Indhold
-
AF GRUNDTVIGS DAGBØGER
- I. Den omarbejdede Dagbog (1802-4).
- II. Af den oprindelige Dagbog (1802-3).
- III. Af Dagbogen fra 1804.
- DEN første Optegnelse fra Aare...
- Martii Maaned.
- Næste Dagbogsoptegnelse, som e...
- Den 25 Maj skriver Gr. efter a...
- I Gaar læste Jeg Heinses Overs...
- Den 31 Maj indeholder Dagbogen...
- Juni 16. Endelig er Jeg da - a...
- Samme Dag og de følgende anfør...
- Blandt de islandske Digte, som...
- Den 26 Juni indeholder Dagboge...
- Fra den 2 Juli til 15 Juli læs...
- Her mangler et Ark af Dagbogen...
- 31 te Desember. Atter et Aar e...
- IV. Dagbogen for 1805. Dagbog for Aaret 1805 af Nikolay Frederik Severin Grundtvig , begyndt d: 2den Januar 1805 i Torkilstrup Præstegaard paa Falster .
- V. Dagbogen for 1806.
- DE 11 første Blade af denne Da...
- »Min Aand er oplyst nok til at...
- [ Maj 6 te] ..... Dog hvad kal...
- Septbr 8 de Atter saa Jeg Sole...
- Hvad skal Jeg svare Mig selv p...
- Borte herfra kunde Jeg helbred...
- Man har desuden Ret til at paa...
- Intet Menneskes Liv er saa ube...
- Dog det var hverken Klagesange...
- Tillæg .
- LIDET OM SANGENE I EDDA.
-
OM RELIGION OG LITURGIE.
-
OM VIDENSKABELIGHED OG DENS FREMME.
- OM ASALÆREN
- MASKERADEBALLET I DANNEMARK
-
NORDENS MYTOLOGI. (1808.)
- I Foraaret 1808 brød Grundtvig...
- Til Justitsraad Pram .
- Fortale .
- Indhold .
- Asalæren er en omstyrtet Bygni...
- Indledning .
- Første Afdeling . Om Guddommenes Mængde, Navne og Forholde.
- Anden Afdeling
.
Asalæren.
- Nornernes Fødsel . 1
- Mjølners Tab og Generobring .
- Thors Reise til Geir[r]odsgaard .
- Thors Kamp med Hrungner .
- Fenrirs Fængsling .
- Freis ulykkelige Kærlighed.
- Freis Kærlighed . 1
- Thors Reise til Utgardeloke.
- Kedelens Hentelse, og Thors Strid med MIdgardsormen.
- Gæstebudet hos Æger.**)
- Jordelivet.
- Det visnende Jordliv.
- Ragnaroke.
- Det evige Liv.
- Tilbageblik.
- Tredie Afdeling
.
- Fabellæren.
- Asken Ygdrasill.
- Himlen og dens Lys, Dag og Nat.
- Hrimthurser og Jetter.
- Alfer og Dværge.
- Jorden.
- Fabler om Gudelivet.
- Gudernes Symboler og Eiemon.
- Mytisk Beskuelse af Jordlivet.
- Heltelivet.
- Valhal.
- Valhals Møer .
- Niflheim .
- Naturmyter.
- Duggen 1 .
- Honningduggen.
- Det høiere Livs Frembrud gennem Individet .
- Skjaldskab.
- Odins Kvad 1 ( Om Skjaldskabs Ophav .)
- Guders og Gudinders Tilnavne.
- INDBYDELSE TIL GAMLE NORDENS VENNER.
- OPTRIN AF KÆMPELIVETS UNDERGANG I NORD. (1809)
- OPTRIN AF NORNERS OG ASERS KAMP. (1811.)
- MINDESANGE OM WILLEMOES
Alle forekomster
↩ Alt dette gjorde, at Grundtvig blev den, han var. - Kun een Ting forandrede han, han fik saadanne Klæder, at han - efter sin Stand - ei hehøve[de] at skamme sig. - Nei, i Henseende til Komplimenter, der var det ligesaa galt. - Grundtvig var vel født og opdraget paa Landet, men Naturen - maaskee tillige tidlig Læsen om Pavers Tøffelkys etc. - havde gjort ham til deres afsagte Fiende. - I Aarhus havde han ofte ærgret sig over at være nødt til at tage Hatten af for enhver velklædt Nar, eller i det hele for gandske Ubekjendte. - Han glædede sig over, at sligt ei brugtes i Hovedstaden, og han glædede sig end mere ved at høre, Omgangen i Husene var ligesaa fornuftig og komplimentfri, og at man der kun brugte et almindeligt Buk - og i det høieste et Haandkys for Vertinden - istedet for alle de spesielle Rygkrumninger, Fodskravninger, eller Strækkelser, og Poteslikninger. Men hvor fandt han sig ikke skuffet? Han har gjort den - som han troer - rigtige Bemærkning, at hvor liden Priis de kjøbenhavnske Damer end sætte paa et Menneske, fordre de dog - naar de nødes at taale ham i deres Selskab, den høieste Opmærksomhed af ham, den de dog vil have Ret til at besvare med Haan. - Det er den in immodicum 2 potenserte Forfængelighed. - Grundtvig kan frembyde sig selv som Exempel; Han er overbeviist om, at [skjønt] de Damer, vrede Guder stundum lode ham være under Loft med, foragtede ham, gaves ham dog saadanne Prædikater for sin Uagtsomhed, der kun passede paa et Subjekt, der tilsidesatte de almindeligste Beviser paa Høflighed og manglede selv Begreb om, hvad man kalder Levemaade. - Desuagtet blev Grundtvig ei bedre. Paa den skammeligste Maade fordreiede han den - ellers rigtig nok sande Sætning -: Man bør stedse ligne sig selv. - Ei troer Jeg, han var gal *1 dvs. almindelige Talemaader. *2 dvs. umaadelig. 24 nok til at anvende paa sin Stilling, hvad Epiktet fordum sagde til de unge Filosoffer: »Kjerer jer ikke om Pøbeiens Griin! Bliver eder selv stedse lige, og den vil snart beundre, hvad den nys udpeeb!« thi Sammenligningerne havde dels paa begge Sider været saare formastelige, og dels havde Haabet været meget for sangvinsk. - Nei, han troede snarere, en anden Nyhed vil snart afløse denne, og naar de faae afleet, tie de. Han havde Ret, men ei, som han ønskede. De glemte ham ofte, men naar de ei havde andet at spotte over, var han det samme for dem, som Holbergs Komoedier for Theatret. De tie vist, naar de faae afleet, men de rette Kjøbenhavneres Latter og Liv endes paa engang, og vist nok, skulde de belee alle deres egne Latterligheder, var Livet endda meget for kort. - Jeg vil nu blot lægge til - for at have alt om dette Huus paa eet Sted -, at der i den sidste Tiid - som dog overskrider 1802s Grændser - opstod nogle ynkende Væsner, dem Grundtvig maatte anseet for dobbelt spottende, dersom deres Forstands Masse - Man kalder jo ogsaa en Flue et Dyr - [ei] var ham for vel bekjendt dertil.