene i Purpur, som klæde Verdens Troner, og siger mig dog, for hvilken af dem alle I, hvis det stod til Eder, vilde bortbytte den Konge, hvis Lyst er til Retfærdighed, hvis Øre ei lukkedes for Sandheds Tale og ei for Betlernes Klage, hvis Øre og Sal stod aaben for Hyttens, som for Paladsets Indbyggere, den Konge, hvis Hjerte føler Landets Nød, ja hvis Taarer vilde være mellem de sandeste, der vædede Dannemarks Gravhøi; ja jeg tør sige det, for Kong Frederik den Siette, og trods den, der tør kalde mig en Løgner eller Hykler eller leiet Smigrer, trods den, der kan sige, at jeg nogensinde annammede eller beilede til Guld eller Ære af Kongens Haand, trods den, som skal høre eller see mig beile til Saadant! Nei, kun derfor siger jeg det, fordi det er Sandhed, vigtig og glædelig Sandhed, fordi de Ord, som vor Tidsalder vilde udslette med hinanden: frygter Gud og ærer Kongen! staae tilsammen i min Bibel, og jeg vel skal vogte mig for at adskille, hvad Gud har sammenføiet. Og visselig, det baader slet Ingen (ved) at prøve derpaa, det skal derfor være min sidste inderligste Formaning til Eder: frygter Gud og ærer Kongen! beder med mig til den ene, vise og mægtige Gud, at Han vil være vor Konges Raadgiver, veilede Ham til al Sandhed, stadfæste hans Trin paa de rette Veie, og stadfæste hans Kongeslol i det frelste og rensede Land, saa vi engang under Hans Retfærds Spir maatte leve et roligt og stille Levnet i al Gudelighed og Ærbarhed! O, kunde, o vilde Mange bede saa, bede saa i den Herres Jesu velsignede Navn, da skulde det sees, trods Verdens Nei, at Bønner kan værge Lande og opholde Troner, medens hine ødes og disse styrte mellem Guldets Dynger og Hærens mange Tusinder.

Ja hører mig, og hører Sandheden, alle, som have den kiær! kun derved kan Fædrenelandet frelses, at vi forkynde Hovmod og Egennytte og kiødelig Vellyst en evig Krig, at vi ydmyge vore Hjerter for den ene Vældige, Kongernes Konge, at vi oplade dem for Hans Aand og Hans Ord, at vi udbrede dem i inderlig, reen og uegennyttig Kiærlighed til hverandre, som Lemmer paa det samme Legeme, til Kongen, som Legemets Sjæl. Veed Nogen i Herrens Frygt Raad, som kan due, Ord som bør høres, nu vel, saa give og tale han dem i Herrens Navn ærbødig 50 og frimodig, uden Frygt for dem, som ei kan slaae Sjælen ihjel, ja som ei have Magt over et Haar paa vort Hoved, uden den gives dem herovenfra; men lade vi, selv raadvilde, vor Tunge fare frem paa Jorden, knurre vi over den Byrde eller Skjændsel, som trykker og rammer os, da bekiende vi kun dermed, at vi ikke frygte eller elske Gud, men elske Verden, dens Ære og Liggendefæ, da skal vi vide, at Herren vil ikke frelse os, at kunde vi og forsamle alle Verdens Vise til vor Øvrighed, kunde vi bygge vore Huse af Guld, og opfylde Jorden med vore Hære, vi skulde dog forgaae, naar Han talte, som tilintetgiør de Vises Visdom og de Forstandiges Raad, for hvis Trudsel Jorderig maa bæve, Stormene standse, og Bjergene flye.

O give da Gud! at Tvillingrigets Mænd vilde i disse Tugtens og Trængselens Dage oplade Hjertet for Sandhed, for Følelsen af den Sandhed, at vi have syndet med vore Forfædre, mishandlet og havt os ugudelig, for Følelsen af den Sandhed, at vilde Gud handle med os efter vore Synder og betale os efter vore Misgierninger, vilde Han ei glemme vor Overtrædelse i Miskundhed, og naadig lade Sit Ansigt lyse, da vare vi forlorne; men og oplade Hiertet for den Trøst, der taler til os som Børn, og siger: hvor er den Søn, som Faderen ei revser, og hvem Herren elsker, den revser Han; thi medens den er nærværende, synes vel al Revselse ikke at høre til Glæde men til Bedrøvelse; men derefter skal Han igiengive dem Retfærdigheds fredsommelige Frugt, som ere øvede derudi.

Derfor Brødre! Venner! gamle Danmarks Sønner! opretter de hængende Hænder og de forsmægtede Knæ, og giører visse Trin med Eders Fødder, at ikke det Halte skal drages af Led, men heller vorde lægt! Lader os frygte Gud og ære Kongen! da skal Gud velsigne os og det gamle Land, hvor Gudsfrygt og trofast Kiærlighed til odelsbaarne Konger har havt et Hjem i de forbigangne Dage, som ingensteds i denne Verdenspart. Ja, da skal det skee, hvad Frederik den Sjette skrev og talte vist af Hjertets Fylde; de gudfrygtige, kiærlige Følelser, vi lægge for Dagen i Trængselens Tider, dem skal Han aldrig glemme, de skal trøste og størke Ham under den svare Byrde og den tunge Bekymring, under den Tornekrone, Herren satte paa Hans Hoved; de skal skynde Ham til, stedse mere ivrig at søge Raad og Kraft og Trøst hos vor Fader i det Høie; og naar Prøvelsens Time er til Ende, da skal Roser udspringe af den Tornekrone, og smykke Hans Tinding, og læge de blodige Saar, og uddufte Liflighed og Glæde over Landet. Ja, vi som frygte Herren, vil 51 istemme i Dannemarks Navn med den hellige Sanger1: min Gud! Afgrund raaber til Afgrund for Dine Elves Lyd, alle Dine Vover og Dine Bølger gik over mig, jeg vil sige til Gud: min Klippe, hvorfor haver Du glemt mig, hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, medens Fjenden trænger? medens der myrdes i mit Inderste, forhaane mine Fjender mig, i det de sige den ganske Dag til mig: hvor er din Gud? Send Dit Lys og Din Sandhed! at de, de maa ledsage mig, at de maa føre mig til Dit hellige Bjerg og til Dine Boliger, og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds, min Glædes Gud, og takke Dig paa Harpe; o Gud! min Gud! Hvorfor nedbøier Du Dig, min Siæl, og hvorfor bruser Du over mig? bie efter Gud! thi jeg skal endnu takke Ham, mit Aasyns megen Frelse og min Gud! O, gid vi Alle kunde sige Amen! i Jesu Navn Amen!

*
OM UDSIGTERNE FOR CHRISTI KIRKE.

DEN 6. Juli 1814 var Grundtvig tilstede ved Landemodet i Maribo Kirke og oplæste en Afhandling, hvis fulde Titel i Opskriften er følgende:
Om
Udsigterne for Christi Kirke
til at læse
paa
Laalands Landemode
i
Maribo Domkirke
d: 6te Julii
1814

Denne Tale, som tidligere er trykt i Dansk Kirketidende for l6. og 23. Juli l876, er mærkelig derved, at Gr. deri for første Gang Mart og udførligt gjorde Rede for det ejendommelige Haab, han nærede, om Kristenlivets Genfødelse i Danmark og den store Opgave, Gud vilde give den danske Menighed at løse i dens sildige Blomstringstime.

Dette Haab var opkommet hos ham i Efteraaret 1810, da han under sin begejstrede Bibellæsning blev »lynslaaet« af den Tanke, at de syv Breve i Johannes' Aabenbaring er stilede til syv store Folkemenigheder, der skal afløse hinanden som Førere for Kristenheden indtil Dagenes Ende, og da den Anelse dæmrede for ham, at den sjette af disse Menigheder, med Navnet Filadelfia, d. e. Broderkærligheden, maatte være den nordiske. - Han siger tyve Aar senere, i en af Søndagsbogens Prækener, at denne Opdagelse »tændte det gaadefulde Lys, hvori han siden vandrede, og den hellige Ild, som brændte i hans Hjerte, naar han talede til Folket og oplod dem Skrifterne«. - Dette var den Stjerne, som han saa' lyse over Norden i Aandens Vinternat.

I Begyndelsen stirrede han mod Norge i den Forventning, at Filadelfia 53 skulde bygges paa dets Fjelde. Men efter Skilsmissen i 1814 vendte han Blikket mod Danmark og vandt nu den Overbevisning, at det var her, i hans ringe og foragtede Fædreland, at Lyset skulde tændes i Stagen for at straale ud over Verden.

Dette store Haab har han nærmere begrundet i sin Tale i Maribo, hvoraf Slutningen her skal meddeles. Foredragets Begyndelse indeholder en almindelig Betragtning over den kristne Kirkes Vilkaar i de skiftende Tider, idet Grundtvig gør opmærksom paa, at ligesom Indbildningskraften udmærkede Oldtidens og Følelsen Middelalderens Kirke, saaledes er Fornuften den fremherskende Evne siden Reformationen.

VI veed det alle, at Saxen blev Landet, hvor den gudelige Fornuft i Morten Luther greb Troens Banner og streed mandelig og seierrig for og med Guds Ord, mod alle dets Fiender. Her er ikke Tid til at udvikle med mange Ord, enten hvorledes Gud underlig havde forberedet dette store Værk, hvorledes Han synlig udførde og velsignede det, eller, hvilken Grad af Erkiendelse der spores i den luthersk-christelige Bekiendelse. Det maa i denne Henseende være nok at komme med et Ord Hovedsagen ihu, den nemlig, at Bibelen blev gjort til den eneste Rettesnor, at den oversattes i hvert Lands Tungemaal og gaves Folket i Haand, thi dette er Grundtrækket af den republikanske, fornuftige, folkelige Forfatning, der nu begyndte i Kirken, Dog bør det ikke forglemmes, at Luther udgik af Munkeburet, at Brødre af den hellige Augustins Regel havde forplantet sig i Løn ligefra hans Tid, opvoxde i det 15de Aarhundrede til en talrig Orden, i hvilken hans Skrifter flittig læstes, og den i Verden husvilde gudelige Følelse fandt et Fristæd. Vist nok forvildede den sig i Mysticismens dunkle Lunde, fordi Ordets Lys kun trængde sparsomt gjennem de malede Ruder ind i Munkesellen; men dog var det der, Morten Luther af en gammel Broder lærde at tye til Naadestolen i Christi Blod, dog var Staupits, Ordenens tydske General, Luthers store Velynder, som nødte ham til at fremtræde paa Vittenbergs Høiskole, dog fandt 54 Luther mellem Augustinerne mangen tro og nldkiær Stalbroder.

Saare lærerigt er det, at betragte Reformationens Modtagelse og Skiebne hos de adskillige Folkefærd; men her maa det være nok at bemærke, at overalt sydenfor Saxen, undtagen i Vyrtemberg, ligeledes i Engelland, tiltog Fornuften sig mere eller mindre Herredømmet over Guds Ord, fordi den dybe Følelse fattedes; Saxen selv blev snart en Tumleplads for saadanne Feider, som aabenbar kundgjorde, at Christendommen der hos de fleste Boglærde var mere Fornuftens end Følelsens, mere Hovedets end Hjertets Sag. Vi maa nu haste til den sidste Tid, til den, som endnu varer, til Kirkens Trængselsdage, som synes at spaae dens Undergang, og nøies med den Bemærkning, at ligesom sand Christendom i de ældste Dage fortrængdes af luftige Griller og Forestillinger, den utæmmede Indbildningskrafts Fostre, saaledes fortrængdes den i Middelalderen af Overtroe paa Mirakler og Helgene og udvortes Bod, den vildfarende Følelses Døttre, og sidst af Tvivlesyge og verdslig Kløgt, den selvkloge Fornufts vanartige Tvillinger; altid var det Afguderie, avlet af Hjertets Ulyst til at tjene Gud i Sandhed og Reenhed, kun Afguderne skiftede efter det Foranderlige i Menneskets Vilkaar.

Nu først have vi et Stade, hvorfra vi kan overskue Tiden og Folkene og vente med Held at besvare Spørgsmaalet om Kirkens Skikkelse og Hjem i de tilstundende Dage. Kirken maa fremstaae med en klarere Erkiendelse af Sandheden end nogensinde før, med en dybere Forstand paa den hellige Skrift, en klarere Indsigt i det Aabenbaredes Sammenhæng med Menneskets Vilkaar, og hans egne alvorlige Tanker, og denne [er] for os umulig uden Bekiendskab med den Lærdom og de Granskninger, som ere sankede og foretagne tit i den uchristeligste Hensigt, men dog af Gud styrede, beredte og bevarede til Kirkens Brug og Forherligelse. Er der da intet Sted udenfor Europa, hvor Videnskaberne i den sidste Tid have blomstret, hvor Lærdommens Skatte ere samlede, da er det ogsaa vist, at en nærforestaaende Gienfødelse af Christendommen er at vente, ikke udenfor men i Europa.

Men hvor? Det maa være hos et Folk, som hidindtil ei var Høvding i Kirken, hos hvem Følelsen hidindtil har hersket meer end Erkiendelsen, som altsaa ikke har glimret i Videnskabernes Rige, men som dog er Borger deri, og har af Gud faaet Evner til i sin Tid at vorde det ypperste blandt alle. Saadant maa 55 Folket være, thi uden den dybe Følelse vorder Christendom ikke Alvor, uden den bøier Fornuften sig ikke under Troens Lydighed, og uden en særdeles aandelig Natur er Folket uskikket til den høie Erkiendelse. Nu kan Man frit sige, skal et saadant Folk findes i Europa, da maa det være nordenfor Elben, thi Schvaben og det catholske Schveits maatte være de eneste sydlige Lande, hvorfra alvorlige christne Folkestammer kunde ventes; vist vil de ogsaa komme [?], men efter alle Tegn staae i samme Forhold til Røsterne fra Norden, som Zvingel fordum til Morten Luther.

Var nu Norden Eet i Sind og Stat, som den det er i Herkomst og Tungemaal, da var det et ligesaa usømmeligt som unyttigt Spørgsmaal, hvor Kirken skulde reise sig; nu derimod, da de trende Riger staae meer adskilte, end de have staaet i fire hundrede Aar, da de tvende hver for sig haabe at blive Nordens Høvding, og det tredie kun er tvivlraadig om, i hvis Haand det skal falde, nu er det sømmeligt og tilbørligt at opkaste og betragte det Spørgsmaal, og hvor det besvares bedst, visselig, der vil Kirken staae.

Som Danmarks christne Søn har ogsaa jeg i Guds Navn grundet paa det Spørgsmaal, og Slutningen blev for mig: i Danmark skal Kirken dennesinde gienfødes. At jeg ei dømmer dette af blind Kiærlighed til Fædrenelandet, derom vidne mine Skrifter, hvor det ligger tydelig for Dagen, at jeg giennem flere Aar stirrede paa Norge, som det Christenbarns herlige Klippevugge, at jeg i Roskilderiim kiæmpede mod den Aand, som vilde vende mit Øie fra Fjeldene til Marken, at jeg ei vendte det, før Norge i Ukiærlighed og Stolthed vendte Dannemark Ryggen og kundgjorde derved aabenbar, at mellem Klipperne kan Vuggen ikke staae, thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver Han Naade; ei fødtes Frelseren af Kiæmpestyrke under Høieloft, men ved Guddomskraft udsprang han i den ydmyge Jomfrues Skiød under Hyttens ringe Tag, og saaledes gienfødes Hans Kirke til Dagens Ende; dens Fostermoder maa altid sige i Følelsen af sin Ringhed: hvorledes skal det gaae til, og da er Svaret: Den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høieste Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det Hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn. Ved første Øiekast maa dette Haab vist nok synes saare ugrundet, thi ikke at tale om den hykkelske Ærbødighed, der i Sverrig vises for den udvortes Gudstjeneste, er det vitterligt, at der i Norge findes langt flere Levninger af gammel Christendom end hos 56 os; ja Haabet maa synes allerunderligst hos mig, som ved at forkynde eenfoldig Christendom i Danmark, synes kun at være modtaget med Had og Haan og Ligegyldighed, som veed, at Hundreder i Norge gave gladelig Agt paa min Tale, som veed, at Tusender vilde giøre det, om jeg talde blandt Fjeldene, men just dette skal vidne trofast om, at det ei er med Hensyn paa mig selv og mine personlige Ønsker, at jeg fattede det store Haab om Fædrenelandet. Nei, Betragtning af Tidernes Tegn og Dannerfolkets Vilkaar, som Historien aabenbarer dem, er det alene, som avlede Haabet, ja den urokkelige Vished, at om og i denne Stund alle vore Øine lukkedes, alle vore Læber tav, som ere her forsamlede, danske Læber, som alt røre sig, skal dog forkynde Evangelium med lydelig Røst, Øine, som alt ere over Mulde, skal dog see Kirken løfte Spiret høit og herligt over Danmarks Vange. I Hjertet alene fødes den sande Tro, og Dannemark er Nordens Hjerte; det er det eneste korte Beviis, jeg her vil føre; men tvivler Nogen om den Sætnings Sandhed, at Dannemark er Nordens Hjerte, da oplade han dets Krønike, og Fortiden skal undervise ham, eller han oplade kun sine Øine, og det Nærværende skal tale. Det er vitterligt, at saa kolde end Hjerterne ere i denne Egennyttens Vinter, er dansk Gavmildhed endnu et Vidunder for Folkene; det er vitterligt, at saa almindelig end Svig og Underfundighed øves iblandt os, er dansk Troskyldighed dog endnu et Skiældsord i den troløse Verden. Det er vist, at hvormeget Uvæsen end daarlig Hovmod og Forfængelighed driver iblandt os, høre dog endnu de Danske ilde blandt de hovmodige Folkefærd for deres Mistillid til egen Kløgt og Kraft, og dog er det vist, at i intet Land dyrkes Videnskaberne med saameget Alvor og til saamegen Hæder, hos intet Folk findes der [saa-] meget Heltemod, saamegen Opoffrelse, naar det giælder, som hos os. Ja, vi behøve ikke at see paa andet end paa Nordens Sønderrivelse i de sidste Dage, for at see, hvor Nordens Hjerte er. Rænkefuld og ugudelig udstrakde Sverrig sine Arme efter Norges Krone, ja egenlig efter Nordens Trillingkrone. Hovmodig og med et foragteligt Blik til Dannemark kronede Norge sig selv. Dannemark græd dybtbevæget som Søsteren, der mister en elsket Broder, som Kvinden, af hvis Arme Manden udrives, og Dannemark taalde Norges Bebreidelser og sagde, de ere forskyldte, og Dannemark jublede ved at see Kronen paa Norges Hoved og lyste Guds Velsignelse over den Stolte, Kiære; og hvor er da Nordens Hjerte, hvor, uden i os, saamegen Ureenhed der end monne findes. Visselig, det kan ingen mistænke

        

57 mig for, at jeg vil smigre mine Landsmænd, eller indbilde dem, at de ere dydige, gudfrygtige Mennesker og sande Christne; straffet og revset og varslet, det har jeg i Jesu Navn, trods Vrede og Spot, det skal og maa jeg, saalænge disse Læber kan røre sig, men derfor kan og maa jeg ei lukke Øiet for den Sandhed, vore Laster kundgiøre ligesaa høit som Levningerne af Fædres Gudsfrygt og Dyder, at vi ere Nordens Hjerte, at efter Guds underfulde Husholdning maa fra os, det ringeste, mest fornedrede blandt Folkene, Lyset og Røsten udgaae til at veilede de Blinde og vække de Sovende. Vi leve i Verdens Alderdom, og mangegange vil visselig Kirken ikke synke og reise sig, før den store Dag kommer, da Himlene sammensvøbes, Jorden udglødes i den store Smelteovn og renses til en Bolig for de Retfærdige og Guds evige Tabernakel; lunkne ere selv de Bedres Hjerter, som det i Alderdommen pleier at skee, de verdslige Sorger ere saamange, og Attraaen saa stor til over Tankerne at glemme Følelsen, og visselig, den Menighed, som nu kommer, maa frygte for at blive den syvende og sidste, til hvilken Herren siger: du est lunken og hverken kold eller varm, derfor vil Jeg udspye dig af min Mund. Dog, det vil den ikke blive, thi ligerviis som den gamle gudfrygtige Mand oplives og opvarmes ved at komme Ungdommens Dage ihu og betænke Guds underfulde Førelser og inderlige Miskundhed, saaledes vil den danske Menighed oplives og opvarmes ved at betragte de forbigangne Tider og Guds Huusholdning i dem, giennem Historien vil den tilegne [sig] de hellige Martyrers himmelske Syn og de fromme Munkes inderlige Kiærlighed, og bøie ydmygelig Knæ ved i Speilet at beskue Guds urandsagelige Viisdom og Hans Naades uudtømmelige Riigdom. Ja, det er, hvad alt Forfædrene have ahnet, det er den sjette Menighed, som nu skal opstaae, den Menighed, som fører Navn af Broderkiærlighed, den Menighed, til hvilken Herren siger: Jeg giver dig Davids Nøgel og en opladt Dør, som Ingen kan lukke; det er Tidens Dør, det er Historiens Vidnesbyrd om Christendommens Sandhed, som aldrig kan afkræftes; den Menighed, til hvilken Han siger: Jeg vil giøre, at Nogle af dem, som sige sig at være Jøder, men ere det ikke, men ere Satans Synagoge, skal tilbede for dig, saa det maa kiendes, at Jeg haver elsket dig det; er Muhammedaner, maaskee ogsaa Jøder, som skal indlemmes i Kirken, hvortil Beredelserne ere skedte og skee daglig for vore Øine.

Det er da Kirkens Udsigter, at den snart skal opreises over Daners Mark, og Gud veed, hvorvidt mod Syden og mod Norden,

        

58 men visselig paa Grønlands og Hindostans Kyster, at den igien vil synke, og endnu eengang opreises, men kort, ventelig mellem Norges Klipper, og naar den da atter synker, da kommer Enden, da maa den komme, thi da er det som i Noa Dage, Slægten er forhærdet og uduelig, og for Djævle er Jorden ikke skabt. Dennegang vil Historien oplade sin Mund og vidne om Christo, sidstegang vil Naturen tale og Korsets Tegn udskues i Triangler og blandt Stjerner i det Dybe og det Høie, og det kan vi forstaae, at naar baade Tiden og Rummet have aflagt deres Vidnesbyrd om Sandhed, og Menneskene alligevel bortkaste Troen, da er det kun Djævletrods, da er det den Synd til Døden, som ei kan forlades her eller hisset.

Disse ere da den Christne Kirkes Udsigter, saadanne som de vise sig fra Troens Fjeld og stadfæstes ved Historiens prophetiske Tale; jeg er vis paa, at ingen Christen, som fulgde mig med Øie og Øre, skal finde, at jeg paa Sværmeres Viis tog min Flugt i Luften, eller tilegnede mig nogen umiddelbar Oplysning om uvordne Ting, men at jeg kun gjorde, hvad Jesus befoel os, agtede nøie paa Tidernes Tegn. Denne Tale skulde lære, hvorledes jeg i Sangen tør tale saa vist om useete Ting, den vilde gierne tillige indgyde andre det glade Haab og Mod, hvoraf den udsprang, thi os er ikke givet at vide Tiden eller Stunden, naar Herren kommer, naar Han vil opreise Sin Kirke, men det veed vi, at vi skal vaage og vente og give Folket den rette Spise, som er Guds Ord, i betimelig Tid, da siger Herren: vel den Tjener, hvem Jeg finder saaledes, naar Jeg kommer ved Midnat eller Hanegal, visselig, Jeg vil sætte Ham over mit Huus.

Det er øiensynligt, at ligesom Ingen uden igiennem megen Trængsel kan indgaae i Guds Rige, saaledes kan ei heller Nordens Hjerte uden ved stor Trængsel beredes til at være den Hellig Aands Tempel. Begyndt er Trængselen for længe siden, unyttig var den ingenlunde, men da Hjertet endnu hænger saa fast ved Verden og banker saa svagt for det Himmelske Fædreneland, da er det aabenbart, at vi afnøde Gud end haardere Trængsel, at vi, som Folk og Rige, maa komme paa Undergangens Bred, og at vi da først i Opløsningens Krampetræk oplade Øiet for det bundløse Svælg, komme ihu, hvilken kiærlig Fader vi have i Himlen, vende tilbage med den forlorne Søn, bekiende vor Synd og tages til Naade, og iføres herlige Smykker og juble i Sang, til Verdens Forundring og vor høihjertede Broders Misundelse.

59

Dog, dunkle ere Fremtids Dage; Ingen af os kiender den Pine, under hvilken Kirken skal fødes, eller Navnene paa Østerlands Vise, som skal tilbede for den Nyfødte, eller den Vold og de Rænker, med hvilke Herodes vil efterstræbe Barnets Liv; men det veed vi, at vor Moder snarlig vil glemme sin Bedrøvelse over den Glæde, at et Guds Barn er født til Verden; det veed vi, at ingen Trængsels Nat er for mørk til at opklares ved Guds Ords Lys, at ingen Fjende er saa vældig, og ingen Rænker saa fine, at Min jo kan brydes og disse opdages af Ham i det Høie, og endelig, at Trængsel af Herrens Haand er en hellig Gave, er en bitter men livsalig Kalk, som ene kan lære os at føle dybt, hvor vort rette Borgerskab er, og udbryde af Hjertet med den hellige Apostel: vi have mere Behagelighed til at fare herfra og være med Herren, thi det var jo meget bedre, og til at høre i Hjertet det salige Amen, i Jesu Navn Amen!

KVÆDLINGER.

GRUNDTVIGS Forfattervirksomhed i 1814-15 er saa overvældende rig, at det ikke har været muligt at optage alle hans Skrifter fra disse Aar i denne Udgave.

Fra Nytaar 1814 til Sommeren 1815 udsendte han - foruden Helligtrekongerlyset, Roeskilde-Riim og Roeskilde-Saga - samtidig med, at han arbejdede paa Oversættelsen af Norges Kongekrønike og skrev en Del Prækener, Bladartikler og Lejlighedsdigte - følgende større og mindre selvstændige Skrifter:

Februar 1814: En mærkelig Spaadom.
Marts " : En liden Bibelkrønike.
Maj " : Hvem er den falske Profet?
Juni " : Kort Begreb af Verdens Krønike. Første Bind.
August " : Skal vi tro paa Gud eller paa Athene?
Maj 1815 : Fædrene-Aaret, Dannekvad til Kong Frederik den Sjette.
Juni " : Imod den lille Anklager, d. e. Prof. H. C. Ørsted.
Juli " : Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning.

Man maa vel kalde en saadan Frugtbarhed næsten ubegribelig. Men det kan heller ikke nægtes, at den rastløse Flid, Grundtvig i disse Aar udfoldede, bærer et vist Præg af Overspændthed, ret som om de voldsomme Verdensbegivenheder og hans uafladelige Kamp imod Tidsaanden havde bragt ham Feber i Blodet.

Særest ytrer hans daværende Sindsstemning sig vel i det lille Skrift: En mærkelig Spaadom, ogsaa om Danmark, hvori han paa Grundlag af en gammel Forklaring af en Del bibelske Spaadomme, som han har fundet blandt sin Faders Papirer, varsler om »at Napoleon, trods al Formodning, vil dennegang overvinde sine udvortes Fjender og seierrig udstrække sit Spir, ventelig længere end nogensinde«. - Det var denne »mærkelige Spaadom«, som gav H. C. Ørsted Anledning til, uden Navn, at skrive en streng, i flere Henseender 61 ubillig Kritik af hele Grundtvigs literære Virksomhed og især af Verdenskrøniken fra 1812 i Dansk Litteraturtidende for 1814 Nr. 12-13. - Grundtvig svarede med Flyveskriftet: Hvem er den falske Prophet? Hvem forvirrer Folket? - Derefter skrev Ørsted, under Navn, Imod den store Anklager, udkommen i August 1814, som atter fremkaldte Grundtvigs indholdsrige Skrift: »Imod den lille Anklager, det er: Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for, at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig.«

Den samme bibelske Bogstavtro, som Grundtvig i disse Skrifter bekender sig til og dømmer sine Modstandere efter, har sat sit Præg paa hans nye Verdenskrønike, som Ørsted spydig kaldte »det lange korte Begreb af Verdens Krønike«. Dette anselige historiske Værk var egentlig tænkt som en gennemset Udgave af Verdenskrøniken fra 1812, der forlængst var udsolgt. Men Forfatteren gik saa grundig til Værks ved Fremstillingen af Jødefolkets Historie, at han paa 552 Sider kun naaede til den babyloniske Landflygtighed, og det vidtløftige Arbejde blev aldrig siden fortsat. - Mere tilgængelig var »en liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand«, som han kort i Forvejen udgav, og som i omarbejdet Skikkelse har oplevet flere Oplag.

Den sidste i Rækken af de Bøger, som hører til denne Gruppe, er det aandfulde historiske Lejlighedsskrift, som bærer Titelen: »Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning«, og som blev fremkaldt ved Napoleons pludselige Tilbagekomst fra Elba og Kejserdømme i de hundrede Dage. Grundtvigs Indbildningskraft blev hæftig paavirket af denne sidste Akt i det store Verdensdrama, der syntes at stadfæste hans Spaadom fra det foregaaende Aar. Men da Napoleon blev slaaet, fangen og ført til St. Helena, og da en dødlignende Ro faldt over Kristenheden under den hellige Alliances Varetægt, kom ogsaa Grundtvigs brusende Blod til at banke med større Ro. Han erkendte, at de voldsomme Vækkelsesraab, han nu Gang paa Gang havde opløftet, for Fremtiden vilde være spildte paa døve Øren, og fra Eftersommeren 1815 indtræder der et Omslag i hans Forfatterskab, der tyder paa dybere Ligevægt i hans bevægede Sind og voksende Sundhed i hele hans Tankegang. Han bliver »stille for Gud« og begynder at tale mildt og muntert til sit Folk.

I Bevidsthed om det store Tidsskifte afsluttede han sin hidtilværende literære Virksomhed med to værdifulde Samlinger af sine Digte og sine kristelige Taler, og disse to Værker: Kvædlinger og Bibelske Prædikener, vil altid staa paa en fremskudt Plads i den danske Literatur.

Kvædlinger eller Smaakvad har faaet et ejendommeligt, rørende Præg derved, at Forfatteren ledsager hvert Digt fra de tidligere Aar, som er optaget deri, med en Efterskrift, hvori han med stor Sanddruhed og Ydmyghed holde Dom over sine egne forfængelige 62 Tanker og viser Verden, at han er mindst lige saa streng imod sig selv som imod andre.

En stor Del af Bogens ældre Digte vil findes paa deres historiske Plads i denne Udgaves to første Bind. De betydeligste Digte fra de sidste Aar aftrykkes nedenfor tilligemed Bogens Fortale og det navnkundige Tilegnelsesdigt til Moderen, som paa den Tid levede som Enke i Præstø.

For Oversigtens Skyld medtages hele Indholdsfortegnelsen, med en Stjerne foran de Stykker, som ikke findes i denne Udgave.

63

Kvædlinger
eller
Smaakvad
ved
Nic. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Spiritum Graiæ tenuem camoenæ
Parca non mendax dedit et malignum
Spernere vulgus.

Horats .

Kiøbenhavn, 1815.
Trykt og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.

64

Til Cathrine Marie Bang min elskede Moder.

Moder! i Dit Enkesæde
Til Din Priis jeg Harpen slaaer,
Sjunge skal for Dig med Glæde
Hvert af mine Skjaldeaar;
Ingen Krands de har at bringe,
Men med ubesmittet Navn
Og med klare Toner svinge
De sig til Din Moderfavn.

De har ingen Krands at bringe,
Thi ei Verdens Priis de sang,
Altid de paa kjække Vinge
Over Støvet sig opsvang,
Vild de foer, men aldrig bøied
De for Døgnets Afgud Knæ,
Haaned kjæk, hvad han ophøied,
Spotted med hans Laurbærtræe.

Derfor, naar min Harpe lyder,
Klinger over Danevang,
Døgnet haaner og forskyder
Alt mit Syn og al min Sang;
Men, o Moder! dog saalænge
Du har Søn og Syner kjær,
Tone høit de stemte Strænge,
Trodse Døgnets Skyggespær.

65

Baaret har Du under Hjerte
Alt mit Syn og al min Sang,
Født til Verden dem med Smerte,
Skjalden af dit Skjød udsprang;
I de gamle Heltedage
Gjennem Dig han har sin Rod,
Sands for Sang og Syn for Sage
Fik han med dit Adelsblod.

Dog, det vilde lidt ham gavnet,
Havde som et Hjerteskud
Du ei from med Adelsnavnet
Gjemt den gamle Tro paa Gud,
Troe paa Ham, som fra Guds Throne
Kom til Jord og sank i Grav,
For vor Vanart at udsone,
Skjænke os Sit Adelskab.

Foer jeg vild i Ungdoms Dage,
Vild fra Gud og fra Hans Ord,
Foer jeg vild med Asa-Brage,
Fandt jeg seent min Frelsers Spor,
Skjøndt der for min Vugge sjunget
Var saamangen Psalme sød,
Hvad! om da jeg var udsprunget
Af en vantro Moders Skjød!

Ene dog Du vilst ei tage
Takken for min Troe paa Gud,
Du Dia Arv i onde Dage
Redded som en Præstebrud,
Derfor vil i Ghor vi love
Gud, som gav i ægte Stand
Ham, der nu mon salig sove,
Mig til Fader, Dig til Mand!

Moder! fra Dit Enkesæde
Flytter jeg da nu min Stav,
Takkesangen vil jeg kvæde
Over gamle Grundtvigs Grav;
66 Den mod Himlen sig skal svinge,
Hvor han nu forklaret staaer,
Over Haven skal den klinge
Ind i gamle Præstegaard.

Der Du bygged, ædle Kvinde!
Med Din Præst saamangen Dag,
Medens end de vakkre Linde
Løfted kjækt sig over Tag,
Der Du bar mig under Hjerte
Som en christen Præstebrud,
Der Du fødte mig med Smerte,
Som til Verden saa til Gud.

Rige kun paa Troens Skatte,
Fattige paa Sølv og Guld,
I til Gud og Bogen satte
Eders hele Sønnekuld;
Trende alt paa Gulvet ginge,
Sadde og ved Skolebord;
Verdslig talt var Haabet ringe,
Kvinde! men Din Troe var stor.

Det var i den Præstebolig,
Under Lind med Ruder smaa,
Under Moderhjertet rolig
Og usynlig end jeg laae,
Der var Gilde, der var Gjæster,
Der og over breden Bord,
Alt for Bispen mellem Præster,
Faldt om mig det første Ord1.

Spottefuglen tog til Orde:
»Det betvivles vel omsonst,
»Hvis en Søn det skulde vorde,
»Er han født til boglig Konst,
»Ikke sandt, han er den Fjerde,
»Moderhjertet ham vel glad
»Tæller alt iblandt de Lærde,
»Fuldt er Lykkens Kløverblad.«

* 67

Moder! Du det selv bekjender,
Heed og harmefuld Du blev,
Alt som dine gamle Frænder,
Naar med Slægten Spot man drev;
Over Bord Du flux lod klinge,
Kjæk i Troe, men og lidt stolt:
»Skal min sidste Trøie springe,
»Blir han dog til Bogen holdt.«

Moder! som en ærlig Kvinde,
Ord Du holdt, der høit det gjaldt,
Ei, skjøndt Taarer maatte rinde,
Troen vakled, Modet faldt,
Aldrig Du fortryde vilde,
At Du mig til Bogen holdt,
Skjøndt Du sagde: det var ilde,
At mit Løfte lød saa stolt.

Stavene Du lærde Pogen
Under Graad og Hjertevee,
At han dued ei til Bogen,
Tykdes Dig var grandt at see;
Men Du bad og sagde: Amen!
Herren bød, og flux Din Pog
Staved ei, men lagde sammen,
Lærde som en Leeg sin Bog.

O! det var et Aftensæde,
Som vi glemme ei paa Jord,
Der din Pusling sad med Glæde
Ved det vakkre, lille Bord,
Læsde om de gamle Dage,
Reent og klart med høien Røst,
Fulgde gjennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst!

Naar da fra sin Præstecelle
Gamle Fader til os kom,
Lod sig Læsningen fortælle,
Retted den med Christendom,
68 Gav Beskeed om, hvad vi gjemde,
Til han kom, forstandig, blid,
O! hvad var vi, hvis vi glemde
Slig en hellig Gammenstid?

Moder! jeg vil ei opregne,
Hvad Du siden for mig leed;
Ingen og i Støvets Egne,
Ikkun Himlens Gud det veed;
Men min Tak jeg Dig vil bringe,
Signe Dig i Jesu Navn,
Lade Harpen for Dig klinge,
Synke kjærlig i Din Favn.

Give Gud, o Moder kjære!
At oprinde maae den Dag,
Da en Slægt til Danmarks Ære
Sjunger saa med Harpeslag
Om et livligt Aftensæde
Under Bøgeblad og Gran,
Hvor hos Kvinden stod med Glæde
Hendes gamle Præstemand.

med sønlig Kjærlighed
Nicolai Frederik Severin.
69

Fortale.

I det jeg udgiver nærværende Samling af Smaavers, der betegne Veien, jeg i syv forledne Aar har vandret, kunde jeg vel ønske at tale med mine Landsmænd om Skjaldskabs Vilkaar i Almindelighed og om min Deelagtighed deri; men deels veed jeg, at om de end ikke alle fradømme mig Digternavn, ønske dog kun Faa at høre min Tale om saadanne Ting; deels har jeg ofte, og selv i den Fortale til Nytaarsnat, som her er aftrykt, sagt mine Tanker, som jeg vel kunde nøiere bestemme og videre udvikle, men ikke forandre, og endelig er Bogen alt blevet en god Deel større, end jeg havde tænkt. Det Sidste har voldt en anden Udeladelse, som adskillige Læsere maaskee mindre havde ønsket, nemlig den af et Kvad om Freden til Fædrenelandet fra 1813 og et historisk Digt om det gamle Norge1, men ogsaa disse vil vel lade sig høre i betimelig Tid, hvis de skal høres. Forresten har jeg kun det at anmærke om Samlingen i Almindelighed, at jeg ikke troer heri at have indlemmet noget Stykke, der kan synes ganske ubetydeligt, uden for dem, der ansee det Hele for ubetydeligt, og for dem har jeg naturligviis ikke samlet; men at jeg imidlertid har indrykket enkelte Smaastykker, som jeg selv tillægger lidet eller intet poetisk Værd, har samme Grund som det, at jeg har ladet alle de ældre Stykker aftrykke, paa enkelte Ord nær, uforandrede, thi det er ingenlunde skeet, fordi jeg ingen Feil saae i dem, men fordi jeg veed, det maae være en tænkende Læser, som i det Hele ynder min Sang, kjært at kunne med et Blik overskue min Gang, som den virkelig har været.

Hvad de enkelte Stykker angaaer, da har jeg ved hvert især anmærket, hvad jeg derom havde at sige, og saa uvelkomne disse Anmærkninger kan være mange, baade for Indholdens Skyld, og for det braagede Udseende, de give Bogen, tør jeg dog *

70 haabe, at de, jeg skriver for, vil billige min Hensigt. Hvad som derimod maae synes underligt, er, at der i disse Anmærkninger tales om forskjellige Tider som nærværende, men det kommer deraf, at jeg begyndte Samlingen for hardtad et Aar siden, Trykningen har varet mere end et halvt, og de sidste Tillæg skrev jeg da i den nysfuldendte Maaned. Det sidste Stykke i Samlingen forsynede jeg ei med noget Tillæg, da et saadant tykdes mig unødvendigt, og jeg behøver vel neppe at anmærke, at det er skrevet ganske nylig.

Vel har man ei for Skik at recensere mine Riim eller overhovedet Andet af min Skrift, end hvad man vil fordømme ubetinget, men skulde denne Samling alligevel vorde dømt eller fordømt ved det litteraire Bything, da tjener det forud til behagelig Efterretning, at den ei gaaer ud for at beile til de Krandse, der have andensteds hjemme, men blot for at hilse gamle Kyndinge og med dem venlig fordrive en Aftenstund.

Til Eder, I adspredte Ædle! Eder, med hvem jeg vandrede venlig, og Eder, som, skjøndt vi ei saaes, venlig annamme min Tale, til Eder er den stilet, med Eder er det, jeg taler aabenhjertig om mit Syn og min Gang, mit Mæle, mine Feil og Vildfarelser; de, som hade og haane mig, vil ogsaa misbruge mine Bekjendelser og bruge mine egne Ord som Vaaben imod mig; men det faaer saa være; Eder skal min Tale stadfæste i den Vished, at jeg ei er den hovmodige, egenkjærlige Mand, jeg udraabes for, og at jeg hos mig selv som hos Andre hader og fordømmer al Plantelse, som Faderen ei haver plantet. Og saa, i Guds Navn, lad Verden gaae sin skjæve Gang! den kan ikke andet.

Kjøbenhavn, den 9de April 1815.
Grundtvig.
71

Indhold.

  • Maskeradeballet 1808
  • *Tiderne
  • Villemoes
  • *Krigssang
  • *Gunderslev Skov
  • Til Pram
  • Nornerne
  • Freis Kjærlighed
  • Ygdrasill
  • Duggen
  • Honningduggen
  • Skjaldskab
  • *Kjøbenhavn
  • *Nors Saga 1809
  • *Knud Lavard
  • *Riisbrigh
  • *Freias Priis
  • *Sagas Tempel
  • *Til Balle
  • *Til Oehlenschläger 1809
  • Gravskrift
  • Til min Fader 1810
  • *Christian August
  • Villemoes
  • Nytaarsnat
  • Heiligtrekongerne
  • *Anholtstoget 1811
  • *Til Bechmann
  • *Til Kongen 1812
  • Skjaldelivet
  • *Til Sverdrup
  • *Til Elises Søster
  • Kammersvenden
  • Golgatha
  • Historien
  • Reinhard
  • Tyge Rothe
  • Til Grev Danneskjold
  • Farvel 1813
  • Karen Bjørn
  • Fædrenelandet 1814
  • Min Sangfugl
  • Hammervisen 1815
72

Skjaldelivet.

Hvad er en Skjald? og hvi færdes han saa
Som en Udlænding hernede?
Hvi mon sig selv han saa lidet forstaae?
Hvorefter monne han lede?
Alt som han ældes, hans Længsel forgaaer,
Har han sig selv da udgrundet?
Har han sit Fædreland fundet?
Har han, forstandig ved Aar,
Mærket, trods glimrende Skygge,
Som ham i Ungdom var kjær:
Hvad som paa Jord monne bygge,
Haver sit Fædreland her?

Ikke dog klinger hans Stemme saa sød,
Naar han sin Længsel har jordet,
Glimmeren vorder saa kold og saa død,
Aanden er veget fra Ordet,
Nemme nu ere hans Kvad at forstaae,
Intet Forborgent de gjemme,
Alle paa Jord de har hjemme.
Var det da Skyggen af Intet han saae?
Ere de Egne da tomme,
Hvorfra den Tone saa sød,
Tone saa dyb kunde komme?
Gaaer ikke Liv foran Død?

Herpaa jeg grunded i Midnattens Stund,
Grunded saa dybt og saa saare,
Til mig det lød fra usynlige Mund:
Piin dig ei længer, du Daare!
73 Om du end grubler ved Nat og ved Dag,
Ei af dig selv du udgrunder
Skjaldskabets hellige Under;
Men vil du skue og lytte i Mag,
Da skal dig Syner omringe,
Som ikkun skiænkedes Faa,
Hellige Toner skal klinge,
Kløgtig du skal dem forstaae.

Hjertet blev varmet i dybeste Rod,
Taaren begyndte at trille,
Inderst i Sjæl sig et Øre oplod,
Tankerne stode saa stille,
Lydhør jeg blev, men ei hørde jeg dog
Længer de Hunde at tude,
Ei at det stormed derude;
Til mig det lød fra den hellige Bog;
Ikke de Smaa I foragte,
Engle i Himlen de har,
Som monne altid betragte
Faderens Herlighed klar.

Trindt mig saamangen en Vugge jeg saae,
Engle jeg saae sig at svinge
Sjungende over de slumrende Smaa,
Vifte med straalende Vinge;
Somme af dem, der i Vuggerne laae,
Smiled, som Sangen de hørde,
Somme Smaafingrene rørde,
Ret som de vilde Cheruberne naae,
Mængden laae dorsk som i Dvale,
Rørde sig neppe en Gang,
Mærked ei hellige Svale,
Mærked ei liflige Sang.

Englene sang paa saamangen en Viis,
Sang om det Dybe og Høie,
Tonerne dog til den Eviges Priis
Alle sig vidste at bøie:
Nogle kun sang om det hellige Bliv,
Andre om Jorden og Himlen,
Slægternes Syslen og Vrimlen,
Liv efter Døden og Død efter Liv,
74 Alle dog sang de tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Alt som jeg lytted, og alt som jeg saae,
Droges mit Øie og Øre
Hen til en Vugge afsides i Vraa,
Underligt var det at høre:
Englene sang om saamangen en Gud,
Mest om de Guder i Norden,
Sang som den rullende Torden,
Omkvædet dog paa det Samme gik ud:
Tre i det Ene tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Visen var ude, de hviled en Stund,
Vingerne lode de falde,
Brat sig dog løfted, som efter et Blund,
Atter de himmelske Skjalde,
Stemmen var blevet saa underlig dyb,
Dyb og dog liflig tillige,
Ei jeg det ret kan udsige,
Men som naar Himlen sig hvælver saa dyb,
Dyb og dog liflig tillige,
Naar efter Tordenens Brag
Skyerne skilles og vige,
Midt mellem Aften og Dag.

Alle de sang med en Stemme saa reen:
Vel vi om Guder har sjunget,
Til vores Gud vi dog have kun Een,
Af Ham er Alting udsprungen,
I Ham er Alt, hvad som er;
Herren og Een monne være,
Herren til Faderens Ære,
Ved Ham er Alt, hvad som er,
Tre i den Ene tilsammen:
Fader med Aand og med Glands
Priis i al Evighed, Arnen!
Fylden og Æren er Hans.

75

Underlig greb mig den hellige Sang,
Underlig sank jeg tilbage,
Ret som jeg alt havde hørt den engang
Tidlig i Barndoms Dage,
Nu jeg det vidste, hvi for mig det lod,
Hvergang jeg kvæded om Norden,
Ret som jeg hørde en Torden,
Nu jeg mig selv og mit Mæle forstod,
Grublende sank jeg tilbage,
Vandred min Bane paa Ny,
Englene tav da saa fage,
Synerne svandt som en Sky.

Hvad er en Skjald, og hvi færdes han saa,
Som en Udlænding hernede?
Hvi mon sig selv han saa lidet forstaa,
Hvorefter monne han lede?
Alt som han ældes, hans Længsel forgaaer,
Har han sig selv da udgrundet?
Har han sit Fædreland fundet?
Har han, forstandig ved Aar,
Mærket, trods glimrende Skygge,
Som ham i Ungdom var kjær,
Hvad som paa Jord monne bygge,
Haver sit Fædreland her?

Hvo som til Tonernes liflige Fald
Lytted i Vuggen saa gjerne,
Vorder paa Jord, om han voxer, en Skjald,
Sukker mod vinkende Stjerne;
Ak, men før Strængen han mægter at slaae,
Gjennem de Dage saa mange
Glemmer han Englenes Sange,
Mindes kun, at, mens i Vugge han laae,
Vifted en straalende Vinge
Mildt over blussende Kind,
Hørde han Toner at klinge
Som ham bevæged i Sind.

Tit han sig ønsker i Vuggen igjen,
Modige Taarer han fælder,
Phantasos bærer til Vuggen ham hen,
Rørt over den han sig hælder;
76 I ham det hvisker saamangen en Gang,
At han i Vuggen maa ligge,
Men han begriber det ikke,
Mener, den er ham for snever og trang,
Tænker en større at finde,
Sukker, og leder omsonst,
Mener tilsidst, at hans Minde
Var kun en Drøm og en Dunst.

Han vrager det Fløiel og Silke saa blødt,
Han hviler i blommede Enge,
Han slumrer saa rolig, han drømmer saa sødt,
Som Konger ei drømme i Senge,
Han hører i Drømme saa liflig en Sang,
Og efter sin Vugge
Ei meer han mon sukke,
Han vaagner og sætter sin Tunge i Gang,
Veed ikke selv, hvad han siger,
Sjunger sin Drape saa glad,
Muser og elskede Piger
Dandse saa favert paa Rad.

Mangen en Tone af Englenes Sang
Høres i Drapen at klinge,
Tidt dog mon brydes den liflige Klang,
Underlig Tonerne springe,
Alt som med Drømme det pleier at gaae,
Vilde de vendes,
Afbrudte endes,
Noget man aldrig i Lave kan faae;
Tonerne mattes,
Synke til Jord,
Omkvædet fattes,
Manglen er stor.

Aarene fostre den Yngling til Mand,
Manden ei drømmer i Enge,
Grubler saa koldt med sin modne Forstand,
Sover i opredte Senge,
Der han kun drømmer om Jord og om Huus,
Og mens han hviler,
Fornem han smiler
Ad sine Drømme i Ungdommens Ruus;
77 Hvor Man dog, mens Man er unge,
Siger den kløgtige Mand,
Saadan kan drømme og sjunge,
Uden al Sands og Forstand.

Alt hvad af Sangen han ikke forstaaer,
Skal uforstandigt nu blive,
Glemt har han nu, at just det overgaaer,
Hvad hans Forstand kan begribe;
Harpen han monne nu stemme saa lav,
Efter de Toner, hans Øre
Vaagent i Verden kan høre
Lyde fra Luft og fra Jord og fra Hav,
Øiet han ikke vil lukke,
Spotter Cherubernes Sang,
Verden er blevet hans Vugge,
Den ham el synes for trang.

Have de Engle da sjunget omsonst?
Finge de Skjalde saa bolde
Da fra det høie den herlige Konst,
For os i Støvet at holde?
Skal da ved Harpens det liflige Slag
Hver en Udkaaret
Samle sig, blind og bedaaret,
Vrede til Guds Aabenbarelses Dag?
Andet dog blev for hans Vugge
Sjunget saa liflig en Gang,
End at til evige Sukke
Skulde forvandles hans Sang.

Kan vi omskabes paa Ny ved et Bliv?
Kan vi vel atter indgange,
Naar vi er gamle, i Moderens Liv,
Lade os atter undfange,
Fødes som Puslinge atter engang?
Ellers jo Vuggen os klemmer,
Piner de fuldvoxne Lemmer,
Den dog til Mænd er for snæver og trang!
Tier, I spottende Læber!
Svar I af Jesus skal faae,
Lytter, I Øren, og stræber
Viisdommens Ord at forstaae!

78

Vinden mon fare forbi, som den vil,
Lyden du mægter at høre,
Ikke dog veed du, hvordan det gaaer til,
Ei hvad den haver at føre,
Hveden den kommer, og hvor den gaaer hen;
Det skal et Billed dig være,
Det skal dig varsle og lære,
At Man af Aanden kan fødes igjen,
At man til Børn kan blive,
Uden at vide hvordan;
Ei det at ville begribe,
Det er den bedste Forstand.

Hist udi Hellas den gamle Homer
Monne sin Vugge ombære,
Sætter sig i den og lytter og seer,
Som han et Barn kunde være,
Drapen han synger, som Englene sang,
Liflig og sød er hans Stemme,
Omkvædet dog han mon glemme,
Vuggen ham synes til Leie for trang;
Alle hans Guder kun ere
Engle i Høihed og Magt,
Synlige Skinnet de bære
Af den Usynliges Pragt.

Hører du hisset den liflige Klang ?
Libanons Cedere springe,
Alt som de høre Propheternes Sang
Høit over Dalen at klinge;
Moses og David, Esajas og Job
Have sig selv overvundet,
Have i Vuggen sig bundet,
Fødes paa Ny ved usynlige Daab;
Omkvædet ikke de glemme,
Skjøndt de kun halv det forstaae,
Hvad de i Aanden fornemme,
Sjunge de alt som de maae.

Vuggen dog er dem saa snæver og trang,
Tidt de sig vaande og sukke,
Det dem kun trøster, at Herren engang
Selv sig vil lægge i Vugge,
79 Bære til Jorden som Barn sit Bud:
Alt de Ham see der at hvile,
See det, hvor sødt Han kan smile,
Hilse Ham som deres Herre og Gud;
Løs i den viede Vugge
Kan sig da hvile hver Skjald,
Sikker for Øglen, oplukke
Øret for Tonernes Fald.

Liflige Skjalde! o mærker mit Ord!
Gud kom Sit Løfte ihu,
Hellige Vugge har standet paa Jord,
Viet den staaer der endnu,
I den har hvilet saamangen en Skjald,
Baade i Norden og Syden,
Gladelig høre vi Lyden,
Saare adskillig er Tonernes Fald,
Dog sang de alle tilsammen:
Ham og Hans Aand og Hans Glands
Priis i al Evighed, Amen!
Fylden og Æren er Hans.

Dante saa herlig, Petrarka saa fiin,
Tasso Torkvato saa silde,
Luther og Gerhard og Kingo, Tullin,
Klopstock og Evald saa silde;
Stolberg og Novalis siden endnu,
Verner og nogle her hjemme.
Mangen en Skjald maa jeg glemme,
Som det mig lysted at komme ihu;
Ak! thi sit Omkvæd han glemte,
Vuggen ham syndes for trang,
Harpen han daarlig nedstemte,
Verden berømmer hans Sang.

Liflige Skjalde! o mærker mit Ord!
Kommer det alle ihu!
Hellige Vugge har standet paa Jord,
Viet den staaer der endnu;
Hvor kan den eder dog synes for trang?
Verden med Bjerge og Dale,
Med sine Høieloftssale,
Var den end dobbelt saa vid og saa lang,
80 Mægted dog ikke at rumme
Ham, som i Vuggen vi saae;
Uden en Finger at krumme,
Der Han dog smilende laae.

Ak! det er Sorgen, I vil det ei troe:
Gud vores Broder er vorden;
Chaos ei paa overordentlig Vei
For Jer mon komme i Orden,
Derfor i Skjemt I den Tale slaae hen:
Ingen det undes at kige
Ind i Guds Herligheds Rige,
Uden han vorder til Barn igjen;
Derfor mon Vuggen jer klemme,
Til I med Sang og med Bøn
Vil Hosianna istemme,
Love den Høiestes Søn.

Tillæg.

Hvem der kjender mine senere Arbeider, især de historiske, behøver jeg neppe at sige, at dette, hidtil utrykte Vers, er endnu fra tidlig i 1812. Adskilligt kunde jeg nu ikke sige saaledes, men da der dog intet egentlig Ondt er sagt, og der er megen Sandhed i, har jeg hverken villet udelukke det eller forandre meer end enkelte Ord, der ei forandrede Meningen. At de, jeg har nævnet som christne Skjalde, ere langtfra at være de eneste, jeg ansaae derfor, er ligefrem, og Miltons Navn undrer det mig især at savne. Adskilligt kunde og siges mod nogle af de Nævnte, blandt hvilke jeg ved Reenskrivningen har indsat Gerhard og Novalis, den Sidste, fordi jeg maa have villet nævne ham, naar jeg nævnede Verner; men Ingen af dem, og Tasso ligesaalidt, vilde jeg nu kalde christne Skjalde, uagtet der er saare megen Christendom baade i Verners Luther og i Novalis Smaasange.

81

Kammersvenden fra Morland. 1

Der sad en Svend i Blaamænds Land,
Saa tankefuld,
Der blinker i den vaade Sand
Det klare Guld;
O! mon den Svend da sukker saa,
Fordi han ei det Guld kan faae
At eie og at raade?

O nei, o nei, til røden Guld
Hans Hu ei staaer,
Af det er mangen Kiste fuld
I Kongens Gaard,
I Kamret tæt og tykt de staae,
Og Svenden, som mon sukke saa,
Har Nøglen selv i Gjemme.

Hvad mon saa dybt den Kammersvend
Da tænker paa?
Hvorfor mon Øiet stirrer hen
Mod Norden saa?
Hvad har han Lyst at drage til
Udi den Ørk saa vid og vild,
Alt paa de øde Veie?

Hvad staaer der i den gamle Bog
For sære Ord?
De mæle om en Dronnings Tog
Saa høit i Nord,
De tale om saa viis en Drot,
De tale om saa stolt el Slot,
En Tempel uden Mage.

Den Tempel reisde Salomon
Saa høi og prud,
Af Cedertræ fra Libanon
Alt for sin Gud,

* 82

Og gyldne Blomster lued der
I Lampers gyldne Aftenskjær
Hos gyldne Cherubimer.

Det læsde alt den Kammersvend,
Gav Agt derpaa,
Og dybt han sukkede igjen:
Ak! er det saa?
O! er der slig en Guders Gud,
Da gik fra Ham vor Aande ud,
Og Han gik os af Minde.

Men ved den Tempel, i den Stad,
Der mindes Han,
Jeg aldrig blir i Sindet glad
I dette Land,
Jeg vil, jeg skal, jeg maa derhen,
Jeg lære maa min Gud igjen
At kiende og tilbede.

For Dronningen nu stædes ind
Den giæve Mand,
Og dybt bevæges hun i Sind,
Saa taler han.
Det svarer hun: far vel! far hen,
Tilbeed den Gud, men kom igjen,
Hans Skik mig at forkynde!

Hvad skrider hist ad Veien hen
Saa sagtelig?
See, est du der, du Kammersvend!
Ja, det er dig;
Du kjører jo slet ikke fast,
Hvordan? har det nu ingen Hast,
Og længes du ei længer?

Dit Ansigt fra Jerusalem
I Syd er vendt,
Saa er da du paa Farten hjem,
Og Reisen endt!
Blevst du nu rolig, blevst du glad?
Og lærde du i Davids Stad
Den Guders Gud at kjende?

83

Er det endnu den samme Bog
Du læser paa ?
Nei, det er ikke Morlands Sprog,
Kan jeg forstaae.
Du læser høit med Andagt stor,
Men det er ogsaa høie Ord,
Det er prophetisk Tale.

»Vor store Sot og Syndebyld,
»Vor Kval han bar,
»Han knusedes for vores Skyld
»I Pine svar,
» Og ved hans Angest Fred vi fandt,
»Og Lægedom for os udrandt
»Alt af hans dybe Vunder.

»Til Slagterbænk de førde ham
»Som spage Faar,
»Han stille var, som tause Lam,
»Naar Saxen gaaer,
»Hans Slægt er sær at tale om,
»Og bort fra Angest og fra Dom,
»Fra Verden han optoges«.

Hvem ganger hist den Vogn saa nær?
Nu taler han:
Forstaaer du, hvad du læser der,
Du sorte Mand?
Nei det gaaer over min Forstand,
Men om du vil, og om du kan,
Udlæg mig da den Tale!

Du seer mig ud saa from og klog,
Som du var den,
Der skrevet har den gamle Bog,
Sid op, min Ven!
Hvem mon Propheten tænkde paa?
Mon om sig selv han taler saa,
Hvad heller om en Anden?

O, hvilken viis og hellig Mand!
O! hør engang!
Hvor liflig han udlægge kan
Hvert Sprog, hver Sang,
84 Om Lovens Sværd og Dødens Braad,
Om Faderens forborgne Raad,
Om Herren til Hans Ære!

O! Blaamand! hvilket herligt Skin
Dit Øie har!
Ei rødme kan din sorte Kind,
Men glindser klar;
Paa favre Ting vist Syn du fik,
For Aandens Øie vist opgik
En Soel i Østerlide.

Hvad mangen Konning og Prophet
Med stor Attraa
Har stundet efter men ei seet,
Du nu vist saae;
Men hvad i Ørken, vild og tom,
Endnu dit Øie leder om,
Hvo kan vel det udgrunde?

Alt som en tørstig Vandringsmand
Et Kildevæld
Udspeide vil i gule Sand,
I Dal, paa Fjeld,
Saa speider længselsfuld og du;
Ak! slukdes ei din Tørst endnu
Af Livets søde Vande ?

Hist springer ud saa klart et Væld
Af hviden Sand;
Den Blaamand raaber: Held, o Held!
See, hist er Vand;
Stat stille, Hjul! og du Guds Mand!
Mon Noget mig forbyde kan
At døbes i den Kilde?

O! mærk end paa den Vises Ord!
Han svarer brat:
Hvis du af ganske Hjerte troer,
Det er tilladt!
O! ja, jeg troer, at Jesus Christ
Er Guds, vor Faders Søn forvist,
Og kom i Tidens Fylde.

85

O! see, der staae de Haand i Haand,
De fromme To,
Paa Fader, Søn og Hellig Aand
Har Begge Tro,
Den Blaamand druknes nu i Daab,
Og, igjenfødt til saligt Haab,
En Christen han opstiger.

Hvi stirrer end du Kammersvend
Paa Ørkens Sand?
Hvad leder du nu om igjen?
Om den Guds Mand;
Dog nei, det var en Engel vist,
Og jeg engang skal see ham hist
For Tronen i det Høie.

Nu ruller fort det runde Hjul
Paa øde Vei,
Og Morlands Søn paa Sanden guul
Nu stirrer ei,
Han stirrer til den Himmel blaa,
Og længes efter Syn at faae
Paa Gud og paa sin Engel.

Far vel! far vel, du Kammersvend,
I Jesu Navn!
Din Engel møder du igjen
I Himlens Havn;
Den Aand, som drog ham til dig hen,
Og bort ham tog saa brat igjen,
Skal eder vist forsamle.

Han vil, o ja, Han har jo alt
Jer samlet hist;
Vi sytten hundred Aar har talt
Paa Jorden vist,
Mens du ved klaren Himmelsoel
Din Engel saae paa Gyldenstoel
Blandt Frelserens Apostle.

Saa drømde jeg det Syn vel kun?
Nei tusend Aar
For Gud er kun en liden Stund,
Kun som i Gaar;
86 I Gud jeg var, I Gud jeg saae
Dig færdes, læse, findes, staae
En Christen op af Kilde.

I Aanden og jeg seer dig end,
Du kjære Mand,
Hvordan du staaer for Dronningen
I Blaamænds Land,
Jeg hører din Beskeed saa grandt,
Om hvad du saae, og hvad du fandt
Alt paa de øde Veie.

Du læser og Prophetens Ord,
Og Spaadoms-Sang,
Sig glæde skal den tørre Jord,
Den øde Vang;
Den tavse Ørk med Jubellyd
Skal synge hørt til Lyst og Fryd,
Den blomstre skal som Rosen.

Den blomstre skal, som Gud har sagt,
Til Lyst og Fryd,
Med Libanons og Carmels Pragt,
Med Sarons Pryd,
Ja, Herrens Pryd, Guds Deilighed
Skal fra det Høie straale ned,
I Ørkens Vand sig speile.

Sit Øieskjæl da kaster bort
Den blinde Mand,
En Halt skal springe som en Hjort
I jævne Land,
Den Stumme da sin Tunge glad
Skal røre flink til Gammenskvad,
Den døve det skal høre.

Det times nu, du vidner from:
Guds Herlighed
I Jesus-Barnet til os kom
Med Fryd og Fred;
Hvad mangen Konning og Prophet
Har stundet efter men ei seet,
Det staaer nu klart for Øie.

87

Jeg seer dig vandre om saa vidt
I Blaamænds Land,
Og Frelseren forkynde frit
For hver en Mand,
Ei kan jeg see dit Legems Død,
Men jeg din Sjæl i Abrams Skjød
Af Engle seer henbæres.

Ja, Kammersvend, i Englechor
Jeg seer dig glad,
Jeg paa den samme Jesus troer,
Hvem du tilbad;
Den Aand, som troe har dig hiemført,
Har naadefuld mit Hjerte rørt,
Han vil og mig hjemføre.

Da skal vi evig tale om
Guds skjulte Raad,
Om Ham, som frelsde os fra Dom
Og Dødens Braad;
I samme Tungemaal vi da
Istemme skal Halleluja!
Med Himmelske Hærskarer.

Tillæg.

Det burde være overflødigt at melde, at det deilige Sandsagn, som her (ogsaa 1812) er sat paa Riim, findes optegnet i Apostlernes Gjerningers 8de Kapitel, men derimod bør det siges, at hvad som staaer i Begyndelsen, er kun saa min Gjætning, da det tykkes mig rimeligt, at Kammersvenden var fra samme Land, som Dronningen af Saba, ventelig fra Æthiopien. Det maa vel og kaldes en Gjætning, hvad som tales om den Christendom, han udbredte i sit Fædreland, men det er en af de Gjætninger, der synes mig at være hartad nødvendige Følger af, hvad vi med Vished vide. Det maae vel saaledes kaldes umuligt, at den Kammersvend kunde fortie sin Troe, med mindre han døde paa Reisen, og det er, efter Guds sædvanlige Husholdning, ingenlunde rimeligt, da Mænd med saa dybe Længsler, der underfuld uddrives at lede om Sandhed og finde den paa synderlige Veie, 88 pleie ingenlunde at være beskikkede til at falde i Ørken, men til at være Ordets høirøstede Tunger og standhaftige Vidner blandt Menneskens Børn. Engang vil Saga sagtens ogsaa komme den gamle Kammersvend ihu, og stille os Guds underfulde Førelser og Tanker med ham klarere for Øie.

Hvad Rimet nu angaaer, da tykkes mig, det klinger ganske godt og ret trohjertigt, og det staaer nu for mig ei blot som en Ihukommelse af hin, saa rørende som underfulde Hændelse i Oldtids Dage, men som en Ahnelse tillige af, hvad der i de næste forestaaer; thi sikkerlig vil det ei vare længe, før Blaamænd skulle tvættes hvide i en hellig Daab, og det er ei urimeligt, at en Menoza kan uddrives paa de lange Veie at lede efter Christendom, og det er ingen Løgn, at han kan gjerne reise fra Jerusalem paa øde Veie og ikke have fundet, hvad han søgde, saa Herren maa tilskikke ham en Ordets Tjener, hvor han ventes mindst, for at udlægge ham de høie Taler, der ere en forseiglet Bog for Mange, ja de Allerfleste, som kaldes Lærde og Skriftkloge nuomtide, fornemmelig den Tale om Ham, der bar vor Synd og tog vor Sygdom paa sig, ja det Korsens Ord, der nu som stedse er en Daarlighed for Grækerne, der søge efter Viisdom, verdslig Viisdom.

