Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Saaledes opløser sig da frivillig for mit Øje det Problem: »Kan Man elske uden eengang?« Svaret vorder dobbelt. Er og bliver Kærligheden hos Individet blot jordisk, er den, selv i Kulminasjonspunktet, kun et Foster af endelig Trang, da kan den ogsaa vende tilbage under forandret Form. Men er den enten Produktet af en Ahnelse om højere Væren, der skuffet af enkelte Træk troer at have fundet sit hele, eller den i sin spædeste Alder vækker hin, i det nogle af Genstandens Træk pege hen paa noget Højere, da er den een og kun een; thi Individet kan kun ahne et udelt Helt, og dette Hele lader sig for ham kun repræsentere ved een endelig Form. -