Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Da Jeg kom til Generaladjudant Lindholm - der, som Svoger med min vordende Prinsipal, skulde sanktsjonere min Antagelse -, gjorde hans Frue mig det mig underlige Spørgsmaal, om Jeg kunde fransk, da hendes Syster meget ønskede det. - Jeg havde nøye hos Pastor Brorson, som var Lindholms Fuldmægtig i denne Sag, erkyndiget Mig om, hvad der fordredes, og in specie om man æskede noget levende Sprog. - Jeg sagde ney, og da mente Lindholm, det var bedst at skrive først til Kapitayn Leth, - saa heder min langelandske Husbonde, og høre, om Jeg som ufransk kunde antages. - Vred over saaledes at tages ved Næsen glemte Jeg min Undseelse, og, givende dem at betænke, Jeg paa HEr Brorsons Rekvisisjon, som udelukte de levende Sprog, havde reyst tolv Mile, erklærede Jeg [at Jeg] maatte have bestemt Svar, samt lagde til, det ey var Mig ligegyldigt, hvorledes samme lød, med mindre Jeg i Afslags Tilfælde fik Godtgjørelse for min Reyse. -