Golgatha.1

Golgatha! en Gru det er
Paa dig at omvanke,
Ingen Urter trives her,
Rædsom er hver Tanke,
Liig er Gjødning, Blod er Sæd
Paa det Hovedpandestæd,
Hvad kan der opvoxe ?

Tit sig løfter vel et Træ
Mellem Dødningbene,
Aldrig dog til Lyst og Læ,
Visne er dets Grene,

* 89

Suk kun hvine i dets Top,
Frugten er en blodig Krop,
Og dets Blomst er Pine.

Atter ledes ud fra Bye
Med sit Kors en Fange,
Høit det klinger under Sky
Af de vilde Sange,
Steen er Hjertet i den Trop,
Under Sang man reiser op
Korset til en Broder.

Men hvordan? den Fange ei
Er som andre Fanger;
Tornekronet Dødens Vei
Rolig, mild han ganger,
Som, med Tornekrands og Blod,
Salvet under Guld han stod,
Vandred til sin Throne.

I den vilde Skares Traad
Gaaer saa stort et Følge,
Vrider Hænderne med Graad,
Kan ei Sorgen dølge;
See! den Fange vender sig,
Stirrer saa vemodelig
Paa den lange Skare.

»Græder ikke over mig
»Og min korte Pine,
»Græde hver kun over sig,
»Over sig og sine!
»Gaaer med grønne Træ det saa,
»Hvordan vil det da vel gaae
»Med den visne Stamme?«

Reist fra Jord nu Korset staaer;
See! hvor grumt Man ham udspænder!
Hør, hvor Naglerne man slaaer
Gjennem Fødder, gjennem Hænder!
See, hvor mild han vaander sig,
Dybe Suk, ei vilde Skrig,
Ingen Harm i Øie.

90

Lytter, seer! den blege Mund
Sig til Tale nu oplader!
Hør, med Suk af Hjertens Grund
Hvor han beder: kjære Fader!
Fader min af Evighed!
O! tilgiv dem! ei de veed,
Hvad det er, de gjøre.

Solen brat sig skjule maae,
Naar han sine Øine lukker;
Jordens Puls med hans maae slaae,
Klipper revne, naar han sukker;
Fange! est du Verdens Soel!
Mon dit Kors fra Pol til Pol
Verdens Axel være!

Hør engang den høie Røst
Fra den kolde Tunge!
Hør, det toner fra hans Bryst,
Som naar Engle sjunge:
Fader! i din høire Haand
Jeg befaler nu min Aand!
Fri er nu den Fange.

Fange stor og underfuld!
Hvem kan vel din Fader være?
O! Han er ei Mand af Muld;
Det er Ham, som Engle ære,
Konningen af Himmerig,
Det er Ham, som fødte dig
Førend Tid og Time.

Golgatha! vær stolt og fro!
Libanons de ranke Cedre,
Ege, som paa Basan groe,
Dybt sig bøie maa, og hædre
Korsets lave, tørre Bul,
Som er plantet i dit Muld!
Livsens Træ den bærer.

Træ! ja du skal hædres vist
Fremfor Bjergets favre Ranker;
I dig podet er en Kvist,
Hvor man Himmeldruer sanker;
91 Dine Druers røde Saft,
Den har Sødme, den har Kraft,
Den kan Helsot læge.

Golgatha! den ganske Jord
Laae som du saa gold og øde,
Ja, fra Syden og til Nord
Var kun Døende og Døde;
Ranken kun af Himmelrod
Kunde af sit Drueblod
Livsens Kalk berede.

Med mit Kors til Golgatha
Derfor sjungende jeg ganger;
Du mig holder ei derfra,
Verdens Eng! hvor skjøn du pranger;
Verdens Eng, saa væn og blød!
Slangen lurer i dit Skjød,
Død er i din Drue.

Historien.

Hvi higer du saa underlig tilbage?
Det Forbigangne er jo dog forbi.
Hvad søger du i de forsvundne Dage?
Er du ei mæt af Livets Gjoglerie?
Skal endelig de Døde dig det lære,
At Intet vorder, blomstrer for at være,
At selv du brat skal visne som et Straa ?

See dig omkring kun i din egen Alder!
See dig kun om i Mark og Eng og Skov,
Hvor Blomsten visner, og hvor Løvet falder,
Hvor Agren fures af den skarpe Plov!
Den blinked nys i Solens Skin som Guldet,
Dens Glimmer svandt, og atter nu i Muldet
Udstrøes Sæd til Vext og Bram og Fald.

92

Lad Øiet stirre i dit eget Indre!
Kom Tankerne og Ønskerne ihu!
Har Vexelen du kunnet der forhindre?
Er det, som leved, ikke Skygge nu?
Hvi vil du da din Sjæl unyttig plage
For ret at lære af de gamle Dage:
Forfængeligt er Alting under Soel?

Vil du kanskee dig snedig selv bedrage,
Tildrømme dig, hvad ei du vaagen har,
En mægtig Rad af stolte Levedage?
O! vorder du ei Daarligheden vaer?
Vil Styrke du og Liv af Skygger laane,
Du og med dem maa bløde, blegne, daane;
Med hvem du lever, maae du ogsaa døe.

Du mener vel de Vises Steen at finde;
See, hvor de tumle sig, de Folkefærd!
Som Bobler brat de løfte sig og svinde,
Beherskede af Verdens fire Vær!
Den blinde Skjæbne og de stærke Drifter
Det altid er, som Lyst og Kval udskifter,
Og Lykkens Daarskab er kun Daaren god.

See! hvor de vise Mænd sig bygge Huse,
Alt efter Vinkel, efter Maalesnor!
See Tidens Bølger, hvor de trodsig bruse,
Og levne ikkun deres eget Spor!
I dem nedsank Palads saavelsom Hytte,
Og ingen Viisdom kan sit Værk beskytte,
Thi Godt og Ondt er Skjæbnen lige kjært.

Vil du kanskee af Krøniken fornemme,
Hvordan udviklet blev din egen Old?
O! er den skjøn, see til, at du kan glemme
Dens Banemand, den lede Vexeltrold!
Og er den ond, da spildt er din Umage,
Thi er den Frugten af de mange Dage,
Mon da den ændres kan af dine faa?

Er det saa sødt at høre Sagas Taler,
Hvordan heel sært det sig begivet har,
At Hellas Ager bærer Hestehaler
For Mandehovderne, den fordum bar,
93 At Heltesæd blev Trælle under Aaget,
At Tyrke sove, hvor Hellener vaaged,
At Uglen tuder, hvor Minervas sang?

Er det saa lysteligt et Syn at skue,
Hvordan den Klerk opkrøb paa Keiserstoel,
Hvordan de Helte med den røde Hue
Kom til at vogte Faar paa Kapitol?
Hvordan de sank, de Byer og de Buer,
Hvordan de slukkedes, de blanke Luer,
Den Friheds, Kraftens, Musens Alterild?

Er det saa trøsteligt, af Sagas Tale
At faae den Vished, det er Livets Lov:
Dets Luer sig i Tidens Bølger svale,
Og al dets Herlighed er Fortids Rov,
At hvad sig end vil over Hoben hæve,
Kun mægter svagt at sukke og at bæve,
Som Hjertet i den visne Verdensurt?

Saa vær da klog, og lad de gamle Tider
Med Fred i Graven, hvor de sjunke ned!
Det nytter ei, du stræber og du strider,
Det blomstrer aldrig meer, det Urtebeed;
Jo meer du stirrer paa de Blommer fine,
Desmere voxer og din Sorg og Pine,
Det er de Blomster, som du elsker op.

Forstum, du Frister! med din Lyvetale!
Forstum, bortviig i Jesu Christi Navn!
Og troe kun ei, at Tidens Aftensvale
Tilhører dig, du hæse Natteravn!
Nei, tie Fuglene og falder Løvet,
En hellig Fugl dog svæver over Støvet,
Som over Vandene i Verdens Vaar.

De svandt, de svandt, de Fortids favre Dage,
Den svaledes, den stærke Lueild;
Dog meer end Mindet have vi tilbage,
Thi hvad der leved, var ei Skyggespil,
Og Han, som livned, hvad der er forsvundet,
Hans Liv er ei med Slægternes udrundet,
Og er vi Hans, da har vi Liv i Ham.

94

Ja, vist vi kan med fromme Aander leve,
Hvis Støv nedsank i Moderstøvets Favn;
I Herrens Navn det var, de Daad bedreve,
Og vi er Eet med dem i Herrens Navn;
I Ham vi tør os deres Liv tilegne,
Lad kun vort Støv med deres bløde, blegne!
Vor Aand med deres er i Himmerig.

De Vises Steen, o! vist er den at finde
I Hjerteaarerne af Sagafjeld;
Vel dybt forborgen ligger den derinde,
Men fra dens Leie risler ud et Væld,
Og naar i det vi Øinene vil bade,
Da see vi Stenen, hvor vi end har Stade,
Til den forvandler sig vor Øiesteen.

Da see vi det, hvorfor al Verdens Vise
Omsonst har bygget paa et varigt Huus;
Vi grue kan, men maae dog Herren prise,
Naar Babelstaarne synke ned i Grus.
Al Gru for Skjæbnen sig i Intet taber,
Thi med os Skjæbnen knæler for sin Skaber;
Den er Hans Arm, den er Hans Aandepust.

Vi see det vel, sig Tidens Bølger velte
Med Gnye og Grumhed over Sagas Mark,
Bortskylle Folkefærd, og skjule Helte,
Men sikkert sidde vi i Herrens Ark,
Paa Bjergetop os løfter vilde Vove,
Men spiller mat paa Arkens faste Bove,
Og synker, kløvet af dens hvasse Kiøl.

Ja denne Ark, det, Frister, maae du sande,
Har trodset Tiderne i Jacobs Leir,
Adsplittet Voverne som Jordans Vande,
Sin Vimpel ført mod Verdens fire Veir;
Ja, Tidens Strøm og Verdens Hvirvelvinde
Maae selv opløfte den paa høie Tinde,
Paa Ararat, hvor evig den skal staae.

Maae Tidens Aand som Træl da Herren følge,
Er Skjæbnens Storm kun Røsten af hans Ord,
Hoverer Arken over Tidens Bølge,
Og styrer Herren viselig dens Roer,
95 O! hvilken Fryd i den at overfare
De forbigangne Tiders Bølgeskare,
I Kamp, i Kraft, til Havn i Himmerig!

Ja, skulde alt imod de stærke Fjæle
Sig Luebølgen velte nu med Gny,
Og løfte Arken med de otte Sjæle
Fra Verdens Brynde til den klare Skye;
Vi vilde dog med store Helteskare
Paa Herrens Argo over Havet fare,
Og axle glade deres Gyldenskind.

Men nu, om Arken under hvalvde Bue
End synes faldet af Cherubers Favn,
Og straaler meer ei Lampens klare Lue,
Saa himmelsk herlig paa Jehovas Navn,
Og blomstre længer ei de Liljer fagre
Om Arken trindt paa gyldne Tempelagre,
Dog end mod Sky den vender ei sin Stavn.

Endnu engang, du veedst det, lede Frister!
Det bør sig Arken udi Jacobs Leir
At frelses fra forbausede Philister,
At smykke Zion og nedtrykke Seir;
Og Cherubimer skal den atter favne,
Og Liljer snoe sig om dens høie Stavne,
Og Lampen straale paa Jehovas Navn.

Ja, i en liflig, hellig Aftensvale
Skal Aftensolen skinne paa dens Flag,
Og om dens Færd skal sjunge Nattergale
Fra høie Mast med søde Toneslag;
Og som de sjunge, skal af Grav sig skynde
De sjunkne Blomster med forklaret Ynde,
Og krandse Arken til sin Himmelfart.

Ja, Tidens Bølger skal med Dands sig leire
Om Herrens gamle, herliggjorte Ark,
Og under Sang forkynde høit dens Seire
Paa Orlogsfærden over Sagas Mark;
Forkynde høit, de maatte den adlyde,
Og kunde ei dens mindste Nagle bryde,
Thi evigt er det Himlens Gophertræ.

96

Det veedst du, Frister, og du veed tillige,
At denne Tidens høie Bølgesang,
Som tjener Sandhed, truer Løgnens Rige,
Forkynder høit dets nære Undergang,
Dets Undergang, evindelig begravet
I Nattens Mulm, ja midt i Luehavet,
Der tænker fræk at tænde Herrens Ark.

Det vilde du da snedig forebygge,
Indbilde os med Løgn og Gjoglevid,
At Skyggens Legeme er selv en Skygge,
At Alt er dødt i den forsvundne Tid,
At vilde, blinde ere alle Kræfter,
At vild er Loven, som de lænkes efter,
At blindt er Det, som seer og tæmmer Alt.

Du gamle Daare! mener du at fange
I slige Snarer, hvem sin Gud har kjær?
Er Han nu død, som før saa mange Gange
Dem sønderhuggede med Aandens Sværd?
Har nu du lært med Konst at døve Odden?
Har nu du lært at stampe imod Brodden,
Med Løgn at blænde Sandheds klare Soel?

Nei, Frister, nei, du skal os ei bedaare!
Mod hver en Piil vi løfte Troens Skjold,
Paa Haabets Snekke vi med Sagas Aare
Tilbage roe i den forsvundne Old;
Naar Arkens Spor vi finde da og følge,
Da og erobre vi fra Tidens Bølge,
Alt hvad der sank af Evighedens Æt.

O Dannemark! o, lad du dig opvække!
Indvie din Lund til Nattergalens Slag!
Du er den eneste, som paa sin Snekke
End fører Arkens gamle Flag;
Ja, ak, desværre! du har tabt din Flaade,
Men paa din Phønix og paa dine Baade
Dog vaier end den gamle Dannebrog.

Kom Moder, kom! med Phønix vil vi stævne
Ud paa saa ridderligt et Vikingstog;
Ei Liv vi vil i nogen Fjende levne,
Som driver Spot med gamle Dannebrog;
97 Den blev til Kamp mod Hedninger os givet,
Og ved dens Syn hver Hedning mister Livet
Naar kun den vaier over christne Folk.

Kom, Moder, kom! vi Arkens Spor vil følge,
Der er saa livligt, og der er saa lyst;
Ærbødig skiller sig hver Tidens Bølge,
Hvor Phønix svømmer med sit hvide Bryst,
Da med det Nye forener sig det Gamle,
Alt, hvad som levede, skal sig forsamle
Til Seierssangen under Dannebraag.

Kom Moder! lad mig ei forgjæves kalde,
Og minde dig om gamle Kaar og Pagt!
Alt længe kaldtes jo af dine Skjalde
Sortladne Hav din Vei til Roes og Magt;
Og Dannebraag dig byder vist at dømme:
Det er paa Aandens og paa Tidens Strømme,
Du vinde skal din rette Roes og Magt.

Naar da med dem, som end i Tiden sove,
Vi sjunge høit paa Daners gamle Mark:
Dig, store Gud! for Miskundhed vi love,
Da løfter høit igjen sig Herrens Ark,
Da heiser Juul sit Kongeflag ved Kjoge,
Da synger sødt den liden Fugl i Bøge,
Da sjunger Svanen over Isefjord.

Lad, Moder, dig kun aldrig det forskrække,
Af1 dine Ege er nu ingen fast,
At høie Fjeld ei længer dig vil række
Sin ranke Gran i Vennevold til Mast!
Foruden Eeg og Gran kan Herren bygge,
Og Eeg med Gran udi Hans Vingers Skygge,
Naar Han kun vinker, voxe op saa brat.

*
98

Frants Volkmar Reinhards Minde.1

I Vittenberg, i Sachsenland,
Der er en Grav tilskue,
Der hviler sig en from Guds Mand
Alt under Kirkebue;
Hvad her han heed, det veed Enhver,
Som har sin Gud og Bibel kjær,
Men hvad han heder nu hos Gud,
Skal Engle for os sjunge ud,
Naar vi med ham forsamles.

Han lukked op den Bibelbog,
Som var saa fast forseiglet;
Han saae, paa Herrens Syner klog,
Guds Herlighed i Speilet;
Han laante Biblen Folkets Maal,
Han trodsed' Band og Staal og Baal;
Og hvad der stred mod Herrens Ord,
Det sank paa Baal, det sank i Jord;
Thi Herrens Ord har Kræfter.

Trods List og Vold, trods Band og Baal,
Gik Ordet vidt om Lande;
Det talte Folkets Tungemaal
Alt op til Nørrestrande;
Det lød ved Donaus Kildevæld,
Det høit gjenlød fra Dovrefjeld,
Ved Bloksbjerg og ved Hekla klang
Det liflig sødt i Kirkesang;

Da var det Lyst at leve.
Der Han gik hjem, den fromme Mand,
Til Fader i det Høie,
Da sørged' Kristne vidt om Land
Med Suk, med Graad i Øie;
Han fulgtes til sit Hvilested
Af Læge og af Lærde med,

* 99

Ja, mangen Ridder, gjæv og bold,
Med Taarer salvede sit Skjold;
Men Herrens Ord dem trøsted'.

Naar Herren saaer sin gode Sæd,
Sig Fienden ei forsømmer,
Han Klinte strøer paa samme Sted,
Mens Vagten rolig drømmer.
Paa Biblen sov de lærde Mænd,
Og stred om Tant med Mund og Pen,
Da gik det, som det maatte gaa,
At Klinten voxte høit paa Straa,
Og Kornet krøb i Jorden.

Tohundred Aar hinanden jog,
Og daglig blev det værre;
De Bibelfienders Tal tiltog,
Og Vennerne blev færre.
»Den kjære Synder tugter haardt,
»Den piner os; o tag den bort!«
Saa hvisked' det i mangen Vraae,
Og deres Børn, som hvisked' saa,
De raabte høit det Samme.

Der gik saa stadseligt et Tog
Af Høie og af Lave,
De agtede den Bibelbog
Hos Luther at begrave;
De To, saa raabte vilde Flok,
Til Fædrene var gode nok;
Men vi har Mod og vi har Kløgt,
Vi Herrens Ord og Herrens Frygt
Ei meer, som de, behøve.

Der gik saa mange lærde Mænd
I Spidsen af den Skare;
De spottede med Mund og Pen
Guds Ord det dyrebare;
Det var saa ynkelig en Gang,
Forlorne Skjalde glade sang,
Og Klerkene paa Skrømt kun lod,
Som om de stod den Flok imod,
De flygted' eller fulgte.

100

Der Flokken stod ved Luthers Grav,
Da tog en Røst til Orde:
Nei holdt! der bliver Intet af!
I her den ei skal jorde.
Frants Volkmar Reinhard! det var dig,
Som talte saa heel dristelig;
Ved Luthers Grav i mørke Nat
Til Vægter Gud dig havde sat,
Det mærked' du, og kjæmped'.

O, vel Dig! du har kjæmpet ud,
Du løbet har fuldkommet;
Nu klart du skuer hos din Gud,
Hvad her du saae forblommet;
Dig verdslig Kløgt var alt for kjær,
Din Bibel stod den tit for nær,
Ei ræd du søgte Verdens Fred,
Men Tidens Aand imod dig stred
Forinden som derude.

Ak! tunge Dage er det vist,
Naar selv en saadan Kjæmpe
Kan ei enfoldig tro paa Christ,
Ei Grublelysten dæmpe!
Ak, Reinhard! du det selv erfoer,
At kølnet blev af Kløgt dit Ord,
At ei det Hjerter slog som Lyn;
Men saae da ei dit skarpe. Syn:
Guds Ord sig selv vil raade.

Ak! Tydskland, du er Svælget nær,
Det siger mig din Kjæmpe;
Hans Bibel, som dog var ham kjær,
Han kløgtig vilde læmpe;
Ak! sikkerlig den Stund er nær,
Da Ingen har sin Bibel kjær,
Da Hver, som kalder sig dens Ven,
Bespotter den med Mund og Pen,
Den tyder som en Mythe.

Ja, Reinhard! du til Paradis
Fra Hedninger dig skyndte;
Din Brøde er, at høit din Priis
Selv Hedninger forkyndte;
101 Dog ei den Priis dig gjorde glad,
Du taalte heller Spot og Had,
Fra Christ du ei dig lokke lod,
For Naadestolen i Hans Blod
Du trodsed' Hedningharme.

Saa hvil da sødt, du Kjæmpe god,
Hos Gud og under Mulde,
Og priis den Gud, som raadte Bod
Paa Trængsel og paa Kulde!
Men paa din Grav med Suk og Graad
Maa Christne skue Hedningtraad;
Hvordan vil det med Landet gaa,
Naar Gud har samlet sine Faa
I stille Sovekammer!!!

Ak! Luther! ikke Een jeg veed,
Som ved din Grav vil stride,
Saa Biblen ei skal lægges ned
I Jorden ved din Side;
Vel veed jeg, hvor en Kjæmpe staaer,
Alt under Hjelm og hvide Haar,
Med Troens Skjold og Aandens Sværd;
Men, ak! han har dig ikke kjær;
Ak! Stolberg dig har svigtet!!!

O! hører mig, I tydske Mænd,
Som end for Christ jer bøie!
Til Reinhards Grav I gange hen
Med Suk og Graad i Øie!
O! knæler med andægtig Bøn
Til Faderen og til Hans Søn!
O! beder, at en Kjæmpe maa
I Aandens Kraft igjen opstaa,
Lutheri Grav at vogte!

O! beder høit i fromme Chor!
O! længes ret derefter,
At gjennem Kjæmpen sig Guds Ord
Maa tee med fulde Kræfter!
At han maa staae, som Luther stod,
Med Barnesind og Heltemod,
102 Enfoldig tro, og slaa til Jord,
Hvad sig ophøier mod Guds Ord,
Nedslaa sin egen Tanke!

Ak! her hos os i Daneland
Er ogsaa Nød paafærde,
En Kiste staar paa Gravens Rand
Med Guds og Luthers Sværd,
Der stod den alt i tyve Aar,
Og at endnu den oppe staar,
Det er, fordi en Kjæmpe god
De Sværde svang med Kraft og Mod,
Og det var Biskop Balle.

Nu staaer han selv paa Gravens Rand,
Alt under Haar saa hvide;
Med Sorg det seer den christne Mand,
Hvor Kisten monne skride;
Den sænkes ei med Larm og Brag,
Men skuppes sagtelig i Mag;
Ak! Mange see med Suk til Sky,
Men Faa kan taale Vaabengny,
Og ingen Kjæmpe færdes.

Ak! er da ærlig Kjæmpefærd
Nu blevet Skam i Norden?
Ak! skulde da de gode Sværd
Nu ruste under Jorden?
Nei, holdt, i Jesu Christi Navn!
Og jeg er født i Kjæmpestavn,
Gud naadig Tro og Mod mig gav,
Han er mit Skjold, Han er min Stav,
Og Sværdet selv har Kræfter.

Her staar jeg med min Herres Sværd,
Lig der, du tomme Kiste!
Jeg svinger det mod Mørkets Hær,
Til mine Sener briste.
Ja, kom nu kun, du stolte Flok!
Du har jo Mod og Styrke nok;
Kom nu, om du har Mod i Bryst,
Og vov mod os en Kjæmpedyst,
Før Sværdet du begraver?

103

Hvi est du vorden nu saa ræd?
Du var jo nys saa modig.
Tør du ei staa paa Gravens Bred,
Naar Kampen vorder blodig?
Hvad er det Lys, du praler af,
Naar ei det lyse kan i Grav?
Hvordan? du har jo Sandhed kjær,
Og blegner dog for rustne Sværd,
Som nys du vilde jorde?

Ja, lee kun frit, jeg veed, du vil,
Du Mørkets rædde Skare!
Kald mig i Spot kun Lutherlil!
Jeg skal til Navnet svare;
Min Svaghed selv jeg kjender bedst,
Og bøier mig for Herrens Præst;'
Men lære skal dog Mænd i Nord,
At ei med Fædrene Guds Ord
Har mistet sine Kræfter.

Lutherus! paa det høie Nord
Du spaaende har peget;
Der, sagde du, skal bo Guds Ord,
Naar det fra os er veget.
Ak! vil dit Folk Guds Ord forsmaa,
Da gid dit Spaadomsord bestaa!
Blir Ordet fredløst vidt om Land,
Da gid det sig af Bøg og Gran
Vil bygge her en Hytte!

Men Nord! ifald du taabelig
Dig ved din Frelser skammer,
Da haver Jorden og til mig
Et stille Sovekammer;
Da er der Rum i Himlen end,
Hos Fader, til mig arme Svend;
Men, naar Hans Vredes Lyn slaaer ned,
Kan den, som stolt mod Ordet stred,
Og staa mod Vredens Lue?

104

Tillæg.

Dette Vers er trykt foran Prædikenen: hvorfor kaldes vi Lutheraner? Det ahnede mig, at stor Ulykke da forestod Sachsen, ei alene, som det var og er klart, at en saadan forestaaer alle de Europas Lande, der ei hastelig omvende sig til Christus, men ogsaa besynderlig som den lutherske Menigheds Vugge, der ubekymret laande Verden sine Gænger, skjøndt Reinhard over Luthers og Melanchtons Grave saa klarlig udlagde, hvilket Guds Barn det var, som avledes og opfostredes der. Jeg sagde: (S. 23) »det gaaer, som Herren siger ved Propheten: (Es. 57) den Ret»færdige døer, og der er Ingen, som lægger det paa Hjerte; de »Fromme indsamles, men der er Ingen, som betænker, at den »Retfærdige borttages fra Ulykken; han skal indgaae med Fred, »de skal hvile sig i deres Sovekamre, og vist maae man da ahne »frygteligt Uveir. Ogsaa ved Reinhards, mig saa uventede Bort»gang faldt disse Ord mig tungt paa Sinde: Luther henkaldtes »i sit 63de Aar fra Ulykken, som næste Aar begyndte, Reinhard »bortrykdes i samme Alder under frygtelige Varsler; maae det »ikke falde os ind ved at see paa Luthers og hans Dage: gik »det saamed det grønne Træe, hvordan vil det gaae »med det Tørre!

»Jeg veed meget vel, at hartad alle Boglærde, og mange Tu»sinder med dem, lee ad saadanne Trudsler og bange Forvent»ninger, men derved forvisses en Christen om, at Uveiret er »saare nær og maa komme, thi ligesom det gik til i Noa Dage, »de aade, de drukke og toge til Ægte og foragtede Varsler, ind»til den Dag, Noa gik ind i Arken, ja lige til Syndfloden kom og »tog dem alle bort, saa skal og Menneskens Søns Tilkommelse »være; ikke alene den store i Dagenes Ende, men og hver øde»læggende Hjemsøgelse, thi ogsaa i Sodom aad de og drak, og »plantede og byggede trygge, til Ilden og Svovelen kom.«

Saa talte jeg i November 1812 med Øiet fæstet paa Guds usvigelige Ord, paa de forbigangne Dage og Tidernes Tegn, og Synet skuffede ikke. Ødelæggelse i fuldt Maal bragde det næste Aar over Sachsen, og Vittenbergs Høiskole nedlagdes, der trehundrede Aar vare forløbne, siden Luther der blev Doctor i Theologien, til et Tegn, at den Lærdom, som udgik fra den høie Skole, var nu aldeles aflagt i Landene, var ligesom jordet med Reinhard, der i Vittenberg holdt dens Liigprædiken.

Vel lod det, som Uveiret end vilde drage over, thi den frygtelige Mand, der enstund havde ført Guds Vredes Riis, Napoleon 105 nedstyrtedes som i en Haandevending fra sin Throne, og Jubel over Fred og Frihed gjenlød i Landene. Det er og vist, vilde Folkene og deres Regientere have kjendt Herrens vældige Haand og ydmyget sig under den, da havde Han i Miskundhed angret det Onde, som Han havde besluttet over Landene; men nei, de sagde det vel, at Æren tilhørde den Evige, men visselig de Fleste hyklede med deres Læber, naar de talede saa; deres egen Kløgt og Kraft og Tilfælde takkede de i Hjertet for Seieren, det var aabenbart, thi ei tænkde de paa at vandre i et nyt Levnet for Guds Ansigt; ja, de Verdens Herrer, der bleve besjungne som dens Frelsere, som erklærede, at de havde grebet til Vaaben for Sandhed og Retfærdighed, som sagde, at Gud havde kronet deres Vaaben med Held, de viisde, hvorpaa de stolede, da de kjøbde sig et verdsligt Glavind for Nordens uskyldige Blod; det var den første Brug, de gjorde af Seieren, ved Trudsel med Hunger og Ødelæggelse at tvinge et fredeligt ædelt Folk til at bøie Nakken under et Jernaag, smeddet i det Værksted, de sagde sig at ville forstyrre; ja de satte Kronen paa deres Daad ved at erklære, at Vittenberg, revet fra sin gamle Herrestamme, skilt ved den Skole, hvorfra Guds Ord udgik, skulde vorde en Grændsefæstning for et vantroe Rige; Lutheri Støv, hans Menigheds jordiske Palladium, overantvordedes i Fiendevold, ei med Sandheds men med Kanoners Belte vilde de omgjorde sig, ei paa Gud og Hans Ord, men paa Fæstninger og Folketal grundede de Haabet om at modstaae hvert kommende Uveir. Ja, Folkenes Styrere, de vilde fæste en Tordenleder paa deres Borge og da trodse Himlens Lyn, og de glemte, at Tordenlederen netop drager Uveiret over deres Hoved, og at naar da den Almægtiges Finger forvirrer Kjæden, da er Ødelæggelsen uundgaaelig, og de maae da bekjende, at det var dem selv, som med formastelig Haand udæskede Tordenen og nedkaldte Lynet. For hver Christen med opladt Øie var det aabenbart, at da Folkene saa daarlig misbrugte den Frist, Herren til Omvendelse saa langmodig skjænkede, og toge Hans Naade forgjæves, da maatte Uveiret brat vende tilbage med fordobblet Styrke, Herren, som lod Folkene dømme sig selv, Han maatte udstrække sit Vredes Sværd, til at udføre Dommen, og det var aabenbart, at de Befæstninger, Menneskehaand havde opreist, vilde henveires som Skygger ved det første Vindpust, der susende i Trætop forkyndte Uveirets Komme. Han staaer der alt igjen, omgjordet med Guds Vredes Sværd, den Frygtelige, han sidder maaskee alt under Frankerigs Krone, har maaskee alt med Spidsen af sit Spir afmeiet 106 de visne Lilier, der skulde laane Grøde af et Aadsel, han sidder maaskee alt omgivet af de Ørne, der samle sig, hvor Aadselet er! Maaskee, siger jeg, kun for ei at sige mere, thi det er vel upaatvivleligt, og hvo som ei aldeles har forglemt sin Børnelærdom, har vel alt i disse Dage maattet ihukomme det Guddommelige Ord: naar de sige: her er Fred, her er ingen Fare, da skal Fordærvelsen hastelig falde dem over som Pinen en frugtsommelig Kvinde, og de skal ikke undflye. O! kunde jeg løfte min Røst, saa den hørdes over alle Europas Lande, o vilde de dog høre Sandhed og annamme Tugt, de forvildede, sovende, haardnakkede Folk! O! vilde de dog indsee, at om ogsaa Napoleon styrtedes atter, om ti andre opstode og faldt, Ødelæggelsen er dog lige vis, dersom de ei skyndelig gjøre Bod og forlade deres onde Vei og Tanker og omvende sig til Herren, til vor Gud, som er riig paa Miskundhed, til den Gud, der dog for deres Øine saa klarlig har stadfæstet Sit Ord, at det er Ham, som nedtrykker, og Ham, som ophøier, som nedslaaer de Hovmodige og fanger de Vise i deres Træskhed! Ja, visselig gjælder det her om den Deel af Christenheden, der ei vil omvende sig, hvad Herren sagde ved Propheten: (Jer. 37) bedrager ikke eders Sjæle, i det I sige: Chaldæerne skal vist drage fra os, thi de skal ikke drage bort, og om I slog hele Chaldæernes Hær ihjel, som strider imod eder, saa der blev kun tilovers nogle saarede Mænd, da skal de dog gjøre sig rede, hver i sit Paulun, og opbrænde denne Stad med Ild.

