✂

✂

Dagbog begyndt i København Den XXVIIIde November MDCCCII .

Hvad er en Dag? Et Øiebiik,
Vi neppe Tid at skue fik,
Og dog af lutter slige Dage
Vor Levetid bestaar.
Hvo er vel den, som fræk tør klage,
Han ikke nok af Dage faaer?
Lad ham dem sammen regne!
Og ved enhver antegne,
Hvad han paa den har gjort,
Da skal han see, hvis Skyld det er,
Hans Levetid var kort. -
Nikolai Frederik Severin Grundtvig
Studios: Theolog:

✂

✂ Først vil Jeg fortælle Personens korte Levnetsløb. -

✂ Den Stende September 1783, blev han født i Udby Præstegaard i Sjællands søndre Ende. Hans Fader heed Johan Grundtvig og var Præst i Udby og Ørslev, og hans Moder Katrine Marie Bang. Holberg siger - i sin 1te Epistel - at han ikke vil sin Familie longa deducere virga 1 , fordi han ikke kan; Jeg vil ikke, fordi det ei behøves, thi ellers veed vel hele Verden, at Jeg paa *1 dvs. fremføre en lang Stamtavle over sin Slægt. 13 Moders Side kunde regne mig i Slægt med Absalon - ei just Davids gjenstridige Søn - skjønt det kunde være ret net for Alderdommens Skyld - men dog med hin høistsalige lundiske Erkebiskop. - En Adelsmand kan ei blusse af stærkere Taknemmeligkeds Lue til den, der beviser, at han har sine usmittede 32 Ahner, end Jeg til Hr. Gjessing, der i sin Samling af Jubellærere har saa prægtig forherliget mit Mødrene, ved at vise, Stamfaderen til de høibaarne Banger ei uforskyldt fik sit Adelskab, saasom han var Sekretær hos en pavelig Legat ved et Hof, hvis Konge ei glemte, han af hans Hellighed var gjort til Konge - tar jeg maaskee Feil?

✂ - og derfor viste sig taknemmelig selv mod hans Tjeneres Tjenere. -

✂ Dog nok herom. - Hvad der foregik til hans 4de Aar, derom veed Frederik selv intet. - Ventelig har han som andre faaet Riis og Sukkergodt, dog neppe i Flæng, om han ellers kjender sin Moder ret. Bemeldte Moder havde den gammeldags Sædvane selv at lære sine Børn at læse. Frederik maatte da ogsaa frem, men Bogstaverne gad han ikke kjendt, remse dem op uden ad vilde han nok, men ei mere. - Der vankede Dada, og han erindrer sig grant, at Bogstavet O nær havde skaffet ham en Rumpefuld, dersom ei i det samme en Bonde havde kommet, og en god Veninde imidlertid havde hvisket ham en god Djævel i Øret.- Per varios casus, per tot discrimina rerum 1 lærte han endelig Bogstaverne. - At stave skal han have anseet under sin Værdighed og ei givet andre Tiid til at nøde ham dertil. - Han havde ingen Sødskende hjemme uden en lidt ældre Syster. Med hende kunde han aldrig forliges, og som svagest gik han af med Profiten. - Dette anseer han som en af de vigtigste Aarsager, hvi han slog sig til Læsning, da han desuden aldrig har duet til at gjøre noget med Hænderne, uden at vende Blad. - Han læste nu en Hel Hob, hvoraf han intet forstod, saasom Holbergs Kirkehistorie, Lyskanders Danske Kongers Slægtebog o:s:v:, thi naar det blot var en Bog, hvori der fortaltes noget, var han efter den som Fanden efter en Sjel.

✂ I Aaret 1789 - uden Tvivl - korn han til at gaae i Skole, hos en til Byen nys ankommen Skoleholder ved Navn Faverskov, omtrent 60 Aar gammel. Forresten var han Cand: S: S: Minist : 2 , havde været Hovmester hos Grev Ahlefeld, Norsk Postfører etc. etc. etc. - Her skulde han da begynde at lære Latin; - han lærte *1 dvs. Under saa mange Omskiftelser og Farer. (Virgils Æneide I. 204.) *2 dvs. theo logisk Kandidat. 14 Donat, Aurora - med samt colloqvier 1 - , en Deel af et lille Lexi kon, og Badens Grammatik uden ad, men forstod ikke et Ord deraf, thi den høilærde Præseptor forklarede næsten intet, og gjorde han det, nedstemte han sig dog aldrig til hans Fatteevne. - Han spurgte undertiden, hvor Subjektet eller Prædikatet laae i en Sætning, uden at have bibragt ham ringeste Begreb om, hvad det var for Tingester. - Her lagde han ogsaa Grunden til sin Skrivning; hvordan den var, behøver han ei at sige, selv disse Kragetæer vidne derom. - Af al den Udenadspjat havde Frederik ei anden Nytte, end at hans Hukommelse blev skjærpet paa hans Dømmekrafts Bekostning, om man vil kalde det nyttigt. - Kal[l]s Verdens Historie lærte han imidlertid, og det var got, thi den bør læres, før Dømmekraften spirer frem. - Dermed gik det saaledes til: - Præsten Feld - hos hvem hans ældre Brødre vare, thi Jeg var mine Forældres 4de levende Søn - kom i Besøg 1791, og lovede Frederik et Sølv Uhr, hvis han til næste Aar kunde i sine Fritimer lære ovenmeldte Bog. Han lærte den, og da HEr Laurits Feld 1792 kom igjen, havde Frederiks Skolegang hos Faverskov en Ende, og han kom under privat Informasjon hos bemældte jydske Præst. -

✂ Tyregod - hvis nærmeste Kjøbsted er Veile - blev hans ny Opholdsted. - Her vare foruden han P: H: Balle , en Søn af Sjællands Bisp - som - da han vilde - blev Militær - samt 2 Sønner af en Provst Stjernholm - hvoraf den ældste døde 1793, og den yngste, der hverken havde Lyst eller Anlæg til Studeringer, er nu - om Jeg veed ret - sin Faders Søn. - Frederik var altsaa den eneste, der af denne Samling blev Student, men den ældste Stjernholm levede dog længe nok til at vække hans Kappelyst, og den yngres - som han over 4re Aar havde til Selskaber - maadelige Sjeni gav ham Leilighed til at repetere alt, hvad han læste. -

✂ Frederik gik nu frem med langsomme men faste Skrit, og fortryder intet af den Tid, han opholdt sig i Tyregod, uden den, der bortødsledes paa - usque ad infinitum 2 - at tygge paa Katekesis, Guldbergs aabenbarede Theologi, og hvad alt dette fornuftknusende Apparat hedder. - Dog dette siger han langt fra ikke for at nedsætte Hrr. Feld. - Som Præst og som den, der i de høiortodoxe Tider havde studeret Theologien, maatte han tro det nyt. tigt, at hans Eleve befæstedes mod Kjætteri, og han troede desuden, disse Bøgers Læsning og Lærning udfordredes, naar han *1 dvs. med tilhørende »Samtaler«. *2 dvs. i det uendelige. 15 engang skulde i en latinsk Skole. - At han ikke tog feil, skal det følgende vise. - Dog skjønt selv temmelig ivrig Ortodox, var dog Toleranse et Hovedtræk i hans Karakteer. »Jeg har selv tvivlet«, sagde han ofte, »derfor ynker Jeg og ikke hader de Tvivlende«. Hverken skyede han selv kjætterske Skrifter som Pest, ei heller - som var endnu mere underlig - skjulte han dem for Frederik. - Nei langt fra; han var i et Læsesælskab, og alt, hvad der kom, havde F: Lov at læse. - Takket være han derfor! - Her saaedes egentlig Spiren til den aldrig før med hans Sjelekræfter eller ham døende Lyst til Videnskaber. - Han beundrede Forfatterne til alt det vittige, som da - i Skrivefrihedens gyldne Alder - fremkom: - Skrivter af en Heiberg, en Rahbek, en M. C. Bruun, hvis Aristokraternes Katekismus han meget yndede, saa vidt den var politisk, - T. C. Bruuns Særsyn, og hvad alle de Sjenier og Sjeniprodukter hede, Dannemark brammede med fra 93 til 98. - Stræng Orthodox forblev imidlertid Frederik stedse, først fordi hans Dømmekraft endnu laae i Dvale, siden fordi han tidlig gjordes opmærksom paa, at Mysterierne ei vare Gjenstænder for vor Viden, men Tro. - Han fandt det saa naturligt at tro Gud, saa skammeligt at tvivle om, hvad han, som Vi skylde alt, havde sagt os som Sandhed, at han ivrig harmedes over Neologernes 1 vantro Bestræbelser, lovede ved sig selv engang at vorde en af Troens raskstridende Kjæmper, og øvede sig allerede. - Saaledes erindrer han sig, efter Læsningen af Bruuns Særsyn 2 , at have begyndt noget, der gik paa Riim - thi Rimer var han tidlig, dog uden at lade noget Menneskes Øie skue sine Produkter, - som skulde være ad modum 3 det nys læste og snærte Naturalisterne. - Her er en ordret Prøve:

✂ Jeg har seet Fornuftens Helte
Troppeviis at strømme frem
Orthodoxien at omvelte,
Dertil har De udrustet dem.

✂ Jeg har seet en Mørkheds Engel
Horbo 4 Som en Lysets voxe frem
Paa Pseudodoxiens Stengel,
Af ham har de hovmodet dem.

*1 dvs. dem, der hylder de nye Anskuelser. *2 dvs. T.C. Bruuns Særsynet (1797). *3 dvs. af samme Slags som. *4 dvs. Otto Horrebow, Udgiver af »Jesus og Fornuften«. 16

✂ Men blandt dem Jeg ogsaa saae
M: C: B: 1 En ung nsesevis Kompan
Disse tossed Griller faae,
At han vist var en lærd Mand.

✂ Men derpaa jeg ogsaa saae
Den talentbegaved? Mand
Snart sit Reisepas at faae
Over til hint Naboe Land.

✂ Det kan være mere end nok til en Prøve. Versene ere slette, og Tankerne havde Rimeren ventelig laant af Dagens Blade, men han anseer det som Beviis for, med hvad Slags Vaaben han dengang havde i Sinde at bestride Religjonens Fjender. - Imidlertid yttrede sig dog hos Drengen en vis Modsigelses Aand. Med sin Lærer - der behandlede ham paa det venskabeligste og gjerne fremlokkede hans Mening for at lære ham at tænke - streed han ofte i Religjonen. - Syndefaldet og Menneskets fri Villie erindrer han sig endnu som Tvistepunkter. - Frederik kunde ei begribe, hvi Gud skabte Mennesket, da han forudsaae dets Fald, og den fri Villie forekom ham i Dogmatiken alt for indskrænket, hvorfor han paastod, at var den ei anderledes, havde Mennesket ingen. - 1C 15:28 2 foraarsagede Frederik megen forgjæves Hovedbrud, da han vilde, dette Skriftsted skulde harmonere med Treeenighedslæren. - Dog herom spurgte han aldrig sin Lærer, da han ei vilde røre ved en saadan fundamental Artikel. -

✂ Aarene skreed. 1798 i Oktbr. skulde Frd: i Aarhus latinske Skole. - Registret, hvad han af Latin og grædsk havde lært i de 6 Aar, er følgende: Katekesis - hin større - Justinus - heel og holden - Terentses Komødier - de 3, at sige - Fædri Fabler, Ovids Klagebreve - Kun de 3 Bøger - og Kornel - ved at oversætte af den. - Her falder en Anekdot ind. - Da Frederik engang skulde oversætte et Sted af Kornel, hvor der staar om en General - i dette Øieblik husker Jeg ei Navnet - at han blev coronis aureis et æneis donatus 3 - skrev han saalunde paa Dansk: »Han blev begavet med Guldkroner, der vare beslagne med Kobber«. Heraf kan man just ei fatte høie Tanker om hans Latinitet, men det var dog mere Uagtsomhed end Uvidenhed, der dikterede hin Bommert. - Grædsk: - De 4re Evangelister, *1 dvs. M.C. Bruun, der i 1796 flygtede over til Hveen for at undgaa Retsforfølgelse. *2 dvs. 1 Corinth. 15.28: »Men naar alle Ting er blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, at Gud skal være alt i alle.« *3 dvs. »begavet med« Kroner af Guld og Kobber. 17 Apostlernes Gjerninger og Brevet til Romerne, samt Epiktet. - Ebraisk kjendte han ei. - Dette var da hele Frederiks skolastiske Liggendefæ, - naar man undtager Historie og Theologi, hvoraf han kunde nok til at blive Student. -

✂ Med bankende Hjerte traskede han bag efter Hr. Feld - med sine Bøger under Armen - til Rektor Thura Krarup , som skulde overhøre ham og fastsætte hans Plads i Skolen. - Den gamle snurrige Mand fandt, han ei fremviste mere, end han godt kunde gjøre Rede for, men der var adskilligt, som udfordredes til at komme i Mesterlexe, - og der skulde Jeg -, som Frederik aldrig havde seet, saasom Horatses Breve, Ovids 4de Bog, første Bog af Siseros - Kikeros - Epistler, Dansii Grammatik og de 4 første Kapitler af Genesis. - Havde Rektoren gjort ham til Fux - ut ajunt 1 - paa nederste Part, kunde han altsaa ikke klaget, men da han befandt sin nykomne Eleve langt fra at være nogen hospes 2 i Theologien - som han meget yndede -, tog han ei i Betænkning at sætte ham som en paries intergerinus 3 mellem mellemste og nederste Part og overlade det til hans Stræbsomhed at blive Fux for første eller Dux for sidste. - Ebraisken paatog han sig privatim at instruere Krabaten i. -

✂ Her var Mosjø Frederik i en gandske ny Verden, hvor han i Begyndelsen ei fornøiede sig synderlig, thi hans honette Ambisjon tillod ham ei at høre til nederste Part, og det var strængt at følge den mellemste, der allerede et Aar havde skanderet hint grædske og romerske Epos, gjennemløbet Roms ypperste Taler og Talegjører 4 etc. - Rektor var ham bevaagen, og i de Dele, han havde, var han temmelig hjemme. Men Konrektoren - Jens Stougaard - gjorde adskillige Forsøg paa at flytte Nylingen til nederste Part. I en god Hensigt gjorde han det, fordi han troede det bedre for ham, men Frederiks Ærgjerrighed blev saaret, og han glemte ei saasnart den værdige Lærer denne Fornærmelse. - Stougaard holdt dog snart op, da han dels saae, han intet udrettede, dels syntes, det maaskee kunde gaae ret got. - Hertil hjalp, at baade Kal[l]s Verdens og Suhrns lille danske Historie laae i min Hukommelses Arkiv in promtu 5 . Selv yndede han Historien, men hans Discipler vare for største Delen heri store Ignoranter, fordi deres Lyst til at kjende Fortiden aldrig var blevet vakt, og ei vel kunde vækkes ved Kal[l]s Historie. - Dette skaffede mig temmelig min Lærers Yndest. -

✂ Paaske 1799 begik Frederik en Synd, der havde mange *1 dvs. som man siger. *2 dvs. »: fremmed. *3 dvs. Mellemvæg. *4 dvs. Cicero. *5 dvs. til Rede. 18 Ubehageligheder til Følge. - De faa Penge, han eiede, havde tjenstagtige Aander skilt ham ved i Spil, og nu kom Paaske. Der var i Aarhus den høipriselige Skik, at Skoledisciplene skulde ofre. - Frederik eiede ei mere end 2 danske Skilling. Han havde hørt, at Disciplenes Ofring skeede for at foregaae Menigheden med et got Exempel; han tog det lige efter Bogstaven, og mente, det var nok, naar han kom der. - Thi kjøbte han - for sin halve Formue - et Ark Papir, delte det i sine visse Parter og - ofrede det. - Der blev lidt Larm, men, hvem havde gjort det? Nu kom Pinsdag. Frederik var ei blevet rigere, tvertimod fattigere, han havde kun een Skilling, og denne ofrede han, forvandlet til Papiir. - Rigtig nok frygtede han for en Opdagelse, men beroligede sig selv med den Tanke: - De Geistlige ere jo Jesu Efterfølgere; Han tyktes bedre om Konen, der gav sin sidste Skjærv, end de gavmilde Rige, ergo maae de og være fornøiede, naar de faae alt, hvad Jeg eier. - Dog Præmisserne vare rigtige, men Konklusjonen var bitterdød feil, thi de HRR. Geistlige kunde jo ei vide, om den HEr Anonymus , der stedse forseglede - intet, virkelig intet havde, eller ville spille Gjæk med dem. - Nok er det, Sagen blev opdaget. - Offentlig skjændte Rektor paa ham, privat examinerede Konrektor ham, fordi han troede, at enten andre havde forført ham, eller han ingen Penge havde. - Det første vilde Frederik ei sige, da det var usandt, og det sidste forbød hans Stolthed ham at tilstaae, eller var det maaskee Bevidstheden om, at han kunde havt de fornødne Penge - naar han ei havde spillet -, der hindrede ham fra at skyde Skylden paa Fattigdom. - Selv troer han, begge Dele virkede tilsammen. - Dog dette var den mindste Del af Syndens Følger. Hans Meddiscipler ansaae ham næsten som en Kirketyv, en Helligdoms Foragter, og en uærlig. - Ved enhver Leilighed maatte han høre det lige til Mikkelsdag, da de paa øverste Part værende dimitteredes, og han selv kom paa Høibenken at sidde.

✂ Ved denne første Skoleexamen, Frederik bivaanede som ordentlig Medlem, forsonedes han tildels med Konrektoren, da denne offentlig berømte ham for Stedets høie Høiærværdighed. - Nu var da det andet og sidste Frederiks Skoleaar begyndt. Lidt havde han bestilt forrige Aar, mindre bestilte han i dette, thi hans lette Fatteevne og gode Hukommelse føiede hans Dovenskab. Vi havde f. E. 6 Lexer til hver Dag under Konrektor. Frederik læste aldrig uden den ene - Qvinctillian eller Virgil. - Sahls Versjon af Herodot læste han, medens den latinske Autor expliseredes, og de øvrige saa han aldrig paa, thi dem havde 19 han lært hos HEr Feld, og hvad han havde med fra Tyregod, kunde han lide paa. - Konrektor bar over med dette Uvæsen, fordi han sjelden fandt ham ubereedt, naar Turen kom til ham at examineres, thi det grædske Sprogs Analyse - paa Dialekterne nær - var fra Tyregod.

✂ Intet videre mærkværdigt forefaldt, uden det, at Frederik dog imellem benyttede sig af Skolens - ei saa lille - Bibliotek, han læste f: E: Suhm om Odin, hans Smaaskrifter etc. - Den første behagede ham især, - hvorfor han og til sit eget Brug gjorde et lidet Udtog deraf, - fordi han - forledet af Hvitfeld - stod i den falske Tanke, Vi vidste intet om vore Fædres Gudelære, en Ting han stedse havde længtes efter at kjende. - Frederik rimede ogsaa en Smule imellem - snart Satirer, snart Elegier, - af de første, som ei vare saa meget gale, har han ingen. Af de sidste har han vel nogle Brudstykker, men de fortjene - ei engang med Hensyn paa Tiden, de bleve til - ikke at anføres. - Saaledes begyndte en - for at vise, Jeg skrifter ærlig -:

✂ Ak! Du for mig Ulykkens Nord,
Du, hvis Gud (h)var fordum Thor,
Som dyrkedes ved Blodet rød,
Hvorfor blev Jeg i dig fød!

✂ At Frederik ei har været meget bedrøvet, da han skrev ovenstaaende, slutter han af Episoden til salig Thor. -

✂ Hvad ellers Klagegrunden skulde være, sees af et blandt de følgende Vers, saa lydende:

✂ Ak Amor! hvorfor mon din Piil
Ved en Piges tryllend Smiil
Mig saaledes saaret har?
Hør mig dog og giv mig Svar!

✂ Jeg holder for, Amor havde været en topmaalt Nar, hvis han havde givet noget Svar paa den unge HEr Grundtvigs tossede Spørsmaal. - Dette er nok til at give et Begreb om Personens Sjeni for den høie Poesi, men for at gjøre Tingen ret komplet vil Jeg anføre Slutningen -:

✂ Min Sørgesang den er nu endt,
Min Hjerne den er slet forvendt,
Meer Jeg ei udføre kand
End at forbande dette Land.

20

✂ Jeg er nær ved at fælde Taarer over Digterens fortvivlede Udtryk. Jeg kunde gjerne sige - ikke, hvem Frederik havde forelsket sig i, thi det har han hidtil ei gjort, - hvis Favntag den Nar misundte en af sine Kammerader; men den arme Pige, som ikke havde mindste Deel i alt dette, bør ikke nævnes. -

✂ I September 1800 forlod Frederik med et meget rosende Testimonium Aarhus. - I Oktbr. samme Aar examineredes han af Professorerne. - Han blev erklæret laudabilis præ cæteris i Latinen, og Laudabilis i de øvrige Sprog og Videnskaber undtagen Ebraisk, hvor han blev anseet som haud illaudabilis , og Jeg troer, haud kunde gjerne været borte. Frederik var en Stymper i Jødelæsning, uagtet Krarup - der ei var nogen Kastekjep i Herrens Tungemaal, havde gjort sin Flid med ham. -

✂ Førend Jeg gaaer videre, vil Jeg kaste et Blik tilbage paa Frederiks Afskeed fra Aarhuus, og tilstaaer han, at Konrektorens mundtlige var ham mange Prosent kjærere og nyttigere end Rektors skrivtlige. - Hvem der saae hins Øie glindse af Taarer, medens han i de stærkeste Udtryk mindede sin bortreisende Discipel om, hvad hans Pligter og hans Vel fordrede af ham; - Hvem der hørte ham advare mod de Kongens og Lasternes Hovedstads Fristelser, han saa ofte med de mest levende Farver havde malet, han maatte antage Stougaard for, hvad han er: sine Disciplers opdragende Fader mere end stræng Lærer. - Og den, som stod for ham, som var Gjenstanden nu for hans Rørelse og kjærlige Formaninger som før for hans Undervisning, han maatte være slettere, end man i den Alder - uden stor Møie - kan være, dersom han ei rødmede ved Tanken om at have miskjendt den ædle Mand, og stundum gjort, hvad der stod i hans lille Magt, til at ærgre ham, dersom der ikke i hans Sjel lagdes varig Grundvold til varm Høiagtelse og uskrømtet Ærbødighed for den Mand, der ligesom forlængede sin veiledende Haand for endnu at gavne paa hin Side sin Kreds, dersom han ikke fyldtes af det ivrige Forsæt, at vorde god og duelig, og ei skuffe en saadan Mands Haab og Ønsker, der kun havde reen Menneskekjærlighed til Grund, og Discipelens sande Vel til Formaal. - Nei, ædle Stougaard! saa slet var Frederik ei, ofte har Mindet om Dig gjort ham stærk mod Fristelser, ofte har det kaldet ham tilbage paa Dydens Vei, naar han stundum - desværre - havde skeiet ud fra den.

✂ Nu var da Frederik Student.

✂ Det første halve Aar - undtagen en Maaned, han var hos sin Fader og Broder Otto, Præst i Torkilstrup paa Falster, - 21 opholdt han sig i Kjøbenhavn for at berede sig til den filosofiske Prøve. - Han var ikke flittig, spilte endeel Kort og Gnav, og gik meget paa offentlige Steder, uden dog der at ofre til Venus og Bachus, saa at det kun havde skadelige Følger for hans Pung, som denne Vinter var i de beste Omstændigheder, den nogensinde har kjendt; - Thi Jeg havde omtrent 20 Rdr. maanedlig, fri Middagsmad, og tørre Fødevare hjemme fra. - Intet Under, at Jeg da ei havde Stunder at bestille meget. Min Fader havde forhen sidt 10 Aar i et lille Kald, havde kostet meget paa sine Præstegaarde, og Jeg var den 4de Søn, han havde ladet studere, begribeligt altsaa, at hans Formues Omstændigheder vare slette. Min visse Indtægt blev bestemt til 2 Rdr. af min Fader, 2 af Broder Otto, 2 af min forrige Lærer HEr Feld, og 2 af min hovedrige Morbroder Kaptein Bang maanedlig. Min anden Morbroder, Professor Bang, gav mig Middagsmad i sit Hus. - Jeg anseer det for Egoisteri i sin etymologiske Bemærkelse, at Jeg stedse springer fra den 3die til den første Person. -

✂ Altsaa i Professor Bangs Huus spiste Frederik daglig, og der havde han sine kjedsomste Timer, ei blot i Førstningen, men bestandig. - Grundene kan være forskjellige. Nogle vil han give til Prøve. - Da han kom fra Jyllands til Sjællands By, var hans Garderobe i en meget mislig Forfatning - Reent ud sagt, - Jeg kan gjerne i Stilhed give et Register, thi Jeg veed det; - han havde 1) En blaa hjemmegjort Kjole med jydsk Snit. - Denne maa som General staae i Spidsen og syne lidt, - thi det var - mellem os - hans eneste hele Yderstykke. - 2) En gammel guul med ditto, som stumpede ved Rumpen og Albuerne. - 3) En rødprikket Kasimirs Vest, der alt tjente ham hartad 3 Aar som sin anden Herre. 4) Et par sorte Buxer, vendte og luvslidte samt stoppede paa det ene Knæ. 5) En hjemmegjort Frakke, som havde været bruun, hvis Ærmer in genere 1 beviiste, at der havde været Støv paa Skolebordet, og Fit paa hans eget, og hvis Albuer in specie 2 med tilstrækkelige Vidnesbyrd - paasyede Klude - godtgjorde, at dens Herre havde havt den høipriselige Sædvane at sætte Støtter - ut ajunt - til nyt Huus. - Læg nu hertil en sort Kjole, og ditto Vest, som begge Dele i lang Tid havde bedækket hans Faders Overkrop, og nu i to Aar - hver Søndag og ved andre Solenniteter - hans, samt et par dygtig fittede Skindbuxer, og Betænk nu, at de unumererede Artikler samt Frakken, den gule og sorte Kjole vare gandske ubrugelige, da har *1 dvs. i Almindelighed *2 i Særdeleshed. 22 Du et Klædeforraad, salig Diogenes ei skulle skammet sig ved, og det brugelige deraf skulle vist ei - i det mindste ikke for sin Pragt - gjøre Opsigt. Tænk Dig nu et Menneske - For Nemheds [Skyld] kan Du tage den nysomtalte - i hin Klædning komme indtraskende med et par durable brednæsede Støvler i en Sirkel af lutter - paa Hovedstads Viis - velklædte Personer, og - hvis Du ei har megen Tilbøielighed til Skuet af komiske Situasjoner - forlanger Du vist ikke nogen latterligere Figur tegnet for din Indbildningskraft.

✂ Vend nu Hr. Frederik om paa en anden Kant, og Du vil see, han ved denne Omsnoelse vinder saare lidet. - Her finder Du et Menneske, 17 Aar gammel, som ved 8te[s] Sæde i Jydepotters Land har samlet de til Akademiet udfordrede Kundskaber, hvis Forstand just ei kan kaldes gandske udyrket, og som har faaet Smag paa og Lyst til de skjønne Videnskaber, men Du vil tillige finde et Menneske, blottet for al den udvortes Kultur, der paa ethvert Sted anbefaler, men som især i de kjøbenhavnske Familier ei kan undværes af den, som skal være taalelig. - Glem ikke, at en god Porsjon Undseelse hindrede ham fra, at lade den Smule indvortes Kultur, han besad, trænge ud i den ydre Gestalt. Husk! at ethvert Ord, han sagde, maatte af de positiv og negativ vittige Hoveder, blandt hvilke han befandt sig, vente Kritik, endog blot, fordi de buxeredes frem i en - ikke for et vist stødende fri - jydsk Dialekt. Hvad Under, at dette betog ham alt Mod til at prøve en Nærmelse mod hine fuldkomnere Væseners Konversasjons-Tone.

✂ Kort, han maatte tro, der var en hel Verden som Skillerumsvæg mellem dem og ham. - Deraf kom det, at Grundtvig - Jeg tør ei kalde ham Frederik, siden han er bleven Student, - i dette Huus af alle og enhver maatte ansees som et Stykke Træ, hvis store udbugnende Knorter ei engang vare bortskaffede af Bredøxen, og at de derfor lode deres Munds Glathøvl glide over hans knudrede Skikkelse, ei saameget for at prøve paa Umuligheder, og søge at danne et Menneske efter deres Lignelse, som for at lade ham føle, - hvis han kunde føle noget, - hvor dybt han var under dem. - Ikke besynderligt, om Grundtvig i Følge denne Behandling blev - i det mindste tilsyneladende -, hvad man ansaae ham for: en Klods. - Han stod lig en gammel Foliant, der ligesom med Fliid indkniber Støvet mellem sine Blade, medens man visker dens Snit. Ei var det, fordi han troede, han ei trængte til Polering, men fordi Maaden, den anbragtes, ei passede til hans Karakteer. Dette kunde vist nok hans Pudsere 23 ei gjøre ved; nei havde han vidst at benytte den Omgang, han nød, kunde han virkelig blevet en Dreng i den fine Verden. - Selv gav man ham Vaaben i Hænderne; naar han blot vilde givet Agt paa de Dask, han den ene Dag fik, ville han - da det gjerne var lod communes 1 - den følgende kunne anbragt dem til sine Læreres og Lærerinders Tryllelse. Dog at tage Vittigheder paa Borg syntes ham et Notarialbeviis paa Dumhed, og at laane uvittige Grovheder og give dem igjen ligesom til Gjengjeld for Maden, han nød, forekom ham ei allene dumt, men og slet, da han troede, den, der er fordømt til at leve af Velgjerninger, maa fornegte sig selv.

✂ Alt dette gjorde, at Grundtvig blev den, han var. - Kun een Ting forandrede han, han fik saadanne Klæder, at han - efter sin Stand - ei hehøve[de] at skamme sig. - Nei, i Henseende til Komplimenter, der var det ligesaa galt. - Grundtvig var vel født og opdraget paa Landet, men Naturen - maaskee tillige tidlig Læsen om Pavers Tøffelkys etc. - havde gjort ham til deres afsagte Fiende. - I Aarhus havde han ofte ærgret sig over at være nødt til at tage Hatten af for enhver velklædt Nar, eller i det hele for gandske Ubekjendte. - Han glædede sig over, at sligt ei brugtes i Hovedstaden, og han glædede sig end mere ved at høre, Omgangen i Husene var ligesaa fornuftig og komplimentfri, og at man der kun brugte et almindeligt Buk - og i det høieste et Haandkys for Vertinden - istedet for alle de spesielle Rygkrumninger, Fodskravninger, eller Strækkelser, og Poteslikninger. Men hvor fandt han sig ikke skuffet? Han har gjort den - som han troer - rigtige Bemærkning, at hvor liden Priis de kjøbenhavnske Damer end sætte paa et Menneske, fordre de dog - naar de nødes at taale ham i deres Selskab, den høieste Opmærksomhed af ham, den de dog vil have Ret til at besvare med Haan. - Det er den in immodicum 2 potenserte Forfængelighed. - Grundtvig kan frembyde sig selv som Exempel; Han er overbeviist om, at [skjønt] de Damer, vrede Guder stundum lode ham være under Loft med, foragtede ham, gaves ham dog saadanne Prædikater for sin Uagtsomhed, der kun passede paa et Subjekt, der tilsidesatte de almindeligste Beviser paa Høflighed og manglede selv Begreb om, hvad man kalder Levemaade. - Desuagtet blev Grundtvig ei bedre. Paa den skammeligste Maade fordreiede han den - ellers rigtig nok sande Sætning -: Man bør stedse ligne sig selv. - Ei troer Jeg, han var gal *1 dvs. almindelige Talemaader. *2 dvs. umaadelig. 24 nok til at anvende paa sin Stilling, hvad Epiktet fordum sagde til de unge Filosoffer: »Kjerer jer ikke om Pøbeiens Griin! Bliver eder selv stedse lige, og den vil snart beundre, hvad den nys udpeeb!« thi Sammenligningerne havde dels paa begge Sider været saare formastelige, og dels havde Haabet været meget for sangvinsk. - Nei, han troede snarere, en anden Nyhed vil snart afløse denne, og naar de faae afleet, tie de. Han havde Ret, men ei, som han ønskede. De glemte ham ofte, men naar de ei havde andet at spotte over, var han det samme for dem, som Holbergs Komoedier for Theatret. De tie vist, naar de faae afleet, men de rette Kjøbenhavneres Latter og Liv endes paa engang, og vist nok, skulde de belee alle deres egne Latterligheder, var Livet endda meget for kort. - Jeg vil nu blot lægge til - for at have alt om dette Huus paa eet Sted -, at der i den sidste Tiid - som dog overskrider 1802s Grændser - opstod nogle ynkende Væsner, dem Grundtvig maatte anseet for dobbelt spottende, dersom deres Forstands Masse - Man kalder jo ogsaa en Flue et Dyr - [ei] var ham for vel bekjendt dertil.

✂ Efter nu saalænge at have betragtet Grundtvig som gandske passiv, er det vel Tiid ogsaa at beskue ham som aktiv - thi han var i visse Maader et Deponens -. Han greb - i Foraaret 1801 - med de andre Studenter til Vaaben. - Her erindrer Jeg mig følgende Vers af en gammel Bond[e]vise:

✂ Der var engang en Hare,
Den vænte sig til Fare,
Thi den vild' op i Herrefærd
Og stride med Kong Valdemar,
Den ædelbaarne Herre.

✂ Dog være dette uden al Applikasjon! - Imidlertid var denne Vaabenleeg Skyld i, at Grundtvig - i April - ei blev erklæret uden h. ill . for Mathematik og Astronomi, dog da Risbrigh 1 sagde, han var laudabilis præ cæteris , og da Bugge 2 og Gamborg 3 paa præ et nær sagde det samme, saa havde han Stemmefleerheden for sig og blev laudabilis .

✂ Uden at lade sig forhindre af de vedvarende krigerske Øvelser, Minervas Sønner foretoge sig, - reiste han hjem. - Dog, kjære Læser! - om Nogen, som Jeg ei haaber, faaer dette at see, *1 Professor i Filosofi. *2 Professor i Astronomi. *3 Professor i Filosofi. 25 men det er saa rart at have en, man kan tale til, - Nu har Du en Kjætter for dig. Du korser dig vel, og spørger i hellig Iver, hvorlunde Satan kunde udrette noget mod en, der saavel var bedækt med Skjold og Hjelm mod hans gloende Pile? det er just det, Jeg nær havde glemt at fortælle. At Fanden ei er dum, behøver Jeg ei at sige dig; han forudsaae, Grundtvig vilde blive ham haard, dersom han ei fik ham forført. Nu vidste den onde Fjende, at bemeldte - hvor ortodox han end var - gjerne læste, hvad vittigt var, thi førte han paa Falster T. C. Bruuns Skriftemaal i hans Hænder, og - proh dolor 1 - Kaput var Ortodoxien. - Dog et alvorligt Ord kunde man ogsaa tale her. - Grundtvig erkjender den heldige Revolusjon, hin Bog bevirkede i hans Religjonsbegreber, men troer den ei havde blevet saa, hvis han ei havde kommet til at studere Theologi. - Saameget han end ønskede at være i et andet Fag, er han dog i denne Henseende glad derved. - Nu begyndte han Theologiens Studering uden Fordomme, og kunde altsaa veie pro og contra , men havde han ei blevet Theolog, havde ogsaa sikkert han blevet Bibelspotter, og derved skadet dem, der ei kan skille det væsentlige fra det tilfældige, de svage Sjele, der ei tør haabe Salighed, uden en anden har fortjent den til dem, som ei kan eller ei vil indsee Pligtlærens Autoritet, naar ei den hellig Aand har dikteret den. - Jeg veed derfor ei, hvad Jeg skal sige om hint bruunske Skrift og dets Jevninge. Deres Slag knuse vist nok mere Overtro end 100 lærde Afhandlinger, men de befordre ogsaa hos mange Irreligjøsitet. - De ere - næsten som alleting - nyttige og skadelige, og for deres Autor selv kommer det an paa, om hans Hensigt var at rense Religjonen, eller blot lade sin Vittighed spille, ubekymret om Virkningerne. - Dog Tonen alvorligedes for meget, altsaa hine fromme Guds Børn, der sørgede over, at Djevelen seirede over Grundtvig, kunne trøste sig med, at han siden har hevnet sig paa Helvedes Fyrste, og reent frakjendt ham alt Regiment, ja næsten Existents med. - Jeg tvivler ikke paa, at jo alle Ortodoxer, der hade Djevelen som Arvesynden, ville her istemme et Te Deum etc., thi de maae jo glæde sig, naar de see nogen gaae offensiv til Værks mod Fanden, efter at den defensive Krig, der i nogle 1000 Aar førtes med ham, snarere har formeret end formindsket hans Herredom. -

✂ Da Grundtvig kom hjem - sidst i April -, begyndte han at *1 dvs. O, hvilken Smerte! 26 kjende lit til Suhms Dannemarks-Historie 1 . - Han fandt i dens ældre Epoke saamange - en Digter værdige men hidtil ubenyttede Stoffe, han huskede, han engang havde været Rimer. Af en hæsselig Feiltagelse troede han det synonym med at være Digter, og begyndte at sætte hin Scene mellem Gøthar og Erik Veltalende, samt Begyndelsen af Sigurd Fofnisbanes Historie paa Riim, ligesom han udspekkede det hele med mythologiske Kostbarheder. Dog han holdt snart op, - ei fordi han følte Ravgalheden af saaledes at vanskabe Alderdommens skjønne Tildragelser i lave Riim, - men fordi han - uden at kunne begribe Aarsagen - fandt, det kunde med Føie anvendes paa hans sammenkludrede Vers, hvad Peder Syv sagde om sin(e) Tids Poeters -

✂ »See! Eders Riim og Vers, de springe op ad Dal,
Hump, hump, det een' er bredt, det andet det er smal,
Det een' er skjævt og krumt, det andet lige bliver,
Som naar man af en By en Svinehjord uddriver,
Hvor hos den fede So sex magre Grise løbe«.

✂ Eller, som Reenberg mere pyntelig udtrykker sig:

✂ »Da digtede saa lystig hin... «

✂ - det er ei værd at skrive mere, thi det er ingen Sag at sitere sig selv til en Dosmer, det gjør endogsaa mange, naar de troe, de sitere sig til store Mænd og Ursjenier; - altsaa blot en lille Prøve paa Personens Rim i denne Periode. - Her følger Begyndelsen af Fortællingen om Sigurd, ei som han siden kort efter rettede den 2 , men som han allerførst skrev:

✂ »Kong Sigmund i Hunsigov nedfor til Hæl,«

✂ - Digteren var god ved Hæl -

✂ »Og ham nogen Tiid alt efter hans Død
»En Søn - da kun liden - til Verden blev fød«

*1 Svend Grundtvig noterer hertil: »NB. Eksemplar i mit Eje af Suhms Hist. af Danm. I-II, med Tilskrifter. Bag i I siges den ham foræret af hans Broder Jakobs Enke 1801«. * 2 I denne »forbedrede« Tekst, som endnu er bevaret, ligesom første Udkast, lyder Begyndelsen:

✂ Kong Sigmund af Hunsigov nedfor til Hæl,
Ej havde han Søn, der han døde,
Men neppe var Legemet qvit for hans Siel,
Før Hustruen een hannem fødde.

27

✂ - Det skal være vittigt -

✂ »Med Vand overøst det blev han vel,
»Men Djævelen blev derinde,
»Den Kunst man da ei havde lært,
»Den slemme af Børn at drive,
»Og derfor er det ei saa sært,
»Om Fædrene vare lidt barske.«

✂ Hvem skulde falde paa, at ovenstaaende var Indledning til en Fortælling om Helten Sigurd. - Man seer heraf, hvorlidet Begreb Grundtvig havde om at lempe sin Stiil efter Materien. Og nu Slutningen af Fragmentet, som skal beskrive, hvorlunde Sigurd teede sig, da Regin havde fortalt sin Families Ulykke - og Lokes med -:

✂ »Sigurd nu bæved og rysted som Løv
»I Skoven, naar Stormene tuder,«

✂ - Poeten - Jeg faar vel kalde ham saa - beskriver her en Helt saa uforsagt som hin anholtske Foged, at han imidlertiid ei havde udkopieret ham, derfor indestaar Jeg, da han ei kjendte ham -

✂ »Naar Skyer paa Veien ophvirvles af Støv
»Og alting Ruiner bebuder«.

✂ - Jeg beder Poeten meget om Forladelse for min nys gjorte Bemærkning. Nu først kommer Jeg efter hans Tankegang. - Ligesom det stærkrystende Løv giver tilkjende, at der er en Storm oppe, saaledes viiste ogsaa Sigurds Skjælven og Bæven, at der var Storm indvortes; da denne nu trængte ud i de ydre Dele og var ret kommet til at gjennemsuse alle Aarerne, da var det, han blev saa modig, som Poeten siden beskriver ham:

✂ »Han frygted ei Fofner, ei Kæmper, ei Magt,
»Ei Fæstninger, Slotte og Grave,
»Ei Mure forsynet med stærkeste Vagt,
»Ei Borge omflydte med Have.
»Hans Bryst aanded Harm og Hevn.«

✂ - Akkurat som Valdemar paa Anholt, da han fik sin røde Brystdug paa. - Poeten er ellers forskrækkelig høi her, han bruger - at Jeg skal paatage mig en ægte Kommentatormine 28 - den Figur, som Grækerne kaldte [x][x][x][x][x][x][x][x][x] 1 . - Forresten efterligner han de ebraiske Poeter, ved oftere at gjentage samme Mening, men i forstærkede Udtryk. - - -

✂ Men for igjen at komme til Personen (igjen) som blot Menneske, da drog han d: 21de Junii til Kjøbenhavn for at lade sig see paa filologiske Høresale, men han kom der aldrig, hendøsede Tiden til først i August, da han atter drog hjem. -

✂ Under dette Ophold i Hovedstaden lagdes ellers Grunden til et Bekjendtskab, som han stedse siden har med Fornøielse vedligeholdt, med en bornholmsk Student, cui nomen 2 Peter Nikolai Skougaard . At dette Bekjendtskab ei, som saa mange andre, opkom og forsvandt, dertil laae fra først af Grunden i, at Grundtvig yndede Nordens Historie, og derfor var saare glad ved at træffe En af de Faa, der baade yndede og kjendte den. - Grundtvig var dels hjemme dels paa Falster til først i Oktober, da han atter reiste til Hovedstaden, for at underkaste sig den filologiske Prøve. -

✂ Medens han var hjemme, skrev han - af virkelig eller poetisk Harme over Studenter Korpsets Reduksjon, et rimet Stykke, som han med nogen Forandring - i Henseende til Prosodien - har indført i det første Bundt af sine Rimerier 3 . Jeg vil blot anmærke, at hvis det var hans Hensigt at snerte dem, der medvirkede til Korpsets Ophævelse, da naaede han den ei, saasom han beskrev det saa latterlig, at de fortjente Tak. -

✂ Hvad der foregik paa Falster, kan man see af de i hans Dagbog indførte Bemærkninger over hans Forhold til Kvindekjønnet, dem han maaskee samlede vedhefter som Anhang 4 . -

✂ Grundtvig kom da til Kjøbenhavn, blev erklæret laud . for Historien, h. ill . for Grædsken, da han angav 2 prosaiske, men ingen poetisk Autor, og h. ill . for Latinen, en Ting han endnu ei kan rigtig tilgive Her Professor Baden, da han aldrig i det Sprog har været nogen Stymper, og han havde gjort sig endel Fliid med de Stykker, han angav af Ciceros Epistler og Ovids Metamorfoser, Stykker der meere end engang i Størrelse overgik det Kursus, Professoren i det Semester havde gjennemløbet - eller gjennemkrøbet -, og som vel ikke var mindre belærende i Sproget end en Satire af Juvenal, eller Tasituses Agricola . - Han fik altsaa - som man siger - Haud til Hovedkarakteer.

*1 Urigtig Form for [x][x][x][x][x][x][x][x] , d. e. Overdrivelse. *2 dvs. ved Navn. *3 Digtet findes blandt Efterl. Papirer under Titel: »Studenter-Korpsets korte Opstandelse og paafølgende Hjemvendelse til sit intet «. *4 Findes blandt de efterladte Papirer. Se Side 39-48. 29

✂ Gr. skrev - dog ei til Brug - en meget sprænglærdt Drikkevise. -

✂ Nu skulde han begynde at læse til Attestats, men han havde kun 4re Rdr. maanedlig, naar han nu betalte meer end det halve for Losji, er det klart, han hverken kunde betale Manuduktør, eller kjøbe Brænde, og at studere i et koldt Tagkammer gaaer ei meget got an. - Hartad 2 Maaneder var han paa Landet. -

✂ I denne Vinter læste han forresten Vessels, Reins, Storms, T. C. Bruns og fleres Digte, samt en gyselig Mængde Romaner, da der ei vare andre [Bøger] i det Læsebibliotek, hvis Afbetjening en Ven overlod ham, og da han endnu ei kjendte Letheden i at faae Adgang til Universitetets Bogsamling. -

✂ Han begyndte en rimet Fortælling om Knud stores Skakspil med Ulf Jarl i Roskilde, der omtrent har samme Værd, som den forhen omtalte sigurdske Fortælling; - til Beviis herfor tjener følgende Beskrivelse om, hvorledes Knud bar sig ad ved Ulfs Gjestebud. - Det er sagt, at denne Jordens Gud ogsaa stundum fik det Indfald at være glad og

✂ »Begeistres smukt af brune Mjød
»Og spise Oxens harske Kjød
»Samt derpaa som en Kæmpe rask
»At banke Brødres Pandebrask
»Med hin[e] lækre Fades Been etc.«

✂ - Ligesom Jeg overalt ei gjør meget af Knud som Helt, troer Jeg neppe, han har udmærket sig ved dette slags Striid. - Snarere mener Jeg, at han aflagde denne - de gamle Kæmpers Skik med deres Tapperhed. -

✂ At Ulf har været Lutheraner eller Kalvinist, slutter Jeg af, at han i sin Tale til Knud, hvor han forekaster ham sin Romerreise, kalder Paven

✂ - - - »hin syndløs' Mand,
»Der paa sin Trone Syndens Bylder
»Kan læge, - nota bene - naar
»Hans Hænder man kun brav forgylder.«

✂ Ligesom han spøger ret artig med Skjærsilden, naar han i de følgende Linier maa sige -

✂ »Hvis ei da kan kun sligt (?) et Saar
»Kureres, naar i Skjærsilds Hede
»Den arme Synder ret kan svede
30 »Og dygtigen kalfatret blive,
»Fordi han her ei kunde give
» St. Peder, hvad ham hørte til,
»Restanser han ei lide vil.«

✂ Er dette ei et tro Maleri af vore Fædres Tænkemaade i Begyndelsen af det Ilte Sekel, saa kjender Jeg intet til Historien. - Taaleligere kan maaskee følgende, naar det stod paa sit rette Sted, - ansees at være. Ulf har forladt Stuen, hvor Kongen var, dennes Blod kaager af Vrede, han beslutter at dræbe Jarlen, og beroliger sin modsigende Samvittighed ved at tænke:

✂ - - - »jeg er afløst,
»Ei gamle Synder klæbe
»Nu mer ved mig, og end den Trøst,
»Det siger intet, lidt at træde
»Uden for det femte Bud,
»Jeg siden vil med David kvæde
»Salmer til den gode Gud.
»Lad saa Verdens Ulve tude,
»Klerke vil mig dog forgude
»Og sige, han sin Synd fortrød
»Og døde ret en Konge Død«.

✂ Jeg sagde, det var taaleligere, thi her har Rimeren dog havt Knuds falske Andægtighed at bygge paa. - Dette maae være nok talt om disse 147 Linier. - Enkelte af dem ere ei - efter mit Begreb - saa slette, men hele Komposisjonen duer ei for en Døit. -

✂ Hidtil havde Grundtvig kun rimet, naar han ei havde andet at gjøre, men i April 1802 indtraf en Hændelse, som i lang Tiid bandt ham til Rime-Brixen. - Der var en Student, som Han kun kjendte lidet til, og holdt ingen Omgang med, [der] troede sig fornærmet af ham; Jeg vil ei dømme, men fortælle Sagen ligefrem. - Grundtvig kom til to af sine Skolekammerader, der læste til filosofisk Examen tilligemed den omtalte. Han sad midt imellem dem, og forklarede - med en sand Professor-Mine - Fysiken for dem. Da han var gaaet, sagde Grundtvig: »**er nok en Virtuos i Fysiken.«

✂ Dette blev ham forebragt, og da Vi atter engang samledes paa samme Sted, fortalte han G: i de til Matenen mest passende 31 Udtryk, at han var en Æreskjender, en Menneske uden Forstand, og med den sorteste moralske Karakteer. G: loe, thi han troede det mere passende end at skjælde igjen, da han først havde søgt at overtyde den opbragte om, det aldrig havde været hans Hensigt at fornærme ham, men forgjæves. - Imidlertid, da G: kom hjem, syntes han, Skjelderen fortjente en liden Revselse. Han samlede de faa Træk i * *s Liv, som han kjendte, satte flere til og udførte det paa en latterlig Maade. Han skrev omtrent 100 Linier 1 , - Det kan Jeg gjerne tilgive ham men [ei] det følgende - og af Glæde over sin Opfindelse viiste han det til et par gode Venner, som han troede kunde tie, og som kjendte Personen. - De gave det deres hele Bifald, og skjønt G: snart indsaae det uanstændige i en slig Hevn, fortsatte han dog Fortællingen - efter at have slettet det personlige ud - under Navnet Maane Mølleren . - Tankerne i den ere stundum naragtige nok, men Versifikasjonen er noget tvungen, saa er der og en Deel Vaas i den, men i det hele tør Jeg ei kalde den slet, da Jeg saa maaskee kom til at give alle G.s følgende Rimerier samme Navn, hvilket Jeg - som hans Biograf - for min egen Æres Skyld nok lader være. -

✂ Nu flød det da dygtig fra ham. - Han skrev en Fortælling under Navn af Den strandede Dyd , en gandske orig[i]nal Frembringelse, som dog - med Forfatterens Tilladelse - paa Versebygningen nær ei duer meget. - Derpaa skrev han den abderitiske Gesant , hvortil Stoffet var følgende: Den engelske Flode laae i Aaret 1801 ved Kjøbenhavn. - I bange Forventning af de Ting, som skulde skee, ønskede ogsaa Stubbekjøbings Indvaanere at vide Enden paa Tingene, før Posten(s) bragte Kundskab derom. - Nu afsendte De - saa siger man - en halt Skræder som gaaende Expresse. Da G.s Rimelyst igjen vaagnede, huskede han denne naragtige Anekdot og satte den paa Riim, ligesom han herved benyttede sig af sin lokale Kundskab, om en søvnig Magistrats-Person og et hæderlig bevæbnet Borgerskab. - Denne Fortælling troer Jeg, kunde - med nogen Forandring - forelægges Publikum ved Leilighed, saasom den paa den alvorligste Maade fremsætter latterlige Ting, og blot dette pleier at vække Interesse hos den tænkende Læser, naar Udførelsen ei er meget slet.

✂ I denne Tiid var det ellers, G: fik sit første Kjendskab til *1 I en af Grundtvigs gamle Stilebøger findes: »Spotte-Aria eller Nid-Vise (Pasqvil)« , hvori Personen nævnes Hr. Knudsen . 32 Prosodien ved at læse Badens danske Grammatik. - En god Ven laante ham Samsøes Skrifter, han læste Dyveke og fandt den skjøn. - Han saae den udkastede Plan til Marsk Sti , tog Pen i Haand og skrev, saa got han kunde, 1te Akt, men nu erindrede han, Rahbek havde skrevet, man kunde vente Planen udarbeidet af en yndet Digter 1 . At denne Udladelse ikke sigtede paa ham, indsaae G: strax og smed Pennen. - Siden havde han nær taget den igjen, da han saae det skjønne Stof - som han troer - mishandlet af en vis Salonion Soldin 2 , men han kuede sig selv, ved at erindre dels at man ei kan skrive got, fordi man kan see, en anden skriver slet, dels at en god Plan er det ringeste - saa klog var han da blevet - til en god Tragedie. - Men før han kom saavidt, havde han skrevet to Akter af en Tragedie, skulle hedt Ali. Det duede slet ikke.

✂ Nu fik han isinde at skrive en Komoedie Skoleholderen i 5 Akter og skrev den. - Ligesaa skrev han en rimet Tingest - De besmurte Strømper . - Tildragelsen er paa nogle faa Ting nær passeret i Kjøbenhavn i min Tiid, ligesom Jeg selv har hørt den af ham, som trak Synderen op, nemlig Doktor Mynster.

✂ Nu ere vi i August 1802. At Grundtvig ifølge ovenanførte Sysler ei læste megen Theologi, er klart, dog havde han i April antaget Manuduktør, hvortil han sattes i Stand ved, at hans Broder, som blev Præst paa Gvinea, forordnede ham en maanedlig Understøttelse af 4 Rdr. 3 . - Hans børnløse hovedrige Morbroder gav 2. - Blot for Sammenligningens Skyld sættes det.

✂ Først i August reiste G: hjem paa sin Fod - de 2 sidste Mile undtagne. - Sidst i September læste han flittig Theologi, thi han gjennemgik i den Maaned - foruden en Slump Dogmatik, - det hele Ny Testamentes - Undtag Mark. Luk. og Ap. Gjer., dem Vi ei læse - Exeges. - Men i November fik han i Sinde at prøve sin Lykke hos Theater Direksjonen. Han - ved Skougaards Hjelp - afskrev og tilsatte endeel i ovenmeldte Skoleholderen 4 , indkneeb den i 3 Akter og sendte den d: 28de November ind - i en Konvolut, hvori stod skrevet:
P. M.

✂ Indlagt følger en Komedie, som Forfatteren ønskede bedømt *1 1816 udkom T. C. Bruun: Erik Glipping, et Sørgespil. *2 S. Soldin: Marsk Stig, et romantisk Skilderi af det 13de Aarhundrede, 1802. *3 Broderen Niels Grundtvig rejste i Juli 1802 til Guineakysten, hvor han døde i Maj 1803. *4 Dette, af Skougaard afskrevne, Eksemplar af »Skoleholderen« fmdes blandt Grundtvigs efterl. Papirer. 33 af Theater-Direksjonen, med Hensyn paa dens Antagelse eller Ikkeantagelse, til Opførelse paa Skuepladsen. Den høie Direksjons Resolusjon modtages o. s. v.
Anonymus.

✂ Maaskee var denne Epistel alt for lakonisk og konsis; dog er Jeg vis paa, den høivise Direksjon ei har taget Hensyn paa slige Tilfældigheder. - Min Dom om Stykkets Værd vil Jeg ei give, da Jeg dels er god Ven med Forfatteren, og det dels er længe siden, Jeg læste det. - Imidlertid erholdt han d: 9de Desember sin Komedie igjen med følgende Brev -

✂ Promemoria.
Den indsendte Original Komedie Skoleholderen har Direktjonen ikke fundet at være af den Beskaffenhed, at den kan antages til Opførelse paa Theatret. - Direksjonen maa derfor % give sig den Ære herved at sende Dem Stykket tilbage. -
Directjonen for det kongelige Skuespil, d. 4de December 1802 .
Hauch Kjerulf Sametz 1 .

✂ Paa det Sted i G.s Dagbog, hvor dette Svar er anført, - nemlig 9de Desber - finder Jeg følgende: »At Jeg efter denne Promemorias Erholdelse ikke mere skriver Komedier, men følger dette Vink, er begribeligt, da det er mig Borgen for, Jeg fattes Talent til at arbeide for Skuepladsen. Hvad den indprikkede % Streg, der i det originale Dokument staaer forved Ordet herved , skal betyde, veed Jeg ei. Nok er det, Jeg har hørt Røsten: » Sutor ne ultra crepidam ! 2 Jeg vil kaste Pennen og begrave mig i Theologi«. -

✂ At G: virkelig her skrev, hvad han tænkte, kan gjerne være, men at han i ingen Henseende udførte sin desperate Beslutning, veed Jeg. - Dertil bidrog to Ting udenfra. - En hans Ven stod i nogen Forbindelse med Sametz. Han fandt engang Leilighed at tale med denne om min Komedie, og Theater Direktøren forsikrede, den ei havde været til hans Sensur. Dette vakte Tvivl hos G:, skjønt Glemning af en saa ubetydelig Ting vel har fremvirket hin Erklæring. - Dernæst blev hans Komedie læst ved en Hændelse - af en ikke ukompetent Dommer, der erklærede den for god, men maaskee var det Høflighed, der holdt ham fra at sige sin Mening. - Allerede før G: fik Direksjonens Svar, havde han begyndt en Komedie Brevet , der er spillet - men *1 dvs. Oberstløjtnant C. E. Sames, som paa den Tid var Medlem af Theaterdirektionen. *2 dvs. Skomager, bliv ved din Læst! 34 uden Held - paa et Privat Theater, og nu ligger, ventende enten Filen eller Ilden.

✂ I Desember 1802 drog G: hjem. Sidst i Februar 1803 kom han igjen. - Nu begyndte han sin prosaiske Fortælling Ulfhild , som - paa Fuldførelsen af Brevet og nogle smaa Riimstykker nær - var det eneste Skrivsammen, som distraherede ham fra Theologien. - Dog Dovenskab, Læsning af Historiske Skrifter - fra de offentlige Biblioteker - og Heden - levnede derfor Theologien ei stort meere Tid, før September Maaneds Begyndelse, da han kastede alt sligt bort - Heden undtaget, som blev borte af sig selv. - Attestatsens Historie findes i Enden af hans Dagbog for 1803 1 .

✂ Sidst i Oktbr. rejste han hjem, sidst i Novbr. til Falster. - Her filede han sin Ulfhild , det beste han kunde, og bestemte den til sin Debut paa den lærde Bane. Først i Januar reiste han til Udby, og sendte Skougaard hint Manuskript. Dog det blev ei det første trykte, hvorunder hans Navn kom til at staae, thi han lod i Politivennen No. 299 og 300 2 - om Jeg husker Ret - indrykke- under Opskrift »Et Særsyn i det nittende Aarhundrede« - en Anmeldelse af en falstersk Skoles jammerlige Tilstand, da den i 10 Aar har manglet Lærer. Dette Skrit fandt - saavidt han veed - de Sagkyndiges Bifald, men skaffede ham - da han midt i Januar atter var paa Falster - et Brev fra den nysudnævnte Biskop Birch, som gandske misbilligede hans Opførsel. - Saa lød det -

✂ Promemoria!
I Politivennen No. 299 læser Jeg med Forundring en Anmeldelse, som det har behaget Deres Velædelhed, at lade indføre under Opskrift o. s. v. Da den vedrører en høist utilgivelig Forsømmelse, som skal have fundet Sted i et Sogn, som henhører under det mig for Fremtiden allernaadigst betroede Stift, kan eller bør den ingenlunde være mig ligegyldig, og Jeg anseer det som Pligt, hvis Tingen ikke skulde være forandret, efter muligste Evne at bidrage til, at der ufortøvet kan raades Bod paa denne Mangel. Men for at kunne bruge en rigtig Fremgangsmaade, vil det være nødvendigt at have den fuldkomneste Underretning om alt, hvad som vedkommer denne Sag, og de Skridt, som af vedkommende Sognepræst og Provst kunde være gjort i denne Anledning. Da de have [sic!] behaget at bruge det *I I Oktober 1803 blev Gr. theologisk Kandidat med Karakteren Laudabilis. *2 dvs. 301. 35 Udtryk: - »End mere, det er 3 Aar o. s. v.«, ønskede Jeg den Punkt oplyst, til hvem og af hvem bemeldte Opfordringer skulde være gjorte. Ere de sendte til Sl. Biskop Blok, kan det ikke feile, at Vedkommendes Fremstilling maa findes blant hans Embeds Papirer, og skulde de være indsendt til Kanselliet, vil det ikke være vanskeligt, fra dette Kollegium at erholde fornøden Underretning. Da deres Velædelhed uden Tvivl er nøie bekjendt med alt, hvad som vedkommer Sagen, vilde De tilgive, at Jeg, paa Grund af denne Forudsætning, foraarsager Dem Uleilighed med denne Anmodning. - I øvrigt vil Jeg ikke nægte, at det skulde været mig særdeles behageligt, hvis de, istædet for at drage denne Sag for Publicum, havde paa anden Maade søgt at gjøre mig opmærksom paa denne Forsømmelse. Saa gavnlig Jeg anseer Publicitet til at rette og forebygge Misbrug, saa tillade De mig dog denne Formening, at dette Middel bør kun da anvendes, naar alle andre, enten ere befundne, eller kunde ventes i Fremtiden frugtesløse. Jeg vilde anseet det som et Beviis paa deres Velædelheds Tillid til min Karakteer, hvis det havde behaget dem i privat Skrivelse at melde mig denne Uorden, og takket dem for den her givne Leilighed til at efterkomme en af mit Embeds vigtigste Pligter, hvorfor Jeg anseer den at vaage over Ungdommens Dannelse og Veiledning til Kundskab. Nu Sagen engang er offentlig paatalt og dragen for Publicums Domstol, vil dette vel og blive Stedet, hvor den videre bør forhandles.
Roeskilde d. 5te Februar 1804 .
Ærbødig
A. Birch.

✂ Grundtvig fandt Indholden af dette Brev underlig, som manglende lokal Kundskab, der burde være den Præmisse, hvoraf Konklusjonen, om dette Skridt var rigtigt eller ei, skulde udledes; - men Jeg undrer mig ei saameget over Brevets Indhold som Brevet selv, da Jeg ei seer Grunden, hvi man skulde henvende sig til Anmelderen, naar man ingen Beskyldning vilde fremføre for Usandhed.

✂ Grundtvig svarede som følger:
Ærbødigst 23de Febr. 1804 .

✂ Promemoria.
Først d. 21de d: M: erholdt Jeg D: H: meget ærede af 5te Februar, og kun paa Grund heraf er Jeg vis paa, De tilgiver, Jeg 36 ei før har efterkommet min Pligt med Besvarelse af Deres Brev. -

✂ Meget skulde det smerte mig, ifald Maaden, Jeg valgte til Bekjendtgjørelsen af en Ting, der trængte til hastig Hjelp, kunde give D: H: en ufordelagtig Idee om min Karakteer, som var det Skrit, Jeg gjorde, bevirket af Letsind. Med Hensyn herpaa troer Jeg at skylde Dem, som Mig selv, Angivelse af de Grunde, hvi Jeg handlede saa og ikke anderledes. Da jeg skrev min Anmeldelse til Indrykkelse i Politivennen, var Deres Udnævnelse til Biskop i Laaland ikke offentlig bekjendtgjort eller, var den det end, havde den dog ikke naaet min Afkrog. Kun Rygtet nævnede - blandt Andres - ogsaa Deres Navn, og under saadanne Omstændigheder haaber Jeg det indlysende for D: H:, at Jeg ikke - end ei med mindste Skin af Rimelighed - kunde henvende mig til Dem som saadan. - Dog nægter Jeg ikke, at om Jeg end havde havt den fuldkomneste Vished om, at D: H: var bestemt Bispestolen, vilde Jeg neppe vovet at uleilige Dem med et privat Brev. -

✂ Som Videnskabsmand havde De vist nok Ret til min Agtelse i sin hele Fylde, men da Jeg ei havde den Lykke, selv paa fjerneste Maade at være kjendt af Dem, vilde det - efter min individuelle Overbevisning - været underligt, hvis Jeg ved privat Brev havde i slig en Anledning nærmet Mig Dem, thi det vilde - efter mine Tanker - faaet et Anstrøg, som havde Jeg til Hensigt at lede Deres Opmærksomhed, mere paa mig selv end Tingen, og paatage mig en Ær, der saare ilde harmonerede med min nærværende Stilling. - Meget meer, havde Jeg vidst Dem Bisp, vilde jeg fundet stærke Grunde til gandske at tie, overbeviist om, at De snart vilde opdaget hin Uregelmæssighed, ligesom Deres bekjendte Iver for sand Oplysnings Fremme havde været Borgen for, D: H: vilde - saa snart muligt - paa beste Maade afhjulpet den. At jeg til min Anmeldelse valgte det Mellemrum, da Falster manglede en høieste geistlig Øvrighed, forekom mig hensigtspassende, da den vordende Biskop - Hvo han end var - derved kunde - hvis han vilde - anlediges til at vende sit Blik paa en Gjenstand, der syntes at fordre ilende Virksomhed. - D. H. har behaget at finde det passende fra mig at indhente Oplysninger om de Skrit, der maatte være gjorte fra Provstens og Stedets Præsts Side. - Som ærbødigst Gjensvar herpaa tjener: Bestemt at vide de Kjendsgjerninger, Jeg vilde opgive, var en Pligt, Jeg skyldte Sandheden og Mig selv, og blant disse hører ogsaa, at Sagen er berettet, saavel til Sl. Biskop 37 Bloch som til det danske Kanselli. Men hvad Dato enhver af disse Ting maatte være skeet, samt hvad Vedkommende have svaret, er et Noget, Jeg slet ikke ansaa det nødvendigt for mig at være underrettet om, da det var mig nok at vide. Bestræbelserne for at faae Eskilstrup Skole besat, virkelig havde existeret, og ei hidtil havt nogen synlig Virkning. Selv min Anmeldelse vidner om mit Ubekjendtskab med de Grunde, der maatte have bevirket den lange Udsættelse. Den detaljerede Underretning om, hvad hidtil er skeet, synes derfor at maatte afgives af de Hrr. Provst Blicher og Dalhoff, Sognepræst for Ønslev og Eskilstrup. -

✂ Da det ei stemmede med min Overbevisning at offentliggjøre mit Svar paa det private Brev , hvormed det har behaget D: H: at beære Mig, beder Jeg Dem tilgive, at Jeg ei fulgte Deres - i den Henseende - Mig givne Vink. - Med sand Højagtelse har Jeg den Ære o. s. v.

✂ Saaledes troede G: at have fulgt Biskopen Skrit for Skrit, saavidt hans Agtelse for ham tillod. - Endnu har nok Skolen ei faaet nogen Lærer. - Naar Jeg faaer fat paa hin Politiven, skal Jeg afskrive Anmeldelsen.

✂ Fra Aarets Begyndelse til Dato har G: dels lagt Plan til, dels begyndt, dels fuldført adskillige Fortællinger, hvortil Stoffet er laant af Nordens Historie. Deres Skjebne beroer paa, hvormange fortjente Skrup Ulfhild faaer. - Han har ogsaa udkastet - paa omtrent 5 Ark - en Skitse til en Afhandling om Knud den 3dies Storhed. Dens Fuldførelse beroer paa, om Forfatteren kan opholde sig - fri for andre Forretninger - nogen Tid i Kjøbenhavn og benytte Bibliotekerne. Han deler for nærværende sin Tid mellem Skriveri og Læsning, dels af hvad, til Historien og de skjønne Videnskaber henhørende, han har i Romernes eller sit eget Sprog, dels de faae nye Skrifter, han kan faae fat paa. - Saaledes har han naaet
den 30te Mai 1804 .

✂

Tillæg.

✂ Som Bilag til ovenstaaende falsterske Skolehistorie skal her meddeles tre Artikler, som Grundtvig skrev i Politivennen 1804, og som tillige har den Betydning at være de første trykte Stykker fra hans Haand .

✂

✂ DE Levninger af Grundtvigs oprindelige Dagbog fra Slutningen af 1802, som endnu findes, indeholder bl. a. Brudstykker af Skildringen af hans Optræden i Prof. Bangs Hus og nogle Uddrag af Steffens' Forelæsninger over Filosofien. Fra 21. Decb. 1802 findes følgende Optegnelse:
21 de. Bestilte intet om Formiddagen; om Eftermiddagen indtog 9 Rdr.; om Aftenen kiøbte et 1/4 Pund Kanaster - 10 ß, 4 Citroner - 12 ß; var hos Dørups, drak en Kop Chocolade - 8 ß, i alt: l-14 p, gik Mern, pakkede ind og læste Ølenslægers Digte, hvoraf endeel behagede mig, - men naar han kalder den, som meier, en Meierske, bruger svam istedet for svømmede, lader Æteren lufte inde i Norges Klipper og mere saadant, da synes mig, han mangler den Korrekthed, man burde fordre af den, der i sin Fortale selv paastaaer, at der i den hele Samling er intet, som kan kaldes ubetydeligt 1 . - Jeg lagde mig til at sove Kl. 5.

✂

✂ Den 22.-23. December 1802 rejste Gr. hjem til Udby, hvor han de følgende Dage »skrev Præken«, spiste »Jule Aftens Nadre«, blev foræret en »Silke Tobaks Pung« og - Juledag - »spilte Rabuse«. Anden Juledag skrev han:
26 de. Prækede Jeg i Udbye og Ørslev Kirker; mine Tilhørere vare tilfreds med mig, men Jeg selv ikke, thi dels stod Jeg paa Prækestolen som en Støtte, og alle de Gestus, Jeg troede at følge nødvendig med Udtrykkene, faldt gandske bort, ligesom Jeg heller ikke huskede min Præken alt for godt, især i Ørslev Kirke, hvor Jeg 2 gange maatte snyde min Næse og spytte nogle gange for at recreere mig. - Min Præken handlede om *1 I en »Udtogsbog«, som Gr. begyndte i Juli 1805, citerer han denne tidligere Udtalelse om Øhlenslægers Digte (1803) og tilføjer: »Af denne Bedømmelses Sammenhæng at slutte maae den være skreven ligesaa ilfærdig, som Bogen blev læst, thi fordi der findes Ukorrektheder, følger jo ikke, at noget Samlingens Stykke er ubetydeligt! - Jeg har ey siden læst Bogen og ved altsaa ey, hvad min Mening vilde være nu, da Jeg betragter Poesien fra en noget høyere Synspunkt end 1802« . 41 Medlidenhed, og Jeg søgte at vise, at Virksomhed og Almindelighed ere to Egenskaber, som ere uadskillelige fra den sande Medlidenhed. - Om Aftenen spilte Jeg styrvolt og vandt 2 ß - Jeg fik en Krone i Douceur af min Moder for min Præken. -

✂ 27 de. Begyndte Jeg om Formiddagen paa en Præken, som Jeg har i Sinde volente Deo1 at holde paa Falster hos min Broder, Dagen d. 2den Januar 1803. - Jeg fik af min Fader for Gaarsdagens Præken en Rigsdaler; skrev lit mere paa den, som skulde holdes, om Eftermiddagen og fuldførte den om Aftenen. - Den handler om Døds-Tanken, dels som et Værn mod Lasten, dels som en Bevæggrund til Dyden. -

✂

✂ Den 28. December stod han først op Kl. 11 1/2, »bestilte intet« om Formiddagen. Ligesaameget om Eftermiddagen« . Den 29de»reed«han »til Allerslev, hvor der var Selskab, kom hiem Onsdag Morgen«d. 30te. Den 31. December rejste han til Vordingborg, men kunde ikke komme over til Falster paa Grund af Blæst. Den 1. Januar 1803»bestilte Jeg slet intet« . Den 2. Januar»var Jeg meget fortræden, saasom Jeg just i Dag vilde præket for min Broder paa Falster; og naar man først har udruget et Foster af sin Hiernes Liv, er man sielden for at skiule det under en Skieppe« . Den 3. Januar»reiste Jeg atter tilVordingborg , kom lykkelig over ogarriveredetilTorkildstrupom Eftermiddagen Kl . 4 «.

✂

✂ 4 de. Bestilte intet om Formiddagen, var om Eftermiddagen hos Provst Bliker og spilte om Aftenen Rabuse med hans Døttre. Tilfældet? bragte mig til at sidde hos hans ældste (skiønne) Datter 2 , og med al den Ligegyldighed, Jeg saa ofte paastaar at besidde, følte Jeg dog noget vist ved Berørelse af en Pige, Jeg stedse havde behandlet med udmærket Agtelse, men som Jeg for første Gang var saa nær paa saa lang Tid. Vi reiste hiem Kl. 12, efter at min Svigerinde havde udvirket, at alle Døttrene skulde næste Dag komme over og holde hende med Selskab, naar hun var ene hiemme og vi Andre toge til Bal i Nyekiøbing. Rigtig nok havde Jeg besluttet ogsaa at blive hiemme, saasom Jeg ikke dandser, men dette maatte de gamle provstelige Folk ikke vide, saasom De vare saa bange for deres Døttre, at end ikke *1 dvs. om Gud vil. *2 dvs. Bodil Marie , som den 15. Maj 1808 blev gift med Præsten Povel Egede Glahn.42 den Ligegyldighed, hvormed Jeg stedse havde behandlet og var blevet behandlet af det smukke Kiøn, kunde gandske unddrage mig fra Deres Mistanke, da de sagtens troede, at Jeg dog med alt det var en Adamit. -

✂ 5 te. Om Formiddagen skrev Jeg lidt paa den gode Ende 1 . - Vi spiste. Min Broder og Syster reiste til Bal Kl. 2; en Time gik; - min Svigerinde begyndte at yttre Tvivl om Jomfruernes Komme, og Jeg - som troede om mig selv, at Jeg hadede Fruentimmer Selskab - Jeg hørte denne Tvivl med Uvillie. Jeg sad ved Kakkelovnen og røgte min Pibe, men Jeg havde ingen Roe. Immer havde Jeg et Ærende op i den Stue, hvis Vinduer vendte ud mod Veien, De skulde komme, ja stundum stod Jeg som forstenet; Træernes Bevægelse af Vinden forekom mig at være en Vogns Raslen. - Det mørknedes; mismodig gik Jeg ind og satte mig ved Kakkelovnen. - Nu giøede Hunden. Min Svigerinde raabte: De komme! som et Lyn var Jeg ved Vinduet, og Jeg følte en Glæde, der, uden en Paamindelse, vilde bragt mig til at glemme, at Jeg ikke maatte sees af Kudsken. - De kom ind i Stuen og - mit Hierte slog høit. Jeg kyste den elskværdige Piges Haand, men min store Agtelse for hende, der var bange for i mindste Maade at fornærme hende, hindrede mig fra at giøre det med den Varme, som Jeg maaskee havde ønsket. - Man bad mig læse høit, og Jeg valgte En Røvers Masarmos Historie. Ogsaa denne Aften kom Jeg, som det lod, ved et Slumpetræf til at sidde ved Siden af hiin tryllende Pige. - Jeg læste med Fornøielse, og aldrig har Jeg læst naragtige Floskler med en saadan Varme, thi den Smukke følte stærkt, og dette vilde have været nok for at vække Deltagelse hos mig selv for det, der havde været niere non sense end dette. - Naar min stemme nu hævede sig høitidelig, og Deltagelsen laa synlig i mit Ansigt, da lænede den skiønne sig fortrolig op til mig for med de halvvaade Øine at skue de Træk, hvis Udsigelse trængte til hendes Inderste. Nu følte Jeg, at Jeg havde et Hierte, der (der) kunde slaa varmt for en kvindelig Skabning, skiønt det var saa langt fra, at min Kiønsdrift blandede sig med i Spillet, at Jeg meget mere havde Fatning nok til at undgaae enhver unødvendig Bevægelse, hvorved Berørelses Punkterne kunne blevet flere. - Saaledes svandt da Aftenen, og aldrig levede Jeg mere fornøiet, thi snart bragte Synet af den skiønne mig i en *1 Læsemaaden er Ikke helt sikker, og Meningen synes tvivlsom. Muligvis var den gode Ende en poetisk Fortælling ell. lign.43 høitidelig glad Stemning, blandet med en blid Alvor, snart bragte en yngre Syster mig ved Spøg i en munter Lune, som egentlig i en liden og bekiendt Kreds er min ejendommelige. - Kl. 12 skiltes Vi ad og gik hen at sove, - hvilket lykkedes mig saa godt, at Jeg ei vaagnede førend Kl. 7 næste Morgen.

✂ 6 te. Jeg stod op, gik ind i Stuen; men endnu vare ingen standne op; endelig kom min Svig[erinde] og strax derpaa * * 1 . En blid Samtale med hende var mig rigtig nok kiærere, end om Jeg midt om Sommeren fra en Biergspidse havde seet Solen hæve sig paa Horisonten i sin hele, alle Væsner tryllende Kraft, og dette skal jo dog være den skiønneste Frokost [?], man kan faae. Kl. henimod 10 kom * * * 2 ind, og Formiddagen gled ved under muntre Samtaler at drikke Thee og Kaffee, spise Frokost og skrive tvende Breve. - Dog maa Jeg tilstaae, at et mildt Øiekast af * * var mig langt kiærkomnere end det mest velsignede Spas af * * *, saa Jeg næsten troer, mit Væsen er blevet gandske omdannet. Om aftenen kom min Broder og Syster fra Nyekøbing. Vi legte Blindebuk, og fulgte 9 1/2 Døttrene hiem, kom tilbage 11 1/2 og sov.

✂ 7 de. Momentale Omdannelser ere muelige. Jeg anførte en igaar, og i Dag maa Jeg atter melde een, thi nu er Jeg den samme, Jeg altiid har været .....

✂ 8 de. Bestilte intet; spilte om Aftenen Rabuse og tabte 2 Mark.

✂ 9 de. Prækede Jeg i Torkildstrup og Lillebrænde , den samme Præken, som Jeg havde foresat mig at holde i samme Kirker d: 2den Jan . Om Eftermiddagen vare Vi paa Nebølle , hvor Vi spilte Rabuse og Jeg vandt 2 Mark 10 ß. -

✂ 10 de. Var Jeg hiemme hele Dagen og intet mærkeligt forefaldt.

✂ 11 te. Ligeledes. -

✂ 12 te. Om Eftermiddagen vare Vi i Gunslev , og her giorde Jeg den Opdagelse, at skiønt Jeg aldrig vil komme til at hænge mig af Kiærlighed, foretrækker Jeg dog M: B: for alle de unge Fruentimmer, Jeg kiender. Jeg spille Rabus og vandt 3 Mark 6 ß. -

✂ 13 de. Om Eftermiddagen kiørte Vi til Foss paa Holgershaab, derfra til Butzes , saa tilbage til Foss , hvor Vi spilte Commerce og Jeg tabte 2 - 12. Vi spiste og kiørte hiem. -

✂ 14 de. Kl. 11 kiørte Vi til Nebølle , hvor de unge Stamper bleve examinerede. Vi spiste Middagsmad Kl. 4re, spilte siden Billard, derpaa Jeg Piket med HEr Klemp . Vi spiste Aftensmad Kl. 12, og kiørte hiem. *1 dvs. Marie Blicher . *2 vistnok Pauline Blicher.4415 tende. Gik Jeg i en Døs, læste om Aftenen noget af Josep[h] Tomsen.

✂ 16 tende. Udlæste Jeg Joseph Thomsen og var om Aftenen hos Lassens , hvor Jeg i Rahuse vandt 9 ß.

✂ 17 tende. Læste Jeg en Bisgen Exegetik.

✂ 18 tende. Var Jeg i Stuhbekiøbing. -

✂ 19 tende. Var her Fremmede, nemlig et rødt Forvalter Gesigt med en Pidske Paryk paa samt en ung Pige med et ret smukt godlidende Ansigt og temmelig interessant Væsen. - Jeg vandt i Polskpas 1 - 10.

✂ 20 vende. Var Jeg paa Nebølle, hvor Jeg hørte en Esel skryde af sine lange Ører, og vandt 1Mark 9 ß i Rabuse; i Postpenge udgivet 1Mark 4 ß.

✂ Sivende. Jeg laa just og drømte om B.s Døttre, da min Syster kom op og sagde, at de 3 vare komne. Jeg stod op, kom ind, morede mig baade Dag og Aften, især med M ., for hvem Jeg dog nok føler lit mer end slet og ret Agtelse. - Men det er ogsaa en ypperlig Pige (i mine Øine).

✂ 21 vende 1 . Var jeg hiemme hele Dagen og bestilte intet, thi hvordan det kom sig eller ikke, ville Gaarsdagens Sysler og Gienstande ikke ret give Plads for de nærværende. -

✂ 22 vende 2 . Spilte Jeg Rabuse om Aftenen og tabte 13 ß. Læste 1ste Deel af Herman von Unna .

✂ 24 vende intet anmærkelsesværdigt.

✂ 26 nde 3 ligeledes.

✂ 26 vende. Var Dalhof hos os. Jeg læste Herman v Unnas anden Deel.

✂ 27 vende. Intet passeret. Jeg læste S ...[?]

✂ 28 vende. Modtog 5 Rdr., gav 2 Mark, reiste til Gaabense, gav atter 2 Mark, for Overfarten 2 Rdr., gik over Isen, gav 4 Mark i Drikkepenge, gav 6 P ud, kiørte hiem.

✂ 29 . Var Jeg stiv af lisgangen i Gaar.

✂ 30 te. Intet mærkværdigt.

✂ 31 te. Ligeledes. Jeg vandt 6 ß i Rabuse.

✂

✂ Fra 1 Februar til 7 September 1803 findes ingen Dagbogsblade bevarede. Fra den 8 September til 28de September 1803 indeholder Dagbogen en Række korte Notitser især om hans Eksamenslæsning. Den 11te September noterer han bl. a.: »- spiste, skrev to Breve, læste paa min RolIe, kiøbte et Brød 12 ß, enFlaske *1 skal være: 22vende. *2 skal være: 23vende. *3 skal være: 25vende. 45 Øl 3 ß, -spille i mit Brev August Møllers Rolle , - kom hiem Kl. 2 efterat have laant Skougaard 14 ß.« Umiddelbart efter en Optegnelse fra 28 September 1803 fortsættes:

✂

✂ DEN første Optegnelse fra Aaret 1804, som er bevaret, stammer fra 17 Februar , da Gr. befandt sig i Torkildstrup Præstegaard, og indeholder Slutningen af en vidtløftig Kritik af Skuespillet »De lystige Fejltagelser« . I de følgende Dage gør han Uddrag af Peder Paars og tilføjer sine Bemærkninger til Teksten. Den 28 Februar o. flg. Dage indeholder Dagbogen Notitser fra Nyerups Historiskstatistisk Skildring af Danmark , bl. a. noterer Gr. den 28 Februar Titlen paa Sæmunds Edda, oversat af Sandvig , København 1785. Ligeledes kritiseres Suhms Bedømmelse af den hedenske Tid i Forhold til den kristelige. S. 75 fortsættes Dagbogen saaledes:

✂

Martii Maaned.

✂ 4 de. Prækede Jeg for min Broder. Jeg paa Nebølle. Jeg havde L: B: 1 til Dame ved Bordet. - Hun er Mig næsten nu, hvad hendes ældste Sysler var Mig fordum, d: e: Jeg kender ingen Pige, som Jeg lider bedre end hende, thi naar Jeg taler om min Tilbøielighed til Kønnet, er det nok raadeligst for Sandhedens Skyld at gaae negativ frem. - Meget forlegen vilde Jeg ogsaa vorde, ifald Jeg skulde her gaae frem ad den positive Vei, thi hvilket er mine Ønskers Maal i Omgangen med L.? At faa *1 dvs. Lise Blicher , som senere blev Grundtvigs Hustru.51 hende til Kone? Nei, i det ringeste er Jeg mig ikke det bevidst. - Vellyst? Nei, paa ingen Maade! - Det eeneste sande Svar, Jeg kan give, er maaskee dette: Jeg ønsker at være yndet af hende, men Jeg tør neppe tilstaae, at dette er min Hensigt, thi det er dog saa et eget Spørgsmaal, om et ugift Mandfolk bør søge at vinde en ung Piges Yndest, naar han ei - hvis det lykkes ham - har bestemt sig til at indgaae en nøiere Forbindelse med hende. - Neppe vil den strænge Moralist give Mig et smigrende Svar. - Dog fra den moralske Side troer Jeg nogenledes at turde frikiende Mig, thi, mærkede Jeg, at Pigen ønskede nærmere Forbindelse med Mig, skuffede Jeg vist nok ikke hendes Haab. -

✂ Et andet Spørgsmaal er, om Jeg handler klogt i 'at udsætte Mig for at bindes til en Pige i min nærværende Alder, - især da det er meget problematisk, om Jeg enten elsker eller vil komme til at elske hende, thi muligt det blot er min Forfængelighed og Kønsdrift, der bringer Mig til at søge hendes Omgang. Dette er noget, Jeg snart kunde falde paa at troe, da Jeg ei kiender mere til hende, end at hun er en kiøn Pige, der just ikke mangler Forstand, og som viser sig høflig mod Mig. -

✂ Dog hvad nytter al den Ræsonneren? Overmorgen kommer Jeg maaskee atter i Selskab med hende, og - hvis der gives Leilighed, vil Jeg sikkert giøre alt - forsaavidt min Undseelse og Stolthed tillader det - for at indbilde hende, Jeg er forelsket i hende. -

✂ 5 te
Jeg har i Sinde at skrive en Fortælling under Navn Eigil Skallagrimsen - Eigla og Schøning .

✂ 6 te
Var Jeg i Riserup, L. var der ikke. -

✂

✂ Næste Dagbogsoptegnelse, som er bevaret, stammer fra April 1804 og indeholder Overvejelser, der er fremkaldte ved Læsningen af et Værk om den danske Historie i Frederik 3's Tid. Udtalelserne er meget skarpe imod »Aristokratiet« og »Hierarkiet«, der snart har vandret Haand i Haand mod deres Maal, »Menneskehedens Undertrykkelse«, og snart har bekæmpet hinanden. Desuden revses »de kronede Gribbe« og »Despoterne«. Videre hedder det om samme Emne:
Aristokraternes og Monarkernes private Interesse er den samme. Den Slagbom, hine have oprettet, tjene ogsaa disse som 52 Værn, Den hindrer, at Ingen af hine, hvis Lyksalighed staar paa Spil, skal komme ind i Statsstyrernes hellige Vange, skue deres Anlæg og overbevise sig om, enten Landets Misbænk opklækker Vexter, der kunne befordre det heles Vel, eller blot Tulipaner og andre blot for Øiet behagelige, der kun skulde tjene til at bedrage Folket, indbilde dem, at Regieringen er landsfaderlig, og faae det til at købe denne Flitterstads for alt, hvad det ved suur Sveed og Møie erhvervede. - Hvorledes kan man nu under saadanne Omstændigheder have grundet Haab om en Reform, der har Staternes sande Beste til første Maal? Hvorledes tør man vente, at Monarkerne skulle komme til at betragte hele Nasjonen, heel og enkelt, ei som Middel men Øiemed? -

✂ Er der end stundum en Suveræn, der med den oprigtige Villie at giøre sit Land lykkelig besidder den sjeldne Kraft at kunne stille sig i Spidsen for alle Regierings Forretninger og selv tage virksom Deel deri, er der end stundum paa Tronen En Mand, der søger at ligne en Frederich den Eeneste , da møde ham dog saa mange Vanskeligheder, at selv den længste Levealder ei forslaaer til at overvinde de halve, og naar nu en saadan døer, og naar - i Følge den skændige Arveret - et Barn eller en Uduelig, eller en Vellystling kommer paa Tronen, O!! Hvor faa Aar behøves der da ikke til at kuldkaste alt det gode, den forrige virkede, til igien at befæste hin ulykkelige Slagbom, og hvad vandtes da i det hele ved den menneskevenlige Regents Bestræbelser? intet næsten uden det, at Aristokraterne lære mere listig at lægge deres Planer, mere agtsom at værge for deres Fortrin. - Nei, først da, naar en Række af to tre gode Monarker har bevirket en almindelig Oplysning mellem et Folk, en saadan Oplysning, der lærer Folket at skjønne paa sit eget Vel, at ære den gode Regent, give ham nyttige Vink og befordre hans Planer, samt være istand til at udelukke fra Arvefølgen, eller afsætte, den Uduelige, uden derfor at udsætte sig for Anarkiets Rædsler. - Først da vil Regenterne lære at agte sine Undersaatter, at giøre sig duelige til at staae i deres Spidse, at anvende deres hele Kraft paa at giøre dem lykkelige. - Først da ville Aristokraterne - i dette Ords slette Bemærkelse - forsvinde.-

✂ Ubegrændset Frihed er ligesaa umulig i en Stat som uønskelig, thi da hørte Staten op at være Stat. Fuldkommen Lighed er en Sjimære; - men Frihed til at benytte sine Evner, uden at giøre Indgreb i andres fuldkomne Rettigheder, Frihed til at giøre, hvad der ei strider mod Moralens eller de borgerlige 53 fornuftige Love, - den er ønskelig. - En saadan Lighed, at ingen Borger arver Prærogativer, men blot ved sine høiere Sjels Fortrin, ved sin fortjente Stilling i Staten, ved sine spesielle Fortjenester faar Ret til udmærket Agtelse. - Saadanne Aristokrater skulle kun da existere. -

✂ Vel sandt, at selv den beste Regent, de beste Love, den høieste Grad af Oplysning ei kunne hindre, at jo den Rigere fik et vist Fortrin for den Fattigere, men dette vilde da ei blive af samme slags som nu. - Den Rige vilde ei som nu kunne - blot ved sin Rigdom - skaffe Regieringens Autorisasjon paa at nyde udmærket Agtelse hos alle sine Medborgere, nei, havde han ingen andre Fortrin end det tilfældige at være begunstiget af Rigdomsguden, da vilde han kun nyde udvortes høi Agtelse af dem, der stode i et umiddelbart Forhold til ham, og Monarken vilde kunde sætte Skranker for dette Forholds Udvidelse, dels ved af en Statskasse at aabne et Laan, - En Idee der, skiønt ufuldkommen, er realiseret hos os ved Kreditkassen, - og han kunde ved en fornuftig Lov giøre det umuligt for Rigmænd at kiøbe deres Medmennesker, og derved tiltvinge sig en Vigtighed i Selskabet, intet uden deres Penge hjemlede dem Ret til. -

✂ For at befordre dette kunne man enten indføre en Odelsret lig den norske, eller en anden Indretning, hvis en kunde opfindes, der forbandt hins Fordele med Frihed for dens Mangler og skadelige Følger, skiønt disse vel tildels ville ophæve sig selv, naar Oplysningen steeg, og en Lov gjorde nogle nærmere Bestemmelser. - Heraf ville endnu flyde en stor Fordeel, denne nemlig, at de, der som Raadgivere omgave Tronen, ville have fælles, - eller i det mindste aldrig modsat - Interesse med enhver Jordeeier i det smaae, thi det er virkelig formeget at fordre af en Mand, der selv eier Herregaarde, at han skulle befordre Bøndernes Vel paa sin egen Bekostning. En enkelt Bernstorf gives, men at omringe Tronen med lutter slige er umuligt. - Et saadant Monarkie vilde - efter mine Tanker - være langt ønskeligere end selv den skiønnest indrettede Republik. -

✂ Vel sandt, Repræsentasjons Systemet har mange gode Sider at betragtes fra, naar man seer det som et heelt; men analyserer man det i sine enkelte Dele, da turde vel møde Vanskeligheder, der ei let hæves. - Den vigtigste er ved Valget af Repræsentanterne, thi hvorledes skulde det gaae til, at Privatinteresse ei fandt det muligt at blande sig i Spillet, og saasandt dette ikke kunde forebygges, ligge paa engang hermed alle de skiønne.....

