Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Kan [Jeg] bringe det saavidt, da er Jeg reddet; thi da er Jeg 97 hævet over den Lov, der byder Mennesket søge sine Problemers Løsning uden for sig, da har Jeg i Forbindelsen mellem mit Indre og det Højeste en Nydelse, der lader den endelige saameget længere bag sig, som den er stedse stigende mod Nærmeisen til hint Højeste, der staar som sidste Maal. - Dette og egenlig kun dette er Menneskets værdige Maal, thi det er ikke som de andre, selv de ædleste, hvis Skin er skuffende, i det de, opnaaede, ej ere, hvad de syntes, men kun en ny Spore for vor Attraa, der efter paa dem at have ødslet sine Kræfter maa blive evig utilfredstillet. Det er mer, end det synes, det bugner af oversvømmende Fylde, thi aldrig naaet, udgyder det over Alle Nærmende stedse voksende Salighed. -