Og Fædreneland! du, som haver baaret Verdens Forsmædelse, og er ved Herrens Miskundhed forhindret fra at gjøre dig deelagtig i de store Folkesynder, hvem Herren haver revset, som en Fader sit elskede Barn, fra hvilket Dommen er begyndt, for at du ei skal fordømmes med Verden, til dig vil jeg sige med Propheten: (Jer. 18 og 22) Land! Land! Land! hør Herrens Ord! see, siger Herren, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saa ere I af Israels Huus i Min Haand. I et Øieblik kan Jeg tale imod et Folk og et Rige til at oprykke og til at nedbryde og til at fordærve; men omvender det samme Folk, mod hvilket Jeg haver talet, sig fra sin Ondskab, da skal mig angre det Onde, som jeg betænkde imod det, og i et Øieblik kan Jeg tale over et Folk og over et Rige til at bygge og til at plante. Og Herrens Ord skedte til mig sigende: (Ezech. 35) du Menneskes Søn! sæt dit Ansigt imod Seirs Bjerg og spaa imod det! og du skal sige til det: saa sagde den Herre, Herre: see, Jeg vil til dig, Seirs Bjerg, og udrække Min Haand imod 107 dig, og gjøre dig til en Ødelæggelse, fordi du haver et evigt Fiendskab, og haver adskilt Israels Børn ved Sværdets Magt i deres Elendigheds Tid, den Tid, Misgjerning havde Ende; fordi du haver ikke hadet Blod, da skal Blod forfølge dig; Jeg vil fylde dine Bjerge med Ihielslagne, paa dine Høie og i dine Dale og i alle dine Strømme, der skal de falde, som ere ihjelslagne med Sværd. Jeg vil gjøre dig til evige Ødelæggelser, dine Stæder skal ikke beboes, og I skal fornemme, at Jeg er Herren. Fordi du siger: de tvende Folk og de tvende Lande skal være mine, og vi vil eie dem, om saa Jehova Selv var med dem; derfor, siger den Herre, Herre: Jeg som lever, Jeg vil gjøre efter din Vrede og efter din Nidkjærhed, hvorved du haver beteet dit Had imod dem, og Jeg vil blive kiendt hos dem, naar Jeg dømmer dig, og du skal fornemme, at Jeg er Herren; Jeg haver hørt alle dine Bespottelser, som du sagde imod Israels Bjerge, sigende: de ere hærgede, de ere givne os til Odel, og I have gjort eder store imod Mig med eders Mund, og gjort eders Ord mangfoldige imod Mig, Jeg, Jeg haver hørt det.

Og du Menneskes Søn, spaae over Israels Bjerge, og du skal sige: I Israels Bjerge, hører Herrens Ord! Saa sagde den Herre, Herre: fordi Fienden sagde over eder Ha! item, de evige Høie ere blevne os til Eiendom, derfor spaae, og du skal sige: saa sagde den Herre, Herre: fordi, ja fordi Man haver hærget og opsluget eder trindt omkring fra, saa I ere blevne Hedningernes Efterslæt til Eiendom og ere komne paa en Tunges Læbe og ere blevne berygtede blandt Folkene, derfor spaae om Israels Land, og du skal sige til Bjergene og til Høiene, til Strømmene og til Dalene: saa sagde den Herre, Herre! see, Jeg, Jeg haver talet i min Nidkjærhed og i min Grumhed, og I have baaret Hedningernes Forsmædelse. Derfor sagde den Herre, Herre saaledes: Jeg, Jeg vidner med oprakt Haand, at Hedningerne, som ere trindt omkring eder, de skal selv bære deres Forsmædelse; men I, Israels Bjerge, skal skyde eders Grene og bære eders Frugt for Mit Folk Israel, thi de nærme sig at komme; thi see, Jeg kommer til eder, og Jeg vil vende Ansigtet til eder, og I skal dyrkes og saaes. Og Israels Folk! jeg vil bestænke eder med Vievand, og I skal blive rene af alle eders Ureenheder, og Jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, borttage det Steenhjerte af eders Kjød og give eder et Kjødhjerte, og Jeg vil give min Aand inden i eder og gjøre, at I skal vandre i mine Skikke og holde og gjøre mine Rette, og I skal boe i Landet, som Jeg gav eders Fædre, og være mit Folk, 108 og Jeg, Jeg vil være eders Gud. Og Jeg vil kalde paa Kornet og formere det og ikke sende Hunger over eder, og Jeg vil formere Fragt paa Træerne og Grøde paa Marken, paa det I skal ikke ydermere tage imod Hungers Forhaanelse af Hedningerne. Dette gjør Jeg dog ikke for eders Dyds Skyld, det være eder vitterligt; blues og skammer eder ved eders Veie, Israels Huus! (Ezech. 36.) o Fædreland! mærk du dig dette! kom atter ihu, hvad jeg sagde dig om din Tarv og Fare, dengang Sværdet svævede over dit Hoved! kom det ihu ved Synet af følgende Vers, som jeg dengang førstegang sang for dit Øre!

[Herefter følger Tyge Rothes Minde.]

Farvel til C. Molbech1

Saa er det vist, saa har du dig udvundet
Af Vennelykken, som os sammenbandt!
Saa est du flygted fra mig over Sundet,
Hvor Danmarks Søn saa ofte Døden fandt!
Hvor danske Mø forlorede sin Svend,
Der ogsaa jeg forlorede en Ven.
Ei meer at skifte vil med mig du have;
Ei heller da den sidste Sjælegave,
Ei heller da det venlige Farvel?

O! visselig det gik mig nær til Hjerte,
O! visselig jeg følte bitter Smerte;
O! visselig er det heel tung en Lod,
Naar Fjender fnyse, og naar Farer true
I Fjenders Ledtog da sin Ven at skue,
At saares dybt i Hjerte af hans Braad!
Dog, Molbech! ei for dig igjen at saare
Jeg Harpen greb i stille Aftenstund;
Nei, jeg den greb, for, med en Vemodstaare,
At byde dig: Farvel! af Hjertensgrund.

* 109

Som da jeg I vor første Vennesommer
Dig bad indgaae til Sorøes Altergrav,
Og skue der de favre, hvide Blommer,
Der huldt sig slynge om den brudte Stav,
Dig bad at agte, hvad dit Hjerte ahner,
Og fængsles ei af Tidens Tulipaner;
Saa rolig og saa venlig staaer jeg end,
Bag sjette Vaar i vores Vintersommer,
Og svarer dig paa bittre Ord: min Ven!
Gak ind og skue de favre, hvide Blommer!
Betænk i Fred ved Sorøes Altergrav,
At brydes skal og vores Vandringsstav!
Naar da vi ligge under Muldet stille,
Naar Graven synker, og naar Orme pille,
Da skal vi der, hvor klare Lys er inde,
See, hvem der saae, og hvem der gik i Blinde;
Men tro vi Ham, Hvem alle Christne dyrke,
Vi veed, at hvo sig støder, gaaer i Mørke,
Hvo Lyset følger, han sig støder ei.

Og nu, Far vel! far, som jeg selv vil fare!
Ak! glat er Stien, som saa vis du troer;
Gid Himlens Lys maa dine Trin bevare!
Gid ei du fængsles i de vilde Spor!
Gid onde Urter ei din Aand forgifte!
Og naar engang du ikke meer saa stolt
Mit Venskab vrager, og bortkaster koldt,
Et Hjerte haver jeg med dig at skifte.

Tillæg.

Een Ting var jeg dog nær ved at haabe, da jeg skrev disse Linier, som indrykkedes i Skilderiet No. 62, 1813, til Svar paa de bittre Ord i Skilderiet Nr. 59, og det var mit Haab, at Molbech i det mindste skulde ved dem følt sig forvisset om, at jeg kom ham venlig ihu, og at jeg ikke havde det hadefulde Hjerte, han tiltroede mig, og at han gjorde mig stor Uret ved at tiltale mig i den bittre, foragtelige Tone. Ogsaa dette Haab glippede, som saamange, der bygges paa saa forunderlig og foranderlig en Ting som det menneskelige Hjerte; men aldrig skal jeg angre at have sagt den af mig ufortørnede, af Verden forførte Ven et 110 saadant Farvel, thi jeg veed, hvad Enhver kan see: jeg kunde ei have talt saa, dersom Kjærligheden ei først ved Guds Hjelp havde seiret over Vreden, og een saadan Seier er mere værd end ti over udvortes Modstandere, hvis Angreb kun havde lidt at betyde, naar ikke Synden i os gjorde Forbund med dem. Imidlertid kan min Glæde over dette Farvel ei være fuld, førend, hvad Gud give! min forrige Ven, hvis ædlere Deel jeg aldrig har miskjendt, atter rækker mig Haand.

Karen Bjørns Minde.1

Danmarks Daatter! vil du vinde
Ærligt Navn af Dannekvinde,
Vil du, at i Arv dit Navn
Til Velsignelse skal gange,
At din Gravhøi som en Bavn
Vogtes skal i Nordens Vange,
At de Lys, saa favre, blaa,
Blinke, blusse skal derpaa,
Til et Tegn, at der i Muld
Groves ned det ægte Guld,
Til et Tegn, at der forvares
I det sorte Helgenskrin
Dannefæ og Perle fiin
Som engang skal aabenbares,
Straale klart i Soleglands
Under evig Brudekrands;
Danmarks Daatter! hvis dit Øie
Funkler, flyver mod det Høie,
Staar du grebet, rørt i Sind,
Triller Taaren dig paa Kind,
Løfter Barmen sig og banker
Mod det Billed, mod de Tanker,
Sind og Øre da oplad,
Lyttende, for Skjaldens Kvad!

* 111

Vil du vinde
Lovligt Navn af Dannekvinde,
Speil dig da i allen Stund,
Speil dig ret af Hjertens Grund!
Speil dig selv, ei dine Lader,
Dine Smykker, dine Plader!
Speil dig ret i Døgnets Flaner,
Naar dig friste onde Vaner!
Mærk det vel og see det grant:
Verdens Pragt og Priis er Tant!
Speil dig mest i klare Minder
Af de fromme Dannekvinder!
Seer du hist, hvor ydmyg, lav
Løfter sig en Kvindegrav!
Ei udgravne Marmelsteen
Praler af de møre Been,
Men i Danmarks Mindebog,
Medens Aar i Flok henrinde,
Skinner under Krone dog
Navnet af den Dannekvinde,
Som de trætte Been til Fred
Lagde her i Graven ned.
Bag de Lys, saa fagre, blaa,
Monne blidt et Billed staae
Af en ædel Dannekvinde;
Bøiede vi stirre paa
Billedet til Speil og Minde
For den Blides Børnebørn,
Billedet af Tyges Kvinde,
Billedet af Karen Bjørn.

Hør du mig, du favre Møe!
Hør du mig, du vakre Kvinde!
Ogsaa du engang skal døe!
Vil du arve Karens Minde?
Roserne, som nu er røde,
De maa visne,
Disse Kinder, som nu gløde,
De maa isne;
Vil du, at, for Marmelsteen,
Rosen fiin med friske Blade
Duftende skal finde Stade
112 Over dine møre Been;
Skal de favre Aftenflammer
Lyse fra dit Sovekammer,
Skal den gjæve Mø og Kvinde
Glædes, gløde ved dit Minde;
Vil du, naar din Rose blegner,
Vil du, naar i Muld den segner,
Sjungende fra Støvets Hytte
Vinger brede, flyve, flytte
Ind i Edens Rosenlund;
Vær som hun!
Vær som Tyges ædle Kvinde!
Speil dig i det klare Minde,
Som han med den gamle Haand,
Grædende, men stærk i Aand,
Reiste til et helligt Kiende
Over Støvet af sin Viv,
Reiste og gik hjem til hende,
Til sin Gud, til evigt Liv!
Sænk dig i det favre Billed,
Som hans christne Haand opstilled
Prænt i Hjerte dybt dig ind
Hendes Aasyn, Færd og Sind,
Hendes korte, høie Taler:
Rene Gjenlyd af Choraler!
Sku den favre Blomsterkrands,
Hun sig bandt i Kirkehaven,
Gyldensmykkets ægte Glands,
Som ei falmede i Graven!

Hør! hun vil kun hede Kvinde,
Lader haant om Borgerinde;
Hører du det? Lærdoms Bram
Holder hun for Kvindens Skam,
Siger Fy til Alt paa Jorden,
Som vil staa mod Herrens Orden,
Siger Fy til det forvendte
Kvindemod og Regimente!

Hør, hvor kjærlig hun formaner
Sønnerne med kloge Raad,
Varsler for de glatte Baner,
Vækker dem til mandig Daad!
113 See, hvor Døttrene saa bly
Vandre i den store By,
Vandre og i Huset rundt,
Kloge paa dets Tarv og Dont!
Moders Arvegods Man kjender:
Milde Blik og rappe Hænder.
Hører du, hvor hist det klinger
Sødt i stille Aftenstund?
Sjælene paa Aandens Vinger
Løfte sig fra Hjertegrund,
Aanden under Vingeslag
Sjunger om den klare Dag,
Som igjennem Nattens Mørke
Bryder frem med hellig Størke.
Det er Tyges Dagligstue,
Hvor de Psalmer tone saa,
Det er Tyge Rothes Frue,
Som med Døttre, store, smaa,
Sætter Tungen saa igang,
Sjunger paa sin Aftensang.

Seer du hist den gamle Bog!
Ak, du kjender den vel neppe,
Thi som Liget under Laag,
Nei, som Lyset under Skjeppe,
Er, Gud bedre det! den nu!
Seer du hist de slidte Blade!
Der faldt mangen Taare ned,
Men Guds Ord for Taarebade
Skjænked Hjertet Trøst og Fred.
Hører du, hvor sødt det stammer
Hist i Karens Sovekammer!
Kig derind! og lyt! hun stræber
From i Hu, af Barnelæber
At berede Herren Priis.
Hør, hvor fromt paa Barneviis
Søn og Daatter mangefold
Sig befale Gud i Vold,
Bede: Gud din Engleskare
Fader og os Smaa bevare!
Ja, forlad os, Fader milde!
Hvad vi gjorde, som var ilde!
114 Hjelp os, saa vi vorde fromme,
Saa vi i din Himmel komme,
Smile sødt i Englefavn!
Hør du os i Jesu Navn!

Seer du hist den fromme Kvinde,
Hvor hun sidder syg i Stoel!
Straaler dog af Livets Soel
Hendes Aasyn blidt beskinne.
Medens Hjertet sig maa ømme
Under Lidelser i Løn,
Milde Blik fra Øiet strømme,
Tungen taler Trøst og Bøn.
Seer du hist, hvor bleg hun hviler!
Seer du hist, hvor blidt hun smiler!
Ingen Søn og Daatter kjær
Staa den fromme Kvinde nær
I de sidste, tunge Dage;
Men, hør efter! ingen Klage,
Nei, hør efter!
See, hun samler sidste Kræfter!
Mærk, hvor livlig Hjertet banker
Ved de visse, christne Tanker!
Hør! hun taler: lad de Kjære
Borte fra min Smerte være!
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde,
Dette Haab med christen Tro
Mig er nok til Hjertero.
Hør den Stemme, sagte, sød:
Føl min Arm; see, den er død!
See, hvor blidt hun Hoved helder
Som en Blomst i Aftenstund!
See! hun Døden overvælder,
Smiler i sit Engleblund!

Seer du Gubben graa nedknæle
Rolig ved de sorte Fjele!
Seer du Børnene i Ring
Knæle blege rundt omkring!
Gubben beder, Flokken græder
Over Englens Jordeklæder.
115 See! hvor bøiede de stande,
Lægge Haand paa Karens Pande,
Græde, takke og velsigne,
Hulke: hende vi vil ligne!
Hører du fra Tyges Mund
Karens Ord i Dødens Stund:
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde!
See! han lægger Hænder sammen,
Sukker dybt og siger: Amen!
Tynges dybt af Blusel ned,
Lover Herrens Miskundhed,
Taler: see! jeg gaaer, I Kjære!
Men med eder Gud skal være.

Tyges Sønner! Døttre! Børn,
Billeder af Karen Bjørn!
Vist jeg veed, at eders Taare
Trille skal ved Skjaldens Sang,
Som hans egen triller saare,
Mens han Harpen slaaer til Klang,
Slaaer til Klang og slaaer til Minde
Om den fromme Dannekvinde.
Verdens Hvirvel kan henrive,
Strømmene kan os fordrive
Fra vor Gud og fra Hans Fane,
Brat og glat er Livets Bane;
Men naar Aarene henskride,
Naar vi ængstes, naar vi lide,
Da skal i vort Bryst oplives
Fromme Mødres gode Sæd,
Under Taarer skal den trives
Som et Træ ved Bækkens Bred.
Kjende I den kjære Røst!
Det var eders Moders Trøst.
Om I faldt i Verdens Hilde,
Om I glemte Livets Kilde,
Om I fore vild fra Christ,
Det kun selv I vide vist;
Jeg kun veed, at kloge, stærke,
Alle bar I Tyges Mærke;
Jeg kun veed, at Mand og Kvinde
116 Bøie sig ved Karens Minde;
Vist kun veed jeg, hvad jeg saae:
Een i Karens Fjed at gaae;
Sikkerlig dog mange vide:
Søstre gaae ved hendes Side.
Ikkun det endnu jeg veed:
Vil I sove hen i Fred,
Sove hen, som han og hun,
Smile sødt i Dødens Stund,
Svæve did, hvor sødt de sjunge
Herren Lov med løste Tunge;
En retfærdig Slægt I være!
Blues! Giver Gud hans Ære!
Staaer i Tyges Tro og Sind
Trods hver Tidens Kastevind;
Vrager ei det Lys, hvis Skin
Lyste, ledte Begge trygge
Gjennem Dødens Natteskygge,
Lyste dem i Himlen ind;
Vrager ei den Aftensang,
Paa hvis Toner sig opsvang
Deres Aander over Støvet!

Hører mig, I unge Kvinder!
I, som bære Karens Navn!
Færdes saa, at eders Minder
Falde maa i hendes Favn!
Eder saa jeg bly og blide
Gange ved hinandens Side;
Ganger trøstig Haand i Haand!1
Bærer Livets Lyst og Møde,
Gud hengivne som den Døde!
Verdens Roes og Verdens Latter
Aldrig røre Karens Datter!
Føder op de kjære Spæde
Til i Helgenfjed at træde;
Lærer dem i Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da med Fred I skulle bygge
Under Herrens Vingeskygge;
Eders Børn i Dannegaarde

* 117

En retfærdig Slægt skal vorde;
Eders Trøst skal være Gud;
Fædres Gud med eder være;
Naar I gaae af Verden ud,
Skal I gaae til eders Kjære;
Sørgende skal Børn omknæle
Eders Liig i sorte Fjele;
Naar de Unge vorde Gamle,
Gud dem skal til Jer forsamle.

Hør det, Kvinde, fra hvis Kammer
Brudefaklen venlig flammer.
Frygt din Gud! og lær de Smaa
For Guds Ansigt fromt at staae!
Lær dem med andægtig Stammen
Hænderne at lægge sammen!
Lær dem til din Frelsers Priis:
Der, hvor Fædrene opfore,
Der er Rum i Paradis
Til de Smaa som til de Store!
Lær dem, at Guds Engleskare
Tager venlig paa dem vare,
At Guds Engle Fromhed ynde,
Flygte, sørge, naar de synde!
Lær dem i din Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da skal du i Huset bo
Som en Barnemoder fro,
Da skal Gud din Hytte bygge
I den kjære Lindeskygge,
Da engang dit Æreminde
Krandses skal af favre Linde,
Favrere end den, man saae
Høit paa Metas1 Grav at staae;
De om Grav sig skal forene,
Sænke dybt de stærke Grene;
Bladeraslen, Blomsterfald
Tone skal som Kvad af Skjald,
Spire skal fra Linderod
Blomster til en Dannebod.

* 118

Pigelil! du kjære Pige!
Du, som huld gav mig din Tro,
Som paa Jord og i Guds Rige
Lyster med din Skjald at bo
Vist jeg veed, din milde Taare
Ved min Sang nedrandt saa saare;
Vist jeg veed, du har isinde
Her at færdes, her at bo,
Sødt at slumre hen til Ro
Som en Christen Dannekvinde;
Vist jeg veed, at mangengang
Skal du staae ved Karens Minde,
Lytte til din Fredriks Sang
Om den fromme Dannekvinde,
Sukke dybt til Ham i Himlen
Om at mindes Ham i Vrimlen,
Bede fromt om Kraft og Naade
Til at vandre i Hans Frygt,
Til at lade Herren raade,
Til i Ham at hvile trygt!

Pige! ei jeg tør forjætte,
Dine Trin skal vorde lette;
Steil er Støvets Himmelstige,
Trang er Veien til Guds Rige;
Til en Skjald du gav din Tro,
Glad du hører Harpen tone;
Men see hist, hvor Torne groe!
Viid, der voxer op hans Krone!
Ei for Guld og Herregunst
Rører han en Lyvetunge,
Ei vanærer han sin Konst
Ved i Verdens Tact at sjunge;
Verdens Krandse han forsmaaer,
Til dens Harm han Harpen slaaer,
Trodser den med Tro og Stave;
Pige! kan du bære glad
Verdens Spot og Daarers Had?
Thi det er hans Festensgave.

Pigelil! dog bliv ei bange!
Lad kun fare Verdens Fred!
119 Lad dem spotte Skjaldens Sange
Som hans Aand og Kjærlighed!
Du dog veed, at dette Hjerte
Bløde kan ved Brødres Smerte,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig selv mod kolde Barme,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig høit i dine Arme;
Du med mig det troer og veed,
At der er en bedre Fred:
Herrens Fred, som kan bevare
Hjertet blidt i Nød og Fare,
Den Guds Fred, som overgaaer
Alt, hvad Sjælen her forstaaer,
Som kan størke Støvets Tunge
Til i Nød og Død at sjunge.
Pige! hvo vil da forsage?
Bort med Frygt og bort med Klage!
Under festligt Tungeslag
Skal vort Hjerte over Vrimlen
Løfte sig til Gud i Himlen,
Signe høit vor Fødselsdag;
Lov og Tak og evig Ære!
Det skal Sangens Omkvæd være;
Al vor Lyst og al vor Gammen
I Guds Priis skal smelte sammen;
Da skal Kogleren omsonst
Spøgelser ved Tryllekonst
Mane op i Fremtids Mørke;
Thi naar Hjertet toner: Gud!
Vælder Lys af Kilden ud,
Splitter Mulmet med sin Størke;
Skyerne da maa bortfare,
Øinene da maa sig klare,
Vidne under glatte Pande,
At hvor Spøgelser de saae,
Vinkende Guds Engle staae.

Ja, Elise! skal vi vandre
Gjennem Torne med hverandre,
Vi blandt dem dog vist skal finde
Mangen favr og fiin Kjærminde;
120 Ja, paa dem, naar Vaaren kommer,
Store, hvide Rosenblommer,
Roser til en Rosenkrands;
Skal det storme, skal det bruse
Vildt omkring os mangengang,
Stundom skal det sagte suse,
Røre Strengene til Klang;
Ja i mangen Aftenrøde
Skal det aande paa min Streng,
Den skal tone om de Døde,
Medens du paa favre Eng
Lader Haanden Blomster binde
Som en Krands til deres Minde;
Mens i Blomsterkalken ned
Vore milde Taarer rinde,
Mens vi love høit den Fred,
Som er kun i Gud at finde.
Da for Tyges Dannekvinde,
Da til Karen Bjørns Minde
Blomsterne sig og skal bøie,
Strængen tone mod det Høie,
Hvor hun med sin Tyge boer,
Hvor, naar Timeglasset vendes,
Vi vor Sang i Englechor
Evig blande skal med hendes.

Ja, naar Timeglasset vendes,
For ei meer at løbe ud,
Vort Farvel det er som hendes,
Thi vi reise hjem til Gud.

Da en Skjald skal og engang
Standse ved Elises Minde,
Røre Harpen høit til Klang
For den christne Dannekvinde,
Sjunge rørt med Graad paa Kind,
Som jeg sang ved Karens Minde,
Røre dybt de fromme Sind,
Røre Taaren til at rinde.

121

Tillæg.

Ovenstaaende Vers, skrevet i September 18131 og hidtil utrykt, grunder sig, hvad Karen Bjørn angaaer, paa Tyge Rothes lille men indholdsrige, herlige Bog til hendes Ihukommelse; ja det Hele er udsprunget af den, thi dens Læsning rørde mig saa dybt og sødt, at jeg maatte stræbe at udsjunge, hvad jeg saae og følde. Slutningen, til min egen kjæreste Pige, kunde maaskee været udeladt; men vil Verden have Ret til at udskrige mig for en ukjærlig, hjerteløs Mand, da vil jeg ogsaa have Lov til med den Stemme, Gud miskundelig gav mig, at udsjunge de dybe Rørelser i mit Inderste, mine Længsler, mine Glæder, og beskjæmme den Verden, der vil fradømme mig Kjærlighed, fordi jeg stræber ved Guds Bistand at efterkomme Apostelens Formaning: mine Børnlille! elsker ikke Verden, ei heller Verdens Ting, som ikke ere af Faderen. Det sagde den Apostel, som Jesus elskede, og som vidner: hvo som ikke elsker, han kjender ikke Gud, thi Gud er Kjærlighed.

Thryms Kvide eller Hammervisen. Fortaleriim.

I Danske, Norske Drenge!
Som end af Kløgt ei sprak!
Nu har jeg tiet længe
Alt med min Mythesnak,
Men laaner mig nu Øre,
Saa skal I faae at høre
Et lystigt Eventyr.

At Alvor ei I lide,
Det veed jeg nu bestemt,
Thi er det paa de Tide,
Man føier sig til Skjemt,
Og vil I Tiden vide,
Da er det paa de Tide,
Man leer sig vist ihjel.

* 122

Saa hører mig nu milde,
I Drenge smaa i Nord!
Saa vil jeg jer indbilde
En Snak om Asa-Thor;
Den er ei for de Kloge,
Jeg sjunger kun for Poge,
Jeg er jo selv en Pog.

Jeg før har havt den Lyde,
Som er lidt tydsk af Byrd,
Heel flittelig at tyde
De gamle Eventyr;
Men det jeg veed, I hader,
Jeg derfor overlader
Det smukt til min Uven.

I skal jer da ei bryde
Om nogen Verdsens Ting,
Ei tænke eller tyde,
Men læse kun i Spring;
Jeg rimer kun en Mythe,
Som er til ingen Nytte,
Men kun til Tidsfordriv.

I grumme gamle Dage
Opspundet er den Digt,
For eder at behage
Jeg pusler nu med Sligt,
Paa Edda vil jeg flikke
Nu, aldenstund jeg ikke
Har andre Skoe at sye.

I Edda staae de Stave
Alt som et Skumpelskud,
Jeg med poetisk Gave
Dem nu har smykket ud,
Thi skal I derpaa skjønne,
Og gunstigst mig belønne
Alt med et Bifaldssmiil.*)

* 123

Der var en vældig Herre,
Saa vide gik hans Ry,
Naar paa sin Torden-Kerre
Han aged, under Sky;
Hans Aandepust var Flammer,
Som Dovre var hans Hammer,
Som Kjol hans Hammerskaft.

Han havde sig et Belte,
Saa bredt og bøieligt,
At ikknn danske Helte
Kan tænke sig et sligt
Med Beltene for Øie,
Som bølgende sig bøie
Og snoe om Danas Lænd.

Det var saa blødt som Silke,
Men underfuldt af Kraft:
En Væv af Blomsterstilke,
Alt med en Himmelsaft;
Thi førde det i Norden
Og Navn af Størke-Gjorden,
Det Belte underfuld.

Kun med den Gjord om Lænder
Har Thor sin fulde Kraft,
Først da han fast omspænder
Det korte Hammerskaft,
Først da de onde Vætter,
De Trolde og de Jetter,
For Mjølner føle Gru.

En Borg som Skov og Haver
Med Lys og Fuglesang,
Med Urt og Mai saa faver,
Den heder Folkevang, *)

* 124

Dens Billede i Norden,
Det favreste paa Jorden
Er Sølund, som jeg veed.

Alt paa de grønne Høie,
Udi den Borg saa prud,
Med Solen i sit Øie
Sad Freia Himmelbrud,
Og søde Fuglesange
Hensused over Vange,
Mens Freia Væven slog.

Hun sad alt paa Fioler,
Og Skøtten var en Løg,
Men Spyde var til Spoler,
Hver Bom saa grøn en Bøg;
Saa fort som Bække rinde,
Alt med en blaa Kjærminde
Skjøn Freia Væven slog.

Saa væved hun det Belte,
Som hun gav Asa-Thor,
Og mandelig han fældte
En Jetteflok i Nord,
Alt med sin haarde Hammer,
Alt med de stærke Flammer,
Som gnistrede af Flint.

Der gaaer et Sagn i Norge, *)
Saa tungt det er at troe,
Om Sorg i Asaborge,
Om Fryd i Jetteboe:
Ving-Thor, ak det var Sorgen,
Han vaagnede en Morgen,
Og savned Hammer sin.

Man hvisker udi Kammer:
Han havde sig en Ruus**)
Og kastede sin Hammer
Da selv i Jættehuus;

* * 125

Men Sligt er mod den Sage,
At altid selv tilbage
Den kom som Hammershuus. *)

Saa har og Ordet gaaet,
At stærke Asa-Thor
Har i sin Ruus forsmaaet
Den favre Størkegjord,
Og derfor Mjølner misted,
Saa Troldene udvristed
Ham den med Vold af Haand. **)

Saa gjættes uden Føie
Vel ei paa egen Haand,
Skjøndt hver kan see for Øie,
At favre Beltebaand
Det skjæmmed ei at bære,
Det bares før med Ære,
Men skjæmmed at forsmaae.

Dog, Jetter tog med Staalet
Vist Mjølner ei fra Thor,
Nei, As blev Hamren stjaalet;***)
Men havde i sin Gjord
Han fæstet den med Læmpe,
Vist ingen Tyvekjæmpe
Den skulde listet ud.†)

Der stod da i sin Vælde
Den kjække Jordens Søn,
Og stamped saa i Fjelde,
At det gav Efterdøn,
Af Hoved og af Hage
Han reev de Haar saa fage,
For Panden han sig slog. ††)

* * * * * 126

Dog ei de hule Fjælde
Med stærke Efterdøn
Om Mjølner kunde melde,
Hvor den var dulgt i Løn;
Og ihvor hardt han banker,
Ei komme ud de Tanker,
Som trøste kan hans Sind.

Dog kom den kloge Loke,
Og sagde: hør min Ven!
Vil du det Værk af Broke
See nogentid igjen,
Skjøn Freia du maa bede
Dig, til derom at lede,
At laane Fjederham.

Hvis før han Freias Belte
Forsmaaed, som det lod,
Vel Helten over Helte
Nu ømmede sin Fod,
Men det, som nøgne Kvinde
Mon lære til at spinde,
Det lærde Thor at gaae.

Skjøn Freia sad med Smerte
I sin Kjærminde-Sal,
Det klemde hendes Hjerte,
At Jetter Mjølner stjal,
Hun salte Taarer fældte,
Fordi det favre Belte
Forsmaaedes af Thor.

En Taare maatte rinde
Paa Ving-Thors Klippekind,
Han sagde: ædle Kvinde!
Vil kjærlig du i Sind
Din Fjederham mig laane,
Saa under Luftens Blaane
Jeg Mjølner søge kan.*)

* 127

Det svarede med Milde
Skjøn Freia veemodsfuid:
Jeg dig den give vilde,
Var den af røden Guld,
Jeg skulde den ei spare,
Om og af Sølvet klare
Den hamret var i Kryds.*)

Saa svang paa Troe og Love
Sig Loke høit i Hast,
Det sused over Skove,
Alt som han fløi saa fast,
Igjennem Asarige
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Jotunheim. **)

Der sad i onde Tanker
Den Thrymer Thusse-Drot
Og klipped Hestemanker, ***)
Og snoede med Spot
De Snore og de Snerte,
Som det var i hans Hjerte
At pine Aser med.

De Snarer og de Doner
Han snoede med Flid,
Dog ogsaa Guldgaloner
Han fletted samme Tid
Til Mynde og til Støver,
Som imod Asaløver
Nu skulde løses brat. †)

Alt med sin Rævemine
Han spurgde nu paa Stand:
Hvad Nyt fra Aser fine,
Hvad Nyt fra Alfeland,
Mens i min Jettestue
Det times mig at skue
Den smukke Herre nu? ††)

* * * * * 128

Alt paa sin lette Vinge
Det svared Loke flux:
Hvad Nyt jeg har at bringe,
Du spørger som en Lux;
Hvor har du gjemt den Hammer,
Du stjal i Ving-Thors Kammer,
Din gamle Tyveknegt?*)

Det svarede med Liste
Den Thursedrot saa leed:
Ja Kragen sad paa Kviste
Og sagde, hvad hun heed;
Du Mester mig skal nævne,
At stjæle efter Evne
Det er en ærlig Sag.

