Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke I

I det vi nu vende tilbage til Talen om Historiens almindelige Dyrkning, see vi let, at det er Historien om Sandhedens overnaturlige Aabenbaring, eller med andre Ord: det ny Testamente, der har den strængeste Fordring paa almindelig Dyrkning, og at dernæst kommer Historien om Underværkets klareste Forvarsler og Forberedelser, eller det Gamle Testamente, hvilket da er det Samme, som man længe indsaae, at Bibelen bør læses og kiendes af Alle. Efter Bibelen selv følger ligefrem dens egen Historie, der falder sammen med Kirkens; thi Kirkens Historie er jo ikke andet end Historien om Menneskenes Brug eller Misbrug af Bibelen: deres Forhold til den, og at det ei heller sømmer sig for nogen Christen at være herom ganske vankundig, indsees let. Endelig er det aabenbart, at ethvert christnet Folks Hændelser i sit Hedenskab maa være en Forberedelse til Christendommen, og deres senere Færd en Følge af deres Forhold til den. Her have vi da Omfanget af den populære Historie, nemlig: Evangeliets, Israels, Kirkens og de christnede Folkefærds; men vi indsee let, at det er ikke mindre i Skikkelsen end i Omfanget, at læg Mands Tarv maa betænkes. Bibelen, som ei alene er for, men over Alle, maa vel i Grunden være eens for Alle; men da Indsigten i dens Grundsprog kun kan erhverves ved en Kundskab, det er umuligt at bibringe Mængden, er dog allerede her den Forskiel, at Lægmand maa nøies med en Oversættelse, men som derfor, hvor der kan være forskiellige Meninger, maa være aldeles bogstavelig; thi det er ingenlunde de Boglærde tilladt her at give nogen Forklaring, som ei er uimodsigelig vis; men det er deres ufravigelige Skyldighed at give Lægmands Bibel netop samme Tydelighed, som den har for dem, som blot Sprogkyndige, i de 369 fremmede Tungemaal. Da imidlertid de fleste Lægmænd hverken have Tid eller Evne til at blive paa egen Haand saa fortrolige med Bibelens Indhold, som de ved de Lærdes Haandrækning kan og altsaa bør, og da enhver bør kiende dens Hoved-Indhold alt i Barndommens Dage, saa følger heraf, at Udtog og Forklaringer maa finde Sted, men ingenlunde træde i Bibelens Sted, der stedse aaben for alle Mands Øine skal med sine klare Ord være deres Dommer.