Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Førend Jeg gaaer videre, vil Jeg kaste et Blik tilbage paa Frederiks Afskeed fra Aarhuus, og tilstaaer han, at Konrektorens mundtlige var ham mange Prosent kjærere og nyttigere end Rektors skrivtlige. - Hvem der saae hins Øie glindse af Taarer, medens han i de stærkeste Udtryk mindede sin bortreisende Discipel om, hvad hans Pligter og hans Vel fordrede af ham; - Hvem der hørte ham advare mod de Kongens og Lasternes Hovedstads Fristelser, han saa ofte med de mest levende Farver havde malet, han maatte antage Stougaard for, hvad han er: sine Disciplers opdragende Fader mere end stræng Lærer. - Og den, som stod for ham, som var Gjenstanden nu for hans Rørelse og kjærlige Formaninger som før for hans Undervisning, han maatte være slettere, end man i den Alder - uden stor Møie - kan være, dersom han ei rødmede ved Tanken om at have miskjendt den ædle Mand, og stundum gjort, hvad der stod i hans lille Magt, til at ærgre ham, dersom der ikke i hans Sjel lagdes varig Grundvold til varm Høiagtelse og uskrømtet Ærbødighed for den Mand, der ligesom forlængede sin veiledende Haand for endnu at gavne paa hin Side sin Kreds, dersom han ikke fyldtes af det ivrige Forsæt, at vorde god og duelig, og ei skuffe en saadan Mands Haab og Ønsker, der kun havde reen Menneskekjærlighed til Grund, og Discipelens sande Vel til Formaal. - Nei, ædle Stougaard! saa slet var Frederik ei, ofte har Mindet om Dig gjort ham stærk mod Fristelser, ofte har det kaldet ham tilbage paa Dydens Vei, naar han stundum - desværre - havde skeiet ud fra den.