Saa hils du nu kun hjemme,
Og meld den tappre Thor:
Jeg Mjølner har i Gjemme
Ni Mile under Jord,
Han skal den aldrig skue,
Med mindre han til Frue
Mig Freia skaffe kan. **)

Nu Loke brat sig hæved
Alt i sin Fjederham,
Med Vingeslag han svæved,
Det susede med Glam.
Igjennem Jetterige
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Asagaard.***)

Hvad fikst du for Umagen?
Saa raabde Asa-Thor,
Man famler let i Sagen
Alt over breden Bord,
Paa Hyndet let man lyver,
Thi siig mig, mens du flyver,
Beskeed fra Jotunheim.†)

* * * * 129

Jeg fik for min Umage,
Saa svared Loke brat,
En herlig Skjemte-Sage,
Thi Thrymer har din Skat,
Og, lyster dig din Hammer,
Til ham i Brudekammer
Du Freia lede maa. *)

Skjøn Freia flux at finde
Hengik nu Asa-Thor,
Og til den ædle Kvinde
Han talde Ukvems Ord:
»Ifør dig Bryllupsklæde!
»Saa age vi i Slæde
»Nu flux til Jotunheim.« **)

Som Ild da blussed Harmen
Paa Freias favre Kind,
Og høit sig hæved Barmen
Alt for det vrede Sind,
Og hendes Øine milde,
De blaa Kjærminders Kilde,
Nu funklede som Lyn.

Saa svulmede hver Aare,
At Brysing-Kjæden sprang,
Og Haand i Haand saa saare
Hun slog med høien Klang,
At alle Gudesale
Paa Fjelde og i Dale
De skjalv som Espeløv.***)

Sin Læbe dog forvared
Hun vel for bittre Ord,
Og sømmelig hun svared
Den stolte Asa-Thor:
»Hvis jeg mig kobble lader
»Til Thrymer Gudehader,
»Da kald mig giftesyg!« †)

* * * * 130

De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag;
Det gjaldt om ret at raade,
Saa Ving-Thor paa en Maade
Fik Hammeren igjen. *)

Da reisde sig paa Stævne
Den Gud saa reen og klar,
Som Heimdal er at nævne,
Han gav det bedste Svar;**)
Han sattes til at vaage
Ved Himmelvangens Laage
Mod Jetters Argelist.

Han skulde Bifravst værge
Mod Jetters Overvold,
Han sad paa Himmelbjerge
Alt under Norneskjold,
Han skued i det Fjerne,
Han saae i Thrymers Hjerne
De fine Skalkeraad.***)

Han saae de Kaar saa bange,
Hvis udi Jettevold
Med favre Folkevange
Kom Freia fiin og bold,
Da Kampen kom for silde,
Naar Asalivets Kilde
Var først i Jotunheim.

Han sagde høit paa Thinge,
At selv ei Thor engang
Skjøn Freia kunde tvinge
Et Fjed fra Folkevang,
Hans Flammer maatte isne,
Hans Hænder maatte visne,
Naar Freia ham var gram.

* * * 131

Nei skal om Raad vi lede,
Det sagde hvide Van,
Skjøn Freia vi vil bede,
Om hvad hun give kan,
Om favre Bryllupsklæde,
Om Brysings gyldne Kjæde,
Om pæne Brudeliin.

I Skjørt af Gyldenstykke
Vi klæde Thor saa prud,
Med Ædelstene smykke
Vi ham alt som en Brud,
Ved Laar skal Nøgler lyde,
Vi stadselig ham pryde
Med Hue og med Liin. *)

Det raabde da med Harme
Den stolte Asa-Thor:
Før visne mine Arme,
Før synke jeg i Jord,
End jeg mig lader binde
Med Skjørt og Liin som Kvinde
Til alle Guders Spot.**)

Da svared Loke listig:
Du skjaldrer, Asa-Thor!
Men hvad man synker dristig,
Er Flæsk og store Ord,
Og troe mig, snarlig Trolde,
Hvis Hamren de beholde,
Skal i Thrudvanger boe. ***)

Saa maatte Thor da tvinge
Det stolte Kjæmpesind,
Og Freia sine Ringe
Ham gav med Smiil paa Kind,
Og sagde: nu jeg tænker,
Du mine gyldne Lænker
Ei længere forsmaaer.

* * * 132

Med Taarer dog i Øiet
Hun smiled vemodsfuld,
Der hun saae Thor nedbøiet
Alt under Liin og Guld;
O gid han dog, hun meldte,
Ei havde før mit Belte
Forsmaaet stolt og kold!

Der stod da som en Frue
Den stærke Asa-Thor,
Og Øiet under Hue
Sig sænkede i Jord,
Og smidskende tillige
Alt som en Fruerpige
Stod hos Laufeias Søn. *)

Dernæst man lod hjemhente
Det Bukkespand saa rap,
l Skagle man dem spændte,
De løb saa tungt om Kap,
Alt over Fjeld og Skove,
Alt over Ifings Vove
De løb til Jotunheim.**)

Saa reisde uden Værge
Den stolte Asa-Thor,
Da revned haarde Bjerge,
Da lued kolde Jord,
Ja under rappe Bukke
Man hørde hult at sukke
Det ganske Asaheim.***)

Mod Østen Elivage
Adskiller Asaland
Fra Jotunheim, og Mage
Er ei til dette Vand,
Det skulde Ifing hede,
Det skummed Had og Vrede
I Vinter som i Vaar.†)

* * * * 133

Vel saae man Thor at vade
Saa tit i samme Flod,
For Hammeren at bade
I levret Jetteblod,
Men aldrig før paa Kerre
Man saae den stolte Herre
At age over Sund.

Vel saae man tit og Trolde
At stævne over Aa,
At storme Asgards Volde
Var dem en kjær Attraa,
Dog mest af dem tilbage
Kun kom til Elivage
Det sorte Hjerteblod.

Men nu paa Elivage
Et Undersyn man saae,
Thi Kerren gleed saa fage,
Og Is derunder laae,
Og om den Brudeslæde
Sig baltrede med Glæde
En lystig Nissetrop.

Nu, Jetter, I Jer skynde,
See det var Thrymers Ord,
At brede Bænkehynde
Og dække breden Bord,
Og leder mig til Frue
Saa i min Jettestue
Den Møe fra Noatun. *)

Jeg i min Gaard herude
Har nok guldhornet Kræ,
Dertil kulsorte Stude,
Og liggende Guldfæ,
Det Eneste, jeg mangled,
Jeg nu med Hamren angled,
Skjøn Freia favr og fiin.**)

* * 134

Man Gildesfolket bænked
Om Bord I Kveld saa brat,
For Jetterne man skjænked
Paa en god rolig Nat;
Det ahned dem dog ikke,
Det lysted dem at drikke
Paa Asers Undergang. *)

Der sad paa Kvindesæde
Nu Asa-Thor saa vreed,
Han gav sig til at æde
Og gjorde fuld Beskeed,
Han aad al Kvindeføden
Og drak dertil al Mjøden
At slukke Sorgen ned.

Ja otte Lax med Oxen
Han aad foruden Brød,
Og dertil drak han moxen
Tre hele Tønder Mjød;
De Jettefruer runde,
De sad med tørre Munde,
Og fintede Fru Thor.**)

Da faldt det ham paa Sinde,
Den trædske Thusse-Drot:
Er det den pæne Kvinde?
Nei, det gaaer aldrig godt;
Hun bare med sin Føde
Mig jo kan lægge øde,
Hun æder mig jo op.

O! mine sorte Stude!
Saa raabde han paa Stand;
Naar saae man vel paa Brude
Saa hvas en Huggetand?
Hvor saae i Verden vide
Man Brud saa bredt at bide,
Og Møe af Mjød saa kjær.***)

* * * 135

Det var polisken Terne,
Hun ledte ei om Svar,
Og hvad hun vilde gjerne,
Det var at gjøre Nar:
»Betænk, i otte Nætter
»Af Længsel efter Jetter
»Holdt Freia Fastedag.«*)

Den Thusse var lidt tosset,
Ham gotted glatte Ord,
Og, paa sin Viis, saa klodset,
Han klappe vilde Thor,
Sig bukkede den Jette,
Han Linet vilde lette,
Og kysse Asa-Thor. **)

Da kaagede af Harme
Den stolte Asa-Thor,
Og sprang af Jettearme
Alt over breden Bord,
Man saae med Hop saa plumpe
Den Jette efter humpe
Igjennem lange Sal. ***)

Det var en Lyst at skue
Den Brud med sin Gemal
At lege Høg og Due
Alt i den Jettesal,
Dog Kys fik Thrymer ikke,
Med et Par Lueblikke
Han maatte hjelpe sig. †)

Den Thusse var lidt tosset,
Forstod ei Kjærlighed,
Thi spurgde han lidt klodset:
Hvorfor er Freia vreed?
Jeg maatte hartad grue,
Det gnistrede som Lue
Fra hendes Øiesteen.††)

* * * * * 136

End holdt polisken Terne
Den Thussedrot for Nar,
Og ud af vittig Hjerne
Hun gav ham det til Svar:
»I hele otte Døgne
»Ei Søvn i sine Øine
»For Længsel Freia fik.«*)

Nu stædtes ind for Borde
Den lede Jettekvind,
Og saa hun tog til Orde,
Det gale gamle Skind:
Nu har jeg svedt saalænge
For mine Drikkepenge
Ved Jetters Arnested.

Min Rare! vil min Naade
Hun have allen Stund,
Da maae jeg hende raade
At være nu lidt rund;
Paa hendes Fingre gløde
Saamange Ringe røde,
Dem faaer jeg for min Gunst.**)

Da tænkde Thrymer trædske:
Ja vist, din gamle Hex!
Snak du kun for din Æske,
Men jeg skal sige Sex.
Han raabte: Syster kjære!
Skjøn Freia maa jo bære
De Smykker end en Stund.

Nu skynd jer at indbære
Min Hammer, som jeg bød,
Og lægger den med Ære
I Freias Jomfruskjød!
Da skal med Fryd og Gammen
Vi os trolove sammen,
Alt under Hammerstegn.***)

* * * 137

Der Thor nu under Kerte
Saae Hammeren i Sal,
Da ioe han i sit Hjerte,
Den haarde Klippekarl,
Ja knap han kunde bie,
Til han fik Lov at vie
Den Thussedrot til Hel. *)

Nu blev der Lyn og Torden
Alt i det Jettehuus,
Og Thrymer laae paa Jorden,
Saa stille som en Muus,
Af Kjærlighed til Freie
Han redte sig et Leie
Alt under hendes Fod.**)

Den Jettekvind, hvis Øie
Var lystent efter Guld,
Sig maatte lade nøie
Alt med det sorte Muld,
Hun fik nu røde Ringe
Ved Hammerslag for Bringe,
Og for sin Skilling Smæk.***)

Den ganske Jetteskare
Fik baade Last og Skam,
Thi Hug er holdne Vare,
Og Thor var dem saa gram,
Ei kom den Flok til Gilde
For tidlig eller silde
Men lige ret tilpas. †)

Det var den bolde Herre,
Han tog de Jetteliig,
Og bandt dem ved sin Kerre,
Og drog til Asariig,
Han fyldte Elivage
Med Liig, og saa tilbage
Han kjørde i Triumph.

* * * * 138

I hver en Klipperevne
Var nu en Kongevei,
Han aged paa det Jævne,
Og Luer gnistred ei;
Men søde Fuglesange,
Hensused over Vange,
Og Solen skinned klar.*)

De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag,
Og aldrig før paa Thinge
Saa høit man hørde klinge
De høie Norners Priis.

* 139

Nu løftede sin Stemme
Den stærke Asa-Thor:*)
Alfader mig forglemme,
Saa sagde han og svor,
Om Freias gyldne Lænker
Jeg nogensinde tænker
At sprænge stolt og kold.

Saa lagde han sin Hammer
I Freias Jomfruskjød,
Og milde Rosenflammer
Af Mjølner sig udgjød,
Da viedes tilsammen
Alt under Gudegammen
Det høie Gudepar.

Alt som de Hammerstene,
Det Aser kvad i Chor,
Sig fast i Kors forene,
Saa Freia nu og Thor,
Og indtil Gudemørke
Skal Kjærlighed og Størke
Ei mere skilles ad.

Hvor Aser holde Stævne,
Der staaer en Ask saa prud,
Et Underværk at nævne
Med mange Underskud,
Den gammel er af Alder,
Og naar eengang den falder,
Da falder Tiden med.

Der sprang en hellig Kilde
Fra Askens Himmelrod,
Og disse Bølger milde
Dens Vaande raade Bod,
Saalænge Norner lædske
Dens Top med Urdurs Vædske,
Den stander fast og grøn**).

* * 140

Alt i de klare Strømme
Et Svanepar saa prud
Fra Tidens Fødsel svømme,
Som Brudgom og som Brud,
De svam saa tyst henover
De honningsøde Vover,
Alt under Ygdrasill. *)

Men der Hlorridas Hammer
Var lagt i Freias Skjød,
Og der de Rosenflammer
Af haarde Steen udbrød,
Fra Svanenæb og Vinge
Da hørdes høit at klinge
En Sang saa underfuld.

Den blanke Kildevove
Saa høit i Straaler sprang,
Sig kjærlig at trolove
Alt med den Svanesang;
Saa svunge de sig begge
Saa brat i Buer kjække
Alt over Asaheim.

Thrudvangers høie Fjelde
Gjenlød af Sang og Klang,
Lod sig med Blommer tjelde
Som favre Folkevang,
I Vexelsang de Svaner
Opkaldte Fjeldets Graner
Alt i Folkvangurs Lund.

Det var en Lyst at lyde
Alt paa den Svanesang,
Dog maatte Taaren flyde,
Saa vemodsfuld den klang;
Thi det var Tidens Tunge,
Der maatte nu udsjunge
Sit Levnet og sit Liv.

* 141

I Toner stærke, rene,
Om Ygdrasill den sang,
Alt om dens Rod og Grene,
Og om dens Undergang,
Om Ørnen i sin Rede,
Om Ormene dernede,
Om Egernet paa Kvist.

Da randt der end af Rode
En Kvist saa underfuld,
Og rank i Skye den groede
Og straalede som Guld,
Den skjød to Sidekviste,
De korteste og sidste
Alt paa den gamle Ask.

I Træets sidste Alder
Det Kors med Gyldentop
Til Dommerspiir for Balder
Saa vældig voxer op,
Det fældes maa af Loke,
Da kommer Ragnaroke,
Da klinger Gjallarhorn.

Alt under Svanesange
Skjøn Freia skal i Løn
Af Asathor undfange
Den sidste Gudesøn,
Han rykkes bort fra Jorden
Alt i den sidste Torden,
Og lyner ned igjen.*)

Paa lette Svanevinger
Nu Freia med sin Thor,
Til Gjallarhornet klinger,
Skal svæve over Nord,
Og det skal Jetter mærke,
At i de Vinger stærke
Der sidder Mjølners Kraft.

* 142

Udsjunget Mjølners-Kvæde
Er nu i høien Sal
Til Asafolkets Glæde,
Til Jetters Spot og Kval;
Hil være Skjaldens Tunge!
Hil være dem, der sjunge
Den Vise rettelig! *)

Hver nyde, som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel.
Hil være den, som gjemmer
Det flittelig og vel!
Ja, hil enhver, som hører
Den Skjald, som Harpen rører
Til Gudefolkets Fryd!

*
HEIMDALL.

DENNE »Nyaarsgave«, med Fortale af 16. December 1815, udkom til Jul samme Aar. - Af dens Indhold havde Fædrene-Aaret og Høstgildet tidligere været særskilt trykte. - Freden og Forslag til Norges Heltedigt var oprindelig bestemte til Optagelse i Kvædlinger, men maatte udelades for ikke at gøre Samlingen for omfangsrig. - Norne-Giæst er en fri Oversættelse af den kendte Fortælling i Olav Trygvesens Saga, udfyldt med Træk fra Eddaerne og Vølsungesagaen. - I dens Efterklang og i det store Digt Et Blad af Jyllands Rimkrønike kommer Grundtvigs ny danske Toneart ret til Gennembrud. Det spores igennem disse Kvad, at hans Syssel med Saksos Krønike har oplivet de fædrelandske Minder hos ham og gjort hans Stemning mere hjemlig og hjertelig. »Kærmindekvadet« afløser den profetiske Stil. Han taler første Gang, i lyse, milde Toner, om Danmarks Vætte og hylder Danmark som den kære Moder. - Forøvrigt tør man tro, at hans Fæstemø, som han i disse Aar længtes inderlig efter at hjemføre som Brud, Lise Blicher med det lyse Haar og de smukke blaa Øjne, har givet ham Grundtrækkene til det Billede af Danmark, som er udtrykt i Linjerne:

Ja, Danmark, saa kiærmindelig
Dit Hoved du mon bøie,
Og himmelblaa Kiærminden sig
Mon speile i dit Øie.

144

Heimdall.

Dansk Nyaars-Gave
for
1816
ved
N. F. S. Grundtvig,
Præst

Lob, Ehr sey Gott im höchsten Thron,
Der uns schenckt seinen ein'gen Sohn!
Des freuen sich der Engel Schaar
Und singen uns solch neues Jahr.

Morten Luther.

Kiøbenhavn.
Trykt paa Andreas Seidelins Forlag,
hos Hofbogtrykker N. Christensen.

145

Fortale.

Meget kunde der i Anledning af disse Smaadigte være at sige, men da Erfaringen har lært mig, at Man bedømmer en Bog lige skiævt, hvad saa end Fortalen siger, vil jeg hellere tie. Vel har jeg besluttet, vil Gud! at vænne godt Folk af med den Vane, offenlig at fatte sig saa kort og godt som hidindtil om mine Bøger, men det skal være paa en anden Maade, end ved at præke for døve Øren, det skal skee ved at lee dem op i deres aabne Øine, en Ting, jeg forresten gierne vilde undgaae og har her ikke mindste Lyst til.

Jeg vil derfor ikkun bemærke, at Norne-Giæsts Eventyr er oversat af Olav Trygvesens Saga, i den Skalholtske Udgave, at Kvadene om Jylland og Norge ere fra i Fior, men har, som Man let seer, i Aar faaet adskillige Tillæg, og at jeg med Villie ikke har henviist til de mange Stæder hos Saxo og Snorro, som maae kiendes, før mine Riim forstaaes, thi uden fortroligt Bekiendtskab med Krøniken i Almindelighed og med Fædrenelandets i Særdeleshed forstaaer Man mig dog i Grunden slet. Endelig vil jeg bede de Faa, der bekymre sig om min Skrift, tilligemed denne lille Bog at læse den om Europa, Frankrig og Napoleon; thi de kan oplyse hinanden, og ere, ret forstaaede, et ganske fornøieligt Nyaarsvers til Thyra Dannebod.

Kjøbenhavn, den 16 Decbr. 1815.
146

Til Dana.

Moder! Guld og grønne Skove
Var fra Hedenold din Lyst,
Efter dem paa dybe Vove
Stævned du til fierne Kyst;
Guld og Grønning har du fundet,
Dog er hardtad nu forsvundet,
Hvad Du fandt paa Verdens Hav.

Guldet gik saa brat til Grunde,
Ligger nu paa Havsens Bund,
Alt som Aarene henrunde,
Tyndedes din Bøge-Lund;
Hvem tør dig vel dristig love
Atter Guld og grønne Skove,
I den staalgraa Vinter-Old!

Søgde du paa Havets Strømme
Ikkun Verdens Flitter-Guld,
Elsked du i Barne-Drømme
Kun den Bøg med Rod i Muld,
Lad da Verden dig kun love
Atter Guld og grønne Skove,
Du dem venter dog omsonst.

Var dig Muldets Gylden-Stykke
Samfunds-Tegn for Klang og Glands,
Elsked du kun som en Skygge
Bøge-Lundens lyse Krands,
Da tør, Moder! dig jeg love
Røden Guld og grønne Skove,
I den staalgraa Vinter-Old.

147

Moder! Moder! ei besmykke
Tør og vil jeg dine Brøst,
Længe efter tomme Skygge
Greeb og jaged du med Lyst,
Søgde Guld og grønne Skove
Ved at bryde Troe og Love:
Dane-Lov og Christen-Dom.

Men, lod du dig end besnære
Til at bryde Troskabs Eed,
Aldrig kan dog Rust fortære
Danas gamle Kiærlighed;
Den er nær med det beslægtet,
Som forgiort du har fornægtet:
Med det klare Himmel-Guld!

Ja, dig vinked Edens Smykke
I saa mangen hellig Stund,
Da dig glæded kun som Skygge
Blanke Muld og grønne Lund;
Vilde d a dig Verden love
Røden Guld og grønne Skove,
Ei til Løftet slogst du Lid.

Kun naar underlig gienføde
Kunde sig for Aandens Sands
Tidens svundne Morgenrøde,
Jorden i sin Morgenglands,
Da kun turde du dig love
Røden Guld og grønne Skove,
Som du dunkelt kom ihu.

Derfor fra din gode Vætte
Toner giennem Volas Sang
Sagnet sødt om Idas Slette,
Sødt men dog med Vemodsklang,
Der ei saaes Helte-Gierning,
Men kun Legen med Guld-Terning
I den grønne Gudevang.

Derfor byder høit din Vole
Med sit dybe Tonefald
Aserne paa Gude-Stole
Tavshed midt i Odins Hald,
148 Det tør Heimdals Frænke vove,
Thi hun mindes grønne Skove,
Som er siunkne under Muld.

Flux fra Balders Bane-Tue
Svinger Vola sig med Sorg,
Skimter kun bag Surturs Lue
Røden Guld paa Gimle-Borg;
Kun naar Valhal gaaer til Grunde,
Seer hun eviggrønne Lunde
Løfte sig af Havets Skiod*).

Da er ved en Helte-Gierning
Igienfødt den første Jord,
Atter triller da Guld-Terning
Paa det grønne Tavlebord,
Da i Glandsens blanke Vove
Svømmer Guld og grønne Skove,
Da er Hiertets Drøm opfyldt.

Dana! det var dette Hierte,
Som blev skabt af Himlens Gud,
Til i Skin af Ordets Kierte
At forklares til Hans Brud;
Derfor maatte sig derinde
Morgenrødens dunkle Minde
Fæste som en Glemmigei.

Dana! det var denne Tunge,
Som blev skabt til Svanesang,
Til i Chor de Kvad at siunge,
Som fra Davids Harpe klang;
Derfor søde Vemods-Toner
Bøge-Lundens grønne Kroner
Giennemklang fra Old til Old.

Derfor, da i Dane-Vangen
Hørelse jeg fik som Skiald,
Børde saa mig Gaade-Sangen
Med det dybe Tonefald,
Kiært mig var hvert Kvad af Brage,
Men jeg fandt dog aldrig Mage
Til den dunkle Vølu-Spa.

* 149

Derfor, som du nu kan høre,
Der jeg Gud min Tunge gav,
Fødtes Toner i mit Øre,
Som ei synke i min Grav,
Men skal lege for mit Øre,
Naar jeg mat ei meer kan røre
Tungen i din Bøgelund.

Derfor, som du skalst fornemme,
Der jeg Gud mit Hierte gav,
Lignelser af det der hiemme
Sænked sig i gyldne Rav,
Speilede sig i mit Hierte,
Saa i Skin af Ordets Kierte
Der din Søn fik Syn for Sagn.

Derfor, maatte jeg end kvæde
For dig, Moder! som for Steen,
Maatte uden Sønne-Glæde
End jeg lægge mine Been,
Rolig gik jeg dog til Hvile,
Sukkende jeg vilde smile,
Thi jeg veed, din Time slaaer.

Ja. jeg veed, engang dit Hierte
Smelte skal for Herrens Lyn,
At i Skin af Ordets Kierte
Skal for Sagn og du faae Syn,
At som jeg og du skal love
Gud for Guld og grønne Skove,
Midt i verdslig Fattigdom.

Ja, naar du med Suk maae siunge:
Fugl har Rede, Ræv har Grav,
Jeg har kun min Fugle-Tunge,
Og min tørre Ranke-Stav,
Trøstig skalst du eftersige:
Fattig Fugl giør mange rige!
Siunge sødt: Halleluja!

150

Fædrene-Aaret.1 Velkomst i Vaar til Danner-Kongen.

Velkommen tilbage,
Du Konge saa prud!
Velkommen tilbage!
Velsigne Dig Gud!
Velkommen tilbage
Fra fremmede Land!
Velkommen tilbage
Til Dannemark Strand,
Til Østersalts Vove,
Til Dannemarks Skove,
Til Skjoldungens Konningebye!

Med flygtende Sommer
Du foer over Sund,
Nu hilser Skiærsommer
Dig atter i Lund,
Nu grønnes de Vange,
Du gule forlod,
Og Bygblade prange,
Hvor Stubbene stod,
Nu leger Skiærsommer
Med duftende Blommer,
Og Fuglene fløite i Lund.

* 151

Som Fader til Vaaren,
Sin Skaber til Spot,
Besynger kun Daaren
En æresyg Drot;
Vi veed, over Solen
Han bygger i Løn,
Som klæder Fiolen
Og Lilien skiøn,
Som Skovene kroner,
Og liflige Toner
Indaander i Fuglenes Bryst.

Den Herre vi love
For Vaaren saa mild,
Den Herre vi love
For Kongen saa gild,
Den Herre vi love
For Stammen saa prud
I Dannemarks Skove
Med herlige Skud:
For Fredrik hin Milde,
Og Fædrene gilde,
For Ætten af Dan og af Skjold.

Den Herre vi prise,
Som vilde i Lund
Et Varsel os vise
For store Miskund,
Thi blomstrende Dage
Det lover og spaaer,
At Kongen tilbage
Nu kommer i Aar,
Mens Egene skyde,
Og Lundene lyde
Af Sang fra den blommede Bøg.

Ja, blomstrende Dage
Det lover og spaaer,
At end kom tilbage
En Fædrene-Vaar;
Med Kongen den kommer
Tilbage i Aar,
152 En liflig Skiærsommer
Den lover og spaaer,
Ja Fædrenes Dage
De komme tilbage,
Og Konge! de komme med Dig.

Lad Verden kun haane
Vort Fædreneland!
Kiærminderne blaane
For Skjold og for Dan,
Og Skjoldungen finder
Sit Dannemark troe,
Saalænge Kiærminder
I Skovene groe;
Ja, glade vi flette
Kong Fredrik den Sjette
En Krands af Kiærminderne blaa.

Ja milde Skiærsommer
Fra Fædrenes Old
Udklækker og Blommer
Til Kongen saa bold,
Thi de høre sammen
I Æt og i Kaar,
Dem Begge med Gammen
Vi hilse i Aar,
Vi maatte undvære
Dem lidt for at lære
At længes derefter igien.

Det lød over Vange
Fra Keiserens Stad,
Om Kongerne mange,
Som ginge paa Rad;
Da svared den Frue,
Den Mark under Liin:
Lad glimre og lue!
Lad hver tage sin!
Jeg ingen misunder,
Jeg længes og stunder
Kun efter mit Skioldungeskud.

153

Det, Konge! tillige
Jeg føler paa Stav,
For Keiserens Rige
Ei Marken Du gav;
Ja, for mig det klinger,
Du mangen en Gang
Paa Længselens Vinger
Til Marken Dig svang,
Og lysted at skue
Dens Høieloftsbue,
At skue det troeste Folk.

Som Lykke og Seier,
Som blæsende Vind,
Saa vender og dreier
Sig Daarernes Sind,
I Dag de ophøie
En Herre til Skye,
I Morgen med Møie
De unde ham Lye;
Men trofast i Nøden,
Ja, troe indtil Døden
Er Danmark, denstund det er dansk.

Lad Ørne sig flokke
Til blodige Dyst,
Hvor Ligene lokke
Paa Field og paa Kyst!
Dog Løven ei bæver
For Ørnenes Kloe,
Hvor Dannebrog svæver,
Er Seier og Roe;
Hvor Bøgen sig maier,
Der Dannebrog vaier,
Kong Frederik! over Din Stoel.

Ja, flyttes end Bierge,
Og sortner end Soel,
Skal Dannebrog værge
Din Mark og Din Stoel,
Naar Herren os finder
Derunder med Troe,
154 Saalænge Kiærminder
I Skovene groe;
Og Sønner skal binde
Saamangen Kiærminde
I Krands for det Banner fra Gud.

Dog, Konge! mig tynger
En eneste Sorg,
Og sukkende synger
Jeg end for Din Borg:
Gud give Dig Naade,
Du Konge saa god!
Med Viisdom at raade
Paa Jammeren Bod!
Ak! det er vor Jammer,
At troende flammer
Ei Hiertet af Kiærlighed meer.

O! hør, hvor de raabe
Paa Sølv og paa Guld,
Og stole og haabe
Paa Støv og paa Muld!
O! see det med Smerte,
At Fædrenes Troe
Og Fædrenes Hierte
I Gravene boe!
O! see det med Smerte,
At Dannemarks Hierte
Det banker saa døende svagt!

Ak, derfor vor Moder
Fik Sorrig og Harm,
Ak, derfor vor Broder
Blev slidt fra vor Barm,
Ak, derfor vi savne
Den Kvist af Din Rod,
Kong Christians Navne
Af Christians Blod1,
Som skulde indtage
I kommende Dage
Vort Hierte, Din Mark og Din Stoel.

* 155

O! vel maae vi sande,
Hvad Fædrene sang,
At tætte ei stande
De Stene i Vang,
Hvis Sønnen ei stander
Ved Faderens Grav,
Hvis Kongen til Grander
Maa række sin Stav;
Ja dødt er et Rige,
Naar Spiret maa vige
Til Side fra Konningerad.

Din Stamme er lignet,
O, Konge saa prud!
Ved Davids, og signet
Af Fædrenes Gud,
Saa Søn efter Fader
Paa Kongestoel sad,
Og hvis nu aflader
Den Konningerad,
For Synderne mange
Fra Dannemarks Vange
Er veget Guds store Miskund.

O gid dog, at Sorgen
Derover blev stor
I Hytten og Borgen,
I Fædrenenord,
Saa Unge og Gamle,
Saa Store og Smaa
Sig vilde forsamle
Til Kirke at gaae,
Med Anger og Smerte,
Med blødende Hierte,
Og bede om Fædrenes Troe!

O, kommer, ja kommer
Ei Fædrenes Troe,
Da monne vor Dommer
I Fædrene boe,
Da Fædrene svinge
Sig fra deres Børn,
156 Da spreder sin Vinge
Den graadige Ørn,
Da brister i Smerte
Det døende Hierte,
Og aldrig det banker igien.

Ja, skulde hensove
Den hellige Troe,
Da aldrig i Skove
Kiærminderne groe,
Da flygter den Fane,
Vi finge fra Gud,
Da saares til Bane
Vor Løve saa prud,
Og Skjoldungestammen
Nedsynker i Flammen
Af Dannemarks Dødningebaal.

Dog, Gud det kan bedre,
Skiøndt Faren er stor;
Kun som Dine Fædre
Du elske Hans Ord!
Da Ordet skal vække
Den slumrende Troe,
Og trindt skal ved Bække
Kiærminderne groe,
Dem Sønner skal flette
For Fredrik den Sjette
Og for Hans Maria i Krands.

Ja, fromme Marie,
Du Konningebrud!
Ja, milde Sophie,
Du Dronningeskud!
O, vær Du vor Tunge!
O, vær Du vor Tolk!
Og giennem Dig sjunge
Det troeste Folk:
»Med Fædrenes Sommer
»Og Hierte Du kommer,
»Velkommen, Du Konge saa kiær!«.

157

Med Dig vi forene
Da ogsaa vor Bøn,
At Gud vil forlene
Vor Konge en Søn,
De Døttre en Broder
At tage i Favn!
Saa Konninge-Moder
Maa vorde Dit Navn;
Saa end paa det Sidste
Med hellige Kviste
Maa skinne det Skjoldungetræ!

Ja, giver i Norden
Kun Troen et Skud,
Som dristig fra Jorden
Sig hæver til Gud,
O! da tør jeg sige,
Om Hiertet saa let:
Ei Spiret skal vige
Fra Frederiks Æt,
Saalænge i Norden
Sig løfter fra Jorden
En Throne paa Mark og paa Fjeld.

Ja, hvis Du omvinder,
O, Konge saa bold!
Dit Spir med Kiærminder
Fra Christians Old,
Da tør jeg forjætte,
Om Hieriet saa let,
Kong Fredrik den Sjette
En Kongelig Æt,
Og Spiret, forynget,
Med Palmer omslynget,
Skal blomstrende gange i Arv.

Vel synes forvoven,
O, Konge, min Sang,
Men Toner fra Oven
I Hierte mig klang,
Jeg saae i det Dunkle
Dit Spir med sin Krands,
158 Saae Kronerne funkle
Paa Ætten i Glands,
Og glad maae min Tunge
De Syner udsiunge,
Som eijeg begriber men troer.

O, høibaarne Konning
Af Skjoidungerod!
O, frugtbare Dronning
Af Skjoldungeblod!
Sig Tonerne svinge
Til Hallen fra Vang,
O, lader indklinge
I Hiertet min Sang!
Hvis trolig den giemines,
Den aldrig beskiæmmes,
Thi den er undfanget i Troe.

Det klarer, det klarer
Saa høit under Pol,
Og brat aabenbarer
Sig Dannemarks Soel.
O! Konge hin Giæve!
Du vorde kun froe!
Lad Dannebrog svæve
Paa Hallen, og troe!
Da Sorgen forsvinder,
Da voxe Kiærminder
I Rosenborg-Have paa nye.

Paa Christians Kiste
Den dalende Soel
Dig kaldte den Sidste
Paa Konningestoel;
Men over Dit Rige,
Som over Din Grav,
Skal Solen opstige
Saa gylden fra Hav,
Og aldrig neddale,
Før hellige Svale
Forkynder den evige Soel.

