Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

Da var det, at han gennem en mærkelig aandelig Oplivelse, der afspejler sig i Digtet Nyaars-Morgen fra 1824, fik Mod og Kraft til at begynde et nyt »Dagværk«. Fra den gamle Dannelses sluttede Selskab vendte han sig til Folkets brede Lag, som hidtil havde levet udenfor Literaturen, og i Aarenes Løb lykkedes det ham ved Venners Hjælp at fylke en Hær af oplyste Mennesker ud over Landet, hvor der før kun havde siddet en uvidende Almue. Tidsaanden blev ham mere gunstig, og paa sine gamle Dage blev han hyldet af Tusinder, som ved hans Ord og Sange var vakte til Deltagelse i »det historiske Menneskeliv«. - Medens Hovedstadens dannede Verden, der lod sig beherske af Heibergs Æsthetik, fremdeles forholdt sig ligegyldig overfor Grundtvig som et sært »Guds Ord fra Landet«, blev vide Kredse af Folket i det øvrige Danmark ham stadig mere hengivne, og saaledes blev hans Navn, meget imod hans Vilje, et Bannermærke, der satte Skel mellem »Bønder og Borgere«, ja tilsidst et Stridsemne i den politiske Kamp mellem Højre og Venstre.