Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra ROSKILDE-SAGA

Gaae vi nu af Kirke og kige ind ad Borgeled, da times os ei mindre mærkelige Syn, men ikke af de bedste. Vist er det glædeligt paa Rosenholm at see den lærde Holger imellem Bøgerne, med Bibelen for Øie, at prøve paa at fostre unge Herremænd til Adelsmænd, men det er ikke just det bedste Tegn, naar slig en Mand i sine bedste Aar forsager Rigens Handel og haver travlt med boglig Konst og Skolehold, og gaae vi rundt i Riddersalene, da see vi og, der er langt mere Adelskab paa Væggene i Fædres Lignelse at skue, end i Sønners Færd, ja vandre vi til Glimminge i Skaane og betragte Holgers Navne, da see vi, hvilke onde Urter der sadde nu heel uanfægtede i Danmarks Rosenkrands, thi det var ham, som paa en Markedsdag haandterede saa spottelig sin Biskop, Hr. Mads Jensen Medelfard, fordi han ikke maatte lægge sine Præstekald i sine Terners Skiød**). Det er altid til at sørge over, naar man seer, at de velbaarne Slægter, som have været Rigens Prydelse og Størke, arges saa, og sørge maa man overmaade, naar alligevel de vanartige Børn beholde under gjæve Fædres Skjold det Vaaben, de ikkun besmitte og misbruge. Ingen tænke, at der fra en Enkelts Brøde sluttes saa dumdristelig om Danmarks og dog mest om Øernes og Skaanes gamle Adel, thi det er aabenbart af Rigens og af Borgerstuens Krønike, at Holger havde ei alene, som Kong Christian sagde, alt for mange Svogre udi Rigens Raad, men alt for mange * * 662 baade Svogre og Brødre rundt i Rigens Borge; det er aabenbart, at Danmarks Adel, som i det femtende Aarhundrede var dybt fordærvet, bedredes kun i det sextende ved Herrens Ord en liden Stund til at opreise sig den prude Bautasteen ved Svarteraa og made Spiret nogenlunde sømmelig i Fjerde Christians unge Aar; thi der Niels Kaas, den fromme, lærde og forstandige, var død, da var det moxen og forbi med Danmarks Adel som en Hjørnesteen i Rigens Raadhus og Landsens Taarn og Kongens Borg; alt dengang sad Hr. Arild Hvitfeld paa Hans Naades Slot Dragsholm, som ei for Intet kaldtes siden Adlersborg, og nedgrov som en aarvaagen Cantsler de gamle Brevskaber og andre Pergamenter, som han fandt i Rigens Skrin, forseiglede af Riddere og Væbnere i fordum Tid, og man kan sige, at ligesom det var en Adelsskik fra Arildstid, at jorde Slægtens Seigl med Adelsmanden, naar han døde sønneløs, saa jordede den sønneløse Arild paa sit Cantslerembeds Vegne Adelsseiglet udi Adelgraven, og forgjæves søgde Holger Danske at opgrave det igjen, han hængde over Graven kun sin Rosenkrands til den Hensovnes Ære*). Skam faae den, som vil nedrive Krandsen, thi foruden al den Tjeneste, den brave Ridder gjorde i Marken og ved Rigens Bestilling, da er det og ham, vi have at takke for Saxos og for Vedels Bog, og havde vi ei Arilds, da skulde vi nu ei føre lang og sandfærdig Tidende om de Dage mellem disse Tvende**). Det maa heller Ingen nægte, at mangt et enkelt Blad har føiet sig til Krandsen under Tidens Løb, kun det er Tingen, at aldrig siden var den gamle Adel som en Stamme Rigens Prydelse og Piller, og i Corfits Ulfeld kom dens Vilkaar og dens Undergang i en Lignelse tilsyne.