159

Fra Oldtidens Dage,
O, Konge saa bold!
Der klinger en Sage
Om Ætten af Skjold,
At gierne den hørde
Paa kvædende Skjald,
Naar Tungen han rørde
I Høielofts Hald,
At Skjaldene ginge
Med Sværde og Ringe
Men aldrig tomhændet af Hald.

Ei Ring jeg behøver,
Thi Ringen saa bold,
Som Dannemarks Løver
Omringer i Skjold,
Mig idelig minder
Om Skjoldungekuld,
Mig fastere binder
End Ringe af Guld;
Ja, Fædrenes Minde
Og Kiærlighed binde
Mig fast til min Fædrenedrot.

Ei Sværd med Guldfæste
Jeg ønsker til Lod,
Et Sværd som det bedste
Med Eg og med Od,
Det haver jeg fundet
I Kiærligheds Ord,
Det har jeg ombundet
Med Sandhedens Gjord;
Til Sværdet ei Brage
Selv eiede Mage,
I Brageløn vindes det ei.

Nei, Guldstøv og Ære
Ei kan eller maae
Den Brageløn være,
Mig lysted at faae;
Kun Rum til at tale
Guds hellige Ord
160 I Kirkelofts Sale
Til Frelse for Nord,
Saa Fædrenes Dage
Maae vende tilbage,
Saa vi maae forsamles til dem!

Man tænker, at Ordet,
Som vandred saa vidt,
Nu gammelt er vordet,
Og sygt og forslidt,
Men salige Fædre
Paa Skjoldungestoel
De kiendte heel bedre
Den Aandernes Soel,
Hvis glødende Tunge
Kan evig indsjunge
Guds Kraft og Guds Fred udi Sind.

Med Fædrenes Hierte
Du sidder paa Stoel,
Og skuer med Smerte
Den dalende Soel;
O, føl! vi behøve
Et Fædrene-Aar!
O, lad mig dog prøve,
Hvad Ordet formaaer!
Dog nei, ikkun prøve,
Om Dannemarks Løve
Har Løven af Juda forglemt!

Jeg raaber, jeg raaber
Til Kongen saa prud,
Jeg haaber, jeg haaber
Paa Himmelens Gud;
O, lad ikke lyde
Forgiæves min Sang!
Engang skal den fryde
Din Siæl med sin Klang,
Naar Skyerne vige,
Og over Dit Rige
Du seer den opstigende Soel.

161

Norne-Giæst (et Skiemtesagn).

Det var engang, som Man fortæller, at Kong Olav Tryggesøn holdt Huus i Trøndelagen, og som han sad en Dag, da det lakkede ad Aften, kom der en fremmed Mand ind i Stuen og hilsede med høviske Ord og Gebærder. Kongen tog blidelig imod ham og spurgde, hvem han var? Jeg heder Giæst, svarde han. Ja, sagde Kongen, her er du rigtig nok en Giæst, ihvad du saa hedder. Nei, Herre, svarde Giæst, det var saamænd mit ordenlige Navn jeg nævnede; men Eders Giæst vilde jeg ogsaa gierne være, om det var tilladt. Det skal ikke komme derpaa an, sagde Kongen, og dermed var Samtalen ude for den Gang, thi det var paa de Tide, Man gik i Aftensang, og da Kongen kom derfra og havde spiist Nadvere, gik han til Sengs og Hvile uden at tale videre med Giæst. Om Natten, da alle Mand sov i Herberget, vaagnede Kongen, og som han laae og læsde sine Bønner, syndes han, der kom En ind i Stuen ad lukde Døre, ligesom en Alf eller en Nisse, og gik omkring fra Seng til Seng, men tilsidst blev han staaende udenfor een Mands Seng og sagde: hillemænd, hvilken Laas var ikke det for et tomt Huus! Folk siger nok, at den Konge er saa klog, [at] han kan høre Græsset groe, men det kan jeg ikke melde noget om, aldenstund han sover nu saa hardt. Dermed gik Alfen ud, som han kom ind, ad lukde Dørre; men om Morgenen tidlig sendte Kongen sin Smaadreng hen at see efter, hvem der havde ligget om Natten i den Seng, hvor Alfen stod stille, og det viisde sig da, at det var Giæst, der laae. Derpaa lod Kongen ham kalde og spurgde: hvis Søn han var? Min Fader heed Thord, svarde han, men de kaldte ham ellers Thingbider; han var en Dansk Mand og boede nede i Dannemark i en Bye, som heder Grønningen. Du er mig en dygtig Karl, sagde Kongen; thi Giæst var anderledes rask i sin Mund, end Folk er fleest, og en stor, bredskuldret Karl, for Resten noget til Aars. Han bad om Forlov til at opholde sig enstund i Kongens Gaard, men saa spurgde Kongen, om han ogsaa var en christen Mand? Dertil svarde Giæst, at han var korset men ikke døbt, og der havde det Ord hiemme, som Alfen lod falde om Laasen, thi Giæst korsede sig om Aftenen ligesom andre christne Folk, men var dog i Grunden en Hedning. Kongen vilde nok give ham Lov til at blive; men, lagde han til, længe kan du ikke være i Gaarde hos mig uden Daab; men har du ellers lært Noget? Ja, svarde han, at lege paa Harpe 162 og fortælle Sagn, saa det er en Lyst at høre. Skam skulde dog ellers Kong Svend faae, sagde Kongen, at han lader udøbte Folk reise ud af Riget og fare Lande om! Nei, svarde Giæst, det er saamænd ikke Dannekongens Skyld, thi jeg reisde fra Dannemark, længe førend Keiser Otto lod Dannevirke brænde og nødte Harald Gormsøn og Haagen Blot-Jarl Christendommen paa. Saaledes giorde Kongen Giæst mange Spørgsmaal, og de fleste redte han sig godt og snildelig fra, og det skal have været i Kong Olavs tredie Regieringsaar, at denne Handel gik for sig. Det var altsaa det samme Aar, som de saakaldte Grimer kom til Kongen med de to Grimshorn, som Godmund i Glæsvol sendte ham til Foræring, tilligemed anden Beskeed, som de havde til Kongen, og som vi siden skal høre; men for nu at komme til Giæst igien, saa blev han da i Kongens Gaard og fik Sæde yderst paa Giæstebænken. Han var en Mand, som havde Levemaade og tækkelige Lader, var godt lidt og høit anseet af de Fleste.

Kort efter, henimod Jul, kom Ulf hin Røde med sit Mandskab til Kongens Gaard; thi om Sommeren var han ude i Kongens Ærende og var sat til at holde Kystvagt i Vigen mod de Danske, som vilde hærge der om Høsten; men i den strængeste Vintertid pleiede han at være hos Kongen. Ulf havde mange rare Klenodier med sig, som han havde sanket om Sommeren, og iblandt Andet havde han en Guldring, som heed Netting, den var nettet sammen paa syv Steder, og hvert Stykke havde sin Farve. Den samme Ring var af meget bedre Guld end andre Ringe, og Ulf havde faaet den af Lodmund Bonde, men ellers havde den tilhørt Kong Half, som var Mesteren for de navnkundige Halfs-Kiæmper, og de havde faaet den tilligemed andre Klenodier, da de kuede Kong Haldan Ylfing, og nu havde Lodmund givet Ulf den, paa det Vilkaar, at han skulde gaae i Bøn for ham hos Kong Olav. Da nu Kongen helligholdt Julen med stor Pragt i Trøndelagen, skedte det paa den ottende Høitidsdag, at Ulf hin Røde gav ham Ringen Netting, og Kongen takkede ham, saavel for denne Skiænk, som for al hans troe Tieneste i den forbigangne Tid. Folk sad tykt og drak der i Træhuset, thi Steenhaller vidste Man dengang ikke af at sige i Norge; Ringen gik rundt fra Haand til Haand og blev skaadet og rost, og Mage til Guld, som den Ring var af, kunde Ingen mindes at have seet nogentid. Endelig gik den ogsaa rundt paa Giæstebænken og kom til den fremmede Giæst; men han saae knap til den, satte ei engang Stoben, han havde i Haanden, men flyede

        

163 Ringen skiødesløs tilbage over Handleden, lukkede ikke sin Mund op om det Klenodie, men blev ved at snakke og gantes med sine Naboer. Nu spurgde Skiænkeren, som gik for Borde nede hos Giæstekarlene, om de syndes godt om den Ring? ja, overmaade godt, sagde de, undtagen den nykomne Giæst; han huer den ikke, men han har sagtens Skade paa Øinene, siden han ikke ændser saadant et Stykke. Skiænkeren gik op til Kongen og sagde lige med de samme Ord, hvad han havde hørt, og hvorlidt den nykomne Giæst brød sig om det Klenodie, da det blev ham viist. Ja, svarede Kongen, den nykomne Giæst har mere inde, end I veed af, og han skal komme til mig i Morgen og fortælle mig nogen Sagn. Imidlertid sad Giæsterne dernede paa Bænken og snakkede op, og spurgde den nykomne Giæst, om han da havde seet Mage til den Ring eller kanskee en, der var bedre endda? Ja, svarede Giæst, siden I forundrer Jer saameget over, at jeg giør saa lidt af den Ring, saa skal jeg aldrig nægte, at jeg har seet Guld, der ikke var et Gran slettere, men snarere Tak til. Nu slog da Kongens Folk en Skoggerlatter op og sagde, at det var kostelige Løier, og spurgde, om han turde slaae til Væds med dem om, at han havde seet Mage til Guld saa godt, og kunde give Syn for Sagn. Tør du nu vove din Kniv og dit Belte, sagde de, saa sætte vi fire Mark Sølvmynt lige imod, og saa skal Kongen dømme os imellem. Ja, sagde Giæst, har jeg engang givet mig i Lav med Jer, faaer jeg vel at holde Trop, og det er et Ord, jeg indgaaer det Væddemaal, som I har sagt; hvem Kongen holder med, skal have vundet. Dermed var den Tale ude. Giæst tog sin Harpe og slog den med Snilde til langt ud paa Aftenen, saa alle Mand fandt, at det var en Lyst at lyde derpaa, fremforalt der han saa mesterlig spilde Gunnars Vise og endte med Gudruns Kvide hin gamle, som ikke før var hørt i Kongens Gaard. Derpaa gik Man til Sengs; men om Morgenen, da Kongen havde været i Fromesse og var kommet hiem og havde sat sig ved Davrebordet med sit Hof, da gik Skiænkeren tilligemed Giæst for ham at staae, hvor han sad paa sit Høisæde, og fortalde Sagen og sagde, hvad Væddemaal de havde giort. Hvad mener I, jeg bryder mig om jert Væddemaal, svarde Kongen; I har sagtens havt en Taar paa Skallen, da I fik Lyst til at sætte jeres Penge paa Rente, og jeg troer, det er bedst at lade det Hele gaae overstyr, allerhelst ifald Giæst er dermed tilfreds. Nei, svarede Giæst, jeg paastaaer, at det skal gaae efter vor Aftale i alle Maader. Ja, sagde Kongen, kiender jeg dig ret, god Karl, saa er det nok ogsaa snarere vores Folk end dig, der er løbet i

        

164 Fælden; men det vil da snart give sig. Nu blev der da spiist og drukket som sædvanlig; men saasnart der var taget af Bordet, lod Kongen Giæst kalde for sig og sagde til ham: nu er det da din Pligt at komme frem med noget Guld, om du har det, for at jeg kan afgiøre jert Væddemaal. I har at befale, Herre! svarde Giæst, greb saa i en Pung, han havde hos sig, og trak et Vindsel frem, løste det op og flyede Kongen et Stykke Guld, der saae ud til at være brukket af en Sadelgjord. Kongen saae strax, at det var noget prægtigt Guld, og bad dem tage Ringen Netting, holdt saa Ring og Guld sammen, og sagde derpaa: ja, i mine Øine er det Guld, Giæst kom med, rigtig nok det bedste, og det er der vist Flere end jeg, der synes, naar de seer ret til. Der var strax Mange, som sandede det med Kongen, og han afgiorde da, at Giæst skulde have vundet, saa nu blev det Giæstekarlene, der stod til Skamme; Skaden derimod var ikke stor, thi Giæst sagde: beholder I kun jeres Penge selv! dem har jeg ingen Trang til at tage! men barer jer nu en anden Gang for at vædde, med hvem I ikke kiender, thi det kan saa let hænde sig, I finder en Mand for jer, som har baade hørt og seet lidt Meer end I! Eder, Herre! takker jeg for naadig Dom. Men, sagde Kongen, nu maae du sige os, hvor du har faaet det Guld, du farer med? Ja, svarde Giæst, det er jeg ikke synderlig for, thi der er vel kun Faa, der vil troe mig paa mit Ord. Det er det Samme, sagde Kongen, vi maae dog høre det, aldenstund du før har lovet at fortælle os dit Levnetsløb. Men, sagde Giæst, fortæller jeg først, hvordan det hænger sammen med det Guldstykke, da spaaer jeg, at I forlange at høre flere Sagn. Det kan gierne være, sagde Kongen, at du spaaede ret dengang.

Saa maae jeg da fortælle, sagde Giæst, at jeg drog sønderud til Frakland, af Nyfigenhed efter at see den Sigurd Sigmundsøn, af hvis Kongelighed, Skiønhed og Dyd der gik saa stort et Rye om Lande. Reisen er ikke værd at tale om; men da jeg kom til Frakland, til Kong Hialpreks Gaard, der saae jeg Mængde med Hofmænd og tillige Sigurd, som var en Søn af Sigmund Volsung og Hjordise Eilimsdotter. Sigmund var faldet i Kamp med Hundings Sønner, og Hjordise havde giftet sig igien med Kong Hjalpreks Søn Half, og hos ham blev Sigurd født op. Alle Kong Sigmunds Sønner, baade Sinfjotle og Helge, som slog Kong Hunding og fik derfor Navn af Hundingsbane, og Hamund, var baade større og stærkere, end Folk er fleest; men Sigurd var dog Mesteren for alle de Brødre, og den ypperste af Hedenolds Kiæmper. Paa samme Tid var der kommet en Mand til Kong Hjalpreks

        

165 Gaard ved Navn Regin Hreidmarsøn; i Vext var han en Dværg, men grum i Sind, snild og behændig over al Maade, og en stor Troldmand. Denne Regin holdt meget af Sigurd, lærde ham mange Ting og forfalde om sine Forældre og de sære Hændelser, som havde begivet sig i hans Slægt. Det varede ikke længe, førend jeg gav mig i Tieneste hos Sigurd, og det giorde da Saamange, thi han var godt lidt af alle Folk, fordi han var blid og nedladen og gavmild imod sine Tienere; og saa var det en Dag, at vi fulgdes med Sigurd hen til Regin; han tog overmaade godt imod ham og kvad som saa:

I Salen til Sæde
Jeg leder med Glæde
Det Volsunge-Blod,
Mit Øie sig fæster
Paa Oldingens Mester
I Kraft og i Mod;
Thi det er en Lyst at begynde
Sin Jagt med saa herlig en Mynde.

Og han kvad end ydermere:

Her jeg elsker op med Gammen
Dette vakkre Kiæmpeskud
Til en Green paa Ynglingstammen,
Til en Gram saa djærv og prud;
Mageløs alt under Solen,
Skal han høit fra Kongestolen
See sin Priis paa Rygtets Vinge
Trindt om Land med Gny sig svinge.

Saaledes kom Sigurd jævnlig til Regin, og han fortalde ham da meget om Fafner og hans Jettehøide, og hans Leie paa Gnytahede, hvor han laae i Ormeham. Regin smedede ogsaa Sigurd et Sværd, som heed Gram, og var saa hvast, at han kunde lægge en Uldtot i Rhinaae og skiære den over ved at holde Sværdet for, naar den drev ned med Strømmen; og det som Mere var, han kløvede Regins Ambolt med Sværdet; og nu æggede Regin Sigurd idelig til at dræbe hans Broder Fafner; men han svarede med dette Riim:

Nei, vilde jeg stævne
Til Heden for Guld,
166 Og glemme at hævne
Min Fader saa huld,
Da skingred paa Bænke
De Hundingers Latter,
Som giorde til Enke
Kong Eilimes Datter.

Derpaa rustede Sigurd sig til Kamp mod Hundings Sønner og fik Snekker og Folk i Mængde af Kong Hjalprek. Der var da i Følge med Sigurd baade hans Broder Hamund og Regin Dværg og jeg; de kaldte mig ogsaa Norne-Giæst, thi Kong Hjalprek havde hørt mit Leign1, da han var i Danmark med Sigmund Volsung. Dengang var Sigmund gift med Borghild; men det blev Enden med dem, at Borghild dræbde hans Søn Sinfjotle med Forgift, og saa fik Sigmund sig en anden Kone sønderude i Frakland, og det var Hjordise Eilimsdotter. Den samme Eilime var ogsaa faldet for Hundings Sønner, saa at Sigurd havde baade sin egen Faders og sin Morfaders Død at hævne. Helge Hundingsbane, som var Broder til Sigurd, havde fældet Kong Hunding tilligemed tre af hans Sønner: Eiulf, Herrød og Hjorvard; men de andre tre, Linge og hans to Brødre, Alf og Hemming, havde reddet sig med Flugten, og de vare saa berømde, som Nogen kunde være, i alle Maader, men dog var Linge den allerfornemste. Store Troldmænd var de, kuede Konger og fældte Kiæmper i Hobetal, og øvede grueligt Hærgværk baade i Frakland og Spanieland; og det var da, førend der blev nogen Keiser nordenfor Alpefjeld. Det Rige i Frakland, som hørde Sigurd til, var nu i Hundings Sønners Vold, og de havde Krigsfolk hos sig i Mængde.

Nu skal vi da høre om Sigurds Feide med disse Hundings Sønner; han havde Folk nok i fuldeste Rustning, og Regin var hans ypperste Raadgiver, og han laande Sigurd Sværdet Ridel, som var hans eget Arbeide, men kun paa det Vilkaar, at han skulde dræbe Fafner, saasnart han kom hiem igien fra dette Tog. Som vi nu seilede sønder med Landet, fik vi en flyvende Storm, og den var der Mange, som tænkde Hundings Sønner til; men imidlertid, som vi seilede forbi en Landtunge, fik vi Syn paa en Mand, som stod oppe paa Klinten og var klædt i en grøn Kofte, blaa Buxer og Knappestøvler. Han gik ned ad Klinten med et Spyd i sin Haand, raabde efter os og kvad:

* 167

Hvem rider nu over
De rullende Vover
Paa Vikingehest,
Hvor Bølgerne brumme,
Hvor Gangerne skumme
Som Bølgen i Blæst?
De Hopper saa bolde,
Med skummende Vove,
Knap Kampen udholde
Med Vind og med Vove.

Regin tog Svaret og kvad:

Her vi os tumle med Sigurd paa Hav,
Medbør vi finge, ja Medbør til Grav;
Bølgerne bryde, saa stærke og steile,
Lege om Top, mens med Sorgen vi seile;
Hvem er nu du, som adspørger os saa?

Koftemanden kvad:

Hnikar jeg heed, naar jeg aarle og silde
Kiæmperne vog og gav Ravnene Gilde;
Feing eller Fjølner nu og du kan nævne
Biergmanden, som vil med Volsungen stævne*).

Nu dreiede vi da ind imod Land, og flux faldt Stormen af; Sigurd bad Manden gaae ombord; det giorde han, og lige paa Timen lagde Veiret sig, og vi fik den bedste Leilighed af Verden. Manden satte sig ganske magelig ned ved Sigurds Fødder og spurgde, om han ikke vilde tage ham paa Raad med sig? og dertil svarde Sigurd, han vidste nok, at han kunde give Raad, som duede, naar han vilde Nogen vel, og kvad saa fremdeles:

Siig mig, Hnikar! som jeg beder,
Hvad det bedste Varsel heder,
Som forjætter Held og Glæde,
Hvor de klingre Sværde kvæde!
Lær mig Varslerne at tyde,
Som kan Folk og Guder fryde!

* 168

Hnikar.

Mange paa Val ere Varslerne gode,
Naar ikkun Folk dem forstode.
Flyver den Sorte kun Kiæmpen imod,
Mener jeg, han har en Fylgie god.

Hør end et Varsel, som ei er at vrage!
Naar du est færdig i Strid at uddrage,
Da er det Held, naar to modige Karle
Stande paa Vei med hinanden i Tale.

End jeg et tredie Mærke vil nævne:
Har du alt Fjenderne seet, hvor de stævne,
Og hører Ulv under Asken at tude,
Det monne Seir over Helte bebude.

Ingen maae kæmpe, naar Maanelils Frænke
Sysler med klar sig i Hav at nedsænke;
Hun skal den Seirende muntre og fryde,
Hun med sin Straale skal Fylkingen bryde.

Slemt er paa Valstie med Foden at skrænte;
Vogt dig og viid, da er Uheld i Vente!
Svig-Diser trindt dig omringe og følge,
Ønske dig Fald i den blodige Bølge.

Tvættet og redt skal sig Kiæmpen iklæde,
Stunder sig give sin Davre at æde;
Ikke han veed, hvem ham Nadveren byder;
Hastværk er Lastværk, det Uheld betyder.

Imidlertid seilede vi da frem søndenfor Holsten og østenfor Frisland og giorde Landgang der. Hundings Sønner fik Nys om vor Færd, sankede Folk i en Hast og mødte os med en talrig Hær. Der stod da et skarpt Slag, og Linge var altid i Spidsen for de Brødre, enddog de gik alle mandelig frem; men Ingen foer dog saa drabelig afsted som Sigurd; for ham maatte Alle vige, thi Sværdet Gram beed Hul, hvor det fik Hold, og Sigurd var Mand for at holde det varmt. Omsider mødtes Sigurd og Linge og skiftede Hug som Sand og sloges som Karle, og det varede længe, før Nogen af dem fik Saar, saa drevne vare de 169 begge i Sværdeleeg, og der blev ordenlig et Ophold i Slaget, fordi Alles Øine vogtede paa den Tvekamp. Endelig brød Linges Brødre frem igien og dræbde mange Folk, indtil Sigurds Broder Hamund og jeg vendte os imod dem og standsede dem dog saa nogenlunde; men imidlertid var det blevet Enden paa Legen med Sigurd og Linge, at Linge maatte give sig til Fange og blev sat i Jern, og da Sigurd saa kom os til Hielp, var Sagen snart afgiort, Hundings Sønner faldt og alt Folket med dem. Det var allerede den sorte Nat, førend Slaget blev endt, og da Man om Morgenen skulde til at see sig om, var Hnikar borte, og Ingen saae ham siden, hvoraf da Folk sluttede, at det havde været Odin selv. Nu blev det da forhandlet, hvad Død Linge skulde have, og det var Regin, som raadte, at Man skulde riste ham Blodørn paa Ryg; jeg gav da Regin sit Sværd igien, med det ristede han Linge, skar Ribbeen fra Ryg og trak Lungen ud, og deraf døde Linge med stor Manddom.

Regin kvad:

Ørnen med sin røde Vinge
Risted nu den skarpe Klinge
Paa Kong Sigmunds Banemand.
Rosen han dog ei maae savne,
Mellem dem, som glæde Ravne,
Sielden var en Helt som han;
Mellem dem, som Konger arve,
Mellem dem, som Valen farve,
Linge var en Høvedsmand.

Der faldt ellers ogsaa en svar Hoben Bytte, kostelige Klæder og dyrebare Vaaben, og det deelde Sigurds Folk imellem sig, alt som de kunde bedst, thi selv vilde han ei have Traad eller Gran deraf.

Siden slog Sigurd Fafner og Regin med, som vilde forraadt ham, og reed saa bort med Fafners Guld, og fik Navn af Fafnesbane; han reed op paa Hindurfield; der fandt han Brynhild og saa videre, som Sigurd Fafnesbanes Saga formelder.

Siden blev Sigurd gift med Gudrun Gjukesdotter og var enstund hos sine Svogre, Gjukungerne, og enstund nordpaa i Dannemark, og jeg fulgdes med ham. Jeg var ogsaa hos ham, dengang Kong Sigurd Hring skikkede Bud til Gjukungerne, Gunnar og Hogne, med sine Svogre, Gand-Alfs Sønner, at enten skulde de give ham Skat eller ogsaa prøve Styrke med ham og værge 170 deres Land med Eg og med Od. Gand-Alfs Sønner satte Gjukungerne Stævne ved Grændserne, og Gjukungerne bad Sigurd Fafnesbane giøre sig Følgeskab, som han da ogsaa giorde og havde mig med. Saa seilede vi nordop til Holsteen og landede paa et Stæd, som heder Jarnmod, og der, tæt ved Havnen, var Valpladsen sat af med Hæsselstænger. Nu saae vi da en svar Hob Skibe komme seilende nordenfra med Gand-Alfs Sønner i Spidsen, og de vare Høvedsmænd for Hæren, thi Sigurd Hring var ikke selv med, men maatte blive hiemme og forsvare Sverrig imod Kurer og Kvæner, som feidede paa Landet. Det var paa Sigurds gamle Dage, dette skedte. Slaget var blodigt, GandAlfs Sønner gik rask frem, thi de vare baade større og stærkere, end Folk er fleest; men dog var der een Mand i deres Hær, som vi lagde meest Mærke til, en hellende før Karl, ligere en Jette end et Menneske, som slog ned for Fode, baade Folk og Fæ, saa Ingen kunde bierge sig for ham. Derfor sagde ogsaa Gunnar: nei, det gaaer aldrig godt, og bad Sigurd gaae imod den Bussemand, som han da ogsaa giorde, og Enkelte fulgdes ogsaa med ham, men ret Mange var der ikke, som havde Mod paa det Gilde. Jeg var da med, og da vi nu fandt den Langemand, spurgde Sigurd strax, hvad han heed, og hvor han havde hiemme. Jeg heder Stærkodder, Storværks Søn, sagde han, og jeg har hiemme i Norge, der Nord paa Fenring. Ja saa, sagde Sigurd, saa kiender jeg Karlen; dit Rygte er just ikke med det bedste; du er af det Slags Folk, som leer, naar det gaaer ilde til. Hvad er det for en Karl, sagde Stærkodder, der giver mig saadant et Skudsmaal? Sigurd sagde, hvem han var. Er det dig, de kalde Fafnesbane? spurgde Stærkodder. Jo netop, svarde Sigurd; og da Stærkodder hørde det, vilde han sneget sig bort, men Sigurd foer efter ham, svang Gram i Luften og smak ham paa Kindbakken med Hjaltet, saa to af hans Kindtænder fløi ud. Saaledes skamskiændte Sigurd ham og sagde: løb nu, din Hundsvot! med den Beskeed! men den ene af Tænderne tog jeg til mig, den vog syv Ører og hænger nu i en Klokkestræng i Dannemark, hvor Folk har deres Fornøielse af at see paa det Vidunder. Da Gand-Alfs Sønner saae, at Stærkodder løb, tog de ogsaa Flugten; vi fik Bytte i svære Mængde, og reisde hiem, hver til Sit, og kort efter hørde vi det Niddingsværk, Stærkodder havde begaaet, da han dræbde Kong Armod i Badet.

Imidlertid, mens vi enstund sad hiemme i vor gode Roe, var det en Dag, at Sigurd skulde ride til Herrestævne, og paa Veien reed han i et Morads, og i det Grane, hans Hest, vilde springe

        

171 op, sprang han saa stærk til, at Buggiorden sprang, og Ringen faldt af; men da jeg saae, hvor den laae og glimrede i Snavset, tog jeg den op og gik hen med den til Sigurd; men saa gav han mig den, og det var netop det Guld, I saae for et Øieblik siden. Saa sprang Sigurd af, og jeg striglede og pudsede hans Hest, og saa tog jeg en Lok af Halen til Maal af hans Høide; og her skal I see, den Lok er syv Alen lang.

Du kan rigtig nok fortælle Løier, sagde Kong Olav, saa det er en Lyst at høre. De Andre kunde ikke heller noksom rose hans Manddom og Frasagn, og Kongen vilde endelig, at han skulde fortælle Meer om sine Frænders Begivenheder. Giæst fortalde dem da ogsaa mange morsomme Ting, ligetil om Aftenen, Folk gik til Sengs; men strax om Morgenen lod Kongen ham kalde igien og vilde tale videre med ham. Hør nu, sagde Kongen, jeg kan ikke ret forstaae mig paa din Alder, hvordan det kan være Noget ligt, at du er saa gammel, som du maatte være, naar du skulde have seet, hvad du fortæller; du kommer derfor til at fortælle os noget mere, saa vi kan faae den rene Sammenhæng at vide med de Begivenheder. Ja, svarde Giæst, sagde jeg det ikke nok, at naar jeg først fik fortalt om Guldet, hvor det hørte hen, saa vilde I høre flere af mine Sagn. Ja, fortæl nu kun du! sagde Kongen.

Saa vil jeg da nu fortælle jer, sagde Giæst, at jeg reisde hiem til Dannemark og boede paa min Faders Gaard, thi han døde tidlig, og kort efter spurgde jeg baade Gjukes og Sigurds Afgang, som gik mig grumme nær til Hierte. Men hvad Død fik egenlig Sigurd? sagde Kongen. Derom er Man ikke ganske enig, svarde Giæst; det almindelig Sagn er, at Guttorm Gjukesøn slog ham med Sværd i Gudruns Seng; Tydskerne derimod vil sige, at han blev dræbt ude i en Skov; Man har ogsaa hørt en lille Fugl synge om, at Gjukungerne dræbde ham paa en Thingvei; men det sige Alle med een Mund, at han blev skammelig forraadt og myrdet, som han laae og tænkde, der var Fred og ingen Fare. Men, sagde en Hirdmand, hvordan gik det saa med Brynhild? Brynhild, svarde Giæst, hun dræbde syv af sine Trælle og fem Slavinder, derpaa jog hun et Sværd i sig selv, og bad, at man vilde age alle de Liig ud og brænde dem paa Baal. Det skedte da ogsaa; der blev giort to Baal, et til Sigurd, han blev først brændt, og et til Brynhild, og hun blev kiørt ud i en Vogn, tjældet med Purpur og Gyldenstykke, og forgyldt fra Øverst til Nederst, og paa den blev hun brændt. Men er det ogsaa sandt, spurgde Man nu, at Brynhild skal have kvædet efter sin Død? 172 Ja, det er ganske rigtig, svarde Giæst. Nu bad man ham kvæde den Vise, ifald han kunde den, og han tog da saa til Orde: dengang Brynhild oog til Baals ad Helvei, sagde han, og de kom forbi et Bierg med hende, hvor der boede en Gyge, da stod hun udenfor sin Dør, kulsort i Ansigtet, med en Skindkofte paa og en Green i Haanden, og sagde: den Green vil jeg give dig, Brynhild! til Hielp til dit Baal, og jeg vilde ønske, du var blevet levende brændt for den Ugierning, du bedrev, da du lod myrde saa dyrebar en Mand, som Sigurd Fafnesbane var. Jeg var ham en tro Veninde, og derfor vil jeg nu give dig saadant et Skudsmaal, at du skal blive dobbelt forhadt af alle, hvem det hører. Derpaa begyndte de da at tale hinanden til, Gygen og Brynhild, og først sagde Gygen:

Hvad vil du her,
De Suler saa nær,
Af Stenen saa haard,
Som bære min Gaard?
Langt heller end age
Til Gudruns Mage,
Du skulde opsprette
Baldyringen fiin
Som du dig lod flette
Til Kiæreste Din.

Hvad vil du her,
Mit Huus saa nær?
Du Landeplage,
Du Frem og Tilbage!
Du blanded paa Bænke
En Skaal saa god,
Lod Giæsterne skiænke
Med Mandeblod.

Brynhild.

Mig kaster i Næsen
Du Steenvætte-Brud
Mit Vikinge-Væsen
Med Hug og med Skud;
Dog vidne de fage,
Som kiende vor Hu,
At jeg alle Dage
Er bedre end du.

173

Gygen.

Her under Sule
Siger jeg frit:
Ulykkesfugle
Avledes tit;
Dog ingenlunde,
I Syd eller Nord,
Til Brynhild den onde
Var Mage paa Jord.

Over dig sukke
Børn af Gjuke,
Budlunge-Brøde
Brat lagde Gjukunge øde,
Brat deres Huus
Synker i Gruus.

Brynhild.

Talt har du med Daaretunge,
Sande Sagn vil jeg udsiunge,
Hør nu til,
Om du vil:

Er om Hiertet kold jeg blevet,
Har jeg Troløshed bedrevet,
Gjukunger det Alt har voldt,
Giort mit Hierte haardt og koldt.

Søstrene otte vi vare tilsammen,
Og under Egen vi bygged med Gammen,
Aarene fyldte jeg ti og saa to,
Da gav jeg Helten hin unge min Troe.

Ikke saa elsked jeg Buret og Salen,
Alt under Brynie gik jeg paa Valen,
Gammen jeg havde af Kamp og af Krig,
Hildur med Hielmen saa kaldte man mig.

