Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Vel sandt, disse det Eviges Digtere haabe vel at kunne tilsidst fremtvinge en Existents, lignende hin Grækernes, som De paastaae var lutter Poesi; men dels er det nok umuligt, thi Steffens siger jo selv, at Historien har sønderslaaet Strængene, og desuden ved Jeg ikke, om en saadan poetisk Aand var mere ønskelig - almindelig udbredt - end spekulativ Filosofi. - Jeg vil paa ingen Maade tage Eksistensen 1 i Forsvar; thi selv Mig forekommer den saare ussel, men den er der nu engang, og Vi tør ikke træde ud af den. Til at opfylde de Pligter, vor borgerlige Stilling paalægger os, naar Vi anse dem for betydningsløse, hører vist nok en høyere Aand, end nogensinde kan blive herskende, og sæt den blev det, kunde den da i det Hele gøre Menneskene saa lykkelige, som De nu ere i deres Uvidenhed, da de sætte Glæden i det Endelige, som omgiver dem, og blot betragte Poesien som et Fantasispil, der blot er til for at give dem ny Kraft til deres vigtigere Sysler, og vække behagelige Følelser.