54

✂ Paa dette Sted mangler der et Læg. De følgende Ark indeholder Gr.s Bemærkninger ved Læsningen af Addisons engelske Tilskuer , Uddrag af »Holbergs Breve til Velbaarenheden« (d. e. Trende Epistler) og en stor Del af Holbergs Epigrammer , gengivne i danske Vers. Dette Oversætterarbejde har sysselsat Gr. fra 12 Maj til 25 Maj 1804 , dog med en Afbrydelse den 19 og 20 Maj , hvorom Dagbogen melder:
19 de læste Jeg første Deel
og
20 de Anden Del af Bøgelunds Historie 1 . Kun sjelden anmærker Jeg, hvilke Bøger Jeg [læser], uden naar Jeg vil exserpere, men dette Skrift fortjener en Undtagelse. Det aflokkede mig Taarer, skjønt Jeg vist ikke hører til Flæbe-Kompagniet, men enten hersker deri den sande Natur-Anskuelse eller ingensteds. Dog Taarer, ikke andet? jo det vakte nyt Mod hos mig til engang i Tiden ogsaa at opbyde alt for Bønders Opklaring. Det vakte Harme og Uvillie mod alle de Bondeplagere, der existere, og især mod dem, der omringe Mig, hvoraf kun faa have Religjøsitet - og da er den falsk -, men ingen Moralitet. - O! at Jeg dog som Præst kunde komme til at staae i Forbindelse med saadanne Øvrigheder, som ville deres Undergivnes sande Vel! -

✂ Kun een Feil fandt Jeg i denne Bog - ligesom i hin om Herremanden Brahe. Den er ikke godt lokaliseret, thi de fleste Godser bestaae her af mere end een By; og hvad der lod sig gjøre her, gik neppe an i det større. - Med Længsel venter Jeg en Bog, der har hines Fortrin og erstatter deres Mangel, d: e: som skildrer en Jordegodseier, der har sit Gods i forskjellige Sogne, og dog kjæmper mod Overtro, Laster og Armod imellem sine Undersaatter. - Overhovedet gad Jeg seet fremstillet, hvad en isoleret Embedsman[d] kan(d) udrette.

✂

✂ Den 25 Maj skriver Gr. efter at have gjort sig Regnskab for, hvormange af Holbergs Epigrammer han har udskrevet og oversat (67 af 797), og efter en Bemærkning om Addisons Spektator Nr 58-64:

✂ I Dag har Jeg skrevet et Ark paa min historiske Fortælling Ragnhild ; - først heed den Aslaug , siden Borghild , Beviis paa, at Hovedpersonen ei er historisk, men har hun ei levet, har hun ei undergaaet de Lykkens Vexelscener, som min *1 Denne Bog maa sandsynligvis have været en fra Tysk oversat Roman, der i reformvenlig Aand skildrer Bøndernes usle Kaar under Herremandsvælden. 55 Fortælling beretter, saa tør Jeg dog sige, det kunde været Tilfældet, og Jeg smigrer mig med ei at have ladet de virkelig historiske Personer, som her optræde, handle anderledes, end den Karakteer, Aarbøgerne tillægger dem, hjemler mig Ret til. - Dette er jo nok i en Fortælling, der blot skal have Sandsynlighed, ikke Sandhed. -

✂ Men - kunde man sige - hvorfor skrive saadanne opdigtede Fortællinger? De have jo intet Fortrin for Romaner, og mangle det Fortrin, disse have, at kunne skildre vor Tidsalders Mennesker, der maa have langt mere Interesse end en længst svunden Olds. - Det er jo et Slags Tvetuller, hverken Historie eller Roman, noget af begge. -

✂ Alt dette indrømmer Jeg, dels i sit hele Omfang, dels saavidt Jeg kan. - Gjerne tilstaaer Jeg, at Samlevendes Skildring behager Hoben af Læsere meer end Fortidens, men skulde det samme være Tilfældet med den beste Del af Læserne? Overbeviistes Jeg derom, skulde Jeg vist aldrig oftere hvæsse - eller hvæsse lade - min Pen til Frembringelse af slige Hermafroditer, men denne Sætnings Sandhed eller Falskhed beroer paa Grunden, af hvilken Nutidens - mere end Fortidens - Skildring interesserer. - Nytten ville Vi for sine Aarsagers Skyld tie med. -

✂ Og hvad er nu Grunden? Vistnok ikke, at Vi see vore egne Daarligheder stillede i et latterligt Lys, men - efter mine Tanker - netop det modsatte, at Vi kunne lade Tankerne mynstre vore Bekjendtere - endog saakaldte Venner - og blandt dem opdage Orignalerne til de aftrykte Kopier, samt at Vi kunne lee enten over vore Under- eller Overmænds Sæder uden at betænke, de ere Standens meer end Menneskenes. Disse Folk ville derfor vist ikke ynde Malerier af Oldtiden, med mindre Personerne og Gjenstænderne vare - at Jeg skal bruge et i slige Tilfælde meget, gjængst Udtryk - yderlig naragtige. - Ligesaa vist vilde Jeg nok gjøre dannede Læsere en saare slet Kompliment ved at anvise dem Plads i denne Klasse. -

✂ Men det er ikke nok al vise Grunden til Romanernes Interesse som uædel. Jeg bør ogsaa vise, at en ikke lignende Grund kan hos den dannede Læser vække Interesse for dem, thi ellers gjaldt jo samme Indvending.-

✂ Naar en Roman skal due noget, da maa den ei indeholde andet end Hverdags Ting, der blot skulle frappere ved Kombinasjonen, thi det er dog nok omtrent det, de høie æstheliske Filosofer vil, med hvad de kalder dyb Natur Anskuelse (her forløb 56 Jeg mig) 1 . - Borttager man nu - af de beste Romaner -, hvad der tilhører Digteren, da undre Vi os over, at Bogen kunde interessere os. - Er det saa ved en historisk Fortælling? Nei, der finder Læseren sig i en nye Verden. Han skuer en ny, men en virkelig Existents - ikke en, som blot er tænkt -, fremvirket af forskjellig Gudelære, Love og Sæder; men derfor behøver hans Aand ikke at svæve uden for hans Legeme, thi han er mellem Mennesker, mellem sine Brødre. De have blot en anden Kolorit end han, som yder ham Stof til de mest skjærpende Forstandsøvelser. -

✂ 26 [Maj]. Men - kan man sige - alt dette gjør jo Historien, og hvortil da historiske Fortællinger? - Vist nok er det Historien, der er Grundlaget for dem, men ere de, hvad de bør være, have de et stort Fortrin for de almindelige Historier. Disse gaae - som oftest - frem i kronologisk Orden. Gjenstænderne blive derved saamange, [at] de splitte Opmærksomheden ad. De kjede, thi naar man har faaet Begyndelsen af [en] Mands Liv eller en Begivenhed, da nødes man til at gjennemlæse - især naar Bogen er registerløs - mange uvedkommende og - i det Øieblik - kjedsomme Ting, før man atter naar Fortsættelsen af Mandens Liv, eller Begivenhedernes Følger. - Lægger man hertil, at Historikernes Sprog ofte er intet mindre end blomstrende, da vil man let indsee den historiske Fortællings Fortrin, thi alle dannede Læsere ere derfor ikke Venner af dyb historisk Grandskning.

✂ Saaledes tilstaaer Jeg da gjerne, at den h: F: hverken er Roman eller Historie, men noget af begge; men dette anseer Jeg ei for en Feil, men for en Fuldkommenhed. Den laaner Karakterer og - saavidt det harmonerer med dens individuelle Plan - Kjendsgjerninger af Historien. Den laaner Romanens blomstrende Sprog, overraskende Lignelser, frapperende Konibinasjoner og Katastrofer. Ligesom Steffens siger, at Göthe sammensatte den Existents, han forsonede sig med, af de enkelte ædle Træk, der fandtes hos forskjellige Individer, saaledes tør Jeg paastaae, at den h: F:, naar den er, hvad den bør være, foreener Romanens og Historiens Skjønheder uden at have deres Ufuldkommenheder. -

✂ Til dette Skilderi svare vist nok hverken Vielands Agathon, eller - om Jeg husker ret, thi længe læste Jeg den ei - Marmontels Belisar. - Men har ikke Vieland selv erklæret hin for *1 Senere indskudt Bemærkning. 57 et Mesterstykke? og er han ikke kompetent Dommer i sin egen Sag? Have ikke næsten alle hans Resensentere været hans Ekko? - Har man ikke seet det paa Prent beklages, at historiske Fortællinger i Almindelighed slet ikke lignede deres Mønster Belisar? Alt dette vil Jeg ikke negte, men man maae da og tillade mig at antage, hverken Belisar eller Agathon ere historiske Fortællinger; skal de endelig hede Fortællinger, maa det være filosofiske. Den sidste Forfatter fortæller især sin Helts indvortes Liv og sine egne Yndlings Meninger. - Gaaer man altsaa ud fra hine, da troer Jeg, man bærer sig ad i denne Green af de skjønne Videnskaber, som i den dramatiske - hvor adskillige paastaae, intet Skuespil duer, med mindre det - som Rahbek lunefuld udtrykker sig - kan henføres til en vis Paragraf i de moralske Haandbøger, thi saaledes ville de have LevnetsFilosofi der, hvor den slet intet har at gjøre.

✂ Den historiske Fortælling skal vække intellektuel Fornøielse.

✂ - Hvad Suhm siger om Historien, gjelder ogsaa her. - Hans Ord ere disse - i Fortalen til første Deel af hans danske Historie: »Jeg har - vildet skrive efter gamle Historieskriveres Viis, nemlig fortælle mere og dømme mindre - - - kort overlade meget til Læserens Tanke og Fliid«. Den skal mere vække Læserens Tankekraft, end see ud, som var den Resultatet af Tænkning over sine egne Begivenheder. -

✂ Men hvilke ere da saadanne Fortællinger? Saadanne ere frem for alle en Deel af de islandske Sagaer, dem anseer Jeg i det ringeste som Mønster for vort Norden [?] - mutatis mutandis 1 . - Saadanne ere - tildels - Suhms og Samsøes Fortællinger, skjønt de have valgt saadanne Stoffe, der ei trængte til megen Fiksjon. - Det være langt fra mig at dadle dette, kun maae man ei ansee det for noget karakteristisk hos Fortællingen. - Thi enten en hel Livsepoke bringes af Forfatteren i Forbindelse, eller Tilfældet har sparet ham Umagen, kommer her - efter mine Tanker - ud paa eet. -

✂ Voltæres Karl 12tes Historie er og en historisk Fortælling, og Jeg er vis paa, hans Tendents i alt det historiske, han skrev, har været at produsere saadanne Fortællinger, og derfor er vi(d)st den Daddel, hvormed man overøser ham for Mangel paa historisk Nøiagtighed, uretfærdig. - Men det er ikke første gang, man har lastet en Forfatter, fordi man enten ei har kunnet, eller - blændet af Fordomme - ei har villet overskue hans *1 Dologoeo med de nødvendige Ændringer. 58 Værk fra den Synspunkt, Han selv har seet det, og som endog for den fordomsfri Tænker ligger tydelig deri. -

✂ Med disse Grunde staaer og falder Rigtigheden af min Sats: »Historiske Fortællinger bør skrives, da de ere den mest passende Læsning for alle dannede Læsere«! Dette er Maalet, Jeg skuer i det fjerne, for mine Forsøg. Jeg skal stræbe at komme det efterhaanden saa nær, som det er mig muligt. - Vink til Forbedringer skal Jeg trolig følge, naar Jeg indseer deres Grunde, hvad enten de gives i Skolemester-, Skjændegjæst-, eller human Resenseer-Tone, men ingen Resensent i Verden skal faae mig til at holde op, saalænge han ei har kuldkastet mine Grunde, saa længe Jeg føler Kraft, og saa længe Afsætningen, eller Jeg selv, kan betale Bogtrykkeren; - actum ut supra 1 -.

✂ Det ligger tydeligt i mit Ræsonnemang, at den h: F: ogsaa har det Fortrin for Historien, at denne kun kan fortælle interessante Forbindelser, hvor de virkelig havde Sted; - hiin skaber dem selv og kan fremtrylle dem næsten af enhver Epoke. -

✂

✂ I Gaar læste Jeg Heinses Oversættelse af Job. Jeg fandt saa stor Fornøielse i den, at Jeg snart kunde faae Lyst til at lægge mig efter det Ebraiske Sprog. - Og hvilken Videnskab er der, som man ikke faaer Lyst til? naar man læser en Forfatter i den, som behandler sin Materie godt. -

✂ I Dag skrev Jeg lidt paa min historiske Fortælling - Aslaug -; men alt, hvad Jeg her kan skrive, er kun at ansee som Fragmenter, da Jeg maa læse Regner Lodbrogs Saga, før Jeg kan gjøre noget heelt. -

✂ Jeg fik i Dag Brev fra Skougaard, som har ligget i Præstø - enten ved Postmesterens eller vort Buds Forsømmelighed siden i Tirsdags d: 22de. - Det vigtigste er: - Han mener, at Slaget mellem Harald Blaatand og Sven under Bornholm er holdt i Vigen ved Sandvig. - Skjønt Holberg siger - i sin Dannemarks og Norges Staat 160-, at Jomsvikinga Saga er oversat af en vis Arngrim paa Latin, og ovenikjøbet siterer den, forsikrer dog Skougaard, at hvorvel der paa Universitets Biblioteket findes - blandt Magnæana - 9 Eksemplarer af bemeldte Saga, er der dog ingen Oversættelse. - Derimod er en fransk Extrakt trykt. - Jeg kan ei begribe dette, thi ei gjorde Holberg saameget af Islænderne, at [han] til sit eget Brug skulde ladet dem oversætte. -

*1 dvs. »foregaaet som ovenfor omtalt«, almindelige Slutningsord i et højtideligt Dokument. 59

✂ Ventelig har altsaa Holberg exserperet - efter Sædvane - hele Stykket af Bartholins corpore antiqvitatum , og den sidste maae have ladet en Arngrim skriftlig oversætte Sagaen til sig, og denne enten er gaaet forloren, eller kommet i enkelt Mands Værge. - Men det kan Jeg ikke heller ret rime sammen, thi Bartholin forstod vist selv Islandsk, hvorfor da sitere Oversættelsen, med mindre den og ikke Orignalen var trykt. Desuden skulde Jeg hartad tro, at hin Arngrim er den samme, som Holberg taler om 158, hvor han nævnes »den islandske Skribent«. - Naar Jeg kommer til Kjøbenhavn, skal Jeg dog see at faae den Ting redt op, ikke blot for Kuriositets Skyld, men fordi Jeg ikke kan islandsk, og dog kunde benytte hin Saga til min historiske Fortælling Palnatoke , den Jeg vel har endt, men taliter qvaliter l . -

✂ Endvidere fortæller Sk: mig endel om de forskjellige Eksemplarer af Eigils Saga. - En Ting, der, da den er trykt - ei bekymrer mig meget, undtagen det, at blandt Kvarterne - af Magnæana - findes et Eksemplar 454, der er de andre gandske ulig. - Dette kunde være ret got, ifald Jeg nogentid lærer Islandsk, saa Jeg kan vove at skrive en Fortælling under Eigils Navn. I sidste Tilfælde er det og godt, at min Korrespondent lader mig vide, at i Landnama handler 1te Parts 18tende og og 19tende Kapitler om Kveld Ulf, Torolf og Skallagrim. -

✂ 27 de Mai
Jeg var i Kirke. - Siden begyndte Jeg en Omarbeidelse af det curriculum vitæ2 , Jeg havde sat foran min Dagbog for 1802 og 3; thi det var ufuldstændig. - Kun Verset paa Titelbladet lod Jeg staae. Hvorfor? ja gjet! Ingen Usandhed skal med unit Vidende indsnige sig. -

✂ 28 de
Jeg skrev 1 1/2 Ark paa mil Levnets-Løb. -

✂ 29 de
Skrev Jeg omtrent lige saameget paa samme. - - Jeg fik Brev fra Skovgaard , hvori han lovede mig Nyheder. Vel er Jeg intet Fruentimmer, men dog længes Jeg efter at see dem, især ønskede Jeg at høre lidt om min Datter Ulfhilds Skjebne.

✂ 30 te
Medens Jeg endnu laae i Sengen, kom Jeg til at tænke paa Dogmet om Christi - os tilregnede - Fortjeneste. Som Protestant protesterer Jeg derimod, var Jeg derimod Chatolik, vilde Jeg let indsee dets Rigtighed, thi en katolsk Munk gjør langt *1 dvs. saadan som den nu kunde blive. *2 dvs. Levnedsløb. Jfr. ovenfor S. 9.60 mere end Kristus, i denne Henseende. Den sidste siges kun ved sin Død at have skaffet os Salighed, - og det er dog kun de allerstrængeste Orthodoxer, som paastaae det uden Hensyn paa vor lid. - Hiin derimod kan ved en opremset Bøn skaffe selv den største Spidsbub ind i Himlen. Jeg skrev 1 3/4 Ark paa mit Levnetsløb og fik det færdig. - Jeg skrev Brev til Skougaard. -

✂

✂ Den 31 Maj indeholder Dagbogen Citater af Ovids Metamorfoser med Bemærkninger til samme. Den 1 Juni omhandles Bastholms Mening om Zoroasters Lære. Derefter følger fra samme Dag:
Jeg fik Brev fra Broder Otto. - Han sendte mig sidste Minerva og lærde Efterretninger til Gjennemlæsning.- I den første interesserede Dumourie[z']s Liv mig især. - - - - -

✂ I l[ærde] Efterretninger] er en Indbydelse til Subskripsjon fra Oehlenslæger 1 . Han vil udfolde os den svundne Old, seer Jeg nok; - men Sagaerne turde ved den bagvendte Konstruksjon, han lover, blive saa foldede, at den største Deel af hans Læsere ei gider udvikle dem. - Prospektet er originalt, men Jeg veed ei, om det er Tak værd. - De gamle Sagaer bør omarbeides, ei ordret fordanskes, naar de skal behage den, der ei har Enthusiasme for dem. - At hindre vort Sprog for Kjælenskab er saare godt, men det turde vel mest angaae Ordene. - Harmoni i Konstruksjonen er ei Kjælenskab. - Den unge Digter gjør ei vel i at nedsætte Evald, thi Nedsætning er det, naar han paastaaer, Balders Død er i sydlig Dragt. - Dog det er Steffenismus.

De følgende to Ark af Dagbogen mangler.

✂

✂ Juni 16.
Endelig er Jeg da - af Fin Johnsens Hist: ecl: 3die Deel p. 448 - blevet overbevist om, at Jomsvikinga Saga er oversat paa Latin af Arngrim Jonson, han som fødtes 1568 og døde 1648. - Men om den er trykt eller ei, derom tier Author, dog lader det, som han vil det modsatte, da han intet Tryknings Aar tilføier.

✂

✂ Samme Dag og de følgende anføres adskillige islandske Vers , som Gr. oversætter med tilføjede Bemærkninger.

✂ Under 20 Juni findes følgende:

*1 Jvfr. Bidrag til den oehlensclägerske Literaturs Historie I.14-16. De bebudede »Samlinger af den nordiske Middelalders skiønne Litteratur« udkom aldrig. 61

✂ Det glæder mig meget at kunne anmærke, at den Underlighed., som fordum fan[d]t Sted ved hin falsterske Eskilstrups Skoles lange Vakanse, ei længer existerer. - Da Jeg i Politivennen No 299 og 300 1 anmærkde hin Synderlighed, anseer Jeg det for Pligt at bekjendtgjøre dens Hævelse. Jeg har Grund til at tro, det især bør tilskrives S. T. HEr Biskop Birchs saare agtværdige Virksomhed. -

✂ Ovenstaaende var bestemt til Indrykkelse i Politivennen, men forandredes saaledes ved Renskrivningen: -

✂ I Politivennen - No 299 og 300 d: A: - søgte Undertegnede at vække Opmærksomhed paa det Slør, der hindrede ethvert uindviet Øie fra at skue de Grunde, der bevirkede hin falsterske-Eskilstrups-Skoles mangeaarige Vakanse. - Han anser det for Pligt - ligesom Muligheden meget glæder ham - at anmærke hin Underlighed som et Noget, der har existeret - Eskilstrup har - til alle Vedkommendes Ære - faaet en Skolelærer, og Anmelderen har Grund til at tro, S. T. HEr Biskop Birchs saare agtværdige Virksomhed ei har bidraget lidet hertil.

N. F. S. Gr.

✂

✂ Blandt de islandske Digte, som Gr. anfører, efter Fin Johnsens Kirkehistorie, er der en Bøn til Jomfru Marie , der i Gr.s Oversættelse slutter med Ordene: »bank Sønnen, naar han ei vil lystre!« - Hertil anmærkes under den 23 Juni :

✂ Vi le af, Vi undres over, Vi harmes ved slige uværdige Begreber. Vi trække medynksom paa Skuldrene ved at erindre, det var Dyr af samme Art som Vi, der nærede slige; men ei maa Vi her glemme, at selve Treenighedslæren, denne Dumhedens og Rigorismens Udklækkelse, Aritmetikens Karrikatur og al sund Fornufts Antipode, at denne, høilovlig Ihukommelse, meget konsekvent ledte til slige Begreber; thi naar den Enfoldige maatte tro, at Verdens Skaber fødtes af en Skabning, oprørte sig dog hans praktiske lovgivende Fornuft mod den Tanke, at Gud, Retfærdigheds Kilde, der selv bød - ved Naturens klare Stemme - Børn ære og lyde dem, som gav dem Livet, og satte dem i Stand til at nyde det, at han selv skulde overtræde denne helligste af alle Pligter. - Altsaa, ville Vi tro Treenighed, maa Vi ogsaa tro Firenighed, eller sætte Maria i den Helligaands Sted, hvis personlige Existents desuden er saare problematisk.

✂ Ved denne Leilighed maa Jeg anmærke, at skjønt Jeg ei troer, Jesus var Gud, saasom det forekommer mig urimeligt, veecl Jeg *1 skal være: 301, se ovenfor S. 36-37. 62 dog ei, hvad Jeg skal antage ham for, thi simpel Menneske synes han ei at have været, men snarere Idealet af det fuldkomne Menneske. Hvad Navn tør man give det? Intet, thi Immoralitet maatte netop høre ligesaameget og ligesaalidet til hans Natur som til vor, ellers var hans Dyd et Fantom, og i andre Regioner maatte man søge hans Efterlignere, ei paa vor Jord. -

✂

✂ Den 26 Juni indeholder Dagbogen en Overvejelse over Teksten: » Der gives intet nyt under Solen «, med Hensyn paa Originalitet. - Den 27 Juni optegner Gr., hvor Alfs Saga, Sagan af Gunlaug Ormstunga m. fl. Sagaer findes oversatte. - Den 1 Juli anføres nogle islandske Personalia, hvorefter der fortsættes:

✂ Jeg forefandt ved min Hjemkomst fra Falster, der Jeg var fra 25de til 30te Juni, begge m og exclusive, - et Brev fra Skovgaard, hvis vigtigste var: 1) At Jomsvikinga Sagas latinske Oversættelse ved Arngrim Jonson aldrig er trykt, samt at det eneste haandskrevne Exempiar, der end er tilovers - burde vel hede, om hvilket man har Kundskab - findes i Nasjonalbiblioteket i Paris. - 2) Temmelig fuldstændig Efterretning om Jomsvikingerne findes i Olav Trygvasons Saga, udgivet af Thordur Thorlaksen i Skalholt paa islandsk. - 3) At Suhm skal have feilet ved at angive Isefjorden som Stedet, hvor Harald Blaatan blev skudt, det Skougaard vil, skal være skeet paa Bornholm, beraabende sig paa Torfasens Trifolium, Jomsvikinga og O: T:s Saga i Flateiar Bok, Saxo 10de Bog. Saa vil han og, at Suhm har ladet sig forlede af en Skriverfeil i Knytlingasagas 4de Kapitel, hvor der staar Isafjordi for eirri fjordi. - Hvorvidt dette forholder sig saa, veed Jeg ikke. Saavidt muligt skal Jeg undersøge det for min Palnatokes Skyld, skjønt en saadan Fortælling rigtig nok ei er Stedet for historisk Kritik. - 4) Han beder sine Subskribentere - som Svar paa mit Spørgsmaal - at bie til Hundedagene, da de kan vente hans Verk. - Morsomt nok! - Ei veed Jeg, om han anser det for Middel til at befordre eller forebygge Galskab. - 5) Han fortæller mig, man har en ditmarsk Historie af en Bolthia i 4 Tomer, men han kjender den ei. - Dette var nemlig Svar paa mit Spørgsmaal, om en saadan var til. - Monrad er i Kjøbenhavn. - 6) Det gejstlige og sagaiske Islandsk - fra samme Tid - skal være meget forskjelligt. - En net Trøst for Mig! - 7) Min Ulfhild er ei endnu afhændet, som gjør mig meget ondt, dels fordi Jeg ønskede at høre den bedømt, dels - 63 imellem os - fordi Jeg havde bestemt dens Honorarium til at ligge i Hovedstaden for i en Maaned og stoppe nogle Huller med. -

✂

✂ Fra den 2 Juli til 15 Juli læser Gr. bl. a. Ordinansen fra 1555 og gør Udtog af Gunlaugs Saga og Alfs Saga . - I Dagene 16 Juli-16 August har han intet skrevet i Dagbogen. Af det følgende ses, at han i Mellemtiden er rejst til København . - Den 17 August og følgende Dage skriver han Bemærkninger til Baggesens Labyrinth II Del og nævner af Dalins Vitterhets Arbeten 5 Bandet fra 44 - 63 »en kostelig Beskrivelse om en Runesten ved Drotningsholm« . - Natten mellem den 20 og 21 August oplever han et voldsomt Regnskyl. - Fra den 22-24 August findes ingen Optegnelser.

✂ 25 de August .
I Dag flyttede Jeg fra Pilestræde 110 hid i Hyskenstræde 38 og 39 til min Fætter Trøyel. - Jeg gjenkjender mig neppe selv. Jeg er fuld af Mismod, mine Sjels og Legems Kræfter synes at være hensvundne som ved Berøreisen af en undergjørende Talisman. Det mørkner, Jeg sidder ene. - Ene i tre øde Kamre, saa sad Jeg sjelden eller aldrig. Jeg sidder ved et Vindue, det vender mod Gaarden. Trindt omkring mig saares mit Blik af indgjærdende Mure; hvad skal Jeg kalde dem, rædslende Tegn paa Menneskets Hovmod, eller Bevis for, at Mennesket søger stedse at hæve sig blot ved fysisk Kraft. - Døden staar malet for mit Øye, men ak, ey svæver den i disse Øjeblike for mig som en mild Befrier fra Forgængelighedens Baand, nej, som en tilintetgjørende Knuser. - Mørket forbyder mit Øye at see, Forvirring min Hjerne at tænke, og Sting med følgende Ubehageligheder min Haand at skrive. -

✂ Jeg tændte Lys, men ingen af de skrækkende Billeder, der før maledes for min Indbildnings Evne, mit Jegs eneste virksomme Del, veg. De faa ny Styrke; Jeg tænker, - gyselige Tanke! - Hvad om Menneskets Tilvær er som Lysets? Jordboers Hoved udtænkte, hans Haand frembragte Lyset for ligesom at illudere Naturen, at udfylde Mørkets rædslende Tomhed, men det er kun et Middel, det lyser og svinder. Et andet træder i dets Plads, og selv maa det ile at vorde en Partikel af et andet Legeme. Hvad? om en høyere Aand saaledes frembragte Mennesket for at adsprede det kaotiske Mørke, for at udfylde Uexistentsens Tomhed, lod en Slægt bevæge sig og svinde efter den anden, uden at der paa hin Side dens synlige Ophør fremstraaler nogen ny Tilværelse, uden den usle bevidstløs at være et 64 andet Væsens mindste Del. Dog ney, det kan ikke være. Vi ønske jo stedse at give vore Frembringelser Varighed, især da, naar de kunne vidne om vor Kraft. Skulde Vi da ikke tro det samme om den Ophøyede, der frembragte os, og skulde det ey være ham ligesaalet ....? Atter hæver sig en Tvivl. Kan ikke det frembragte i sig selv indeholde sin Tilværs Grændse, og Frembringeren dog være mægtig nok til atter at byde andre ligeartede fremstaa, og desuden ......

✂ Nu kom nogle, som vilde besøge Trøyel; Jeg fik dem til at sludre ved en Pibe Tobak, og mine sorte Griller samt de i samme hjemmehavende Tvivl løbe bort. - Mit Selskab gik ogsaa bort, men nu fik Jeg Øye paa salig Horatses Værk, og det er en prægtig Medisin.

✂ I sin anden satyriske Bogs 1ste Stykke siger han 1 :

✂ Ne longum faciam; seu me tranqvilla senectus
Expectat, seu mors atris drcumvolat alis!
Dives, inops, Romæ, seu fors ita jusserit, exul,
Qvisquis erit vitæ, scribam, color....

✂ Dette kunde efter mine ringe Tanker af mig gives saalunde:

✂ Hvad enten Jeg et Sekel skal
Paa denne Jord omtrave,
Hvad heller mig i Morgen skal
En Doktor død kurere,
Hvad enten Jeg en fattig Lus
- Som nu - skal ende, eller
Jeg som en stenrig Matador
skal le ad hele Verden,
Om Livets Slagmark nok saa tit
Vil vexle sine Farver,
Saa veed Jeg dog een Ting, Jeg vil,
For stedse Jeg vil - skrive.

✂ Hvor lidet Jeg i alle andre Henseender end ligner Flakkus, hvorlidet han maaske endog ønsker at dele Tanker med mig, og hvor dumt end Naturen kan have handlet i at give mig Skrivelyst, kan Jeg dog ikke andet, end - naar Jeg skal skrifte - rent ud tilstaa, at det gaaer mig som Horats: Jeg maa skrive eller ikke leve. -

*1 Horatses Satirer II. 1. 57-60. 65

✂ O! Hvis Jeg kun var saa klog stedse at skrive blot for mig selv, saa maaske Jeg kende fortjene lige saamegen Tak af Verden derved, som Horats ved at bekjendtgjøre sine Skrifter. Men ak, Jeg er - mellem os sagt - saa dom, at Jeg troer, fordi mine Manuskripter nu ere voxede til en saadan Dynge, at Jeg ey godt kan rumme dem, maa Publikum ogsaa være tilfreds med at lette mig Byrden og give nogle af dem Plads. - Og alvorlig, hvad skal Jeg gjøre ved dem? Brænde dem? ja det er snart baade sagt og gjort, men om Jeg maa spørge, er det Ret? Naar et Menneske havde baade sin Tid og sine Penge personifiserede, maatte han da ikke være gal, om han brændte dem? og netop det gjorde Jeg ved at brænde mine Manuskripter. - Altsaa, det Raad duer ikke. Sælge dem i en Urtebod? Bruge dem til et vist Brug? Men hvad var vundet derved? Det er jo netop det samme, som naar Jeg lader dem trykke, og Ingen vil nægte mig, at Trykpapir er mere anvendelig til hine Ting end Skrivpapir. Altsaa, Jeg bør lade dem trykke. - Rigtig nok kommer der en lille Indvending, den nemlig, at Jeg stjæler Publikums Penge; men for det første nægter Jeg Faktum, saasom Jeg har i Sinde at akkordere med en Boghandler; men om man vil sige, Sagen bliver dog den samme, da Jeg bliver ved at være causa prima 1 , da spørger Jeg: Var det ikke got, om de Penge, en Mand har tilovers, kom til en anden, der behøver dem? Du svarer Jo. - Ha ha, der fangede Jeg Dig, min kjære Ven, og Du slipper ei løs, før Du kjøber et Exemplar af min .....

✂

✂ Her mangler et Ark af Dagbogen. - De følgende to Ark er skrevne i Udby den 4-11 Oktober 1804 . De indeholder bl. a. kritiske Bemærkninger til »Stefanii Tredie Kristians Historie« og »Et Par Ord af og om første Delen af Skougaards Bornholms Beskrivelse« , hvoraf Slutningen mangler. Af Resten af Dagbogen for 1804 er kun nedenstaaende Tilbageblik fra Aarets sidste Dag bevaret. Det er skrevet i Torkildstrups Præstegaard .

✂

✂ 31 te Desember.
Atter et Aar endt, og end, fristes Jeg til at sige, finder Jeg Mig staaende paa samme Punkt, som da dets fjortende Morgen gryede 2 . - Alt nærmer sig Midnattens Time, og her i Aftenens *1 dvs. første Aarsag. *2 Da Dagbogsoptegnelserne fra Januar 1804 ikke findes mere, lader det sig ikke oplyse, hvorfor Gr. her særlig fremhæver den 14 Jan. Maaske stammer Aarets første Optegnelse fra den Dag.66 Stille ved Jeg intet bedre end at gjennemløbe i Tanken de sidste halvfjerdehundrede Dage. -

✂ Ved Aarets Begyndelse var Jeg ogsaa i Torkilstrup og forlod kun Falster paa faa - men alt for idfulde Dage for at tilbringe det øvrige af Vintren her. - Jeg blev her indtil i April, og i denne lange Tid udrettede Jeg egentlig intet, som tydelig nok fremlyser af min Dagbog, hvis Blade Jeg nu harmende vender, men søger næsten ganske forgjeves andet end dem som Bevis for, at Jeg ey bortsov baade Dag og Nat. - Dog aldeles unyttigt kan Jeg ey kalde mit Ophold her. - Blant meget Slet læste Jeg dog noget Godt, og - om Jeg tør kalde det en Vinding - mine Manerer bleve den finere Verdens lidet mindre ulige, end de forhen vare. -

✂ I April reyste Jeg til Udby, og, Jeg skammer Mig ved, ey at tilstaae det, men ved at erkjende det for Sandhed - kjedede Mig hos mine gode Forældre; fordi her ey fandtes det mindste af hin Adspredelse, hin muntre Konversasjon og tiddræbende Morskab, Jeg var bleven vant til. - Dog - for ey at gjøre Mig selv Uret - en Ting, man sjelden fristes til, og som Jeg efter Kjenderes Dom skal være alt for utilbøyelig til, - mere end fjorten Dage vare ey henrundne, før Jeg fandt Mig selv igjen.- Jeg bluedes ved at have bortødslet en Tid, der maaske udgjør en saare betydelig Del af mit Jordliv, og tog glad fat paa alvorlige Sysler. -

✂ Fædrelandets Historie var stedse min Kjephest, naar ikke Pligtforretninger hindrede eller Adspredelser bedøvede Mig. Med lokkende Stemme kaldte den Mig atter, og Knud - den saakaldte - Store blev Gjenstanden for min ivrige Opmærksomhed. Jeg harmedes over at se denne feyge Usling, der lagde Grunden til mit Fødelands Trældom, og besmittede sit daglige Liv ved nedrige Grusomheder, prange med et Navn, som burde bevares til Hine Faa, der søgte at handle ham modsat. - Egentlig var Planen til dette Arbeyde undfangen paa Falster, men det gik dermed som med flere sammesteds skete Undfangelser, for Ledighed havde Jeg ey Tid til engang ret at begynde paa dens Udførelse.

✂ Saavidt mine Evner og saare indskrænkede Hjelpemidler tillode, arbeyde[de] Jeg fort, men indsaae snart, mit Arbeyde slet intet Værd kunde erholde, hvis Jeg ikke nogen Tid opholdt Mig i Hovedstaden, og - denne Tanke skrækkedes Jeg for og lod staae dybt i Baggrunden - lærte vor Oldtids Tungemaal.

✂ Nu lagde Jeg Afhandlingen om Knud tilside, og skrev en 67 Fortælling om Palnatoke, medens Jeg af min Faders Bogsamling udpillede til Læsning alt, hvad som vedrørte Nordens Historie, og til Vederkvægelse læste noget af den lunefulde Holberg. -

✂ Medens Jeg imidlertid begyndte og fortsatte flere historiske Fortællinger, glemte Jeg ikke Brevvexel med min fleraarige Ven, nordisk Histories grundige Dyrker, Peder Nikolay Skougaard, hvem en umild Skjebne eller en ubillig Anvendelse af en barbarisk Trykkelov nu synes at ville berøve Dannemark, just i det Øyeblik, Han agtede at vise sit Fædreland, hvad Han kunde blive. - I et af mine Breve gjorde Jeg ham Regnskab for mine datidige Beskjæftigelser, og Han anmærkede blant andet, at min Fortælling Palnatoke vilde vinde meget, hvis Jeg først læste Jomsvikinga Saga. - Atter - tænkte Jeg vranten - viser sig her det Islandske Sprog paa min Vey som en fiendtlig Genius, og blev saare glad, da Jeg, i Holbergs Dannemarks og Norges Staat, saae en latinsk Oversættelse af bemeldte Saga siteret. - Jeg læste og benyttede den alt i Aanden, da et nyt Brev fra min Ven gandske kuldkastede mit Haab, thi Han forsikkrede Mig, at om end en saadan havde existeret, - som den virkelig har, forfattet af den lærde Arngrim Jonsen, - fandtes den dog ey i Kjøbenhavns offentlige Bogsamlinger og neppe nogensteds. -

✂ Nu var Jeg lige nær. Ønsket at lære Islandsk fyldte min hele Sjel, men denne var udygtig til at udklække en Tanke selv om Muligheden af at blive bekjendt med eet hint Sprogs Ord i Sydsjellands Landsby.

✂ Ved et Tilfælde fik Jeg at vide, min Fader eyede Fin Johnsens islandske Kirkehistorie, og flux opførte Jeg en skjøn Bygning paa den Mig ukjendte Grund. Det var om Aftenen, Jeg gjorde hin - som det syntes Mig - saare vigtige Opdagelse; Natten var fuld af Drømme om min Sproglæren, og neppe kunde Jeg oppebie Morgenen for at skue det skjønne Klenod. - Men hvor blev Jeg langnæset ved at se, dels, at hvad her fandtes af Sagaernes Sprog - thi Noget gandske Andet er trettende og følgende Sekels eklesiastiske Islandsk - var saare lidet, og dels, at ved disse Stumpers Oversættelse var Meningen vel udtrykt, men Ordene ey overførte tydelig, en Ting, der var saare naturligt, da salig Fin vist aldrig drømte om, det vilde falde nogen ind at lære hans Modersmaal af denne hans Bog. -

✂ Næsten mistvivlede Jeg om at gjøre end det ringeste Udbytte, men Enthusiasmen, som besjelede mig, var alt for ny til, at den saa flux lod sig nedstemme, og mine Planer for mange og 68 bestemte til, at Jeg skulde kunne taale at se dem omkastede ved et Stød, naar det var Mig muligt at kjæmpe for deres Opretholdelse. - Med en Taalmodighed, Jeg ey før kjendte, og som Jeg neppe giver flere Prøver paa, optegnede Jeg nu i alfabetisk Orden hvert forekommende islandsk Ord, og vedføjede det danske, Jeg troede dertil svarede. At Jeg her ofte tog Feyl, og maatte flere gange give(t) et Ord nyt Navn, var en nødvendig Følge saavel af Oversættelsen, som af de flere hinanden næsten ophævende Bemærkelser, et og samme Ord kan have. - Ved nogle Ugers Flid kom Jeg saavidt, som det paa denne Maade var muligt, hvilket just ikke vil sige meget. -

✂ Nu reyste Jeg til Hovedstaden. Min Plan var at exserpere alt, hvad der angik min Afhandling om Knud, siden paa Landet at fuldføre den, og derpaa at indgive den som en Disputats pro summis in philosophia honoribus 1 .

✂ Dersom Nogen læste dette, vilde Han uden Tvivl finde sig beføyet til at udraabe: risum teneatis amici!2 ifald Han selv kunde bare sig, og anse Mig for en titellysten Nar, men deri gjorde Han Mig dog virkelig. Uret. - Ikke var det her Titelen, som blændede mit Øye, ney, det var min Higen efter videnskabelig Dannelse, som udkastede denne min Plan. - Min simple Slutningskjæde var følgende: Bliver Du først Doktor i Filosofien, da vil den almindelige Hob, der stedse dvæler ved Navne og Tingenes Yderside, betragte Dig med mindre foragtelige Blik, og Du vil da maaske naae den Lykke, Du hidtil forgjeves beylede til, ved Timekondisjoner at sættes i Stand til at opholde Dig i Hovedstaden og studere videre i Oldtids Krøniker, lære de levende Sprog, og faae Kjendskab til flere Nasjoners Sjeniværker. - Om denne Plan var grundet paa negativ eller positiv Menneskekundskab, derover er Jeg ey kompetent Dommer. - Men nok om min forfeylede Plan, der gik i Lyset som alle de, Jeg hidtil skabte Mig! og noget om min Handlen. -

✂ Saasnart Jeg kom til Kbhvn, begyndte Jeg paa at udføre mit Forehavende, men snart overbevistes Jeg om, at der udfordredes et meget længere Ophold, ja vel ogsaa en god Del flere Forkundskaber, hvis Jeg skulde kunne give min knudske Afhandling noget Værd som litterær Produkt. - Jeg opgav da denne Grille, og søgte gjennem Professor Bang at skaffe Mig Timekondisjoner, ligesom Jeg indgav en Ansøgning om Plads paa *1 dvs. for Doktorgraden i Filosofi. *2 dvs. lad være at le, mine Venner! 69 Borkens Kollegium. - Begge Dele sloge Feyl. Det første, Jeg ved ikke selv hvorfor? og det andet, fordi Jeg kun var erkjendt haud illaud , ved den filosofiske Examens filologiske Prøve, en Brøde - om det var nogen - Jeg troede afsonet ved min Embedsexamens heldige Udfald. -

✂ Vel nedsloge disse Bestræbelsers Udfald mit Mod, men dog var Jeg ikke uvirksom. Jeg henvendte nu hele min Hu paa det islandske Sprog og de i samme forfattede Skrifter. Først læste Jeg Sagan af Gunlaug etc som den bedst oversatte, Vi - efter min Tanker - eye, derpaa den saare slet oversatte Orkninga Saga , hvor Jeg fandt god Leylighed at nytte det lidet, Jeg (havde) af islandsk havde lært, idet Jeg af den exserperede Røgnvald Jarls og Sven Asleyfasøns Begivenheder. -

✂ Gjerne vilde Jeg læst Jomsvikinga Saga, men da den kun existerer haandskreven, og Jeg ey havde Tid til at lære de i Manuskripterne brugelige Forkortningsfigurer, og blive bekjendt med Skriften, lod Jeg det Forsæt fare, da Skougaard gjorde Mig opmærksom paa, at hvad Jeg ønskede at vide af samme, ogsaa fandtes i den skalholtske Udgave af Olaf Trygvasens Saga. I denne, som ingen Oversættelse har, fik Jeg god Leylighed at øve Mig, og nu fattede Jeg det forvovne Forsæt hel at exserpere - det er, halv at oversætte - den af min Ven meget roste Njals Saga. - Jeg gjorde det, saa godt Jeg kunde, og exserperede tillige Thorsten Vikingsens Saga.