Hjalmgun og Agnar lod Sværdene siunge,
Seier da skiænked jeg Agnar hin unge,
Viisde til Hel gammel Jette saa leed,
Derfor blev Odin i Huen saa vreed.

174

Han mig i Skatelund bandt under Skjolde,
Røde og hvide, bød Søvnen mig holde,
Løse mig kunde af Søvn og af Band
Kun, hvem der skyed ei Ild eller Vand.

Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer,
Lyste og leged de gloende Flammer,
Ikkun med Fafners Gulddyne saa gild
Mægted en Kiæmpe at dølge den Ild.

Helten saa herlig med Guld og med Grane
Reed i mit Land over gloende Bane,
Ingen for mig syndes herlig som han,
Helten hin unge fra Dannemarks Land.

Kiærlig han sov ved min Side med Ære,
Som han min Broder af Byrd kunde være;
Nætterne otte jeg laae som en Brud,
Aldrig dog rørde mig Helten saa prud.

Siden lod Gudrun mig høre i Harme,
At hendes Sigurd jeg lod mig omarme,
Da jeg med Sorgen det mærked forsand,
De havde lumskelig stiaalet min Mand.

Dog stille! sig strækker
Vor Trætte for lang,
De Levende skrækker
Min Dødninge-Sang.
Nedsynk da saa fage,
Du Steenvætte-Brud!
Mens fort jeg mon age
Til Helten saa prud.
Bestandig vi sammen
Da bygge med Gammen
I Dødninge-Lund.

Da gav Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget.

Det var da Løier, sagde Kongens Folk; har du meer af det Slags, saa lad os høre! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at fortælle meer af det Slags; men, sagde Kongen saa, har du ikke været med Lodbroks Sønner? Jo, sagde Giæst, for en kort Tid 175 var jeg rigtig nok med dem, og jeg kom til dem sønderude, da de hærgede paa Munde-Field og brød ind i Vifilsborg. Dentid spillede de Brødre Mester over Alt, thi Seieren fulgte dem, hvor de saa foer, og dengang agtede de sig til Romaborg; men saa var det en Dag, at der kom en Mand til Bjørn Jernside og bød meget venlig Goddag. Tak, sagde Kongen, men hvor kommer du fra? Sønden fra kommer jeg, fra Romaborg, svarde han. Hvorlangt har vi dertil? sagde Kongen. Ja, sagde han, det kan Kongen bedst see paa mine Skoe, og dermed trak han et Par Jernsko af, dygtig tykke foroven men tyndslidte under Saalen, og sagde: nu kan I selv regne jer til paa de Sko, hvor langt der er til Rom, thi de har faaet det at føle, saa det svier til dem nu. Ja hillemænd, sagde Bjørn, det blev en lang Reise den; nei, saa er det nok bedst at lade den Fugl flyve og vende Næsen hiem. Han fik da ogsaa Lov at raade; Lodbroks Sønner hærgede ikke længer sønderpaa, men gav sig paa Hiemveien, og det har alle Folk siden forundret sig over, at een Mands Ord kunde saaledes forandre deres Tanker, at de lod den Ting fare, som de dog saa vist og fast havde sat sig for. Men det er da godt at see, sagde Kongen, at det var Roms Helgene, som vilde ikke tilstæde deres Indfald, og derfor lod Gud den Aand komme over dem, saa de forandrede deres Tanker og kom ikke til at ødelægge Romaborg, som er den allerhelligste By i Christenheden.

Siig os nu, Giæst, sagde Kongen saa, hvor huede du det nu allerbedst af alle de Stæder, du har været? Ja, sagde Giæst, det morsomste Stæd var hos Sigurd og Gjukungerne, hos Lodbroks Sønner derimod havde Man meest Frihed og kunde giøre Alt, hvad Man vilde, hos Erik i Upsal levede Man flot, men af alle de gamle Konger var der Ingen, der havde saa fiint og fornemt et Væsen som Harald Haarfager. Jeg har ellers ogsaa tient Keiser Hlødver i Saxland; der maatte jeg lade mig korse, om jeg ellers vilde blive, thi der blev Christendommen holdt stærk i Hævd, og der befandt jeg mig i Grunden allerbedst. Du har seet Noget i dine Dage, sagde Kongen, og er Mand for at svare ligesaa fort, som vi kan spørge. Derpaa giorde Kongen mange ny Spørgsmaale, og Giæst gav ham grangivelig Beskeed paa dem alle, og sagde saa tilsidst: nu maae jeg da ogsaa fortælle Jer, hvorfor jeg heder Norna-Giæst. Jeg lader Øret til, sagde Kongen.

Nu velan! sagde Giæst, jeg er da født i Grønningen i Dannemark og voxde op hos min Fader, som var en meget riig Mand og holdt et fornemt Huus. Der reisde just dengang nogen Spaakoner om i Landet, som de kaldte Voler, og spaaede Folk deres 176 Skiebne, og der blev giort meget af dem: Man bød dem til sig, giorde Gilde for dem, og gav dem Foræringer til Afskeed. Det Samme giorde da min Fader ogsaa, og de kom der med deres hele Tienerskab og skulde spaae mig min Skiebne. Jeg laae dengang i Vuggen endnu, da min Lykke skulde paa Bane, og der brændte to Lys over mig. Nu tog de da til Orde om mig, og sagde, at jeg skulde blive en synderlig lykkesom Mand, og det fremfor baade alle mine Forfædre og andre Høvdingbørn i Landet, og det skulde blive baade vist og sandt. Nu var de Voler tre i Tal, men den yngste Norne syndes, at de andre to regnede hende for ingen Ting, aldenstund de spaaede saadanne særdeles vigtige Ting, uden at spørge hende til Raads; desuden var der en Flok kaade Knegte, som reve hende ned af sin Stol, saa hun blev gruelig vred og raabde bister, saa høit som hun kunde, at de andre skulde kun biet lidt med deres gode Ønsker, imens hun fik spaaet mig, at jeg skulde ikke leve et Øieblik længer, end til det Lys var brændt ud, som nu stod tændt ved min Vugge. Da tog den ældste Vole og slukde Lyset og bad min Moder giemme det vel, saa det ikke blev tændt, før min Dødsdag kom af sig selv. Derpaa gav min Fader Spaakvinderne deres Foræringer, og dermed reisde de og førde den yngste Norne bundet med sig. Da jeg nu blev voxen, gav min Moder mig Lyset i min egen Forvaring, og jeg har det hos mig endnu. Hvad vilde du nu her hos os? sagde Kongen. Jo, svarede Giæst, det faldt mig nu saa ind, og saa tænkde jeg, at eftersom jeg havde hørt Jer meget rose af flinke Folk, kunde I maaskee dog ogsaa giøre mig noget Godt. Vilst du annamme den hellige Daab? sagde Kongen. Ja, svarede Giæst, paa Jeres Ord. Saa blev han da døbt, og Kongen holdt meget af ham og giorde ham til Hirdmand, og Giæst blev en meget ivrig Christen, han artede sig efter Kongen i alle Maader, og var meget godt lidt iblandt Folk.

Tilsidst var det engang, at Kongen sagde til Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde, og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, Giæst! spurgde Kongen. Nu er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet, var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see, at Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik, som Lyset slukdes, døde ogsaa

        

177 han. Alle Folk fandt, at det var en mærkelig Ende, han tog, og Kongen syndes, at hans Død beseiglede hans Frasagn, og stadfæstede, hvad han om sin Alder havde fortalt.

Efterklang.

Underlig i Skialdens Øre
Klang den Lyd fra Hedenold;
Har det Sagn ei meer at føre,
End et Nul paa Sagas Skiold?
Er den Time spildt, vi lytte,
Eller dølger her i Mythe
Saga vel et sanddru Syn?

Danske Frænder! laaner Øre
Til den unge Dane-Skiald!
Hvad der Sindet saa kan røre
Med saa sødt et Tonefald,
Det har Sandhed vist i Giemme,
Ja, det er en Aandestemme,
Kunde vi den kun forstaae!

Frænder! jeg har havt en Glæde
I den svale Aftenstund;
Liden Fugl jeg hørde kvæde
Om det Sagn i Bøgelund;
Vil I Efterklangen høre,
Gid den eder saa maa røre,
Som mig rørde Fuglens Sang!

Liden Fugl sad lavt paa Kviste
I den tynde Bøgelund;
Sang vemodig, sang med Liste
I den svale Aftenstund,
Sang om mangen Oldtids Handel,
Heltefærd og Riddervandel,
Høit i Syd og dybt i Nord.

178

Underlig den Fugl mon kvæde
Om hver gammel Færd og Daad,
Som om den var selv tilstæde,
Med i Flok og med paa Raad,
Kalder grønne Lund og Enge,
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Grønningen, sin Fødebye.

Mon den lille Fugletunge
Kviddrer Løgn i Bøgelund,
Eller kan med Sandhed siunge
Fuglen saa i Aftenstund?
Frænder! hvo kan vel forgiætte
Gamle Danmarks gode Vætte:
Nattergal og Norna-Giæst!

Vætte, ja med Smiil og Sukke
Saga ristede paa Skiold:
Der blev siunget for din Vugge
Underfuldt i Hedenold;
Saga og om dig maae sande:
Alt da Norner drog om Lande,
Under Lys i Svøb du laae.

Det var ingen Lyvetunge,
Som dig aarle turde spaa
Mellem Frænder, gamle, unge,
Lykke, som kun times Faa;
Hvem har dig i Lykke lignet,
Hvem har Himlen saa velsignet,
Fæstet i sit Fædreland!

Det var Ord til Fryd og Smerte,
Hvad hin yngste Norne sang:
Brænder ud den tændte Kerte,
Vorder ei din Alder lang;
Føl og giem det vel i Hierte:
Kiærligheden var den Kerte,
Som ved Hovedgiærdet stod.

Vætte! du har vidt omvanket,
Og du har som Norna-Giæst
Paa din Vei den Viisdom sanket,
Du dog havde allerbedst,
179 Der din Helteglands sig dulgde,
Der du Saxens Hlødver fulgde*),
Tog mod Korset i hans Gaard.

Kun som Tegn paa gammel Adel
Giemmer du i Harpestok
Ringen prud af Sigurds Sadel.
Og den lange Grane-Lok;
Kun for Kaadheds Spot at tæmme,
Kun for Hovmod at beskiæmme,
Stundum drager dem du frem.

Ei mon Bøgehytten prale,
Udstaffeert med Hærgefang,
Skiøndt din Priis i Konge-Sale
Sander, du gik Kiæmpegang;
Men, som Skjold og Fafnesbane,
Andre lod du Valen rane,
Bar til Lund kun Prisen hiem.

Kun et Mon fra Val og Fare
Hiem du bar til Bøgelund,
Kun Stærkodders Tand hin svare,
Hun, som vog saamange Pund,
Hende fæsted du i Engen
Under Malm i Klokkestrængen,
Og der hænger hun endnu.

Der end har din Kiæmpefinger
Fæste i hver Dværge-Old,
Og naar Knebelen du svinger,
Da opvaagner Dan og Skiold,
Da maae Danmarks Fiender mærke,
Reeb at drage med den Stærke
Koster Sveed og Blod og Fald.

Er da nu udbrændt din Kerte?
Est du lagt i sorten Muld ?
Er udbrændt i Danmarks Hierte
Luen, klar og løndomsfuld?
Endtes alt i Oldtids Dage
Danmarks Harpeslag og Sage
Under Field ved Nidaros?

* 180

Nei, o, Vætte! store Runer
Raabe høit paa Sagas Skjold;
Over Grønningens Pauluner
Klokken sang i Christians Old,
Dan og Skjold saa kiæmpestærke
Vaagned under Korsets Mærke,
Kroned hvide Dannebraag.

Siden sad paa Norges Throne
Ingen Olav Tryggvesøn,
Ei i Danmarks Harpetone
Sænked end sig Norges Aand;
End ei, Norna-Giæst! din Sage
Har forklaret Oldtids Dage
Under Field ved Nidaros.

Olav Tryggvesøn ei døde,
Han forsvandt i Svolder-Sund,
Tiderne skal ham gienføde
I en hellig Aftenstund;
Døbt i Danmark skal han stige
Op at styre Norges Rige,
Fæste Skjold paa Smalserhorn1.

Da fra Daners Bøge-Hytte
Drager du saa vemodsfuld,
Over Bølgen maae du flytte
Med din Kerte og dit Guld;
Harpen al din Rigdom giemmer,
Vemodsfuld du Strængen stemmer
Til den store Svanesang.

Naar du da med Fryd og Smerte
Har udtalt din Færd paa Jord,
Selv du tænder from din Kerte,
Sætter den paa Alterbord,
Salves under Bøn og Psalmer,
Stirrer paa de høie Palmer,
Sover hen i Jesu Navn.

Frændefolk paa Dane-Slette!
Reis dig ved din Rune-Stav!
End ei er vor gode Vætte
Veget, flygtet over Hav,

* 181

Men som Vind sig brat kan vende,
Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer.

Jeg ham saae i Aftenstunden,
Ved det klare Maaneskin,
Sødt han sang i Bøgelunden,
Og bevæged dybt mit Sind;
Ak, men ei med spinkle Vinge
Klokken mægter han at ringe
I det danske Kirke-Taarn.

Frænder! ja, som Fugl med Vinge
Jeg ham saae i Bøgelund,
Hørde Svanesangen klinge
I den svale Aftenstund;
Frygter, vaager! Kvad og Vinge
Spaaer, at snart han sig vil svinge
Over Hav med Harpen hen.

Vaager! beder, at hans Vinge
Vorde maae en Kiæmpearm!
Saa han end formaaer at ringe,
Alt med Kerten i sin Barm;
Saa han end formaaer at vække
Danmarks gamle Helterække,
Under hvide Dannebraag!

Klokken i den danske Kirke,
Det er Sagas klingre Skjold,
Til at bygge Dannevirke
Vækker den hver Kiæmpe bold;
Men den klinger høit i Vangen
Kun i Chor med Kirkesangen
Under Thyra Dannebod.

Danmark! siung da brat din Psalme
Som en Thyra Dannebod!
Flux da skal de klingre Malme
Tone, vække Magn og Mod;
De skal eie Faders Hammer,
Svinge den som Torden-Flammer,
Mod hver Thurse, mod hver Trold*).

* 182

Vel, naar Midgards-Ormen vinder
Listig sig om Bøgelund,
Danmarks Timeglas udrinder
I en bange Aftenstund,
Men vor Aand og Æt da følger
Vætten over brede Bølger
Under lifligt Harpeslag.

Taarestrøm skal Kinder væde,
Alt som Norna-Giæst i Kveld
Skinger Gudruns gamle Kvæde,
Som ei før er hørt paa Field;
Fieldet skal ærbødig svare,
Naar hans Sagn og Sang forklare
Runerne paa Sagas Skiold.

Naar da lettet er dit Hierte,
Danmark! og fuldendt din Gang,
From du tænder selv din Kerte
Paa Guds Bord med Svanesang;
Alabasten taus sig fryder,
Mens den Salven sin udgyder
Over dig i Jesu Navn.

Fromt du folder dine Hænder,
Takker Gud for Gubbe-Aar,
Og alt som din Kerte brænder,
Sagtere dit Hierte slaaer;
Og naar sig de Luer slukke,
Du, alt som et Barn i Vugge,
Sover ind i Herrens Fred.

Sove skal dit Støv i Kiste
Dog ikkun saa kort et Blund,
Brat skal Klippegraven briste
I en hellig Morgenstund,
Glad du under Jubelsange
Skal i Helgenrad indgange
I det ny Jerusalem.

Frændefolk paa Daneslette!
Løft dit Hoved høit fra Muld!
Kom ihu din gode Vætte
Med hans Kerte, med hans Guld!
183 Vættelysene ved Strande
Flugten spaae og Sagnet sande,
Alt som Kerteskygger smaa.

Elsk igien de gamle Skrifter
I det danske Tungemaal,
Som om Fædrenes Bedrifter
Ristedes med Sagas Naal!
Da skal Sagaklokken ringe,
Da omskabes Vættens Vinge
Til en hellig Heltearm.

Lyd kun høit i Mark og Skove,
Gamle Danmarks Gilde-Sang!
End ei over salten Vove
Fuglen sig fra Bøgen svang;
Først skal Bøge-Kronen hvælve
Mildt sig over stride Elve,
Skiule Fieldets Naaleskov.

Lad os aldrig dog forgiætte,
Grander rundt paa Mark og Øe!
Er end ei vor gode Vætte
Flyttet, flygtet over Søe,
Akj! som Vind sig brat kan vende,
Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer!

Freden. (Et Brudstykke 1813).

Fædreneland!
Da i Barndoms Aar,
Fædreneland!
Da i Ungdommens Vaar
Paa dine Heder og i dine Lunde,
Ved dine Bække og ved dine Sunde,
I dine Vange jeg vandrede om,
184 Ikke da hørte jeg Lyd af Kartover
Hvirvle sig hen over Vange og Vover;
Kun da den Jomfru, saa favr og saa fin,
Kun da Fyrstinde Maria blev din,
Studsende førstegang fik jeg at høre
Ned over Bugten det festlige Døn,
Og med min Faders velsignende Bøn
Samled det sig i mit lyttende Øre.
Ellers jeg hørte kun Fuglenes Sang,
Ellers jeg hørte kun Klokkernes Klang,
Hørte kun Brølen og Bøgen af Kvæg,
Hestenes Vrinsken og Faarenes Bræg,
Glammet af Hunde og Lyden af Horn,
Leernes Sang over segnende Korn,
Bøssernes Bulder til Jagt og til Lyst,
Bølgernes Slag mod den venlige Kyst.

Broder og Syster paa Field og i Vang!
Følg mig, ja reis paa den tonende Sang
Med mig tilbage
Ind i de flygtede Dage,
Did, hvor i Fredens Paulun
Aldrig Trompet og Basun
Kaldte til Kamp,
Hvor det ei tænkdes, at Damp
Kunde i Norden forkynde
Blodbad og svovlede Brynde.
O! det var Dage, da glade i Sind
Karle kun hvæssed de klingende Segle,
Laded kun Bøsse til Ræv og til Hind,
Bladebygs Hare og pippende Hjeile!
O! det var Aftner, naar sødt over Vang
Klokkerne sendte den venlige Klang,
Kaldte ad Folket paa Mark og i Enge,
Kaldte til Andagt og kaldte til Senge!
Fædreland, ja paa din smilende Kyst
Fordum jeg stod, og det sang mig i Bryst,
Naar dine Fugle i klølige Lund
Kvidrende sank i et sommerligt Blund,
Naar, som med Lyst, under venlige Kiøle
Trillende Vove mig tykdes at nøle,
Naar det saa hen over Vangen fra By
185 Klinged fra Taarnet saa liflig i Sky,
Tonede Fred og hiemkaidte til Hvile,
Lokkede ømt til at sukke og smile.
Da var vel Timen, i Lund og paa Enge
Livlig at røre de stemmede Strænge?
Timen kanskee, men ei Timen for mig;
Maalløs jeg var, naar det sang mig i Barm;
Greb jeg i Strængen, da toned kun Harm;
Hult som en Storm over Grave det lød,
Brusede vildt: jeg er død.
Først da fra Axelstad Luerne svang
Høit sig i Sky,
Kom under Vaabnenes Gny
Liv i min Sang.
Ja, da for Dannemarks Smerte
Saaret oplod sig mit Hierte,
Der jeg saae Dannebraag svømme
Husvild paa elskede Strømme,
Der jeg saae Fiendernes Snekker
Skride i brammende Rækker,
Fædres vanærede Navne
Bag paa de røvede Stavne,
Hørte de bretske Kartover
Buldre paa Bæltenes Vover,
Da slog jeg Skialdenes Harpe,
Den haver Strænge af Staal,
Tonerne ere saa skarpe,
Brage! ja Brag er dit Maal!

Fædreland ! ja jeg har leget og siunget,
Alt som naar Sværd monne klirre paa Skiold,
Og giennem Buldret en Røst haver runget,
Alt som en Røst fra din Hedningeold.
Altid jeg sang, hvad jeg havde i Sinde,
Kamp var min Sang, thi det kiæmped derinde,
Kiæmpe vi maa i den løbende Tid,
Livet herneden er Strid!
Stride maa Aanden saa saare hernede,
Førend sin Vinge den mægter at brede,
Stride maa Aanden med Vind og med Vinge,
Før den til Himlen sig mægter at svinge;
Kun om den Seirendes saarede Tinde
186 Palmer og Evigheds Blommer sig vinde;
Længe i Kamp sig maa røre vor Tunge,
Før den om Freden kan værdelig siunge;
Aldrig et Hierte i Kiærlighed smelted,
Førend sig Blodet først brusende velted;
Hvo kiender Freden og har ikke stridt?
Hvor er den Frelste, som Intet har lidt?

Fædreneland!
Naar jeg vanker i Vang,
Vanker i Lund og ved bølgende Strand,
Naar efter Klokkernes Klang
Ikkun forgiæves jeg lytter,
Naar jeg den snehvide Gubbe maa see
Famlende stryge den vaklende Lee,
Naar jeg fra Kvinden, som holder paa Ploven,
Hører et Suk til vor Fader foroven;
Naar jeg maa høre Kartovernes Brag
Dundre saa vredt under Fiendernes Flag,
Naar over Vange og Belte
Gienlyd jeg hører af Lure og Trommer,
Hvor dine Svende med Russer og Pommer
Spende paa Valen det blodige Belte;
Naar over Sund, over Field, over Vange,
Røsten jeg hører af hvislende Slange,
Ikke jeg sørger, fordi du maa stride,
Sørger kun over, at ikke itide
Ret du fornam, hvad der hører til Fred,
At du itide ei streed.

Hvad var din Fred, da Kanonerne tav,
Da dine tunge, dog ilsomme Snekker
Seilede trygt i de brammende Rækker
Rundt paa det bølgende Hav?
Da dine Svende, naar Klokkerne klang,
Stævnede hiem fra den kiølige Vang,
Da dine Piger hos Kornet Man saae,
Kun naar de vævre med Solhætte paa
Bunde de Nege og reve de Stubbe,
Da Man kun skued den snehide Gubbe,
Naar han saae til, om og Knøsen var driftig,
Og naar han giætted, om Sæden var giftig,
187 Talte i Skyggen ved Travernes Hob
Venlige Ord med det Gamle i Stob,
Da, naar det mørkned, paa Hav og paa Kyst
Alting var tyst?

Hvad var din Fred i de rolige Dage,
Som du saa saare nu ønsker tilbage?
Havde Guds Fred du i Hiertet da inde,
Stred du i Aanden for Krandsen at vinde,
Takked du Herren i Vang og paa Bænk,
Munter og rørt for Hans herlige Skiænk?
Bad du om Vagt af Hans hellige Leire,
Bad du om Kraft til at kiæmpe og seire?
Var dig den udvortes Fred kun en Skygge,
Af hvad der er, hvor de Salige bygge?
Længdes du sukkende efter at flytte
Over i Fredens den hellige Hytte,
I det Paulun, der har Nagler saa faste,
At ingen Storme det mægter at kaste,
Ja, i den Englenes Bolig,
Som har det Navn, den er rolig,
Hvor uden Graad vi kan smile,
Hvile, som Gud monne hvile,
Hvile som Straaler i Soel,
Hvile i Sang for den Eviges Stol?

Fædreneland!
Hvad tør med Sandhed jeg svare?
Naar paa den bølgende Strand
Snekker med kostbare Vare
Stævnede hid fra den fremmede Kyst,
Stævnede heden og ud i det Fierne,
Hvad var din Tanke, og hvad var din Lyst?
Naar du beskued de Snekker saa gierne,
Var da din Tanke og var da dit Øie
Vendt imod Ham i det høieste Høie,
Som haver Alting saa underfuldt lavet,
Som giorde Stier for Snekken i Havet,
Som satte Stierner til Tegn i det Høie,
Som lod dem findes af forskende Øie,
Som, medens Steen monne synke i Havet,
Haver af Steen dog en Ledsager lavet,
188 Stenen, der som en urokkelig Tanke
Kan undervise den svømmende Planke?
Spurgde du brat din Ostindiefarer:
Hvad er i Zion*) til Tidende nu?
Udskinner Lyset iblandt Malebarer,
Vorde de Christne af Navn og i Hu?
Sendte du Steen til Jerusalems Mure,
Sendte til Huset du Psalter og Lure?
Naar under Grøden af Jord og af Vand
Tyngede Byrdinger**) styred fra Land,
Priste du Ham, som allene opførte
Kornet af Jorden og Fisken i Hav?
Mon det i Hierte dig blidelig rørte,
At Ham i Haand og i Vold du det gav?

Fædreneland! jeg er træt af at spørge;
Skamme dig maa du, og dybt maa du sørge;
Ak, thi naar Snekkerne komme og ginge,
Ønskede du dem kun Lykke og Vinge,
For at du kunde med Guldet i Skrin
Klædes i dyrebart Lin,
Kunde i smykkede Sale
Prange og prale,
Kunde dig lystig ei lædske,
Nei kun beruse i brusende Vædske.
Tænkte du andet, naar Snekkerne svam,
Kløved med Kiøle de mægtige Vande?
Ja, naar de taklede foere med Bram
Mellem din Kyst og de fremmede Lande,
Fyldte hovmodige Tanker dit Hoved,
Søguttens Diærvhed og Snilde du loved,
Løfted som Menneske stolt dig paa Taa,
Tænkte: hvad Kløgten og Kunsten formaae!
De have tømret det mægtige Roer,
De funde Naalen, som peger mod Nord,
De kunne trodse med Knæer og Boldte
Bølgerne stolte!
De holdte Skib fra at gange til Grunde,
Der de til Grunden med Anker det bunde.
Saaledes sang du til Mandevids Priis,

* * 189

Glemte den Herre, som ene er viis,
Ham, som bød Egene voxe i Skoven,
Ham, som bød Træet at svømme paa Voven,
Som lærte Støvet at tømre og tænke,
Roret at dreie og Skibet at lænke,
Ham, som kan byde den brusende Vove
Bryde de stærke, forhudede Bove,
Henveire Stavne og Stænger og Rær,
Knuse de Kiøle paa Bølger og Skiær;
Ja naar det randt dig i Hu,
Han var i Stand til at knuse
Brat dine svømmende Huse,
Gøs du med Gru.

Naar dine Karle med blinkende Segle,
Naar dine Piger med Rive og Leile,
Vandrede hiem fra de meiede Vange,
Hvad var paa Tale, og hvad var i Sange?
Giækkeligt Ord og letfærdige Skiemt,
Eder og Bander, men Herren var glemt.
Naar med sin Stav den graahærdede Gubbe
Stod mellem Nege i visnende Stubbe,
Hørte da rolig han Røsten:
Graaskiæg! du hvidner til Høsten.
Løfted han trøstelig dummede Øie
Op mod det Høie,
Lagde andægtig han Hænderne sammen,
Sagde han blidelig: Amen!
Saaet jeg haver med Graaden hernede,
Negene staa mig deroppe tilrede,
Staven jeg kaster, og reiser mig glad,
Bærer min Neg til Jerusalems Stad.
Ak! det var sieldent, o Fædreneland!
Gubberne sørged paa Gravenes Rand,
Ønskede daarlig tilbage
Ungdommens flygtige Dage,
Vidste mod Døden ei levende Raad,
Ak, thi de saaede ikke med Graad,
Saaed med Latter som Daarer
Og skulde høste med Taarer.
Fædreneland! naar om Helligdags Morgen
Klokkerne klang,
190 Mon du dig laved i Hytten og Borgen
Aarle til Gang?
Og naar det ringede sammen,
Flokkedes da dine Børn med Gammen,
Vrimled fra Stier og Gader
Gamle og Unge i Kirkerne ind?
Fyldte med Andagt i Sind
Skarerne Stole og Stader?
Svunge sig høit udi hellige Psalmer
Hierterne glade fra Jord?
Stirrede Aanden paa Evigheds Palmer,
Sænkede Siælen sig dybt i Guds Ord?

Oppe og nede
Kirkerne stande paa Field og paa Hede,
Høit imod Sky
Taarne sig løfte paa Mark og i By;
Fædreneland!
Vare de Kirker alt øde og tomme,
Raabte du jublende: jeg er i Band,
Da var din Tid i et Øieblik omme,
O, da var jeg mellem Skjalde
Armeste Mand,
Harpen af Haand maatte falde,
Strængene briste paa Stand.
Gud være lovet! end oppe og nede
Stige fra Field og fra Vang og fra Hede
Sukke og Psalmer
Did, hvor de evige Palmer
Voxe paa Helligdoms Field,
Grønnes ved Paradisvæld,
Og over Fuglene glade
Brede de venlige Blade,
Kiøle hver Edens Indbygger
I deres liflige Skygger.
Ja, mellem dem, som i Tummel og Vrimmel
Har over Verden forgiættet Guds Himmel,
Ganger en Skare endnu,
Skare af Mænd og af Kvinder,
Som kommer stundum ihu
Hellige Minder,
Ønsker med Sukke tilbage
191 Barndoms Dage,
Tænker paa Fædrenes Tro,
Mindes de Mødre saa fromme,
Ønsker, naar Timen er omme,
Til dem at samles i salige Ro.
Derfor til Toner saa skarpe
Slaaer jeg min Harpe,
Derfor det Milde og Strænge
Maae sig i Tonerne mænge.
Troende vilde jeg trøste,
Rørlige vilde jeg ryste,
Sovende vilde jeg vaagne,
Vække, som Hedin og Hogne,
Om deres Hildur til Strid.

Klokke, naar med dine Klukke
Sødt du til Hvile indbød,
Hørde du ei giennem Glugge,
Hvordan det lød:
For mine Agre og for mine Kunder,
For mine Øxen og for mine Faar
Og for den Kvinde, jeg tog mig i Gaar,
Fattes til Hvile mig Stunder?
Hørde du ei, at med liderlig Sang
Flokken forhaaned dit Kluk og din Klang?
Hørde du ei, at de ginge paa Raad,
Hvordan det bedst kunde falde i Traad,
Saa dine faldende Huse
Kunde dig dæmpe og knuse?

Fugl! du som haver i Kirken din Rede,
Du, som saa vidt monne Vingerne brede,
For paa de Døbte i Aand at neddale,
For dem i Lignelse klart at afmale,
Hvordan sig Hjertet maa skabe og tee,
Naar det sin Frelser vil kiende og see!
Hellige Due
Under den hvælvede Bue!
Saae du paa Stader og Sæder
Ikke saamangent et Sind,
Som uden Helligdagsklæder
Sneg sig derind?
192 Var ikke ofte det syngende Chor
Klingende Bielder og lydende Malme?
Klang under Hvælving ei mangen en Psalme
Som du ei kiendte paa Tone og Ord?
Mærked du ei paa saamangen en Tale,
Præsten forglemte, at over hans Stol
Svævede du med den hellige Sol,
Bad dig ei længer paa sig at neddale,
Vilde kun det, som du ei kunde virke,
Uddrive Dig af dit Ord og Din Kirke.

Fædreneland!
Hvad var din Fred i de rolige Dage,
Som nu saa saare du ønsker tilbage?
Hvad er vor Fred, naar vi glemme
Huset, hvor Freden har hiemme?
Hvad er vor Fred, naar vi grue,
Gyse for Kirkegaards Stue?
Havde du Fred, der de verdslige Lyster
Tumlede dig mellem Synder og Kyster,
Ja, medens Lyst imod Lyst
Stred i dit Bryst?
Frænder i Nord! baade unge og gamle,
Vilde engang I dog Tankerne samle!
Fred har vi havt, thi saa dybt i vort Bryst
Ligger en Længsel og luer en Lyst
Efter den søde, velsignede Fred.
Aldrig for Guld dog mon græde,
Hvo som af Guld ikke veed,
Dog græder nyfødte Spæde
Alt efter Fred;
Dog er det Freden, vi søge
Aarle ved Moderens Bryst,
Søge i Leg og i Lyst,
Mellem de tonende Bøge
Og paa den blommede Eng,
Søge paa Land og paa Vove,
Søge den og, naar vi sove,
Sove i Sind eller Seng.
Fred har vi havt, thi vi have dens Minde,
Freden er tabt, ak, hvor er den at finde?
193 Blinkende Malme fra Gang og fra Leie
Raabe saa høit: vi har Freden i Eie!
Graver og banker med Hakke og Hammer,
Løser os ud af det bælmørke Kammer!
Naar I os giemme, og naar I os eie,
Da har I Fred, som vi her i vort Leie.
Fædreneland!
Var ikke Mandtallet stort,
Som blev forgiort,
Ja blev fortabt ved de Biergtroldes Gand 1?
Var det dem nok,
At de i Flok
Stævnede rundt paa det bølgende Hav,
Pløied i bundløse Grav,
For i dens Furer at sanke
Malmene blanke?
Saae du dem ikke som Diævle begrine
Fattigmands Taarer og Negerens Pine,
Naar kun for Øre dem Biergtrolden sang,
Guldstøvet glimred, og Kronerne klang?
Ja udi Nord
Skarer for Guldet fra Gud sig forsvor;
Stolte Paladser opstod,
Murede op i de Fattiges Blod;
Sale sig smykked med røvede Bytte,
Enkerne hyled i plyndrede Hytte;
Barmen de sloge, og Hænder de vreed,
Det var den gyldne, høilovede Fred.

