Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

Paaske 1799 begik Frederik en Synd, der havde mange *

* * * * 18 Ubehageligheder til Følge. - De faa Penge, han eiede, havde tjenstagtige Aander skilt ham ved i Spil, og nu kom Paaske. Der var i Aarhus den høipriselige Skik, at Skoledisciplene skulde ofre. - Frederik eiede ei mere end 2 danske Skilling. Han havde hørt, at Disciplenes Ofring skeede for at foregaae Menigheden med et got Exempel; han tog det lige efter Bogstaven, og mente, det var nok, naar han kom der. - Thi kjøbte han - for sin halve Formue - et Ark Papir, delte det i sine visse Parter og - ofrede det. - Der blev lidt Larm, men, hvem havde gjort det? Nu kom Pinsdag. Frederik var ei blevet rigere, tvertimod fattigere, han havde kun een Skilling, og denne ofrede han, forvandlet til Papiir. - Rigtig nok frygtede han for en Opdagelse, men beroligede sig selv med den Tanke: - De Geistlige ere jo Jesu Efterfølgere; Han tyktes bedre om Konen, der gav sin sidste Skjærv, end de gavmilde Rige, ergo maae de og være fornøiede, naar de faae alt, hvad Jeg eier. - Dog Præmisserne vare rigtige, men Konklusjonen var bitterdød feil, thi de HRR. Geistlige kunde jo ei vide, om den HEr Anonymus , der stedse forseglede - intet, virkelig intet havde, eller ville spille Gjæk med dem. - Nok er det, Sagen blev opdaget. - Offentlig skjændte Rektor paa ham, privat examinerede Konrektor ham, fordi han troede, at enten andre havde forført ham, eller han ingen Penge havde. - Det første vilde Frederik ei sige, da det var usandt, og det sidste forbød hans Stolthed ham at tilstaae, eller var det maaskee Bevidstheden om, at han kunde havt de fornødne Penge - naar han ei havde spillet -, der hindrede ham fra at skyde Skylden paa Fattigdom. - Selv troer han, begge Dele virkede tilsammen. - Dog dette var den mindste Del af Syndens Følger. Hans Meddiscipler ansaae ham næsten som en Kirketyv, en Helligdoms Foragter, og en uærlig. - Ved enhver Leilighed maatte han høre det lige til Mikkelsdag, da de paa øverste Part værende dimitteredes, og han selv kom paa Høibenken at sidde.