✂ End gjorde Jeg mig lidet bekjendt med den svenske skjønne Litteratur, og reyste hjem efter to Maaneders Væren i Hovedstaden. -

✂ Nu begyndte Jeg for Alvor at fortælle, omstøbte Palnatoke, skrev Thorstens, Røgnvalds og Svens Historier. -

✂ I Oktober fik Jeg Brev fra min uegennyttige Ven, den godhjertede Galning - forresten min Fætter - Jakob Thomas Trojel, hvori Han meldte, at en Kondisjon paa Falster stod Mig aaben, naar Jeg vilde gjøre en Reyse til Hovedstaden. - Glad samtykkede Jeg og reyste. Ved min Ankomst fandt Jeg, at den mig hartad ganske ubekjendte Edsberg havde skaffet mig Løfte om en Kondisjon, men tillige erfor Jeg uden at frydes, at den, langt fra at være paa Falster, ey engang var i Lolland - som Jeg formodede - men paa Langeland, langt fra ey blot Byen, men alt, hvad Mig af Mennesker kjært er. -

✂ Hvorlidet Jeg altsaa yndede denne Sagens Vending, besluttede Jeg dog - tvungen af Nødvendigheden - at modtage et Tilbud, der, om det end forstyrrede alle mine Planer og rimelig 70 ødelagde min Munterhed, dog satte Mig i Stand til at leve Alle utrængt, og betale den Gjeld, Jeg havde været nød til at paadrage Mig.

✂ Da Jeg kom til Generaladjudant Lindholm - der, som Svoger med min vordende Prinsipal, skulde sanktsjonere min Antagelse -, gjorde hans Frue mig det mig underlige Spørgsmaal, om Jeg kunde fransk, da hendes Syster meget ønskede det. - Jeg havde nøye hos Pastor Brorson, som var Lindholms Fuldmægtig i denne Sag, erkyndiget Mig om, hvad der fordredes, og in specie om man æskede noget levende Sprog. - Jeg sagde ney, og da mente Lindholm, det var bedst at skrive først til Kapitayn Leth, - saa heder min langelandske Husbonde, og høre, om Jeg som ufransk kunde antages. - Vred over saaledes at tages ved Næsen glemte Jeg min Undseelse, og, givende dem at betænke, Jeg paa HEr Brorsons Rekvisisjon, som udelukte de levende Sprog, havde reyst tolv Mile, erklærede Jeg [at Jeg] maatte have bestemt Svar, samt lagde til, det ey var Mig ligegyldigt, hvorledes samme lød, med mindre Jeg i Afslags Tilfælde fik Godtgjørelse for min Reyse. -

✂ Nu antoges Jeg med 150 Rdrs aarlig Løn, og da Man nu underrettede Mig om, at min ny Elev ey engang havde lært de allerførste Elementer, kunde Jeg med Hensyn paa det Forrige ey bare Mig for at anmærke, Han dog vel altsaa maatte lære Modersmaalet, før Han kunde modtage Undervisning i andre levende Sprog. -

✂ Fjorten Dage blev Jeg dennesinde i Hovedstaden, og anvendte dem til at berigtige, hvad Jeg af Sommerens Haandskrifter havde [funde]t ulæseligt, og at læse Bjørners Kämpadater, samt det saare interessante periodiske Skrift Bragur . -

✂ Fjorten Dage blev Jeg i Udby, og reyste derfra til Falster, for igjennem Lolland at tage Veyen til Langeland først i Desember. Jeg prøvede det men maatte vende med uforrettet Sag tilbage, og manglende Penge nødtes Jeg til at blive, hvor Jeg var, indtil min Prinsipal-hvem Jeg herom havde underrettet-svarede. - Fortællingen om Thorsten Vikingson omstøbte og omskrev Jeg. Dermed endtes da 1804 es Handling, det litterære betreffende, men saare meget fandtes end i Aarets sidste Maaned. -

✂ Allerede i Foraaret interesserede L: B: Mig, men dog ey i den Grad, at Interessen kunde belægges med andet end sit eget Navn. - Da Jeg sidst i November kom til Falster, fandt Jeg hende omtrent, som Jeg forlod hende. Ved enkelte Smaating syntes Hun at vise, Jeg ey var hende ligegyldig, men hendes Undseelse gjorde, at Hun aldrig lod Mig mere end ahne det. -

71

✂ Kun da Jeg d: 4de Desbr var i G., syntes det, som en vis Sørgmod beskyggede hendes skjønne Ansigt, og Jeg var stolt nok til at troe, min Afreyse, som skulde gaae for sig næste Dag, anledigede samme. - Da Jeg kom tilbage fra min Donkisjotske Reyse, var Hun glad. - Selv er Jeg nu kommen saavidt - det være nu ved oftere Beskuelse, og mere Omgang, eller ved stændig Tænken -, at Jeg selv ved hendes Side kan tænke Mig lykkelig endog ved Armod, naar den ey blev alt for trykkende.-

✂ Saaledes tænker Jeg nemlig i mine roligere Timer. - I mine roligste derimod synes det Mig splittergalt at forlove sig med en fattig Pige i min Alder og med mine Udsigter. - Jeg er i mit 22vende Aar. Jeg vil endog antage, Jeg er saa lykkelig at faae Embed i mit 26vende Aar, men da kan Jeg antage med Sikkerhed, at Embedet ey indbringer mere end 2 a 300 Rdr. - Intet er rimeligere end, at Jeg da giftede Mig, thi naar Man har været forlovet i 4 Aar og nægtet sig Sandselighedens Tilfredsstillelse, lod det sig allerede heraf forklare, at man ønskede at komme i Brudeseng, skjønt der end gaves mange fornuftigere Aarsager til Forbindelse. Hvad blev nu Følgen? I de fire a fem Aar, Jeg maatte sidde i et saadant Kald, vilde Jeg ventelig komme i en saadan Gjeld, at Næringssorger bleve mit hele øvrige Livs Lod.-

✂ Men naar Jeg er hos hende, O! da hænger mit Øye saa fast paa hende, da banker mit Hjerte af Frygt, Hun skal unddrage Mig sin Beskuelse, og naar Hun da stundum hæver sit skjønne Øye, naar det huldt og kjærlighedsfuldt møder mit, og ligesom afæsker Mig en Erklæring over min gaadefulde Opførsel, da glemmer Jeg Udsigter og alt. Da kunde Jeg i Følelse af den mest berusende Fryd slutte hende i mine Arme og sige af mit Hjertes Fylde: Jeg elsker Dig, hulde Pige! Vær min, og Jeg er lykkelig! -

✂ Saaledes kjæmpe mit Hoved og mit Hjerte, og i Sandhed, det sidstes Udtalelser ere bedøvende, men dog troer Jeg det muligt at lade Fornuften seyre, dersom den ikke selv som Moralitetens Talsmand ved Stridens Ende gik over paa Hjertets Side, og da føler Jeg Mig tvungen til at lyde Hjertets Stemme, som var dens Bud en af Naturens evige og nødvendige Love. - Jeg har Grund til at troe, Jeg har gjort Indtryk paa hende, og min Bevidsthed siger Mig, at Jeg alt længe arbeydede derpaa uden Lyst at tænke Maalet for min Stræben. - Nu nytter det ey at anklage Mig selv for Ufornuft, thi fordi Jeg var daarlig nok til at smigre min Forfængelighed med en skjøn Piges Yndest, 72 saalænge til ey blot Jeg selv, men ogsaa Hun følte sig saaret af Elskovs Pile, derfor bør Jeg ey sætte hendes Fremtids Rolighed og Lykke paa Spil, da Jeg dog har Udsigt til at skaffe hende et nøysomt Udkomme ved min Side. -

✂ Jeg anser det derfor som min Pligt ved allerførste Leylighed at bede om hendes Kjærlighed. - Skjænker eller tilstaaer Hun at have skjænket Mig den, da bør Jeg vende min Hu til at gjøre Følgerne af min Daarlighed saa lidet smertende som muligt. Har Jeg derimod taget Feyl, elsker Hun Mig ikke, da være Afslagets Haan, og ubønhørt Kjærligheds Smerte, min velfortjente Straf, fordi Jeg - uelskende - gjorde Skridt, der kunde formindsket en god Piges Lykke, hvis Hun ej havde været klogere end Jeg. - Har Jeg rigtig tolket hendes Forhold i Gaar, tør Jeg neppe vente det sidste, og i Sandhed, Jeg ønsker det ey heller, hvormeget end min kolde Fornuft tilraader det. - Uden Tvivl vil næste Aars første Uge opklare Tingen. Jeg maae ile, thi mere end Januars første Halvdel bliver Jeg neppe paa Falster. -

✂

✂ Ney med carminibus i poetarum Tal
at fange locum Jeg ey efterstræbe skal.
Hans Michelsen.

✂ Apol! din uheldige Dyrker tilgiv,
At end Han sig vover i Musernes Tempel,
Ey søger Han Glimmer ved spillende Vid,
Ey troer den Svage at kunne fortjene
En Rang som de høyere Følelsers Skald;
Ney ikkun Han beder om styrkende Kraft
Til Nutidens Tankers og Følelsers Tolken;
O styr da hans svage uøvede Haand!
At op fra hans Harpes de dirrende Strenge
Sig ikke skal hæve misklingende Lyd. -

✂ Du store alvældige Verdeners Gud,
Jeg takkende knæler for Høyhedens Trone,
Jeg priser din Godhed - -

Resten af Siden er blank.

✂

Januar 2

✂ DETTE Aar vorde rigere paa Daad og fattigere paa Feyl end det forbigangne!

✂ De Dele af Dagbogen indtil 14 Februar 1805 , som endnu findes, indeholder Bemærkninger ved Læsningen af Charis for 1805, Kornelius Ham forts Udtalelser om den danske Adel, den rette Stavemaade af Fremmedord, Uddrag af Foersoms Nytaarsgave for Skuespilyndere 1805, Florians Fabler , oversat af Rahbek 1798, og Gravskrifter paa Sobradises Kirkegaard af J. Baggesen.

✂ 75 Resten af Siden er blank. - Paa et nyt Ark findes, under Marts VIII, IX og X , nogle Uddrag af Volffs Sjurnal om Dante og Tasso .
Herefter mangler 92 Sider af Dagbogen. -

✂

✂ Næste Optegnelse, som er bevaret, danner Slutningen af Grs Overvejelser paa sin Fødselsdag, den 8 September 1805 , da han havde været et halvt Aar som Huslærer paa Egeløkke .

Her mangler nogle Blade af Dagbogen.

✂ Resten af Siden er blank.

✂

Tillæg .

✂ Medens Gr. tidligere havde brugt sine Dagbøger til deri at indføre Referat og Kritik af de Bøger, han læste, indrettede han sig i Sommeren 1805 et særligt Hefte til saadanne litterære Optegnelser og gav det følgende Titel og Forord:
Udtogs Bog
[Her er tegnet en Figur, der maaske kan tydes som et GR .]

De følgende Blade er udrevne. - Udtogsbogen fortsættes ind i 1806 og indeholder bl. a. en Række Oversættelser af islandske Vers.

✂

✂ DE 11 første Blade af denne Dagbog findes ikke mere. Men i et bidtil utrykt selvbiografisk Brudstykke fra 1815 har Grundtvig afskrevet følgende Sider af dem » fra Begyndelsen af 1806 , den første Gang Christus nævnes«, for at vise sit daværende Standpunkt overfor Kristendommen. - Retskrivningen er den, som han i 1813 optog i Steden for den radikale, han fulgte i sin første Ungdom.

✂

✂ »Min Aand er oplyst nok til at fatte Dydens høieste Princip, min Forstand lader sig villig overtyde om, at den moralske Lovgivning har sin forbindende Kraft i sig selv. Men hvorfra henter jeg Kraft til at udføre dens Bud, Kvægelse, naar jeg mattes i Kampen? Det er, som jeg stod mellem Klipper og Afgrunde, en tordnende Stemme byder mig klavre op ad de næsten vandrette Sider paa den nøgne Fjeld, hvis Top er skjult for mit Øie. Skulde det ei her være mig tilladt at skue med Velbehag det Billede af Bjergtoppens smilende Egne, en blid Fører viser (viser) mig? Skulde det ei være mig tilladt af hans Haand at modtage en kvægende Drik, der kan styrke mig paa den møisomme Vei?

✂ Vel sandt, min Fortjeneste vorder mindre , end da, naar jeg besteg Klippen uden fremmed Hjelp, uden Haab om en skiønnere Standpunkt, men var det ei langt rimeligere , 95 at min Fod vilde glide ved det første eller andet Skridt paa den bradte Vei, og jeg nedhvirvles i Afgrunden?

✂ Jo, takket være Jesu skiønne Lære, ofte fornyede den mit Mod i Fortvivlelsens Stund, og trøstede mig i Nødens Time, ofte skal endnu min Aand og mit Hjerte, naar hin bliver dorsk og dette koldt i Verdensvrimlen, ofte skulle de da oplives og opvarmes af hin lyse Sols glandsfulde Straaler, der sprede saa blid en Varme trindt sig.

✂ Den frydfulde Tanke, jeg skal leve, naar jeg døer, den skal være min kraftige Trøst i alle de Rystelser, som forestaa.

✂ Henrykkes og begeistres jeg ved det svage Billede, min Indbildningskraft skaber af Evighedens uvisnelige Blomster, skulde jeg da gyse for Gangen giennem den tomme Ørk, som leder mig did? Skulde jeg vende mig hen til mere lokkende Egne, men som snart tabe sig i et end skrækkeligere Øde? Nei, jeg vil taale, vil sværge Lasten Had og lade Herren raade. Sikkert vil Han, som ene kan, læge min dybe Vunde«.

✂ De første bevarede Blade af selve Dagbogen indeholder en Optegnelse fra 6 Mai 1806 , hvis Begyndelse mangler.

✂

✂ [ Maj 6 te]
..... Dog hvad kalder Jeg at reddes? Er det at komme tilbage til Hverdagslivet, lade Ærgerrighed eller en anden uædlere Lidenskab træde frem og fortrænge den, der nu omfatter og behersker Mig? Saa er det vel, ja Jeg stræber endog stundum at oplue min Ærgerrighed, at indbilde Mig, min Kærlighed kun bør ansees som et Redskab i dennes Haand, brugt til at udvikle mine Kræfter. - Det er Mig saameget lettere at komme øjebliklig did, som Begærlighed efter Ros og Ære forhen styrede Mig og en stor Del af mine Handlinger. -

✂ Men kan Jeg ønske nogensinde atter at blive, hvad Jeg var? Kan Jeg indbilde Mig, Kærligheden blot hævede Mig, for at Jeg skulde falde ned paa den forrige Punkt, med flere Fordringer? Maatte Jeg ikke vedblive at være Mig selv fremmed, for at holdes i den Tro, at min Natur, der engang abnede de højeste Nydelser, nu kunde tilfredstilles ved de laveste, mest indskrænkede, for at kunne prale med hin Ahnelse, der just derved forsvinder, da dens Væsen er Vemod?

✂ Nej, Jeg kan ikke virkelig ønske en saadan Helbredelse, hvor 96 ofte Jeg end i Utaalmodighed ønsker den. - Mit eneste Ønske er Umulighed, det, i fuld Besiddelse at eje, eller rettere fuldkommen at ejes af, identifiseres med et Væsen, i hvilket min Ahnelse opløste sig. - Men Jeg Daare! Selv under de dristigste Forudsætteiser er dette utænkeligt. -

✂ Elskedes Jeg end af Tryllerinden, laa Jeg end ved hendes hede Barm, indlulles kunde Jeg da i vellystig Slummer, drømme kunde Jeg da de saligste Drømme; men de ville svinde, svinde hastig som den ilende Sols Billede fra det omsvømmende Vand. - Hun - Jeg føler det - er ikke Genstanden for min Ahnelse, men kun dens Udtryk, dens i sig vilkaarlige, men for Mig uvilkaarlige Billede. - Min Ahnelse vaagnede først med min Følelse, og derfor sammenknyttede begges Genstænder sig uden dog at blive eet. Dunkelt kan Jeg skelne mellem dem, men aldrig adskille dem. -

✂ Saaledes opløser sig da frivillig for mit Øje det Problem: »Kan Man elske uden eengang?« Svaret vorder dobbelt. Er og bliver Kærligheden hos Individet blot jordisk, er den, selv i Kulminasjonspunktet, kun et Foster af endelig Trang, da kan den ogsaa vende tilbage under forandret Form. Men er den enten Produktet af en Ahnelse om højere Væren, der skuffet af enkelte Træk troer at have fundet sit hele, eller den i sin spædeste Alder vækker hin, i det nogle af Genstandens Træk pege hen paa noget Højere, da er den een og kun een; thi Individet kan kun ahne et udelt Helt, og dette Hele lader sig for ham kun repræsentere ved een endelig Form. -

✂ Men hvor er da den Havn, Jeg vil ikke sige, som Jeg kan naa, men som Jeg kan attraa, hvis fjerne Syn kan sysselsætte mine Kræfter og skænke dem kraftydende Nydelse?

✂ Min Ahnelse tør Jeg ikke glemme; thi da nedsank Jeg for Mig selv til et Intet; vedblive at hæfte den paa hin jordiske Genstand kan Jeg ikke, uden at nedbryde mit Væsen; overflytte den er mig umuligt. Eller er det maaske muligt? Kan Jeg maaske overflytte den, ikke paa nogen Anden, men paa Mig selv? Men da maatte Jeg først kunne skille den fra hin Genstand, der er for Mig dens Udtryk. Først maa Jeg da med dristig Haand hæve Sløret, der hviler over det Allerhelligste, hvorfra Ahnelsen udstrømmede, det Slør, for hvilket Jeg hidtil for gruende tilbage. Først da, naar Jeg bliver Mig det Ahnede bevidst, kan Jeg adskille det fra Hende, i hvem det saalænge ene er til for Mig, og min egen Aand bliver dets Udtryk.

✂ Kan [Jeg] bringe det saavidt, da er Jeg reddet; thi da er Jeg 97 hævet over den Lov, der byder Mennesket søge sine Problemers Løsning uden for sig, da har Jeg i Forbindelsen mellem mit Indre og det Højeste en Nydelse, der lader den endelige saameget længere bag sig, som den er stedse stigende mod Nærmeisen til hint Højeste, der staar som sidste Maal. - Dette og egenlig kun dette er Menneskets værdige Maal, thi det er ikke som de andre, selv de ædleste, hvis Skin er skuffende, i det de, opnaaede, ej ere, hvad de syntes, men kun en ny Spore for vor Attraa, der efter paa dem at have ødslet sine Kræfter maa blive evig utilfredstillet. Det er mer, end det synes, det bugner af oversvømmende Fylde, thi aldrig naaet, udgyder det over Alle Nærmende stedse voksende Salighed. -

✂ Ej tør Jeg tiltro Mig den Svingkraft at kunne løfte Mig saaledes over Alt, at mit Liv i den højere Ide blev uafbrudt, bestandigt, men i dette Øjeblik skuer Jeg dog ned paa Hende som en fra Mig og min Trang ganske isoleret Skabning; Jeg ser Mig trindt om, ingen kan udfylde Hendes Plads, men Jeg fordrer ej dens Fylden. Heri er ingen Resignasjon, ingen Omtuskning af Lidenskab. Jorden ruller bort under Mig, Jeg svæver, hvor Jeg før stod, og hæves ved egen Kraft mod det vinkende Høje! - O, saadanne Øjeblikke skulle stedse formere sig, og styrke Mig skal deres Erindring, naar Jeg, blændet af udvortes Form, synker til Jorden og daarlig gør den til Vilkaar for min Trangs Opfyldelse. - Himmelske Tanke! Beruset, ej som den Drukne, men Oversalige, nærer Jeg Dig i min Barm. Renses skal det Endelige fra alt det Beskrænkede, eller falde sammen skal det med sit rene Urbillede. Anskuelsen skal ej længer være Erkendelsens Fjende, men den ahnede, aldrig anskuede og aldrig erkendte Harmoni skal forene Dem og Mig med dem i den evige Fryds sig selv udfyldende Navnløse. -

✂ 17 tende Juli.
Atter tav Jeg i tvende Maaneder, og mismodig griber Jeg Pennen, thi ej ere Resultaterne frydelige. -

✂ Kun svagt kan Jeg genkalde Mig den lykkelige Stemning, hvori Jeg sidst endte. - Hvorledes kunde Jeg ogsaa mer end øjebliklig fremtræde for Mig selv som Genstanden for min Ahnelse, Jeg, hvis Ydre og Indre søndrer sig selv i fortvarende Disharmoni! -

✂ Aldrig har min Lidenskab været heftigere, mere brændende og fortærende end siden det Øjeblik, Jeg troede Mig hævet over den. - Og kunde det være andet? Var det ikke den, Jeg 98 potenserede ved at gøre den identisk med min Ahnelse om det Højeste? ........

Fortsættelsen mangler.

✂

✂ Septbr 8 de
Atter saa Jeg Solen lue paa min Fødselsdag. Jeg havde ikke ventet det, ej heller var det mit Ønske, skønt dog en halv ublid Gysen gennemfor Mig, da Jeg i Aftes tænkte: hvad om Du ej skal skue den kommende Morgen?

✂

✂ Hvad skal Jeg svare Mig selv paa Spørgsmaalet: hvad er Resultatet af det Aar, der henrandt siden min forrige Byrdsdag? Hvad skal Jeg svare, uden det sørgelige, at min Lykke og Ulykke staa omtrent i samme Forhold til hinanden nu som da.

✂ Hvem tør sige, Mennesket er selv sin Skebnes Herre. Kæmpede Jeg ikke i mere end et Aar med al mit Indres Kraft, for at frigøre Mig for et Slaveri, Jeg selv erkendte for uværdigt? Og dog var al min Møje forgæves. Jeg elsker endnu med samme Ild og Dybde. Et Blik af Hende stemmer Mig endnu med Nødvendighed til Glæde eller Mismod, og stedse blive Følgerne de samme, Græmmelse, Kamp, øjebliklig Sejer, ny Underkastelse. -

✂ Ubegribeligt er det Mig, hvorledes mit, ikke stærke Legeme har kunnet gennemgaa disse Millioner Rysteiser uden at opløses, ja endog uden at bukke under en eneste Gang. Skulde ikke den Styrke være en Bebrejdelse for Mig, at Jeg har været svag nok til ikke ogsaa indvendig at sejre? Jo vist nok, og virkelig, Jeg maatte i den lange Tid, med min Sjels og mit Legems Sundhed, kunne have gjort Mig til Herre over min Lidenskab. Men, denne er saa nøje sammenknyttet til mit Ophold her, at Jeg ej kan tænke Mig dette uden hin. - Engang har Jeg derfor i dette Aar stræbt at bryde Lænken, som fængsler Mig hertil, men Følelse af min Forbindtlighed til at fortsætte det Værk, Jeg begyndte, indtil Jeg kan lægge det i Ens Haan[d], der baade kan og vil, slyngede den atter snart fastere omkring Mig.

✂ Men: Byder ikke Klogskab Mig at udrydde Lidenskaben, for at skaffe Mig et roligt Ophold? Vist nok, men hvad vilde det være for en Rolighed, Jeg da kom til at nyde? Mon ikke den samme, som Skipperen nyder, naar (naar) død Vindstille gør ham uvirksom? Mon Han ikke ønskede at ombytte den med 99 stærkere Luftning, om end da de vekslende Vinde stundum truede hans Skib med Undergang?

✂ Kunde Han derimod vælge mellem en stærkere omspringende, og en sagtere, staaende Vind, da var Valget ikke tvivlsomt. Men kan Jeg det?

✂ Naar min Kærlighed var undertrykt, da stod Jeg uden nogen Berørelsespunkt ved min Side, og Jeg maatte leve af Mig selv. Var her en Pige, Jeg, uden at elske, dog kunde slutte Mig til med Velbehag, da føler Jeg Kraft til at kunne dække den ulyksalige Ild, der raser i min Barm, saaledes at kun enkelte Gnister vilde stundum kunne fremkæmpe sig til hastig Død i den ubrændbare Luft, men saalænge det ikke kan ske, er det Mig umuligt at arbejde paa min Frihed med stadig Haand. Mine Kampe vare hidtil kun vilde Opbrusninger, overnaturlige Anspændelser af min hele Kraft, der efterlode en Slaphed og Svækkelse, som nødvendig maatte tilintetgøre den erhvervede Sejer.

✂ Men den Pige, der skulde kunne helbrede Mig, maatte med tækkeligt Udvortes forbinde Godhed og Aandsdannelse, om ikke i højere, saa dog ej heller i stort ringere Grad end min Herskerinde, paa det Sammenligningen, som var uundgaaelig, ej skulde forvandle Hende i mit Øje til et Intet. Hun maatte desuden have to Fortrin, hvorved Hun ubetinget vandt, Hun maatte være sædelig, og elske Mig. - Var dette sidste Tilfældet, da vilde Hun med mindre Fortrin, naar Aanden ej var den slettest udstyrede, snart vorde Mig dyrebaer, og vilde Hun, som Jeg evig tilbeder, da være menneskekærlig nok til, efterhaanden som hint Baand knyttedes, at opløse det, der fængsler Mig til Hende, saavidt det stod i Hendes Magt, da kunde Jeg endnu selv her, ikke blive lykkelig, men vinde Ro.

✂ Vilde Hun derimod enten fordobble sin Ømhed, eller var paa engang kold, da kunde Jeg ikke løsrive Mig, derom overbevise baade min Erfaring og Følelse mig.

✂

✂ Borte herfra kunde Jeg helbredes - saaledes som en til Døden syg kan - ved Sluttelse til Videnskaber og Venneomgang. Her er det umuligt, thi saasnart Hun med sit livsalige Smil og sit kaldende Øje stiller sig ved Videnskabernes Side, da svinder deres Pragt, og de staa som afpillede Benrade, kun Genstande for min Spot. Venner kan Jeg her ej have, thi i enhver Mand ser Jeg en Medbejler til min Elskedes Gunst.

100

✂ Resultatet af denne min roligste Undersøgelse bliver da, at enten maa, som ved et Under, en god aandfuld Pige stilles ved min Side og ville staa der, eller Jeg stedse under mit Ophold her maa kastes mellem Liv og Død og lade min Glæde forholde sig til min Smerte som 1til 100, thi i Sandhed, det er Forholdet. - Hvor længe dette er Mig muligt, uden at ødelægge Sjel og Legeme, veed Jeg ikke, men at Prøven er betinget nøddig, indser Jeg. -

✂ Var det ellers muligt, at Jeg kunde glemme mit Hjertes Tilstand, da vilde Tiibagesynet paa det sidst forløbne Aar ingenlunde være sørgeligt. - Det er i Dag min første Fødselsdag, da Jeg (Jeg) kan se tilbage paa et med Virksomhed opfyldt Aar, og Frugterne af samme maa anspore Mig til fordobblet Iver. -

✂ For min Eleves Fremskridt har Jeg andensteds gjort Mig selv Regnskab 1 , og Jeg maa give Mig det Vidnesbyrd, efter Omstændighederne at have tilbagelagt et ikke saa lidet Stykke Vej fremad. -

✂ Ikke vil Jeg hertil regne den Forandring, der har havt Sted i mit Udvortes, thi skulde de end være Forbedringer, har Jeg deri ingen Del, men var kun Redskab i Hendes Haand. -

✂ Men mine Kundskaber har Jeg ikke ubetydelig forøget, og mange højere Standpunkter har Jeg besteget, hvorfra Jeg med friere og lysere Blik kan overskue Livet, dets Gaader og Forhold.

✂ Takket være Herren, den Algode, der skænkede Mig Sundhed og Kraft til at arbejde paa min egen og min Lærlings Uddannelse! Tifold være Han takket, fordi Han gav Held til mine Bestræbelser!

✂ O, nu, Du Evige! Du, den Eneste, Jeg tør betro min stille Kummer; med et rent Hjerte og barnlig Tillid skuer Jeg op mod din Himmel og beder, beder inderlig, at Du fremdeles vil velsigne mit Arbejde, og, om det er muligt, give mit Hjerte Fred!

✂ I dit Tempel, ved Alterets Fod, og overalt hvor din udstrakte Befæstning lader Mig ahne Dig, skal Jeg med luende Hjerte og glødende Læber takke Dig! Dog ske ikke min, men din Villie, Fader! Du ved, hvilken Vej Jeg maa gaa for at komme til Dig, og Jeg vil ikke forlade den, om den er trang og slibrig. -

*1 Blandt Gr.s efterl. Papirer findes en Række omstændelige Optegnelser af, hvad han i hver Uge har foresat sig at gennem gaa med sin Elev, Carl Leth, med senere Bemærkninger om, hvorvidt de bestemte Pensa virkelig er blevne gjort færdige i den fastsatte Tid. 101

✂ Men skal Jeg lide, o, da lad mit Hjerte stedse være aabent for Trøst af din Søns Jesu hellige Lære, saa mit Mod ej skal synke i Fristelsens og Prøvelsens haarde Stund!

✂ Frimodig skal Jeg da begynde dette og hvert Aar, som Du endnu vil, Jeg skal leve her paa Jorden, og frimodig skal Jeg høre din Røst, naar Du ved Døden kalder Mig bort fra denne usle Jord, til Forening med Dig og alle Hellige. - Amen, det ske, o Herre! !!

✂ Blandt alle de Problemer, Forstanden kan fremsætte, synes Mig intet vanskeligere at løse end dette: Hvilken Skebne forestaar de Mennesker, der ej benyttede de Lejligheder, Tilværelsen gav dem, til at blive gode og fornuftige?

✂ Den kristelige Religjon, der løser saamange andre Gaader, ved hvis Mørke Menneskene maatte studse, synes mindst at tilfredstille i denne Punkt.

✂ Den lærer evig Fordømmelse for de Onde. - Først bliver Spørgsmaalet, hvad menes egenlig herved? De gamle Theologer siger, de Onde skulle evig pines og piages af Djævelen i Helvede. Herom kunde Vi intet Begreb fatte, og Indvendingen, at evige Pinsler stode i urigtigt Forhold til Tidens Misbrug, synes grundet. Læren, saaledes fremsat, er desuden ubibelsk, da der aldrig siges, Djævelen skal pine de Ugudelige, men vel at de skulle gaa hen i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

✂ Af de Skriftens Udtryk: den evige Død, Fraskillelse fra Herrens Ansigt o. s. v., jevnførte med de rigtige Ideer om Menneskets Bestemmelse, ved Moralitet at gøre sig værdig til Genforening med det Evige, kunde Man have Aarsag til at tro, Jesu Religjon satte de Ugudeliges Straf i Tilintetgørelse, eller i en uvirksom pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette sidste synes især at passe sig til Skriftens øvrige Forestillinger i Lignelsen om Lasarus og andre Steder. - Ikke heller kan Fornuften have saa synderlig derimod at indvende, da Man kan sige: den Ugudelige slukkede i sit Liv Gnisten af det Evige, som Han skulde næret, for ved den at kunne forenes med det. - Han er da paa en vis Maade død, og lever kun, forsaavidt at det Endelige i sig selv har en Uendelighed.

✂ Kun to Ting lade sig indvende herimod: 1) det kunde egenlig kun passe paa de virkelig Ugudelige, der gik igennem Livet uden Hensyn paa det Evige, men ikke paa dem, der, uagtet de sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Last, 102 der stedse henrev dem, endog mod deres Villie. Sandt nok, Jesu Forsoning siges at have aftoet de Bodfærdiges Synder, men en Smitte, stedse fornyet, synes dog at gøre Mennesket uskikket til Samfund med det Evige, og Følelsen heraf fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere Betydning, saaledes nemlig som de gamle Filosofer og Origines forestillede sig den. Virkelig synes og denne at være den eneste Ide, hvormed denne Knude fuldkommen kan løses. - 2) Det synes stridende mod den alvidende Guds Godhed at skabe Mennesker, Han vidste vilde gøre sig evig ulykkelige. - Denne Indvending synes at være betydelig, men Man maa agte, at den ene laaner sin Styrke fra den skæve Forestillingsmaade om Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det Vi antage Guds evige Tilværelse, antage Vi tillige den evige Mulighed af Verdens Tilværelse, der under Tidens Betingelse maatte blive Virkelighed.

✂ Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa nødvendig, under den Forudsætning, at Menneskene løsreve sig fra det Eviges Samfund, og da Moralitet forudsætter Frihed, kunde Gud lige saa lidet hindre Menneskene fra at blive ulykkelige, som Han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet.

✂ Hvad Han kunde gøre, gjorde Han ved at nedsende til Jorden sin Herligheds Glands og sit Væsens rette Billede, hvorved Arvesynden, Overgangen i den moralske Verden, udslettedes, og Menneskene vistes Vej til, igennem den, atter at naa det Evige. Ikke at ville gaa denne Vej, at potensere Syndefaldet ved bestemt Opponeren mod Genforeningen, er Synd mod den Hellig Aand, som ej kan forlades, fordi den er Frihedens Yttring om Erkendelse af det Endelige som højeste Maal. -

✂ Den nyere Tids Filosofer have sat de evige Straffe i Tab af højere Lyksalighed. - De mente nemlig, at efter Døden kom Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og vilde da frit for det sandselige Legeme gaa frem paa den Bane, Han her udskejede fra, og satte hans Ulyksalighed i Bevidstheden om at kunne have staaet paa et højere Trin, dersom Han allerede i Livet havde helliget sig Dydens Tjeneste. -

✂ Man ser tydelig, at denne Gisning ene er skabt af en saare forklarlig Medlidenhed over de Ulykkelige, dem Vi ønske alt Godt, naar de ej længere kunne skade Os; thi Modsigelser og Urimeligheder ere her dyngede paa hinanden. - Man antager, at Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre sig. Dette vil Jeg indrømme, fordi Jeg dog ikke bestemt kan modsige det; men 103 at det der skulde være lettere end her, er aldeles urimeligt, da det ophæver Begrebet om Moralitet. - Dersom Mennesket efter Døden erholder renere Anskuelse af Lyksalighed, og vinder ved at befries fra Legemet, da maa Fristelserne, der omgive ham, Vanskelighederne, han har at bekæmpe, vokse i samme Forhold; thi det indsees lettelig, at naar paa Dydens Side var lutter Fordel og Skønhed, paa Lastens derimod lutter Tab og Hæslighed, da ophører Begrebet om Kamp, da fulgte Mennesket ved at være dydig de samme Motiver, Han her fulgte i at være lastefuld, da var ingen Sindsforandring, men kun en Ombytning af Navne.

✂ Er det nu vist, at Menneskets Forbedring maatte være ligesaa vanskelig hisset som her, da er der slet ingen Grund til at formode, den vilde have Sted. -

✂ End mere, Ulyksaligheden skal bestaa i Bevidstheden af at have selv forspildt en højere Lyksalighed. -

✂ Jeg maa tilstaa, at De, der bestandig skrige paa Moralitet, have her været saare konsekvente, - Evigheden var dem en Torn i Øjet, fordi den fødte Forestillingen om Belønninger og Straffe, da De vilde have Dyden udøvet allene for sin egen Skyld. Derfor ophævede De Straffen, og sagde saaledes til Menneskene: I bør være dydige, thi det er Eders praktiske Fornufts Bud; men I skulle ikke være det af Frygt for Straf, thi var I end ugudelige her, kunne I dog i al Fald omvende Eder hisset. - Hvem der kender noget til det sandselige, kortsynede Menneske, der for at følge sine Lyster saa gerne opsætter Omvendelsen til Dødens Nærmelse, indser lettelig, hvilken Støtte for Umoralitet og syndig Sikkerhed, Moralisterne her oprejste. - Uden giftig Satire paa Menneskets Natur tør Jeg dristig paastaa, at af 1000 fulgte de 999 den lokkende Synd, naar De kunde haabe, efter at have tømt Glædernes Bæger til Bunden, endnu paa hin Side Graven at vorde lykkelige. Naar beregner Mennesket, naar Han higer efter Nydelse, Aar, var det end Millioner, Grader, vare de end af et Mellemrum som fra Jorden til Himmelen? Se Vi da ikke daglig, hvorledes de med Glædens Udtryk i Deres Aasyn styrte sig i Lastens Svælg, skønt de med saa temmelig Vished vide, at de der begrave deres Formue, Sundhed og Liv, Ting der ligge dem saa meget nærmere og have langt større Vigtighed for dem.

✂ [ Septbr 9. ]
Men sker dette virkelig, fordi De sætte Nydelsen over Tabet 104 af disse Ting? Hos nogle faa Tankeløse kan det maaske være Tilfældet, men i Almindelighed vinder Lasten, fordi dens Følger i Livet ej ere nødvendige, men kunne muligen undgaaes. Tabe nu de evige Følger ogsaa deres Vished, vorder Resultatet af den Ugudeliges Liv ikke væ(n)senlig og i Alt forskelligt fra det af den Gudfrygtiges, da bortfalder hele det Eviges Indflydelse paa Moraliteten, og dermed Moraliteten selv, der ej har nogen Realitet, uden med Hensyn paa Hint. -

✂ Dersom de Ondes Ulyksalighed i Evigheden skulde bestaa i Erkendelsen af Tabet af den højere Lyksalighed, de Gode nøde, da maatte den have sin Grund i den skændigste Misundelse, saasom De dog stedse nøde langt mere, end De havde gjort sig værdige til, men hvorledes kan en saadan Last bestaa med Forbedringen? -

✂ Men det er blot for at illudere, at Man har anvist Ulyksaligheden en saa tvetydig Plads, fordi Man nemlig ej vilde have Skin af at ophæve al Forskel mellem Onde og Gode, hvilket Man virkelig gjorde; thi de Onde maatte for det lavere Trin i Lyksaligheden finde sig skadesløse ved Erindringen om det glædelige Liv, De havde ført. -

✂ Jeg ved vel, Man herimod vil indvende, at efter Døden betragte Menneskene ikke Livet eller dets Glæder fra den Synspunkt som her paa Jorden; men dette er en Gisning, som mangler al Grund, thi deri bestaar netop de Godes Triumf, at de i Evigheden finde deres Anskuelse af Tiden stadfæsten, og de erkende Realiteten af deres Ideer, se Virkeligheden knyttet til den Mulighed, hvori De levede. - Hvorfor skulde nu det Modsatte have Sted med de Onde? Fordi, vil Man svare, deres Anskuelse var vrang; men beviser ikke de Godes renere Anskuelse, at deres ogsaa kunde været det i Livet, men at de modtvillig have bortskudt den. Følger deres Gemyt dem ikke, da ere de ej længere de samme Væsener; men følger det dem, maa de ogsaa hisset lukke Øjet for den rigtigere Anskuelse. - Kun den umiddelbare Følelse af et positiv sørgeligt Resultat kan aabne deres Øje saavidt, at De indse, deres Gang i Livet var beregnet paa et ganske andet Maal end de Gudfrygtiges; men dette er ikke noget Nyt, det vidste de allerede i Livet, men vilde ikke have andet Maal, end det der kunde naaes uden Opofrelse af deres Glæder. - Da De i Livet ej havde Sands for de højere Glæder, kan de ikke medbringe nogen anden Forestilling om Glæde end den, der passer sig, paa hvad De her gave dette Navn. -

✂ Saaledes indser Fornuften intet Middel til at forbedre de 105 Ulykkelige paa hin Side Graven, og den kristelige Religjon er enig baade med sig selv og Fornuften i at tillægge deres Ulykke Evighed. -

✂

✂ Man har desuden Ret til at paastaa, den Gaade om de Ondes Skebne i Evigheden er ikke Tilværelsens, og kan derfor ikke egenlig fordres løst af Religjonen. -

✂ Friheden eller Syndens Mulighed er betinget nødvendig, og denne kan føre tilbage til det Evige, bør Religjonen vise; men Synden, Forfølgelsen af et endelig Maal, er Udtrykket for Menneskets totale Misbrug af Friheden. Gaaden om Beskaffenheden af dennes Resultat har Mennesket selv skabt og kan ikke fordre den løst af Religjonen, der kun kan være bestemt for dem, der ønske den første Gaades Løsning. - Tydeligere: Religjonen skal vise Vej til det Evige. De, som ikke ville gaa denne Vej, frakender det Maal, Religjonen viser hen til, Interesse for sig, og kunne ikke fordre af den at belæres om et Maal, hvis Modsatte Religjonen sætter som det eneste. - Alt hvad de af Religjonen kunne vente, er, at den kalder deres Maal det Modsatte af sit som Død af Liv. Da De ikke ville arbejde paa Genforening med det Evige, kan denne ikke blive dennem til Del. - Selv maa De vel vide, hvor de agte sig hen, siden de gaa saa ubekymrede og foragte al Vejvisning. -

✂ Fremsættelsen af Haabet om de Ondes Lyksalighed er ikke menneskekærlig, men menneskefjendsk, da det bestyrker Menneskene i deres blinde Gang paa Lystens Vej, og hindrer deres Omvendelse. -

✂ Saaledes blev Jeg da enig med Mig selv i en Materie, der længe foruroligede Mig. - For at være ganske upartisk, har Jeg aldrig noget Resultat i Tanke ved Begyndelsen af saadanne Undersøgelser, men lader det udvikle sig selv under Ideernes Drøftning.

✂

✂ Intet Menneskes Liv er saa ubetydeligt, at Han kan forklare sig det uden Antagelsen af en højere Styrelse. -

✂ Jeg mener ikke her Løsningen af de store Problemer: hvorfra og hvorhen, der i Følge deres Natur er umulig for Os; men blot den ganske ordenlige Gang af Menneskets indre Liv, som bestemt ved de efter Udseende ubetydeligste Omstændigheder.

✂ Det kan synes, som Jeg enten beviser for meget eller for lidet ved at vælge mit eget Liv til Eksempel, men det er nødvendigt, da Jeg ej kan kende nogen Andens. -

106

✂ Jeg laa i København for at studere Theologi, Jeg havde hørt Begyndelsen af Steffens's Forelæsninger over Filosofien, men havde kun halv forstaaet dem, og maatte desuden dengang rejse paa Landet. Jeg kom tilbage i Foraaret 1803, og maatte nu ret begynde at læse. - Jeg gjorde det imidlertid ikke og kom saare sjelden til min Manuduktør. - Det traf sig engang, Jeg kom der, og en af mine Medstuderende, Jeg slet ikke kendte, spurgte ved Timens Ende, om Jeg ej vilde følge med og høre Steffens Forelæsninger over Göthes Poesier. - Jeg fulgte med, blev fra nu af hans stadige Tilhører, og saare stor er den Indflydelse, disse Forelæsninger have i senere Tid havt paa min Idegang. - End mere, næste Dag blev Han syg, som førte Mig did, og Jeg havde ingen Omgang med Andre, som besøgte dette Kollegium. - Var Jeg ej netop kommet til Manuduktøren, netop den Time, havde Jeg rimeligvis nu tænkt langt anderledes, end Jeg tænker. - Om derved havde været Tab eller Fordel, bliver her slet ikke Spørgsmaalet. -

✂ Jeg optegnede en Del af, hvad Jeg hørte, og ledsagede det med Anmærkninger, der paa det tydeligste forkynde min Uenighed mod Dosenten i Meninger, og Jeg brugte kun hans Sætninger som Eksempler paa interessante Paradokser. -

✂ Jeg fik Attestats med bedste Karakter paa en næsten vidunderlig Maade, og hyrede Mig bort som Ludimagister til en Forpagter paa Falster, og intet uden hans Sendrægtighed tilintetgjorde dette Skridt, der maatte ført til ganske andre Resultater. -

✂ Jeg laa hjemme, og Kedsomhed drev Mig til Arbejde, hvorfra Jeg saa temmelig havde afvandt Mig. - Jeg fremtog atter Nordens Krøniker, og vilde skrive Fortællinger om de gamle Nordboer. -

✂ [ Septbr 10 ]
Jeg skrev om Palnatoke, vilde konsulere Jomsvikinga Saga. - Efter megen Omspørgsel erfor Jeg, at Arngrim Jonsens Oversættelse af samme ej var mere til, og nu besluttede Jeg at lære Islandsk. Skønt Forsættet kun halv udførtes, sattes Jeg dog i Stand til at kaste et lysere Blik paa Nordens Oldsager, hvilket, hvis Jeg lever, vil bestemme en Del af mine Foretagender. -

✂ Jeg rejste til København for at læse Islands Sagaer, og om muligt ved Hjelp af Kondisjoner eller Stipendier blive der. -

✂ Det første opfyldtes halvt, det Sidste slet ikke, men denne 107 Rejse foraarsagede mit Komme hid. Tilfældigvis sagde Jeg en Student, Jeg ellers ikke kendte, at Jeg ønskede en Kondisjon. - Jeg rejste fra Byen uden videre at tænke derpaa, men 2 Maaneder derpaa fik Jeg Brev fra en af mine Fættere, at samme Student havde en Kondisjon til Mig, naar Jeg vilde komme til Byen. Jeg kom, og Pastor Brorson, som ej kendte Mig, antog Mig, fordi Han troede Mig kendt af den, Han havde givet i Kommissjon at skaffe en. Denne rekommenderede Mig, fordi Han troede, foran nævnte Student kendte Mig. - Saaledes støttede den Ene sig paa den Anden, og den Sidste vidste egenlig ej mere end den Første. -

✂ Jeg, som ser, hvilken ny Skabelse Jeg her er undergaaet, maa dog vel forundre Mig over, at Jeg kom hertil, da det skedte paa den Maade. -

✂ Jeg skulde været her om Efteraaret, Rejsen va(a)r begyndt, men den strænge Vinter hindrede dens Fortsættelse, og Jeg oppebiede Foraaret. Uden dette Ophold vilde rimeligvis de fleste Følger være udeblevne, som nu ere indtrufne. -

✂ Jeg kom her, aaben for Munterhed, med Trang til det andet Køn. Var Jeg ikke blevet forelsket, vilde min Eleve ej være kommet saa vidt, og Jeg havde allerede beklædet en temmelig høj Plads i Vellystens Skole. -

✂ Ofte havde Jeg besluttet at lære de levende Sprog ved egen Hjelp, men Jeg havde aldrig havt den nødvendige Taalmodighed. Nu var Jeg forelsket, og havde min Kærlighed været lykkelig, da havde Studeringer hvilet, i det ringeste saare længe; herom overtyder mig de første Maaneders Ophold her, mit Livs gyldne Dage, Hjemmet for mine salige Drømme, hvis matte Erindring end lader min Kind gløde, og gør Mig saligere, end hele Verdens Tilbedelse kunde gøre Mig, naar den ikke fremkalder Savnets stride Taarer paa den blege Kind. -

✂ O, Jeg kan ikke andet, Jeg maa end ofre hin lykkelige Tid en Tanke. Dagen bortilede under munter Spøg og den salige Veksel af kærlige Blikke og berusende Haandtryk. Natten dækkede med sit sorte Teppe kun Verden for Mig for i Drømme at fremtrylle en ny, mere skøn og blomstrende. - Den Haand, Jeg om Dagen kyssede varm, omslyngede i Drømme min bøjede Hals, sluttede mit bankende Bryst til den bølgende Barm, der om Dagen kun trylled mit Øje, og trykkede min Mund fast paa de blussende Læber, der udgøde Kysse end tifold sødere, end de harmoniske Lyde, der om Dagen beruste mit Øre.

108

✂ Das unstät schwanke Sehnen war gebunden ,
Dem Leben war sein Inhalt ausgefunden ,
Und wie der Pilger sich nach Osten wendet ,
Wo ihm die Sonne der Verheissiing glänzt ;
So kehrte sich mein Hoffen und mein Sehnen
Dem einen hellen Himmelspunkte zu1 .

✂ Jeg udraabte i Følelsen af unævnelig Lykke:

✂ - über allen irdschen Dingen hoch
Schwebt mir auf Freudenfittigen die Seele ,
Und in dem Glanzesmeer, der mich umfängt ,
Sind alle Wolken mir und flnstre Fallen
Des Lebens ausgeglättet und verschwunden .

✂ Mit Liv var en Lovsang til Kærligheds Fader, og hævet til ham over Tidens Skranke inddrømte Jeg Mig i evig Nydelse. - Men ak! snart maatte Jeg med mere Ret udbryde:

✂ Geflügelt ist das Glück und schwer zu binden
- - - - - - - - - - - - - -
- Blizen gleich, die schnell vorüber schiessen
Und plözlich von der Nacht verschlungen sind .

✂ Ja den svandt, den salige Tid, hurtig som et Menneskes Liv for den Almægtiges Øje, og ene, forladt staar Jeg i Skabningens Øde, som den mat tindrende Stjerne paa den mørke Himmel, der ønsked at forsvinde, hyllet i den evige Nats sorte Klædemon, men maa leve, sit Skin berøvet. - O, havde Jeg end lært at tale med alle Tunger, hvorledes kunde det opveje mod Tabet af Livets Eneste, som er værdt at udsige, Kærlighed.

✂ Dog tilbage paa Forstandens jevnere Vej! Gaaende paa den, maa Jeg vel kalde det en Lykke, at min Kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde Mig virksom, og bidrog til mine Kundskabers Forøgelse. - Jeg maa vel, thi mit Hjerte bløder, og mit hele Væsen modsætter sig, naar Jeg vil kalde dets fulde højeste Virksomhed Uvirksomhed, fordi det udfyldte sig selv, og dets Virken var identisk med den højeste Nydelse. - Bittert er Smilet i mit Ansigt, naar Jeg skal kalde den Tilstand Virksomhed, der er intet uden en Standsning af mit Væsens højere Flugt, Øjets Bortvendelse fra den klare straalende Himmel, til den mørke, urene Jord med sin taagede Luft og sine giftige *1Schillers Die Braut von Messina I, 7. 109 Dunster, Ørets Spærring for Alharmoniens dybtgribende Toner, der løde gennem Ahnelsens sødt dirrende Strænge, og dets Aabning for Livets Dissonanser.

✂ O kunde Jeg drikke af Lethes de sprudlende Vande og tabe Erindringen af de højere Toner, da var Jeg lykkelig, thi de vilde da ej længere skurre i mit Øre, og Jeg vilde antage den mest skærende Misklang for skøn Harmoni. -

✂ Dog hvad ønsker Jeg Daare? Er det ikke denne svage Efterlyd, som udgør mit eneste Værd? var det ikke den, som overgik sig selv, da den vakte Ahnelsen af det Evige hos Mig, og løftede Mig over Tilværelsen, som Solens Forbud, den rødmende Sky, hæver Lærken op over den lumre Jord? Jo, saa var det, og her er den fulde Erstatning for Tabet af Livets Glæder, selv for Kærlighedens, der ere mod hine det Højeres, hvad Ovnens Varme er mod Solens Ild. - Ja, den højeste Lyksalighed var det at kunne opvarme sig ved den gennem Livets Vinter, uden at glemme sin Længsel efter Evighedens Vaar; men kun faa blev det givet, og da hellere lide den rystende Kulde, som vides at maa[tte] give Plads for (for) den stedse lunere Vaar, end slutte sig fast til den mildere Vinter, uden Haab om det Skønnere, naar den endtes. -

✂

✂ Dog det var hverken Klagesange eller Satirer paa Livet, hvortil Jeg bestemte disse Blade, det var til et Billede paa Livets underlige Gang paa de, som det synes, jevneste Veje, og altsaa tilbage!

✂ Min ulykkelige Kærlighed indsluttede Mig til Mig selv, og gjorde Mig død for Selskab . . .

Hermed ender Arket. - Resten af Dagbogen findes ikke mere.

✂

Tillæg .

✂ Island! hellige Øe, Ihukommelsens vældigste Tempel!
- - - - - - - - - - - - - - -
Altid en Marv af Ild udvilded' din skinnende lisfrugt,
Bredt dit bølgende Hav freder om Oldtidens Aand!

Oehlenschläger .

✂

✂ INGEN tvivler vel længere paa, at jo de ærværdige Sagn., Saga med Griffel og Skiold optegnede i sit Tempel paa den af Nordens store Skiald værdig besiungne Øe; tyde i Samklang med Eddas høie Qvad hen paa en episk Old, der, liig Grækenlands, ligger bag vor Historie. En ligesaa skiøn som priselig Id er det for Bragas yngre Sønner, at fremtrylle for vort Øie Billedet af det betydningsfulde Liv, der, skinit under Mythernes dunkle Slør, end mere tilhylles af det forældede Sprogs dækkende Klædemon. Er det aandshævende, at indtrylles i en høiere Tilværelse, Digterens Phantasie selv skabte, da vorder det dobbelt, naar denne, ved sit historiske Anstrøg, ligesom paatrykker Virkelighedens Præg; det ligger jo selv i Tingens Væsen, at Nydelsen af et saadant Konstværk maa være langt friere, da det ei nær saa stærk opfordrer til den sørgelige Sammenligning mellem det Ideale og Virkelige, det poetiske og prosaiske Liv. Hvad vi skue, som engang tilværende, opluer Haab om Fornyelse; men hvad der optræder, som det bestemt Modsatte af Tilværelsen, bedrøver os, og det saa meget mere, jo skiønnere det er. Hvilken Nydelse derimod bør af os agtes som den høieste, er en ligesaa interessant Opgave, men som ikke hører hid.

✂ Et andet Spørgsmaal opstaaer derimod med trængende Fordring paa Svar, det nemlig: hvorledes bør Eddas Sange benyttes af Nutidens Digtere?

✂ Hr. J. Møller har - i Minervas Maihæfte - søgt kortelig at besvare det, og leveret en Bearbeidelse af Digtet: Skirners Reise.

✂ En Materie, der er blevet saa lidet afhandlet, og dog har saa stor Interesse for hver, der kiænder den, bør ustridig betragtes fra flere Sider, og dette er min eneste Hensigt, i det jeg drøfter hans Meninger, og det Forsøg, der maa ansees som et Foster af samme.

118

✂ Hr. M. troer, der gives trende Maader at behandle hin Oldtidens Levninger paa, og angiver disse at være:

✂ 1) At give en tro Oversættelse af samme.

✂ 2) At laane enkelte Træk, og bringe disse ind i et nyt Malerie.

✂ 3) At u dfylde den gamle Skyggeridsning til et Heelt.

✂ Saa enige, vi tildeels ere i Ordene, saa lidet torde vi vel være det i en stor Deel af disses Betydning, hvilket vil vise sig i den følgende Undersøgelse.

✂ Hvad vi kunne vente af de eddiske Sanges tro Oversættelse, behøve vi ei at lære i Tydskland 1 , da vor Sandvig tilstrækkelig har viist det; men dette vilde jeg ikke kalde en poetisk Benyttelse, da det egentlig kun er et Arbeide til Digternes Brug.

✂ Ingen kan med mere Længsel end jeg hige efter Opfyldelsen af vor Oehlenschlägers Løvte om en Oversættelse af Islands Sagaer 2 ; men herved maa jeg anmærke, deels, at hiint Løvte, saavidt jeg erindrer, ei strakte sig til Edda, og deels, at han tillige lovede, med varsom Haand at afviske det giennem Aarhundreder paafaldne Støv, der vanhældede deres Aasyn. Under denne Betingelse, men ogsaa kun under den, maatte man, af en Mand, som Aladdins Forfatter, ønske Sagaerne givne paa vort Maal, men neppe nogen af Sangene i Edda.

✂ At enkelte Træk kunne laanes, og indbringes i et nyt Maleri, er vist; men naar der lægges til: »af hvilken Skole det end er«, da trænger dette til en nøiere Bestemmelse. Skuede vi et Træk af Raphaels Pensel i et Maleri af en anden Skole, hvis Figurer allerede i sig selv viste en høi Tendents, og altsaa kunde slutte sig til hiint, da vilde det end mere hæves ved dette ene Træk; men overflyttedes det paa et Maleri af en lavere Skole, der laante sine Idealer af Virkeligheden, da maatte der enten fremstaae en saare ubehagelig Contrast, eller det Høiere maatte nedstemmes til det Lavere, hvorved det tabte sin Betydning, og da kunde man ei længere sige, det var et caracteristisk Glimt af den store Maler.

✂ Saaledes ogsaa her. I et sandt Digt, men ogsaa kun i et saadant, er det tilladt at laane et eller flere Træk af Oldtidens Digtning, der da enten maa forene sig til Digtets kulminerende Punkt, eller, som Straaler fra en høiere Sol, tiene til at give enkelte Partier et, i Følge deres Stilling nødvendigt, stærkere Lys.

✂ Den, som veed, at det blot Behagelige, udvortes Harmoniske *1 Jens Møller henviser til Gräters tyske Oversættelse i Nordische Blumen. *2 Se ovenfor Side 60. 119 ofte fremtraadte, som var det Poesi, og troede at smiggre Oldtiden, ved at nedværdige dens Figurer til betydningsløse Udvexter paa sit uorganiserede Hele, eller til Materialier i en Bygning af laveste Stiil, vil ikke antage dette for Ordstrid.

✂ At H. M. ei har forbundet samme Begreb med hine Udtryk, som jeg, synes at vise sig derved, at han forvexler denne Brug af Oldtiden med sammes comiske Behandling, der dog er noget ganske andet. At jeg ikke har misforstaaet ham, derfor borge disse hans Ord: »Saaledes har Baggesen giort, i det han skiænkede os en af vor Litteraturs ypperste comiske Fortællinger: Odins Reise til Dovre «.

✂ Det er ikke her Stædet, at udvikle Ideen om comisk Digtning, men at den ingenlunde tillader al mulig Licents for at tilveiebringe Contrasten, Comus's Yndlingssøn, er dog nok vist; thi kun i Synspunkten, hvorfra Æmnet betragtes, er den negative Poesi forskiællig fra den positive, og begge maa gaae frem med samme Strænghed og Nødvendighed. Den paa Overfladen spillende Vittighed, Jovialitetens letspøgende Fader, der corresponderer med det Behagelige , fortiener ikke Navn af comisk Digtning, skiøndt jeg vel veed, de ofte ere blevne, og end daglig blive forvexlede.

✂ Endog blot af dette Vink vil man kunde slutte, jeg ikke troer, at Baggesen i nysnævnte Fortælling har truffet den Synspunkt, hvorfra Mythen om Poesiens Oprindelse komisk burde sees, skiøndt jeg derfor ingenlunde nægter den meget spillende Vid, og enkelte sande comiske Træk, blandt hvilke jeg vel frit tør udpege det, der lader Dumhed blive en betinget Nødvendighed for Menneskene, paa det de ei, liig Qvaser, skulle briste af Klygt.

✂ Det var at ønske, at Oehlenschläger, med sit dybe Kiændskab til Oldtiden, og den comiske Styrke, der undertiden, som det synes, mod hans Villie, trænger sig frem, vilde skiænke os noget i dette Fag; thi nødig vilde jeg antage, at han virkelig, hvad nogle hans Yttringer halv lade formode, troer, den negative Digter staaer paa et lavere Trin end den positive, da jeg mener, der ei var vovet meget i den Paastand, at hiin stedse, under forandrede Omstændigheder, kunde blive, hvad denne, denne derimod ingenlunde altid, hvad hiin er. Uden at udvikle dette nøiere, ved at vise Forskiællen mellem Digternes og Digtarternes Superioritet, vil jeg blot anmærke, at Alderdommens komiske Behandling ingenlunde bestaaer i at fratage Mytherne deres Betydning, men i at give dem en anden, der, uden selv at være et Noget, bestyrtser ved sin tilsyneladende Dybde.

120

✂ Nu komme vi til den tredie Maade at behandle Sangene i Edda paa, den, at udfylde den gamle Skyggeridsning til et Heelt. Bedre kunde vel Udtrykkene ei være valgte, og komme omtrent overeens med, hvad Øehlenschläger siger om sin underskiønne Bearbeidelse af Vaulunds Qvæde*).

✂ Ustridig er en saadan Udfyldning, der tilsætter af samme Malin, hvad Tidens Haand udslettede, og lader den dybe Sands, der skiuler sig bag Digtet, træde tydeligere frem, den Bearbeidelse, der aabner os det herligste Blik i Oldtiden. Stolte kunne vi være af, at vor Litteratur ei længere mangler et Mynster af dette Slags. Vi eie det i Vaulundurs Saga, og saa mange Modificationer, end det Ydre maatte kunne tilstæde, tør jeg troe, at hvert Arbeide, der fremtræder som Udfyldning af Eddas Sange, bør i sin indre Organisation ligne denne skiønne Blomst, hvis Rod staaer fast i Eddas hellige Jord, og hvis Krone, skiøndt paasat af en yngre Digter, synes udsprungen af dens egne Safter.

✂ Saaledes maa H. M. ei have tænkt; thi da havde han ei givet os dette Forsøg, der dog ogsaa skal være en Udfyldning, men, som han selv anmærker, mere beregnet efter Nutidens Smag. Saare studsede jeg ved at læse dette; thi vel veed jeg, at den forstandige Periode ogsaa har viist sig conseqvent nok til at berøre Oldtidens Helligdomme med ligesaa uskaansom og afklædende Haand, som ethvert andet Menneskets Høieste; men jeg troede, det dog engang var Tid at aflægge den underlige Grille, at ville assimilere Oldtid til Nutid, det er: giøre hiin ligesaa betydningsløs, som denne, istædenfor at man burde stræbe at eludere Tilværelsen, ved Fremstilling af den høiere svundne.

✂ Jeg veed ikke, om Hr. Ms. Arbeide vil behage det Publikum, der paastaaer at have varm Følelse for Oldtiden, men det veed jeg, at samme ei derved vilde lægges for Dagen. Ja jeg tvivler endog paa, at selv Smagen, denne hinkende Vrager og Maaler i Skiønhedens nyere Rige, vil paatrykke dette Product sit anbefalende Stempel.

✂ Det Følgende maa afgiøre, om Ovenstaaende er en løselig henkastet Dadel, eller Resultatet af den strængeste Prøvelse, hvilken jeg troede nødvendig, ei saameget for Arbeidets egen Skyld, som for den Skade, det, leveret af en Mand, hvis **) »Dette gamle og ærværdige Sagns fierne og halv hendøde Toner« - siger Digteren - »har jeg, saa godt det stod til mig, samlet i min Siæls Øre, og udfyldt med, hvad, en indvortes Stemme sagde mig, var udslettet af Tidens Haand«. Jeg maa ellers bekiænde, at dette mindede mig ubehagelig om, at jeg ei levede i Oldtiden, og har derfor neppe sit rette Sted i Digtet selv. 121 Kundskaber fortiene Agtelse, og Indrykket i et saa meget læst, og med Rette yndet Tidsskrift, kunde volde, ved at udlokke flere paa denne ligesaa jevne, som vildfarende Vei.

✂

✂ Det synes næsten, som Forfatteren ei ret er enig med sig selv om Synspunkten, hvorfra han ønsker sit Arbeide betragtet, thi skiøndt han siger sig, at ville udfylde den gamle Skyggeridsning, og indbringe mere Lys og Eenhed i Fortællingen, paastaaer han dog, det er ingen Kopi, men blot et Maleri af Oldtiden. Det beroer her ganske paa Begrebet om Ordet: Kopi; men for ei at efterlade Noget, vil jeg, efter at have betragtet det som en Bearbeidelse af Digtet: Skirners Reise , tilføie et Par Ord om det som et blot Oldtidsmaleri.

✂ Naar man stiger ned fra den høiere Standpunkt, er Skirners Reise et af dem blandt Eddas Digte, der mindst trængte til en Udfyldning, da det træder frem som et sluttet Heelt, og bestemt angiver Aarsagen til, Omstændighederne ved, og Udfaldet af Reisen. Tilsætningerne, det har faaet, ville neppe give det mere Interesse, uden for dem, der ere saa vante til Romanintriger, at de endog ville gienfinde dem blandt Guderne, og man maa ikke saa ganske troe Forfatteren, naar han siger, ei at have digtet noget derind, som jo stemmer overeens med Personernes Karakter, og Fabelalderens Kostume. Intet var lettere end at godtgiøre dette, men da jeg siden maa omhandle netop disse Tilsætninger, vil jeg undgaae Gientagelse, og blot her betragte de Forandringer, Digtet har maattet lide, saavel i udvortes, som indvortes Bygning, for at udfinde Resultatet, om det derved er blevet skiønnere, lysere, og mere eens med sig selv. Det sidste angiver Hr. M. selv som sit Maal, og hans Forbindtlighed til at give noget Skiønnere for, hvad han bortkastede, vil neppe Nogen drage i Tvivl.

✂ Forandringerne i Digtets Indhold ere foruden nogle mindre betydelige:

✂ Udeladelsen af Skirners Tale til Hesten, og Digtets Slutning.

✂ Benyttelsen af en Tryllestav og et usynligt Tryllespeil, istæden for Trudslerne i Digtet, til at forandre Gerdas Sind.

✂ Denne sidstnævnte Forandring har Forfatteren havt i Tanker, naar han ei tvivler paa, at jo den skiønsomme Kiænder vil bifalde den Maade, hvorpaa han forklarer og hæver Gerdas Vægring.

122

✂ Imidlertid kunne dog nok her med Føie giøres adskillige Indvendinger.

✂ Brugen af Runer, Elskovsdrikke, og indviede Frugter, er bekiændt nok*), men ved en Tryllestav at oplukke en saadan Perspektivkasse, som Leviathan for Faust, og derved forandre Pigens Sind, finder neppe nogen Hiemmel i Levningerne fra Nordens Oldtid**).

✂ Dog, om Min Tryllestav og dens Virkninger end ikke vare saa fremmede for gamle Norden, som jeg troer dem, saa vilde de dog aldrig her være at anvende, eller foretrække for Maaden, hvorpaa Skinier i det gamle Qvæde naaer sit Maal. Man behøver blot at huske, at Gerda ei var en af Nutidens Damer, der, følende Mangel paa indvortes Glands, ofte saa gierne sælge sig for udvortes Glimmer, laantes den end fra Jordens mest underordnede Guder. Nei, Gerda var den ubestikkelige Oldtidens Mø, der lukkede Øret [læs: Øiet] for de elleve Æbler af luende Guld, ja selv for Drupner, denne over al Priis ophøiede Ring, der lader Jordens største Underværker bag sig, i det den, som Konstens høieste Triumph, forbandt den livløse Naturs skinnende Krone med det organiske Legems frembringende Kraft***). Vilde hun ladet sig bevæge ved at see den Pragt, hun desuden vel vidste, fulgte med Guden? neppe! men en ganske anden Virkning maatte det giøre paa Pigen, hvad Skirner sagde, hvilket jeg her, for at sætte flere i Stand til at dømme, end dem, der have Originalen, eller Sandvigs Oversættelse, vil udskrive:

✂ Seer du det Sværd, Mø!
Tyndt og smidigt,
Jeg har i Haanden!
Vist for dets Egge
Falder gamle Jette,
Feig bli'r din Fader.

**) Som levende i et litterairt Tomos, haaber jeg, det tilgives mig, at jeg ei kan opgive de Sider og Linier i Volsunga, Thorstein Vikingsons Saga etc., hvor Beviserne findes for - hvad der ei trænger til Beviis! ***) Noten under Ordet tams vöndr i Eddas magnæanske Udgave, som maaskee har forledt Hr. M., troer jeg med Ret at kunne forbigaae, da den deels er ubestemt, og deels ei støtter sig paa noget Oldtidens Sagn, men blot paa en saare vilkaarlig Forklaring af Ordet gambantein i det Følgende. ****) Man huske her den skiønne Mythe, at:

✂ Otte lige tunge (Ringe)
Dryppe fra den
Hver niende Nat.

123

✂ Jeg dig med Tvangs Kiæp*)
Dræber, eller tæmmer
Efter min Vilije, Mø!
Did skal du gange,
Hvor ei Folkets Sønner
Siden dig see.

✂ Hist du paa Ørns Høi
Tidlig skal sidde,
See ud fra Verden,
Vendt imod Hel.
Ledere Mad du
End hver Mand da fange,
Styggeste Orm paa Jorden!

✂ Til Under du vorder,
Naar du udkommer,
Studsende Hrimner
Og Alt dig beskuer;
Meer kiændt du skal vorde,
End Gudernes Vægter.
Bortgab saa din Længsel!

✂ Øde og Angest,
Fængsel og Utaal
Smertens de bittre
Taarer forøge!
Sid du paa Sædet!
Men jeg dig forkynder
Grumtbølgende Smerte,
Og dobbelte Jammer.

✂ Spøgelser skulle dig
Ængste om klaren Dag
Hist udi Jetters Gaard.

✂ Til Hrimthussers Sale
Skal du hver Dag
Vanke udtæret,
Vanke fortvivlet.
Graad du for Gammen
Stedse skal have,
Bade din Smerte i Taarer.

**) Den omtalte tams vöndr , der enten er en blot Omskrivning for mæki Sværdet i det Foregaaende, eller den Runestav, hvormed Gerda siden trues. 124

✂ Til trehov'det Thusse
Skal du bindes,
Eller mandløs være.
Din Lyst skal gribe dig
Hver en Morgen,
Du vorde som Tidslen,
Der trængt henvisner
I golde Jord!*)

✂ Jeg gik til Høien,
Til grønne Skove,
Hævnstaven at faae,
Hævnstaven jeg fik.

✂ Vred er dig Odin,
Vred er dig Asers Fyrste,
Freir dig skal hade,
Men ei før, onde Mø!
Dig haver rammet
Gudernes hævnende Vrede.

✂ Hører, Jetter!
Hører, Hrimthusser!
Suttungs Sønner!
Selv Asers Venner!
Hvor jeg forbyder,
Hvor jeg forbander
Mands Fryd for Pigen,
Mands Nyden for Pigen!

✂ Hrimgrimner er Thursen
Dig have skal.
Neden for Nagrind,
Ved Træernes Rødder,
Der skal dig Trælle
Gedepis give.
Aldrig du bedre
Drikke skal nyde,
Mø! efter din Villje,
Mø! efter min Villje.

**) Jeg tør ikke paastaae, at have truffet den retteste Oversættelse af dette mørke Sted, men til Sammenhængen troer jeg den passende. Man kunde ellers ogsaa oversætte: »du vorde som Tidselen, der trængt af Ilden, hendøer ufrugtbar«. Meningen bliver den samme. 125

✂ Thurs jeg dig skiærer
Kun udi tre Træk,
Kraftløslied, Galskab,
Dertil og Utaal,
Saa jeg det afskiær,
Som jeg det paaskiær,
Om vi behøve det.

✂ Herved maatte Gerda rystes, og vi finde det saare naturligt, at hun svarer:

✂ Held dig ind heller, Svend!
Tag imod liskalken,
Fuld af den gamle Miød!

✂ Dog, jeg forudseer, at Hr. M. vil sige, Gerda troede ei, at Skirner var Freis Sendebud, og denne Tvivl kunde ei betages hende ved Trudsler, men vel ved et Glimt af hans Guddom.

✂ Først maa jeg anmærke, at Gerda slet ikke tvivlede, men strax troede, han maaskee var en af Aserne, og siden antog ham for det, han sagde sig at være. Men sæt, hun havde tvivlet, maatte da ei Tvivlen flux forsvinde, naar hun skuede Drupner, der brændt med Balder, og af Hermoder hiembragt til Odin, vel ei kunde være uden i Guders Værge? Var dette hende ei nok, vilde hun neppe overtydes ved et Syn, der snarere kunde henregnes til Troldevid.

✂ Da altsaa Intet nødte Hr. M. til at forbigaae Skirners stærke Qvad, der ved en fri Bearbeidelse end burde vundet, vil neppe Nogen med Sands for det Skiønne tilgive, mindre bifalde denne Forandring.

✂ Uden nogen Erstatning er Skirners Tale til Hesten udeladt, som lyder saaledes:

✂ Mørkt er ude,
Tid for os at fare
Over lyngfulde Field,
Over Thursernes Land.
Begge hiemkomme vi,
Eller os begge
Fanger hiin mægtige Jette.

✂ Neppe er det saa ligegyldigt, som Hr. M. synes at have anseet det for; thi foruden dels eiendommelige Styrke, viser det os, at 126 Skirner, skiøndt rede til at vove Alt, dog ogsaa veed, hvad han vover blandt grumme Jetter, der stundom end ei vege for den knusende Miølner. Han betragter da el Reisen som et Legeværk, og vi slutte os fastere til ham, i det vi dele hans Fare.

✂ I Forbigaaende maa jeg anmærke, at her, om ellers noget Sted, var Rum for en Tilsætning, naar den var saadan, at vi, trods vor paa Udfaldet spændte Forventning, nødtes til at dvæle ved den, for ei maaskee ene at komme til Gymers Gaard, og segne for hans dræbende Blik, uden at kunde lindre Freirs Qvide.

✂ Den anden Udeladelse har uhældigviis truffet et ikke mindre skiøn(d)t Sted i Digtet, dets Slutning, der kun erstattes os med det magre - næsten maatte jeg sige, platte -

✂ Saa endtes Skirners Frieri,

✂ hvis eneste Fortrin dog ustridig er det saare relative, at det rimer med: »de Dage ni«.

✂ Da Skirner kommer Hiem, stander Freir ude, og siger:

✂ Siig du mig det, Skirner!
Før Sadel er tagen af Hest,
Før fremad du flytter din Fod,
Hvad du udretted'
I Jetteverden
Efter min og din Villje!

✂

Skirner .

✂ Barri hedder,
Som begge vi vide,
Lueglindsende Lund,
Efter Nætterne ni
Gerda vil Niords Søn
Der unde Gammen.

✂

Freir .

✂ Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.

127

✂ Er denne Udeladelse Nutiden kiær, da ville dog vist Mange frabede sig Indlemmelsen i en saadan Nutid.

✂

✂ Vende vi nu Øiet til det ydre eller poetiske Klædemon, da blive vi mange Forandringer vaer, og kun saare faa af de gamle Vendinger ere beholdte. Først maa jeg i Almindelighed bemærke, at Originalen stedse vedligeholder det rolige Alvor, der er den høie Gienstand værdig, og altsaa ei har selv fierneste Deel i det utidige Spas, der overalt er indblandet i den ny Fortælling. Al Spøg er her paa urette Sted, meget mere en saadan som Bemærkningen, da Freirs Moder mærkede hans Tungsind: »Sligt Mødre først dog altid see«, og mange andre i samme Skik.

✂ Dernæst vil jeg give nogle faa Prøver til Sammenligning mellem Stilen i begge.

✂ Istæden for den lange Tiltale og Giensvar, som vi i det Ny finde meller Freir og Skirner, udtrykker Originalen sig kortelig saalunde:

✂

Skirner .

✂ Siig du mig det, Freir!
Gudernes Vældige!
Som jeg vilde vide,
Hvi du sidder ene
Her i lange Sale,
Herre! om Dagen?

✂

Freir .

✂ Hvi skal jeg sige dog
Kæmpe hiin unge
Min uhyre Smerte?
Alfers Bestraaler
Lyser alle Dage,
Men fryder ei mig.

✂ Freir beskriver sin Mø saaledes:

✂ Armen lyste,
Men af Armen
Luften og Havet.

✂ Den ny Bearbeider har:

✂ - - - - Hvilken Ynde
I Blik og Skabning, hvilket Skiær
Af Majestæt rundtom gienlynde
Af Luft og Hav, da hun fremtreen

128

✂ Hvilken Skildring giver os det høieste Begreb om Gerdas Skiønhed, og hvilken passede bedst for gamle Nordens Gud? Skirner forlanger i al Enfoldighed

✂ Det Sværd,
Der selv sig blotter
Mod Jetters Æt;

✂ men her maa han minde Freir om, at han i sin Elskovs Drøm og Sorgens Runs (?) glemte den Mand, der, som han om sig selv heel sindrig mælder:

✂ - - - Omgiordet med dit Sværd,
(Hvis du det gier, mit Navn det bær)
De Jetters Pande vel skal finde,
Som vove tør en blodig Leeg
Mod ham, som Lykken aldrig sveeg.

✂ Eddas Sanger lader Gerda spørge:

✂ Hvad er det dundrende Bulder,
Som jeg hører lyde
Hid til vor[t] Huus?
Jord bæver,
Alle Gymers Gaarde
Skiælve derved.

✂ Men Hr. M. lader hende kun lytte

✂ Til Gangerens Trin, som Gienlyd gav
I Hallen - - - - -

✂ At det Nye her - som vel paa flere Stæder - har Fortrinet med Hensyn paa den alt Muligt og Rimeligt nøie afmaalende Forstand, tilstaaer jeg gierne; men nu opstaaer Spørgsmaalet: om den Tilværelse, Digteren skaber, bør være indkneben mellem samme Skranker, som den os omringende Virkelighed? Er det saa, da seer jeg ingen Grund til at yde den saakaldede Digter Tak for sine Vers; thi da har han ingen anden Fortieneste, end ved sine Fodmaal ligesom at have nødt os til at tælle Hverdagslivets matte Pulsslag.

✂ Istæden for at opholde Læseren med flere Prøver, vil jeg med faa Ord berøre Arbeidet, som et Oldtids Maleri, hvori Skirners Reise har maattet tiene som Bygværk.

129

✂ Strax studser Øiet ved Titelen: »Kiærlighedsgudernes Straf«;*) thi hvem kiænder i Norden nogen Gud, end sige Guder, for Kiærlighed?

✂ Indgangen lyder saa:

✂ Hvi tæmmer ei din Almagtshaand,
O Braga! den forvovne Haand,
Som uindviet sig tør driste,
Din høie Harpe at bortliste?
At aabne dine Tempeldørre
For en vanhellig Afkoms Blik?

✂ Ei vil jeg opholde mig ved den underlige Stemning, det sætter Læseren i, naar en Forfatter strax erklærer sig ubeføiet til at behandle Æmnet, han valgte; thi det er nu engang blevet Mode, skiøndt Gud veed, hvorfor? thi, det være Sandhed, eller ikke, bliver det lige upassende.

✂ Jeg udskrev kun hine Linier, for at vise, hvad Forfatteren har givet os Ret til at fordre. Enten maa vi see Valhals Guder ved værdig Konst nedstyrtede fra deres Throner, hvis Glands og Høide dog i Baggrunden maa skimtes, for at Faldets Dybde kan beregnes, eller vi maa kunne kaste et lyst Blik ind i Digtgudens skiolddækkede Tempel. Smaaheds Børnespil maa da ikke trygle om et Smiil, og Svagheds Vaandeklage ikke naae vort Øre. Kun den høistemte Harpes rystende Toner maa lyde om de alraadende Guders betydningsfulde Kamp, eller de gudlige Heltes Stræben efter Einheriers Fryd. Intet maa da heller møde os paa denne Vandring, uden Nordens Guder og Nordens Mænd.

✂ Men hvad faae vi at see og høre? En Gud fornærmer Overguden, og straffes derfor, ved at elske, og komme i Besiddelse af Giensianden for sin Kiæiiighed. Skal heri være nogen Sands, da maa man ansee den tilfredsstillede Kiærlighed for en Ulykke; thi antager man Kiærligheden for Livets eneste sande Poesi, for Guddomsgnisterne, der ved Berørelse opblusse til en hellig Lue, hvilken slynger sig saa tæt om de Elskende, at de stande liig en samvoxet Plante, hvis Dobbelthed ene kiændes i de tvende Kroners evige Kys, og af det tofoldige Liv, der udgyder sig giennem deres Porer, hvo vilde da ikke synde, for at fortiene **) Den Anmærkning rammer blot en hidtil urettet Trykfeil. Den rigtige Titel er: Kiærlighed, Gudernes Straf ,

K. R. [d. e. Rahbek]

130 en saadan Straf? Potensere vi nu Kiærligheden saaledes, som den maatte udtale sig giennem Guden, da vorder Straffen en end mere glimrende Belønning. Dog dette maa Freir ei have følt, ligesom han i det Hele opfører sig - om jeg saa maa tale - saare ugudelig. En fremmed Mythologi med nordisk Anstrøg møde vi strax; thi hvem gienfandt i Eddas hellige Sange den skinsyge Juno, den forliebte omflagrende Jupiter, de usle ægteskabelige Stride mellem Gudernes Ypperste? Hvo kiænder anden Strid mellem Odin og Frigga, end den, hvori de modsatte hinanden deres Klygt, for at hæve den Dødelige, hver havde udkaaret til sin Yndling, uden at denne forbittrede deres Samliv, der stedse var Udtrykket af reen Harmoni? hvo deelte Aserne? hvo lod Freir optræde som Odins Medbeiler? Sikkert ikke Oldtidens Digtning; thi den skildrer Aserne som en Klippekiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af de hule Storme, i hvilke de gamle Guders Røst hvinede om deres Tinder, af de høie Jordskiælv, der udgik fra Lokes giftbesprudlede Lemmer, af Muspels Flammer, der, giennembrydende, truede at splitte dem, og af Havets stigende Bølger, der hævede sig paa Midgardsomnens Ryg. Odin har ei, som Zevs, ved en Lynstraale knuset Titanerne; nei, fængslede vente de paa Ragnarokr, for at maale deres Kraft med hans, og de andre Guders, som derfor slutte sig tæt til hinanden mod de fælles Fiender.

✂ Saare urigtigt er det, at lade Odin være vred paa Freir, fordi denne paa Jorden lovsynges som Freds og Frugtbarheds Giver; thi, forudsat, at Aserne burde være saaledes uenige, maa man, for at troe hiint, bestemt antage Odin som Krigens, og Frei som Fredens Gud. Men, mon der ikke ofredes til Odin for god Grøde, mon ikke Krigen ligesaavel kaldtes Freis Leeg, som Thyrs Thing, og Odins Uveir?*) Sikkert have Alle, der ei bleve paa Overfladen af Nordens Mythologi, fundet, hvor vanskeligt, eller rettere umuligt, det er, at tillægge enhver af Aserne sin bestemte Forretning, og jeg seer heri en større Fuldkommenhed, end hos Grækernes Guddomme med den strængere Individualitet. Af det Sagde troer jeg det indlysende, at Grækernes Gudestrid ei kan eller bør omplantes paa Nordens Grund, og vil da end et Sagn, at Odin vrededes, fordi Frei besteg Hlidskialf, maa det ansees for Tilsætning af en senere Haand, der, kiændt med Græker eller Romere, vilde gienfinde deres Gudelære i sit Fædrelands. Dette er saameget des troligere, som Sagnet først findes i **) Saasom i Glyms Drape. 131 den saakaldede Snorres Edda. Vil man end ei give mig Ret, skiøndt hele Gudelæren er mit Beviis, da forbinder man sig ogsaa til at oplyse, hvorledes Freis Kiærlighed kunde være en Følge af Odins Vrede, og Skirner dog medbringe Odins Ring , Drupner, for derved at vinde Pigen, men det er nok umuligt. Dog, antog man ogsaa for et Øieblik, at Frei skulde straffes af Odin, vandtes derved Intet for Hr. M.; thi da opstode tvende retmæssige Fordringer, som han ei har fyldestgiort. Straffen maatte udøves af En, som kunde straffe, og være afpasset efter Forseelsen, hvis Storhed er antaget. Freia kunde ikke straffe, thi hun havde ei, liig Aphrodite, en buevæbnet Eros, der med barnagtig Ondskab forbittrede Menneskers Liv; men var Kiærlighedens milde Gudinde, hvis Rok - som Digteren saa skiønt siger - 1

✂ fremluer - - - saa blid
Ved Kiærligheds salige Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.

✂ Gudinden som

✂ - deilig, mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,

✂ der skal omvinde de Rosenkiæder, hvormed hun

✂ - - - kiærlig og elskovsvarm,
Med den runde, snehvide Arm,
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm,

✂ Som

✂ - - bønhører hvert kiærligt Ord,
Der opstiger til hende fra det
Sukkende Nord.

✂ Straffens Upasselighed har jeg forhen omtalt, men vil her tilføie, at skulde der straffes, kunde det skee paa det stærkeste, hvilket Enhver vil indsee, ved at læse, hvad Loke siger til Frei i Ægirs Drekke:

✂ For Guld du kiøbte
Dig Gymers Datter,
Og solgte dit Sværd;
Men naar Muspels 2 Sønner
Over Mørkvid ride,
Ulykkelig ei veed du,
Hvormed du skal stride.

*1 Oehlenschläger i Freias Rok . *2 Trykfejl: Mørvels . 132

✂ Det ikke ganske sløve Øie vil her see en værdig Straf for Freis formastelige Id; men for det lidet skarpere vorder det klart, at Odin aldrig kunde straffe saaledes, og derved berøve sig en drabelig Medstrider i Vigridris taagede Dale, der maaskee kunde, væbnet med sit Sværd, splittet Fenrisulvens Gab, før det lukkede sig over Alfbestraaleren og den høie As.

✂ End maa jeg anmærke, at Indbydelsen til, i Frei og Skirner at see Nordens Orest og Pylad, er meget utidig, da her, i det mindste efter nærværende Fremstilling, ei er fierneste Liighed; samt at det røber saare nedstemte Begreber om Freias Magt, at hun selv maa reise til Jotunheim, for at udlokke Gerda af sit Jomfrubuur.

✂ Resultatet vorder da, at det er saa langt fra, enten Oldtid eller Nutid vinder ved slige Bearbeidelser og Malerier, at man tvertimod inderlig maa ønske, aldrig Nogen oftere vil træde i dette Fodspor.

✂ Er det virkelig saa, at vor Tidsalder ei vil værdige Oldtiden et Blik, uden naar den lader sig tilsyne i et saadant Klædebon, lad da gamle Norden hvile rolig bag den hellige Taage, som omgiærder den, og ei vanhelliges, ved i Harleqvins Dragt at fremledes til Latter for udartede Slægt!

✂ Engang vil dog vel Jordens onde Dæmon, Lokes Afkom, der spottede det Høieste og Dybeste, vorde som hiin, med sine udryddede Børns stærke Tarme, bunden til de nøgne Klipper, af hvis frodige Vexter hans giftige Aande udpustede Saften; og Menneskenes Øie atter oplades for det betydningsfulde Liv, der skiuler sig bag Historiens Ophav, og spirer i Ahnelsen af den fierne Fremtid.

✂

✂ Jeg vil angive Synspunkten, hvorfra jeg seer Skirners Reise, dette herlige Digt, der, fra jeg første Gang saae det, svævede for mit Øie med høi Betydning.

✂ Jeg betragter det som et Glimt af de ubøielige Norners Virken, i det de med sikker Haand forberedede Catastrophen i det store Drama, da Tidens Dør skulde lukkes ved dens Guddommes Undergang. Et saadant Glimt, eller maaskee endnu høiere, see vi i Balders Død, hvilket jeg maaskee ved en anden Leilighed vil søge at udvikle. Aserne skulde gaae under, men disse, med det Evige Forlenede, maatte selv assimilere sig til det Endelige, for at staae under dettes Love, de maatte selv bortgive deres Evighed. Saaledes havde Nornerne bestemt, at Frei 133 skulde giøre sig selv vaabenløs, for at erholde Gerda. Dette maatte skee, og selv Aserne kunde kun modsætte sig, men ikke afværge det. Odin vrededes over, at Frei satte sig i Hlidskialf, ei fordi han derved troede sig fornærmet, men fordi Synet af Gerda var det første Led af Ulykkens Kiæde, som de andre med Nødvendighed maatte følge. Aserne samles ved Ydrasils Rod, for at raadslaae om, hvorledes Frei, uden at miste sit Sværd, kunde erholde Gerda, og Odin sparer end ikke Drupner, for at afvende Ulykken. Dog, Skirner vover ei at fare giennem Jetters Lande, uden at være væbnet med Freis Sværd, og det kunde vel endnu være reddet for Guden, dersom Gerda havde overgivet sig for Guldet og Ringen; men da Skirner maa lade det blinke for hendes Øie, da han maa tye til Hævnstaven, han med det afskar, da er det tabt for evig. -

✂ Antog man - hvilket i det mindste maatte være Digteren tilladt - at Gerdas Moder, Aurboda, var den samme, som Angrboda, Lokes uheldsvangre Frille, da vilde det end vorde betydningsfuldere, og mange Steder i Digtet vilde lade sig bedre forklare, da saae vi mere klart, hvi Frei sagde:

✂ Min Elskov til Møen
Er større end Nogens
I Alderens Vaar;
Men Aser og Alfer
Det aldrig tillade,
At vi blive eens.

✂ og hvi Gerda med saadan Bestemthed erklærede:

✂ Jeg og Frei,
Medens vort Liv varer,
Bygge aldrig sammen;

✂ thi hun hørte da til Asernes svorne Fiender.

✂ Paa denne Maade vilde vi ogsaa bedre begribe hine Gerdas Ord, da Jorden bævede ved Skirners Komme:

✂ - Mig ahner,
At herude er
Min Broders Bane.

✂ Vi behøvede da ikke med Hr. M. at troe, hun her meente en Elsker, der vilde ægte hende mod hendes Villie, og i Kamp 134 med hvem hendes Broder var falden*). Nei, hun mener da Asa-Thor, der i Ragnarokr skal dræbe Midgardsormen, hendes Moders Søn.

✂ Vi behøvede da ei at antage nogen Sindsforandring hos Gerda ; men hendes Vægring var, maaskee efter Lokes Indskydelse, ene beregnet paa, at Frei skulde miste sit Sværd.

✂ Da begrebe vi ogsaa det, ellers Underlige, at Gymer slet ikke lader sig tilsyne.

✂ Dog, Digteren maatte antage det Sidste, eller ikke, saa vilde han dog stedse i Skirners Reise finde Æmne til et af de skiønneste Dramer, Oldtiden kan avle.

✂ Beslægtet hermed er en Anvendelse, jeg længe troede, med Held kunde giøres af vor hele Gudelære; men da selv en tydelig Fremstilling af det styrende Princip fordrede et langt dybere Studium af Oldtiden, end Omstændighederne - desværre! - tillode mig, vil jeg oppebie Fremtrædelsen af Edda, Oehlenschlägers Digt; thi maaskee blev det denne Bragas Udkaarne forbeholdet, at udføre den store Idee, jeg kun halv dunkelt ahner.

✂ Grundtvig,
Cand. Theol .

**) Dette er desuden urimeligt, deels fordi hun da allerede maatte været i Elskerens Vold, og deels fordi Lyden, der ei blot ryster Gymers Gaarde, men hele Jorden, maa forkynde selv meer end en Jettes Færd.