Kiødelighed, som en blussende Kvinde,
Staaer i de yndige Dale,
Staaer i de glimrende Sale,
Vinker os som en Veninde;
Rosen er malet paa blussende Kinder,
Roser i Krands sig om Tindingen vinder,
Roser hun byder til Belte og Krands,
Tryiler hver Sands.
Smilende synger den fristende Kvinde:
Kommer til mig, jeg er Fredens Gudinde!
Springer og spøger, og nyder og higer!

* 194

Favner, I Svende, de blussende Piger!
Hviler, I Piger, i Svendenes Arm!
Løser kun op for den bankende Barm!
Plukker de Roser, som vinke i Vaar,
Nyder de flygtige Aar!
Kommer til mig, baade Unge og Gamle!
Jeg vil til Fryd eder samle;
Jorderigs Fedme, som fryder og styrker,
See, den tilhører min Dyrker;
Saften af Druer, o see, hvor den blinker!
Skummende Bæger, o see, hvor det vinker!
Tømmer og klinker!
Klinker og synger!
Saften forynger,
Glæder som Perler i Runddelen svømme,
Gak til dens Bund!
Fred er dit Fund;
Fred under salige Drømme.

Fædreneland! mon uændset hun sang
Saa for dit Øre, den fristende Kvinde?
Tumled du ei under Glassenes Klang,
Vandt du ei Ranker og Roser om Tinde?
Stinkede ei dine svovlede Krandse?
Dundrede ikke, naar Dagen blev sval,
Gulv under Fod i din Hytte og Sal?
Svunge sig ei i løsagtige Dandse
Pige og Svend,
Kvinder og Mænd?
Dreves ei Synder i Hytte og Sale,
Som ikkun Helvedes Tunger udtale?
Jo, det var saa; dine ravende Helte
Løste af Kvinden Blufærdigheds Belte;
Sielden nu saae Man af Blyhed i Sind
Rødme paa Jomfruens Kind;
Nei kun i hvirvlende Valsen og Lyst
Blussed med Kinden det blottede Bryst!
Evne og Lyst til at synde,
Det kaldtes kvindeligt Ynde,
Bolende Smiil,
Det kaldtes Kiærligheds Piil.
O! hvilke Syn i de glimrende Sale!
195 O! hvilke Syn i den ensomme Vraa!
Hogarth forgiæves dem stræbte at male,
Tiden ei vilde sin Jammer forstaae,
Vilde ei see, den udskummed sin Skam.
Rystende Yngling i Oldingeham,
Skaldet paa Issen med graanende Haar,
Visnende Piger i Ungdommens Vaar,
See, hvor de Arme sig vride i Vaande,
Opfylde Luften med giftige Aande,
See, hvor de banke den hudløse Pande,
Hør, hvor de hyle og bande!

See, hvor de Fædre og Mødre med Kvide
Hænderne folde og Hænderne vride!
Ak, deres Søn, deres Haab, deres Glæde,
Ham, den forlorne, ham maa de begræde;
Ak, deres Datter, den Alderdoms Trøst,
Aarle hun visned, som Blomsten i Høst.

See, hvor den Kvinde mon sørge i Løn,
Stirre fortvivlet paa Datter og Søn!
Manden han søger sin Fred og sin Glæde,
Der hvor sig blander med Pigernes Sang
Rusendes Bulder og Glassenes Klang,
Derfor den Arme maa hungre og græde.
See, hvor de Frække det hellige Baand,
Som dem i Børnene stander for Øie,
Slide og skiære med spøgende Haand,
Spotte den Hævner, som boer i det Høie!!

See, hvor de ligge paa Silke og Straa!
Hiulene skurre og gange i Staa;
Kold rinder Sveden paa dødblege Kind,
Dog ikkun Verden de have i Sind;
Aldrig de ud over Graven tør skue,
Thi de for Gud som et Helvede grue;
Heller med Konst de vil Hiernerne sløve,
Heller med Konst de vil Hierterne døve,
Saa uden Haab eller Trøst de henfare,
Did, hvor Enhver skal for Dommeren svare.
Fædreneland! mon du ikke det veed:
Det var den søde, livsalige Fred?
196 Fædreneland!
Trolden var Brudgom, og Hexen var Brud;
Ak, hvilken Yogel der rugedes ud!
O! at jeg kunde med Luer
Male den Æt, jeg beskuer!
O! at jeg kunde med Flammer
Male din Skiændsel og Jammer!
O! gid jeg kunde med Kraft fra det Høie
Giøre et Kors for dit Øie,
Saa det med løftede Laage
Saae over Koglerens Taage,
Saae i den hellige Kilde
Tro sig dit Aasyn afbilde!

Et Blad af Jyllands Rimkrønike.

Der er et Land saa kosteligt
Alt under Nørre-Lide,
Kun eet, jeg veed, er Landet sligt
Paa Verdens Vesterside,
Det sært i Nord er tunget ud,
Og til en Tunge fiin af Gud
Det er vist og beskaaret.

Det er slet ingen Abildgaard,
Og ingen Blommehave,
Det lysner mest kun lidt i Vaar,
Og Buskene er lave,
Og Lyngen løber langs ad Land
Med Ormeflok og Flyvesand,
Og Bøgen staaer i Stampe.

Men langs med Heden Bække smaa
Sig klare, vævre vinde,
De mødes tit til mægtig Aae,
Og tit i Søe de rinde;
197 Der lege flink de Fiske smaa,
Og Møllehiul i Dammen gaae
Og varme haarde Stene.

Og Rogen groer paa Heden, reen
For Klinte og for Heire,
Og vorder Meel paa Møllesteen,
Hvordan det end mon veire,
Og vorder hvidt og dagligt Brød,
Og Raad der er mod Vinter-Nød,
Mens Lyngen groer paa Heden.

Naar Hveden fiin i Blommeland
For Klinten gaaer tilgrunde,
Og naar for Vind og Savetand
Nedsynke Markens Lunde,
End Rugen groer, og Møllen gaaer,
Og Heden varmer Aar paa Aar,
Og Lyse-Klynen blinker.

Det er slet intet Fugleland
Til høit i Chor at siunge,
Den Nattergal paa nøgne Sand
Slaaer Trillerne saa tunge,
Og Lundene er kun saa faae,
Og Buskene er kun saa smaa,
Og Bøgen staaer i Stampe.

Dog pippe heel veemodelig
De Hjeiler smaa og spage,
Og klukkende opløfte sig
De Agerhøns saa fage;
Ja, stundum og en Urkok goel
I Dagningen mod Gylden-Soel
Alt paa den brune Hede.

Og aldrig har jeg hørt det før,
Og heller aldrig siden,
Hvor mindelig for Ladedør
Kan kviddre Finke liden,
Naar Jydesvenden, som jeg saae,
Et lille Korn til Fugle smaa
Om Vinterdag udskifter.

198

Og aldrig slig en Tone sød
Jeg hørde over Vange,
Som den, der over Heden lød
I Lærkens Morgensange;
Den slog saa sødt og fløi saa let,
Som om med Rugen den kun ret
Paa Heden havde hiemme.

Og naar da Lundens Fugle-Chor
Har Sommeren udsiunget,
Naar Stormen over kolde Jord
Har Stemmen undertvunget;
Da toner end 1 en liflig Klang,
Da klinger høit en Svanesang
Alt over brune Hede.

Den har slet intet Ærenavn,
At sige, nuomtide,
Men fordum gik i Staal og Stavn
Dens Folk og Rye saa vide;
De gik til Rhin, de gik til Rom,
Og end gaaer Rye al Verden om
Af Cimbrer, Longobarder.

Der er slet intet Kongeslot,
At sige, som kan prale,
Dog har saa mangen ærlig Drot
Sidt der i Kiæmpesale;
Ja hvor, ak, nu er Sod og Gruus,
Stod fordum Hallen Koldinghuus
Med Taarn og Høielofte.

O, Danmark! see med Suk og Sorg
Alt paa den siunkne Bue!
Det var dit gamle Christians-Borg,
Som der gik op i Lue,
Og Gruset raaber: ihukom!
Naar Danmark glemmer Christendom,
Da ødes Dannevirke!

Ei Kongebeen i Kirke bold
Sig nogensteds forene,
Kun Høie staae fra Hedenold
Med store Bautastene,

* 199

Men ingensteds i Nord man saae
Paa Stene blaa og Stene graa
Saa mærkelige Runer.

Det er slet intet Klippeland,
Enddog det ei er kuldet,
Og i dets Bakker: Muld og Sand,
Er Staalet rart som Guldet;
En trofast Ring, et Kiæmpesværd,
Vel Ære meer end Penge værd,
Kun i dets Gruber vindes.

Den Bakkerad ved Lyng og Fiord,
Ved Jelling og ved Hovre,
Det er en Perlerad i Nord,
Og det er Jyllands Dovre,
Ei som det Norske haardt og koldt,
Og ei saa rigt og ei saa stolt,
Men dybere i Grunden.

Den liden Aa maae tie kvær,
Naar Glommens Elv mon glamme,
Og har den Høi et Kobbersværd,
Saa har den kun det samme,
Og Stenene er Dværge smaae
Mod Dovrekiæmpen, stolt og graa,
Som Væld mod Søe hin brede.

Dog bedre Tidende og Trøst
Bar liden Aa til Fiorde,
End Glommen med sin Kaabberrøst
Bar end til Hav omborde,
Og ei paa Dovres Aase staae,
Som paa de Stene, graa og blaa,
Saa mærkelige Runer.

Den Søe saa breed og love maae
Den lille Jelling-Kilde,
Thi Kræfter drak, om ret jeg saae,
Af den to Møer milde,
Og elskede saa op i Nord
Ved Sarpefos og Isefjord
To prude Kongestammer.

200

Det er en Miil fra Veile-Fjord,
Der ligger Jelling-Hede,
Der mægted fordum Kongeord
Det røde Guld at frede,
Det voldte Frode Fredegod,
Det Hierteskud af Danerod
Alt med den brede Krone.

Dog, blottet ei paa Heden laae
De favre, gyldne Ringe,
En lille Fugl Man altid saae
Dem skiule under Vinge,
Det var en Fugl saa underfuld,
Den eneste, som over Guld
Ei vorder til en Drage.

Der var en Hex saa rænkefuld,
Hun jog den Fugl af Rede,
Og hendes Søn det gamle Guld
Bortstial fra Jelling-Hede,
Og som et Dyr fra Havsens Bund
Hun i en ulyksalig Stund
Tog Fredegod af Dage.

Saa bitterlig i Enkestand
Begræd den Mark sin Frode,
I trende Aar blev ført om Land
Det Liig af Fredegode,
Og liden Fugl, som laae paa Guld,
Med Liget fløi saa vemodsfuld
Alt over Lund og Bølge.

Der Marken var af Taarer mæt,
Sin Mand hun lod begrave,
Og tog sig Frode-Sorgen let
Med Riim og Runestave;
Men Fuglen sidder, mod i Hu,
Saa taus paa Værebro endnu
Og ruger over Frode.

Saa misted Marken Mand og Guld,
Og trøsted sig med Hjarne,
Men Frodes Søn saa harmefuld
Hiemdrog til Moders Arne;
201 Han streed for Krone og for Guld,
Og Hjarne sank i sorten Muld,
Og Fridlev sad paa Trone.

Og Norge var hans Faders Land,
Det faldt ham tungt paa Hierte;
Han stævned over vilden Strand,
Og beiled til Frogerthe,
Slog under Svanesang saa gram
Den svenske Jette krum og lam,
Og ægtede Frogerthe.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Hun har en Røst alt som den Fugl,
Som over Guld til Vagt og Skiul
Man saae paa Jelling-Hede.

Ja, det er baade vist og sandt,
Og det i alle Maader,
At Mage Man kun sielden fandt
Til hendes vakkre Gaader;
Med Limeslangen ei hun løb,
Men med en Søn, som alt i Svøb
Giør kloge Folk til Giække.

Der borte var det klare Guld
Alt fra den brune Hede,
Der Fredegod laae under Muld,
Kom anden Fugl paa Rede;
Paa Haneæg nu Hexen laae,
Og snarlig Man paa Heden saae
Et Kuld af Øgleunger.

Ei ved Stærkodders Kiæmpearm
Den Øgleslægt kan fældes,
Han Øglegift har selv i Barm,
Og arges, som han ældes;
Imod den Hex paa Fald kun staaer
Selv Bjarke, Rolf og Leiregaard,
Nu hun er Markens Norne.

202

Dog af det vakkre Sønne-Kuld,
Som blev i Frodes Dage
Udruget over røden Guld,
Var Afkom end tilbage,
Og blandet er den Runeskrift
Af Sagn om Nid og stor Bedrift
Alt paa den brune Hede.

Horvendel var en Høvding prud,
Hans Broder heed Hr. Fenge,
Horvendel havde sig en Brud,
Høibyrdig, væn i Senge,
Hun var af Leirekongers Blod,
Og han var sig en Høvding god
Af Jyders Herrestamme.

Horvendels Priis saa vide foer
Som Snekken hans paa Bølge,
Og hvor som Kiæmper sad i Nord,
Der lod den sig ei dølge,
Og Kiæmper sad i Norges Land,
Og loved Heltens Færd paa Strand
Med sine Jydske Svende.

Hr. Koller heed en Nordmand stolt,
Kanskee det var Kold Krappe,
Han kunde det ei høre koldt,
Man rosde saa den Kappe*),
Han svor saa dyrt i Hierte sit:
Det Heltenavn skal vorde mit,
Om Jyden jeg kan finde.

Saa stævned Kold med Mast i Skye
Alt paa de blanke Bølger,
Hvor Kiæmper staae, du Nordmand krye!
Sig Jyden vist ei dølger,
I mødes nok, om end lidt seent,
Og Loven er vist ærlig meent,
Men Holden er besværlig.

Hr. Kold han seiled rundt paa Søe,
Hvorlænge, Faa kun vide,
Tilsidst han saa en deilig Øe
Sig løfte under Lide,

* 203

Saa yndig laae den Øe i Sund,
Saa deilig var dens Grønne-Lund,
Saa smilende dens Kyster.

Den Nordmand blir saa hiertevarm,
Alt som i Sund han seiler,
Og strækker ud sin Kiæmpearm
Som efter Brud en Beiler,
Som vingeslagen Fugl Man saae
Det røde Seil fra høien Raae,
Fra Granetop neddale.

Ja nylig fløi med Suus og Bram
Den Fugl for Vind og Vove,
Nu sagtelig og bly den svam
I Læ af grønne Skove,
Den Snekke-Fugl med stor Attraae
Indsvam paa Bølgen himmelblaa
Til Land, til Lund, til Enge.

Slet ingen Øe i Nørrestrand
Misunder jeg den Ære,
Men giætte tør jeg dog forsand,
Det Sælland turde være,
Thi ingen Øe i Verden vel
Fortoner sig saa favr og sæl,
Som, Dannemark! din Blomme.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Heden-Old
I Lignelse forene.

Den Nordmand gik til grønne Lund,
Paa Fuglesang at lyde,
Og i den samme Morgenstund
Gik did saa giæv en Jyde;
Horvendel var den Jydes Navn,
Han saae den Øe fra høien Stavn,
Alt som med Nordmands-Øie.

204

De Baade gik, som Huen stod,
Hvorhen, de ikke vidste,
Saa mødtes de ved Bøge-Rod,
Hvor Fuglen sang paa Kviste;
Den sang saa sødt i Bøg og Lind,
Og Blommen stod med Dug paa Kind
Som rørt af Morgensangen.

Og mener I det ei forvist,
At mellem Fugl og Blomme
De Kiæmper glemme Kiv og Tvist,
Kan Nid ei ihukomme?
Ja, sank de i hinandens Favn,
Mon da hinandens Heltenavn
De vunde ei med Ære?

Ak! Kiæmperne det meende ei,
Og mange dele Brøden,
De kiendte kun den Kiæmpevei,
Som fører hen til Døden,
De mødtes alt som Staal og Steen,
Og Fuglen tav paa Bøge-Green,
Og Blod maae Blommen svede.

Dog følde Kiæmperne i Sind,
Hvad over Blommen vifted,
Og før de gik i Kredsen ind,
Et Venneord de skifted,
De lovede med Haand og Mund
Hinanden Ynk i Dødens Stund,
Og Grav og Bautastene.

De loved og med Ord saa fast
Hinanden Bræk at bøde,
Opveie hver en Lemme-Last
Med Pund af Guldet røde;
De Kiæmper da i Sind fornam,
At Mildhed er slet ingen Skam,
Og Grumhed ingen Ære.

At Æren er en luftig Damp,
Og Steen saa dødt et Minde,
At Kiæmpen skal i Livets Kamp
Sig selv kun overvinde,
205 Det Ord var glemt i Heden-Old,
Nu staaer det klart paa Sagas Skiold,
Men hvor paa Bautastene?

Horvendel drog fra Kollers Grav
Med Seier og med Ære,
Og sanked Guld som Smuld paa Hav,
Hvad Snekken kunde bære;
Saa seiled han til Leiregaard
Og beiled til det væne Maard
Med Guld, med Land, med Ære.

Horvendel sad med Heltenavn
Alt i sit Odelsrige,
Med Gerthelil han sad i Favn,
Med Søn paa Knæ tillige;
Det Fenge sig fortryde lod,
Og farvede med Broderblod
Saa surt den brune Hede.

Og Fenge sad med Høvdingnavn,
Med Broderblod paa Hoved,
Hans Broders Viv ham log i Favn,
Det Skiøgeværk hun voved;
Da Løven fik sit Banesaar,
Som end i Skiold afmalet staaer,
Dels Hierler er saa røde*).

Horvendels Søn i Fenges Gaard
Opvoxde med stor Kvide,
Og Knøsen havde bange Kaar,
Det kan Man sagtens vide;
At Tigrens Hu og Hierte stod
Alt til den Løveunges Blod,
Det kan Man nok begribe.

I Tide tog da Svøftet ind
Den liden Løveunge,
Og axlede et Abeskind,
Og laande Skadens Tunge,
Og spillede det høie Spil,
At være som en Slange snild,
Eenfoldig som en Due.

* 206

Ja, Amleth sad i Askekrog,
For Emmerne at rage,
Men baged med det Samme dog
Lidt Dei til Skolle-Kage;
Han baged der de Hager smaa,
Der hægte skulde, som Man saae,
Om Fenge Purpur-Kaaben.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, men dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.

Ja Amleths Færd i Fenges Gaard
Er Jyllands Skiemte-Sage,
Den siger: skue ei Hund paa Haar!
Den altid har en Hage,
Og Skam faa den, der stander hos,
Naar Jyden skifter Arvegods
Alt i de røde Emmer*).

Dog, tænker ei, I veed nu Alt
Om Jyllands Skiemtesage!
Nei ret Man faa'r den ei fortalt
I disse korte Dage,
Den er, som Jyden, dyb og huul,
Den kommer først til næste Juul
Vel ud som Nyaars-Gave.

For Verdslighed og Lapperie
I Aar det blev for silde,
Thi Mortens-Dag er alt forbi,
Og Man fik intet Gilde,
En Smule her jeg peger paa
Kun for Umyndige og Smaa,
Som ikke er for Kloge.

* 207

Om Amleths Spil paa Kam og Aas,
Om Speideren, der vilde
Ham slagtet som en Mortens-Gaas,
Men kom til Svine-Gilde,
Ja, blev og selv til Svinemad,
Derom jeg gierne rime gad,
Men nu er det for silde.

Hvordan den vakkre Jydeknøs
Trak Rus omkap med Fenge,
Og skar sig selv fra Galgen løs,
Og lod hans Knegte hænge,
Derpaa var Rimet let tilfals,
Thi Fals slaa'r altid selv paa Hals
Sin egen vakkre Herre.

Jeg nævne maae og med et Ord
Den Amleths snilde Tale:
Om Maden, som blev sat paa Bord,
I Britte-Kongens Sale,
At Øllet smagte slemt af Jern,
Og Brødet af en blodig Kværn,
Og Kiødet efter Aadsel.

Men fiint det Alt at lægge ud,
Det taaler Tiden ikke,
At tale om hans skotske Brud,
Vil sig ei heller skikke,
Og endnu mindre om hans Færd
I Hallen med fornaglet Sværd,
Og om hans gamle Hager.

Dog kort og godt er Sagn fortalt,
Naar Man dets Indhold giætter,
Og Amleth vandt, og Fenge faldt
For eget Sværd som Jetter,
Og Amleth sad paa Fader-Stoel,
Og mindes klart, saalænge Soel
Paa Saga-Skioldet straaler.

O! var nu Sagnet heel fortalt,
Det var en Skiemte-Sage,
Men ak! som under Soel i Alt,
Det Brede er tilbage;
208 Skiøndt kiæk i Sind og myg i Aand,
Dog Amleth faldt for Frændehaand,
Og troløs blev hans Enke.

Det er, naar Løven vorder snild,
Vist paa de høie Navler;
Naar Løven driver Abespil,
Den ingen Løver avler,
Da Løvens Stammetræ uddøer,
Og i dens Ham med skiulte Klø'r
Kun stikker Ulve-Ræven.

Hvor Amleth faldt i Hedenold,
Der er nu Amleths-Hede,
Der findes vel hans blanke Skiold
Med sine Bukler brede,
Med Billedværk og Runer paa,
Og fandt Man det, Man der jo saae,
Det gamle Jydske Vaaben.

Vel hørde jeg, hvad Fugl i Skov
Om Skotten sang paa Kviste:
Han, mens paa Heden Amleth sov,
Tog Skioldet bort med Liste,
Det til sin Dronnings Gaard hiembar,
Hvor Runerne han overskar,
Aftegned Billedværket.

Men Fuglen sang dog og i Skov,
At Skioldet kom tilbage,
Og Amleth lod kun, som han sov,
Og Tingen fik en Hage,
Thi Amleth reisde sig paa Stand,
Og Skotten blev en fangen Mand,
Og maatte for ham skrifte.

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Og Pokker kan ei blive klog
Paa hendes gamle Dage,
Thi som hun er i Øster bedst,
Hun som et Lyn er flux i Vest,
Det kalder hun at flagre.

209

Ja, gamle, stolte Villiam!
Jeg beder, tag dig vare!
Thi faaer med Skiold hun paa dig Ram,
Da est du lidt i Fare,
Maae skrifte, hvad du knebet har,
Maae skrifte, hvad du overskar,
Og lære ret at stave.

Saa ligger Amleth under Muld,
Saa er den Slægt henfaret,
Som blev udruget over Guld,
Og staaer kun op forklaret,
Og svinger klar sig op fra Muld,
Og lader Verden med sit Guld
Kun lege og hensmelte.

Saa sank det jydske Kongetræ
I Frændehadets Flamme,
En Green dog spirede i Læ
Af Leires Kongestamme,
Indgroet blev dens Hierteskud
I Nordens Tvilling-Eeg saa prud,
Og riig paa Adels-Kviste.

Dog, ikkun ved et Under-Bliv
Del Syn blev seet paa Jorden,
At visne Green fik atter Liv
Og Rod og Top i Norden;
Hvad Skiønt Man saae, før Blivet lød,
Var Sorg kun over Træets Død,
Og Livets dunkle Minde.

Kong Vermund sad paa Jelling-Gaard,
Saa blind paa gamle Dage,
Og Tydsken bød ham bange Kaar,
Og Uffe heed den Spage;
Dog Tungebaand for Kindhest sprang,
Og Uffe fik sin Mund paa Gang,
Gav rene Ord for Penge.

Ei saae Kong Vermund Øiets Lyn,
Men hørde Læbens Torden,
Og Sagnet altid gaaer for Syn
I Kongehald i Norden;
210 Naar huult det brager under Skye,
Det lyner vist og over Bye,
Det vidste Vermund Vittre.

Saa grov i Hast han op igien
Sit Kiæmpesværd af Jorde,
Og gav det til den Ungersvend,
Dog neppe han det turde;
Det godt nok er at raabe: Hov!
Men dermed gaaer dog ingen Plov,
Det vidste Vermund Vittre.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Han sad med Liv i Hænde,
Og faldt den Ene for de To,
Da havde Livet Ende;
Thi Uffe stod paa Holmen der,
Alt med det rustne Jydesværd,
Mod tydske Kiæmper tvende.

Ei var det Overdaadighed,
Men tvungen Sag at kalde,
At Uffe mod de tvende streed,
Om og han maatte falde,
Thi plettet var i Ulve-Old
Det gode, gamle Danne-Skiold,
Det gik ham nær til Hierte.

I Upsala Kong Adils sad,
I Klæder blaa og blanke;
Mig Roes og Guld, og Ravne Brad!
Det var hans Ord, hans Tanke;
Ja, hvor han gik, og hvor han stod,
Han hver en Dag fra Top til Fod
Var svøbt i Odins Kiortel.

Han hærgede saa seiersæl
Paa Danmark og paa Norge,
Han slog saamangen Mand ihiel,
Og vandt saa stærke Borge;
Han kom til Slie og slog Frovin,
Kong Vermunds Jarl og Kiæmpe fiin,
Alt paa hans gamle Dage.

211

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale:
Nu har jeg fældet Hr. Frovin,
Og Daners Mark skal vorde min,
Det svær jeg ved min Klinge.

Saa gik han ud af Upland-Sal,
Ham fulgde Kiæmper stærke,
Saa stod han paa den slette Val,
Og høit saa fløi hans Mærke;
Kong Vermund under hvide Haar
Sad tankefuld paa Jelling-Gaard,
Sad sønneløs i Kvide.

Det havde Ætten af Frovin
Den Ære dog at melde:
Han slog ihiel vor Fader fiin,
Og det skal han undgiælde;
Og heed ei Mærket Dannebraag,
Saa, hvor det fløi, det fulgdes dog
Af ægte Danske Svende.

Kong Vermund sad ved breden Bord
Med Venner og med Helte,
Og der kom Bud med snare Ord
Om flux at spænde Belte;
Der Følke stod for Kongens Bord,
Og mæled rene, danske Ord
Om Feide og Bedrifter.

Kong Adils stander i vort Land
(Saa brat den Høvding taler),
Og han har Folk som Smuld og Sand,
Han pukker, og han praler;
Men Ordet gaaer saa vidt om Land:
Nu har vi Frovins Banemand,
Op, op, I Ungersvende!

Og fra hver ægte Ungersvend
Det klinger høit paa Hede:
Ja, vel var det, han kom igien,
Nu skal vi Ulven bede;
212 Sid I kun sæl, o, Konning god!
Thi drikke vi ei Ulvens Blod,
Han Eders dog skal miste.

Kong Vermund skued Øiets Lyn
Og hørde Læbens Torden,
For Sagnet denne Gang gik Syn
I Kongehald i Norden;
Og som det braged under Skye,
Saa lyned lyst det over Bye,
Og det var Fryd at skue.

Hil! sæt dig, Kiæmpe, ned paa Bænk!
(Saa klang nu Kongetalen)
Og kvæg dig lidt med Brød og Skiænk,
Til Vandringen paa Valen!
Til Kiæmpen lyder Hnikars Ord:
Du veedst det ei ved Davrebord,
Hvor Nadveren dig bydes.

Nei, Tak for Bud! o, Konning bold!
Ei Mod jeg har paa Sæde;
Nu Kiæmpegang med Sværd og Skiold
Er al min Lyst og Glæde;
Dog ei jeg vrager Kiæmpeskik,
Thi rækker mig en Lædskedrik,
Alt som jeg staaer paa Gløde!

Den skalst du faae, du Kiæmpe huld!
(Kong Vermund glad det meldte)
Og Bægeret af røden Guld
Det giemme du i Belte!
Og brug det for den hule Haand,
Naar som forsmægte vil din Aand
Alt i den stærke Brynde!

Det var den Jydske Høvedsmand,
Han stod alt som paa Gløde,
Saa tog han Bægeret paa Stand,
Det Kar af Guldet røde;
Men før han drak, et Kiæmpeord
Han falde lod for Kongens Bord,
Som ei er at forgiætte.

213

Det lover jeg i Kiæmpelag,
Alt med min Danske Tunge,
At før jeg flygte skal i Dag,
Hvor hvasse Sværde siunge,
Jeg tømme skal af eget Blod
En Skaal saa fiin, o, Konning god!
Som I mig her isklænker!

Hr. Følke reed, alt som til Brud
En Beiler hardt mon stunde,
Kong Vermund med sin Hird saa prud
Kom efter, som de kunde,
Og før sig Svensken saa omkring,
Han saae saa bold en Kiæmpering
Om Dannerkongens Mærke.

De Sværde goel, og Pile sang,
Og Hielmen faldt af Sæde,
Og Staalet brast, og Blodet sprang,
Og Heden den fik Væde,
Og Jyden stod, og Jyden laae,
Som før og siden tit Man saae,
Omringet, men af Døde.

Det gik saa fort og dog saa seent,
Alt under Od og Egge,
At mange Svensker glemde reent
Den Vei fra Val til Snekke,
Og Følke sad paa den saa mod,
Og drak af Hielm sit eget Blod,
Som Viin af Kongens Bæger.

Ja Følke sad paa Kongevei
Alt som en Helt til Skue,
For Kongeblik det dulgdes ei,
Hvi Følke sad paa Tue;
Gid ingensinde lukkes maae,
Før sligt et Underværk det saae,
En Dannerkonges Øie!

Kong Vermund kom og stod og saae
Og tog saa lydt til Orde:
Alvorlig meent, kan jeg forstaae,
Var Løftet som du giorde.
214 Det svared Følke brat igien:
Er det saa Nyt hos Dannemænd
At holde Troe og Love!

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa sødt om gamle Dage;
Det lader, som et Efterkuld
Hun vil udruge over Guld
Alt paa den brune Hede.

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale;
Med Følke og med Flugt han tav,
Men raabde: jag1 har lagt i Grav
Frovin, den stolte Kiæmpe.

Det Kongeord ved breden Bord
Alt fra de høie Lofte
Udfløi saa fort og vidt i Nord
Som før og siden ofte,
Det fløi alt over Field og Hav,
Det ringed over Frovins Grav
Og i hans Sønners Øren.

Det klang saa høit, det klang saa tit,
Og altid klang det værre;
Det Broderpar, jeg siger frit,
Var hver saa bold en Herre;
Nu lukkes om en liden Stund
De Øren eller og den Mund,
Det kan Man sagtens vide.

De Brødre stod i Svealund,
Og Adils var tilstæde,
Og Kette slog af Hiertens Grund,
Saa Hielmen sprang fra Sæde,
Og Blodet sprang af Hielmestoel,
Men Kongen fnøs, og Sværdet goel,
Og Kette maatte knæle.

* 215

Hr. Vigge stod i Lunde-Læ,
Med Sværd ved Lænd tilrede,
Og der hans Broder sank i Knæ,
Da foer det selv af Skede,
Det fløi i Haand, til Hielp det foer,
Og Adils sank saa bleeg til Jord,
Og Kette sprang i Veiret.

Saa droge de til Frovins Grav
Med Hovedet i Belte,
Og aldrig meer det praled af,
At Adils Frovin fældte;
Men der det faldt i Sveaskov,
De brød den danske Kiæmpelov,
Thi To om Een de vare.

Det saae den liden Fugl i Lund,
Og sang alt, hvad den vidste,
Og flux det lød fra Mund til Mund,
Hvad Fuglen sang paa Kviste:
To Daner brød i Sveaskov
Den runde Kreds og Kiæmpelov,
Det var saa tungt at høre.

Ja, tungt for hver en Dannemand
Det er, naar Daner skuffe,
Og let sig hver da tænke kan,
Hvor tungt det var for Uffe;
Thi han var Dansk af Hiertens Grund,
Og Bruddet i den svenske Lund,
Det var hans Svogers Brøde.

Thi stander nu den Herre bold
Med rustne Sværd i Hænde,
For Glands til gamle Dane-Skiold
At vinde fra de Tvende;
Ja, Plet af Skiold og Rust af Sværd
Han skure vil i Herrefærd,
Om det ham maae gelinge.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Saa tæt ved aabne Bølge,
Og faldt den Ene for de To,
Han vilde brat ham følge,
216 Han vilde paa den Vove kold
Hensvømme til sin Fader, Skiold,
Med Danmarks tomme Krone.

O! Dannemark! o, Fædreland!
O! da var Nød paa Færde;
Din Vætte sad paa Gravens Rand
Og under hvasse Sværde;
Din Vei til Pris, sortladne Hav,
Sig aabned som en Kiæmpegrav
Alt for den hvide Gubbe.

Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Og hørde Sværde siunge,
Han hørde, det var Stemmer to
Og af den Tydske Tunge;
De sang for Liig, det hørde han,
Og gamle, blinde Kongemand
Sig hælded over Bølge.

Han tænkde paa den Askekrog,
Hvor Uffe sad der hiemme,
Han frygted, at det Kiæmpesprog
Var dog kun Dværge-Stemme*);
Han vidste ei, at Helten bold
Kun Pletten lod af Dane-Skiold
Med tydske Klinger skure.