Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Kort, han maatte tro, der var en hel Verden som Skillerumsvæg mellem dem og ham. - Deraf kom det, at Grundtvig - Jeg tør ei kalde ham Frederik, siden han er bleven Student, - i dette Huus af alle og enhver maatte ansees som et Stykke Træ, hvis store udbugnende Knorter ei engang vare bortskaffede af Bredøxen, og at de derfor lode deres Munds Glathøvl glide over hans knudrede Skikkelse, ei saameget for at prøve paa Umuligheder, og søge at danne et Menneske efter deres Lignelse, som for at lade ham føle, - hvis han kunde føle noget, - hvor dybt han var under dem. - Ikke besynderligt, om Grundtvig i Følge denne Behandling blev - i det mindste tilsyneladende -, hvad man ansaae ham for: en Klods. - Han stod lig en gammel Foliant, der ligesom med Fliid indkniber Støvet mellem sine Blade, medens man visker dens Snit. Ei var det, fordi han troede, han ei trængte til Polering, men fordi Maaden, den anbragtes, ei passede til hans Karakteer. Dette kunde vist nok hans Pudsere 23 ei gjøre ved; nei havde han vidst at benytte den Omgang, han nød, kunde han virkelig blevet en Dreng i den fine Verden. - Selv gav man ham Vaaben i Hænderne; naar han blot vilde givet Agt paa de Dask, han den ene Dag fik, ville han - da det gjerne var lod communes 1 - den følgende kunne anbragt dem til sine Læreres og Lærerinders Tryllelse. Dog at tage Vittigheder paa Borg syntes ham et Notarialbeviis paa Dumhed, og at laane uvittige Grovheder og give dem igjen ligesom til Gjengjeld for Maden, han nød, forekom ham ei allene dumt, men og slet, da han troede, den, der er fordømt til at leve af Velgjerninger, maa fornegte sig selv.