Unter der Hülle siler Religionen liegt die Religion sølbst.

Schiller 1 .

✂

✂ ATTER er Liturgien blevet Centret for Dagsliteraturen, og det med saamegen mere Ret, som Regieringen just nu har værdiget den sin særdeles Opmærksomhed.

✂ Næsten alle de, der hidtil traadte frem, have antaget som afgiort, at vor Liturgie trænger til total Forandring, og kun opholdt sig ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, hvori denne bør bestaae?

✂ Naturligviis opstod her den største Uenighed, da man havde glemt, først at enes om Synspunktet for det Hele. Spørgsmaalene: Hvad er Religion? Hvad er christelig Religion? Hvad er Liturgie? og hvorledes forholder denne sig til hin? ere stedse blevne staaende i Baggrunden, og enten ganske overseete, eller dog kun betragtede med halv fravendt Øie.

✂ Denne Fremfærd er saa meget besynderligere, som enhver Dom, der, uden strængeste Hensyn paa hine Grundideer, fældes enten over den gamle, eller nogen anden Liturgie, maa ligne Dommen over Stenes Dimensioner uden Hensyn paa Bygningen, hvori de skulle passe, eller dennes Bestemmelse.

✂ Troede man maaskee, at Ideen om christélig Religion var bekiendt og erkiendt nok, og tabte saaledes den store Revolution af Sigte, som Menneskenes Begreber ere undergangne i de sidste 10 Aar; eller, tilbageholdt man sine Meninger om Christlæren, og en for samme passende Liturgie, af en Forsigtighed, der, saa beføict den i visse Henseender kunde være, var her ganske paa urette Sted?

✂ At det Sidste har hos Nogle været Tilfældet, derfor synes den *1 I Slutningen af den Afhandling, som indleder Die Braut von Messina . 137 Aand at borge, som lever i deres Bemærkninger; men hvor inkonseqvent denne Adfærd er, kan sees ved at anvende Grundsætningen paa Livets mindre vigtige Gienstande.

✂ Vel opfører man ikke sielden paa et Theater Stykker, der, ene beregnede paa et øiebliklig Publikums Klap, ei have uden negativt Hensyn paa Dramaets høiere Love; men var Talen om en ufravigelig Rettesnor for de Dramer og Dekorationer, der i en længere Fremtid skulde skues, vilde man dog neppe lade det beroe med at vise, hvilken Virkning disse vilde have paa den første den bedste Sværm af Tilskuere, man i dette Nu indkaldte fra Gaden. Ja, man vilde vel end ikke danne Regelen overeensstemmende med de Fordringer, som giordes af mere Tænkende, efter den herskende Smag, men søge tilbage til det første og høieste Princip for dramatisk Digtning, og derefter afpasse saavel det Materielle som Formelle ved Indretningen. Forsømmelse heraf vilde i det mindste med Ret kaldes en utilgivelig Brøde, saavel mod den nærværende Slægt, hvis Smag ei burde følges, uden den først beviistes at være Produktet af de høiere Ideers Erkiendelse, som mod den kommende, der med yderste Mishag maatte see sig undergiven Love, hvis Motiver for længst vare hensmuldrede i Støvet, hvorfra de toges.

✂ Her derimod, hvor Talen er om det høieste i Livet, om det, der skal hæve os, ei blot øiebliklig over Tilværelsen, men til Beskuelse af en evig Exsistens uden for, og over samme, vil man nøies med, at raadspørge vor Tidsalder, som var den upartisk, fordi den er ligegyldig.

✂ Længe haabede vi at skue mere dybtgaaende Forsøg til Bestemmelsen af christelig Liturgies Grundvold, fra Mænd, der ved deres Kundskaber og Stilling vare dertil lige beføiede; men, hidtil skuffede i vor Forventning, toge vi den, maaske noget dristige Beslutning, at forelægge vore Landsmænd Resultaterne af vor redelige Granskning.

✂ Vel vide vi, at Veien, der maa betrædes, er slibrig, og egnet til Fald, da den fører sin Vandrer ud over Tilværelsen, og lader ham ligesom svæve mellem Himlen og Jorden; men vi vide ogsaa, at det er den eneste, som kan føre til Maalet, og føle os sikkre paa, ei at vorde Gienstand for de Fornuftiges Latter, om end stundum vor Fod glider, og vore Skridt vakle. At Daarerne, der virkelig troe sig kloge, naar de kunne fremstille Alt, ligesaa betydningsløst, som de selv ere, ville lee høit, det forudsee vi; men Saadant skal være os ligesaa kiært, som det Modsatte vilde bedrøve os.

✂

Trænge vi til Religion?

✂ Dette Spørgsmaal maatte synes underligt, især for Historiens Fortrolige, dersom det ei var bekiendt, at vor Tid sætter en Ære i at nægte, hvad alle de svundne Aldere have bekræftet, i at indknibe sig selv til Jorden, som om det var Menneskets høieste Triumph at paastaae sin Tilværelses Nullitet Nu derimod vil man med Rette her fordre det besvaret.

✂ Først ville vi søge at føre Livet og dets Problem frem for Beskuelsen, ei for derved at undgaae Svaret; men for at sætte Læserne paa vor Standpunkt.

✂ Vi leve i en Dal, begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Trang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et Land, med skiønnere Vexter, og renere Luft - vort oprindelige Hiem. Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaarlig stræbe vi i vore Aandedrag at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Ubekiendte. Herved blive de staaende, som berusede af Dalens Druer, eller lænkede til denne Jord, ei kunne skue dens Ophør. Herved bleve vi maaskee Alle staaende, dersom Havets Bølger ei efterhaanden opslugte os; men nu kunne vi ei længere være tilfredse med den ubestemte Ahnen. Vi forlange Vished. Selv tør vi ikke vove os bort, da vi maa gaae under ved Forsøget, og dog ei vide, om det er os tilladt, at forlade Dalen; men tvende Sendebud have vi, Poesien , og Philosophien , og paa dem bygge vi vort Haab. Poesien svinger sig ud over Havet, og taber sig mellem Skyerne. Kun stundum skimte vi den i det Fierne, og, vor Stirren uagtet, ville vi dog aldrig opdage andet, end at den er omgivet af en forbifarende Glands, som vi ahne at være Virkning af den skiønnere Soels Straaler, vi sætte i det Ubekiendte.

✂ Philosophiens Vei er en anden. Først giennemsøger den Dalen nøie, og følger den i alle dens Bugter, for, om mueligt der at finde Stedet, hvorfra hin Ahnelse udstrømmede; men drives efter spildt Møie, af Nødvendigheden - til at slutte, den dog maa være kommet over Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit Skib til Fart over Dybet; men kommer neppe et Steenkast fra Landet, før den standses af de skyehøie, rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem, og blive Poesie, eller ankre, udsat for de stormende Vinde, eller den, træt af forgiæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte Dalen som vort Hiem, og nøies med at give Regler for den beqvemmeste Gang paa den bugtede Vei, der fører til Havet.

139

✂ Enten maa vi nu atter tye tilbage til hin Ahnelse, Philosophien i det høieste kun giorde bestemtere, eller vi maa erkiende vor Trang til Belærelse fra hin Side Havet.

✂

✂ Saasnart Mennesket har bragt sine Evner til den Grad af Udvikling, at han kan beskue sig selv, da møder ham flux Tilværelsens underfulde Gaade. Han seer Jordens andre Dyr nøies med Øieblikkets Nydelse; men hos sig selv finder han en Trang, der gaaer ud over det Endelige, uden at være sig sin Gienstand bevidst. Han troer at løse Knuden, ved at erklære sig væsentlig forskiellig fra de andre Dyr, og hævet over dem; men han knytter den kun derved fastere, thi vil han ikke antage som sit Maal, at fødes, nyde, og døe, da forlades han af Livets hele Analogie, har udrevet sig af den eneste bekiendte Kiæde, og staaer som et enkelt Led, uden Berøringspunkter. Er han et Hverdagsmenneske, eller et klogt Dyr, da iler han med at overhugge Knuden, vender tilbage til sine fornuftløse Frænder, og giør endelig Nydelse til sit høieste Maal. Men end ikke herved er han blevet eens med sig selv, thi han har beredt sig en ny Kamp mod den nedtrykte, men aldrig overvundne Ahnelse af det Høiere, der hos ham forkynder sig igiennem det, vi kalde Samvittighed. Han kan ofte undvige Kampen, men aldrig ende den som Seiersherre, thi stedse maa han flygte for den overmægtige Fiende, hvis Angreb blive stærkere og hurtigere, ligesom Alderen giør ham svagere, og mere uskikket til Flugt. Tilsidst indknibes han imellem den og Døden, og kaster sig skælvende i den Sidstes kolde Arme, uden dog at turde der haabe Befrielse fra den forfølgende Dæmon.

✂ Mennesket, som er mere fortroelig med Ahnelsen om sin høiere Natur, nedseer stolt paa sin slumrende Broder, og bebreider ham, han selv er Aarsag i sine ængstlige plagende Drømme. Selv slutter han sig end tættere til sin Ahnelse, og haaber, at faae den giennem Poesien eller Philosophien, potenseret til Vished. Undertiden troer han at have naaet sit Maal, men om det er en Skuffelse eller ikke, skal følgende Betragtning lære.

✂ Poesien veed vel at konstruere en høiere Tilværelse af de meest glandsfulde Træk, hvori Mennesket øiebliklig bevæger sig med berusende Vellyst, men den kan ikke skiænke noget varigt Liv i samme, og ei tillægge Exsistencen en egen Værdie, som indsluttende Betingelsen for en høiere Væren. Er nu dens 140 Tendents, at udrive Mennesket af Tilværelsen, kan den ei heller løse dennes Gaader, der tvertimod træde stærkere frem, jo nærmere den kommer sit Maal. Vel vide vi, den nogle Gange især i de sildigere Tider stræbte at knytte sig til Livet, men vi vide ogsaa, at den enten derved ganske foragtede [læs: forandrede] sin Natur, og blev den dyriske Nydelses forførende Maler, eller sank under Tilværelsens tunge Byrde, som den med sig vilde hæve til det Evige.

✂ Man vente ikke her en udførlig Kritik over de philosophiske Systemer, som her slet ikke vilde være paa sin Plads, om vi end kunde give den; men blot Fremstillingen af det høieste Punkt, Philosophien, i Følge sit Væsen, kan og tør bestige! Den kan lede Mennesket til Bevidsthed om Tilværelsens Strid, og saaledes med Bestemthed fremsætte det høieste Problem. Den kan motivere sin Paastand, at dets Løsning enten maa være umuelig, eller føre ud over Tilværelsen; men selv at løse det, formaaer den ikke.

✂ Den kan beraabe sig paa ethvert udviklet Menneskes indre Erfaring, naar den paastaaer, at vor Fornuft erkiender en høiere Lov end Naturens; men den kan aldrig forklare Phænomenet, hvi hin, der dog forkynder sig som det høieste, ei kan fremtræde i Tilværelsen med samme Nødvendighed som denne. Den kan ikke forklare denne Disharmonies Udspring fra en Harmonie, saa lidet som dens Tilbagevenden til en saadan. Enhver som tænkte selv, vil finde, at baade Fichtes , og Schillers , og Schellings Forsøg, ved deres umiskiendelige Præg af overordentligt Genie, ere mislykkede, og herfra er kun et lidet Skridt til at indsee, hvorfor, og at de nødvendigen maatte mislykkes. Alle de Opløsninger, Philosophien tillader sig af hine høie Gaader, maa enten være en Nægtelse af Gaadernes Tilvær, eller støtte sig paa en Hypothes, der ei kan bevises, men er stundum saa genialisk skiult, at den synes at være Resultatet af den indvortes Erfaring selv.

✂ Schelling er uden Tvivl Den blandt de nyere Philosopher, der værdigst karakteriserede det Evige, og meest konseqvent udledte Exsistencens Strid derfra, som blot tilsyneladende; men hvad hielper den strængeste Konseqvens, naar det første Led svæver i Luften, saa vi ei uden Poesie kunne nærme os det? Under Schellings Haand fremstod en herlig nye Skabelse, men just derfor manglede Slutteisen til den nærværende. Antagelse af det Evige, fristes vi, forledte af vor Trang, let til at frakiende Navnet Hypothes; men den bliver det ikke 141 mindre, fordi den vises som nødvendig, naar Philosophien skal kunne udsige noget Oplysende om Gaaden.

✂ Derfor valgte vi Schellings Philosophie til Exempel, fordi vi i den see Philosophiens Tilstaaelse af sin Uformuenhed til at forklare Tilværelsens Gaade, og altsaa Henviisning paa ubetinget Trang til noget høiere.

✂ Kunne vi ikke knytte Tilværelsens høieste Led til det Evige, da maa Kundskaben om deres giensidige Forhold nødvendig komme ovenfra, eller vi maa undvære den. Det Sidste kunne vi ikke, naar vi hævede os over Dyriskheden, og føle hin Trang, der gaaer ud over det Endelige, og vi maa da inderlig hige efter det Første.

✂ Lykkedes det os, endog kun tildeels at fremstille de foregaaende Ideer med Lys og Sandhed, da vil vist Ingen af vore Læsere ansee Religion som et Baand paa den Uoplyste, eller en Støtte for Moralsystemets vankende Bygning, der skal borttages, saasnart denne har naaet sin behørige Fasthed, men følge os med Interesse, naar vi søge at besvare Spørgsmaalet:

✂

Hvad er Religion?

✂ Den almindelige Definition siger, den er Kundskab om det Oversandselige, og naar man antager Tilværelsen af flere Religioner, maa man vel sige saa, da det synes at være det Eneste, de have tilfælles. Naar vi derimod, uden Hensyn paa nogen bestemt Religion, ville angive Begrebet saaledes, som det dunkelt har svævet for alle Religionsstiftere, og som det maatte være, for at indslutte den bestemmende Grund til alle mere uddannede Folks Religioner, da kan den ikke tilfredsstille os. Definitionens Ufuldkommenhed var nødvendig, da den er fremkommet ved blot logisk Abstraction fra et Noget, der uden Beviis antages for at være, hvad man vilde definere.

✂ Er det mueligt at faae fyldestgiørende Svar paa dette vigtige Spørgsmaal, da maa det søges i Historien, der, ubekymret om sig selv, afslører under sin rolige Gang det Høieste og Dybeste. Raadspørge vi nu denne, ville vi finde, at skiønt dens Zifre ogsaa indslutte Nuller, der, saa lidet de for os mangle Betydning, dog ved deres ligesom isolerede Fremtræden vare betydningsløse, erkiendte[s] dog Religionen almindelig for at være den guddommelige Kraft, der hæver Mennesket over alle Jordens Omgivelser, til det Høieste, Oversandselige. Allerede herved er meget vundet, thi Religionen er nu ikke længere for os en blot 142 Kundskab, men den gyldne Kiæde i Jupiters Haand, der skal løfte Jorden til Himmelen.

✂ Giøre vi end eet Skridt, da finde vi, at baade Grækers og Jøders og Skandinavers Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt sammen i en Idee. Her hviler Urtypen for alle Religioner, her faae vi Svaret: Religion er det Endeliges Samfund med det Evige .

✂ Ikke forstaae vi ved Udtrykket, den gyldne Alder, hin episke Old, der var dens Efterskin; ei heller tænke vi os derved de nye Philosophers evige Idee, men dennes Virkelighed under Tidens Betingelse.

✂ I Dettes nærmere Udvikling ville vi, uden Hensyn paa Mythologiernes deels matte, deels adspredte Træk, ene beskue Bibelens rene Billede, hvor alle Gestalterne træde tydelige og uddannede frem for vort Øie.

✂ Hin gyldne Alder betegnes her med det saare passende Navn, Uskyldighedsstanden; thi reent og usmittet maatte det Jordiske være, for at kunne flyde sammen med det Himmelske. Guds Billede betegner hint Samfund, vi kaldte Religion, thi, betegnede det noget Væsentligt hos Mennesket, kunde det ikke tabes, uden ved Menneskets Omskabelse; men, som saadant maatte det nødvendig tabes, ved at æde af Kundskabstræets Frugt. Samfundet med det Evige maatte nødvendig ophøre, saasnart Menneskene søgte Kundskab, og giorde Forskiel mellem Godt og Ondt, thi derved gaves Tilværelsen en egen Vigtighed, og Mennesket var, efter den første Frihedsyttring ei længere nødvendig hvad han var ; men et Resultat af Valg.

✂ I Uskyldighedsstanden var ingen Død, og det evige Liv fremspirede af Jorden selv; thi Mennesket udtrykte sit Begreb heelt, og Død maatte da have været en Ophævelse af Samfundet, da den ikke kunde være en Overgang til det allerede Existerende. Nu see vi tydelig Sandheden af Ordene: »paa hvilken Dag du æder deraf, skal du døe!«

✂ Mennesket udjoges af Paradiis fra Livets Træe, og Døden stod som en Cherub med et blinkende Sværd mellem det Evige og Endelige.

✂ Slangen, der forførte Menneskene, var Tilværelsen selv, der lokkede dem til at opofre sig til dens Kundskab, som om de derved kunde blive Gud lige i Viisdom. Derfor blev Slangens Straf, at den stedse skulde krybe paa Jorden; Tilværelsen, og Kundskaben om samme, Philosophien, skulde aldrig kunne 143 hæve sig til det Evige, og blev saaledes en Løgner fra Begyndelsen, ved sit skuffende Løfte til Mennesket.

✂ Det lovedes, at Qvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens Hoved, men den skulde bide Manden i Hælen. Mennesket skulde komme til Erkiendelse af Tilværelsens Usselhed, som Hovedøiemeed, men den skulde dog beholde Kraft nok til at hindre hans Flugt mod det Evige*).

✂ Nu kunde ingen Religion i høiere Betydning være paa Jorden, men kun en Stræben mod samme, for hvilken ogsaa de gamle Religioner ere Udtryk. De vare alle Poesie. Philosophie ansaaes som deres Fiende, og var det virkelig ved sin Stilling.

✂

✂ Dette Phænomen troe vi at kunne forklare os saaledes: de Gamle dømte rigtigen, at den Kundskab, der styrtede Menneskene, var Philosophie. Frygtsomme for den lange Vei fremad, stræbte de stedse tilbage mod det Evige, hvorfra de vare løsrevne. Derfor sluttede de sig saa tæt til Poesie, da denne i hin gyldne Alder havde været Eet med Religionen, ei en Stræben mod det Evige, men en Omfattelse af det. Derfor kunde Philosophien ei faae Sted i deres Religioner, thi de saae i den Slangen, som maatte knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage.

✂ De fragmentariske Skildringer af Grækernes episke Old, vi have under Homers Navn, bevise, de engang troede, at have naaet deres Maal. Ei tør vi bestemme, om den dramatiske Digtning endnu var Udtrykket for denne Troe; men det synes klart, at de i den dramatiske Konst søge at trøste sig over det skuffede Haab. Længe kunde ei heller hin Skuffelse vedvare; thi Mennesket havde engang sluttet sig til Tilværelsen, og kunde ei mere træde tilbage. Kundskabens Frugt var brudt og smagt, og kunde ei atter vorde hel og urørt, om den end henkastedes til Forraadnen. Nydes maatte den, om den endog var dræbende Gift. Allerede i Grækernes Historie skimte vi Overgangen fra Poesie til Philosophie som Religion; men endnu maatte denne kæmpe, og seirede først under Romerne. Ei var det Ringeagt for det Høieste, der fødte denne Overgang, skiøndt den vist nok **) Saare vel indsee vi, at hverken de litterale eller moralske Udtydere af Bibelens Oldskrivter ville være enige med os i denne Fortolkning; men vi erklære os ogsaa villige til at vexle Mening, saasnart Nogen, uden at fratage eller inddrage Noget, giver os en Forklaring, hvori denne mythiske Fortælling aabenbarer en dybere Sands, og sættes i strængere Forbindelse med Religionens følgende Historie. Dette er alt, hvad vi kunne sige, thi hidtil kiendte vi ingen tilfredsstillende Forklaring, og vi vide ingen Autoritet, hvorpaa vi kunne støtte os. 144 fødtes af samme; men en dunkel Ahnelse om, at en Forening mellem Poesien og Philosophien burde finde Sted.

✂ Dog, ingen menneskelig Aand kunde forene disse Kæmpende til et harmonisk Væsen med Tendents til det Evige, og det fordi Ingen kan fare op til Himmelen, uden Den, som nedsteg derfra. Sokrates faldt som Martyr, thi for svag var den Gnist af [x][x][x][x][x] 1 , han besad, og Forsøgene havde de sørgeligste Følger.

✂ Usædelighed omvandt Menneskene med sine smudsige Lænker, medens Philosophernes Høresale gienløde af Dydens Priis, og Undersøgelse om Gudernes Natur.

✂ Konsten, der fødtes for at fængsle de flygtende Guder til Jorden, blev Overdaads og Forfængeligheds Tiener.

✂ Leveklogskab hyllede sig i Poesiens glimrende Klædemon, borgede dens Navn, og modtog de bedragne Dødeliges Hylding.

✂ Aarhundreder henrullede i hinandens Fied, og uigennemsigtig blev Taagen, der skiulte det Eviges Straaler fra Jorden.

✂ Jøderne, hvis Religion som Poesie tabte ved at træde i Nationalismens Tieneste, men vandt langt mere ved sin stadige Hentydning paa det Fuldkomnere, havde efterhaanden tabt Evnen til at skue det høie Liv, der spirede i deres hellige Bøger, og det synes, som de ved at hylde de kloge Romere, have lukket Øiet for det Eviges sidste Glimt, og indsluttet sig i Tilværelsen 2 .

✂ Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben mod Religion, da maa vi vende Øiet høit imod Nord, og kaste et indtrængende Blik paa Asalærens dybere Sands.

✂ Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gudelære - Jødernes kun for en Deel undtagen - forgiæves søge, Erkiendelse af Poesiens Afmagt til i Livet at giengive Tilværelsen sit tabte Samfund med det Evige.

✂ Heraf allene kunne vi forklare os den merkelige Forskiel mellem Grækernes Skyggeverden, og Skandinavernes Valhal.

✂ Grækerne troede, at kunne ved Poesie, tilbagevinde Religion i Livet, og maatte derfor ansee Døden som Ende paa Samfundet med det Evige. Derfor bevæge sig kun kraftløse Skygger i det mørke Erebos, hvor ei Zeus men Ades hersker. Tilstanden efter Døden er kun et mat Efterskin af Livet, og Tilbagegang til samme, Ønskets Høieste.

✂ Nordboen ansaae Livet for en Skilsmisse fra det Evige, der kun burde benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa *1 dvs. Logos, her i Betydningen: den evige Fornuft . *2 dvs. Timeligheden. 145 Valhals Bænke. Tilstanden efter Døden er da ikke Livets Efterskin, men dets Potensering. Derfor træde Einherierne kraftfulde frem, inddrikke guddommelig Kraft i Heidrunes stærke Miød, og fryde sig ved det høie Vaabengny, og Valkyriers liflige Sange. Men endnu ere de ikke forenede med det Evige, de have ikke tilintetgiort Døden, skiønt de have overvundet den. Døden er blevet som Bien, der mister sin Braad ved at bruge den, thi flux opvaagne de dræbte Helte som af lette Slummer. Dog, Maalet maa naaes, og derfor ere Valhals Kampe kun Forbilleder paa den Store i Ragnaroke, da Guderne selv skulle falde, og give Plads for det identisk Evige. Først da skulde en skiønnere og herligere Soel beskinne den gienfødte Jord, og Heltene leve i uadskilleligt Samfund med Alfaudr i Gimle.

✂ Dog, hvor ugierne vi end skilles fra gamle Nordens hellige Myther, der i sig selv skiule det herlige Lys, der berettiger dem til Navnet Religionens Morgenrøde; maa vi vende Øiet hen paa den gyldne Soel, der alt frembryder i Østen, og hvis Straaler ogsaa engang skulde opvarme det kolde Norden.

✂ Jesus fødes, og med ham nedsteeg atter Religionen til Jorden; thi han var det levende Udtryk for den Eviges og Endeliges inderligste Forening: [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x]. [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x] . 1

✂ Herpaa hentyder Forestillingen om de tvende Naturer i Christi Person, og herved kunne vi ledes til at opdage den dybere liggende Grund, hvi Fædrene inddeelte [x][x][x][x][x] i [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] og [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] 2 .

✂ Men, Religionen i høiere Betydning kunde ei mere boe paa Jorden. Med Jesus opfoer den atter til Himlen efter først at have slynget sit hellige Baand om det Endelige, hvorved det kunde hæve sig til det Evige. Det er hvad Skrivten siger: Jesus forsonede Menneskene med Gud.

✂ Først nu have vi Ret til at besvare Spørgsmaalet: Hvad er Jesu Religion?

✂ Den er det Endeliges Forsoning med det Evige . Men for at fortiene dette Navn maa den løse Tilværelsens Gaade, og den giør det, ved at vise, hvad hidtil Ingen kunde, at Poesiens og Philosophiens Identitet kan, knyttet til det Evige, være Religionens Repræsentant i det Endelige 3 .

*1 1Tim. 3.16: »Stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Gud aabenbaredes i Kød.« *2 dvs. Den i sig selv hvilende og den sig aabenbarende Logos. *3 Fallesen, der helt igennem vedføjer Anmærkninger, bemærker her: »Jeg maa tilstaae, at jeg Ikke ganske forstaaer dette.« 146

✂ En Sammenstilling af Hovedideerne i Jesu Lære vil tydeliggiøre dette. Jesus gik ud fra den af alle Religioner erkiendte Sætning, at Menneskene havde mistet deres første Ypperlighed, og levede i Fiendskab med det Evige, hvorfra de havde løsrevet sig. Han lærte, at denne Tilstand var fælles for Adams hele Slægt, og herved opstaaer Arvesyndens rene Begreb. Han lærte, at Mennesket ei ved egen Kraft kunde hæve sig til det forlorne Standpunkt, i det han sagde: »Ingen kiender Faderen, uden Sønnen, og den som Sønnen det vil aabenbare.« Paulus udtrykker samme Tanke med mere Bestemthed, naar han siger: »det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til,« samt: »Ingen kiender det som er i Gud uden Guds Aand.« Philosophiens Bestræbelse at vorde Religion, og de sørgelige Følger af samme finde vi malet med de stærkeste Farver i det første Kapitel af Brevet til Romerne.

✂ Saaledes var den første Gaade løst, i det et Lys opgik over Menneskets Stilling. Grunden var viist, hvi Naturen ligger i en evig Strid, hvi Moralloven ei kan virke med Nødvendighed, da den ikke væsentlig hører til Tilværelsen, men blev kun betinget nødvendig ved Menneskets Fald. Rom. 5te og 7de. Nu saaes, hvi Menneskene havde en uudslettelig Ahnelse af det Evige, uden dog at kunne slutte sig til det.

✂ En Gaade var endnu tilbage, der egentlig giorde Jesu Komme nødvendig for os, og hvis Løsning egentlig maatte udgiøre Religionen. Er Gienforening med det Evige mulig, og hvorledes? Dette er Gaaden.

✂ Det første Spørgsmaal besvarede Jesus saare ofte med den fuldeste Bestemthed, og det er derfor nok at henvise til det saa bekiendte og tydelige Udsagn Joh. 3, 16. og 17. 1 , men at den christelige Religion virkelig fremsætter det samme Begreb om denne Gienforening, som vi have antaget, fremlyser vel klart saavel af det ofte mistydede Sted Rom. 8, 19-25. som af Eph. 1, 9-10. hvor det hedder: »efter sin velbehagelige Beslutning kundgiorde han os sin hemmelige Villie, ved en Huusholdning i Tidernes Fylde at indslutte Alt, det i Himlene og det paa Jorden, i Christo som i eet Hovedbegreb.« Følelsen af denne Gienforenings høie Salighed, og dens Ypperlighed frem for al Jordens Viisdom var det, som fyldte Paulus med glødende Andagt, da han bøiede sine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader, og bad, at Christus maatte boe formedelst Troen i hans Brødres *1 »Saa elskede Gud Verden osv.« 147 Hierter, paa det de med alle de Hellige kunde begribe, hvilket der er det Brede og Lange, og Høie og Dybe, at de kunde kiende den Christi Kierlighed, der overgaaer al Kundskab og opfyldes til al Guds Fylde.

✂ Det andet Spørgsmaal besvarer Jesu Lære saaledes: Ved stadigt Hensyn paa det Evige, og ved Lydighed mod Moralloven, som Mennesket ved sit Fald underkastede sig, kan han ene gienvinde den tabte Salighed. Men da Mennesket kun skabtes for at stige fra Begreb til Individ, mangler han Kraft til at opfylde den Lov, der ei stemmer med hans hele Væsen. Derfor nedsendte Gud sin Søn, at han først skulde udslukke ved sin Tilblivelse som Menneske, Fiendskabet mellem Jorden og Himmelen, at han med sit hellige Blod skulde aftvætte det Endeliges Ureenhed, skaffe os Adgang til Faderen, og ved sin frivillige Død opfylde Loven. Naar det Endelige skulde reddes fra Undergang, maatte det Evige øiebliklig give Slip paa sin Evighed. Jesus maatte bane Veien giennem Døden til Livet, for at Menneskene kunne gaae derpaa. Han maatte ligesom udrive Scepteret af Plutos Haand, og udtørre de stygiske Vande, at de ei længere kunde indslutte de Døde. Her have vi Sandsen af Mythen om Christi Nedfart til Helvede. - Nu staaer da Mennesket atter i Forbindelse med det Evige. Poesiens Verden har faaet Realitet, og er blevet knyttet til Existencen, der som Philosophiens Virkekreds, er blevet et betydende Ziffer i Approximationens Tabel l . Poesiens og Philosophiens Identitet fremtræder i Jesu Læres Hovedbud: elsk Gud over alle Ting, og din Næste som dig selv! og dette erklærede Jesus selv ved at sige: i disse to Bud indfattes baade Loven og Propheterne. Disse Bud maa Menneskene, som agte at indgange i det hellige Jerusalem, der skinner af Guds Herligheds Glands, og pranger med det fornyede Livets Træe, stedse have for Øine, og da have de Ret til, uagtet deres Feil, at nedknæle med et fast Haab for den Naadestoel, som Herren fremsatte for Troen i Christi Blod.

✂ En Gaade er endnu tilbage, og fordrer saa meget mere Omtale, som den synes mindst tilfredsstillende løst af den christelige Religion. Dens Gienstand er: de Ondes Skiæbne efter Døden 2 .

✂ Foreløbig maa vi anmærke, at denne er ikke Tilværelsens, og kan derfor egentlig ei fordres løst af Religionen.

✂ Syndens Mulighed var ligesaa nødvendig som Friheden, og *1 Her sætter Fallesen med nogen Grund et (?). *2 Jfr. ovenfor Side 101-105. 148 hvorledes denne kan føre tilbage til det Evige, bør Religionen vise; men Synden, Forfølgelsen af et endeligt Maal, er Udtrykket for Menneskets totale Misbrug af Friheden. Gaaden om Beskaffenheden af dennes Resultat, har Mennesket selv skabt, den bliver Individets og ikke Artens. Den kan ikke fordres løst af Religionen der ene er beregnet paa Artens Trang til den første Gaades Løsning. Tydeligere: Religionen skal vise Vei til det Evige. De som ikke ville gaae denne Vei, frakiende det Maal, Religionen viser hen til, Interesse for sig, og kunne ikke fordre af den at belæres om et Maal, hvis Modsatte den erklærede for det eneste. Alt hvad de kunne vente af Religionen, er, at den maa kalde deres Maal det Modsatte af sit, som Død af Liv. Da de ei ville arbeide paa Gienforeningen med det Evige, kan denne ei blive dem til Deel, og selv maa de vel vide, hvor de agte sig hen, siden de gaae saa ubekymrede, og foragte al Veiviisning.

✂ Nu ville vi nærmere betragte Christlærens Udsagn, og stille det ved Siden af den philosopherende Fornufts Sætninger.

✂ Saa lidet som Christlæren giver nogen Fremstilling af de Ondes Tilstand efter Døden, saa bestemt tillægger den deres Ulyksalighed Varighed.

✂ De gamle Theologer sagde: denne Ulyksalighed skulde bestaae i evindelige Piner og Plager paa Siel og Legeme, af Dievelen i Helvede; men foruden det saare meget Underlige, der er sammenpakket i dette Dogma, har man Ret til at paastaae, det er ubibelskt. Aldrig siger Bibelen, at Dievelen skal pine de Ugudelige, men vel, at de skulle gaae hen i den evige Ild, som er beredt Dievelen og hans Engle.

✂ Af Skrivtens Udtryk, den evige Død, jevnført med Ideen om Menneskets nærværende Bestemmelse, giennem Moralitet at stræbe mod det Evige, kunde man have Aarsag til at troe, at Jesus satte de Ugudeliges Straf i en vis Tilintetgiørelse, i en uvirksom, pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette synes især at passe med Forestillingerne i Lignelsen om den rige Mand. Trangen til Gienforening med det Evige forkynder sig for ham som en ulædskelig Tørst, der uden Ophør brænder den tørre Tunge. Han kan ikke begrave sig i det svælgende Dyb, paa hvis Bred han ligger, men pines af Visheden om det Eviges Tilvær, som han nødes at skue paa hin Side Dybet. Ikke heller kan Fornuften erklære dette for urimeligt; thi den Ugudelige søgte i Livet at slukke Gnisten af det Evige, som han burde næret, for ved den at forenes med det. Han er da paa en 149 vis Maade død, da Skranken er sat for den Sphære, hvori han bevægede sig, og han nyder kun endnu et sørgeligt Liv, fordi det var ham umuligt, ved endelig Kraft at bringe det Eviges Spire til Henvisnen, skiønt han hindrede dens Vext.

✂ Kun tvende Indvendinger af nogen Betydenhed lade sig giøre herimod.

✂ Man kan sige, at dette egentlig kun passede paa de virkelig Ugudelige, der ginge giennem Livet uden Hensyn paa det Evige, men ikke paa dem, der skiønt de i Ahnelse, Ønske og Haab sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Synd, der endog henrev dem imod deres Villie.

✂ Vel overhugges Knuden ved at sige: Jesu Blod aftoer de Bodfærdiges Synder, men det synes dog, som en Smitte, ofte fornyet, maatte giøre Mennesket uskikket til strax at træde i Samfund med det Evige.

✂ Følelsen heraf var det, som fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere Betydning, saaledes nemlig, som en Deel af de Gamle og Origines forestillede sig den. Denne Idee lod sig godt forene med Antagelsen af et høiere ogsaa endeligt Liv efter Døden, hvorved Begrebet om Pine bortfaldt, og synes at være den eneste, hvorved Knuden kan tilfredsstillende løses.

✂ Man har sagt, at det streed mod den alvidende Guds Godhed, at skabe Mennesker, han forud vidste, vilde blive evig fortabte.

✂ Denne Indvending synes at være betydelig, men man maa agte, at den ene laaner sin Styrke fra den dog nok skæve Forestilling om Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det vi antage Guds evige Tilværelse, antage vi tillige den evige Muelighed af Verdens Tilblivelse, der under Tidens Betingelse maatte blive Virkelighed. Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa nødvendig under den Forudsætning, at Mennesket løsrev sig fra det Eviges Samfund, og da Moralitet forudsætter Frihed, kunde Gud ligesaa lidet hindre Menneskene fra at blive ulykkelige, som han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet. Hvad end stod tilbage, giorde Gud, ved at nedsende til Jorden sin Herligheds Glands og sit Væsens rette Billede, hvorved Arvesynden udslettedes, det vil sige, Overgangen i den moralske Verden ophørte at være Synd, i det en Vei viistes, til giennem den allene at naae det Evige. Ikke at ville vandre denne Vei, at potensere Syndefaldet ved Sluttelse til Existensens laveste Deel, og bestemt Opponeren mod Gienforeningen, er Synd mod den Hellig Aand, som aldrig kan forlades.

150

✂ De nyere Philosopher have sat de evige Straffe i Tab af høiere Lyksalighed. De meente nemlig, at efter Døden kom Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og vilde da, frit for det sandselige Legeme, gaae frem paa den Bane, han her udskeiede fra, og de sætte da hans Ulyksalighed i Bevidstheden om, at have kunnet staae paa et høiere Trin, dersom han allerede her i Livet havde helliget sig Dydens Tieneste.

✂ Vi have Agtelse for det Menneskes Hierte, som først opfandt denne Gisning, af Medynk over de Ulykkelige, som vi ønske alt Godt, naar de ei længere kunne skade os; men inderlig maa vi harmes over disse Sætningers Eftersnakkere, blandt hvilke vi med Blussel regne os selv, medens vor Aand endnu bukkede sig under Autoritetens Aag.

✂ Man antager, at Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre sig. Vi ville indrømme det, som noget, vi ønske og ei bestemt kunne modsige; men at det der skulde være lettere end her, er aldeles urimeligt, ja ophæver Begrebet om Moralitet.

✂ Dersom Mennesket efter Døden kommer til renere Anskuelse af Lyksalighed, som vi paa nærværende Standpunkt ville antage ; dersom han vinder ved at befries fra Legemet, da maa Fristelserne der omringe ham, Vanskelighederne han har at bekæmpe, voxe i samme Forhold; thi lettelig indsees det, at naar paa Dydens Side var lutter Fordeel og Skiønhed, paa Lastens derimod lutter Tab og Hæslighed, da ophører Begrebet om Kamp, da fulgte Mennesket, ved at være dydig, de samme Motiver, han fordum fulgte ved at være lastefuld, da var ingen Sindsforandring, men kun en Ombytning af Navne.

✂ Er det nu vist, at Menneskets Forbedring maatte hisset være ligesaa vanskelig som her, da er der slet ingen Grund til at formode, den snarere vilde finde Sted.

✂ Dog var det kun Urimeligheder, der fandtes ved dette System, dem kunde man tilgive; men at det istedet for at være menneskekiærligt er menneskefiendsk, at det er egnet til at bestyrke Menneskene i deres blinde Gang paa Lastens Vei, og hindre deres Omvendelse, det kan ingen Retskaffen taale, og dertil bør han ikke tie.

✂ Vi maa tilstaae, at de der bestandig raabe paa Moralitet, have her været saare konseqvente. Evigheden var dem en Torn i Øiet, fordi den fødte Forestillingen om Belønninger og Straffe, da de vilde have Dyden udøvet allene for sin egen Skyld. Derfor ophævede de Straffen, og sagde herved til Menneskene: I bør være dydige, thi det er Eders praktiske Fornufts Bud, men 151 i modsat Fald skulle I ei frygte for Straffen, thi vare I end nok saa lastefulde her, kunne I dog omvende Eder hisset, og der er det langt lettere, da I ingen Fristelser have til det Onde.

✂ O hvilken Skare af Dydshelte maa ikke denne humane Opfordring have dannet!

✂ Nu staae de, studsende af Forundring over at Slægten ikke er rykket nærmere til Fuldkommenhed, da dog derom er dem bleven sagt saa mange deilige Ting.

✂ Men kiendte de da ikke det sandselige kortsynede Menneske, der endog, naar han troer en ulyksalig Evighed, for at følge sine Lyster, saa gierne opsætter Omvendelse til Dødens Nærmelse!

✂ Uden giftig Satire paa Menneskets Natur, tør vi dristig paastaae, at blandt 1000 fulgte de 999 den lokkende Synd, naar de kunde haabe, efter her at have tømt Glædernes Bæger til Bunden, endnu hisset at blive lykkelige. Lettelig lod da Samvittighedens Røst sig neddæmpe, og roelige vilde de synge, hvad vi allerede saa ofte hørte:

✂ »Jeg frygter slet ikke at blive fortabt
Af den som har Vinen og Pigerne skabt.«

✂ Man vil indvende, at Philosopherne aldrig gave de Lastefulde Haab om saa høi eller stor Lyksalighed, som de Dydige. Men beregner vel det efter Nydelse higende Menneske Aar, var det end Millioner - Grader, vare de end af et Mellemrum som fra Jorden til Himmelen? See vi da ikke daglig, at de med Glædens Udtryk i deres Aasyn styrte sig i Lastens aabne Svælg, skiønt de med temmelig Sikkerhed kunne formode, at de der med sig begrave deres Formue, Sundhed og Liv, Ting der ligge saameget nærmere ved deres Standpunkt. Men, skeer dette, fordi de virkelig sætte Nydelsen over Tabet af disse Ting? Hos nogle faa Tankeløse kan det maaskee være Tilfældet; men i Almindelighed vinder Lasten, fordi dens Følger i Livet ei ere nødvendige, men kunne mueligen undgaaes. Tabe nu de evige Følger af Lasten ogsaa deres Vished, vorder Resultatet af den Ugudeliges Liv ikke væsentligt og i Alt forskielligt fra det af den Gudfrygtiges; da bortfalder det Eviges hele Indflydelse paa Moraliteten, og dermed Moraliteten selv, der ei har nogen Realitet uden ved stadigt Hensyn paa Hint.

✂ Dersom de Ondes Ulyksalighed i Evigheden skulde bestaae i Erkiendelsen af den høiere Lyksaligheds Tab, som de Gode nyde, da synes den at maatte have sin Grund i den skændigste 152 Misundelse, da de stedse nøde langt mere, end de havde giort sig værdige til; men hvorledes kan en saadan Last bestaae med Forbedringen?

✂ Men, det er kun for at illudere, at man har anviist Ulyksaligheden en saa tvetydig Plads, fordi man nemlig ei vilde have Skin af at ophæve al Forskiel mellem de Gode og Onde, som man virkelig giorde; thi disse maatte for det lavere Trin i Lyksalighed finde sig skadesløse ved Erindringen af det glædelige Liv, de havde ført.

✂ Vel vide vi, man vil indvende, at efter Døden betragter Mennesket ei Livet eller dets Glæder fra samme Synspunkt, som her paa Jorden; men denne Gietning mangler al Grund. Just deri bestaaer de Godes Triumph, at de i Evigheden finde deres Anskuelse af Tiden stadfæstet, at de erkiende Realiteten af deres Ideer, se Virkeligheden knyttet til den Muelighed, hvori de levede. Hvorfor skal nu det Modsatte have Sted hos de Onde? Fordi, vil man svare, deres Anskuelse var vrang. Men beviser ikke de Godes rigtigere Anskuelse, at de ogsaa i Livet kunde havt en saadan, men have modtvillig bortskudt den? Følger deres Gemyt dem ikke over Graven, da ere de ei længere de samme Væsner, men følger det dem, maa de ogsaa hisset lukke Øiet for den rigtigere Anskuelse. Den umiddelbare Følelse af et sørgeligt Resultat kan lære dem, at deres Gang i Livet var beregnet paa et ganske andet Maal, end de Gudfrygtiges; men det er ikke noget Nyt, det maatte de allerede vide i Livet, men de vilde ikke have andet Maal, end det, der kunde naaes uden Opofrelse af deres Glæder. Da de i Livet ei havde Sands for de høiere Glæder, kunne de ei medbringe nogen anden Forestilling om Glæde, end den, der passer sig paa hvad de her gave dette Navn.

✂ Resultatet af denne Undersøgelse bliver da, at Fornuften ei indseer noget Middel til at forbedre de Ulykkelige paa hin Side Graven, og at den christelige Religion er enig baade med sig selv og Fornuften i det den tillægger deres Ulykke Evighed. At Jesus ei lærte noget bestemtere om de Ondes Skiæbne efter Døden var nødvendigt; thi han kom ikke for at tiene de Sunde, men kun dem, som have Lægedom behov.

✂ Da Jesu Lære forkynder sig som Poesiens og Philosophiens givne Identitet, maa den nødvendig være et Mysterium, og alle de, der, forledede af dens Bestanddele ei antage den derfor, maa fare vild. En Følge heraf var at man troede at kunne reducere den snart til Poesie, snart til Philosophie.

153

✂ Med Poesien forvexledes den saaledes i Katholicismens betydningsfuldere Periode, hvis Efterskin Digteren malte, da han qvad:

✂ Raphael dichtete liebend, prophetisch ersann Bonarotti,
Wägte des Pantheons Dom stolz in den Aether hinauf.

✂ En lignende Forvexling synes Tidernes Tegn atter at bebude; men med alt sit Glimrende, er den langt fra at være ønskværdig. For Poeten har Tilværelsen tabt sin Interesse, og derved sin Vigtighed. Med Inderlighed slutter han sig til Religionens poetiske Deel, men taber sig just derved saa let i uvirksom Beskuelse, og naar han tvinges til at tage Deel i Tilværelsen, synes han ukiendt med Morallovens Skranker. Dette er Sværmerie i sin slette Betydning, men som ofte opkommer paa den uskyldigste Maade, i det Mennesket troer, at Jesu Religion tilbageførte Samfundet med det Evige, og at man kan blive deelagtig deri ved at fierne Øiet fra ethvert jordisk Forhold, og hæfte det stadig paa det Evige.

