Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

↩ Grundtvig vilde paa ingen Maade være Partifører, thi han mente med fuld Ret, at hans Ord havde Ærinde til alle Danske. Men det lod sig ikke undgaa, at de, som inderligt sluttede sig til hans ejendommelige Anskuelse af Kirke- og Folkelivet, kom til at danne en særlig Vennekreds om ham og snart blev almindelig stemplede med Navnet Grundtvigianere. Med lidt spottende Forundring saa' Københavnerne disse Folk med deres lange Skæg og bløde Hatte flokkes om »den Gamle« ved de Vennemøder, der holdtes fra 1863 til 1871, og mange blev vel ogsaa et Øjeblik grebne, da de i September 1872 blev Vidne til hans mærkelige Jordefærd, hvorved der lød en tusindstemmig Salmesang paa aaben Gade udenfor den lille Vartovkirke. Men det almindelige Indtryk var og blev, at denne Mand havde sin særskilte Tilhængerkreds, hvem det, næsten af Taktfølelse, maatte overlades at hædre hans Minde og fortsætte hans Værk.