Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Min Ahnelse tør Jeg ikke glemme; thi da nedsank Jeg for Mig selv til et Intet; vedblive at hæfte den paa hin jordiske Genstand kan Jeg ikke, uden at nedbryde mit Væsen; overflytte den er mig umuligt. Eller er det maaske muligt? Kan Jeg maaske overflytte den, ikke paa nogen Anden, men paa Mig selv? Men da maatte Jeg først kunne skille den fra hin Genstand, der er for Mig dens Udtryk. Først maa Jeg da med dristig Haand hæve Sløret, der hviler over det Allerhelligste, hvorfra Ahnelsen udstrømmede, det Slør, for hvilket Jeg hidtil for gruende tilbage. Først da, naar Jeg bliver Mig det Ahnede bevidst, kan Jeg adskille det fra Hende, i hvem det saalænge ene er til for Mig, og min egen Aand bliver dets Udtryk.