✂ Den foregaaende Undersøgelse har viist os, at denne Troe, der ikke er væsentlig forskiellig fra Grækernes, støtter sig paa en aabenbar Illusion, men vi maa aldrig glemme, at intet uden denne Troe kan skabe Digteren; det maa derfor ikke undre os, naar han foragter Tilværelsen, og end ikke synes giennemtrængt af den dybeste Ærefrygt for Moraliteten. Thi paa hans Standpunkt er det nødvendigt. Han kan ikke glædes ved Frugten, fordi han, i Analogie af den lavere Natur, forudsætter, at Blomsten maatte visne, før den kunde frembringes. Ogsaa her forledes han af sin eensidige Anskuelse, men uden den var han ikke Digter.

✂ Vores Pligt er det derimod, ei at lade os forlede af ham, til at bortbytte vores, til det Evige ved Jesum fast knyttede Tilværelse, med den vel mere glandsfulde, men bedragende og hastig bortilende, han tilbyder. Øiebliklig kunne vi følge ham, og nyde en Forsmag paa Himmelens Salighed; men ved i Livet at ville holde den fast, giøre vi os uværdige til den.

✂ At Samfundet med det Evige er umueligt i Livet, erklærede Jesus selv, da han prisede Digteren Johannes som den største, der fødtes af Qvinde, men lægger til: dog er den mindste i Himmeriges Rige større end han, og saare treffende charakteriserede Göthe Menneskets Bestræbelse, ved Poesie at hæve sig til det Evige, da han qvad:

154

✂ Hebt er sich aufwärts
Und berührt
Mit dem Scheitel die Sterne,
Nirgends haften dann
Die unsichern Sohlen;
Und mit ihm spielen
Wolken und Winde. 1

✂ I de sidst forløbne Tider søgte man at reducere Jesu Religion til Philosophie; men, uagtet vi heller ikke paa nogen Maade ville miskiende Hensigten heraf, nemlig at giøre den mere brugbar for Livet, mere frugtbar for Moraliteten, kunne vi dog ingenlunde bifalde disse Forsøg, eller ønske dem fortsatte. Dersom Philosophien kunde løst Tilværelsens Gaader, da havde Jesu Lære været unødvendig, men den kunde det ikke, og hvad maa Resultatet blive, naar det Højere maa træde i det Laveres Tieneste?

✂ Philosophien kan aldrig glemme, at den er Tidens kloge Datter, og da den ei kiender sin Moders Fødsel, maa den sætte hende som det første. Antagelsen af det Eviges Tilvær, og dets Forbindelse med Tilværelsen, hvorved den vil hæve sig til Religion, er ikke dens eget Resultat, men en blot Eftergivenhed for Poesien. Jordelivet indslutter de betydende Ziffre, hvortil Evigheden kun føies som et Nul, istedet for at det selv burde være Nullet, der kun fik sin Betydning ved Stillingen mellem det Eviges Ziffre.

✂ Uden at ville see de Urimeligheder og Modsigelser, hvori de giorde sig skyldige, antoge de nyere Theologer, eller, som de hellere vilde hedde, Religionsphilosopher, da de vare opdragne i den kritiske Philosophies Skole, at Mennesket endnu udtrykte sit Begreb heelt, at Moralloven hørte til hans oprindelige Væsen, og at hans eneste Fald var Udskeielsen fra Pligternes Stie paa Sandselighedens blomstrende Veie.

✂ Uden at vise os, hvorledes denne Strid var indkommet i Menneskets Natur, eller hvorledes den kunde ophøre, paalagde de os ved et kategorisk Imperativ at udrydde den Deel af vort Væsen, der stod deres Sætninger i Veien, og saaledes med Tiden vorde reen Intelligents. Da dette imidlertid ei kunde skee i Livet, lovede de os et Slags Evighed, der egentlig kun var en *1 Af Digtet: Gränz en der Menschheit. 155 Fortsættelse af Tiden, da Moralloven stedse skulde følge os med sin truende Haand.

✂ Dette kaldte de Jesu rensede Religion, og vist nok var den renset for alt det Religiøse, som udmærker den, thi her er intet høiere Liv i Tidens Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse, ingen Forbindelse mellem Jorden og Himmelen, uden Moralens Kiæde, der selv skal stige fra neden opad. Ahnelsen af Tilværelsens Usselhed og det Eviges Herlighed kaldtes Sværmerie, der neppe burde taales i Digterens Mund, og Mennesket blev til en Jette, der med sin Haand, hvis han vilde, kunde forandre Stiernernes Gang, og, ledet af den blotte Forstand, vandre med stadige Skridt paa Himmelens Buer. Man loe eller man harmedes over Digteren, der turde bagvaske Mennesket, og forringe hans Adel, ved at sig om ham:

✂ Steht er mit festen
Markigen Knochen
Auf der wohlgegründeten
Dauernden Erde,
Reicht er nicht auf
Nur mit der Eiche
Oder der Rebe
Sich zu vergleichen. 1

✂ Ogsaa vi 2 stræbte engang at dele Menneskets glimrende Triumph, vi berusedes af Haabet at kunne staae som frit Fornuftvæsen paa den faste Jord, og kun sparsomt tildele vor svagere Brødre Himmelens Trøst, indtil deres Øie blev klart som vores. Vi rensede vor Religion fra alt det Urimelige, Jesus og hans Apostle havde lært, blot for at læmpe sig efter deres svage Tidsalder, som de dog ellers vare uforsigtige nok til at revse uden Skaansel med Ordets det skarpe, tveeggede Sværd. Men, snart gyste vi for den nøgne Beenrad, der stod for os uden Kraft og Marv. Liv og Varme forlod os, og hurtig maatte vi flygte til Poesiens Straalebarm, for der atter at opglødes, saa vi med det indre Øie kunde skue Jesu Læres høie Sands.

✂ Ikke ville vi derfor ringeagte Poesie eller Philosophie, fordi vi sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste Fyldestgiørende; thi vi vide saare vel, at enhver Videnskab har sin særegne Bane til et og samme Punkt, som den med en vis Nødvendighed maa følge; men de Christnes Pligt er det, at hindre *1 Af Digtet: Gränzen der Menschheit . *2 vi= jeg. 156 enhver Forvexling, der betager Jesu Religion sit Udmærkede, og dette kan neppe bedre skee, end ved at lade den udtale sig heel i vore Templer.

✂ Vi vide det, man troer: Skolerne ere Stedet, hvor Religionskundskaben bør hentes, og at Kirkerne ved disses Forbedring ville blive overflødige. Men, hvilket Raserie! I Skolerne bør Barnet samle de Kundskaber, han efter sin tilkommende Stilling i Borgersamfundet behøver, men skiønt han kan lære, hvad Jesus har sagt, vil han aldrig der kunne lære at kiende Jesu Religion. Vi maa dog ikke glemme, at hos Barnet slumrer endnu hin Ahnelse af det Evige, og det føler ingen Trang til Religion, kan altsaa umuelig føle Interesse for de høieste Sandheder, især da disse ligge saa ganske uden for Erfaringens Kreds, i hvilken Barnet bevæger sig, at de endog ere en Daarlighed for den almindelige Forstand, der vil anvende de fra det Sandselige abstraherede Love paa det Oversandselige. Maaskee var den ei heller en af de ubetydeligste Aarsager til den Ringeagt for Religion, der i de sidste 10 Aar som en Pest befængte Menneskene, at man havde giort det Helligste til Barnesyssel, og brugt til Staveøvelser de dybeste Toner. Her have vi end en Grund, hvi Menneskene bortkastede Religionen tilligemed deres andre Dukker, som Noget, der var uanstændigt for Mænd. Takket være den forstandige Tidsalder, fordi den, skiønt ikke stedse af Ærbødighed for Religionen, udrev Catechismerne af Barnets Haand! Nei, Christi Religion er Guds hemmelige Viisdom, og aldrig kan den blive almindelig erkiendt uden ved en Symbolik, der fører den nærmere frem for Beskuelsen. Men ligesom Jesu Religion er langt høiere end nogen af Oldtidens Mysterier, saaledes maa ogsaa dens Symbolik være langt fuldkomnere, ei som Hieroglyfer dunkelt hentyde paa den, men være dens rene Aftryk, og heri ligger Begrebet om christelig Liturgie, eller udvortes Gudstieneste. Er da Jesu Religion Poesiens og Philosophiens Identitet med Tendents til Religion, da maa den ogsaa vise sig saaledes i Liturgien. Men, fremstiltes den kun i sin høieste Potens, da vandt den intet ved Fremstillingen. Poesien og Philosophien maa derfor træde frem i deres eiendommelige Dragt, men de maa have et høieste Punkt, hvori de forenes, hvor de samlede fremstille Jesu Religion som det Endeliges Forsoning med det Evige, og knytte sig til Religion som det inderligste Samfund mellem begge.

✂ Betragte vi nu den første christelige Liturgie saaledes som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter fra dette Synspunkt, 157 da ville vi see, at den fuldkommen stemmede med de Fordringer, vi nys giorde.

✂ Den bestod i at lære og prophetere. Hvad var Lærdommen uden Philosophien anvendt paa Livet, og knyttet til Læren om Forligelsen mellem Gud og Mennesket ved Christum? Hvad var hin Profeteren uden en Flugt paa Poesiens hellige Vinge ud over Tilværelsen til den ny Himmel og ny Jord, Christus lovede sine Troende?

✂ Sakramenterne, Daaben og Nadveren udgiorde Liturgiens nederste og øverste Punkt. Ved Daaben giordes Mennesket deelagtigt i den skeete Forsoning, antoges til en Jesu Christi Tiener, og indviedes saaledes til Religion. Nadveren var Kulminationspunktet for det Poetiske i Liturgien, thi her berørte Mennesket det Høieste og Helligste, mod hvilket han stræbte. Men her forenede tillige Philosophien sig med Poesien; thi dens Maal i Liturgien kunde ene være, at giøre Mennesket værdigt til Forening med det Himmelske.

✂ Nu først kunne vi ret skue Sandsen af Jesu betydningsfulde Ord ved Nadverens Indstiftelse: Giører dette til min Ihukommelse! Sagt til Apostelerne maatte det hedde: dette være Eder en kraftig Mindelse om at I have seet hvad mange Propheter og Konger og Vise ønskede at see, men bortdøde i Haabet - det Evige i mig forenet med det Endelige, det Endelige ved mig forsonet med det Evige.

✂ Hin første Liturgie er da Urtypen, hvorefter de Christnes stedse maa være indrettet, naar den skal være hensigtsmæssig. Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien skal skride frem med Tiden, da den tvertimod, uafhængig af samme, ene bør rette sig efter hvad den skal udtrykke, Nærmeisen til det Evige, og kan, naar den engang passer, ligesaa lidet forandres som Religionen selv. Mon det ikke være en dunkel Ahnelse af denne inderlige Harmonie mellem Liturgie og Religion, der lader Almuen i hin see dennes Forandring?

✂ Tanken om, at lade Liturgien lempe sig efter Tiden, kunde først opstaae, efterat man havde hyldet den Sætning, at Tiden fødte Christendommen, hvilket jo dog er noget ganske andet end at Christus kom i Tidens Fylde. Billedet kan saaledes fordærves og forældes, at det trænger til en heel Fornyelse, hvis det ei skal tabe al Lighed med Originalen; men at Denne skulde kunne udvikle sig af Hints Ruiner er dog vel bestemt modsigende.

✂ Vist er det, at Mennesket kan stige i Kundskab; men, mon det ikke være hans høieste Trin paa Jorden, at kunne give al 158 sin Kundskab Tendents til det Evige? Saa tænke vel ikke de, der ansee den alt opløsende Forstand for Menneskets Høieste; thi for den er ogsaa hans høieste Maal at kunne undvære det Evige; men lad dem stræbe did! Vi ville troe, at den største Udvikling er da, naar Livet med alle dets Phænomener og Videnskaber anskues i dets Relation til de evige Urbilleder, kort, naar hele Livet vorder Liturgie, thi Religion kan det kun vorde hisset.

✂ Men fordi vi aldrig maa tabe den første christelige Liturgie af Sigte ved Indretningen af vores, derfor er det dog tilladt, ja endog Pligt at udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed. Kun maa vi stedse huske, hvad det er som skal fremstilles, og aldrig glemme de Punkter i Daaben og Nadveren, mellem hvilke vi maa bevæge os.

✂ Hvorvidt den nærværende Liturgie i sin mere udstrakte Bemærkelse, eller det som foregaaer i vore Kirker, svarer til disse Fordringer, skal det følgende Oversyn vise.

✂ Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane.

✂ Nogle have i denne Anledning komplimenteret vor Tidsalder, som om det var den stigende Oplysning, og Erkiendelse af den vigtigere moralske Kultur, der tømte vore Kirker, og Tidsalderen har ogsaa her hævdet sin Ret til Navnet, en forfængelig Qvinde, i det den lønnede sine Tilbedere med et kierligt Smiil, og dog lod som den vilde giøre Indvendinger mod det smigrende Udsagn.

✂ Vi ville slet ikke nægte, at den temmelig høit stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder Mange fra vore Kirker; men vi behøve slet ikke at gaae uden for disse, for at opdage, hvad der kan bevæge det virkelig religiøse Menneske til at blive borte af de Fleste. Vi maa selv finde, det næsten er umueligt der at hæve sig over det Endelige, da det omringer, indslutter os overalt, træder stedse frem under vexlende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden om Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens Sump.

✂ Men er det den foreskrevne Deel af Liturgien, eller den til 159 Præsten overladte, eller Udførelsen af begge, der foraarsager det? Vi ville see det.

✂ Liturgien inddeler sig selv i den opløftende og undervisende. Hin kan forene sig med denne, men denne aldrig med hin uden Skade for begge.

✂ Vi ville betragte dem saaledes som vi konseqvent troe de burde være, som de under nærværende Lovbestemmelser kunne være, og som de lade sig tilsyne.

✂ Til Liturgiens undervisende Deel regne vi kun i Almindelighed Prædikenen. Thi Taler ved Brudevielser og andre Leiligheder har et mere indskrænket Maal, og maa, med Hensyn til Hovedprincipet mere rette sig efter de paagieldende Individers Tarv; Catechisationen er en Gientagelse og Fortsættelse af Skoleunderviisningen, der ei her kan komme under Betragtning.

✂ Præsten træder frem paa det ophøiede Sted, og vi maa vente af hans Mund at høre de høie Sandheder, om Menneskets dybe Trang til Himmelens Veiledning og Trøst, om Guds evige Raadslutninger til dets Held og Frelse, om Jesu Komme i Tidens Fylde, og da: om hvad vi, giennemtrængte af varm Kierlighed til Gud og Jesus, dybt følende med Paulus, det var langt bedre at fare herfra og være med Herren, bør giøre og undflye for at kunne tage Deel i den skeete Forsoning; for at kunne indgaae i det himmelske Jerusalem, der ei tør betrædes med besmittet Fod. Eller vi maa vente at høre, hvorledes vi stedse kunne vise os som troe Arbeidere i Herrens Viingaard, der ufortrødne plante og vande, og nedbede Vext fra Gud i det Høie; uden at tabe Modet, naar de hvinende Storme knække de spæde Ranker, hvis modne Druer vi haabede at bringe Herren, som et velbehageligt Offer. Eller vi maa vorde udrustede med Troens og Haabets de herlige Vaaben mod Fristelsens Anfald, saa vi lære, ei at bøie Øret til de onde Lysters lokkende Stemme, eller skue hen til de tryllende, snart af Guldets Lue glimrende, snart med Nydelsens flagrende bølgende Klædemon dækkede Gestalter, som de opstille for vort Øie.

✂ Dette eller noget Saadant maa vi vente at høre tolket med værdige Ord, og med den dybe Følelses antændende Ild. Derfor staaer Taleren paa det ophøiede Sted, for at hans Aande ligesom skulde indgyde os den guddommelige Flamme, hvoraf hans Indre brænder, og ligesom for beskuelig at vise os, Mennesket bør staae mellem Jorden og Himmelen, tage Deel i Livet, men med stadigt Hensyn paa det Høiere, saa han ei fæster 160 sig til det, og selv lammer de Vinger, der skulle hæve ham op i Lysets herlige Egne.

✂ Nu opstaaer Spørgsmaalet: viser det sig, at Mængden blandt Præsterne erkiender disse vore retmæssige Fordringer?

✂ Det giør os ondt, at vi maa svare paa det bestemteste: Nei! Mange kunne ikke opfylde en stor Deel af Fordringerne, og Mange ville ikke. Havde vort Ønske Vægt, som det har Grund og Vigtighed, da vilde vi her forene det med den ædle Fallesens , at der dog maatte sørges for de theologiske Candidaters Dueliggiørelse til Prædike-Embedet, og at der maatte tages strengt Hensyn paa deres moralske Characteer; thi grueligt er det, at høre Præster, som hverken kunne tale eller skrive dansk, og som aldrig fik andet Begreb om Dictionen, end det de tydede sig til hos Qvinctilian, og for længe siden glemte. Forargeligt er det, at høre Herrens Ord af en bandende Jæger, der kun glemmer Ederne, saalænge han, utaalmodig nok, maa staae paa det hellige Sted, eller af en Ryggesløs, af hvis Mund vi uden for Templet høre raadden Snak og letfærdig Skiemt, eller overhovedet af en tvetydig Mand.

✂ Langt være det fra os, selv paa fierneste Maade, herved at ville beskylde Nogen, eller kaste mindste Skygge paa en Stand, der kan være saa hæderværdig; men at noget Lignende baade har været og kan være Tilfældet, nægter vist Ingen.

✂ Dog, vi ville vende tilbage til vor egentlige Hensigt, at characterisere Nutidens Prædikemaade. Naar vi undtage de Faa, der med uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære, da maa vi inddele Præsterne i de dogmatiske og moralske.

✂ De Dogmatiske foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet, og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med Treeenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove.

✂ De moralske Præster stemme deri overeens, at de giennem hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab; men for ikke at blive eensidige, maa vi inddele dem i trende Klasser:
De der baade mangle Talenter og Virksomhed,
De der mangle een af Delene,
De der have begge.
Hos de Første sove vi ligesaa trygt som hos de Dogmatiske.

161

✂ Thi de blive slet ikke mere fragtbare for Livet, fordi de stedse dreie sig om dette Punkt, og Forskiellen er blot, at vor Søvn bliver kortere, da disse Herrer sielden have megen Tid at spilde i Kirken, men maa hiem at see til Heste og Køer, Plov og Mødding. Skiønt Disses Antal vel ikke er saa saare lidet, troe vi dog gierne, at den anden Klasse er langt talrigere; men langt mere Udbytte kunne vi ei vente af deres Taler.

✂ Den der enten lader sine Evner slumre, fordi han selv vil sove, eller ei anseer en Prædikens Udarbeidelse som værdigt Brug af samme, synker i den sande Vægtskaal ned til hine først Nævnte, om end hans udvortes Foredrag giver Talen et skiønnere Anstrøg, og holder vore Øine aabne.

✂ Den der vil være ret virksom, uden at kunne hæve sig til den Standpunkt, hvorfra han burde overskue sin Virkekreds, og derfor baade vil udbrede Agerdyrkning og Lovkundskab, Physik og Medicin, med lidt Moral og Religion, vil neppe stifte megen Nytte, men i al Fald mindst opfylde de Fordringer, vi i Kirken giøre til ham. Han vil være populær, og nedstemme sig dl Almuens Fatteevne, og ret som de ikke kunde modtage andre Begreber, end dem der vækkes i Stald og Lade, vil han vel endog paa Prædikestolen, til stor Opbyggelse fortælle sine Tilhørere : »at de ei burde spilde deres Hestes Glødning paa Lande»veien; at Vinteren dog ikke har været saa grumme slem, da »det dog var oventørre for Mennesker og Fæe; at de bør takke »Gud fordi han lagde Jord paa Jorden (!!!) da de ellers ei kunde boe derpaa,« og mere af samme Suurdei.

✂ Ingen, der kiender Nutidens Prædikemaade, endog kun af hvad vi desværre! maa læse paa Prent, vil kalde dette overdrevent, men Ingen kan heller undre sig over, at de virkelig Religiøse holde sig borte fra saadanne Præsters Kirker.

✂ Men nu de Mænd, der giøre Menneskets moralske Forbedring, i det mindste i Kirken, til deres eneste Maal; som, uden at føres vild af det daarlige Skrig om Prædikenens Unødvendighed og Gavnløshed, opbyde alle deres indre og ydre Evner for at kunne tale lige kraftig til Forstand og Hierte; som opmuntre til Dyden og tordne mod Lasten med Varme og Følelse; mon de ikke udfylde Posten, hvorpaa de staae som christelige Religionslærere ligesaa godt som de, der give os Jesu hele Lære?

✂ Vi nødes til at svare: Nei! skiønt vi saare vel indsee, at mange agtværdige og tænkende Mænd ville svare: ja, og stemple vor Paastand med Navnet Sværmerie. Saavel herfor, som fordi disse Moralitetens Talsmænd ere de eneste, som fortiene 162 Opmærksomhed, ville vi nølere betragte saadanne Talers Væsen, og sammenligne det med Maalet for christelig Religion.

✂ Den Præst, der troer, han ei bør lægge nogen Vægt paa de vigtigste Bevæggrunde til Dyden som Aabenbaringen fremstiller: Guds Villie, Kierlighed til Gud og Jesum, og Gienforening med det Evige; som paastaaer, at Menneskets Pligter staae i nøiagtigt Forhold til hans egne Kræfter, og derfor blot driver paa Brugen af disse; han reducerer Jesu Religion til Philosophie. Betager nu en saadan Fremfærd Jesu Religion sit høieste Fortrin, i det vi derved indknibes mellem Tilværelsens Gaader, istedet for at faae dem løste, hvilket vi troe at have beviist; saa maa vi, selv i det vi beundre Talerens sieldne Evner og Iver for den gode Sag, dog erklære, at hans Tale ei er religiøs, altsaa ei svarende til sin Bestemmelse.

✂ For end tydeligere at godtgiøre dette, ville vi kaste et Blik paa de Bevæggrunde til Dyden, der endnu blive ham tilovers. Enten maa han stræbe at indbringe den Regel: øv Dyden for sin egen Skyld! i sine Tilhøreres øverste Maxime, eller han maa blot see hen til Handlingernes Følger.

✂ Principet: øv Dyden for sin egen Skyld! har næsten altid imponeret ved sin tilsyneladende Storhed, og er blevet anseet for Moralphilosophiens evige Triumphbue; men foruden at det stedse vil være en tom Lyd for Mængden, havde man vel Ret til at spørge: hvad er Dyd i denne Betydning? Svaret bliver formodentlig, den er det eneste Absolute, og kan derfor fordre sig alt Relativt underordnet. Vi maa tilstaae Slutningen formel Rigtighed, men kunne ikke overtyde os om Præmissens Sandhed. Vi troede, Intet kunde kaldes absolut, uden det, der, hævet over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles bestemmende Grund, hint Tænkens og Værens evige Identitet, Gud, og vi skiønne ikke rettere end at Moralloven er begrændset af Tilværelsen. Vel har man søgt at hæve denne Vanskelighed, ved at kalde Grækernes Guder usædelige, fordi de stode over Moralloven, og derimod sætte Moralloven over Gud; men da Guds Tilværelse, der maatte mangle Frihed i høiere Betydning, og vorde relativ, derved ophæves, maa vi erklære, at dette Begreb enten er for høit eller for lavt for vor Fatteevne.

✂ Sætte vi Dyden som det Endeliges størst muelige Harmonie med sig selv, og det maa vi, naar den skal træde frem for sig selv i Tilværelsen, og ei være det Evige underordnet, da maatte den, for at kunne fordre sig ubetinget udøvet forkynde sig hos Mennesket som tvingende Naturdrift.

163

✂ Sætte vi derimod Dyden som den nødvendige Betingelse for det Endeliges Forening med det Evige, da kan den fordre sig udøvet uden noget Hensyn paa Livets øvrige Forholde, men ei for sin egen Skyld, kun for dets Skyld, hvis Betingelse den er.

✂ Dog, Faa ere vel de, som, i det mindste hos os have lagt hint ufrugtbare Begreb til Grund for deres kirkelige Underviisning, og de Fleste ere gangne den anden Vei, i det de have beregnet, hvormegen Nytte vi kunne have af at giøre Godt, og Skade af at giøre Ondt.

✂ Disse ere egentlig hverken Moralens eller Religionens, men blot Klogskabens Lærere. De maa stedse føre os omkring i Tilværelsen, og kunne allene kaste et Sideblik paa det Evige, der da ikke i og for sig selv, men som følelig Belønning fremstilles som Gienstand for vor Eftertragten.

✂ Naar vi da tilstaae disse Moralens Tolke, at de vel kunne afskrække Nogle fra de grove Udbrud af Lasten, hvis sørgelige og smertelige Følger de male med Ildfarver, at de kunne fremlokke Taarer i den Blødes Øie, og vække i hans Hierte medlidende Følelser; saa paastaae vi tillige, at de ei kunne indgyde Menneskene den rolige Hengivenhed i Herrens Haand, eller den ydmyge Erkiendelse af deres Afmagt, at de ei kunne lære dem at bruge denne Verden, som de der ikke bruge den, og for det Eviges Skyld opofre Alt hvad Jorden har af Kiært og Skiønt; thi det kunne ene de, som føle, at deres Borgerskab er i Himlene.

✂ Man kan ikke her affordre os Beviis for, at dette er en virkelig Mangel, thi her spørges ei om Jesu Religion er sand, hvilket maa forudsættes som erkiendt af alle dens Tienere, og desuden har været Gienstand for vor Undersøgelse; men kun, hvorvidt man, uden at anvende hine christelige Bevæggrunde til Dyden, kan lære i Jesu Aand, hvilket dog alle vore Præster paastaae at giøre.

✂ Imidlertid var det maaskee ei her saa ganske upassende, at melde et Par Ord om Egennytte som Dydens Bevæggrund, og om det Oversandselige i Christendommen. Man har saare ofte erklæret Egennytte for en ureen Bevæggrund til Dyden, og derpaa bygget Indvendinger mod den christelige Moral, samt Paastanden om et høiere Moralprincips Nødvendighed, men har man ogsaa nøie bestemt Ordets Betydning? Enten maa det udtrykke, hvad der stemmer overeens med Menneskets inderste Væsen, og hans ubetingede Fordring til sig selv, eller hvad der fremstiller sig blot for vor sandselige Natur i tækkelig 164 Skikkelse. I første Tilfælde flyder den sammen med de høieste Bevæggrunde til Dyden, og i sidste har man havt Uret i at udstrække den til Evigheden. Ikkun den der byder os indrette vor Opførsel efter Handlingernes Følger, der kun umiddelbar vedrøre vor nedre, og saare middelbar vor høiere Natur, giør sig skyldig i den Brøde, at have fremsat Egennytte i sin slette Betydning som Bevæggrund til Dyden, og Christendommen fortiener ikke denne Bebreidelse. Derimod treffer den ganske hin Klogskabslære, der traadte frem som et usselt Surrogat for Christendommen, og vi see allerede Mange, som vilde blevet sande gudfrygtige Christne, dersom Moralen havde været dem foredraget i sit nødvendige Forhold til Religion, men som nu troe, at de have opfyldt deres Bestemmelse, naar de iagttage Knigges Regler for Omgang med Mennesker.

✂ Man har i den senere Tid saa inderlig ønsket det Oversandselige borte af Christendommen, og det med samme Ret, som man maatte ønske Roden borte fra Træet, da Toppen, som vi om Vinteren tydelig see, har sine Safter fra sig selv, og sikkert da vilde frembyde et langt skiønnere Syn. Man har imidlertid været godmodig nok til at raade Præsterne at lade det staae, indtil det faldt af sig selv, og det kaldte man Pastoralklogskab. En ligedan Klogskab er det, som byder Nutidens Mennesker, at lade de gamle Borges Mure staae, som latterlige Vidner om den barbariske Old, de skylde deres Ophav, og det er kun skændig Bagvaskelse, som siger: det skeer fordi - man ei kan nedbryde dem.

✂ Ogsaa vi ville dog engang prøve paa at være kloge, og tale et forstandigt Ord med. Men vi mene, at Klogskab netop byder Anvendelse af hint Oversandselige, og støtte vor Mening paa følgende Grunde.

✂ Naar man vil danne Mennesket til moralsk Jordborger, maa man sætte alle hans Evner i Moralens Tieneste; men nu har Mennesket desværre Noget, man kalder Phantasie, og den vil slet ikke lade sig indknibe til jevn Gang paa Pligtlærens snevre Sti. Vel sandt, allerede heraf er det klart, den ikke maa høre til vort egentlige fornuftige Jeg; dens danske Navn beviser tydelig, den kun bestaaer i Indbildningen, og mange Poeter have giort os det Samme saare beskueligt. Den bør altsaa udryddes tilligemed vor hele sandselige Natur ved et kategorisk Imperativ; men, atter desværre! dette kan langt snarere lade sig udtale, end skaffe sig Lydighed, og af den kiære Almue især maa vi ikke fordre for meget paa Gangen. Vi maa da vel indtil videre 165 lade den blive, og blot søge at give den noget uskadeligt Legetøi, hvormed den kan sysselsætte sig, medens vi ordne Kræfternes Harmonie, der skal opsluge den. Aldrig kunde vi treffe noget bedre Valg, end netop hint Oversandselige, vi nys hensatte i Krogen, thi deels er det for ubetydeligt til at kunne skade Moraliteten, og deels vil det, ved den givne sværmeriske Tendents hindre Phantasien fra de mange underlige Spring hvorved den, indsluttet i Tilværelsen, vilde spotte mange af Moralens høieste Diger.

✂ Temmelig længe opholdte vi os ved Prædikenen , baade fordi den udgiør en saare vigtig Deel af Liturgien, saa og fordi vi troe, den især turde trænge de fleste Steder til Forbedring.

✂ Uden at kunne beskyldes for Eensidighed troe vi nu at kunne gaa over til

✂

Daaben .

✂ Uden at nægte, at Formularerne ved denne Handling kunne modtage Forbedring, skiønne vi dog ikke rettere, end at Bestemmelserne for dens Administration svare i det Væsentlige til dens Hensigt. Daaben skal være en Indvielse i Religion, og som første Punkt i Liturgien omfatte baade det Poetiske og Philosophiske i samme. Dette er virkelig Tilfældet, thi Barnet indvies til Troe paa det Oversandselige, og [til at vorde] meddeelagtig i Jesu Forsoning, og forpligtes som saadan, til at forsage Synd og Last, Diævelens Gierninger.

✂ Man har fundet det saa upassende, at der tales til Barnet, men vi troe, at Handlingen vilde tabe en Deel af sit Høitidelige ved en Forandring, og hvo der ei er svoren Fiende af Poesie, vil ei finde noget Anstødeligt i denne Tiltale.

✂ Men, maatte man vel spørge, dersom Daabsceremonien i det Væsentlige svarer til sin høie Betydning, hvi giør den da i Almindelighed saa lidet Indtryk, og efterlader os saa tomme? Meget maatte vi feile, hvis ei Aarsagen hertil fornemmelig ligger i Maaden, hvorpaa især de moralske Præster forrette samme. Med hvilken tankeløs Iilfærdighed oplæses ikke som oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben skeer! Hvilken Vold giør ikke Nævnelsen af den hellige Treenighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afskye for Overtroe fremlyser ei af hvert hans Træk, naar han med uvillig Finger maa drage Korsets betydningsfulde Tegn over den Spædes Bryst og Ansigt! Tydelig seer man, det ei er til Troe paa den Korsfæstede, ei til de Helliges Arvedeel i Lyset; men kun til en Borger af 166 Moralstaten, der skal kunne staae urokkelig uden Kirke og Religion, den oplyste Lærer vil indvie Barnet.

✂ Nu skride vi frem til den opløftende Deel af Liturgien, den som tilligemed Daaben nu synes at skulle modtage en Forandring. Den staaer lige over for Prædikenen, og indbefatter

✂

Kollekter, Bønner, og Psalmer .

✂ Sandt er det, vore Kollekter og Bønner kunne behøve Forbedring, ikke fordi de næsten alle gaae ud over Tilværelsen, og slutte sig til det Evige, thi det er nødvendigt; men fordi en Deel af dem mangle det glødende, fulde, poetiske Liv, der burde udtale sig giennem dem. Spørgsmaalet bliver kun: hvem kan forandre dem til det Bedre? Ingen uden den sande Digter, der veed at forherlige Poesiens Flamme ved Religionens hellige Ild. Skulle de derfor blive forandrede, eller ny affattede enten af den kolde Systematiker, til hvilken Skole han end hører, eller af Prosaisten, hvis Varme gik ud fra Tilværelsen, og derfor ei kan hæve sig over dens snævre Kreds, da vee os! Da ville vi enten see Skrivtsprogene sandsløs sammendyngede, eller Moralens Kapitler afhandlede, eller betydningsløs Sentimentalitet beile til en Taare, der ei kan udtrykke Længselen efter det Evige, men kun Medynk over Tilværelsens Usselhed i sin skiønneste Form. Hvilken bedrøvelig Modsætning vilde da opstaae mellem de Forsamledes Helligdagsklæder, og Hverdagslivet, der omsnoede dem med sine smudsige Lænker!

✂ Maatte vi da hellere beholde det mindre Poetiske, der, naar det udføres med Værdighed, dog er i Stand til at opsvinge os mod Himmelen, og opløse vort Væsen i andægtig brændende Følelse!

✂ At dette sielden skeer, har i Stæderne sin Grund i Tilhørernes frivole Stemning, og paa Landet i Maaden, disse Ting behandles paa af Præsten.

✂ Nu komme vi til Sangen, Middelpunkten af den liturgiske Poesie. Her maa alt hvad Mennesket kan frembringe Høit og Skiønt, forene sig. Poesien maa træde frem, klædt i det harmoniske Vers, hvilende paa det melodiske Riim, og hævet ved den potenserende Musik. Høit over Jorden maa vi opløftes, og et Glimt af det evige Liv maa svæve forbi vort mod Himlen stirrende Øie.

✂ Ak! Kun sielden skeer det, og hvad er Aarsagen? Er det allene i de Kirker, hvor den gamle Psalmebog bruges, at vi vorde skuffede i vor Forventning? Ingenlunde. Vi miskiende ikke den 167 Nyes Fortrin især med Hensyn paa Korrekthed i Versebygningen, og Værdighed i Udtrykket. Vi tilstaae endog, den indeholder megen Poesie, men langt er den fra Idealet, der svæver for vort Øie. Den kunde laant mere af den gamle, og meget tabte den, ved tildeels at rette sig efter Moralens Kapitler. Neppe er Schillers grundede Bemærkning vore Læsere ubekiendt, at Poesien kun bør fremhielpe Moraliteten ved den ophøiede Stemning, hvori den sætter Mennesket, men at den ophører at være Poesie og hæve Mennesket, saasnart den træder i Moralitetens Tieneste.

✂ Bleve imidlertid de nye Psalmer udførte, vi ville ei sige ved harmonisk Musik; thi det er kun vore katholske Brødre der have Noget tilovers for den[s] skiønneste Brug, men ved melodisk Sang, da vil der dog allerede Meget være giort. Men saalænge Mængden af vore Kirkers Syngemestere endnu kunne lære meget af Bræger og Peer Degn, ville selv de skiønneste Psalmer tabe deres Kraft, og udbrede Dorskhed istedet for dyb Følelse.

✂ Endelig naae vi nu den hellige Nadvere, det høieste Punkt i christelig Liturgie, som udtaler Tendentsen af Jesu Religion. Betydningsfuldt er Digterens Qvad,

✂ Da Himlen sig fra Jorden skilled,
Da sank din Aand igien til Jord;
Det himmelske, det rene Billed
Ei længer i dit Hierte boer.

✂ Det Barnlige var længst forsvundet,
Nu gaaer du bleg mod Jorden bukt,
Med Høsten har du dig forbundet,
Og ædt af giftig Kundskabs Frugt.

✂ O drik, at du kan atter glemme
Hvad koldt kun Hovmod lærte dig!
Da vaagner atter Livets Stemme,
Da seer du atter Himmerig. 1

✂ Men hvad er da Aarsagen, hvi det saakaldte oplyste Menneske heller lod sig beskylde for alt Ondt, end for at have nydt den hellige Nadvere, uden i det høieste for Exemplets Skyld, ja hvi selv de Fleste som nyde den, bortgaae kolde fra Berøreisen af *1 Af »Den hellige Nadver« i Oehlenschlägers »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«. 168 den himmelske Ild? Vist nok maa Grunden til Manges Afhold og Kulde, søges i Tidens fordærvede Tone, hvori Spot med alt Helligt har rodfæstet sig; men sikkert ville dog endnu Mange nyde den værdig, dersom ikke en stor Deel af Præsterne selv nedsatte dens Værd. Ei tale vi her om saadanne foragtelige Meeneedere, der kalde sig Herrens Tienere, og dog istemme de Letsindiges spottende Tone, hvori de tale om vor Religions helligste Handling, thi vi ville ikke troe, at saadanne Uværdige virkelig beklæde Læreembedet imellem os.

✂ Vi ville kun vidne, hvad vi have seet, og ofte saae vi paa Uddeleren, at han slet ikke ahnede den høie Sands, der ligger bag denne Mythe, som i Betydning langt overgaaer de ærværdigste og helligste, Oldtidens Poesie avlede, i det vi her skue et Glimt af den himmelske Poesie, hvis Produktioner have Virkelighed. Vi have seet fortræden Kedsomhed i hans Aasyn, som burde omstraales af det Eviges Glands, og maa ikke et saadant Syn nedtvinge selv den varme Giæst mod Jorden, i det han vil svinge sig mod Himmelen?

✂ Imidlertid findes dog tvende Ting ved den nærværende Indretning, som vi troe, man maatte ønske forandrede. Vi mene Syndsforladelsen i Skriftestolen, og Ordene ved Sakramentets Uddeling.

✂ For den poetiske Anskuelse er hin Syndsforladelse en nødvendig Forberedelse til Nadverens Nydelse, da Mennesket maa tænkes renset fra alt Jordiskt, før han tør nærme sig til det Himmelske; men, mon ogsaa for den religiøse? Vi troe det Modsatte. Saalænge Menneskene troede, ved Poesie at kunne atter forenes med det Evige, saalænge maatte ogsaa Renselser fra Tilværelsens Smitte finde Sted, og vi see dem derfor i alle de gamle Religioner. Men da Christus har for alle sine Troende fuldkommet den ene Deel af Renselsen, i det han forligte Verden med Gud, saa bliver ingen tilbage for Mennesket, uden den giennem hele Livet fortsatte Stræben efter Retfærdighed og Hellighed, og enhver anden Renselse strider bestemt mod Christendommens Aand. Allerede herfor burde Syndsforladelsen aflægges, men den bør det dobbelt, som skadelig for Menneskets sande Renselse, hans moralske Forbedring. Vel siger man, at de som synde i Tillid til den, vilde synde alligevel; men hvor er Beviset for denne henkastede Phrase, der hverken stadfæstes ved den ydre eller indre Erfaring? Saae vi da aldrig, at en Ildgierningsmand stræbte enten før eller efter sin onde Handling at berolige sig ved at modtage Syndsforladelse af Præsten? Og 169 hvo tør paastaae, han ogsaa uden denne Trøst eller dette Haab vilde fuldført Handlingen? Vide vi ikke, at Mennesket i Fristelsens Stund griber begierlig efter ethvert Middel, der kan spare ham den tunge Kamp? Var der ogsaa kun Een blandt Tusinde, som ved Tanken om Min Syndsforladelse bestyrkedes i sit Letsind, da burde den afskaffes som en Levning af udartet Katholicisme, der slet ikke hører til Jesu Religion.

✂ Den anden Forandring, vi ønskede, havde Hensyn paa Ordene ved Brødets og Vinens Uddeling.

✂ Ingen, der læste det Foregaaende, og fulgte vor Ideegang, vil mistænke os for at være iblandt dem, der forarge sig over den hellige Lære om Alterens Sakramente, eller tvivle om den sande Troendes Forening deri med sin Gud og Frelser; men os synes, at vi, ved at erklære Brødet og Vinen for Jesu Legeme og Blod, nærme os Transubstantiasionens 1 bespottelige Lære, og at Forskiellen vel kun turde være sophistisk.

✂ Ville vi fængsle det Evige i det Endeliges Produktioner, ville vi giennem Munden nyde det Allerhelligste, der kun ved Troen kan blive os til Deel, da har Spotteren Voltære Ret til at haane os; da nedbrydes Sandsen af Christi Læres høieste Hemmelighed; thi vi søge da at fæste det Himmelske til Jorden, istedet for at vi, hævede ved dets gudelige Kraft, skulde forene os med det.

✂ Hvorfor kan ikke Sakramentet uddeles taus, efterat Indstiftelsens Ord ere læste, saaledes som Skik var i den ældre danske protestantiske Kirke? Eller, hvis Ord skulle bruges, var det vel Kætteri at ligne de Reformeerte, hvis Formel: det betyder , dog i Sandhed betyder langt mere end vores? Eller, om vi ingen af Delene ville, hvad hindrer os da fra, at sige med Paulus: Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er Christi Blods Samfund, det Brød som vi bryde er Christi Legems Samfund?

✂ Vilde Paulus have talt saaledes, dersom han havde troet, som de, der forfattede vor Confession, at Christi Legeme i, med og under Brødet annammes i Munden, og - vi gyse ved Tanken - knuses imellem Tænderne?

✂ Have ikke baade Klemens og Origenes, og næsten alle de gamle Fædre, der ei bleve hvilende paa Religionens Overflade, men trængte dybere ind i dens Væsen, forkastet Læren om den saakaldte præsentia realis! 2

✂ Skulle da vi, for hvis Øine Philosophien anticipeerer sig selv, *1 dvs. Forvandlingens. *2 dvs. virkelige (udvortes) Nærværelse. 170 ved at gaae over til Religion, men derved kaster det herligste Lys paa dens Mysterier, endnu dvæle med at gribe disses høie Betydning, saaledes som den spirede i christelig Oldtid, men nedtryktes af sandsesløs Rettroenhed, og kun stundum svagt fremkæmpede sig, indtil den med alt Helligt nys truedes af Forstanden med Undergang?

✂ Ville vi ikke erkiende Sandheden af Udsagnet: Bogstaven ihielslaaer, men Aanden giør levende, fordi dette som Alt, nyelig misbrugtes, for dermed, om mueligt, at dræbe Aanden selv?

✂

✂ Efter saaledes at have giennemgaaet det Vigtigste af Liturgien, ville vi kaste et Blik paa det Udvortes ved samme, Præsten og Kirken.

✂ Naar Præsten kiender Jesu Religion saaledes, som den kun giennem de høieste Videnskaber kan blive anskuet, naar han baade kan og vil tolke den med Fynd, og naar han selv er en sand moralsk gudfrygtig Mand, da maatte det vel synes ligegyldigt, i hvilken Dragt han traadte frem; men dog troe vi det passende, at han i Kirken er udmærket fra alle sine Tilhørere, af hvad Stand de end ere, og at en Forandring eller Forøgelse af hans Dragt finder Sted under Nadverens Uddeling. Det sidste er især et sandseligt Tegn paa, at Religionens og Liturgiens Kulminationspunkt nu er tilstede.

✂ Hvad der foregaaer i Kirken er vist [nok] det Vigtigste, men dog bør Kirken selv have en fra andre Huse forskiellig Bygningsmaade, ligesom Præsten bør have en for den bestemt Dragt, thi i Herrens Tempel ville vi være ganske løsrevne fra Hverdagslivet, deels for at kunne hæve os over Tilværelsen, og deels for at kunne betragte den mere upartisk, naar vi ligesom ere satte uden for den. Men just fordi begge disse Øiemede skulle opnaaes, derfor burde Kirken ei blot have en anden, men og en skiønnere, mere ophøiet Bygningsmaade, end de almindelige Huse, saa at dens Architektur kunde være det faste hvilende Billede paa Poesien, der i den skal udtale sig, og for at vi derved kunne fremhielpes til at skue Tilværelsen, ikke oven, men neden for os.

✂ At dette er langt fra at være saa, veed Enhver, som bemærkede den synderlige Kontrast mellem Kirkeeiernes høitkneisende Lader og de faldefærdige Kirker. Paa de fleste Steder har man nedrevet de ydmyge Kirkelader, naaaskee fordi man 171 troede, de vanhældede Ringmuren, maaskee ogsaa for at hindre den urigtige Troe, at hvad som ei kunde indsluttes i disse smaa Rum, burde anvendes til Kirkens Opbygning og Forskiønnelse.

✂ Aldrig ville vi vel faae Aarsag til at være stolte af vore Kirker, men, ligesom det var saare ønskeligt, er det vel dog mueligt, at, naar Kornets Priis ei mere er saa lav, den Tid engang kan komme, da Synet af dem ei mere saa levende vækker Mindet om de svundne Sekler og vore længst hensovne Fædre, eller giør os saa fortrolige med Tanken om en hastig og brad Død. Naar denne Tid kommer, og at den vil komme, derfor borger Haabets liflige Grønt paa de indre Vægge, da kan først Talen være om passende indvendige Prydelser. - At man nu paa nogle Steder nedtager Altertavlerne, kan vist nok undskyldes med, at deres Malerier ere Karrikaturer af det Helligste, men at et simpelt Bord ikke vil forhøie Gudstienestens Majestæt, synes klart. Bedre var det vist, at man opsatte nye, og benyttede den atter vaagnende Malerkonst til at pryde vore Kirker med Billeder af den hellige Historie; thi derved skabtes Konsten en Potens, der maaskee er det Eneste, den mangler, for at hæve sig til sin forrige Glands.

✂ Ingen troe, at dette Ønske opstod af Lyst til at smigre de Vanhelliges Øine, og ved Konsten hidlokke dem, der ellers mangle Sands for Kirkens høie Bestemmelse, skiønt det dog var en Vinding, langt større end den man kan vente ved at giøre Gudsdyrkelsen, hvad man kalder, fornuftig; saasom Konsten er den eneste af Livets Frembringelser, der udmærker sig ved mere end endelig Tendents!

✂ End mindre troe man, vi ikke erkiende den sildigere Katholicismes rasende Daarlighed, der tilbad Billederne, som om de i sig selv havde deres Betydning!

✂ Den eneste Grund for vort Ønske ligger i den Overbeviisning, at Mennesket vilde lettere kunne hæve sig over Jordlivet, naar han ligesom var omringet af Væsener fra høiere Regioner, der, efter at have giennembrudt Støvets fængslende Muur, fremstode forklarede under Malerens poetiske Pensel. Disse Himmelbaarnes symbolske Nærværelse vilde give begge Liturgiens Dele et Udtryk, de ellers vanskelig faae, og forene den til et sieleopløftende Heelt, i det vi skuede dem, der fordum vandrede i Herrens Frygt og Jesu Christi Troe, i Besiddelse af den unævnelige Salighed, der opfylder og omstraaler de Hellige.

✂ Have vore Fædre, der udryddede Katholicismen, ladet de nys 172 tilbedte Malerier blive, uden deraf at befrygte nogen Ulempe, og har meer end halvtredie Sekul retfærdiggiort deres Iid; hvorledes skulde da vi, opdragne som Protestanter, med vor langt renere Anskuelse af Protestantismens Eenhed med sand Christendom, frygte for at danne Katholiker, ved at ombytte de slette Malerier med bedre! Bør vi det ikke, naar disse kunne befordre Andagten, eller endog kun pryde vort Gudshuus, og indgyde Almuen den poetiske Sands, uden hvilken en stor Deel af Liturgien er halv tabt for den! Troer man da, det blot er det Gode i Arten, der kan stifte Skade?

✂

✂ Uden Hensyn paa, hvad man vil dømme om os og vor Forstand, fremsatte vi her vore individuelle Tanker om Religion og Liturgie i deres vigtigste Forhold. Det streed mod vor Plan, at indlade os i det Enkelte, som Enkelt, og lykkedes det os, at bestemme Grundbegreberne rigtig, var det ogsaa unødvendigt, da Enhver maa kunne ved konseqvent Slutning uddrage vore Tanker derom.

✂ Vi kunne have feilet, og det er saa meget mere tilgiveligt, da vi, levende i en Afkrog, næsten mangle alle Hielpemidler, uden egen Tænkning, til at berigtige vore Begreber; men vi tør haabe, at selv Feilene ei tillade nogen Tvivl om vor varme Følelse for Religiøsitet, og med Hensyn herpaa for ægte Moralitet.

✂ Maatte disse Blade kun vise Nødvendigheden af dybere Granskning over Principerne, der bør ligge til Grund for vore kirkelige Indretninger! Maatte de anspore nogle af vore Religionslærere til ret at tydeliggiøre sig deres høie Kald og Bestemmelse, som Jesu hele Læres værdige Tolke! Maatte de vække, nogle af vore Brødre, de theologiske Candidater, af den uværdige Slummer, i hvilken Mange af dem vente paa det hellige Læreembede, uden at berede sig dertil; da maa gierne hvert vort Ord overantvordes til Glemsel, thi da udrettede vi mere, end vor Stilling turde lade os haabe.

✂ Vil man derimod ei værdige Resultaterne, vi uddroge paa vor Vandring giennem den menneskelige Aands høiere Egne, uden et haanligt Sideblik, fordi de ei stemme med Tidens Tone, og fordi de komme fra et Menneske, der ei modtog Privilegium af noget Fakultet, ei nævnedes i noget lærd Katalog, ei beklæder noget Embede, og altsaa i vor Tids Sprog, hører til de ganske Uvedkommende; fortryde vi dog ei at have grebet 173 Pennen med uøvet Haand, da det ei var vor egen, men Religionens og Artens Sag l , vi stræbte at tale.

✂ Til Slutning maa vi udbede os vore Læseres Tilgivelse, fordi vi for Kortheds Skyld have kaldt de Præster, som tilsidesætte Religionen, de moralske istedet for de moraliserende, da det aldrig var vor Hensigt derved at udsige noget om deres Gemyt.

✂ Egeløkke paa Langeland den 1 Oktbr. 1806 .
Nik. Fred. Sev. Grundtvig ,
Kandidat i Theologien.

*1 Her sætter Fallesen følgende Slutningsnote: «Herr Forf. kan være overbeviist om, at enhver Retskaffen vil læse hans Afhandling med megen Agtelse baade for hans Forstand og Hierte. Mig for min Deel har den meget glædet, skiønt Sproget og enkelte Udtryk paa faa Steder ikke have behaget mig. Men lige meget, Forf. Har talt Religionens Sag med en reen Aand og et varmt Hierte, og derfor lønne ham Gud.
Udg .«

Scribendi rede sapere est principium et fons . 1

Horats .

✂

✂ EN for det tænkende Menneske saare værdig Syssel er det, med opmærksomt Øie at betragte Videnskabelighedens Stilling i hans Tidsalder. Seer han den blomstrende stræbe med sin mangfoldige Krone mod Himlen; seer han Menneskene trindt om dens Rod indsuge Safterne, der ved Kredsløb i Skabningens store Legeme ene kan vise dette som besiælet, og give Livet Betydning; da har han fundet Glædens rene Kilde, hvis klare Vande vise ham, ved stadig Kinden, Veien ind i de tilstundende Aldere, hvor en tifold skiønnere Tilværelse aabner sig for hans Blik.

✂ Seer han den derimod som en visnende Plante, hvis splittede Stængler ligesom trygle et uselt Livsskin af de kneisende Stammer, der ranede dens Safter; da kan han vel, nedbøiet af Kummer, øiebliklig tabe Modet, men aldrig vil han dog fristes til at ligne Leiesvendene, der kun forhale Plantens Død, ved at lade den døe daglig. Et Blik paa de svundne Tider, paa Videnskabeligheds eget Værd, og han vil med Foragt nedskue paa de usle Bestræbelser, der vanære deres Organer og Tidsalderen. Kun med bitter Spot vil han svare de Elendige, der haane Videnskaberne og spørge med sand dyrisk Naivitet, om da de Viises **) Ved Videnskabelighed forstaaer jeg Sands for den menneskelige Aands harmoniske Udvikling, uden Hensyn paa dennes Forhold til Hverdagslivet. Idealet for den harmonisk udviklede menneskelige Aand anskuer jeg, som en Gestalt, hvis Fødder hæfte ved Jorden, skiøndt Issen rører Stiernerne, hvis vidtstrakte Arme omfatte Naturen, for hvis Øine Fortid og Nutid ligge klare, og selv Himlen er giennemsigtig. Men misforstaae mig kun her ikke, og forvexle ei Tankens Ideal med den høieste Udviklingsgrad, Aanden under Jordlivets Indskrænkning kan naae. *1 dvs. »Sund Sans er den første Betingelse for at kunne skrive godt«. 176 Steen er funden, om de af dem kunne lære at skabe det almægtige Metal? Han vil sige dem, at Naturen skiulte Guldet i de haarde Klipper, for at hindre dets Opstigen blandt Menneskene, da den forudsaae, da derved vilde ligesom nedstige i dets tømte Leie.

✂ Naar Tvivlerne, som ei erkiænde anden Høihed, end den, der kan rage frem for det ydre Øie, kun aabne Historiens Rulle, for at pege hen paa Perser, og Hunner, og de Flere, der ei skyldte Videnskabelighed den ophøiede Plads, de beklædte; da vil han svare: som Masser, kunne Nationerne, uden sand Agtelse for Videnskab i høiere Betydning, uden fortrolig Kundskab til den, velte sig knusende hen over Kloden. De kunne aftvinge den medievende Slægt et Noget, de selv kalde Beundring, skiøndt det kun er en Gruen af samme Art, som den, vi paa Oceanets Bredder maatte føle ved Skimt af en Lavastrøm, der omslyngede Palladser og Hytter med sine gloende Arme, og som vi forgiæves vilde stræbe at standse, hvis den naaede os; men dog var den delphiske Apol stærkere end Brenni Legioner, og med sande Farver malte Digteren disse Fortids og Fremtids Scener, da han qvad:

✂ Jene gewaltigen Wetterbäche
Aus des Hagels uendlichen Schlossen,
Aus den Wolkenbrüchen zusammengeflossen,
Kommen finster gerauscht und geschossen,
Reissen die Brücken, und reissen die Dämme
Donnernd mit fort in Wogengeschwemme,
Nichts ist, was die Gewaltigen hemme;
Doch nur der Augenblick hat sie gebohren,
Ihres Laufes furchtbare Spur
Geht verrinnend im Sande verloren,
Die Zerstörung verkundigt sie nur. 1

✂ Kun Videnskabelighed er det, der kan give Slægter og Individer den varige Storhed, og kun den var det ogsaa, der reiste Grækerne et Tempel, hvis Søiler ere sammenvoxede med Jordens Grundstøtter, og paa hvis Alter de største Genier skulle, som Slægtens Udvalgte, ofre sig selv til de sildigste Tider.

✂ Disse Bemærkninger ere langt fra at være nye, men med ubehagelig Kraft maa de indtrænge sig hos enhver opmærksom *1 Korsang af Schillers Die Braut von Messina I.3 . Adskillige Stavefejl, der antagelig skyldes Trykkeriet, er her rettede. 177 Beskuer af Nutidens Digten og Tragten. At giøre Videnskaberne til blotte Vehikler for Livsnydelsen, er at betage dem deres Eiendommelige, da de derved faae en blot endelig Tendents, og ligesom indskrænkes til Menneskets afmaalte Jordliv. At sætte dem i Politikens eller hvilkensomhelst anden Tieneste, er at bortjage dem fra Jorden; thi fri, som den himmelske Gnist, hvorfra de alle udspringe, taale de ingen Slavelænker, men svinge sig op i den rene Æther, fulgte af Mængdens Haan, og deres Venners dybe Sukke.

✂ Det er ikke blot en Fichte og Arndt, men alle Europas Herlige, der sukke over Tidsalderens Vanart, dens Blindhed for sand Videnskabelighed og Menneskeadel; og tør man vel nægte, at det var Frankerigs Revolution, der standsede Videnskabelighed, ved at drage det oplyste Europas Øie fra Himlen til Jorden, for at skue en ny Himmel paa Jorden?

✂ Dog, jeg vil ikke dvæle ved de sørgelige Syner, Europa frembyder, men vende mig til Fædrelandet. Ikke, som om jeg troede, at det kan være Skiolds Afkom ligegyldigt, hvorledes Tingenes Løb omskiftes i det øvrige Europa, eller holder det for vanærende, at være Kosmopolit i Ordets ædle Betydning; thi aldrig kan ægte Fædrelandskiærlighed byde Mennesket, at forstørre sin Indskrænkning, ved at binde sig til et Lands Grændsepæle, og jeg troer, med Schiller, det var et stort Skridt fremad, at Borgeren allene blev Menneske.

✂ Jeg kaarede denne Plet, fordi den lettere lod sig overskue af mit mere kortsynede Øie; fordi Nordens kraftfulde Old bandt mig stærkere til den, end Fødselen kunde; og fordi jeg ei troede det ganske unyttigt at sige mine Landsmænd, hvad der efter min Mening bidrager eller kan bidrage til at give dem en høiere eller lavere Rang som Mennesker.

✂ Danmark og Norge eller Fædrelandet burde være et trygt Fristed for Videnskab og Konst, naar Vaabengny og Mørkets Aander forjage dem. Der er Fred inden vore Landemærker, og Han, Landets fredrige Fader, der, som Digteren saa skiønt siger:

✂ Med Retsind og Aarvaagenhed utrættet staaer
For Danmarks Eden, ei med Hævnens Sværd, men liig
En Engel, med Uskyldighedens Palmegreen,
Og vifter Kampens sorte Pest fra sine Børn,

✂ Han ønsker ikke, at dræbe Aanden, for at lede Maskiner. Men kunne vi rose os af at være, hvad vi i denne Henseende 178 burde? Det er kun en Gientagelse af vore Ypperstes Udsagn, naar jeg svarer: nei! Men desværre! Svaret er ikke bygget paa Autoritet; thi Enhver, som kiænder noget til vor Litteratur og den herskende Tone, kan og maa give det samme.

✂ Strængt taget, har man vel ikke Ret til at slutte fra et Lands Litteratur til dets Videnskabelighed; thi ligesom hiin kan blomstre en kort Tid, skiøndt denne er indskrænket til faa Individer; saaledes var det og muligt, at denne kunde bestaae, efter at hiin var gaaet til Grunde. Imidlertid tør man dog antage, at det Folk, hos hvem gode Skrifter blive en Siældenhed, enten har tabt eller snart vil tabe Videnskabelighed og høiere Dannelse. Ogsaa er Grunden klar, thi det udviklede Menneske sporer stedse Trang til at overføre sin Form paa Andre, og stærk maa den Muur være, som skal standse ham; men er Muren saa stærk, da vil ogsaa Videnskabernes Sol snart skiule sig bag den, og Efterskinnets matte Lysning tabe sig i det fremvældende Mørke.

✂ Videnskabelighed og Litteratur forholde sig da til hinanden vexelviis som Aarsag og Virkning, i det denne forudsætter hiin, og tillige fremhielper den.

✂ Jeg dølger slet ikke min Frygt for, at vi allerede staae paa et Punkt, der spaaer Begges Undergang. End ikke da viger Frygten, naar jeg frydfuld beskuer nogle af de sildigere Dages Digte, som Europa burde kiænde, de enkelte Skud, der vidne om livfuld Væren; thi dette Liv og denne Kraft udsprang ikke af Døgnets Skiød, det er opfangede Straaler, der endnu varme og lyse en føie Tid, efterat vor Sol vendte sig paa Banen; den Lunkenhed, næsten maatte jeg sige, Kulde, hvormed de modtages, den uædle Nysgiærrighed, hvormed de begabes, isteden for at nydes, ere mig en sørgelig Borgen for, at jeg taler Sandhed. Vor Litteratur anskuer jeg som en Druknet, der for sidste Gang anspænder sin Kraft, og raaber høit om Hielp i Asamaal; men, næsten tom er Strandbredden, og de Faa, som stande der, tvivle saare paa, at han kan betale sin Redning i en Mynt, for hvilken de have Sands.

✂ Skal denne Ringeagt for Videnskabeligheds ædle Tolk vedvare, hvad bliver da Følgen?

✂ Svaret hører jeg trindt mig: at Ingen mere fristes til den Daarlighed, at sætte Penge i Bøger, som dog egentlig nytte til Intet, og bestandig tabe deres Værd, at man snakker mindre, og handler mere, kort, man bliver ret forstandige og vindskibelige Jordborgere, som finde en reellere Qvægelse i god Mad og 179 den ædle Druesaft, end Krøniker, Spidsfindigheder og Rimerier kan give.

✂ Uagtet jeg nu har den dybeste Ærbødighed baade for hiin gyldne Sentents:

✂ Klage paa Himmelens Løb, de ere kun Narre paa Jorden,

✂ og for den hele Kommune, som ved den blev riig, og feed, og mæt af Dage, vil dog vel Ingen fortænke mig i, at jeg siger omtrent det samme i mit eget Sprog.

✂ Følgen vil blive, at de Vange, som, rørte af Holbergs Tryllestav, atter fremskiøde saa herlige Væxter, som Evald beplantede med Oldtidens hellige Ege, som Saxos og Snorros de herlige Sønner fyldte med Gienlyd af Nordboens klirrende Skiolde, som en Baggesen bestrøede med Vaarens sødtduftende Lillier, men som allerede synes at mangle Plads for en Oehlenschlägers Harpe

✂ Af Biørnesener og af Egetræ,

✂ for det sorte Skiold, hvorpaa han opruller det

✂ - rigelig indsprængte Blomsterflor,
Som Østens Æther let og giennemsigtigt,

✂ og hvis hyppige Tidsler alt synes at vente paa den langørede Slægt; at disse vorde en Sandørk, kun giennemvandret af belæssede Kameler, der bringe Hverdagslivet sin nøisomme Føde.

✂ Men skulle vi klage mistrøstige, og være uvirksomme Tilskuere af Ødelæggelsen, der nærmer sig? Nei, dristig ville vi beskue de Hindringer, der møde Videnskabeligheds Opkomst, bekiæmpe, og, om muligt, seire over dem; thi kun en saadan Sorg, der arbeider paa sit Ophør, egner Mænd, og danske Mænd.

✂ Ogsaa jeg vil her nedlægge mit Offer paa Fædrelandets Alter, og tør troe, at det, trods sin Ubetydelighed, vil behage de alraadende Guder; thi det kom fra et Hierte, der, knust af Ødets tunge Haand, endnu er giennemglødet af Følelse for det Himmelske, og for Videnskab og Konst, deres Billeder paa Jorden.

✂

✂ Det er ingen ualmindelig Paastand, at det er vore Trykkelove, og Umuligheden af stor Afsætning i et lidet Land, der foraarsager Litteraturens Magerhed.

180

✂ Dersom Lysi til Videnskab var almindelig, og der vistes varm Interesse for hvert siældent Produkt, der fortiente den, da vilde Min Paastand være langt vigtigere, end nu, da det Modsatte er Tilfældet; men dog ville vi lidt nøiere betragte den.

✂ Jeg veed ikke rettere, end at alle ældre Trykkelove ere ophævede ved Forordningen af 27de Sept 1799, og uagtet nogle Punkter i samme maaskee taale en, for Videnskaberne mindre gunstig, Tydning, troer jeg dog ikke, de ville finde sig synderlig trykkede af den, især dersom det ved et Kongebud indskiærpedes Dommeren at holde sig nøie til den, uden nogen Anvendelse af ældre Love*), og naar videnskabelig Anonymitet tillodes.

✂ Jeg siger med Flid: videnskabelig Anonymitet; thi dermed behøvede den juridiske jo slet ikke at være forbunden.

✂ Naar enhver Bogtrykker blev, under Tabet af dansk Borgerret, Skribentens haardeste Straf, tilholden, at opgive Navnet paa Forfatteren til ethvert Skrift, der sattes under Tiltale, da vilde neppe i et heelt Aarhundrede det Tilfælde indtræffe, at den Skyldige undgik Lovens Straf.

✂ Gives derfor ingen anden Grund imod Anonymiteten, vil sikkert vor oplyste og liberale Regiering giengive Fædrelandet sit videnskabelige Palladium 2 .

✂ Under den foreslagne eller en lignende Indskrænkning, vilde den aldrig kunne tillokke Bagvaskelse eller Kaadhed til [at] omsprede sin giftige eller umodne Sæd; men i dens Ly vilde mangen skiøn og duftrig Blomst, der nu ei tør hæve sig fra Jordens moderlige Skiød, spire og fremvoxe til Fædrelandets Hæder og Gavn, til Videnskabeligheds Fremme.

✂ O! at de Mænd, der stande Thronen nær, ville hædre sig selv ved at være Videnskabernes Talsmænd! Sikkert vilde den Ædle, der klæder Leirekongens Stoel, aabne sit Øre for Musernes Bøn, og da skulle deres Navne hos den sildigste Efterslægt glimre ved Siden af Kristians og Frederiks.

**) Her være det mig tilladt at giøre et Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige : hvorvidt kan en Forfatter, efter de giældende Love for Trykkefriheden, ansees strafskyldig ved at dadle en afdød dansk Konge? Spørgsmaalet er ikke uvigtigt for Nordens Historie, og sikkert var det at ønske, vi herom havde en nøiagtig Bestemmelse, hvorved Historieskriveren sikkredes for, imod sin Villie at paadrage sig Tiltale 1 . *1 Dette Spørgsmaal sigter til den strenge Dom, der var overgaaet Gr.s Ven P. N. Skovgaard , fordi han i sin. »Beskrivelse over Bornholm« havde dadlet Frederik 3's Adfærd mod Ulfeldt. Jfr. A. S. Ørsted: Af mit Liv og min Tids Historie I. 274, hvor Grundtvigs Afhandling nævnes. *2 dvs. Videnskabens hellige Værn. 181

✂ Men, naar jeg tilstaaer, at Anonymitetens Ophævelse har skadet og maa nødvendig skade Videnskaberne, i det Skribenten nødes til en Forsigtighed, der slet ikke er grundet i Sagens Natur, og i det den undseelige Yngling savner Ægiden, der ene kunde beskytte ham i Prøvetiden mod de Pile, der blive saarende, naar et kiændt Individ er deres Maal; saa troer jeg derfor ingenlunde, at Litteraturen staaer og falder med den, da det er en langt høiere Aand, hvis Nærværelse fremdriver, og hvis Fraværelse standser Presserne, saavidt disse staae i Videnskabeligheds Tieneste.

✂

✂ Er det saa, at vort Land er for lidet til at have en egen Litteratur, og er denne Videnskabelighedens nødvendige Betingelse, da maatte man, trods den inderligste Kiærlighed til Dannersproget, fristes til at afsværge det; men det er ikke saa. Danmarks Litteratur oplevede ingen Middag, men en Morgenrøde havde den engang, og da saae man, den kunde være til.

✂ Naar man derfor siger, at den ringe Afsætning er Aarsagen til Faaheden af de litteraire Producter, da maa det vel forstaaes saaledes, at Nationen har tabt sit Anlæg til videnskabelig Stemning. Der kiøbes dog sikkert nu flere Bøger, end i Min heldigere Epoke, og at Skrifterne af dem, der dannedes i den, og efter dens Billede, blive uafsatte, er en nødvendig Følge af den bedre Sandses atter fornyede Slummer.

✂ Læsning er blevet Tidsfordriv, og hvad Under da, at Bøger, der forudsætte Tænkning og dybere Følelse, og altsaa for hiint større Øiemeed ere aldeles upassende, afskyes, endnu niere end - den ny Retskrivning?

✂ Foragt for Modersmaalet, angives ogsaa som Aarsag til Litteraturens Forfald. Man indseer let, jeg ei heller troer at kunne underskrive dette, thi var end denne Foragt mere udbredt, kunde den dog aldrig hindre Skribenten, der føler sit Kald, fra at skrive i det Sprog, der ene forstodes af Mængden blandt hans Landsmænd, ei heller disse fra at læse og anskaffe hans Skrifter, naar de kun selv vare videnskabelig stemte, og ventede noget Udbytte.

✂ Ingen troe imidlertid, jeg vil nægte denne Ringeagts Tilvær*), **) At denne Ringeagt, som, støttende sig paa Sprogets Fattigdom, kan være ret godt motiveret, fremlyser af følgende Samtale, jeg engang havde med en vis lærd Philolog: Han . Det danske Sprog er fattigt. Jeg . Saa? Han . Ja, thi mange tydske Adjectiver kunne ei oversættes uden ved Omskrivning. Jeg . Saa er Romersproget ogsaa fattigt, thi mange danske Adjectiver, f. Ex. usynlig, ubegribelig, etc., maa jo paa Latin omskrives. Han . Nei, deri ligger just Romersprogets Kraftfortrin, og næsten alle de danske Adjectiver, som ere sammensatte med u, ere tvetydige. Man kalder saaledes baade den Ting, man ei har seet, og den, man ei kan see, usynlig (!!!)« At jeg maatte skamme mig, og tie, begribes let; men vil man sige, at den Lærdes Beviisførelse ikke var saa ganske logisk, da svarer jeg, at det er en crimen læsorum summorum honorum l ; thi hiin Lærde er Doctor i Philosophien. Jeg har især antegnet denne Anecdote til Advarsel for de Faa, der maatte finde sig fristede til at paastaae det Paradox, at der paa Dansk kan skrives noget, som er værdt at læse. Det er sandelig ei den eneste Gang, jeg af saadanne stærke Kæmper er - figurlig talt - slagen til Jorden, naar jeg var enfoldig nok til at forsvare dansk Sprog og dansk Litteratur. Qvod cavere possis, stultum est admittere 2 . 182 eller med en Tøddel forsvare den, fordi den ikke kan giøre saamegen Skade, som den gierne vilde. Nei, sandt er det, at den Begeistring, som ved Holberg vaktes for Modersmaalet, er en Antiqvitet, der, som alt Sligt, belees af de Forstandige, og at den baade i sin Fødsel og Død fulgtes af Min bedre Stemning for Videnskab, hvilket er Aarsag i, at man stundom forvexler dem. Gives der end ikke mange Bøger, der offentlig ville skyde til Maals efter Sproget, saa gives dog Mange, i hvis Øren det klinger ligesaa garstig, som fordum i Spaziers 3 . Der gives vist flere Huse, hvor dansk er Tienersproget, og andre, hvor det ei engang er saa meget, ligesom der vel gives Cirkler, hvor en dansk og dum Bog ere eenstydige Ord, hvor Cavalieren vilde rødme og Damen lee, naar de overraskedes med en saadan. Der findes sikkert Mange, som troe at skaffe sig en vis Anseelse ved at kunne stave Tydsk eller Fransk, men ikke læse Dansk. Det er endelig vel ikke siældent, at de, som især have Evne til at kiøbe Bøger, troe, disse maa i det mindste have passeret Elben, om ikke Rhinen med, for at fortiene en Plads paa deres Hylder.

✂ Alt dette er harmeligt for enhver ægte Dansk, og dobbelt harmeligt under en saa dansk Regiering*), men paa Hovedsagen har det efter mine Tanker ei megen Indflydelse, da det Modsatte kunde være Tilfældet, uden at Videnskabelighed **) Vort Sprogs Foragtere maa ikke troe, jeg mener det saa slemt, som jeg siger. Af Frygt for Guldberg og andre slemme Folk tør jeg ikke offentlig giøre fælles Sag med dem; men i Grunden er jeg dog fuldkommen enig med Fader Holberg, der - Gud lønne ham for det og mere! - kaldte det skammeligt, at frakiænde Nogen Navn af god Patriot, fordi han ringeagtede Landets Sprog, naar han kun ikke vragede dets Penge, Embeder, Korn, og andre vigtige Ting. Alt dette er for dem og mig endnu langt lysteligere at læse i Hr. Baronens 312te Brev, hvortil jeg for Kortheds Skyld vil henvise. *1 dvs. Fornærmelse mod den høje Videnskab. *2 dvs. Det er dumt at indlade sig paa, hvad man kunde hytte sig for. *3 i P. A. Heibergs Virtuosen . 183 herved vandt noget. De, der kunne ringeagte en Bog for Sprogets Skyld, vide ei, hvortil Bøger skulle bruges, og temmelig ligegyldigt er det vel, enten danske, eller tydske, eller franske Bøger kiøbes af den, der kun som Guddomme hylder de forvanskede Træbilleder af Venus eller Bachus, og sig selv, som Tankeløshedens levende Contrafei. Tilfældige Omstændigheder kunne modificere denne Dom; men Vindingen ved, at danske Bøger kiøbtes uden at bruges, vilde dog stedse vær[e] liden, og meest betydelig for Provindsernes Møl, der nu maa faste, medens deres lykkeligere Brødre fødes af det gamle og nye Nord i Bogladerne.

✂ Skulde man nu endog, efter nøie Overveielse, finde, jeg lagde for liden Vægt paa de nævnte Litteraturens Hindringer, vil man alligevel være enig med mig i, at Hovedgrunden til vor nærværende litteraire Stilling er Mangel paa videnskabelig Stemning, og Opdagelsen af denne Mangels Aarsager bliver lige nødvendig.

✂ Jeg troer, de vigtigste ere:
Den voxende Irreligiøsitet og Usædelighed, og Mangel paa videnskabelig Dannelse hos vore unge Studerende.

✂ Maaskee ville nogle Videnskabsvenner smile ved min første Paastand, og ansee dens Mulighed for et af Tidernes mindre gunstige Tegn; men jeg tør troe, man vil dømme noget anderledes, dersom det lykkes mig at udvikle, hvad jeg herom tænker.

✂ Jeg er Kristen, og i de fleste Dele, hvad man uegentlig kalder: luthersk Kristen, men derfor kan jeg aldrig mene, at enhver Afvigelse fra Augsburgconfessionen skulde være skadelig for Videnskaberne. At derimod de, hvis Gud er deres Bug, ei kunne elske hine Himmelens rene Døttre, vil man da vel ogsaa indrømme mig.

✂ Hvad, jeg troer, Videnskabelighed maa forudsætte, er et virkelig religiøst Sindelag, en urokkelig Tro paa det Himmelske, og Ahnelse af dets Herlighed; men under hvilken Form Phantasien fremstiller hiint, synes ligegyldigt for Videnskaberne, naar kun Formen besidder den høiere Skiønhed. Hverken Atheisten, ei heller den, for hvem det Himmelske kun er Moralitetens Maximum, kan have Videnskabelighed; thi for dem har Existencen 1 en saadan Vigtighed, at Videnskaberne maa, for at tænkes, træde i dens Tieneste. Naar man derfor saa ofte sagde, *1 dvs. den timelige Tilværelse i Modsætning til det evige. 184 at de positive Religioner hindrede den menneskelige Aands fri Stigen, da havde man vel for saavidt Ret, at de, som troe sig at vandre paa den eneste Vei til Himlen, ikke gierne erkiænde nogen anden, men Geniet vil stedse kunne reducere tvende Veie til een, da det derimod vel dog er umuligt, halv kun at finde deres Himmelvei, som ingen Himmel troe. Ikke heller troer jeg, man vil finde det underligt, naar jeg paastaaer, at alle de mere udviklede Genier, der selv have aabnet os et Blik i deres Inderste, vare religiøse, og dette var unægtelig, selv hos Nathans Forfatter, 1 langt mere Tilfældet, end han vilde tilstaae sig selv; i det den Menneskevenlige troede det nødvendigt, at indskrænke sig til den simpleste Form. Han greb Harmoniens Billede, istedenfor Harmonien selv, men i hiint var han dennes uskrømtede Tilbeder.

✂ Dog, jeg vil afbryde, for ikke, selv hos den svageste Siæl, at vække Mistanken om, at jeg vilde sætte en Lessings Religion ved Siden af de Elendiges blasphemiske Tilstaaelse: vi ville gierne troe, der er en Gud til! der bærer sin Lavhed i sig selv, og dog er det Høieste, vor Tids Falskoplyste kunne bringe over de besmittede Læber. Det undrer mig aldeles ikke, at disse ansee Gud, denne med Menneskets Væsen saa fast sammenknyttede Idee, for et noget, dem uvedkommende, metaphysisk Halvintet; thi dersom de fra Sumpen, hvor de med Glæde boe, nærende sig af Orme og Insecter, udraabte: Deus in nobis! 2 vilde det være den bitterste Satire paa dem selv, og dertil ere de ei engang dygtige, da Bevidstløshed er deres høieste Lyksalighed, og de alt længe manglede Kraft til at anskue sig selv.

✂ Uden at trætte mine Læsere med det unødvendige Spørgsmaal: om de troe, saadanne Folk kunne være videnskabelig stemte? vil jeg blot anmærke, at dersom hele Nationen hørte til denne Klasse, da var nærværende Undersøgelse unyttig; men til Lykke have mange endnu ikke naaet den Grad af Kultur, og Andre feleve kun ved ugunstige Omstændigheder indbragte i den Vaaning, som Ulyssis Staldbrødre fordum beboede. 3 Netop dette udgiør Vigtigheden af den Paastand, at de Studerendes Mangel paa videnskabelig Dannelse er en af Hovedaarsagerne til det Onde, som trykker os.

✂ At hiin Mangel maa, naar den findes, have sørgelige Følger for Videnskabelighed, og en med samme forbunden Litteratur, er klart; men at den virkelig findes, trænger neppe til Beviis. *1 Lessing. *2 dvs. Gud (bor) i os! *3 da de var fosvandlede til Sølv, 185 Skulde det være overdrevent at antage, at de tre Fierdedele af Kjøbenhavns Studenter neppe kunne skrive dansk, ei kunne anden Historie, end den, hvoraf de i Skolen og ved Universitetet lærte nogle Stumper, ei have andet Begreb om Philosophie, end at det er et slemt tørt Noget, man skal lære til anden Examen; ei vide andet om Poesie, end at det er Noget, som oftest Løgn, der rimer sig, eller dog, Gud veed, hvorfor, klinger ret smukt; og endelig ei have noget høiere Maal for deres Studeringer, end i det høieste bedste Karakter til Embedsexamen, og derpaa - et godt Embede*). Efter Naturen var i det mindste dette Maleri for nogle Aar siden. Maaskee er det ikke længere saa, og det vilde glæde mig; men saare meget kunne dog vel ikke Musernes Sønner være vanslægtede i de faa Aar, jeg ikke kiænder Universitetet.

✂ Af Frygt for, man skal troe, jeg dog vel blandede for meget sort i mine Farver, vil jeg bede Enhver, som har Lyst og Leilighed, at betragte Udlaaningsprotocollerne og Læsesalene paa Kongens og Universitetets Bibliotheker. Mange Studenter ville de vist ikke møde i disse Musernes Helligdomme, og meget Papir forbruges neppe til deres Navne. Find først den ene Fierdedeel, som jeg med temmelig rundt Tal har angivet, og ere der flere Navne, staae de sikkert for en ny Roman, eller et Skuespil i strængeste Forstand, som ei var hiemme i Leiebibliotheket, og som dog Laaneren enten selv maatte giennemstudere, eller skaffe til Tidsfordriv for en af sine aandfulde Veninder.

✂ Dog, vi ville følge dem fra Hovedstaden, hvis brogede Vrimmel maaskee blændede deres Øie, ud paa Landet, hvor en stor Deel omspredes som Hovmestere, Informatorer, Prækehielpere, Fuldmægtige, Faders og Moders Sønner, etc.

**) Det følger af sig selv, at jeg her bestemt undtager de medicinske Studenter, der jo, som oftest, endnu før Embedsprøven begynde paa Doctordisputatsen, og altsaa maa have en ganske anden videnskabelig Tendents. Vel er jeg, som læg Mand i Lægevidenskaben, temmelig ubeføiet Dommer; men jeg mener, det flyder af Sagens Natur, og forklarer Phænomenet af den Lethed, hvormed Medicinerne komme til bestemteste Anskuelse af hiin herlige Sandhed: ars longa, vita brevis *1 . Det Eneste, som i denne Henseende undrer mig, er, hvi denne Legion af Disputatser, der dog, efter mit Begreb om summis honoribus 2 , sikkert maa have giort Epoke i Videnskaben, ei er, med fortient Roes, omtalt i Hallische Litteraturzeitung, ved Siden af Lovtalen over Danmarks Pharmakopee. Jeg erindrer ikke engang, at have seet det anmærket, hvem den Første var, som med beskeden Følelse af sit Arbeids Fuldendthed, frabad sig Præses. *1 dvs. Kunsten er lang, Livet kort. *2 dvs. akademiske Hæderstitler. 186

✂ Mon vi her ville finde dem sysselsatte med at fordøie og forøge de indsamlede Kundskaber?

✂ Skrev jeg Satire, kunde jeg vel uden Samvittighedsnag svare: ja! men nu maa jeg svare det bestemteste nei, naar Spørgsmaalet giælder Flerheden.

✂ Ere de blevne Ungdomslærere, da bearbeide de samvittighedsfuldeste dette Kald med Frygt og Bævelse, uden at benytte Udløsningen af de academiske Ledebaand til at bestige Videnskabernes høiere Standpuncter, uden at ahne, at den Unge burde have en anden og høiere Dannelse, end de nøde. De Øvrige, hvis Tal ikke er lidet, ansee Underviisningen som en Biting, øve sig flittelig i Dandsen, Riden, Jagen, Lombrespil, og hvad de andre for Konster hedde*), erhverve sig en Glut, eller, om de alt andensteds have en, giennemgaae Schillings Romaner med een eller flere af Egnens Koner og Piger. Mutatis mutandis 1 , passer samme Skilderi paa Prækediminutiverne, Opvarterne i Themis Forgaarde 2 , og dem, der studerede for at hedde Familiens Lærde, og glimre ved at vide, Friderikssteen er ikke Fæstningen ved Tronhiem.

✂ Hvorledes skulle ogsaa disse haabefulde Ynglinge, der i Hovedstaden vare blinde for Litteraturens Skatte, og døve for Videnskabernes venlige Kalden, her faae Sands og Øie for noget Saadant? Det maatte da vel skee, ved at beskue deres ældre Brødre i Minerva; men jeg tvivler meget paa, at et saadant Skue kan, i Følge sit Væsen, have saadanne Virkninger.

✂ Ikke er jeg dum eller skamløs nok til at nægte, at der gives baade geistlige og verdslige Embedsmænd, der betragte Videnskaberne med renset Blik, og ofre dem Tiden, deres Kaldsforretninger levne; men, jeg tænker, at om disse end ikke ere saa faa, ere de dog langt fra at være mange nok til at indgyde deres unge slumrende Brødre en videnskabelig Stemning; ja, jeg tør mene, at de i den seneste Tid ere snarere blevne færre end flere.

✂ Jeg gad vide, hvor man sikkerst træffer en stor Deel af vor Tids Præster, i Mark og Stald, eller i Studerekamret, ved Pulten, eller Spillebordet? Jeg gad sammenligne deres Bogsamling med deres Møgdynge, Boghandlerens Regning med Urtekræmmerens og Viintapperens. Jeg gad have et Instrument, hvorved jeg, efter Støvets Mængde, eller Bladenes Sammenpresning, **) Have de ret deres Bestemmelse for Øie, da lægge de sig efter Landvæsenet. *1 dvs. Med de nødvendige Ændringer. *2 dvs. Juristerne. 187 kunde beregne, hvor længe hver Bog havde staaet urørt paa Hylden; og jeg gad endelig veie deres Kundskabsmasse ved Afgangen fra Universitetet, og efter ti Embedsaar. Resultaterne, der saaledes kunde uddrages, vilde neppe være ubetydelige, naar man skal besvare Spørgsmaalene: hvi er Videnskabelighed saa liden? hvi er vor Litteratur kun en Skygge, der peger hen paa enkelte Lemmer af et Legeme, der, som Heelt, ligger ganske udenfor vor Synskreds. Ingen tro imidlertid, at jeg herved vil nedsætte Præsterne under de juridiske og medicinske Embedsmænd! Nei, efter min Erfaring ere disse endnu langt mindre videnskabelige, og mange blandt dem vilde vel endog vredes, hvis man kaldte dem Videnskabsmænd.

✂ Skal jeg nu sige, hvilket Middel der, efter min Formening, er det virksomste til at udbrede Videnskabelighed, og fremskaffe en med samme harmonerende Litteratur i Fædrelandet, da forbinder allerede det Foregaaende mig til at svare: de Studerendes mere videnskabelige Dannelse, hvorved jeg forstaaer, at der indgydes dem Kiærlighed til Videnskab og Konst.

✂ At Videnskabernes Anpriisning, et nærmere Forhold mellem Lærere og Lærlinge, og Nødvendigheden af, i Tale og Skrift at behandle videnskabelige Gienstande, især tiene til at indgyde de Studerende Agtelse for Videnskaberne, og Lyst til deres Dyrkelse, behøver vel Erfaringen neppe at lære os. Imidlertid er denne Sandhed tildeels ogsaa hos os stadfæstet ved det pædagogiske Seminariums Historie, ligesom den sees at have svævet for Regieringens Øine, da den iværksatte Forbedringen ved de lærde Skoler og Examen Artium.

✂ Herved er meget giort, under den Betingelse, at Ynglingen, naar han forlader Skolen, kan træde ind i et Forhold, der kan beskytte hans fremskridende Udvikling; men uden dette vil den ny Skoleindretning neppe gavne Videnskaberne meget.

✂ Beviset synes mig klart.

✂ Den Alder, der tilbringes i Skolerne, vil stedse være mere skikket til at giøre Videnskabelighed mulig for Individet, end til at frembringe den hos ham.

✂ Jeg ikke blot troer, men har selv den Glæde at vide det: end ikke Barnet er (ikke) saa ganske hæftet til Jorden, at dets Øie ei skulde kunne hæves mod Himlen. Skiøndt det langt mere end det udvortes og indvortes voxne Menneske er bundet til Erfaring, vil det dog kunne ledes til Begreb om den høiere Kundskabs Kilde, vi have i os selv, og saaledes paa en Maade erholde Sands for Videnskab i høiere Betydning. Men, deels vil 188 denne Sands, som, mere meddeelt, end vækket, ikke kunne slaae saa dybe Rødder i den Unges Væsen, at den, ved egen Kraft, midt iblandt Modstræbelser udenfra, kan naae sin fulde Væxt, og bære moden Frugt; og deels lader neppe det samme sig udrette ved offentlig, som ved privat Underviisning.

✂ Vi maa her ei heller glemme, at selv det Barn, der kan fyldes med Beundring ved Skuet af den skiønne farvede Tegning, og føle Lyst til at efterligne den, dog med Ulyst gientager de første Streger og Linier, hvis strænge Forbindelse med Konstværket det ei lettelig fatter. For at vække Lysten, der ved hver ny uventet Vanskelighed er nær ved at slumre, vil det ingenlunde stedse være nok at pege hen paa den fuldendte Bygning, hvis Glands vel kan henrive Barnets noget skiærpede Øie, men hvis eiendommelige Værd ei derfor føles. Læreren nødes da til, selv mod sin Villie, at give det borgerlige Liv, og Videnskabernes Indflydelse paa samme, en alt for stor Vigtighed.

✂ Her befinder den Unge sig paa en Afvei, og hører han ikke til de faa høie Siæle, der ligesom fødtes uden Baand, og aldrig taale samme, da vil han, uden virksom Hielp udenfra, følge den paa sin hele Bane.

✂ Naar vi undtage de sande store Genier, der hverken ved Opdragelse kunne frembringes, eller - tør man vel sige - opdrages af Andre, end sig selv, er det vel ikke vanskeligt at betegne den Vei, de Subjecter, som under nærværende Omstændigheder forlade Skolerne, ville betræde.

✂ De have lært Begyndelsesgrundene af endeel Videnskaber og Sprog, uden endnu at have adopteret Menneskers høieste Maal, og uden at have beregnet de mulige Skridt, der kunne giøres mod det. Vi maa da allerede kalde det meget, om de strax sætte sig et mindre fiernt Maal, Duelighed til et vist Embede, og ikke tankeløse henslingre mod den nærmeste Examen. Blandt de Embedsmænd, de lære at kiænde, findes adskillige, de troe under sig i Kundskaber, og stundom maaskee ei saa ganske urettelig. Med hiint Studeremaal for Øie, vil allerede dette slappe deres Kraftanstrængelse; thi Biergene, de nys troede at maatte overstige, mene de nu at kunne undgaae, eller dog blot sparsomt berøre.

✂ Har Ynglingen sat Ære og Yndest som Maal for sin Stræben, da vil han snart bemærke, at disse Ting ofte langt lettere erhverves, og han vil da lettelig give Slip paa, hvad der for ham kun var Middel, ikke Øiemeed, Pligt, men ikke Trang.

✂ Hans Legeme modnes, uden at være traadt i villig Tieneste 189 hos Siælen. Dennes høiere Evner indslumre, og de lavere træde i Legemets Tieneste. Han føler sig hendragen til det andet Kiøn, og fastsætter let Blodets varme Strømmen ved Qvindens Smiil, og egen Nyden, som Idealet for jordisk Lyksalighed. Betragter han Videnskaberne som Middel, da vil han snart finde, at de ei blot ere unødvendige, men vel endog skadelige, naar det giælder om at erhverve Qvindegunst, da de give Siælen en Alvor, og Følelsen en Dybde, der slet ikke passer med den spøgfulde Flagren giennem Livet.

✂ Drik Viin, vær doven, og fias med Piger,

✂ taber for hans Øie det ironisk Bidende, og vorder ham den høieste Livsphilosophie.

✂ Mit Hierte vilde saares, hvis man troede, jeg ved disse Yttringer udtrykte Ringeagt for Naturens herligste Smykke, eller det Ønske," at den unge Videnskabernes Dyrker kunde udelukkes fra Kiønnets hulde Omgang.