Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra MASKERADEBALLET I DANNEMARK

Seer jeg derimod hen til Danmark, da maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen Opsigt gjorde, thi det beviste, at den desværre! var alt for sand, at Aanden ingenlunde var vaagnet ved Tordenen, Hjertet ei ydmyget ved Tugtelsen, men at Man i Sikkerhed begyndte det gamle Syndelevnet, uden at frygte for den Høiestes Dom, uden at ændse de Røster, som forkyndte den. Aldrig blev Maskeradeballet recenseret og aldrig 238 var det vel indtil nu blevet nævnet paa Prænt, hvis ikke en ung Mand med Christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle Danmark, men ei noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse, havde fundet mit Syn for mørkt og udsagt det i et Vers til mig*). Vist havde han Ret deri, at Livet var ei reent forsvundet, og troede det sagtens inderligere end jeg, at Slægten kunde gjenfødes ved Troen, men Uret havde han i at tiltro Krigens Bulder formeget, og mig den Tanke, at Danmarks Undergang var uafvendelig. Derom mindede jeg, men ikke venlig som jeg burde, i følgende Vers**):