Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ - At skildre mine Følelser ved Synet af hende er umuligt; Jeg kan ikke engang gienkalde dem og - Held Mig, at Jeg ikke kan! Hine Linier, dem Jeg skrev ved at tænke mit Forhold til denne ædle, udtrykke et intet; - med bortvendt Ansigt kyste Jeg den Haand, Jeg nu først føler, vilde giort Mig lykkelig. - O! at Jeg før havde vidst det, maaskee havde da min Stolthed, der frygtede et Afslag, tabt i Kampen med min Tilbøielighed, maaskee havde [Jeg] vovet at tolke mine Følelser og maaskee -. Dog nei, Hun vilde haanet, foragtet Mig, denne for min Selvfølelse saa ydmygende Tanke er min eneste Trøst. - To ligegyldige Ord vare de eneste, som vexledes mellem os; dog det var ikke usædvanligt, men aldrig turde mit Øie vove at møde Hendes. Jeg betragtede hende som en ophøiet Gienstand, der ikke var hævet for at staae til Skue, men for at unddrages mit Blik. - O! hvilken Stilling! Jeg tav i 3 Aar, fordi Jeg vilde have Udsigter ; - Jeg greb med Begierlighed en Kondition paa Falster uden at ville tilstaae Mig selv, at Hun var Aarsagen; - Og nu, nu er Jeg her! - I Sandhed, dersom man forlader Hovedstaden for at leve i Eensomhed, da har Jeg fuldkommen opnaaet mit Hensigt! - Jeg er eene paa den hele Jord! - Jeg er en Nar! -