Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ En Ahnelse byder Mig troe, at dette er min sidste Fødselsdag under disse Former. Min Stilling synes at ville trykke det grusomme Segl paa Spaadommen, og hvor er den Haand, som, uden at fortæres, tør stille sig som en Mur mellem Spaadom og Segl? Herfra skal Jeg da gaae uden at kende Jordlivet i anden end betydningsløs, eller forstenende Skikkelse, hint, hvis Man ey kedes ved den stedsevarende Henslæben gennem det Endeliges Sump, dette, naar Følelsens Strøm bryder sin Dæmning for at samflyde med den systerlige ahnede, thi da møder den *1 Disse 6 Ord er overstregede i Haandskriftet. 77 kun Klipper og Mure. Den tør ey vende tilbage, men standser, stivnes, fryser, og Nødvendighedens tvingende Lov byder os da bortkaste den tomme Tilværelse. - Vist nok kan sligt ey indgyde Ønske om Vaagnen til lignende Liv, vist maa Man fristes til at foretrække evig Død for et Liv, hvis Salighed Man kun tør ahne, og hvis Ulykker Man kun følte. Men dog, Jeg føler i mit Indre en Trang til Liv, stærk som, ja, var det muligt, selv stærkere end Trangen til Kærlighed. Selv da, naar den sidste var tilfredstillet, saaledes som det: under Endelighedens trykkende Haand er muligt, selv da vilde hin ey tie, eller dog kun tie øyebliklig, naar den skuffet troede at have fundet sit Maal i Kærlighedens hartad overjordiske Gestalt.