Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

Frederik gik nu frem med langsomme men faste Skrit, og fortryder intet af den Tid, han opholdt sig i Tyregod, uden den, der bortødsledes paa - usque ad infinitum 2 - at tygge paa Katekesis, Guldbergs aabenbarede Theologi, og hvad alt dette fornuftknusende Apparat hedder. - Dog dette siger han langt fra ikke for at nedsætte Hrr. Feld. - Som Præst og som den, der i de høiortodoxe Tider havde studeret Theologien, maatte han tro det nyt. tigt, at hans Eleve befæstedes mod Kjætteri, og han troede desuden, disse Bøgers Læsning og Lærning udfordredes, naar han *

* 15 engang skulde i en latinsk Skole. - At han ikke tog feil, skal det følgende vise. - Dog skjønt selv temmelig ivrig Ortodox, var dog Toleranse et Hovedtræk i hans Karakteer. »Jeg har selv tvivlet«, sagde han ofte, »derfor ynker Jeg og ikke hader de Tvivlende«. Hverken skyede han selv kjætterske Skrifter som Pest, ei heller - som var endnu mere underlig - skjulte han dem for Frederik. - Nei langt fra; han var i et Læsesælskab, og alt, hvad der kom, havde F: Lov at læse. - Takket være han derfor! - Her saaedes egentlig Spiren til den aldrig før med hans Sjelekræfter eller ham døende Lyst til Videnskaber. - Han beundrede Forfatterne til alt det vittige, som da - i Skrivefrihedens gyldne Alder - fremkom: - Skrivter af en Heiberg, en Rahbek, en M. C. Bruun, hvis Aristokraternes Katekismus han meget yndede, saa vidt den var politisk, - T. C. Bruuns Særsyn, og hvad alle de Sjenier og Sjeniprodukter hede, Dannemark brammede med fra 93 til 98. - Stræng Orthodox forblev imidlertid Frederik stedse, først fordi hans Dømmekraft endnu laae i Dvale, siden fordi han tidlig gjordes opmærksom paa, at Mysterierne ei vare Gjenstænder for vor Viden, men Tro. - Han fandt det saa naturligt at tro Gud, saa skammeligt at tvivle om, hvad han, som Vi skylde alt, havde sagt os som Sandhed, at han ivrig harmedes over Neologernes 1 vantro Bestræbelser, lovede ved sig selv engang at vorde en af Troens raskstridende Kjæmper, og øvede sig allerede. - Saaledes erindrer han sig, efter Læsningen af Bruuns Særsyn 2 , at have begyndt noget, der gik paa Riim - thi Rimer var han tidlig, dog uden at lade noget Menneskes Øie skue sine Produkter, - som skulde være ad modum 3 det nys læste og snærte Naturalisterne. - Her er en ordret Prøve: